tirsdag den 31. marts 2009

USA er ikke et sekulært samfund

I dette indlæg om den religiøse magtkamp i USA - personificeret ved henholdsvis den forrige og den nuværende præsident - fremlagde jeg nogle påstande, som udfordrer myten om, at Danmark og USA har et såkaldt "værdifællesskab" hvad angår sekularisme, religion og politik. Jeg hævdede, at det er så godt som utænkeligt at blive valgt til en politisk post i USA uden at identificere sig med og have opbakning fra en af de mange og stridende religiøse sekter. USA er ikke et sekulært samfund, men et religiøst domineret samfund, hvor der trods alt er mange forskellige religiøse fraktioner og dermed mulighed for politisk diskussion, så længe denne diskussion kan forsvares indenfor mindst én af de mange og vidt forskellige teologiske diskussioner.

Dette har betydning - ikke blot for den måde amerikanske politikere er nødt til at argumentere, og for den falske mytologiske opfattelse af Verden, visse folk i blandt andet Danmark, lider af som bestående af hhv. det "liberale og sekulære Vesten" og "alle de andre", men naturligvis også for de politiske muligheder for de amerikanere, der ikke passer ind i nogen af de anerkendte teologiske retninger. Herunder ateister.

Et eksempel til illustration: Ved valget i USA i november 2008 fandt en begivenhed sted, der var omtrent lige så utænkelig for få år siden som at en person med afrikanske rødder kunne blive valgt til præsident: En erklæret ateist blev (gen)valgt til Kongressen for første gang i USA's historie!

Californiens repræsentant i det amerikanske parlament, Demokraten Pete Stark, er den første politiker, der åbent har erklæret, at han ikke tror på nogen guddom. Han kom ud af skabet i marts 2007, da organisationen for et sekulært Amerika iværksatte et større detektiv-arbejde for at finde ikke-religiøse med politisk valgte embeder. Pete Stark var det eneste parlamentsmedlem, der åbent turde erklære sin ikke-religiøsitet, og blandt de få andre med valgt embede, som stod frem, var der tale om folk med mindre poster i lokale sammenhænge. Stark blev valgt ind igen i november 2008 uden udfordrere.

Dette kunne jo være underordnet, hvis ikke religion spillede så stor en rolle i amerikansk politik, som det gør. Man kan sagtens være religiøs og sekularist samtidig, men det er desværre ikke den dominerende opfattelse i USA. Der er religiøst motiveret censur, forbud, love m.v. og politikere stiller op til valg med deres religiøse tilknytning som platform. Dermed er det flertalsreligionen, der bestemmer en væsentlig del af amerikansk politik, mens mindretalsreligioner og især ikke-religiøse ikke repræsenteres ligeligt i lovgivningen og ikke har den store chance for at opnå politiske poster.

Ifølge meningsmålinger er det mindre afgørende for at blive valgt, hvilken religion en politiker bekender sig til, men særdeles vigtigt at han eller hun bekender sig til en religion - uanset hvad vedkommende ellers måtte mene om politik, økonomi og retfærdighed. Dette er væsentligt i et parlamentarisk system, der ikke er repræsentativt men bygger på "winner takes it all"-princippet, som gør, at man kun kan gøre sig håb om at vinde ved at appellere til det demografiske flertal.

Pete Starks status som den eneste og første erklærede ateist i national amerikansk politik kan ikke afvises med, at andre nok ikke ville tale om deres religiøsitet eller mangel derpå, fordi det ikke er et relevant politisk emne - amerikanske politikere taler generelt åbent og meget om deres religiøse overbevisninger. Til gengæld kan det godt være, at der er flere ateister, som blot ikke tør at stå frem af frygt for at ødelægge deres politiske karriere. Stark er valgt i en sikker kreds med demokratisk flertal, i et område, hvor religion har langt mindre indflydelse end i resten af landet, og han er det længst siddende kongresmedlem fra Californien. For andre er det dog ikke så sikkert, at indrømme sin vantrohed:
"People who are nontheistic or don't believe in a supreme being can't get elected to public office or, if they inform the public of their view, they don't get re-elected."
- Fred Edwords, the American Humanist Association

USA og Demokraterne har altså fået deres første ateistiske politiker i et land, hvor over 16% af befolkningen ikke tilhører nogen specifik religion. Demokraterne er også det eneste parti, hvor der er en bare nogenlunde repræsentation af andre religioner end de kristne. Fra Republikanerne er blot en enkelt ikke-kristen valgt ind i Kongressen, og han tilhører den eneste ikke-kristne religion, der er mere repræsenteret i Kongressen end i befolkningen. Klik her for mere statistik om fordelingen af religiøse tilhørsforhold i amerikansk politik.

mandag den 30. marts 2009

SF: Udlændinge har ingen fri vilje

Mit sidste indlæg om racismens subliminering var en lang smøre, foranlediget af denne pressemeddelelse fra SF. Tilsyneladende er det en udtalelse om trafficking - transport og salg af mennesker over landegrænser mod deres vilje. Det er dog kun tilsyneladende, for i virkeligheden mener SF ikke, at dette begreb giver nogen mening, og heller ikke, at det er muligt at skelne mellem frivillige migranter og tvungne migranter. Ifølge pressemeddelelsen giver det ingen mening at skelne mellem udenlandske prostituerede, som er ofre for trafficking og de, der er frivillige migranter og sex-arbejdere.

Alle udenlandske sex-arbejdere er nemlig ofre uden fri vilje, og bør betragtes som slaver. Endvidere bør man slet ikke skelne mellem slaveri og frivillig prostitution, for det er også tvivlsomt om danske kvinder er i besiddelse af fri vilje.

Fra 'fjende' til 'intet': Om racismens sublimering

Hvis "djævelen er i detaljen", som de siger på engelsk, så er det ikke i de åbne propagandistiske udtalelser om polakker, katolikker, muslimer og andre, der ikke "hører til" i Danmark og bare kan skride ad helvede til, at man skal kende Satanisk Folkeparti som nyudklækket nationalistisk parti. De udtalelser er blot ren populisme: politisk korrekte platheder der fisker efter stemmer i den samme put-and-take sø, som de fleste andre partier også fisker i. De udtalelser siger ikke noget om SF's egen politik - de fortæller os allerhøjest, at SF ikke længere har nogen egen politik, men har valgt at spille med den eneste populære melodi, og dermed ligeså godt kan nedlægge sit eget band og melde sig ind i det store fællesorkester, hvor ingen spiller særligt talentfuld men alle spiller højt.

Næh, djævelen er ikke i de store udbasunerede udtalelser, han (eller hun) er i detaljen. Hvis man skal aflure om SF virkelig har en selvstændig politik - og om den mon nu også er i overensstemmelse med de mere nationalistiske propaganda-erklæringer - så er det ikke i den såkaldte "integrations-" eller "udlændinge-politik" man skal lede. Alle partier, der har meldt sig ind i fællesorkestret, skal have nogenlunde de samme udtalelser indenfor de områder - det hører sig til, ligesom en orkester-uniform. Men udenfor det omkvæde, vi alle kan synge med på, er der variationer, og når emnet ikke er "udlændinge-politik", så er der ind imellem plads til at spille solo. Hvis man skal finde ud af, om SF virkelig og inderligt har tilsluttet sig den fælles melodi, der er kombineret af en gruppe pianister, så er det altså når de taler om helt andre ting og kan spille solo, at man kan finde ud af om de holder takten og melodien konsekvent. Hvis de virkelig har gjort pianisternes rytme til sin egen, så skal den også være til stede når de spiller selvstændigt. Ligesom når Dansk Folkeparti kan få alle politiske emner - ikke bare integrations- og flygtningepolitik - til at handle om væmmelige ikke-etniske danskere.

De mest lumske typer forklæder altid deres mest nederdrægtige holdninger og intentioner forklædes altid som noget helt andet. Derfor er det ikke når der åbent bralres op om "de fremmede", at man skal finde de virkeligt farlige holdninger og mennesker. Hvis du vil vide, om en person virkelig foragter dig, så er det sjældent de åbne krigserklæringer, du skal lytte til, men den giftige nedladenhed, der som regel kommer til udtryk forklædt som "venlighed" og "gode intentioner". Den der råber til dig, at du er et røvhul, anerkender og bekræfter i det mindste din eksistens og selvstændighed. Men den, der virkelig vil undertrykke dig, sørger først for at eliminere dig som et selvstændigt menneske med egen vilje, og forklæder sit udslettende had - nej, 'had' er et forkert ord: det antyder patos, og det vi taler om her, er kold og kvælende 'omsorg' - som en hjælp til dig, dit stakkels offer. Istedet for at anerkende dig som en værdig modstander, sørger den dygtige manipulator for at gøre dig hjælpeløs og viljeløs, hvormed det er helt naturligt at du bør domineres. Hvorfor skulle man lytte til nogen, der ikke har hverken fri vilje eller evne til at forfølge egne interesser?

