fredag den 27. februar 2009

Joe the Fascist

Kan i huske tegneserie-figuren fra John McCains valgkamp "Joe the Plumber" (Blikkenslager-Joe). Ham der kom på TV, da han spurgte Obama om, hvor meget han skulle betale mere i skat, hvis Obama blev præsident. Ham der iøvrigt slet ikke var uddannet som og ikke havde licens til at operere som blikkenslager. Ham, der viste sig faktisk at ville skulle betale mindre i skat under Obamas skatte-plan, som indebar skattelettelser til den lavere middelklasse, men alligevel blev McCain-kampagnens maskot (og mere populær end McCain selv), fordi han i en hypotetisk fremtid, hvor han var millionær, ville skulle betale mere i skat under Obamas plan (hvis han havde en årlig indtægt på over 250.000$). Og Blikkenslager-Joes største drøm er at blive millionær, og derfor var han stadig imod Obama, selvom det altså ikke var i hans umiddelbare økonomiske interesse.

Det handlede altså slet ikke om skat, økonomi eller interesser. Og da slet ikke om sandhed eller om drømmen om en dag at få en kæmpe blikkenslagerbiks. Lige siden Joe blev berømt i det reality-show, der var den amerikanske valgkamp, har han nemlig lavet alt andet end at arbejde som håndværker. Han har rejst rundt og talt om sin politiske uvidenhed til diverse republikanere, han har været "journalist", og dækket konflikter han ikke aner en tøddel om i lande han ikke kan placere på et kort, og han har generelt benyttet enhver lejlighed til at komme på TV og fortælle om sin grænseløse uvidenhed som udgør fundamentet for hans "politiske" holdninger.

De drejer sig som sagt slet ikke om økonomi. Næh, ligesom Joe drømmer om at blive berømt millionær og baserer sine politiske valg på denne hypotetiske fremtid, så drømmer han sig også tilbage til en tid, hvor der ikke var noget der hed "demokrati" og "ytringsfrihed", "kritisk presse", "retssikkerhed" og den slags moderne pladder. Den hypotetiske fortid, hvor alle amerikanere var hvide og sværgede evig og blind trosskab til sin regering og sit flag, og hvor børn såvel som voksne dagligt nød statens propaganda-udsendelser og slugte alt stolte af sin patriotiske dumhed. Den gang, hvor der ikke var nogen, der stillede spørgsmål om sit lands fortræffelighed, og hvor man blev slået ihjel for at kritisere sin regering uden at nogen stillede spørgsmål om dét heller. Kort sagt er Joes politiske drøm at bringe Amerika "tilbage" til en tilstand, der aldrig har eksisteret - andre steder end i John Wayne's film og fantasier - og kun kan realiseres ved at bruge Aldous Huxleys rædselsroman "Fagre Nye Verden" som politisk manual.

Her følger to klip med Republikanernes politiske maskot. I det første optræder han dels som "journalist" i Israel under Gaza-massakren, og dels præsenterer han for første gang sin politiske vision om afskaffelse af journalister og forbud mod at dække krige til fordel for statslige propaganda-film. (Her er et link til endnu et klip, hvor Joe beklager sig over, at medierne har fyldt ham med viden han ikke vil have). I det andet klip går han i detaljer med, hvordan dette drømme- mareridtssamfund skal opnås: tæsk og/eller henrettelse uden rettergang til alle "landsforræddere", der rejser kritik af det amerikanske system eller dets krige. Det skræmmende er, at Fascist-Joes feberfantasier nok repræsenterer et ikke uvæsentligt segment af ikke bare den amerikanske befolkning men også stemmeberettigede i andre lande.





Joe the Fascist repræsenterer den kerne-vælger, som McCain/Palin henvendte sin valgkamp til. Der er ikke noget at sige til, at mange konservative i USA ønsker en ny strategi og en fuldstændig forandring af det republikanske parti.


