mandag den 21. september 2009

Radikalisering, liberalisme og politisk filosofi

I københavn skal de unge åbenbart "afradikaliseres". Tilbage i juni vedtog et udvalg i Københavns Kommune en såkaldt "anti-radikaliseringspakke", som bl.a. går ud på, at socialarbejdere, pædagoger m.v. - folk der har jævnligt kontakt til unge og ofte nyder deres tillid - skal holde øje med de unges politiske tendenser, og rapportere dem til det hemmelige politi, som så kan sætte ind med overvågning og "intervention", hvis det skulle vise sig, at de unge københavnere har "radikale" tendenser. I denne måned afsatte byrådet også nogle millioner kroner til efteruddannelse af de kommunale arbejdere, der udgør det såkaldte "front-personale" i overvågningen af de unge, der måske er "søgende" mod radikale tendenser.

Her skal vi ikke tale om de retspolitiske problemstillinger i forhold til at benytte socialarbejdere og pædagoger til at spionere mod unge borgere, eller det, at myndigheder som det hemmelige politi og kommunalarbejdere skal til at lave registre over folk, der måske "søger" hen mod politiske ideologier og bevægelser (se istedet artiklerne i de links, der er ovenfor). Men i stedet stille spørgsmålene: "Hvad er 'radikalisering'?" og "Hvad vil det sige at være 'radikal'?"



Radikalisering: En snigende proces
Danmarks hemmelige politi, PET, definerer (fejlagtigt) 'radikalisme' som:
En proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål.
Og ifølge kommunens "integrationsborgmester", Jakob Hougaard, indebærer det både unge, som er:
(..) blevet opildnet af Koranen, Mein Kampf eller Det Kommunistiske Manifest.
Vil det sige, at man nu skal passe på, hvis man er under 20 og gerne vil læse f.eks. et af de religiøse eller politiske hovedværker uden at blive registreret af det hemmelige politi og komme i et register, der eventuelt kan ødelægge ens fremtidige jobmuligheder? Både og. Det væsentlige ord i Jakob Hougaards definition, er naturligvis "opildnet". Det er altså ikke nok at din lærer eller socialarbejder ser dig læse en bog - de skal også vurdere, at du er blevet "opildnet" af at læse den. Så hvis du kan holde din begejstring i kontrol mens du tygger dig igennem 3. bind af Kapitalen, så skulle du vist være sikker, ikke? De vil da først gribe ind, når du begynder at overveje at tage ordene og filosofien alvorligt og måske begynder at organisere en fagforening, som du har læst om i Marx's værker.

Nej. For inden det kommer så vidt, at du bliver "opildnet", er du nemlig kategoriseret som "søgende" (se illustration), og så er din socialarbejder, pædagog, lærer e.l. nemlig forpligtet til at gribe ind og inværksætte "målrettet" forebyggende arbejde. Og det kræver naturligvis, at der bliver oprettet en profil på dig, og at du bliver puttet i kartoket, så overvågningen kan gå igang og det forebyggende arbejde, kan "målrettes".

De væsentlige ord i PETs definition er altså ikke "voldelig" eller "terror". Disse ord har - som vi senere skal se - intet med definitionen på 'radikalisme' at gøre, og PETs påstand er både historisk og politisk uvidende og propagandistisk. Meningen er, at du skal blive skræmt, når du hører de ord, men de har intet med det egentlige begreb at gøre. Vold har skam været en sporadisk del af den radikale bevægelse - ligesom det har været en systematisk del af den anti-radikale (dvs. konservative) bevægelse, men det er ikke en del af definitionen på radikalisme (den vender vi tilbage til nedenfor).

Næh, de væsentlige ord i PETs tåbelige defnition er "proces" og "stigende grad". De er væsentlige fordi, de indikerer, at du kan være ved at blive "radikaliseret" uden selv at vide det. Og uden at din lærer eller andre "frontarbejdere" egentlig ved det, og derfor skal de naturligvis rapportere dig inden, at det kommer så vidt. "Den søgende fase" er altså den, hvor du måske læser værker af Karl Marx (Jakob Hougaards eksempel), men altså ikke endnu nødvendigvis er "opildnet" af værket. Inden den er der dog en anden fase - nemlig den "frustrerede fase"  (se illustration). Det vil sige den fase, hvor du som ung begynder at stille spørgsmålstegn ved verden og undre dig over hvorfor ting er som de er (det er den fase, der fører til den "søgende fase", hvor du måske går på biblioteket og låner en af de omtalte bøger - eller søger på internettet og måske læser denne blog). De kommunale "frontarbejdere" skal sætte ind allerede her, og begynde at holde øje med dig.


