torsdag den 17. september 2009

Post-klar tale?

Her er et eksempel på, hvorfor jeg generelt har et problem med post-strukturalistiske teorier og tekster:
"Creating Guerilla Texts in Rhizomatic Value-Practices on the Sliding Scale of Autonomy: Toward An Anti-Authoritarian Cultural Logic"
???

Dette kryptiske kodesprog er titlen på Sandra Jeppesens bidrag til antologien New Perspectives on Anarchism. Jeg ved, hvad hvert enkelt ord betyder, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad meningen er med deres sammensætning. Og endvidere: jeg kan ikke se, hvilken relevans dette kapitel skulle have for mig eller nogen andre, ud fra dets titel. Det er desværre alt for typisk for "post"-teoretikere, at deres tekster er så indforståede og selvrefererende, at de for udenforstående forekommer som det rene vrøvl og børnerim - og selv for folk, der er trænede i intellektuelt vrøvlesprog, er det svært at se, hvad de egentlig handler om fra den virkelige verden.

Nu har jeg ikke læst hverken det kapitel eller andet af bogen, så jeg kan ikke sige noget om indholdet, og det er sandsynligvis udemærket. Jeg noterer mig dog, at indholdsfortegnelsen ikke rummer én eneste titel ud af 26 kapitler, som rummer ord som "workers", "labor", "economy", "class", "exploitation", "organization" eller lignende begreber, der er centrale for anarkismen. Det giver mig desværre det indtryk, at bogen om "nye aspekter anarkistiske aspekter" slet ikke er særlig relevant for anarkister, men blot for akademiske intellektuelle, der kan lide at lave nye ord og skrive tekster, der handler om andre tekster, som igen handler om selve det at skrive tekster.

Nu står ordet "post" i "post-anarkisme" altså godt nok ikke for "efter anarkisme". Det er en forkortelse for "post-strukturalistisk anarkisme" - altså anarkistisk analyse baseret på den post-strukturalistiske teori. Men denne indholdsfortegnelse giver mig desværre det indtryk, at "post-anarkisme" faktisk er noget, der har forladt og ikke længere har noget at gøre med anarkisme - eller med verden uden for det indspiste, intellektuelle tekst-univers for den sags skyld. Det samme gælder iøvrigt for tekster skrevet af "post-marxister" (som Antonio Negri) og andre "post-teorier". Det er selvfølgelig ikke meningen, men det er desværre meget sjældent, at jeg kan se, hvad meningen egentlig overhovedet er - selv efter at have decifreret kodesproget.

Et andet eksempel er den canadiske filosof og sociolog Richard J.F. Day, hvis bog 'Gramsci is Dead' jeg tyggede mig igennem for nogen tid siden. Og jeg skulle virkelig "tygge" mig igennem den. Den er fuld af ord, der kun giver mening, hvis man kender til en lille-bitte kreds af lignende forfattere, og fuld af sætninger, der udelukkende refererer til disse andres værker eller til andre begreber, men hvor det er svært at se, hvad de dog har med virkeligheden at gøre. Sådan skal man altså ikke skrive en bog... synes jeg.

Nu er det ikke fordi den bog er det rene selvrefererende nonsens - den tager udgangspunkt i marxisten Antonio Gramscis teori om "hegemoni" men gør samtidig op med alle forsøg på at skabe en "mod-hegemoni". Istedet hylder Day mangfoldigheden i modstanden, som hverken kan eller bør forenes under ét fælles begreb, og foreslår en etisk solidaritet, der er baseret på anerkendelse af forskellighed. Det er altsammen udemærket, men det kunne altså også siges meget kortere og meget simplere, end han gør i sin bog. Og hvis han ønskede (som det er mit indtyrk at han gør), at hans pointer også skal kunne komme ud til aktivister udenfor den akademiske verden, så var det ærligt talt måske på sin plads at overveje at skrive den på en lidt mindre indspist facon.

Jeg synes, det er et problem, at skrive så kringlet, indforstået og - efter min mening - forvrøvlet. Det bliver ikke mere akademisk eller intellektuelt af den grund. Det lyder bare sådan. Faktisk er der en rissiko for, at det bliver mindre klogt, når man tillægger sådan en skrivestil. Når man skriver sådan, at det er svært at forstå, så rissikerer man altså let at komme til at skrive noget, der faktisk ikke giver mening. Og når man skriver noget, der er så abstrakt intellektuelt, så rissikerer man desuden, at det faktisk egentlig slet ikke handler om noget. Og filosofi skal sgu handle om noget - det skal handle om verden. Den virkelige verden. Og hvorfor egentlig overhovedet skrive, hvis man ikke ønsker, at folk skal kunne læse det?

