mandag den 26. januar 2009

Husk pogromerne

Jule-massakren i Gaza-striben, december 2008 - januar 2009 er blevet bredt fordømt for at "gå for vidt". Fokus har været på krigsforbrydelserne: den massive tæppebombning af civile områder, brugen af eksperimentelle bomber og brændende gas, bombardementerne af skoler, nødhjælpsarbejdere, hospitaler m.v. Det er bestemt vigtigt at fortælle om disse rædsler, men man skal passe på med ikke kun at fordømme denne ekstreme terror og dermed komme til at give det indtryk, at det ville være okay, hvis bare den israelske hær dog havde holdt sig til krigskonventionerne og ikke systematisk myrdede civile.

Sjældent bliver det nævnt, at den israelske besættelse og belejring af Gaza og resten af Palæstina i sig selv er ødelæggende, dræbende og ulovlig. Sjældent sættes terroren i en kontekst - vi fokuserer på og fordømmer den enkelstående handling uden at se på det mønster den indgår i. Terror og massakrer på palæstinensere sker jævnligt og systematisk. Formålet er at fordrive befolkningen - at ødelægge deres livsgrundlag og knække deres livsvilje for at indlemme stadigt mere palæstinensisk land med stadigt færre palæstinensere i den racistiske kolonistat, Israel. Disse pogromer har foregået med jævne mellemrum siden statens oprettelse i 1947-48, hvor omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet, og er grundlaget for dens eksistens. Dette benægtes og forties af revisionistisk officiel politik og er essentielt for enhver diskussion om "anerkendelse" af historien - og dermed for enhver mulighed for at komme videre.

Herunder er en ufuldstændig liste over israelske pogromer i palæstinensiske byer fra 1946-1999. Tryk på linkene for at se nærmere beskrivelser om hver enkelt. (Fra "Sound of Egypt")

The King David Massacre
The Massacre at Baldat al-Shaikh
YEHIDA MASSACRE
KHISAS MASSACRE
QAZAZA MASSACRE
The Semiramis Hotel Massacre
The Massacre at Dair Yasin
NASER AL-DIN MASSACRE
THE TANTURA MASSACRE
BEIT DARAS MASSACRE
THE DAHMASH MOSQUE MASSACRE
DAWAYMA MASSACRE
HOULA MASSACRE
SHARAFAT MASSACRE
Salha Massacre
The Massacre at Qibya
KAFR QASEM MASSACRE
Khan Yunis Massacre
The Massacre in Gaza City
AL-SAMMOU' MASSACRE
Aitharoun Massacre
Kawnin Massacre
Hanin Massacre
Bint Jbeil Massacre
Abbasieh Massacre
Adloun Massacre
Saida Massacre
Fakhani Massacre
Beirut Massacre
Sabra And Shatila Massacre
Jibsheet Massacre
Sohmor Massacre
Seer Al Garbiah
Maaraka Massacres
Zrariah Massacre
Homeen Al-Tahta Massacre
Jibaa Massacre
Yohmor Massacre
Tiri massacre
Al-Naher Al-Bared Massacre
Ain Al-Hillwee Massacre
OYON QARA MASSACRE
Siddiqine Massacre
AL-AQSA MOSQUE MASSACRE
THE IBRAHIMI MOSQUE MASSACRE
THE JABALIA MASSACRE
Aramta Massacre
ERETZ CHECKPOINT MASSACRE
Deir Al-Zahrani Massacre
Nabatiyeh (school bus) Massacre
Mnsuriah Massacre
The Sohmor Second Massacre
Nabatyaih Massacre
Qana Massacre
Trqumia Massacr
Janta Massacre
24 Of June 1999 Massacres
Western Bekaa villages Massacre:

fredag den 23. januar 2009

Verden er blevet en smule bedre

Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Selvom vi ikke vil lave grundlæggende om på noget, så kan vi vel godt gøre det lidt bedre indenfor de samme rammer? Jo, vi kan så!

Der skal nok komme masser af ting, jeg vil afsky USAs ny præsident for (der er allerede et par emner), men ret skal være ret: Idag har han truffet en beslutning som gør Verden lidt bedre. Lige så længe George W Bush var konge ayatollah præsident har religiøse fundamentalister regereret over kvinders kroppe og fysiske helbred og over unges mentale og fysiske helbred: Samtidig med at abort er blevet mere og mere utilgængeligt, har de samme tosser også forsøgt at forhindre adgangen til prævention og almindelig information om seksualitet og sikker sex. Dette vanvid er ikke bare gået ud over amerikanere, hvoraf de mere velhavende forhåbenligt har haft ressourcer til at omgå fascisternes moralske forbud. Anti-sex-politikken er også blevet presset ned over tusindvis af organisationer overalt i Verden, hovedsageligt i fattige lande hvor der i forvejen mangler netop adgang til oplysning og prævention. Således har samtlige organisationer, der direkte eller indirekte modtager bistandshjælp fra USA, i de sidste 8 år været forbudt at give saglig oplysning om sikker sex, graviditet, abort m.v. Kvindecentre, sundhedsklinikker, aids-forebyggelse m.v. har alle mistet deres økonomiske grundlag, hvis de fortsatte med at udføre deres arbejde. De må sågar ikke engang oplyse om, at de forbudte fænomener eksisterer. Det er svært at forestille sig nogen anden enkelt politisk beslutning, der bevidst har forsøgt at ødelægge menneskers helbred i så globalt et omfang. (Læs mere om den globale mundkurv her). Men nu er det endelig slut!

Og som en ekstra bonus idag har Senatet også netop vedtaget the Lilly Ledbetter act. Det er en lov, som skal rette lidt op på den absurde catch 22, som kvindelige arbejdere i USA har befundet sig i. Det er ganske vidst forbudt at diskriminere og betale kvinder mindre i løn end deres mandlige kolleger, men i USA kan en virksomhed forbyde sine ansatte at tale om deres løn, hvorved det jo er svært at finde ud af at man bliver diskrimineret. Da Lily Ledbetter endelig fandt ud af at hun fik langt mindre udbetalt end sine mandlige kolleger sagsøgte hun sin arbejdsgiver, men sagen blev afvist fordi hun skulle have indgivet klagen senest 180 dage efter at diskriminationen begyndte - hvilket hun jo ikke kunne, da løn-forskellene er hemmelige og altså ikke til at bevise. The Lily Ledbetter Fair Pay Act retter en smule op på denne absurde situation, og fastslår at fristen for at klage over diskrimination starter fra den dag, man bliver klar over diskriminationen. Loven har været foreslået før, men kom ikke igennem. Men det er den altså er nu.

Nå-ja, og så er det også blevet beordret at USAs koncentrationslejr i Guantanamo skal lukkes og tortur skal ophøre som officiel amerikansk politik. Det er jo også rart, men det har i jo nok hørt om i Danmark.

Lidt har også ret! Og efter 8 år med foragt for menneskerettigheder, fundamentalistiske fascister som lovgivere og alt hvad Bush/Cheney-regimet ellers har stået for, er dette faktisk et paradigme-skifte - et forsøg på en tilbagevenden til demokrati.


lørdag den 17. januar 2009

Følelser, fornuft og den menneskelige hjerne

Personlige noter fra læsningen af:
Antonio Domasio: Descartes’ Error: Emotion, Reason, and the Human Brain, New York, Grosset/Putnam, 1994.

Antonio Domasio er neurolog med speciale i personlighedsforstyrrende hjerneskader. Gennem sit mangeårige virke med patienter og sammenligning med raske test-personer har Domasio set visse mønstre i menneskets rationelle processer, erkendelse og beslutningsprocesser. Alle videnskabelige tegn tyder på, at adskillelsen af tænkning og følelser, hjerne og krop osv er forkerte. Hjernen har brug for kroppen og tænkning har brug for følelser. Patienter med nedsat følelsesevne eller manglende forbindelse mellem krop og selvbevidsthed har også problemer med ellers non-emotive og "rent rationelle" beslutningsprocedurer.


Dette er mine personlige noter fra min læsning af bogen, tal i paranteser er sidetal fra ovennævnte værk. Noterne kommer uredigeret og i én lang køre. Jeg har ikke taget noter til alle kapitler - primært mangler de sidste få kapitler, der mest har form af spekulative konklusioner og filosofiske perspektiver, som allerede indgår i selve den videnskabelige gennemgang.



CASES

Phineas Cage (1844)
Jernbanearbejder, USA. Eksplosionsulykke. Fik metalstang gennem hovedet.
Overlevede uden alvorlige ”fysiske” mén. Motoriske evner intakt.
Men en skade i den prefrontale cortex viste sig at forårsage manglende evner til social adfærd samt manglende evne til at planlægge sin fremtid, økonomisk m.v. Begge egenskaber, Phineas Cage tidligere besad.

”Elliot”
Domasios patient. Hjernesvulst kureret, men efterlod skade i frontal-lappen.
Al ”intelligens” var tilsyneladende i behold, men ligesom Phineas Cage mistede han evnen til dels at foretage smarte økonomiske beslutninger og udvise normal moralsk adfærd.
Dette hang sammen med andre symptomer: Han havde mistet evnen til at prioritere sine aktiviteter – han ville gentage den samme ligegyldige proces igen og igen uden at kunne se hvornår den ikke gav mening mere – og han havde mistet evnen til at føle.
Tests viste, at han var i fuld besiddelse af teoretisk viden om sociale, etiske og økonomiske konventioner, processer og konsekvenser, men når han skulle træffe virkelige valg, gik det alligevel galt. Hans manglende proportionssans og manglende følelser gjorde, at han foretog ”irrationelle” og amoralske valg, selvom han var i fuld besiddelse af rationalitet og viden. Han bestod for eksempel alle tests om utilitaristisk beregning, men uden følelser blev det ikke omsat til praktisk etiske handlinger. Følelser hænger sammen med prioritering: de afgør, hvad der betyder noget og er vigtigt. Den rene ”rationalitet” kunne altså ikke fungere alene i virkeligheden.