torsdag den 26. februar 2009

Muzakken går fallit

Det er ikke kun skidt det der med den økonomiske krise. Det er selvfølgelig trist med de millioner af arbejdere, der er blevet og vil blive arbejdsløse, men istedet for at redde de elendige virksomheder, direktører og "produkter", kunne man jo se om ikke man kunne bruge de mange trillioner på at skabe nye jobs og ny produktion, så man ikke står i samme situation igen næste år. Man behøver altså ikke at holde røven oppe på alle dele af kasino spekulations bank-industrien for at "redde" økonomien. Tværtimod - når man nu smidder billioner efter de, der leger med andre folks penge, så har man da garanteret sig at problemet vil fortsætte. Derudover er der andre industrier, der vitterligt selv er skyld i deres økonomiske nedtur. Den amerikanske bilindustri for eksempel - den er altså årtier bagud rent teknologisk i forhold til resten af verden hvad angår sikkerhed, miljøhensyn og benzin-forbrug. Det er ikke den økonomiske krises skyld, at Detroit nu er ved at gå nedenom og hjem - problemet er, at USA bygger på en "omvendt socialisme", hvor de rigeste i årtier er blevet understøttet af regeringen ved subsider til bl.a. olie-, bil- og fly-industrien, som således ikke har behøvet at forny sig. Det vil være en katastrofe for millioner af amerikanske arbejdere, når "the big 3" (de tre store amerikanske bil-producenter) i Detroit går konkurs, men løsningen kan da umuligt være at fortsætte og intensivere årtiers idiotiske politik. Det er ikke alene økonomisk men også miljø-mæssigt uansvarligt at redde en industri, der ikke er tidssvarende. Fagforeningen United Steel Workers har således fat i den lange ende ved at agitere for, at dele af de mange "redningspakker" og "stimuleringspakker" bør gå til en omlægning af produktionen og samfundet: der skal skabes flere "grønne jobs" og fagforeningerne bør netop være interesserede i at fremme en moderne miljøvenlig industri, der kan skabe nye jobs til deres medlemmer, som vil blive fyret i den nærmeste fremtid.

"Lad falde hvad ej kan stå" er ikke et udtryk der passer til alle lejligheder. Men når det, der ikke kan stå af sig selv, desuden er noget skidt som spænder ben for alle andre, så er det udtryk nok passende. Spekulanter på Wall-street, bankdirektører der pumper sine aktier op, statsligt understøttet forureningsindustri... hvorfor i alverden skal alt dette "reddes"?

Det gælder især for endnu en parasit, der forpester miljøet og ikke gør noget som helst godt for økonomien eller samfundet, og netop har indgivet konkurs-erklæring. Som alle de andre er den også kommet til den amerikanske regerings gavebod for at blive "reddet". Det drejer sig om selskabet "Muzak", som - ja, du kan nok regne det ud selv - producerer de irritations- og kvalme-frembringende lyde, der bliver spillet i elevatorer, restauranter og især telefon-vente-tid ("du er nu nummer 46 i køen... pling pling plang pling"). Her må det amerikanske folk altså sætte grænsen! Der er ingen grund til at redde muzak-firmaet. Verden vil være et bedre sted uden dem! Arbejderne i den virksomhed må for pokker da kunne få noget omskoling - eller blive ansat i en af CIAs tortur-lejre, ligesom andre moralsk afdankede tidligere musikere.

Grrr..

mandag den 23. februar 2009

DF som antiracistisk parti?

Dette må være årtusindets største ko-vending i dansk politik: Dansk Folkeparti vender sig nu imod alt, hvad det tidligere har stået for, og vil være et antiracistisk parti!

Det er overalt i medierne idag, at Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racediskrimination (DRC) har modtaget »20 indrapporteringer om antisemitiske hændelser« alene i løbet af januar 2009, hvilket er en drastisk stigning - fra under 20 om året til 20 på blot en måned. DRCs hjemmeside er desværre nærmest ubrugelig og har ikke været opdateret i årevis, og de offentliggør tilsyneladende ikke længere deres rapporter. Det er ærgerligt, for medierne fortæller ikke hvad denne snes af tilfælde drejer sig om, og heller ikke om centret eventuelt selv har begået den antisemitiske fejl at gøre "jøder" og "israel" til identiske begreber - det ville ikke være første gang i europæiske sammenhænge, at kritik af israels besættelsespolitik bliver inkluderet i definitioner af og rapporter om "antisemitisme". Tallet er også så lavt (ikke at det gør det mindre alvorligt, det er bare svært at lave statistik med så lave tal), at det vil være let at manipulere med det, hvilket desværre er sket mindst én gang i løbet af 2008, hvor en historie i medierne viste sig at være fabrikeret med et politisk formål. Derfor ville det have været rart at se hvad de konkrete hændelser gik ud på. DRC laver så vidt jeg ved et udemærket arbejde og det er bare ærgerligt at de ikke offentliggør deres rapporter. Ethvert udtryk for racisme er dog alvorligt, og at der har været en stigning er der vist ingen tvivl om. At den er forbundet med den israelske hærs massakrer i Gaza i løbet af november 2008 og frem, er der ingen tvivl om, ligesom bør ikke være tvivl om, at ingen jøder i Danmark skal bøde for, hvad den israelske regering foretager sig. Staten Israel repræsenterer ikke alle jøder, uanset hvad den israelske regering, zionistiske organisationer eller andre racister prøver at bilde folk ind - ligesom den iranske stat for eksempel ikke repræsenterer alle persere eller shia-muslimer i verden.