De radikale idéer
Hvad er det så for nogle tanker, som er så farlige, at de udgør dele af den snigende og gradvise "radikaliseringsproces" og derfor skal forebygges? I en mere detaljeret og mindre propagandistisk definition fra Københavns Kommune og PET indebærer det bl.a. det, at sætte
"fokus på forvaltningen af goder i samfundet og ’de riges’ definition af det sociale rum i kombination med opfattelsen af ’samfundets’ snærende normer og regler."
.... og det vil jo sådan set sige enhver form for politisk tænkning, for det er jo bl.a. spørgsmålene om forvaltningen af samfundets goder, og hvem der har retten og magten til at definere det sociale rum og samfundets regler, der udgør kernen i politisk filosofi og demokratisk diskussion. Enhver seriøs politisk filosofi eller ideologi beskæftiger sig med netop disse spørgsmål. Ikke bare liberalismen og socialismen, men alle ideologier (måske pånær konservatismen). Det er nemlig, som vi skal se, det at stille disse spørgsmål, politisk filosofi går ud på. Først skal vi dog lige tage et tilbageblik på radikalismens historiske rødder: Den politiske liberalisme og bevægelsen for demokrati i England.


Radikalismen er liberal
Historisk betegner 'radikalismen' den tidlige moderne demokratiske bevægelse i Europa, og begrebet er nært forbundet til liberalismen. Begrebet opstod i 1700-tallets England som betegnelse for den mere liberale og demokratiske bevægelse. Det engelske parlament havde dengang to løst definerede partier - de ultra-konservative, monarkistiske og feudalistiske toryer, og det demokratiske reform-parti the whigs. The whigs var modstandere af det absolutte monarki og gik ind for parlamentariske og demokratiske reformer. De ønskede bl.a. at begrænse kongens magt og gik ind for mere udbredt stemmeret, ligesom de gik ind for religionsfrihed og ytringsfrihed. De radikale liberalister i England støttede bl.a. også den amerikanske selvstændighedskrig og gik ind for afskaffelse af det britiske imperiums toldmure og beskatninger af produkter fra kolonierne.

Det var dog ikke alle i partiet, der var lige "opildnede" af de liberale vinde, der også havde grebet verden udenfor de britiske øer. Da den franske revolution brød ud, blev partiet splittet i hhv. den liberale fraktion (anført af Charles James Fox), som støttede den republikanske bevægelse i Frankrig, og den moderne konservative fraktion (bl.a. Edmund Burke), som mente, at begivenhederne på kontinentet gik for vidt (og gik ind for begrænset demokrati). Efter Napoleons kup blev det ulovligt at kalde sig "republikaner" i Frankrig, så på kontinentet begyndte den demokratiske bevægelse istedet at kalde sig "radikale" efter deres støtter i England. Derfra bredte betegnelsen sig til også at omfatte de republikanske bevægelser i bl.a. Sydeuropa, som vendte sig mod kongen og den katolske kirkes magt.

Det mest radikale ved de engelske radikale var dog, at de gik ind for universel stemmeret og valgreform. Det britiske valgsystem var bundkorrupt. Ikke alene var det kun de rige jordejere, der havde stemmeret, valgsystemet var også designet således, at enkelte aristokratiske godsejere på landet, kunne købe eller kontrollere et sæde i parlamentet, mens befolkningen i byerne stort set ikke blev repræsenteret. Ordet "radikal" opstod, da dets leder, James Fox, i 1797 opfordrede til en "radikal reform af valgssystemet".

Ordet 'radikal' blev derefter betegnelsen for alle de bevægelser, der arbejdede for demokratiske og sociale reformer. I 1820erne og frem lykkedes det at vedtage en række reformer, som bl.a. gav udvidede rettigheder til jøder og katolikker og middelklassen og afskaffede en del af korruptionen, men den radikale bevægelse for universel stemmeret fortsatte, og havde bl.a. forkæmpere som Jeremy Bentham og John Stuart Mill. Både i byerne og på landet opstod "radikale bevægelser" blandt bønder og arbejdere, som krævede stemmeret samt grundlæggende sociale og økonomiske reformer.

PET og Københavns Kommune har altså helt ret, når de definerer radikalisme som en bevægelse, der har
"fokus på forvaltningen af goder i samfundet og ’de riges’ definition af det sociale rum i kombination med opfattelsen af ’samfundets’ snærende normer og regler."
Denne bevægelse er den demokratiske bevægelse, der kan trække sine rødder direkte tilbage til liberalismens grundlæggere. Uden den bevægelse ville bønder, arbejdere og kvinder aldrig have fået stemmeret, og vi ville ikke have noget parlamentarisk demokrati - magten ville stadig være i hænderne på rige godsejere og kongen. Radikalismen er en liberal bevægelse, der vover at sætte spørgsmålstegn ved retten til at forvalte samfundet, og kræver udvidet demokratisk medindflydelse. Hvis såkaldt "liberale" idag mener, at staten skal modarbejde og forebygge disse radikale og liberale tendenser, så er det blot et tegn på, at de "liberale" ikke længere er liberale og har forladt sit eget historiske grundlag. Dette peger altså på, at det ideologiske grundlag for den såkaldte "afradikaliseringspakke" i København er essentielt konservativt og anti-liberalt.