Lignende mønster er konstateret ved andre patienter med lignende hjerneskader:
På trods af intakt viden og intelligens mistede de evnen til at agere socialt ved nedsat følelsesevne. De har ingen opfattelse af sig selv i en social kontekst eller sig selv med en fremtid. Dette må betegnes som en skade i deres ”selv”-opfattelse. (p.58)

Anosognosis
Anosognosis: ikke at erkende sin egen sygdom.
Kommer af skade i højre hjernehalvdel efter f.eks. blodprop/hjerteslag.
Symptomer: Ingen erkendelse af fysiske problemer i venstre del af kroppen. Selv åbenlyse ting som at være lammet og ikke kunne bevæge sin arm. Patienten har ingen erkendelse af at der skulle være noget galt, og hvis man gør vedkommende opmærksom på det, kan han måske godt se, at det er lidt underligt, at armen ikke ”vil bevæge sig”, men han glemmer det igen. Armen ses ikke som en del af personen, men som et fremmed element. Han føler ingen identitet med sin egen krop. (62)
Derudover er der ingen følelser omkring sygdommen og sin situation. Og generelt mangler patienterne følelser. (64)
Dette fører igen til manglende rationalitet og nedsat evne til at planlægge sit liv eller forudse konsekvenser på trods af en tilsyneladende intakt intelligens. De har ingen forståelse af sig selv i en social kontekst eller fremtid.

Et eksempel er den amerikansk højesteretsdommer, William O. Douglas, som i 1975 fik en blodprop i hjernen og blev lam i kroppen. Efter udskrivelse fra hospitalet insisterede han på, at der ikke var noget som helst galt med ham. Men ikke alene havde han ingen erkendelse af ikke at kunne bruge sin krop, han havde også mistet sine sociale evner – han var nu fuld af løgn og pralerier, uanstændigheder og stolthed. Han nægtede at gå af, og efter at være fyret nægtede han også at erkende det. (68)

Konklusion
Rationalitet, beslutningstagning, følelser, prioritering, erkendelse af sig selv som kropslig og som socialt væsen, er alle ting, der hænger sammen og påvirkes af skader i samme områder af hjernen – bl.a. i den præfrontale cortex, og i den højre hjernelap, der også har at gøre med kropsbevidsthed. Andre dele af hjernen har også lignende, overlappende funktioner: det kan ikke isoleres til ét ”center”.
Målrettet tænkning, personlig og social, økonomisk og moralsk beslutningstagning udføres af samme funktioner, som også tager sig af følelser og kropssignaler. Tænkning, følelser, krop og hjerne, hænger sammen og fungerer ikke uden hinanden. (70)


En neurologisk forklaring på tænkning
Rationalitet/planlægning kræver viden, beregning, forudseelse m.v. Disse er ting der har at gøre med kroppens overlevelse. Derfor er det ikke underligt at de har forbindelse til ”kroppens” instinkter, følelser og drifter. (83)
Følelser og instinkter er reguleret af kroppens biologiske neuro-kemi. Forskellige områder i hjernen håndterer forskellige sanseindtryk, viden m.v. Men hos komplekse, bevidste væsner som os er de forskellige centre og reaktioner ikke adskilte og uafhængige – vi har ikke (mange) biologiske automat-reaktioner. I stedet er vi i stand til at have en bevisthed og et fokus, hvor vi fastholder en tanke som et billede i hjernen, hvor forskellige hjerne-aktiviteter er forbunde og koncentrerer sig om det fænomen. Vi kan dermed have forskellige reaktioner til samme handlinger.

Kroppen er en del af ”hjernen” (87-90). Hjernen, nerverne, kemi, hormoner, blodet, celler, huden – altsammen kommunikerer frem og tilbage som én tænkende organisme.

Nogle beslutninger sker automatisk uden bevidsthed. Dette er alt hvad nogle organismer har: autonome nerve-reaktioner.
Men komplekse væsner, der kan navigere socialt og tilpasse sin overlevelse til forskellige omstændigheder får ikke bare sanse-indtryk og automatiske reaktioner. De kan danne mentale ”billeder” – repræsentationer af fænomener som de forholder sig til – dvs. bevidsthed. Disse repræsentationer gør det muligt at planlægge og ikke bare reagere.
Hjernen kan samle op på de mange indtryk og danne et sammenhængende overblik over, hvad der sker i kroppen og i omgivelserne. Dette skaber en følelse, forårsager evaluering, og gør planlægning mulig.
Evaluering, følelser og planlægning kan foretages på baggrund af tidligere erfaringer, ”gemte repræsentationer”, der inkluderer rapporter fra kroppens interaktion med omgivelserne (f.eks. ”gjorde det ondt at røre ved det”). (94)

Det integrerede mentale billede – bevidstheden – er ikke placeret et bestemt sted i hjernen. Det er snarere en funktion af timing og koordinering mellem de forskellige ”centre”, der skaber en tilstand, et mønster, i hjernen, hvor forskellige funktioner af organismen fokuserer på det samme. (94)
Hukommelse – fremkaldelsen af tidligere mentale billeder – er altså ikke ”lagret” som en hukommelsesfil, det er ikke ”gemte kopier af sanseindtryk”. Det er i stedet et forsøg på at genetablered et forudgående mønster. Dette gøres via associationer og følelser: én forandring i hjerne-neuroner aktiverer de omkringliggende neuroner, så de sætter sig i samme tilstand, som de havde sidste gang de var i samme situation. Dermed gendannes et mønster, umend uperfekt, via følelser og påvirkning. Det er nødvendigt for at have hukommelse. (98)

Eksempel (101): En skade i synscentret i hjernen kan også gøre det umuligt at huske ”synsindtryk” som hukommelse samt umuligt at forestille sig synsindtryk. Synsindtryk er altså ikke gemt som ”kopier” i et særligt hukommelsescenter. Hukommelse fungerer ved, at de relevante centre sætter sig i samme mønster som de var ved det, der huskes. Hvis synscentret ikke længere fungerer, så kan der ikke dannes ”visuel” hukommelse. At aktivere sin hjerne til at forholde sig til et bestemt fænomen aktiverer alle de dele af hjernen der har beskæftiget sig med det – også følelserne og evauleringen. Dette gælder ikke blot for hukommelse men også for ”fremtidshukommelse” – altså fantasi og beregning af fremtid, evaluering af scenarier.

Et sanseindtryk, man genkender fra en tidligere situation kan aktivere de andre dele af hjernen til at indtage samme positioner, som de havde dengang, og derved lave samme mentale billede – inklusiv de samme reaktioner.
En tilstand, eller et mønster, der har været dannet én gang skaber altså en disposition til igen at danne det mønster. Det gælder især hvis det var et stærkt indtryk, som var vigtigt for overlevelsessansen eller andre stærke følelser. (102)
Hjernen – medfødt og tillært
(108-113) Vore reaktioner, dispositioner, tanker, mentale billeder etc er alle funktioner af forskellige mønstre i vore neuroner og synapser i hjernen m.v. Dette er naturligvis ikke forprogrammeret. (Vi har 100.000 gener men over en trillion synapser).
Nogle af hjernens mønstre og reaktioner er dog genetisk determinerede. Hjernestammen, hypothalamus m.v. Disse har medfødte mønstre. De regulerer basale korposfunktioner såsom åndedræt, blodet, fordøjelse m.v.
Men også ting, der har at gøre med overlevelse i mere bred forstand, idet de automatisk udsender hormoner som adrenalin, dopamin m.v. i situationer, hvor de (eller andre dele af hjernen) vurderer, at kroppen er i fare. Dermed aktiverer de en bestemt tilstand i hjernens og kroppens andre dele – følelsen af fare e.l. bliver et element i alle andre kropsfunktioner og tanker.
Denne autonome ”reptil-hjerne” er ikke i sig selv nok til en bevidsthed. Den kan ikke danne mentale billeder, men den påvirker bevidsthedens billeder. For at danne mentale repræsentationer har vi brug for vores nyere hjerne.
Den nyere hjerne (b.l.a. frontal-lapperne) er ikke forprogrammeret, men plastisk. Den kan ændre dispositioner og danne mønstre baseret på erfaring. Men den gamle hjerne er med til at danne disse erfaringer og mentale billeder, og den sætter sit præg på dem ved at evaluere dem udfra bl.a. et overlevelsesperspektiv. Bevidsthed og rationalitet og erfaring er altså også noget, der dannes med indflydelse fra den ”primitive” medfødte overlevelsessans.
”Reptil-hjernen” tilføjer værdimæssig evaluering – godt/ondt, farligt/rart osv – til erfaringer og mentale repræsentationer ved hjælp af bl.a. instinkter og medfødte processer. Dertil kommer, at fænomener også evalueres via association, hvis de forekommer nært i tid og rum til et fænomen, der allerede er evalueret (117).

Rationalitet – sortering af sanseindtryk, beregning af handlinger m.v. – sker altså ikke uden følelser og ikke uden den del af hjernen som evaluerer. Og hjernens evaluering hænger sammen med kroppens reaktioner – evaluering sker for at hjælpe kroppen med at overleve. Kroppens reaktioner sker ved at den navigerer i omgivelserne. Rationalitet er altså lige så følelsesmæssigt og kropsligt og afhængigt af at have en krop, med følelser, som kan bevæge sig omkring og interagere. (118)
Adskillelsen af krop og sind, af krop og hjerne, af tanke og følelse osv er altså lige forkert.