Hvorom alting er, så har der været en stigning i indrapporterede tilfælde af chikane mod jøder i Danmark i løbet af den foregående måned. Det skal naturligvis tages alvorligt.
Det, der overrasker mig, er, at Dansk Folkeparti nu melder sig på banen som "antiracistisk" parti. DRC udgiver jævnligt rapporter om diskrimination og racistisk chikane i Danmark (ledende medlemmer af Dansk Folkeparti har selv begået adskillige af de hændelser, DRC rapporterer om), men stort set ingen partier har nogensinde taget dem alvorligt. Og da slet ikke Dansk Folkeparti, hvis leder Pia Kjærsgaard tværtimod ved adskillige lejligheder har benyttet Folketingets talerstol til at mistænkeliggøre netop denne organisation. Dansk Folkeparti har konsekvent ment, at ingen af DRCs rapporter kan bruges til noget som helst, og har agiteret for nedlæggelse af centret, der ifølge Pia Kjærsgaard ikke blot er "overflødigt" men også "i lang tid ikke har plejet andet end egne ideologiske kæpheste og så brugt ”menneskerettighederne” som dække for deres multikulturelle ideologi".

Ja, det mente Pia Kjærsgaard altså engang (Dansk Folkepartis hjemmeside er også elendig: der er ikke datoer på de enkelte artikler), og det lykkedes da også for Dansk Folkeparti at få stoppet den statslige støtte til dette "overflødige" center, der går ind for "menneskerettigheder" og den slags. Det er næppe at tage munden for fuld at hævde, at Dansk Folkeparti indtil nu har betragtet DRC som en af partiets fjender. Men det er slut nu. Fra og med idag mener Dansk Folkeparti ikke længere, at DRC og deres rapporter er utroværdige, ideologiske eller overflødige. Den nyligt udgivne rapport har nemlig DFs varmeste opbakning, og for første gang nogensinde tror partiet nu på, at der findes racisme og blæser sågar til kamp mod fænomenet med en såkaldt "handlingsplan".

Men ikke nok med at Dansk Folkeparti nu er blevet perlevenner med DRC. Det er også nyt, at partiet nu er imod racistisk hetz. Ikke alene har partiet jo selv brillieret i netop denne kunst - de har også været konsekvente fortalere for at fjerne de juridiske forhindringer, der i princippet forbyder de mest ekstreme racistiske propaganda-ytringer. DF har således ganggang foreslået, at den såkaldte "racismeparagraf" afskaffes, så der rigtig kunne komme gang i de antisemitiske ytringer. Jeg ved ikke om partiet har skiftet politik på dette område, men det er ihvertfald nyt, at partiet mener, at politikerne bør sætte grænser for racistiske ytringer. Indtil idag har de tværtimod ment, at de eksisterende grænser skulle afskaffes.

Men det radikale kursskifte hos DF går langt videre. Ser man på de foreløbige udmeldinger om deres såkaldte "handlingsplan", så bryder den slet og ret med stort set resten af indholdet i Dansk Folkepartis hidtidige politik! Det er partiets uddannelsesordfører, der har klækket planen og som altså står for bruddet med sit partis hidtidige ideologi, idet han foreslår, at "undervisning og oplysning om jødernes historie og kultur i folkeskolen bliver optrappet". Altså - jeg kan jo ikke andet end at klappe i mine små hænder, for dels er det et glimrende forslag, og dels betyder det jo, at Dansk Folkeparti nu må have smidt alle sine andre mærkesager og tåbelige lovforslag ud. Dette forslag er jo netop et udtryk for den "multikulturelle ideologi", som Pia Kjærsgaard tidligere anklagede DRC for at agitere for. Faktisk er det ikke længe siden, at Dansk Folkeparti selv ville have netop multikulturel undervisning forbudt. Ifølge partiets hidtidige ideologi findes der kun én "rigtig" kultur, ét folk og én religion i Danmark, og de har været imod anerkendelsen af andre kulturelle grupper og religioner - altså deriblandt også de jødiske samfund.

Men det er slut! Fra nu af går Dansk Folkeparti ind for undervisning i det danske samfunds multikulturelle historie og for anerkendelsen af forskellige kulturer og religioners lige eksistensret i Danmark. Det indebærer altså et fuldstændigt opgør med hele partiets hidtidige værdi-program: Ud med nationalismen - ind med oplysning og mangfoldighed!