Politisk filosofi er per definition radikal
Det er ikke kun liberalismen, der er en radikal bevægelse. Kampen for demokratiske reformer i England og det europæiske fastland knyttede sig også til bevægelsen for sociale og økonomiske reformer, og der er altså en glidende overgang mellem de tidlige liberalister og de tidlige socialister. Men mere principielt, så er enhver politisk filosofi "radikal". Radikalismen er som sagt bl.a. det, at sætte "fokus på forvaltningen af goder i samfundet og definitionen af det sociale rum," og den definition er jo overlappende med definitionen på, hvad politisk filosofi går ud på.

Filosofi er (eller: burde være) det, at stille de mere grundlæggende (radikale) spørgsmål. Det er ikke bare at vælge mellem to muligheder givet af den politiske "videnskab" og den real-politiske konsensus, men også at stille spørgsmål som "Hvem har defineret spørgsmålet således, at vi kun har de to valgmuligheder?" og "Er der noget i vort samfunds strukturer, som gør, at det kun er de spørgsmål, som dukker op?". Disse spørgsmål er radikale. Ikke bare i PET og Københavns Kommunes definition af ordet, men i den oprindelige og etymologiske definition.

Ordet 'radikal' kommer nemlig af det latinske 'radix', som betyder 'rod'. 'Radikal' betyder altså en person eller ideologi, som stiller spørgsmål, som går til systemets eller samfundets grundlæggende rødder - de dybere og tilbundsgående spørgsmål. Normal "real-politik" handler om at tage stilling til de "overfladiske" spørgsmål - dvs. de spørgsmål der dukker op indenfor rammerne af det givne system, men politisk filosofi handler om at stille spørgsmål ved det "reale" - altså det på forhånd givne - og overveje om systemet som sådan er skruet ordentligt sammen. Og det er netop det, politisk filosofi handler om.

Alle politiske filosoffer er dermed 'radikale', hvis de da har nogen filosofisk tyngde, og politisk tænkning i sig selv (i eller udenfor universitetet) er dermed led i en 'radikaliseringsproces', som altså nu skal forebygges og overvåges. Som du kan se i Københavns Kommunes indsats-diagram, så er det første led i "radikaliseringsprocessen" det, at være "frustreret" - det vil sige, det at begynde at overveje hvorfor samfundet og det politiske system er, som det er - især hvis det ledsages af overvejelser om, hvorvidt det nu også er retfærdigt. Allerede her skal kommunens "frontarbejdere" sætte ind med overvågning og forebyggelse, så vedkommende ikke tager skridtet videre til den "søgende fase", hvor man begynder at studere den politiske filosofi for at finde svar på disse spørgsmål.

Det må altså betyde, at gymnasielærere f.eks. har pligt til at fraråde elever at søge ind på studier i filosofi eller andre uddannelser, der måtte opfordre til at stille grundlæggende - d.v.s. 'radikale - spørgsmål. Godt nok omfatter kommunens planer kun folk i alderen 14-20 år. Men de, der er i den alder, skal altså passe på med at stille spørgsmål som "hvorfor er det sådan?". Det er nu de kommunale "frontarbejderes" opgave, at sørge for, at forebygge, at de unge i København stiller den slags spørgsmål, og hvis de begynder at virke "søgende" efter svar, så skal der sættes ind med en "målrettet forebyggende indsats". Det må vel have til formål at sørge for, at de ikke bliver til ældre personer, som kan finde på at søge svar på de dybere spørgsmål og stille spørgsmål ved samfundets indretning. Målsætningen må altså være en drastisk nedgang i antallet af københavnske filosofi-studerende.


PS. Artiklen har også været bragt som kommentar i Kontradoxa

2 kommentarer:

  1. VHS, jeg beder dig. Skriv et læserbrev til danske mainstream-aviser, så den almene befolkning kan få øjnene op for hvor sygt vores samfund efterhånden er ved at blive (og slet denne kommentar bagefter). Det er et rigtig godt indlæg som fortjener folks yderligere kendskab ud over vores eget miljø.

    SvarSlet
  2. God idé at sende den til mainstream medier. Problemet er, at den sikkert ikke bliver trykt. Debatniveauet i de fleste aviser (det skulle da lige være undtagen Information) er aaalt for lavt til at man pludselig vil lade en person, der rent faktisk har lidt baggrundsviden og what not sige sin mening.

    Men hvis du har tid, så prøv endelig. Det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.

    SvarSlet