Instinkt vs socialitet
Den ”gamle” hjerne regulerer instinkter for overlevelse. Sult -> spis, fare -> flugt osv.
Men for at navigere i en kompleks (social) verden kan vi ikke nøjes med disse automatiske reaktioner.
Vi har en nyere mere kompleks og plastisk hjerne, som kan veje ønsker og drifter op imod hinanden, udskyde dem, forkaste dem, evaluere dem i forhold til sociale regler og konsekvenser etc. Samfundsmæssige og sociale normer kan ikke reduceres til biologi – de eksisterer ikke i et isoleret biologisk individ, men dannes mellem sociale individer i grupper. Hertil bruges den nyere, fleksible hjerne.
Samspillet mellem de førprogrammerede biologiske instinkter og den sociale hjerne gør det muligt at tilpasse sig skiftende miljøer og komme med nye reaktioner til forskellige situationer. De fleste sociale og moralske regler er dog nødt til at harmjonere med de biologiske instinkter, hvis de skal sikre overlevelse og livskvalitet.

Rationalitet eller socialitet er ikke noget, der er i modsætning til biologiske instinkter. Det skal fungere sammen. Fysiologisk er der argument for dette, da folk med en udviklet neo-cortex (del af hjernen der er vigtig for sociale relationer) også ofte har en stor hypothalamus (den ”primitive” ur-hjerne, der regulerer instinkter). (128)


Instinkt -> følelse -> rationalitet
En kropslig automatreaktion, såsom at gemme sig for større dyr, er smart for individets overlevelse. Dette behøver ikke at være nogen bevidst reaktion, men kan være lige så autmatisk som kroppens funktioner.
At kombinere denne reaktion med bevidsthed er lig at have følelsen frygt. En følelse er at have et bevidst forhold til sin kropslige reaktion. Herved er det muligt at reagere mere fleksibelt og strategisk. F.eks. er det måske ikke det smarteste at flygte. Følelser som denne er vigtige for at udvikle og igangsætte rationelle, beregnende, processer. (132)

Primære følelser – de, der er rettet direkte mod en ting eller et fænomen – styres bl.a. i hjernens amygdala (134). Men mere komplicerede og abstrakte følelser er f.eks. rettet mod kategorier og begreber, som så har relation til de primære følelser. De gør det muligt at have moralske principper samt at tænke abstrakt. Dette kræver flere dele af hjernen, heriblandt den præfrontale cortex. Men stadig med basis i amygdala.

Det er bl.a. de sekundære følelser, som kan være beskadiget hos folk med hjerneskade i den præfrontale cortex i de første casesDisse personer reagerer ofte instinktivt og helt normalt i situationer, hvor de direkte udsættes for fare, men de har ikke forbindelse mellem tænkning og følelser, eller mellem individuelle reaktioner og generelle principper.
Folk med skade i amygdala har til gengæld problemer med begge ting. De har hverken primære eller sekundære følelser. De mere abstrakte følelser bygger på de primære instinkter.
Til de mere værdi-baserede og principielle overvejelser har kroppen altså brug for den samme del af hjernen som den også bruger til instinktive reaktioner. Den præfrontale cortex – eller den rationelle og ”sociale hjerne” – er nødt til at samarbejde med den gamle primitive hjerne, som godt kan fungere alene.


Beslutninger, følelser, rationalitet
Man kan skelne mellem forskellige typer af beslutninger, men man kan ikke drage et klart skel. Alle væsentlige beslutninger involverer et element af følelser og kropslighed – og dette er ikke skadeligt for rationaliteten, tværtimod. Her er 3 forskellige scenarier (166-):

1) Ubevidst og automatisk: Dit blodsukker falder, det registreres og kommunikeres af dine celler -> din hypothalamus reagerer og udsender de kemiske signaler, der aktiverer dit ”jeg er sulten” system. Det er stadig op til dig at skaffe føde, men des mere denne tilstand varer ved, des mindre fungerer din bevidste rationalitet, og hele din hjerne og krop vil fokusere på at løse sulten. Det er dog selve den kropslige, kemiske førstnævnte proces, der er rent automatisk og ubevidst.

2) Tillærte reflekser: En faretruende og akut situation registreres af dine sanser (f.eks. et stort objekt på ved mod dit hovede med høj hastighed). Uden at tænke og uden at nå at blive bevidst om det dukker du dig. I øjeblikket var det en instinktiv reaktion, der blev udført uden tid til tænkning, men den er nu delvist tillært, idet den afhænger af kroppens tidligere erfaringer med at navigere i verden, hvor den bl.a. har dannet reflekser og vigtige lyn-reaktioner. (Det svarer lidt til ikke længere at være bevidst om at læse)

3) Komplicerede dilemmaer: I en kompleks situation med flere mulige valg og svært gennemskuelige konsekvenser kommer automat-reaktionerne til kort. Forskellige scenarier må fremkaldes for bevidstheden og vurderes. Det er denne type af beslutninger, som Rationalisterne (Plato, Descartes, Kant m.v.) ofte forestiller sig, når de taler om den ophøjede ”ikke-kropslige” rene fornuft. Men selv sådanne beslutninger må stadig benytte refleksive følelser og instinktive evalueringer.

Der er 2 modeller for hvordan en sådan beslutningsproces foregår. Den ophøjede rationalisme (171) antager, at man i en sådan situation som en computer gennemgår, gennemskuer og beregner alle tænkelige scenarier og deres mulige konsekvenser og/eller principper, og så vælger den bedste med sin rene fornuft. Dette ville dog tage en evighed, og ingen beslutning ville kunne tages nogensinde – især ikke når man er i et reelt dilemma, hvor to beslutninger netop begge er problematiske eller gode.

Domasio mener i stedet, at en bedre model for sådanne beslutninger involverer en ”somatisk markør” (173), hvor visse scenarier og handlemuligheder automatisk og instinktivt filtreres og fravælges af ”kroppens” (dvs. de instinktive følelsesfunktioner med hjernesynaps-mønstre, nervesystem, hormoner etc) dannede normative og overlevelses-instinktive system, så der er færre reelle muligheder at overveje for den ”rene tænkning”. Der er en automatisk filtrering af de ”acceptable” valg og nogle muligheder er helt ”utænkelige” fordi kroppen automatisk har filtreret dem fra til overvejelse. Dvs. at den kognitive og den emotive proces er partnere i beslutningstagning og tænkning (175).


Den somatiske markør
Under opvæksten, erfaringer, opdragelse, socialisering osv foretages handlinger, der resulterer i belønning/straf – ros, skam, kritik, smerte, glæde m.v. – fra omgivelserne. Dette skaber en evaluerende hjerne-kropstilstand, som forholder sig til disse positive eller negative konnotationer ved den pågældende handling/situation. Denne evalution ”gemmes” som disposition, der kan genfremkalde den pågældende evaluering/følelse senere, når lignende scenarier overvejes. Dette er den ”somatiske markør” – den pågældende tanke er markeret med en kropslig/følelsesmæssig evalution. Herved kan mulige handlinger hurtigt vurderes og filtreres af ”kroppen” og forkastes/accepteres inden de overhovedet fremstilles for den mere ”rationelle” bevidsthed. (177-180)

(Dette er en evne, der kan mangle hos psykopater/sociopater. Det er ikke at de er ”mindre rationelle” end andre, men tværtimod at de har skader i følelsesmæssige og ”kropslige” funktioner i hjernen eller sindet. Handlemuligheder, der er utænkelige for andre, har ikke samme instinktive evalution og frembringer ikke samme følelser hos dem.)

Den præ-frontale hjerne (den ”rationelle” tænkning) får konstant meddelelser fra mere ”primitive” dele af hjernen og kroppen (både nervesystem, hud, blod m.v.). Meddelelser om ubehag, glæde osv. Disse tilstande ”gemmes” som potentielle ”følelser” der kan aktiveres igen ved blot at den præ-frontale hjerne overvejer lignende scenarier. Ved at tænke på noget, som kroppen af erfaring ved kan være farligt, aktiverer centre som hypothalamus kemiske stoffer, der sætter hele kroppen og tankerne i en ubehagstilstand. Hypothalamus skal sørge for at kroppen overlever og får altså kroppen/hjernen til at koncentrere sig om at undgå det ubehagelige/farlige. (183)

(Egen note: Sartre har altså ikke ret i, det er ”lige muligt” at hoppe ud over en kløft som at lade være. Alle valg er ikke ”lige absurde”. Nogle er sværere overhovedet at tænke på, endsige udføre, end andre: Hele din krop modsætter sig dem.)