Efter denne varme ros til Ny-Dansk Folkeparti må jeg så rette kritikken mod populisterne i SF, hvis leder, Villy Søvndal, benytter lejligheden til lige at klemme sig ind i en artikel med en "det mener vi iøvrigt også". Han får lov til at slutte artiklen om Dansk Folkepartis kursskifte af med at ville "se nærmere på problemet" og at "det er oplagt mod enhver type af nedvurderinger af mennesker på grund af deres race, køn eller religion". Ja gu er det oplagt at tage den slags alvorligt, men det er altså noget sent, at SF lige pludselig skulle mene det, for det er ikke længe siden, at hans folketings- og parti-kollega Astrid Krag gav udtryk for netop nedvurdering af mennesker på grund af deres religion. Hendes påstand om, at der er folk med visse religioner, der ikke "er plads til i Danmark" er netop et udtryk for nøjagtig den nationalisme som Ny-Dansk Folkeparti stod for tidligere, og har samme form som den klassiske anti-semitisme.

Nåmen: tillykke til Dansk Folkeparti, der nu endelig har erkendt at racisme skal tages alvorligt, og at Danmark er et multikulturelt samfund. Jeg glæder mig til at se den kommende udvikling på det område.

Måske vil Dansk Folkepartis nyudnævnte næstformand i Danmarks Radios bestyrelse benytte lejligheden til at kritisere stationens antisemitiske dækning af denne sag. I TV-Avisens rapport om stigningen i antisemitisk chikane gav de nemlig udtryk for klassisk 1800-tals-antisemitisme i form af idéen om, at jødernes egentlige "hjem" ikke er i Danmark. Det er den slags idioti, der gør Dansk Folkepartis forslag om at undervise i Europas multikulturelle historie så vigtig!

søndag den 22. februar 2009

Pot mere populært end alt højrefløjen står for

Nyt fra USA: Legalisering af cannabis har større opbakning blandt amerikanerne end det Republikanske parti, dets topfigurer og de fleste af dets mærkesager. Chris Bowers fra DailyKos har samlet de seneste meningsmålinger om diverse emners og personers popularitet.

Rasmussen, February 13-14, 1,000 adults

In a new Rasmussen Reports national telephone survey, Americans are closely divided on the question of whether marijuana should be legalized: 40% say it should be, while 46% disagree. Fourteen percent (14%) are not sure which course is better.(...)

Americans under the age of 40 are much more supportive of legalizing the drug than are older Americans.

While legalizing marijuana is not a majority or a plurality position at this time, it is very close to becoming one. Not only do the long-term trendlines show a dramatic shift in favor of legalization, but a majority of the population under the age of 40 is already in favor of legalization. As such, despite no major political leaders advocating on behalf of it, right now it is only a matter of time--perhaps less than a decade--before legalizing marijuana becomes a majority position nationwide.

It should also be noted that, at 40-41% support, legalizing marijuana is more popular than all of the following:

--Opposing stricter gun control laws (40%)
--Congress (26-40%)
--The war in Iraq (39%)
--Decreasing immigration levels (39%)
--Privatizing Social Security (36%)
--Opposing investigating the Bush administration (34%)
--Opposing national, government run health insurance (32%)
--Vetoing stem cell research (31%)
--The Republican Party (31%)
--Dick Cheney (30%)
--George W. Bush (24-34%)
--Decreasing business regulations (28%)
--Rush Limbaugh (28%)
--Mitch McConnell (22%)
--Preventing the openly gay from serving in the military (17%)
--John Boehner (17%)

In short, legalizing marijuana is more popular than the Republican Party, most leading Republicans, and virtually the entire Republican platform.
PS. John Boehner og Mitch McConnell er republikanske politikere og hhv. nuværende og forhenværende talsmænd for højrefløjen in Kongressen. Dick Cheney og George Bush er den forhenværende hhv. vicepræsident og præsident i USA (det ved i vel, men nu var jeg jo igang). Rush Limbaugh er en vanvittig højre-ekstremistisk radio-propagandist, "Congress" (kongressen) er det ene af de to kamre i det amerikanske parlament, og alle de andre på listen (bortset fra "legalizing marijuana") er konservative mærkesager i USA.

fredag den 20. februar 2009

Politiken mangler en redaktionel linie

Narj... arh... hvad skal man nu tro på? Denne historie illustrerer hvorfor kulturradikalismens vaklende holdninger gør folk utrygge og utilfredse.