Det var en lang smøre, som måske virker som et groft angreb på et bestemt parti, men hvordan skal man ellers tolke denne lumske og sublimt racistiske pressemeddelelse fra SF? Tilsyneladende er det en udtalelse om trafficking - transport og salg af mennesker over landegrænser mod deres vilje. Det er dog kun tilsyneladende, for hvis man nærlæser den, så opdager man, at djævelen er i detaljen, og at den aldeles ikke handler om slavehandel, men tværtimod om, at alle migranter kan betragtes som en slags slaver, idet de ikke har fri vilje. Pressemeddelelsen, der til syneladende skulle handle om tvang, bliver til en legitimering af tvang, og afstandtagen fra en inhuman praksis bliver til praktisk og sublim dehumanisering. Ligesom DF har SF nu formået at gøre alle emner til det samme emne, men modsat DF, så er SF ikke åbne om det: Udtalelser om udlændinge i al almindelighed maskeres således som udtalelser om noget helt andet.

Det der virker som en selvstændig komposition om et helt andet emne er i virkeligheden endnu en variation over den velkendte melodi: dehumanisering af "de fremmede". SF har blot overgået pianisternes musikalske talent, og formår nu at spille den oprindelige komposition så sublimt, at den virker som noget helt andet. Hvor den før lød som en let genkendelig og efterhånden triviel schlager, så er den i SFs udgave en melodi med mange lag. SF brøler ikke "vi hader jer", men har taget dette omkvæde og forandret det til et: "i er intet, vi anerkender ikke engang jeres eksistens". SF er det, der kommer efter Dansk Folkeparti - dét der ikke længere behøver den vulgære racisme og den gamle rytme, som alle kender, netop fordi alle kender den og den nu er forudsætningen for en ny melodi og en ny politik. Det er ikke længere "dem mod os" men blot "vi er alt". Det "andet" ses ikke som en modstander der skal udslettes, men er allerede i SFs optik udslettet og ses som et "intet".

Kun derved kan man bevare sin forestilling om at være "venstreorienteret" og "humanistisk" mens man fortsætter højreekstremismens politik. Den anses ikke længere som noget, der skader andre mennesker og indskrænker deres frihed, for de er jo knap nok mennesker og har i hvertfald ingen fri vilje. Kun således kan man appropriere de samme midler og politiske mærkesager som højrefløjenj, men samtidig fremstile sig selv som "de svages beskytter". Man lovgiver jo gerne på vejne af bevidhedsløse livsformer, børn og psykisk syge - det er jo for at hjælpe dem, at man bestemmer over dem. De er nemlig ikke istand til selv at have nogen selvstændige og rationelle interesser. Det er altså ikke rigtige personer, man lovgiver om. Det er ikke en udefrakommende fare bestående af individer, man ønsker at holde væk, men tværtimod en gruppe umælende og uselvstændige livsformer, som skal holdes væk for deres egen skyld, fordi de ikke ved, hvad der er bedst for dem selv.

Dansk Folkeparti udviser langt større respekt for og anerkendelse af "de fremmede" end SF gør i denne og andre pressemeddelelser og udtalelser. Dansk Folkeparti betragter nemlig i allerhøjeste grad "de andre" som noget, der har egne holdninger. De er ikke individer, i DFs øjne, men de er sandelig noget, med interesser, drivkraft, og holdninger - og noget, som skal bekæmpes. I den subliminerede racismes øjne er "det fremmede" i bedste fald nogle stakler, som ikke kan betragtes som individer med egne interesser, og som ikke engang bør anerkendes som en modstander. Det er den totale udslettelse af "det andet" ikke bare som individer men som mennesker.

Satan betyder "modstanderen", men en modstander anerkender åbent den andens eksistens. Djævelen er derimod i detaljen, og beskæftiger sig kun med den anden som en ligegyldig detalje, det ikke er det værd at nedværdige sig til at tale åbent om. Det er derfor når de taler om noget helt andet, at man skal finde de sofistikerede manipulatorers egentlige budskaber.

Katastrofe

katastrofe, (af gr. katastrophe 'omvending, omstyrtelse', af kata- og afledn. af strephein 'vende'), se naturkatastrofe.
En katastrofe er ikke alene en forfærdelig begivenhed, men en begivenhed, der forandrer, omstyrter og omvender. Ikke alene omstyrter den de eksisterende strukturer og tilstande og påvirker altså livsgrundlaget i eftertiden, den omvender også de påvirkede individer til en ny mentalitet. Det er altså nødvendigt, at anerkende og erkende det fulde omfang af en katastrofal begivenhed for at forstå den efterfølgende kollektive bevidsthed og kultur. At benægte eller ignorere denne identitets-dannende og -omdannende begivenhed er at nægte at forstå, forholde sig til og anerkende de personer, der er påvirkede af den. Eftersom en katastrofe transformerer en kultur er det naturligt, at begivenheden vil få en særlig plads i den nye kulturs sprog og kollektive mentalitet.

Alt dette gælder for tre af de største menneskeskabte katastrofer af denne art. De er ikke alle lige anerkendte, og ingen af dem er tilstrækkeligt forståede, men de har alle stadigt konsekvenser og er endnu ikke overståede: De har flyttet mennesker og folkeslag, forandret økonomier og civilisationer, transformeret kulturer og har stadig et greb om millioner af mennesker såvel som stater. At forstå dem er nødvendigt for at beskæftige sig med de kulturelle, religiøse, økonomiske og politiske forhold, der endnu idag skabes og påvirkes af dem. At benægte, ignorere eller trivialisere dem, er at nægte at forstå og forholde sig til den virkelighed, som bl.a. er skabt af disse begivenheder.

De har alle deres særlige navne på hvert deres sprog:

- Maafa
- Shoah
- Nakba

fredag den 27. marts 2009

En alternativ opposition tegner sig

Man skal passe på med hvordan man tolker sine data, inden man drager konklusioner. Alle landets aviser rapporterede for nogle dage siden, at meningsmålingerne peger på et såkaldt "rødt flertal", hvis der blev udskrevet folketingsvalg idag. Men kan man virkelig konkludere, at der er en stigende venstreorienteret ("rød") tendens alene fordi tilslutningen til oppositionspartierne stiger? Når ens sæt af data ændrer sig, så må man analysere alle faktorer.

Hvis vi for eksempel antager, at regeringspartierne var blevet mere "røde" mens oppositionspartierne var gået mere til "højre", så kan man jo ikke bruge tendensen i meningsmålingerne til at konkludere, at der danner sig et "rødt flertal". Tværtimod så ville denne (hypotetiske) udvikling kunne tolkes som, at vælgerne stemmer efter de samme politiske holdninger, mens det er partierne der har skiftet holdninger. Der ville altså ikke være noget "rødt flertal" men blot en omdefinering af hvilke partier, der opfattes som "røde" og et flertal for de partier, der nu opfattes som højreorienterede.

Altså: stemmer vælgerne udelukkende efter politisk overbevisning eller efter parti-navn? Skifter vælgerne parti, når partierne skifter politik? Eller forbliver vælgerne loyale overfor et parti uanset om det smider alle sine holdninger ud? Eller måske stemmer de hverken efter politisk overbevisning eller parti-loyalitet, men snarere på personer og karisma? Mon ikke der er en god blanding af alle disse faktorer i det danske vælgerkorps? I så fald kan man ikke nødvendigvis konkludere, at der er en stigende "rød" tendens alene ud fra en meningsmåling om hypotetisk tilslutning til forskellige partier. Som det allermindste må man også analysere om disse partier selv har flyttet sig.

De største tendenser i forandringen i vælger-opbakning til de respektive partier har primært været en nedgang i tilliden til regeringspartiet Venstre og en voldsom fremgang for SF. Utilfredsheden med Venstre skyldes ifølge analytikerne hverken, at partiet eller vælgerne har ændret holdning, men at vælgerne endelig har opdaget, hvad partiet står for. De danske vælgere er åbenbart generelt lidt mere venstreorienterede end Venstres førte politik. Eller er de? Jovist, det parti, der nu vokser i meningsmålingerne - SF - tilhører nominelt den "venstreorienterede" opposition. Eller gør det?