En case-story:
Følelser/reflekser/instinkter/somatiske markører påvirker vor tænkning og beslutninger på godt og ondt. Under normale omstændigheder hjælper de os med at overleve og at fungere socialt – samt at udføre rutiner og lære egenskaber som at køre bil, hvor man jo ikke tænker bevidst over alle sine handlinger, men har øvet dem så de sidder ”på rygradden”. For eksempel bremser man instinktivt, når noget kommer ind i ens synsfelt foran bilen, som ikke hører til det normale udsyn.
Men ved unormale omstændigheder, kan de være en hindring. For eksempel er den instinktive reaktion, at bremse op, forkert og farlig under isslag. En af Domasios patienter med præfrontal hjerneskade og nedsatte emotive evner havde dog ingen problemer med at køre under ekstremt glat føre, fordi han netop kørte med bevidst beregning af alle handlinger uden ”rygradsreaktioner”.
Til gengæld var det umuligt for ham, at vælge mellem to ligeværdige datoer for en aftale, for hans hjerne fungerede som en utilitaristisk computer, der gik i gang med at gennemgå alle tænkelige fordele og ulemper ved hver dato, uden at kunne komme frem til en konklusion eller bare træffe et ambivalent valg. Som ved de andre nævnte cases er det tilfældet at skade i det emotive system forårsager manglende proportionssans og beslutningsevne. (193)


Kroppen tænker
Tænkning og beslutningstagning foregår ikke bare med den ”moderne” og den ”primitive” hjerne, men inkluderer det meste af kroppen. Ikke bare nervesystemet men også huden, som er nervesystemets yderste grænse, og kroppens tætteste kontakt til omverdenen. Når svære beslutninger skal træffes, under alvorlig tænkning, der eller når en person udsættes for følelsesfremkaldende situationer, aktiveres visse hjernecentre, hvilket kan registreres ved hjernescanning. Men disse forandringer kan også måles i huden som ændringer i blod og varme. Dette benyttes ved løgnedetektorer. Patienter med præfrontal hjerneskade og nedsat emotiv funktion er derimod istand til at lyve overfor en sådan løgnedetektor.
Når patienter og forsøgsobjekter vises moralsk relevante og følelsesfremkaldende billeder, eller bedes om at overveje moralske dilemmaer, giver dette ændringer i både hjerne og hud hos normale personer, men patienter med præfrontal hjerneskade har hverken de relevante følelser eller de kropslige reaktioner, selvom de er intellektuelt bevidste om det moralsk relevante og kan artikulere det. (209)

At kroppens instinkter kan være mere relevante i forhold til rationelle beslutninger, og overlevelse illustreres af et andet eksempel. Forsøgsobjekter sættes til at spille et gambling-spil, hvor de trækker kort fra to bunker og modtager tilsyneladende arbitrære straffe eller belønninger alt efter hvilket kort og hvilken bunke. Reglerne er simple og konsistente, men uden mening, så de er svære at gennemskue ved ren tænkning. Alligevel vinder normale personer i dette spil og gennemskuer tilsyneladende reglerne, selvom de ikke kan artikulere dem. For hver gang de modtager en stærk ”straf” registreres dette af kroppen, som ser et mønster, der gør at de afholder sig fra den pågældende handling. Også her kan der måles forandringer i hjerneaktivitet, hudens temperatur og blodets cirkulation: en følelse aktiveres, som siger ”gør ikke det igen”. Efter nogle runder spiller de normale forsøgspersoner som om de kendte reglerne, selvom de ikke har regnet systemet ud. Deres krop og følelser ”tænker hurtigere” end deres rene tænkning.
Omvendt har patienter med præfrontal hjerneskade ikke denne reaktion, og de taber i dette spil, fordi de forsøger at regne systemet ud. De har ikke den samme instinktive aversion mod straf, som er nødvendig for at genkende mønstre instinktivt og undgå lignende situationer. (212-217)


Descartes’ fejl
Alt dette er egentlig ikke så underligt. Evolutionen startede med en krop. Et dyr med simple livsfunktioner. Dernæst kom det autonome nervesystem, som kunne få denne krop til at reagere i forhold til omgivelserne (søge mod lys f.eks.).
Den mere bevidste hjerne er naturligvis også intimt forbundet til denne krop og dens forhold til omgivelserne. Det er trods alt det den er udviklet for at tage sig af: at beskytte kroppen og sikre dens overlevelse.
Huden er kroppens ”grænse” til omgivelserne, og spiller dermed en væsentlig rolle for hjernen, idet hjernen konstant skal forholde sig til omgivelserne, som bl.a. registreres af huden (huden er nok det første sanseorgan). Dertil kommer, at kroppen som helhed spiller en vigtig rolle i at registrere omgivelserne, selvet og deres forhold; ved at bevæge sig, føle tyngdekraft, op og ned, balance, hastighed m.v. (229)

Bevidsthed, tænkning og bevidsthedsdannelse er ikke bare at registre input fra omgivelserne via sanseorganer, som hjernen eller bevidstheden som en anden homonculus eller biografgænger så kan observere og forholde sig til. Menneskelig bevidsthed og personlighed dannes ved at inter-agere med omgivelserne, som derved også er med til at danne vor bevidsthed. Den filosofiske ”hjerne i et kar” vil næppe have en menneskelig bevidsthed. Menneskelig tænkning og ”væren” er noget, der foregår og dannes i samarbejde med krop og bevægelse og omgivelser. (227-228)


fredag den 16. januar 2009

1,5 million sårede i Gaza - ingen civilie

Man kan altid diskutere hvilke kriterier, der er de bedste at bruge, når man gengiver statistik - hvadenten det er i journalistik eller forskning. Men når man har valgt et kriterie, så skal man bruge det samme kriterie konsistent på al data. Ellers forvrænger og fejlrepræsenterer man sit materiale. Ingen forskere ville kunne få artikler udgivet, hvis de brugte samme dobbelt-standarder som journalister. Hvis forskere ligesom journalister insisterede på at bruge ét kriterie på det ene sæt af data og et andet på det sæt af data, der sammenlignes med, så ville deres professionelle karriere hurtigt være forbi. Heldigvis for journalister behøver de ikke at leve op til nogen saglige kriterier for konsistent analyse eller repræsentation af indsamlet materiale.

Men hvis journalister skulle leve op til de samme sandhedskriterier som andre professioner, så ville de skulle bruge samme statistiske kriterier, når de for eksempel rapporterede sårede på begge sider af en konflikt. Og så ville vi i aviserne kunne se forsiderne ryddet med "Halvanden million sårede palæstinensere". Jonathan Cook forklarer på Electronic Intifada:
This week the death toll in Gaza passed the 1,000 mark, after three weeks of Israeli air and ground attacks. But surprisingly, no one has reported an even more appalling statistic: that there are some 1.5 million injured Palestinians in Gaza. How is is possible that such an astounding figure could have passed the world's media by?

The reason apparently is that they have been relying on the highly unreliable statistics provided by official Palestinian sources. It appears that the Palestinian health ministry only records as wounded those Gazans who need to stay in hospital because of the severity of their injuries.

That means they only count the more than 4,500 Gazans who have suffered injuries such as severe burns from exploding Israeli phosphorus shells; shrapnel wounds from artillery rounds; broken or lost limbs from aerial bombardment; bullet wounds; physical trauma from falling building debris; and so on.

But in fact there is another, far more reasonable standard for assessing those injured, one that provides the far higher total of 1.5 million Gazans -- or every surviving Palestinian in Gaza. The measure I am referring to is the one employed by Israel.

Here is an example of its use. In September 2007, the international media reported that 69 Israeli soldiers had been wounded when Palestinian militants fired a rocket into the Zikim army base near the Gaza Strip. The rocket struck a tent where the soldiers were sleeping.

It is worth noting the details of the attack. Israeli officials related that, of the 69 wounded, 11 had moderate or severe injuries and one was critically injured. A few more had light wounds. The rest, probably 50 or more, were injured in the sense that they were suffering from shock.

So, if we apply the same standard to Gaza, that would mean 1.5 million Gazans have been wounded. Or is there still some doubt about whether the weeks of bombardment of Gaza, one of the most densely populated places on earth, have left the entire civilian population in a deep, and possibly permanent, state of shock?


En anden mystisk ny tendens, der både bekræftes af medier og af humanitære organisationer, er, at det tilsyneladende ikke længere er relevant, hvor mange civile en invasionshær slår ihjel. Istedet bliver det blot gengivet hvor mange "kvinder og børn" der har mistet livet. Ifølge statistikkerne og medierne (og den israelske stat) lader det altså til, at der slet ikke findes civile i Gaza. Ihvertfald ingen civile mænd.

Således fortsætter dagens medie-analyse:
Talking of Gaza's civilians, where did they all go? Israel's so-called "war" on Gaza must be the first example in human history of a conflict where there are apparently no civilians. Or, at least, that is the impression being created by the world's leading international bodies, from the World Health Organization to the United Nations. Instead they refer to a new category of "women and children."

Thus, those 1,000-plus dead Gazans are broken down into percentages defined in terms of "women and children" and the rest. The earliest figures stated that about 25 percent of Gaza's dead were "women and children," and that has steadily climbed close to the 50 percent mark since Israel's ground invasion got under way.

The implication -- one with which Israel is presumably delighted -- is that the rest are Palestinian fighters, or "terrorists" as Israel would prefer us to call them. It also suggests that every man in Gaza over the age of 16 is being defined as a non-civilian -- as a combatant and, again by implication, as a terrorist. In short, all Gaza's men are legitimate targets for Israeli attack.



torsdag den 15. januar 2009

Terrorististiske klummeskrivere hos Berlingske og NY Times

Thomas Friedman har tidligere benyttet sin klumme i New York Times til at forsvare og opfordre til terrorisme og krigsforbrydelser, men denne gang er han måske gået for vidt. Ihvertfald har organisationen "Fairness and Accuracy in Reporting" nu indledt en kampagne af klager mod hans seneste klumme, hvor han direkte opfordrer til at bombardere civilbefolkningen i Gaza, og gennem smerte give dem en "lærestreg". Det er hans opfattelse, at direkte spredte angreb mod civilbefolkningen også var Israels strategi i Libanon, og han håber, at det samme gør sig gældende i Gaza. Tidligere har han ligeledes opfordret til drab på civile i Jugoslavien ud fra samme terroristiske logik.