For en måned siden tog Politiken endelig bladet fra munden, droppede den elitære smagsdommeragtige linie, sagde fra overfor "ekspert-vældet", og valgte den i denne tid kløgtigste linie: folkelig frygt overtrumper til hver en tid såkaldt "saglighed" og "videnskabelige" "undersøgelser". Hvis folk vil leve i frygt, så er det politikernes og mediernes rolle at skabe denne frygt og gøde den, uanset om det er "videnskabeligt" begrundet eller ej - såkaldte "eksperter" skal ikke komme og fortælle os, hvad vi skal være bange for! Jeg var glad for dette radikale skift i dagbladet Politikens rækker. Jeg var især glad for, at redaktionen havde valgt at gennemføre det i et område, hvor det var min frygt, der blev bekræftet. Som både indvandrer og udvandrer til og fra Danmark er jeg nemlig ikke så bange for andre migranter eller for "fremmede kulturer" (jeg har endda med held udbredt min skånske kultur ved danske julefrokoster i form af blodpølse), men jeg bryder mig altså aldeles ikke om hajer, og jeg er flintrende ligeglad med, at der ikke er nogen af de farligere krabater i nærheden af noget sted, jeg har boet (som skåning bryder jeg mig iøvrigt ikke om det salte danske hav, jeg foretrækker søer, og i Alaska svømmer vi slet ikke udendørs).

Uanset hvad haj-hippierne siger, så er hajer fucking farlige og onde. Det er ihvertfald hvad jeg føler, når jeg ser dem, og for en måned siden kunne dagbladet Politiken give mig ret. Ikke alene kunne de bekræfte min frygt, avisen kunne også citere en religiøs had-hader (eller "haj-kritiker"?), som advarede om det farlige ved ikke at være tilstrækkeligt bekymret for hajerne.

Han havde godt nok ingen "faglig" baggrund, men hvad gør det, når han kunne fortælle, at hajerne faktisk var ved at invadere vore badestrande. Med samme sagkyndighed, som når Den Danske Forening laver statistik, kunne han endda forudsige en kommende regulær krig mellem hajer og mennesker, hvis vi ikke reagerede hurtigt. »Hajer angriber mennesker i dusinvis, og snart vil der være hundrevis af angreb. Folk har fået en falsk fornemmelse af tryghed. De lægger ikke engang mærke til, når der endelig er advarelser« fortalte artiklen, og så kunne det da nok være, at jeg blev opmærksom på et problem jeg godt nok havde på fornemmelsen i forvejen - jeg har faktisk levet i konstant haj-beredskab lige siden.

Artiklen fra januar konkluderede, at "der har været en stigning i hajangrebene det seneste år", dvs 2008. Det var godt nok på baggrund af tal, der er så små at ingen med nogen egentlig uddannelse ville kunne finde på at konkludere noget ud fra dem, men Politiken havde nu endelig sat sig på Folkets og Frygtens side, og blæste det en høstblomst, hvad de såkaldte "eksperter" måtte mene om, hvordan man laver statistik (og journalistik). Men hvad sker der så en måned senere? Nu har selvsamme avis gudhjælpemig en artikel, der modsiger alt, hvad den skrev i januar. En anden journalist på Politiken har valgt at gå imod den nye linie og bringer idag en artikel med en såkaldt "forsker", der hævder, at "2008 var året for det laveste antal hajangreb i 5 år". Det er jo det stikmodsatte budskab af, hvad de fortalte for en måned siden!

Typisk radikalt. Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal tro på. Skal jeg nu være bange eller beroliget? Eftersom frygten stadig sidder i mig, så vinder den altså - der er ingen følelsesvækkende billeder eller udtalelser i den såkaldt "saglige" artikel fra februar. Og hvem repræsenterer nu Politikens redaktionelle linie? Religiøse folke-helte eller faglige forskere? Rolighed eller frygt? Det vil jeg have at vide. Vi må have krav på at få at vide, om Thøger Seidenfaden er for eller mod menneskeædende hajer!


N.B. Satire kan forekomme i dette indlæg!

Update: Jeg har på anmodning fjernet journalistens navn fra indlægget, da det ikke er relevant. Indlægget er ikke nogen kritik af en bestemt journalist eller et forsøg på at gøre mig morsom på vedkommendes bekostning - det er faktisk et forsøg på at gøre grin med noget helt andet.

onsdag den 18. februar 2009

Slavehandel i USA 2009

Jesus-fucking-Kristensen! En retssag er netop gået igang i Pennsylvania, USA, hvor to dommere har har benyttet sin position i retssystemet til at fange unge mennesker og sælge dem som slaver til lokale private fængsler og arbejdslejre.

Verdens værste folk?
Hvis vi skulle hoppe på totalitaristernes antagelse, at forbrydere/fængslede er nogle værre nogen, som andre mennesker bør se ned på, så må de selv samme totalitarister samtidig mene, at USAs befolkning i gennemsnit er nogle værre mennesker end alle andre. Det gør de sjovt nok ikke. Det er den samme højrefløj i USA, der mener at amerikanerne er verdens bedste folk, samtidig med at deres holdning til fængslede altså egentlig må indebære, at amerikanerne er verdens værste. For USA har nemlig verdens suverænt højeste antal fanger per indbygger - og tallet stiger og stiger.