Hvis vi lige ser bort fra meningsmålingerne et øjeblik og ser på den faktiske politik og magtfordeling i Folketinget, så er der nemlig også sket noget nyt. Der er nemlig ved at tegne sig en ny opposition udenom de to regeringspartier, og det er ikke entydigt en venstreorienteret opposition. Regeringen har hidtil været afhængig af støtten fra Dansk Folkeparti, som på de fleste områder ligger langt til højre. Det højreorienterede Dansk Folkeparti har støttet de to regeringspartier, fordi det er igennem dem, partiet selv kan få flest af sine mærkesager igennem. Til sammen har regeringen og Dansk Folkeparti haft nok mandater til at kunne føre politik alene. Dermed har der været en magtesløs opposition til venstre for den højreorienterede blok. Men det er til syneladende ved at være slut nu.

Der er nu ved at tegne sig en opposition til regeringen, som faktisk kan få flertal udenom de to regeringspartier. Da mandat-fordelingen er den samme, er det nødvendigt at Dansk Folkeparti stemmer imod regeringspartierne for at magtbalancen skal kunne rykkes. Den nye opposition består således af partier fra den blok, der antages at være til "venstre" for regeringen og det ene parti, der normalt er til højre for regeringen. Men der er intet, der tyder på, at Dansk Folkeparti har skiftet holdninger og har tilsluttet sig den "venstreorienterede" opposition. Tværtimod er der en hel del, der tyder på, at de såkaldt "røde partier" har hoppet over regeringenen og tilsluttet sig Dansk Folkepartis lille blok til højre for regeringspartierne.

Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti står nu sammen om lovforslag, der er mere højreorienterede end de to regeringspartier. Den tendens der er i Folketinget lige nu - den virkelige politik - er altså ikke, at der tegner sig noget "rødt flertal", men at der tegner sig en endnu stærkere opposition til højre for regeringen. Dansk Folkeparti behøver ikke længere konsekvent at støtte regeringspartierne, for der er nu partier til højre for regeringen, som Dansk Folkeparti kan lave politik med. Det er altså i langt højere grad Dansk Folkeparti, som sætter dagsordenen nu, idet partiet kan vælge at støtte regeringen på nogle områder og samarbejde til højre om regeringen på andre. Hverken regeringen eller oppositionen kan få noget igennem uden Dansk Folkeparti.

Når vælgerne i meningsmålingerne kritiserer Venstre for at føre asocial og højreorienteret politik, så er det ganske vidst et tegn på en mere "rød" tendens. Men hvis man ser på partiernes holdninger og førte politik, så er der en del, der tyder på, at oppositionen ikke entydigt kan betegnes som nogen "rød blok" eller som værende "til venstre" for regeringspartierne. En større vælgertilslutning til SF betyder ikke nødvendigvis nogen fremgang for nogen "rød blok", hvis SF vitterligt har overhalet regeringen højre om og nu fører politik med DF.

Tidligere fremskridtsmand og nuværende konservative Tom Behnke har nu mere "liberale værdier" end Villy Søvndal, formanden for SF, som overhaler regeringen højre om. Det er muligt, at vælgerne politisk er mere venstreorienterede, men de partier, de stemmer på, er omvendt blevet mere højreorienterede. Der tegner sig altså ikke nødvendigvis nogen "rød blok", hvis man giver partierne de mandater, de står til ifølge meningsmålingerne, og de fortsætter den førte politik.

Måske har SF og Socialdemokraterne blot skiftet politik midlertidigt for at kunne danne denne alternative opposition til højre for regeringen for derved at svække den og tvinge et nyt folketingsvalg igennem, så de kan få deres "røde flertal". Måske kan vi slet ikke vide, hvilken politik, der vil blive ført uanset hvad vælgerne stemmer. Det er en mulighed, at vælgerne generelt er mere ideologiske end politikerne, og at uanset hvad vælgerne stemmer, så vil de aldrig kunne vide, hvilken politik de får, for deres valgte repræsentanter vil udelukkende føre den politik, der giver dem magt og indflydelse. I så fald er det svært at konkludere noget fra meningsmålinger blandt vælgere til hvilken politik, den næste regering vil føre. Det eneste vi kan vide med nogenlunde sikkerhed, det er, at Dansk Folkeparti sjældent ændrer standpunkt, og som det eneste faste holdepunkt sætter de dagsordenen for de partier, der ikke selv har nogen faste holdninger.

Hvis Danmark er et "repræsentativt demokrati", så er jeg ikke sikker på, hvad og hvem det egentlig er, der repræsenteres, og hvordan forholdet er mellem repræsentanterne og de repræsenterede.

Durban IV: Politiken fortsætter kulturkrigen

"Religioner bør beskyttes mod kritik. Så klart er budskabet i en resolution, som FN's særlige organ for menneskerettigheder, Human Rights Council, har vedtaget." Det er en skræmmende indledning i endnu en af Politikens udokumenterede artikler. Heldigvis er det til syneladende bare fup - men det fremgår ikke af artiklen, som rigtig lægger op til kultursammenstød og religionskrig. Når nu budskabet hævdes at være "så klart", så skulle det vel ikke være noget problem for Politiken at dokumentere det? Eller det er journalisterne måske holdt op med?

Det er faktisk slet ikke så klart. Faktisk står der ikke noget, der svarer til den sætning - "religioner bør beskyttes mod kritik" - i den resolution, som Politiken påstår, den "klart" står i. Enten er det noget "journalisten" selv har fundet på, eller også er det noget han har hørt fra nogen, der heller ikke har læst resolutionen. Om det er den ene eller den anden af de to muligheder, så er journalisten ikke journalist. En journalist ville naturligvis ikke hævde, at et dokument siger noget, uden enten at have læst det selv, eller at have det fra en pålidelig kilde. Der er skruet godt op for propagandaen på Politikens redaktion, men denne gang er der altså ingen undskyldning om, at det var et langt og besværligt dokument, som der var under Durban-forhandlingen. Det er en lille sag på sølle 5 sider formuleret i et ret læseligt sprog. Det skulle altså være en smal sag, for enhver der gerne vil kalde sig "journalist" selv lige at kigge det igennem, for at se om det nu passer. Når såkaldte "journalister" ikke gider at lave den smule research, så må det jo være op til os andre.

onsdag den 25. marts 2009

Ytringslogik

Hvis pressen skriver kritisk om en politikers valgkampagne, så er det en trussel for ytringsfriheden. Det mener den ultra-konservative amerikanske guvernør Sara Palin.

Hvis man anfægter synspunkter, som bagateliserer holocaust, så antaster man ytringsfriheden. Det mener den franske fascist og medlem af Europa-Parlamentet Jean-Marie Le Pen.

Hvis man anfægter det moralske og konstruktive - men ikke det legale - i vulgære platheder, så indskrænker man også ytringsfriheden. Det har de fleste danskere vel hørt.

Der kan sikkert findes mange andre eksempler, på den tankegang, der går ud på, at den største trussel mod ytringsfriheden er ytringer. Eller snarere: at ytringsfrihed indebærer retten til at ytre noget, men ikke for andre at kritisere disse ytringer. Den gælder altså kun for første-ordens-ytringer, mens anden-ordens-ytringer - ytringer om ytringer - ikke er omfattet af denne frihed, men tværtimod truer den. Førsteordensytringer er derimod altid "forsvar for ytringsfriheden" (undtagen når de ikke er det, naturligvis).

Der er også det modsatte og lige så underlige synspunkt: At man er en trussel mod ytringsfriheden, hvis man ikke fremfører bestemte ytringer, og at ytringsfriheden altså ikke sikrer friheden til at være tavs. Det kan enten tolkes således, at ytringfriheden faktisk er en ytringspligt, eller at tavshed tolkes som blot en anden form for ytring, og altså er en trussel mod ytringsfriheden, hvis det er en tavshed om en førsteordensytring. I så fald er man jo fordømt uanset hvad man gør... Nej, man må selvfølgelig godt ytre sin ukritiske støtte til den første ytring - og det har man faktisk pligt til.

Sådan er der så meget. Det er ikke altid helt let at finde ud af, hvordan de der rettigheder fungerer.