Drab på civile og almen ødelæggelse for at sprede frygt (terror) eller at give civilbefolkningen en "lærestreg" er ikke blot en krigsforbrydelse - det er definitionen på terror. Som bekendt er det jo dybt ulovligt at forsvare eller opfordre til terrorisme, men der er næppe nogen chance for, at terrorsympatisøren hos New York Times forsvinder til Guantanamo - endsige mister sit propaganda-job.

Det er der vel heller ikke, hvad angår Berlingske Tidendes klummeskriver, Michael Jalving, som ligeledes fører kampagne for en tilsidesættelse af Geneve-konventionen. Han mener, at det er absurd at fordømme uproportionale drab og at det bør fjernes fra listen over krigsforbrydelser. Hvis hans hensigt blot var at konstatere, at det er fjollet at sige, at man i krig ikke må slå flere ihjel end ens fjende har slået ihjel, så ville jeg erklære mig enig. Det er da heller ikke det, reglen om proportionalitet går ud på, selvom Michael Jalving spiller uvidende (eller også er han virkelig uvidende om det han skriver om?). Den handler heller ikke om hans lallende vås om, at begge parter skal have de samme våben. Hvis ikke Michael Jalving vitterligt er en fuldstændig ignorant, så lyver han altså bevidst ved at skabe disse latterlige stråmænd.

Loven om proportionalitet handler derimod om, at man altid skal vægte militære mål overfor sandsynligheden for civile tab: "In the conduct of war, jus in bello, any action must weigh the military gain against the likely harm to civilians". Det er den lov, Michael Jalving vil afskaffe, hvormed han altså vil legitimere bevidste drab på civile.

Ligesom terror-sympatisøren Thomas Friedman forsvarer Michael Jalving krigsforbrydelser og terrorisme i form af bevidste drab på civile og almen ødelæggelse med det formål at sprede frygt (terror) hos civilbefolkningen. Det vil sige terrorisme. De eksempler han nævner som paraleller til hvorfor, Israel heller ikke bør følge krigens love, er nemlig eksempler på lige netop terroristisk krigsførsel: Terrorbombningen af tyske byer under 2. Verdenskrig, der blev udført for at knække de civile tyskeres moral men ikke havde nogen militær-strategisk betydning, og atombomberne og Hiroshima og Nagasaki, der ingen militær betydning havde i forhold til krigen mod Japan men snarere var indledningen på den efterfølgende Kolde krig mod Rusland.

Om terrorbombingen af den tyske civilbefolkning skrev selv Winston Churchil:
"It seems to me that the moment has come when the question of bombing of German cities simply for the sake of increasing the terror, though under other pretexts, should be reviewed." "...I feel the need for more precise concentration upon military objectives such as oil and communications behind the immediate battle-zone, rather than on mere acts of terror and wanton destruction, however impressive."

Terror-sympatisøren Michael Jalving skriver, at "vi" jo fejrer Nazitysklands nederlag, og antyder at dermed fejrer vi også de krigsforbrydelser, de allierede begik i 2. Verdenskrig. Mage til uintelligent, eklatant vrøvl skal man godt nok lede længe efter! Vi kan sagtens beklage de forkerte beslutninger, der blev truffet, og samtidig være glade for at "vi" alligevel vandt krigen. At være sejrherre - eller at være glad for at være sejrherre - fritager ikke én for moralsk og juridisk ansvar for de kriminelle eller amoralske handlinger, man har begået. De fleste, der er glade for at de allierede vandt 2.Verdenskrig, er fuldt ud i stand til også at begræde de terrorhandlinger, de allierede også begik.

Med brugen af disse eksempler - terrorbombingen af tyske byer og atombomberne over Japan - viser Jalving altså hvad det er, han ønsker skal ske med civilbefolkningen i Gaza, og hvorfor han ønsker en afskaffelse af loven om proportionalitet: de skal tæppebombes for at få en "lærestreg" og knækkes psykisk. Det var terrorisme i 1945, hvilket Winston Churchil som nævnt selv bemærkede, og det er opfordring til og forsvar for terrorisme, når henholdvis Thomas Friedman hos New York Times og Michael Jalving hos Berlingske Tidende ønsker, at Israel skal gøre det samme idag.

onsdag den 14. januar 2009

Pas på hajer, statistik og journalistik

Mere til emnet "du dumper i videnskabsjournalistik".

Jeg er hunderæd for hajer. Det er måske ikke særlig rationelt, da der ikke ligefrem er mange hajangreb i Danmark, men hajer fascinerer og skræmmer mig på en nærmest hypnotisk måde: Det at de virker som urgamle væsner, der kun er drevet af dræberinstinktet og svømmer stille og kynisk rundt med deres glasøjne og bare venter på at finde noget at angribe, det at man er nærmest hjælpeløs og ikke ser dem komme når man selv svømmer og ikke kan se hvad der er under én.

Hajer er pisse-farlige og skræmmende, og derfor har jeg aldrig brudt mig om tv-programmer på Discovery-kanalen og den slags, som moraliserer over at de "skam ikke er farlige". Gu er de så!

tirsdag den 13. januar 2009

Når overskrifter snyder

Der er mange måder at lyve eller fordreje historier på. For journalistiske medier er en af dem at snyde med overskrifterne, så de enten overdriver det reelle indhold i selve artiklen eller ligefrem konkluderer noget helt andet. Det er ikke altid journalisterne selv, der finder på deres overskrifter, og tit virker det som om, at de, der laver overskrifter, slet ikke har læst artiklerne. Overskrifter er vigtigte, idet de skal "sælge" historien og få den til at virke spektakulær, men også fordi de har form af en "opsummering" af det vigtigste indhold i artiklen. Mange får deres indtryk af aktuelle begivenheder fra netop overskrifterne i aviserne snarere end den kedelige og researchede brødtekst. Hvis en overskrift fordrejer artiklens indhold eller konkluderer mere end journalistens research kan bære, så er det altså noget, der i høj grad påvirker og vildleder den "offentlige mening".

Berlingske Tidende bringer f.eks. idag en artikel med
Fup-overskriften: "I Israel støtter selv fredsbevægelsen krigen". Det er slet ikke Berlingske Tidende, der har skrevet eller researchet artiklen. Det er kommenator ved New York Times, Ethan Bronner, og Berlingske har bare købt retten til at oversætte den. Når man køber retten til et stykke journalistisk, så må man vist ikke redigere for meget i artiklen, men overskrifterne må man til synelandende godt snyde med. Berlingskes overskrift har nemlig intet til fælles med den originale overskrift (måske er det derfor de ikke linker til den originale version). Af en eller anden grund har Berlingske Tidendes redaktion valgt både at lyve om, hvad journalisten Ethan Bronner faktisk har skrevet, og om virkeligheden.

Artiklen kan nemlig slet ikke bære den bombastiske overskrift. Ethan Bronner skriver aldeles ikke, at "fredsbevægelsen støtter krigen", hvilket da også ville være absurd. Berlingske fordrejer altså journalistens ord og research. Berlingske fordejer også virkeligheden: Grunden til at artiklen slet ikke konkluderer det, Berlingske har valgt som overskrift og konklusion, er jo, at det ikke passer. Journalisten har talt med én af de israelske fredsbevægelser - Peace Now (på hebraisk: Shalom Akhshav). Den er aldeles ikke repræsentativ for hele den israelske fredsbevægelse, og iøvrigt passer slet ikke, at den "støtter krigen". Her er et screen-shot fra Peace Nows hjemmeside, fra samme dag hvor Berlingske bringer deres direkte løgnagtige overskrift (13. januar 2008):



Ligner det en "støtte til krigen"? Organisationens seneste udtalelse er et krav om "øjeblikkelig våbenhvile" - er det at "støtte krig"?

Næh, Berlingske er fulde af løgn. Peace Now støtter aldeles ikke krig, og det står der heller ikke i den artikel, Berlingske har købt og derefter fordrejet. Artiklen handler bl.a. om, at fredsbevægelsen har besvær med at mobilisere til sine anti-krigsaktiviteter, hvilket jo er noget ganske andet. Selv det er dog en sandhed med visse forbehold. En anden af de israelske fredsbevægelser, Gush Shalom ("fredsblokken") fortæller nemlig den modsatte historie - de var med til at organisere en demonstration mod krigen, hvor de var ovenud overraskede over det store antal af fremmødte. Den "moderate" organisation Peace Now var ikke formelt med til at organisere denne demonstration, så måske er det snarere i organisationens egen politik og forhold til andre fredsorganisationer at man skal finde forklaringen på, at Peace Now har svært ved at mobilisere sine medlemmer. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at nogen på Berlingske Tidendes redaktion bevidst har valgt at lave om på artiklens overskrift og dermed lyve. Og det er en kendsgerning, at overskrifter påvirker meningsdannelsen mere end selve artiklerne. Når overskrifter således fordrejer virkeligheden og når redaktører laver om på journalisternes konklusioner, så er det ikke så underligt, at befolkningen tilsyneladende er forvirret. Nogle af de emner, folk har delte meninger omkring, er simple kendsgerninger, som medierne altså har valgt enten at fordreje eller fortie. For eksempel hvornår våbenhvilen mellem Hamas og IOF blev brudt. Når medierne både fordrejer historier og nægter at oplyse om væsentlige faktiske begivenheder, så er der da ikke noget at sige til, at de så senere kan lave historier om, at befolkningen har delte meninger og opfattelser. Det er en selv-fabrikeret historie, for medierne har selv skabt den forvirring, de nu laver artikler om.