USAs befolkning er hverken værre eller bedre end andre. Den slags kan man slet ikke udlede af fængslingsstatistikker. De statistikker siger snarere noget om det amerikanske politiske og retslige system. Det er jo for eksempel åbenlyst, at jo flere love - jo flere handlinger, der er kriminelle - des flere lovovertrædere vil der være. Og i USA (hvor jeg jo bor) er der altså rigtig meget, der er forbudt.

En anden faktor er naturligvis straffe-rammerne. Hvor visse lovovertrædelser i Danmark har en bagatelgrænse, der gør at de kun medfører bøde eller betinget straf, så kan folk i USA blive buret folk inde og få nøglen smidt væk for den samme bagatel. Det forklarer måske hvorfor, der er så mange flere amerikanere i fængsel end danskere, men USAs antal af indespærrede er også højere end lande, der har endnu hårdere straffe-regimer. Hvad kan så være forklaringen?

Måske har det noget med den sociale elendighed, fremmedgørelse og enorme ulighed at gøre? Men det findes altså også mange andre steder, som stadig ikke kommer i nærheden af USAs indespærringsrate - Rusland og Kina for eksempel, som ikke ligefrem kan siges at være "bløde" hvad angår afstraffelse. Årsagen må altså skulle findes et eller andet sted i USAs straffe-politiske og sociale system, som på en eller anden vis adskiller sig fra andre landes på en måde der skaber mange flere fanger per indbygger end noget andet sted i verden.


Det industrielle fængselskompleks
Dette system består af en række private og offentlige institutioner, som tilsammen gør, at den politiske, den økonomiske, den udøvende og den dømmende magt alle har interesser i at skabe flere forbrydere og konstant at udbygge og udvide antallet af straffe-anstalter og fanger. Private fængsler bliver betalt for at opbevare fanger, og kan samtidig tjene penge på fangernes tvangsarbejde. De er altså interesserede i at få politikerne til at skaffe stadig flere indtægtskilder til dette private foretagende - altså flere forbrydere.

Politikerne er samtidig som alle andre steder interesserede i at blive genvalgt ved dels af virke "tough on crime", samtidig med at de modtager donationer fra industrien såsom fængselsindustrien. Endelig er dommere i USA til en vis grad også politikere og står til valg, hvilket betyder at de ikke bare kan dømme i forhold til loven, men også har brug for et politisk "image" og private donationer.

Dette er bare et lille udsnit af nogle af de mange mekanismer, der tilsammen udgør det, der i USA kaldes the Prison Industrial Complex, som altså er et komplekst system af tæt forbundne private og offentlige interesser, der tilsammen skaber flere og flere kriminelle.

Og dog... så "komplekst" er det tilsyneladende ikke altid. Ihvertfald er en sag netop kommet for dagen, hvor sammenfletningen af private og offentlige institutioner og interesser for at skabe flere fanger er utroligt simpel og illustrerer problemet i det amerikanske straffesystem. Sagen drejer sig ikke bare om korruption og embedsmisbrug, men om regulær slavehandel.


Børneslaver via retssystemet
Mindst to dommere i staten Pennsylvania har modtaget millioner af dollars fra den private fængselsindustri for at skaffe fanger, der kan sættes til tvangsarbejde i de privat-ejede arbejdslejre for "kriminelle". De to dommere har dømt tusindvis af børn og unge (USA har ingen fast kriminel lavalder) til at tilbringe månedsvis i disse arbejdslejre og altså modtaget betaling fra ungdomsfængslerne for hvert barn, de dømte til tvangsarbejde.

Det gik så vidt, at dommerne beordrede politiet til at hente unge, der har været i kontakt med politiet for mindre foreteelser, hvorefter de efter få sekunders stand-ret blev idømt drakoniske straffe.

En af de hundredvis af børn og unge, som blev dømt af retssystemets slavehandlere, var 14-årige Jamie Quinn, som efter et mindre slagsmål (hvor der blev udvekslet lussinger) med en veninde tilbragte 11 måneder i ungdomsfængsel.

17-årige Kurt Kruger havnede hos den forkerte dommer, da han ikke modtog en politiindkaldelse, efter at have været vidne til en venindes butikstyveri, fordi han var flyttet. Han blev hentet i sin skole og fragtet ud i håndjern, og efter en "retssag", der varede halvandet minut og hvor han ikke havde nogen advokat, blev han dømt skyldig og sat til fire måneders straffearbejde.