Viljens triumf

Dansk Folkeparti fremlagde idag et forslag om at afskaffe princippet om fri bevægelighed og bosættelse indenfor statens grænser. Det er et fundamentalt princip for demokratiske stater, og det undrer mig lidt, at hverken journalister eller jurister har taget fat i dét spørgsmål. Der er selvfølgelig nok at tage fat i, for den foreslåede lov-pakke vil også gøre op med princippet om statsborgerskabet som garanti for fulde borger-rettigheder - endnu et fundamentalt demokratisk princip (og det er ikke længe siden, jeg sagde, at det ville komme). De foreslår nemlig, at borgere såvel som ikke-borgere ikke må bosætte sig, hvor de vil, men skal fordeles ud fra ikke nærmere oplyste kriterier, der har noget at gøre med deres blodsbeslægtethed og danske aner. Det oplyses ikke hvor mange generationer tilbage man skal kunne bevise sin
ariskhed
danskhed for at opnå fuld statsborgerskab, men ud over de første to absolut fundamentale principper, så bryder det naturligvis også med forbuddet mod diskrimination.

Det vidste Pia Kjærsgaard godt - og hun havde da også forudset, at menneskerettighedseksperter og jurister ville finde hendes forslag problematisk. At det vil afskaffe Danmarks status som et demokrati og bryde med Grundloven og adskillige danske og internationale love, kan hun dog ikke se noget problem i. Hvor der er vilje, er der en vej - og hvis det dér demokrati og borger- og menneskerettigheder står i vejen for Viljen, så kan de da bare afskaffes. Den Stærke Mand m/k skal da ikke lade sig standse af den slags pjat. Politik handler ikke om problemløsning indenfor bestemte rammer men om, at sætte sin vilje igennem: Enhver lov og forfatningstekst er jo ikke andet end et udtryk for tidligere politikeres tilfældige viljer og kan altså afskaffes af lige så tilfældige magthaveres nuværende viljer. Hvad er loven og retfærdigheden hvis ikke netop udtryk for magthavernes vilje?

"Det drejer sig om den politiske vilje," siger Fru Kjærsgaard.

Fru Kjærsgaard afviser altså de normale politiske teorier - de "seriøse" teorier, der forsøger, at legitimere staten og loven i noget ud over magthavernes psykologiske status. Men jeg er på nippet til at være meget enig med hende (udelukkende deskriptivt - ikke normativt) - hvis man har magt nok, så er det naturligvis blot et spørgsmål om at sætte sin vilje igennem, og staten er ikke andet end bestemte magtfulde grupper, der har sat sin vilje igennem med magt. Det er befriende at høre fra en politiker - især fra et parti, der ofte begrunder lovene og staten i en eller anden form for objektivt eksisterende og uforanderlig nationalånd og folkefællesskab. Det er de naturligvis ikke - de er et udtryk for individers politiske vilje (deriblandt viljen til magt).

Gad vide om Fru Partiformanden har læst Nietzsche eller Stirner? Næppe, men det er alligevel sjovt at spekulere om (jeg tør ikke at nævne Leni Riefenstahl). Jeg vil iøvrigt hellere regeres af en stirnerist end af en nietzscheaner, hvis det skulle være.

PS. Se også the Tudors og magtens selvlegitimering

Hvorfor ved vi så lidt?

Den seneste måneds tid er en halv snes gamle, etablerede delstatsdækkende aviser i USA gået fallit eller har besluttet sig for at indstille den daglige papir-avis og gå rent digitalt for at spare penge. Det skyldes selvfølgelig den økonomiske krise, og det bør vel ses som en katastrofe for demokratiet at der bliver færre og færre medier, så samtlige nyheder produceres af den samme lille gruppe af landsdækkende konglomerater. Eller bør det? Er det så slemt, at der bliver færre medier, hvis de alligevel alle har det samme indhold?

Her fortæller direktøren for Public Radio International, Alisa Miller kort om nogle tendenser i nyhedsdækningen i de amerikanske medier.



Er det anderledes i Danmark? Hvad er anderledes? Intetsigende og fuldstændigt urelevant og vulgært kändis-stof fylder ikke så meget igen i danske seriøse medier, som det trods alt gør på både CNN og andre amerikanske såkaldte nyhedsstationer. Provinsialismen har heller ikke helt samme form i danske medier, som i amerikanske, hvor der vitterligt ikke bliver skrevet meget om globale forhold, hvis ikke de berører amerikanske - men til gengæld har de danske medier en tendens til at lade som om, at alt i virkeligheden handler om Danmark. Hvad ellers?

Især af relevans for også den danske presse er (synes jeg) fænomenet med pre-fabrikerede nyheder fra bureauerne Ritzau, AP, Reuters m.v. hvor de samme uresearchede artikler havner i samtlige medier med nøjagtigt samme ordlyd uden at blive brugt til det, de egentlig burde være: telegrammer, der gør journalister opmærksom på en sag, de så selvstændigt kan bygge videre på eller sætte i perspektiv og kontekst. Helt ærligt: i internet-alderen kan vi altså godt selv finde pressemeddelelser, hvis det er det, vi vil læse, så det behøver man ikke at ansætte journalister for at videreformidle, hvis de ikke bruger dem til andet.

Det er måske dér de lokale aviser vitterligt er vigtige: Når de landsdækkende medier blot formidler de samme historier fra de samme bureauer til det samme "marked", og ikke gør noget for at vinkle historierne med egen research eller perspektiv, så er det så meget mere vigtigt, at der er lokale medier, som i det mindste kan sætte begivehederne i en lokal kontekst og fortælle hvad de betyder for lokale forhold. Men det kræver selvfølgelig at de lokale medier gør dette arbejde.

Tak, iøvrigt, til Sylverster Blogstorff, som har mere om journalistikkens og mediernes krise.

mandag den 23. marts 2009

Durban III - Politiken mener: Israel-kritik er racisme?

I tredie afsnit af føljetonen om Politikens politiske leder omkring FNs antiracistiske konference, "Durban II", kommer vi nærmere kernen i noget, der ved nærmere eftersyn virker uhyggeligt. Ikke nok med, at Politiken ignorerer de afrikanske staters eksistens og selvstændighed, lader som om en kompleks virkelighed i virkeligheden er simpel og ensidig, og kommer med udokumenterede påstande - det mest foruroligende er den fuldstændigt udokumenterede og uforklarede anklage om, at udkastet til diskussion på konferencen var "racistisk".

Denne overordentligt alvorlige anklage bliver ikke forklaret - ordet kastes bare ind som en påstand, der hverken behøver at uddybes, forklares, illustreres eller bevises. Vi får ikke engang at vide, hvilken af de to udtalelser (igen: i Politikens provinsielle verdenssyn var der kun 2 emner - de to, Danmark har været optaget af, resten af Verden er ligegyldig), der er "racistisk". Det er en påstand, der helt pludseligt kastes ind i artiklen uden nogen kontekst overhovedet.

Og det er da korrekt, at en antiracistisk erklæring ikke skal være racistisk. Men når det nu er åbenlyst korrekt, så bliver det så meget mere underligt at kaste sådan en kontroversiel anklage ind uden nogen forklaring. Der var mange emner, der var uenighed om på konferencen - det giver sig selv, når så mange lande, med vidt forskellige interesser skal lave så detaljeret en udtalelse - men hvad var det, der var "racistisk"? Det skylder Politikens lederskribent satme en forklaring på.

Durban II - Politiken mener: Kritik af ytringer = trussel mod ytringsfrihed?

Vi fortsætter med Politikens leder om FNs racismekonference "Durban II", som jo skrev om to "kontroversielle passager forfattet af muslimske lande":
Den ene forbød krænkelse af religiøse følelser. Den anden stemplede Israel som racistisk.
Canada og Israel boykottede af den grund konferencen. USA, Australien og EU truede med det samme, hvis teksten ikke blev ændret.

Vi har allerede været igennem, at Politikens lederskribent her lyver på flere planer: Det passer ikke, at det blot var disse to passager, der var uenighed om; det passer ikke, at Danmark og USA var enige; det passer ikke, at det var et spørgsmål om "kristne" mod "muslimske" lande. Det passer i det hele taget ikke, at Verden kan inddeles i to entydige "blokke" med forskellige "værdier", ligesom det ikke passer, at USA og Danmark har noget særligt "værdifællesskab" eller at resten af den "civiliserede"/"kristne" verden skulle bekymre sig om de samme ting, som den danske debat. Endelig har jeg ikke kunnet finde noget i det oprindelige udkast, der handler om "religiøse følelser", og Politiken har ikke gidet at illustrere sin påstand ved at forklare eller citere hvor de har den idé fra. Derudover er det bekymrende, at Politiken og den danske debat i det hele taget, endnu engang lader som om Afrika ikke eksisterer og har en dagsorden og en stemme.