Akademiske te(rr)orister: Kritisk teori som "præ-terrorisme"

Akademikere i Danmark, der beskæftiger sig med kritisk teori, bør passe på.

Den 11. november 2008 blev den lille og fattige landsby Tarnac midt i Frankrig centrum for en opsigtsvækkende skuespil, da 150 maskerede og svært bevæbnede betjente fra den franske "anti-terror"-politistyrke, assisteret af helikoptere og medier, stormede et lille økologisk landbrugskollektiv. Gården var beboet af unge venstreorientede, som blandt andet dyrkede gulerødder. En af dem, Julien Coupat, havde også studeret filosofi og var bl.a. elev af den italienske filosof Giorgio Agamben.

Under razziaerne i Tarnac og andre steder blev omkring 20 anholdt, men kun de 9 kollektivister fra Tarnac forblev fængslet. De er anklaget for "ulovlig organisering med hensigt til at begå terroristiske aktiviteter", og myndighederne har sat dem i forbindelse med alt fra sabotage mod jernbaneanlægget i Frankrig over bombetrusler mod indkøbscentre og aktioner mod den amerikanske hærs rekrutteringskontorer i New York.

Bevismaterialet består dog hovedsageligt af antagelser om, at enkelte af de 9 har været med til at skrive et postmoderne intellektuelt kampskrift "Den kommende opstand" samt anden litteratur. At forfatte den slags kan ifølge de franske myndighederne nu i sig selv betragtes som en slags kriminel handling. Det er nemlig "præ-terrorisme". Argumentet er, at systemkritisk teori kan være med til at danne grundlaget og inspiration for fremtidige militante venstreradikale bevægelser og er derfor noget, der bør forbydes og "nappes i roden". Et andet "bevis" er, at de tilsyneladende har forbindelser til en såkaldt "anarko-autonomistisk" bevægelse, hvilket jo givetvis må være ulovligt ...eller noget.

Udover at de omtalte aktioner i sig selv indebærer en udvanding af begrebet "terrorisme", som nu bruges til at inkludere materiel og økonomisk vandalisme/sabotage, er historien altså helt absurd, idet de ikke blot anklages for eventuelt selv at have begået ulovlige handlinger, men for at have begået intellektuelle skriverier, der nu kan betragtes som "præ-terrorisme". Sagen har af gode grunde vakt internationale protester fra kritiske intellektuelle.

Det er iøvrigt ikke første gang i nyere tid, venstreintellektuelle akademikere fængsles for at have udgivet teori, der kan sættes i forbindelse med andres handlinger. Den tyske sociolog Andrej Holm blev i sommeren 2008 anholdt af tysk terror-politi. Han havde udgivet kritisk teori om "gentrificeringsprocesser" og blev derfor stillet til regnskab for aktioner, der blev udført i Tyskland mod disse. Han blev løsladt efter internationale protester til forsvar for den akademiske frihed.

Læs om fængslingen og sagen mod de 9 fra Tarnac hos Information og Modkraft.

Bagrundshistorier, støtteerklæringer og litteratur kan læses på den engelske støtteside Tarnac9 eller, hvis du er mere til fransk, på den franske side soutien11novembre.org




Interessekonflikter og muligheden for forandring i USA

Dette er indstik til en debat om spørgsmålet: "Hvad er egentligt forskellen på republikanernes og demokraternes kapitalismeopfattelse", som fandt sted her, hvor det antydes at der ikke er nogen forskel på de to partier i USA. Forskellen på den førte politik kan godt være svær at se, men der er dog forskelle.  

Update: Artiklen er nu blevet bragt på Faklen.dk.

Det er svært som europæer at forholde sig til de to statsanerkendte partier, der skiftes til at at have magten i USA. Udover krigsgalninger som McCain og religiøse fundamentalister som Sarah Palin rummer Republikanerne for eksempel også enkelte konservative krigsmodstandere, der nærmest af og til lyder som europæiske kommunister. Og Demokraterne spænder nærmest over stort set hele det danske politiske spektrum. Set fra den vinkel, er det er svært overhovedet at anse de to blokke som egentlige "partier" med fælles minimumsholdninger. Men man kan dog se på hvilke holdninger, der har magten (eller kæmper om magten) i hvert af de to partier, og som altså repræsenterer partiets holdning mere end andre perifære holdninger uden indflydelse. For eksempel er det rigtigt, at der er libertarianere i det republikanske parti, men deres holdninger kan ikke siges at repræsentere partiet i nogen betydelig grad. Magtkampen i det republikanske "parti" står mere mellem holdninger á la Dansk Folkeparti kontra holdninger á la Liberal Alliance.


lørdag den 10. januar 2009

Definition: Besættelse

Nej, dette er ikke en semantisk post-strukturalistisk legen-med-ord. Det handler ikke om begrebet "besættelse" i alle dets filosofiske og litterære anvendelser. Dette indlæg handler om en simpel definition i en simpel begrebsverden, den juridiske. Jura kan godt være kompliceret og komplekst, men i forhold til mange andre dicipliner er det en stærk fordel, at begreber ind imellem har en endegyldig definition, som man faktisk kan slå op i en bog, som faktisk er en autoritet med ret til at definere ting. Det gælder også i international lov.

Dermed er det jo umådeligt trælst, når medier og politikere gengiver falske propaganda-påstande, som modsiger de juridiske definitioner. Her kan man altså ikke bare omdefinere ordene som det passer én. Et juridisk begreb er gældende så længe det er formuleret som det i det autoritetsgivende juridiske dokument. Tag for eksempel begrebet "besættelse" i betydningen "en stat besætter et andet land". Den gældende definition af det begreb findes i Haag-konventionen om krigsforbrydelser:
Art. 42. Territory is considered occupied when it is actually placed under the authority of the hostile army.
The occupation extends only to the territory where such authority has been established and can be exercised.

Men det fører os så til spørgsmålet om, hvad "autoritet" er. En stat har påtaget sig autoriteten over et område, når den kontrollerer dets grænser og opretholder en permanent mulighed for at regulere befolkningens adfærd, migration, infrastruktur m.v. En stat behøver altså ikke konstant at have bevæbnet politi eller militær på ethvert gadehjørne - det at den vedligeholder den permanente mulighed for at indsætte politi eller militær er nok til at udøve statslig autoritet. Ellers ville staten DK jo heller ikke være en stat.

Når det er på plads, er det simpelt at konkludere, at den statslige autoritet i f.eks. Gaza-striben hedder Israel. Staten Israel kontrollerer al trafik ind og ud af Gaza, alle grænser (også Gazas grænser, der ikke ligger op til Israel), Gazas luftrum og kystlinie, det meste infrastruktur, og selv fødevareforsyningen. Og Israel har lige siden 1967 vedligeholdt den permanente mulighed for at intervenere militært ganske som det skete for et par uger siden. Da Israel ikke har nogen legitim ret til at være permanent statslig autoritet over dette landområde - dvs. da Israels autoritet over dette land ikke er anerkendt af andre stater og det såkaldte "verdenssamfund" - så er den simple juridiske konklusion, at Gaza er besat af den Israelske stat, som således har en række forpligtelser overfor Gazas befolkning.

Det er altså en - ihvertfald i USA - vidt udbredt løgn og uvidenhed, at besættelsen af Gaza ophørte i 2005, hvor besættelsesmagten trak sine kolonialister ud af af området. Der er intet i definitionen af "besættelse" som kræver, at man har overført dele af sin egen befolkning til det besatte område for at kolonialisere det. Tværtimod er det dybt ulovligt, en krigsforbrydelse, at oprette bosættelser i et besat område. Besættelsesmagtens forpligtelser er også fastslået i den 4. Geneve-konvention, hvis artikel 49 lyder:
The Occupying Power shall not deport or transfer parts of its own civilian population into the territory it occupies.

Israel er altså nøjagtig lige så meget en besættelsesmagt over Gaza efter afviklingen af bosættelserne i 2005. At oprette bosættelser var en krigsforbrydelse. Den blev så afløst af blokaden af livsfornødenheder til befolkningen i Gaza, hvilket også er en krigsforbrydelse, da den besættende magt i kraft af sin selvbestaltede autoritet har det juridiske ansvar for det besatte folks sikkerhed.

At besættelsen af Gaza ophørte, da Israel ophørte sin ene krigsforbrydelse i 2005, er en ihærdigt kolporteret løgn i de amerikanske medier og til en vis grad også i de europæiske. Det kan kun være et resultat af bevidst politisk støtte til besættelsesmagten fra de mange redaktioner, for som sagt er jura en forholdsvis simpel diciplin*, hvor man bare kan slå ordene op. Når man bliver ved med at gentage noget man godt ved er løgn, så er det ikke noget der skyldes uvidenhed, men fordi man bevidst vil skabe uvidenhed.

Ingen journalister har behøvet nogen personlig juridisk baggrundsviden for at kunne gennemskue besættelsesmagtens propaganda, om at den ikke eksisterer. Den simple juridiske kendsgerning, at gaza har været besat siden 1967 og stadig er det, er blevet påpeget igen og igen i forståelige vendinger af alle internationale juridiske ekspert-organisationer lige siden løgnen om det modsatte startede.

Allerede i 2004, da Israel erklærede sin plan om at nedlægge de illegale bosættelser, konkluderede Human Rights Watch, at:
The Israeli government’s plan to remove troops and Jewish settlements from the Gaza Strip would not end Israel’s occupation of the territory. As an occupying power, Israel will retain responsibility for the welfare of Gaza’s civilian population.

og:
Under international law, the test for determining whether an occupation exists is effective control by a hostile army, not the positioning of troops. Whether the Israeli army is inside Gaza or redeployed around its periphery and restricting entrance and exit, it remains in control.