To andre blev dømt til flere måneders frihedsberøvelse for chikane og "terror" efter at have skrevet ukvemsord om andre på internettet...

Listen over vanvittige "retssager" hvor primært fattigere børn og unge er blevet hevet op fra gaden for bagatel-sager og solgt til de private ungdomsanstalter af de to dommere bliver ved og ved.... Dommerne er som sagt blevet betalt af de private ungdomsfængsler til at skaffe dem tvangsarbejdere ved at fængsle så mange unge som muligt.

Dette er jo det rene vanvid og jeg har sjældent hørt om noget så ækelt og åbenlyst eksempel på embedsmisbrug herovre. Men i og for sig er det blot en forsimplet udgave af den måde det amerikanske politiske, økonomiske og juridiske system er skruet sammen på - det plejer bare ikke at være så åbenlyst, men mekanismerne er de samme.

Det foregår ikke normalt så direkte, men interesseforholdet er det samme: når man har private fængsler, så har man private virksomheder der er interesserede i at få flere indsatte i fængslerne, og når man har politikere og dommere, som har brug for bidrag fra private virksomheder for at føre valgkamp, så har en ubehagelig og skræmmende dynamik, der ikke bidrager til opretholdelsen af en retsstat.

Den ene af de to dommere har erkendt at have modtaget penge. Jeg forudser at de to dommere erkender og bliver dømt for noget så banalt som bestikkelse og får en bøde og mister deres embede, men det de har været involveret i er intet mindre end slave-handel med børn. Gad vide hvordan de ville blive straffet for det i deres eget straffe-kodeks?

Følg sagen hos Pennsylvanias statsanklager eller hos sammenslutningen af ungdomsadvokater, der startede afsløringerne. Interview med en af advokaterne og to af de unge "kriminelle" samt kommentarer fra den politiske fange, Mumia Abu Jamal, der også er fængslet i Pennsylvania, hos Democracy Now.


søndag den 15. februar 2009

Hiphop fra det uheldige land

Først et fantastisk stykke satirisk rap, hvor den ikke-eksisterende israelske gruppe "X-Plain" begiver sig ud i det, der på hebraisk hedder "hasbara". Hasbara betyder "forklaring" og er mere teknisk ordet for israelsk statspropaganda og spin, når staten skal "forklare" Vesten, hvorfor krigene, diskriminationen, besættelsen og kolonialiseringen faktisk er helt okay og retfærdig. Gruppen "X-Plain" findes som sagt ikke. Videoen her er nemlig lavet til og af det israelske satire-show "Eretz Nehederet" (dejlige land), og tager tykt pis på netop den israelske propaganda eller "forklaring".



Samme historie - set fra den anden side. Den palæstinensisk-israelske (de stammer fra den palæstinensiske by Lud i det, der nu er israelsk territorie) gruppe DAM (arabisk: evighed, hebraisk: blod) var nogle af de første palæstinensiske rappere og har fået international succes og båret den palæstinensiske hiphop-scene op og frem. DAM startede ikke som en politisk gruppe, men da den 2. intifada brød ud, tog de fat på emner som deres egen rolle som palæstinensere med israelsk statsborgerskab og solidariteten med de palæstinensere, der lever uden rettigheder i sit eget land. Blandt deres hits er det hebraisk-sprogede "Født her", der handler om netop forskellen i livsvilkår for den oprindelige befolkning og de nye bosættere, samt det det arabiske nummer "Meen Erhabe" ("Hvem er terroristen?"), der fortæller samme historie som i ovennævnte satire - bare fra den modsatte synsvinkel - nemlig historien om statsterrorisme. Begge numre kommer her med engelske undertekster.





DAM er ikke den eneste talentfulde palæstinensiske rap-gruppe. De har givet inspiration til hvad der nu er en sprudlende scene af kreativitet. Den palæstinensiske hiphop-scene er et glimrende eksempel på, hvordan kultur forstået som livsbetingelser påvirker kulturelle udtryk. Daglig chikane, diskrimination, checkpoints, håbløshed, narko m.v. hører til hverdagen for en palæstinenser med og uden israelsk statsborgerskab, så at rappe om sin hverdag og virkelighed kan i Palæstina ikke undgå at være politisk og social-kritisk. Den palæstinensiske hiphop tager derfor hiphoppen tilbage til dens oprindelige udgangspunkt. Hiphoppen i Palæstina har dog også været med til at bryde med nogle af de lokale tabuer. Gruppen P.R. (Palestinian Rapperz) fra Gaza-striben har således kæmpet mod de mere konservative kredses fordomme mod "vestlig musik", og de patriarkalske barrierer har været gennembrudt af kvindelige rappere som Sabreena og Arapeyat. Der er kort sagt et langt mere kreativt og progressivt hiphop-miljø i Palæstina end der er i for eksempel Danmark.