Dette indlæg skal dog ikke handle om disse løgne, forsimplinger og forvrængninger. Leder-klummen bliver nemlig direkte kryptisk og propagandistisk, når den fortsætter med ordene:
Og selvfølgelig kan racisme og indskrænkning af ytringsfriheden ikke accepteres som resultat af en konference imod racisme og intolerance.

Hva'ba? Hvor kom det fra? Politiken giver hverken citater eller forklaringer, der illustrerer, hvor de har den opfattelse fra, at konference-dokumentet var "racistisk" og en "indskrænkelse af ytringsfriheden". Den slags påstande kan man da ikke som "seriøs" journalist bare slynge ud med uden i det mindste at forklare, hvad man mener med dem?

Den første påstand er iøvrigt noget vrøvl, for det er ingen "selvfølgelighed", at der ikke kan komme udtalelser om ytringsbegrænsning på en antiracistisk konference. "Indskrænkning af ytringsfriheden" er jo netop noget, der kan komme ud af en konference, der handler om en indsats mod racisme, xenofobi, hetz og forfølgelse af mindretal. Nøjagtigt det samme er gældende i den danske lovgivning, og det kan man selvfølgelig være imod. Men om man kan lide det eller ej, så kan det ikke være nogen overraskelse, at der på en sådan konference vil være udtalelser, der handler om ytringer. Konferencens formål er netop at tage afstand fra og bekæmpe racisme, antisemitisme og tilsvarende tendenser, herunder at have en holdning til de ytringer, der er en del af disse fænomener. Man kan mene, at det er noget pjat med sådan en konference (det læner jeg lidt mod at mene), og man kan mene, at det er problematisk, at begrænse ytringsfriheden for at få bugt med racismen (ditto), men man kan ikke med forstanden i behold hævde, som Politiken gør, at det går imod dens formål, at lave den slags udtalelser. Måske er Politiken imod selve konferencen og dens formål, men så sig dog dét. Politiken vil gerne både være for og imod konferencen og dens formål samtidig, og det kan altså ikke lade sig gøre uden en vis hovedpine.

Hvad stod der så i dokumentet? Det får vi ikke at vide af Politiken, så vi må bare tro på den udokumenterede påstand om, at det skulle være et "angreb mod ytringsfriheden". Det ene af de to emner - det, der var kontroversielt i Danmark - handlede altså om hetz mod religiøse befolkningsgrupper. Udtalelsen udviste bekymring og fordømmelse af stereotypisering og forfølgelse af folk på baggrund af deres religion, herunder jøder, muslimer, og kristne. Den hævdede, at der har været en "global rise in the number of incidents of intolerance and violence against members of religious minorities in various parts of the world", og at der som følge af terror-hysteriet har været en tendens til diskrimination og defamering af blandt andet muslimer, samt indskrænkelser af religionsudøvelse i flere lande. At der er en vis sandhed i dette, skal man da vidst have levet under en sten de sidste 8 år for at benægte. Det samme gælder et af de slettede afsnit i forslaget, som i en bisætning antydede, at Jyllandspostens forhånelsestegninger var en del af denne globale tendens, samt at denne hetz mod religiøse mindretal udføres under dække af "udøvelse af ytringsfriheden". Disse beskrivelser er vel nogenlunde korrekte, omend man altid kan diskutere i hvor høj grad, samt hvad der kan gøres ved det og om der skal gøres noget ved det, samt hvad man synes om det.

Jeg skal ikke her udtale mig om de ting, men blot spørge Politikens lederskribent, om det er beskrivelsen og fordømmelsen af disse tendenser, der er "racistisk"? Det er det vel næppe, så jeg taqer fat på den kryptiske racisme-anklage i et senere indlæg. Kritik af antisemitisme og andre former for dæmonisering af religiøse grupper er snarere det, Politiken nu åbenbart er blevet enig med Jyllandsposten om, hører ind under "indskrænkelse af ytringsfriheden". Vil det sige, at det at fordømme en racisme og hetz mod religiøse grupper i sig selv er en trussel mod ytringsfriheden? Jeg har ikke set nogen konkrete forslag i udkastet, om at der skal indføres specifik lovgivning, der forbyder den slags, og overalt i udkastet, er der sætninger om, at stater bør gøre mere for at sikre ytringsfriheden og -muligheden, så det forekommer noget spekulativt, når Politiken mener, at en konference, hvis formål er at bekæmpe forfølgelse af befolkningsgrupper, begår en "indskrænkelse af ytringsfriheden", når den selvsamme konference påpeger, at den slags foregår. Hvis der i udkastet står noget om, at det skal forbydes at udtale sig kritisk mod religion, så kan jeg vitterligt ikke se det. Til gengæld er der udtryk for bekymring og fordømmelse af visse tendenser. Det må altså være det, at kalde en bestemte ytringer og tendenser for racistiske, som i sig selv er en "indskrænkelse af ytringsfriheden" - og det er kræver altså en forklaring. Hvis jeg anfægter det hæderlige i Politikens leder, har jeg så også krænket avisens ytringsfrihed? Eller: Når nu Politiken har ytret, at udkastet til denne konference, var "racistisk" betyder det så, at Politiken selv har indskrænket ytringsfriheden ved at bruge dette ord? Forfægter Politiken virkelig sådan en børnehave-logik, at ytringsfrihed indebærer, at man ikke må kritisere andres ytringer?

En ting er principielle udtalelser og beskrivelser, noget andet er konkret lovgivning, og jeg er ikke i tvivl om, at ligesom ytringsfrihed kan bruges til at forfølge mindretal, så kan indskrænkninger i ytringsfrihen sandelig også bruges til det samme (og jeg foretrækker så afgjort en situation hvor de forfulgte i det mindste kan ytre tilbage, hvis man skal vælge mellem de to scenarier). Men hvor står det henne i dokumentet, at ytringsfriheden skal indskrænkes ved lov? Hvis nogen kan se, hvor i udkastet, der står at afsnittene om sikring af ytringsfriheden skal afskaffes, og religionskritik skal forbydes, så sig lige til (med et citat). Jeg benægter ikke, at det kan stå der et sted, for der er jo hundredvis af lande, der har kommet med forslag, tilføjelser og ændringsforslag, så det er fuldt ud muligt, men jeg har som sagt ikke set det (og det er et langt og snørklet dokument). Hvis der ikke står dette, så skylder Politikens lederskribent altså en forklaring. Det gør han under alle omstændigheder, for når man skriver den slags, så skal man sgu vise, hvor man har det fra, hvis man vil have betegnelsen "journalist".

Show it - don't tell it! If you can't show it, then don't claim it!
Eller: Hvis du ikke kan citere nogen kilder, så er det nok bare noget du finder på. Igen vil jeg fremsætte den påstand, at det er de færreste "journalister", der har skrevet om dette emne, som overhovedet har læst dokumentet. Hvis det passer, så har de jo ikke lavet noget kilde-arbejde, og så er de altså ikke journalister.

Durban I - Politiken lyver om global enighed

I denne dagens leder i Politiken hævdes det, om FNs anden racismekonference, "Durban II", at:
To kontroversielle passager, forfattet af muslimske lande, er nu fjernet fra teksten. Den ene forbød krænkelse af religiøse følelser. Den anden stemplede Israel som racistisk.
Canada og Israel boykottede af den grund konferencen. USA, Australien og EU truede med det samme, hvis teksten ikke blev ændret.

Det er helt fjong, hvis man gerne vil lade som om, at man er på de gode og stærkes side, men det gør ikke det man siger sandt. Det er - som journalister siger - en "usandhed", at dette var et fælles grundlag for at være imod erklæringen mod racisme. Det er med andre ord en stor fed løgn, når Politikens lederskribent, vil bilde os ind, at hele "den vestlige civiliserede verden" - naturligvis under anførelse af USA og med stor enighed fra Danmmark og Politiken - har en fælles kulturel og politisk enighed og fodslag. Grunden til at USA var imod denne konference var ikke, at det oprindelige udkast til erklæringen var kritisk overfor hån mod "religiøse følelser". Så vidt jeg kan se, var der slet intet i udkastet om den slags - der var derimod nogle sætninger om at misbruge terror-hysteri til at undertrykke religiøse mindretal, noget om at knægte menneskerettighederne ved at forhindre folk i at dyrke sin religion i f frihed, og noget om at benytte racistisk og fremmedfjendsk propaganda for at skabe racistisk og religiøst motiveret had. Det var et langt udkast, og jeg har ikke læst det hele igennem, men det er forbløffende, at Politiken ikke har givet ét eneste citat fra udkastet, der beviser avisens påstande.