Fire år senere gennemgik International Law Observer litteraturen på området og de forskellige mulige tolkninger af juraen og virkeligheden, og opsummerede:
Regardless of which perspective one adheres to, whether ‘potential control’ or even the post-occupation obligations that subsist in the context of a long and all penetrating nature, the Strip is occupied for all intents and purpose as Israel persists to control the monumental locations in the region, regardless of actual number and locations of the troops (see ICJ’s Congo judgment supra), maintaining a complete closure on the ‘big Gaza prison’, it is obliged to provide for the population and comply with clear and unequivocal IHL and international human rights norms.

Der er altså ikke noget at diskutere. De fakto og de jura: Gaza er besat og har været det siden 1967. Hamas er ikke nogen "regering" i en suveræn stat, men en lokal-administration, hvis magt afhænger af den besættende stat. Nøjagtigt det samme gør sig iøvrigt gældende på Vestbredden: Fatah er ikke den øverste juridiske autoritet dér. Det er besættelsesmagten Israel.



* En undskyldning til alle jurister: Jeg er godt klar over, at jura kan være kompliceret og kræver fortolkning. Men i det mindste har i dog nogle bøger, som faktisk er definitionsgivende autoriteter. Det er ikke alle dicipliner, som er så heldige i det mindste at have udgangspunktet for debatten og dens præmisser fastlagt fra starten.
Og til alle de filosofisk anlagte: Dette indlæg, skal bestemt ikke tolkes som at jeg argumenterer for at jura og lovgivning er værdi- eller tolkningsfri. Overhovedet ikke.

UK: Island er en terrorstat

De sidste snart 10 år har det været så moderne for alle regeringer i Verden at tilføje sig nye drakoniske beføjelser og at afskaffe småting som borgerrettigheder, demokratiske beslutningsprocesser, privatlivets fred, retssikkerhed og den slags - altsammen i "terrorbekæmpelsens" navn. Det blev accepteret at fjerne disse elementer, fordi de jo ikke var beregnet som angreb på os specifikt. De var "bare" angreb på... os alle generelt. For det er netop de ting, der blev afskaffet af vore regeringer, som skulle være vores sikkerhed mod de selvsamme regeringers magtanvendelse. Når man accepterer at fjerne de regler, der er for hvad magthaverne kan gøre, så har man også accepteret, at de nu kan gøre hvad som helst uden at behøve at forklare sig. Alt magthaverne behøver at gøre nutildags for at omgå ethvert forklaringskrav, er at ytre ét enkelt ord: "terrorbekæmpelse", og så forsvinder alle kritiske spørgsmål, demokratiske forhindringer og retsprincipper. Hermed er vi alle principielt skyldige indtil det modsatte er bevist, og forskellen på de dømte og de ikke-dømte er politisk arbitrær vilje og interesse. De, der troede, at staterne og regenterne kunne betros med disse enorme magtbeføjelser uden at udvide deres anvendelsesområde, er så naive, at det sandsynligvis også er kriminelt i sig selv.

Det er derfor lidt med skadefryd, at jeg læser, at den engelske regering har indefrosset alle islandske værdier, inklusiv den islandske landsbanks, i England. Det kan den engelske regering egenhændigt gøre uden hverken parlamentarisk opbakning eller dommerkendelse i henhold til den engelske "anti-terror"-lov fra 2001. Den danske stat kan i princippet gøre det samme med din bank-konto ifølge den tilsvarende danske lov, men jeg vil tro det kræver, at den i det mindste bruger ordet "terrorist" eller noget lignende. Men i England er terrorloven blevet brugt mod den islandske stat, fordi Island for nylig er blevet fattig, og derfor måske ikke vil være istand til at afbetale på sin gæld. På grund af den økonomiske krise i Island er øen altså kommet på Englands terrorliste. Det er den islandske regering selvfølgelig ikke så glad for (men hvad mon deres holdninger var, da disse love blev lavet?).

Terror-definitionen er altså nu blevet udvidet til at gælde skyldnere og stater i økonomisk krise
(det burde nogen gøre USA opmærksom på).


onsdag den 7. januar 2009

Terrorisme og krigsforbrydelser lige nu

Her er hvad vi alle ved: Gaza-striben er et af de tættest befolkede områder i Verden. Flygtninge, fordrevet gennem årtierne fra det vestlige og sydlige Palæstina, er klumpet sammen i den lille stribe land, der er kontrolleret og spærret inde af den israelske besættelsesmagt. Det ved vi alle, hvis vi har fulgt med i situationen dér. Vi ved også, at Hamas vandt et parlamentsvalg i de besatte områder i 2006, og at Israel efter at oprindeligt at have nægtet at anerkende den folkevalgte regering alligevel indgik en våbenhvile med selvsamme regering i juni 2008, selvom staten fortsatte besættelsen og forårsagede en humanitær katastrofe. Disse er ting, vi alle ved, hvis vi da har gidet at søge information. Ligeledes var det indtil for få uger siden almen viden, at Israel brød selvsamme våbenhvile den 4. december 2008, men journalister glemmer hurtigt deres egne historier, og er sjældent blege for at lyve bevidst for befolkningen eller at gentage statslig propaganda, der er åbenlyst falsk. Men selvom journalister ind imellem fortier, fordrejer og benægter deres egne tidligere historier, så har alle disse kendsgerninger dog på et eller andet tidspunkt været rapporteret.

Jeg græmmer mig dog over, at ingen danske medier mig bekendt har bragt nogen oplysninger om brugen af ulovlige masseødelæggelsesvåben. Jeg har dog ikke adgang til dem alle, men jeg har ikke lagt mærke til nogen overskrifter om det på nogle af de trykte mediers hjemmesider.

Befolkningen i Gaza bliver ikke "bare" bombet med "konventionelle" tungt attilleri, som er garanteret at ramme civile (faktisk er civile bevidste mål for bombardementerne: hospitaler, ambulancer, og skoler). Det er også kommet frem, at de ulovlige besættelsestropper benytter masseødelæggelsesvåben, kemiske våben og radioaktive våben - altsammen bund-ulovligt, terrorisme og krigsforbrydelser.

Blandt terroristernes våben er:

- "hvid fosfor" - et kemisk våben, der der sætter sig fast i huden og brænder op, ikke ulig napalm, det kemiske stof kastes ned over store områder og alle der befinder sig i området rissikerer at brænde ihjel; (se også Human Rights Watch udtalelse fra 10.januar 2008)

- Klyngebomber - et masseødelæggelsesvåben, der består af ét missil, som deler sig og bliver til hundredvis af mindre bomber, der falder ned over et bredt område og sprænger tilfældige i luften. Udover at det er et masseødelæggelsesvåben, som uundgåeligt rammer civile ved anvendelse i tæt befolkede områder, fortsætter bomberne med at gøre skade på civile i årevis, idet enkelte fusere blandt bomberne kan ligge uberørte og først sprænge i luften senere, når de for eksempel samles op af et barn.

- Radioaktive uran-berigede missiler, der forårsager kræft blandt de overlevende samt forårsger genetiske misdannelser hos nyfødte i senere generationer. Resterne af misilerne, vil også være radioaktivt affald, som forurener alt liv i årevis.

Jeg ved godt, at der er rigtig travlt lige i øjeblikket for de journalister, der dækker denne "konflikt" massakre. Men når der beviseligt bliver benyttet masseødelæggelsesvåben og ulovlige kemiske og nukleare våben mod en civilbefolkning, så SKAL det altså berettes! I har til imorgen, så vil jeg se det her i de danske medier.

Update: Jeg skrev, at "i har til imorgen", og nu, hvor det er "imorgen" dansk tid, kan jeg se, at disse historier er ved at komme i de danske medier. Det er nu nat i Alaska-tid, og jeg skal i seng, så her følger blot nogle links til, Information, og Dagbladet Arbejderen. I Informations artikel kan man også læse mere om de ækle nye våben, der bliver afprøvet på gazas befolkning, hvilket Modkraft tidligere har rapporteret. Som sagt skal jeg iseng nu, jeg kan ikke holde til mere, så her kommer blot et citat:
Den ene af to norske læger, der arbejder i Gaza i disse dage og uger, Mads Gilbert, siger til det palæstinensiske 'Press TV': "Vi har klare beviser for, at israelerne anvender en ny type højeksplosiv bombe - DIME - der indeholder tungsten-legeringer (der kan have negativ strålings-effekt, red.)."

En anden norsk læge i Gaza, Erik Fosse, har beskrevet den nye bombe i Norges Radio: "Vi (har) set skader fra en helt ny type våben, som giver en voldsom trykbølge, og som har blæst hele underkroppen væk på flere patienter."

Fosse tilføjede: "Den slags skader kræver selvfølgelig langvarige og omfattende operationer."

Og ganske vist er denne DIME-bombe så ny, at den ikke er klassificeret på nogen liste i Genève-konventionen, men den synes at have været afprøvet i Gaza - og med til vished grænsende sandsynlighed også i Libanon i sommeren 2006.


Der er også lidt om DIME-bomben hos TV2 og DR.

Nogle dage senere: Læs politikens artikel, der beskriver virkningerne af Israels eksperimentelle rædselsvåben.