Hvis man skal bryde sin hjerne for at decifrere det forvrøvlede sprog i en tekst, så synes jeg, at tekst-forfatteren allerede dér har et problem. Men hvis det endvidere er svært at se - efter man har decifreret teksten - hvad den egentlig siger om verden, eller hvorfor, den er relevant udenfor tekst-universet, så er der jo et seriøst problem. Så er det ikke filosofi efter min mening, men ren indspist underholdning. Noget tekstforfatterne gør for sin egen og sine venners skyld, men hvor teksten som sådan ikke rækker ud over sig selv og siger noget relevant for os, der ikke er en del af den legestue.

Iøvrigt er det værste eksempel på pseudo-intellektuelt, indspist og fuldstændigt meningsløst (for andre mennesker) vrøvl, jeg længe har set, denne omgang ordgejl, der blev udgivet efter gadefesten i Hyskenstræde i København sidste forår. Der kan umuligt være andet formål med den tekst end at more forfatterne selv. Læserne får intet ud af den, hvis de ikke selv er en del af den ord-leg. Hvis man læser den for at forstå, hvad der skete i Hyskenstræde, så går man i hvert fald forgæves. Det siger den stort intet om. Den eneste pointe, jeg kunne finde, der handler om noget virkeligt, kan koges ned til: "Slip mig! Jeg vil jo bare danse!" (min fortolkning). Det er skam et udemærket budskab, men det kan jo siges meget kortere uden at gøre læserne til grin.


PS. Jeg tror, det var Bertholt Brecht, der havde mottoet "Sandheden er konkret".

8 kommentarer:

  1. Meget "postmodern-speak" er i virkeligheden karrierepleje. Man lærer, hvordan man skal sige, når man er på konference, så man kan være nede med alle de progressive ting og alligevel ikke sige alle de grimme ord, så man kan blive ved med at få penge fra de borgerlige universiteter, hvor man typisk er ansat.

    Feltarbejde blandt hvide i et afrikansk land kan handle om "post-koloniale strukturer", hvor den "kulturalistiske diskurs" og "the negotiated identity" betyder en hel masse, og ... og alt sammen handler det om at producere en sørgelig undskyldning for en "analyse" uden at sige de mest oplagte ting, såsom "overklasse" og "racisme".

    Min fordomsfulde antagelse er, at enhver akademisk afhandling eller anden tekst, der er skrevet på post-modern speak, er uden akademisk eller anden værdi -for hvis den havde nogen værdi, hvad skulle den så med røgsløret ...? Jfr Sokal-affæren.

    SvarSlet
  2. Jeg betragter det mere som et forsøg på at skrive en titel, der er så præcis som muligt, uden at den bliver alt for lang.

    Min indsigt i det pågældende fag er for lille til, at jeg kan afgøre, om titlen er "ordgejl". Sidste del, "Toward An Anti-Authoritarian Cultural Logic", handler for mig at se om, at der bliver formuleret en logik for kulturen, der bygger på anti-autoritarisme. Den del er der vel ikke noget galt med.

    Så er der "on the Sliding Scale of Autonomy". Det henviser muligvis til en bestemt definition; hvis det er tilfældet, kan man ikke rigtig kalde det noget andet. I modsat fald læser jeg det sådan, at det at være autonom ikke er nogen entydig størrelse, og at der findes varierende grader af autonomi. Der er heller ikke noget galt her, synes jeg.

    "Creating Guerilla Texts": Afhængigt af artiklens fokus er det enten tekster udformet af guerillabevægelser, eller tekster, der er formuleret som "oprørstekster".

    Endelig er der "in Rhizomatic Value-Practices". Det er muligvis ikke nødvendigt at specificere "value-practicies", såfremt det betyder "efter rhizomatisk princip" eller "på rhizomatisk vis", men det er også det eneste sted, hvor jeg synes, at titlen virker uklar.

    SvarSlet
  3. @ Wolf: Ja, som sagt kan jeg godt decifrere titlen - og den giver en hvis mening, men den er bare ikke særlig klar, hvis man ikke kender de noget indspiste begreber.

    Rhizomatisk er et begreb opfundet af nogle franske filosoffer. Det benyttes kun af en ret lille cirkel. Ikke at det er dårligt begreb, men man skal altså kende den cirkel af filosoffer, før man rigtig kan se meningen og relevansen.