Under alle omstændigheder er det ikke i overensstemmelse med sandheden, når Politiken på vejne af Danmark gnubber sig op af USA angående modstanden mod disse passager. Hån mod religiøse mindre- og flertal er også i USA et særdeles ømtåleligt emne, og når Politikens leder-skribent påstår, at det skulle have været grunden til USAs modstand mod racisme-konferencen, så vidner det snarere om skribentens manglende kendskab til amerikansk politik og kultur. Politiken har sandsynligvis selv fundet på dette, fordi det vel giver mening for den uoplyste, at "USA vel mener det samme som os, og har de samme holdninger og bekymringer som os - vi er jo begge dele af den samme oplyste globale elite". Men nej, USA generelt deler aldeles ikke samme holdning som Danmark generelt, hvad angår hån mod religiøse grupper. Det er aldeles ikke et område, hvor danske og amerikanske politikere generelt har "fælles værdier".

Det er dog rigtigt, at USA havde to grunde til at være imod denne konference. Den ene var ganske rigtigt, at USAs regering ikke kan tåle at være medvirkende til, at der ytres kritik mod den israelske racistiske politik - en holdning Politiken af uransagelige grunde nu istemmer og benævner "racistisk" (det vender jeg tilbage til i et andet indlæg), men hvad var så i virkeligheden den anden grund? Ifølge den amerikanske presse, var den anden grund til, at USA truede med at boykotte konferencen et lige så tabu-belagt emne, som benævnelsen af den israelske racisme, nemlige USA's racistiske fortid. Udkastet nævnte nemlig, at nationer, der har profiteret af den globale slavehandel og kolonialisme bør tage ansvar herfor og arbejde for at udbedre skaderne eller i det mindste sige undskyld. Det er hvad der har været berettet i den amerikanske presse som begrundelser for den amerikanske skepsis ved konferencen.

Det var altså sandsyngligvis denne sætning, USA ikke ville diskutere:
(the conference) Urges States that have not yet condemned, apologized and paid reparations for the grave and massive violations as well as the massive human suffering caused by slavery, the slave trade, the transatlantic slave trade, apartheid, colonialism and genocide.

Det passer selvfølgelig bedre ind i en dansk magthaver-diskurs, at lade som om, der er "vestlig" enighed om religionskritik, og at det er et spørgsmål om "vesten" mod "muslimerne", men det er altså løgn. Der er ikke enighed mellem Danmark og USA omkring dette, og det var ikke en entydig kontrovers med to sider mod hinanden. Der var mange forskellige interesser, der gik imod hinanden - Danmark og visse Europæiske lande var imod udtalelserne om hån mod religiøse mindretal; USA og visse europæiske lande var imod udtalelserne om slaveri og kolonialisme; Israel, USA og visse europæiske lande var imod udtalelserne om israelsk statsracisme og folkefordrivelse; USA brød sig heller ikke om udtalelserne om, at "krigen mod terror" har været misbrugt til negativ stereotypisering af befolkningsgrupper og lande. Det var med andre ord en kompleks situation, hvilket vel giver sig selv, når alverdens stater med vidt forskellige globale interesser skal blive enige om så detaljeret et dokument. Alligevel lader den danske presse som om, det udelukkende drejede sig om de ting, der har optaget den danske selvtilstrækkelige debat de seneste år - som om alting drejer sig om Danmark. At det ikke blot var nogle "muslimske lande", der havde fremsat "kontroversielle forslag", men også en række afrikanske stater, der gjorde opmærksom på vestens historiske udplyndring af det afrikanske kontinent, undlades fuldstændigt i den danske debat.

Hvorfor lyver Politiken om det? Hvorfor lader de som om, der var enighed mellem USA og Danmark om holdningen til udkastet og som om det var en simpel konflikt med to entydige sider? Hvorfor nægter Politiken, at give citater fra udkastet og illustrere sine påstande? Burde det ikke være almindelig journalistisk praksis at referere de faktiske dokumenter, når man omtaler dem? Hvorfor ævler Politiken om, at det udelukkende skulle være en bande "muslimske lande", der har lavet disse "kontroversielle udkast", når det faktisk var tidligere afrikanske kolonier, der provokerede USA? Og er der overhovedet nogen journalister , der har læst det udkast, de nu i månedsvis har skrevet om?

Spørgsmålene om mediernes dækning af denne konference (som jeg iøvrigt ikke har meget til overs for) hober sig op, og det er overordentligt svært at se nogen danske medier, der har gjort det mindste for at dække den sagligt. Hvorfor er det okay at smide alle journalistiske kriterier og pludselig blive et rent politisk organ i denne forbindelse? Hvorfor er der så lidt fakta i medierne? Hvad blev der af begrebet research? Alt for mange spørgsmål til ét indlæg - jeg vender tilbage til dette emne senere.

lørdag den 21. marts 2009

Samfundets ledere kontrollerer hinanden - og et indblik i bizarro-tænkningen

Fra Berlingske idag:
Erhvervslivets indflydelse på dansk politik og det indbyrdes sociale sammenfald blandt virksomhedsledere og politikere i bl.a. de mange VL-grupper synes udbredt. Lobbyister, advokater og økonomer er også særdeles aktive i kontrollen over den politiske proces, fremgår det af en ny såkaldt kvalitativ undersøgelse, lavet for Indenrigssministeriet, om den politiske magt i Danmark.

Formålet har været at kortlægge, hvordan danske politikere selv oplever problemer om politisk nytænkning, demokratisk åbenhed, social repræsentation og ligestilling m.v. Rapporten viser, at erhvervslivets traditioner, normer og en konservativ ledelsesstruktur sammen med økonomiske interesser er kontrollerende faktorer i de udspurgte politikeres arbejde. For nogle af dem er det et pres og en belastning, som hæmmer deres indflydelse; for andre er det et system og et ansvar, der giver dem et magt og respekt.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen er rystet over rapportens eksempler på politisk pres og undertrykkelse af holdninger, der ikke repræsenterer erhvervslivets interesser, og ønsker et forbud mod samfundstoppens mødesteder og et forbud mod jakkesæt i Folketinget og i Kommunerne.

- Økonomiske særhensyn fremmer parallelsamfundene og belønner de forkerte på bekostning af mindre priviligerede grupper. Vi må erkende, at over for meget gridske og kyniske politikere og erhvervsledere kommer vi ikke langt med dialog – men hvis vi forbyder loger, dyre restauranter og jakkesæt, så fjerner vi helt automatisk en væsentlig del af de redskaber, som bliver brugt af erhvervslivets politiske kontrol, siger Martin Henriksen og tilføjer, at der også bør være bedre støttemuligheder for de politikere, der bliver manipuleret. - Jeg efterlyser nu et reelt løsningsforslag fra både regeringen og oppositionen på dette problem. Hvis de ikke vil støtte Dansk Folkepartis gentagne forslag om et håndfast opgør med erhvervslivets indflydelse på den demokratiske process, så må de selv komme med noget bedre. Som vi kan se af rapporten, så haster det, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen forklarer ikke overfor Berlingske Tidende, hvordan et forbud mod jakkesæt og bestemte restauranter helt konkret skulle løse problemet. Men han formår endnu engang at udstille sin manglende intelligens og sin populisme, for han har faktisk slet ikke læst den omtalte rapport, som netop slår fast, at den "ikke giver noget fuldt dækkende billede af virkeligheden", hvorfor rapportens forfatter "advarer politikerne mod at bruge den som skyts til politiske skærmydsler og en unuanceret debat". Det har Martin Henriksen altså ikke læst - så han har næppe læst rapporten overhovedet. At fare ud med krav om forbud mod jakkesæt og restauranter er vel "unuanceret debat", hvis noget er det.

Tilbage til virkelighedens verden: Hvordan kan det være et "særhensyn" at udvalgte religioner ikke er forbudt? Altså - i Danmark har man ret til at mødes og dyrke sin religion, og det mener Martin Henriksen skal afskaffes, fordi det er et "særhensyn", at alle (indtil han får mere magt) har ret til det? Omvendt mener han altså ikke, at det vil være et særhensyn, hvis staten forbyder nogle udvalgte religioner mens andre får statsstøtte? Den forstår jeg ikke umiddelbart, og der er næppe nogen chance for, at Martin Henriksen vil kunne forklare dette særdeles "udanske" og kontra-logiske synspunkt.