Alt dette vises i den fremragende dokumentar-film Slingshot Hiphop, hvor medlemmer af DAM forklarer hiphoppens fødsel i Palæstina. Filmen følger DAM, P.R. og de andre ovennævnte rappere - deres dagligdag, inspiration, politiske udvikling og kamp for at lave musik på trods af fysiske, politiske og kulturelle barrierer. Filmen udkom i vinteren 2008 og er værd at se, uanset om man interesserer sig for hiphop, politik eller kultur generelt. Her er traileren til filmen:




mandag den 9. februar 2009

Hva' med dig selv?!

Hvorfor var det nu, at man ikke skal kaste med sten, når man bor i et glashus? Selv i situationer, hvor der kan være god grund til at kaste med sten, så er det ikke smart, hvis man selv har gjort sig sårbar overfor stenkast. Hvis man vil kaste med sten mod andres glashuse, så er det altså en god idé først at bygge sig et solidt hus, som ikke så let kan smadres. Og der ér gode grunde til ind i mellem at kaste med sten mod andres glashuse. Men ved selv at bo i et glashus har man frasagt sig enhver mulighed for selv at kaste med sten uden at rissikere at ens eget hus ødelægges i samme omgang.

Der er god grund til at kaste med sten (i det mindste i overført betydning), når stater undertrykker folk, krænker menneskerettighederne og er generelt modbydelige. Et eksempel er denne historie, hvor en dansk statsborger har været fængslet i to år i Polen uden retssag. Det er jo helt grotesk og de danske myndigheder skal naturligvis kræve af den polske stat, at den enten beviser mandens skyld i en retssag eller sætter ham fri. Det har Udenrigsministeriet til syneladende også gjort via den danske ambassade i Polen.

Men de polske myndigheder er ligeglade med den danske stats klager, og har netop forlænget den ikke-dømte danskers varetægtsfængsling endnu en gang. Og hvorfor skulle de polske myndigheder dog også lytte til klager fra repræsentanter for den danske regering? Jeg ved ikke hvordan korrespondancen har været mellem de to stater, men hvis jeg var Polen, så ville jeg afvise kritikken fra den danske stat med skolegårdsreplikken "hva' med dig selv?".

Det passer nemlig ikke helt, hvad en kontorchef i Udenrigsministeriet siger, at "det er meget usædvanligt at sidde varetægtsfængslet så længe". Det kunne hun finde ud af ved at kontakte sin kollega i indenrigsministeriet. Danmark er nemlig et land, der i høj grad benytter sig af langvarig varetægtsfængsling. Rekorden i nyere tid i Danmark er fra 1982, hvor en sigtet var fængslet i 4 år før han fik en retssag. Den polske stats manglende retssikkerhed og menneskerettighedskrænkelser er altså måske nok "usædvanlige" i international sammenhæng - men de harmonerer altså fint med dansk praksis.

Det er først for nylig, i 2008, at der i Danmark er kommet regler for, hvor længe man må fængsle folk uden en retssag. Til gengælde har den danske regering så i samme periode afskaffet en masse andre retsprincipper. I Danmark gælder princippet om, at man ikke kan straffe folk uden en retssag nu for eksempel slet ikke for udlændinge - de kan nu helt formelt "dømmes" til straf uden nogensinde at have haft nogen beviser fremført imod sig eller haft mulighed for at forsvare sig. Dermed klinger det jo noget hult, når den danske stat kritiserer den polske for at gøre, hvad Danmark også selv gør. Det er det, der kaldes "hykleri" - eller at kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Det her er faktisk ret vigtigt. At "feje for egen dør" - eller selv at overholde grundlæggende retsprincipper og menneskerettigheder - er ikke bare godt i sig selv. Det er også nødvendigt, hvis man vil kunne kritisere andre. Måske er man ligeglad med hvordan menneskerettighedssituationen er i andre lande, men hvis man er ligeglad med hvordan den er i sit eget land, så kan man altså ikke forvente at ens egen stats kritik vil kunne have megen vægt, hvis man selv kommer i klemme, når man er udenlands. For hvorfor skulle andre stater dog respektere kritik fra Danmark angående "retssikkerhed" for danske statsborgere, når det er officiel dansk politik, at den slags ikke gælder for udlændinge i Danmark?

Når det er sagt, så håber jeg naturligvis, at den fængslede dansker i Polen får sin retssikkerhed hurtigst muligt. Han skal ikke lide for, at han ikke selv kommer fra en retsstat.