    Det er såmænd ikke fordi jeg ville angribe den tekst specifikt. Det var bare den der gav anledning til indlægget. Det var så fint at få en reklame for at der var udkommet et nyt værk om anarkisme, og så var det altså lidt surt at læse indholdsfortegnelsen og stille sig selv spørgsmålet: "men hvad har det dog med anarkisme at gøre? Hvordan er det relevant udenfor universitetscirklen?"

    Jeg kunne godt tænke mig, at filosofiske værker blev skrevet så de var - så vidt muligt - relevante for mennesker, der ikke nødvendigvis har læst de samme værker, og så de faktisk var noget folk kunne forholde sig til. Bare en smule. Ikke at det altid kan lade sig gøre, men... for pokker da! Værket skal forestille at være relevant for anarkister og anarkismen. Det skulle gerne betyde at det handler om hvordan folk kan organisere sig i gensidige og ligeværdige strukturer.

    SvarSlet
  4. Hej,

    Jeg tillader mig lige at genoplive en gammel tråd, hvis det er tilladt.
    Først vil jeg dog rose dig for en rigtig interessant blog.

    Her synes jeg måske du har en mindre tendens til at skære samtlige post-strukturalister over en kam. Fx synes jeg folk som Michel Foucault, Judith Butler og Gayatri Spivak(i det omfang vi accepterer dem som post-strukturalister)har analyser, der har en direkte relevans for, hvordan vi, som fx anarkister, skal prøve at intervenere i den dominerende diskurs i samfundet. Altså hvilke taktikker man bruger i en offentlig diskussion for ikke at blive affærdiget uden videre. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Nogen gange kan man godt komme i tvivl. Når det så er sagt, så har du ret i at mange af post-strukturalisterne er ret så esoteriske,og ufrugtbare i deres teoretiske tilgang til sproget, verden, etc. Personligt har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af at tæve mig selv igennem noget Derrida og Baudrillard. Hyperrealism, simulacra, blah blah blah

    SvarSlet
  5. Hejsa,

    Nu er det ikke fordi, jeg ønsker at skære alle post-strukturalister over én kam. Men okay - jeg synes faktisk (selvom det måske er en fordom), at tendensen til at vrøvle er ret generel for netop den type filosofi. Generel - ikke universel.

    Jeg kan godt bruge ting fra Foucault - og noget af Judith Butler. Og de to evner jo sådan set også at formulere sig. Jeg har generelt en knap-så-stor sympati for post-ditogdatterne, og det er ikke kun fordi de vrøvler så meget, men også fordi jeg er lidt uenig i det, de engang imellem formår at sige (for nogle er selve obskuriteten og det esoteriske nonsens i deres sprog også netop deres budskab og det de vil sige om verden: den kan ikke forstås og giver ingen mening. Der er ingen strukturer i verden ligesom der ikke er noget gramatik i sproget...).

    Men det er altså ikke en universel dom. Jeg kan som sagt godt få noget ud af en del af dem - og oven i købet være enig ind i mellem. Det er bare ikke en tendens jeg synes bidrager med det helt store i forhold til at forstå verden. Nogle gør bestemt (!), men ikke mange i forhold til hvor meget tekst, der bliver produceret i den genre.

    I dette tilfælde er det dog ikke kun et spørgsmål om hvem der har ret og har den bedste filosofi, men også om smag og behag: synes man om at noget skal lyde så esoterisk og hyper-intellektuelt eller gør man ikke. Jeg gør ikke. Det er min ærlige mening og personlige smag. Men det betyder ikke, at alt det de skriver, er noget vrøvl, selvom det ofte ser sådan ud ved første skimning. Hvis det blev skrevet om til menneskesprog, så er der skam gode pointer hist og her.

    SvarSlet
  6. Jeg tror faktisk ikke vi er uenige, i hvert fald ikke i nogen nævneværdig grad. Har du læst Spivak, jeg synes faktisk hendes artikel, "Can the subaltern Speak", er en ret klar analyse med samfundsmæssig relevans. Desuden skriver hun også tilpas bistert til, at det er underholdende for mig at læse. Men jeg er vist ved at bevæge mig lidt ud ad en tangent...

    Endnu en gang props for en spændende blog.

    SvarSlet
  7. Nej, jeg har ikke løst noget af Spivak, og kender faktisk ikke særlig meget til hende.

    SvarSlet
  8. ... og tangenter er i øvrigt ganske velkomne :)

    SvarSlet