Det hjælper dog en hel del på forståelsen, når man ved, at Martin Henriksen ikke er født i Danmark men på planeten Bizarro. Han bruger tydeligvis ordet "særhensyn" i en betydning, der er den modsatte af, hvad det betyder på dansk, og det er ikke så mærkeligt, hvis man kender lidt til hans planets kultur. Det er nemlig ikke så svært at forstå ham, når man ved, at alt indenfor hans kultur og sprog betyder det omvendte af hvad det gør her på Jorden. Det er ikke længe siden, at Martin Henriksen sidst begik en "omvendt". Vi kan altså også gå ud fra, at når han siger ord som "demokrati", "ytringsfrihed" og den slags, så mener han i virkeligheden det direkte modsatte.

På planeten Bizarro er Supermand i øvrigt ond, og Dansk Folkeparti er et demokratisk parti - men det hedder ıʇɹɐdǝʞןoɟ ʞsuɐp.

Rapporten, der er nævnt i den rigtige artikel afspejler et væsentligt problem, for de enkelte, der oplever det (modsat det problem, jeg beskrev, som vi alle er stærkt påvirkede af) - ligesom det er et problem, når unge kvinder og mænd udsættes for pres fra sine sociale omgivelser og familier i kristne og konservative og alle mulige andre kredse. Jeg tvivler dog på, at det kan lade sig gøre, at "løse" problemet ved at forbyde kirker, klubber og alt muligt andet, hvor den slags pres foregår, uden også i samme ombæring at indføre diktatur og totalstat (hvilket sikkert ikke ligger Martin Henriksen fjernt). Det er et af dilemmaerne i det liberale demokrati, at det har svært ved at sikre ligheden, hvis det skal opretholde distinktionen mellem stat og civilsamfund (et emne, jeg har skrevet en del om før). Men løsningen er vel for pokker da ikke at afskaffe demokratiet og civilsamfundet og lægge alt ind under statsmagten! Det kan godt være, at ordet "demokrati" betyder fascisme og stalinisme dér hvor du kommer fra, men den går altså ikke her på planeten Jorden, Martin!

Værre er det dog, at han aldeles ikke udviser interesse eller omsorg for disse individer - eller for forfatteren af rapporten. Det citatfusk, jeg har lavet ovenfor, blegner jo overfor Martin Henriksens latterliggørelse og forvrængning af regeringens rapport og dens konklusioner. Hvor i rapporten konkluderes det, at afskaffelse af muligheden for at dyrke sin religion eller gå med bestemt tøj vil løse problemet med konservative gruppers sociale pres?

Kortsigtede gevinster: Økonomers gambling

Dette er en anden version af 'the prisoner's dilemma med forskellige grader af straf istedet for belønningDen økonomiske teori (og store dele af den politiske) har en tendens til at betragte mennesker som dumme, kortsigtede, grådige individer, der umuligt kan samarbejde eller lægge langsigtede planer. Mennesket anses som styret udelukkende af sine umiddelbare behov og interesser, og drevet af et motiv om at opnå gevinst her og nu uden tanke på andre eller for fremtiden. Således regner de økonomiske modeller med, at de fleste hellere vil foretage en handling, der giver gevinst idag, end en handling, der giver fordele på længere sigt.

Dette menneskesyn bygger på en rent teoretisk og forsimplet skrivebordsmodel, der bedst illustreres ved det, der kaldes "the prisoner's dilemma". Dette tankeeksperiment går ud på, at to personer begge har et valg mellem henholdsvis at samarbejde og at modarbejde hinanden. Deres valg resulterer i henholdsvis straf eller belønning afhængigt af hvilket valg deres modpart foretog. Hvis begge samarbejder, får de begge en mindre belønning, og hvis begge modarbejder hinanden, får de begge en mindre straf. Men hvis den ene forsøgte at samarbejde, mens den anden modarbejder, så får "snyderen" en større belønning og den "naive" får en større straf. "Rationelle" individer, der kun ser ét træk frem - til den næste belønning eller straf - vil således ikke have nogen interesse i at samarbejde, for hvis de gør det, så blotter de sig selv for at blive straffet, hvis den anden "snyder", mens de selv højst kan se frem til den lille belønning, hvis modparten også helt utænkeligt valgte at samarbejde i denne omgang. Da begge er i samme situation og ved, at den anden altså er mest fristet til at modarbejde, så vil det ifølge denne teori være helt "irrationelt" for nogen af dem, at blotte sig. Resultatet er altså, at mens begge forsøger at få den store gevinst og derfor modarbejder hinanden, så får de i det lange løb slet ikke så meget, som de kunne have gjort, hvis de samarbejde.

Ifølge adskillige teorier er det denne perverse situation, vi alle er fanget i. Hvis modellen var korrekt, så ville intet samfund være opstået, og menneskeheden ville næppe eksistere, og når man sætter rigtige mennesker til at spille dette spil, så opfører de sig også helt anderledes end teorien forudsiger. Noget må altså være galt med modellen. Hvad modellen udelukker er ret væsentlige elementer af de fleste menneskers psykologi: evnen til at se frem i tiden og lægge mere sofistikerede planer samt evnen til at føle tillid til andre. Hvis vi virkelig var fanget i en serie af enkelte omgange af dette spil, så har teorien muligvis ret, men i virkeligheden indgår vi som regel i de samme sociale sammenhænge i længere tid og er altså nødt til at spille flere "omgange" med hinanden.

Og spillet ændrer sig radikalt, når deltagerne ved, at de skal spille mere end én runde. Pludselig er ens interesse ikke længere blot, hvad man kan få her og nu, men om man kan lægge en langsigtet strategi, der vil give en større overordnet gevinst. For at gøre det, er det i det samme spil nødvendigt, at få den anden til at samarbejde. Hvis først en smule tillid er etableret, så vil begge parter kunne få langt mere ud af begge at samarbejde end ved begge at modarbejde hinanden. Jo flere runder de ved, de skal spille, des mindre er interessen i at bryde tilliden og vende tilbage til den perverterede, kortsigtede udgave af spillet. Det er ikke længere tanken om gevinst eller straf her og nu, der driver disse tænkende homo sapiens, men langsigtede planer for fremtiden, som kræver tillid og samarbejde. Når man er ved at nå den sidste runde af spillet, så opstår interessen for at snyde igen, eftersom spillet alligevel er overstået, men i livets spil har man jo som regel ingen anelse om, hvor længe man indgår i en social sammenhæng - typisk vil det være resten af livet.

Denne nær-uendelige omgang "prisoner's dilemma" er en langt mere virkelighedsnær model for menneskelige relationer og strategier. Men de økonomiske teorier hænger i høj grad stadig fast i den perverterede og forsimplede udgave af modellen og tror, at den beskriver virkelige mennesker. Det gør den også på sin vis - denne tankegang er nemlig selvopfyldende: hvis du altid vil lægge ud med at snyde andre, fordi du har en teori om, at alle er lige som dig, og altså snyder, så vil du næppe kunne opnå et tillidsforhold til andre, og du vil altså blive bekræftet i din teori om, at det eneste, der eksisterer, er kortsigtet grådighed og mistillid. Bekymrende undersøgelser har vist, at økonomistuderende på amerikanske universiteter relativt hurtigt forandrer sig og bliver mere og mere selvcentrerede og asociale efterhånden som de indoktrineres med denne falske men selv-opfyldende teori om menneskets natur. De starter som alle andre, men efter nogle år adskiller de sig fra sine medstuderende med andre specialer, når man undersøger deres holdninger og adfærd med hensyn til moral, samarbejde og tillid til sine medmennesker.

Modellen kan også gå i opfyldelse når de rigtige strukturer er på plads: Hvis man forhindrer deltagerne i at kommunikere og i at genkende hinanden og huske hinandens træk, samt hvis man deler spillet, så deltagerne belønnes ekstra på baggrund af deres indsats i den enkelte runde i stedet for for deres overordnede indsats over flere omgange, således at fremtiden bliver mindre vigtig end den umiddelbare gevinst. I sådan en situation, hvor spillets struktur fjerner sig mere og mere fra den sociale virkelighed, forandres spillernes strategier også og bliver mere som i den økonomiske teori. Man kunne især forestille sig, at folk der i forvejen lider af dette menneskesyn, sandsynligvis ville designe en struktur, der svarer til det og altså forstærker det, hvis man satte dem til at lave reglerne for et spil.