Dumpet i alle fag

Én ting er elendig videnskabsjournalistik, som måske vildleder mere end det formidler, fordi journalisten ikke har sat sig ordentligt ind i det videnskabelige stof eller formidler det sensationalistisk. Noget helt andet er ... tjah, hvad skal man kalde det, når noget hverken har et eneste element af journalistik eller videnskab eller formidling, og når de ikke kender betydningen af de ord, de bruger, eller ved hvad det emne, de skriver om, overhovedet går ud på?

Jeg ved ikke hvordan jeg havnede på BTs hjemmeside, men "avisen" har en tema-sektion, de kalder "Klima-kaos". Det er vist nok meningen, at den skal handle om den menneskeskabte klima-forstyrrelse, som jo er et ret populært emne at skabe forvirring omkring. I linket til tema-sektionen står der "vejret er forvirret" og i introduktionen står der, at "dyrene er forvirrede" og antydes at planterne iøvrigt også er det. Forvirringen er altså udbredt og total, og BTs "journalister" (eller hvad man nu skal kalde dem) er også overordentligt forvirrede. På siden kan man nemlig tage noget, de kalder "Den Store Klima Quiz". Udover at de her også dumper i dansk retsskrivning, er der ikke rigtig nogen af spørgsmålene i den quiz, der handler om hverken klima eller klima-forandring.

Det er nok for meget at bede BTs medarbejdere om, at tage et kursus (endsige en hel uddannelse) i journalistik eller formidling, og at bede dem om at få noget saglig information fra for eksempel Real Climate er nok at kræve alt alt for meget. Men måske kan denne lille introduktion til børn om forskellen på de to begreber 'vejr' og 'klima' måske være noget deres interaktivitetsafdeling burde kunne overskue.


tirsdag den 6. januar 2009

Benægtelse og revisionisme

Ifølge israels udenrigsminister, Tzipi Livni, premierminister Ehud Olmert og besættelseshærens koordinationschef, Moshe Levi er der ingen humanitær krise i Gaza og der mangler ikke noget overhovedet i form af medicin, mad og andre livsfornødenheder...

... nej, og i samme alternative virkelighed var der heller ikke noget holocaust?

Der var en humanitær krise i Gaza - verdens største fængsel - bevidst frembragt af den israelske besættelse allerede før, politikerne besluttede sig til at bombardere en af verdens tættest befolkede flygtningelejre. Der var ekstrem sult, unerernæring, ekstrem depression som folkesygdom, og mangel på alt der har at gøre med sundhed og sygevæsen at gøre, og denne humanitære krise var planlagt og koordineret af israels de fakto besættelse og langsomme kvælning af alle mennesker i Gaza-striben. Det var situationen før de begyndte at massakrere den udsultede befolkning. Nu er sygehusene, der i forvejen manglede alt nødvendigt udstyr, overfyldte med sårede, internationale læger er forment adgang (i sig selv en krigsforbrydelse). lighusene er fyldt op og de er sågar løbet tør for ligsække.

Hvis vi skal acceptere den israelske propaganda, om at dét ikke er en humanitær krise, så skal vi rejse ind i Bizarro-dimensionen, hvor holocaust-benægtelse også er comme il faut. Jeg foretrækker at blive på planeten Jorden.

Ækle, ækle, ækle politikere!

Følg med i begivenhederne på Electronic Intifada og Gaza Today eller for en personlig indfaldsvinkel vil jeg anbefale bloggen "a mother from Gaza"

Identitetsproblemet og politiske bevægelser

Tidligere idag havde jeg en diskussion med Linda her på bloggen, som blandt andet handlede om hvorvidt, det giver mening at give den samme betegnelse til to ting, der er ekstremt forskellige og ligefrem modarbejder hinanden (min tolkning). Nu vil der sandsynligvis altid være dele indenfor den samme bevægelse, som modarbejder hinanden. Det er nemlig et typisk træk at man er mest sur på dem, man har næsten alt til fælles med, for de "burde" jo kunne indse, at de tager fejl på det "afgørende" ene punkt eller to. Sådan et fænomen kan sagtens kaldes "del af den samme bevægelse", eftersom det afgørende jo er, at de netop deler en række essentielle egenskaber, som er nok til at få den samme betegnelse. Men hvis man adskiller sig radikalt fra størstedelen af de mest afgørende elementer i en ideologi eller bevægelse, eller mener at dens hoved-målsætning er helt forkert, så giver det efter min mening ikke mening, at fortsætte med at benytte denne bevægelses navn om sig selv - så må man kalde sig noget andet. Du er velkommen til at sige din mening om dette i denne tråd eller fortsætte debatten i den anden.

Men der er også det modsatte tilfælde: Hvad hvis der er to fænomener - bevægelser, ideologier, teorier e.l. - som deler de fleste af de afgørende elementer, men de betegner sig med forskellige navne? Hvis man i den forrige debat mener, at det skal være helt "frit" rent sprogligt og meningsmæssigt, at kalde sig hvad man vil - også selvom man bruger navnet på en bevægelse, som man egentlig modarbejder og ikke har noget til fælles med - så er det vel også helt "frit" at insistere på, at man er noget helt andet end den bevægelse, som man ellers ligner så utroligt meget, men nægter at dele navn med. Og hvis man omvendt mener - som jeg gør - at navne på ideologier og bevægelser betyder noget og har en mening som ikke bare kan udskiftes radikalt samtidig med at man beholder det samme navn, så må man vel også - som jeg gør - mene, at man godt kan give samme betegnelse til to fænomener, der ikke selv kalder sig det samme (jeg mener sagtens at bevægelser og betegnelser kan skifte indhold, så længe omformningen tager udgangspunkt i at den bygger videre på samme bevægelse).

Dette modsatte spørgsmål om to fænomener, der deler samme mål og kerne-værdier men kalder sig noget forskelligt, dukkede pludselig op en times tid efter min diskussion med Linda om det første spørgsmål, da jeg faldt over "Amina og Oles sæbekasse" og læste indlægget "Theseus og nazismen". Theseus' skib er en myte eller analogi, som ofte bruges i filosofien, for at illustrere spørgsmål om identitet, og i indlægget benyttes den til at illustrere spørgsmålet om udvikling og identitet hos politiske ideologier:
"Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt. Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?"

"Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?"
Se det er jo lige præcis det, jeg lige havde siddet og debatteret. Men ligesom der er en "øvre grænse", for hvor mange og dybe forskelle, der kan være på to fænomener, før man må sige: Nej, nu må i simpelthen kalde jer noget andet, er der også "en nedre grænse, som udtrykker, hvornår en ideologi ikke afviger fra en anden. Det er, når afvigelser overvejende blot er af kosmetisk form."

I indlægget analyserer Ole Wolf de essentielle kerneværdier hos nazismen og Dansk Folkeparti (som jo nægter at have nogen politisk -isme), for at se om, der virkelig er så væsentlige forskelle, at det vil være forkert at bruge samme betegnelse om de to. Uanset om man er enig eller uenig i konklusionen, så er gennemgangen de to bevægelsers essentielle kerneværdier særdeles lærerig. Tag derfor at læs analysen "Theseus og nazismen".




mandag den 5. januar 2009

Magtens selvlegitimering - fra Henry VIII, over Bush, Nixon og Rønn-Hornbech

Vi er i øjeblikket igang med at se den amerikanske tv-serie The Tudors, som handler om den engelske konge, Henry VIII. Det er ham, der er kendt for at hugge hovederne af sine koner, og for at løsrive England fra den katolske kirke, samt for at indføre enevældet i England. Hvis man skal dømme ud fra denne tv-serie, så var han bestemt ingen rar person. Man behøver heldigvis ikke kun at dømme ud fra dette stykke (ekstremt overdramatiserede) fiktion: ifølge historiebøgerne var en en sygelig despot, som oprettede et sandt rædsesregime.

lørdag den 3. januar 2009

Call for Papers: Anarchism and Philosophy

The SSPP (Society for Social and Political Philosophy) invites papers for two conference panels. We are seeking papers that address issues pertaining to:

Anarchism and Philosophy
Anarchism remains underrepresented in academic debates and discussions, a trend that continues despite its increasing importance in the anti-globalization movements. As a political philosophy, anarchism maintains a tense relation with the academy. Unlike Marxism, anarchism was not founded by a philosopher, and its major thinkers— Goldman, Kropotkin, and Bakunin — were by and large self-educated. Likewise, its areas of focus have been anti-authoritarianism, cooperation, and self-organization, rather than foundational texts or figures, thus making it a difficult fit with the dominant academic practices of interpretation and exegesis.

Despite this, however, philosophers such as Todd May, Peter Lamborn Wilson, and Lewis Call have suggested that there is a fundamental link between the ideals of anarchism and philosophers such as Nietzsche, Baudrillard, Foucault and Rancière. Moreover, within anarchist circles there has been a longstanding interest in the work of situationists such as Debord and Autonomists such as Negri, which is not to suggest that these thinkers be identified as anarchist, but that their analyses of power and desire, and an ideal of equality, reflect certain anarchist commitments. We are looking for papers that address possible relations between anarchism and philosophy, from examinations of “canonical” anarchist thinkers to explorations of what philosophers offer to anarchism. Most importantly we are looking for papers that recognize the challenge that anarchism poses to the conventional notions of authority and hierarchy that dominate the university; that the conjunction "anarchism and philosophy" must interrogate and question the latter, as much as it supplements and defines the former.

Complete papers of 3000-5000 words (that can be summarized and presented in 20-30 minutes) should be submitted for consideration for the 2009 meeting (deadline: March 1, 2009). The SPEP Conference is scheduled for October 28-30, 2009 Arlington, VA.
Læs indkaldelsen her (pdf)