Og det er lige præcis hvad man har gjort de sidste 15 år både i USA og mange andre steder. Økonomer, der er er blevet indoktrineret med en farlig opfattelse af mennesket som simpelt, grådigt og kortsigtet, har fået lov til at designe sine egne strukturer for det spil, de har spillet med andres midler (pensionsopsparinger, forsikringssselskaber, sygesikringer, arbejdsløshedskasser, banker og investeringsfonde osv). Én af de ting mere intelligente folk har råbt vagt i gevær om i årevis har blandt andet været, at banker og investeringsselskaber m.v. i USA har udbetalt enorme bonuser til de økonomiske gamblere, når de fik en større belønning hjem til firmaet. Bonuserne er blevet udbetalt på baggrund af spillernes indsats på kort sigt, hvilket har givet incitament til udelukkende at gå efter "den store gevinst" her og nu. Den store og hurtige gevinst i investeringssammenhænge viser sig ofte at være varm luft - en bunke aktier, der er blevet pustet kunstigt op på grund af alle investorernes desperate jagt på den. I det lange løb vil sådan en aktie ikke være meget værd, men finans-spillerne belønnes ikke for deres indsats i det lange løb. Når luften går ud af denne ballon, så er de for længst videre i kampen for at puste den næste ballon op og fylde bankerne og investeringsselskaberne med den næste omgang kunstigt oppustede "værdipapirer". I det lange løb er dette naturligvis hverken godt for virksomhederne eller for den globale samfundsøkonomi, som længe har været på vej ned ad bakke.

Forhåbenligt er der nogen, der er ved at lære noget af, at den globale økonomi faldt sammen, da det kunstigt oppustede amerikanske markede bristede. Der er i hvert fald en hel del, som nu er ved at kritisere den spille-struktur, som de økonomiske gamblere havde designet, og som altså ikke opfordrer til ansvarlighed og langsigtet strategi. Hér er ét eksempel ud af mange: "Regulators should be given the power to penalise banks that pay bonuses to reward short-term deal-making rather than long-term performance, British Prime Minister Gordon Brown said". Men mere interessant: vil dette føre til en generel omvurdering af menneskesynet i de økonomiske teorier? Mon økonomi-studierne gennemgår en eksistentiel krise indenfor de næste årtier, og mon vi vil se forsøg på at lave økonomiske modeller, der faktisk tager udgangspunkt i virkelige menneskers psykologi og behov?



Update: Læs denne artikel i dagens Information, som handler om et gryende paradigme-skifte i holdningen til økonomer, og blandt andet skriver:
Vinteren over har der i USA været en selvransagelse i gang både hos medierne og i finansverden, men i særlig grad har den almindelige amerikanske befolkning krævet erhvervslederes hoveder på et fad, mens der på Island har været en decideret lynchstemning mod regeringen og landets bankdirektører. Helt så voldsomt har danskerne ikke reageret, men en i en gallupundersøgelse for nyligt fremgik det, at 80 procent af danskerne mener, at bankerne selv har bragt sig i den svære økonomiske situation, og lige så mange mener, at det skal have konsekvenser for lederne i bankverden. Danskerne er markant mindre autoritetstro, og nu beskylder de bankerne for at have gamblet med deres penge og været ude efter hurtige og billige gevinster.

onsdag den 18. marts 2009

De tusind nåles død

Det var alt andet end en "nålestiksoperation" - det var spredt og massiv ødelæggelse.

Tre måneder efter pogromet i Gaza-striben, hvor den mest moderne og avancerede krigsteknologi blev afprøvet på en indespærret og sammenstuvet befolkning, kan der tilføjes endnu et i rækken af rædselsvåben. Vi har allerede hørt om krigsforbrydelserne begået med DIME-bomber - et nyt våben, der eksploderer med højt tryk i en sky af mikroskobiske tungmetaller, som flænser kroppe - hvid fosfor - et pulver, der brænder ved kontakt med ofrets hud og ikke kan slukkes - samt naturligvis de mindre udsædvanlige klyngebomber, der er et masseødelæggelsesvåben, som dræber i årevis når udetonerede dele findes af børn og voksne, og de uran-berigede missiler, der efterlader radioaktiv og kræftfremkaldende forurening. Alle disse er udviklet af den amerikanske krigsindustri og doneret til staten Israel, som kan teste dem i sit lukkede laboriatorium, Gaza. Ingen af dem er lovlige at bruge i tætbefolkede civile områder. Det er dog ikke før idag, at jeg har stiftet bekendtskab med dart-bomben.

Forestil dig, at du er i en tæt befolket by, mens bomberne regner ned og smadrer huse og liv. Du løber for at søge tilflugt i en skole eller anden bygning. En granat lander små hundrede meter væk fra dig, men istedet for et stort brag følger blot en mindre eksplosion, hvorefter du og alle omkring dig pludselig gennembores af tusindvis af små sylespidse pile - én er gået igennem din hånd, en anden igennem dit øje og ind i hjernen, adskillige har boret sig ind i din krop og du har indre blødninger og enkelte af dine organer er punkterede. Hvis du ikke har fået direkte dødbringende skader på organer eller i hjernen, så er sandsynligheden for, at du bløder ihjel af de mange små men dybe sår, stor. Hvis du når at komme til et hospital i tide, så kan lægerne måske forhindre at du dør, men det er for farligt for dem at forsøge at fjerne de pile, der har boret sig dybt ind i din krop, så du må leve med konstant smerte fra metalpilene, som truer med langsomt at bore sig tættere på din rygrad og paralysere dig for livet.

Dette våben, der altså er en granat, som udspyder en byge af små dart-pile, hedder en "flechette-bombe". Det er måske ikke nyt for folk, der spiller shoot-em-up computer-spil, men det er altså første gang, jeg har hørt om dette våben. Undskyldningen for overhovedet at producere dette rædselsinstrument er, at det kan bruges i jungle-krig, hvor det er svært at skyde en enkelt person med et mere præcist våben. Forudsætningen for at bruge det legalt er altså, at det foregår i øde områder, hvor der ikke er nogen civile. Det samme gælder for den hvide fosfor, som Israel også benyttede mod civile i den tæt befolkede Gaza-stribe, hvormed de bliver til ulovlige masseødelæggelsesvåben og krigsforbrydelser. Det er i øvrigt slet ikke nyt - både disse og "DIME-bomben" har været afprøvet af den israelske hær på både befolkningen i Gaza og Libanon i årevis.

- EI: Ensuring maximum casualties in Gaza

- Amnesty International: Israeli army used flechettes against Gaza civilians

- Amnesty International: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza

- B'Tselem: Flechette Shells: An illegal weapon

- Human Rights Watch: Israel should stop using flechettes

tirsdag den 17. marts 2009

Liberal: Et ord uden mening?

Jeg har længe været tæt på kvalmegrænsen over misbruget af ordet "liberal" i dansk politik - det er til synelandende kommet på mode at smide rundt med det ord på må og få. Hvis man har fulgt danske medier, politikere og wannabe-politikere, så kan det ord nu tilsynelandende betyde hvad som helst - også om ting der er hinandens modsætninger. Det har med andre ord ingen betydning længere.


Konservativt rædselsregime - "liberal bastion"?
Dråben, der endeligt dræbte ordet for mit vedkommende, kom for et par dage siden, da Politikens redaktion valgte at kalde det tidligere militærdiktatur El Salvador for en "liberal bastion"!

El Salvador var indtil valget for et par dage siden ledet af det konservative nationalistparti ARENA - er konservativ nationalisme nu det samme som "liberal"? Der har været visse politiske fremskridt siden borgerkrigen og militærjuntaen, men El Salvador er stadig præget af korruption, magtmisbrug, straffrihed og mord på fagligt aktive. Er det de egenskaber Politiken mener udgør en "liberal bastion"?

Eller er det den politik, det konservative parti indførte i 1990erne, der skulle gøre hele landet til én stor "frihandelszone", hvor nord-amerikanske selskaber kan oprette sweatshops med billig arbejdskraft uden rettigheder? Eller er det det, at efter effektivt at have gjort sig til en produktionskoloni for USA, så valgte den USA-støttede regering i 2001 også at lade USAs regering formelt føre landets finanspolitik? Er det at stræbe efter koloni-status et tegn på at være en "liberal bastion" ifølge Politikens redaktion?


Hvad betyder 'liberal'?
Hvordan kom ordet "liberal" til at betyde "højreorienteret rædselsregime"? Jeg troede ellers, at det betød "frisindet"/"åbensindet"/"fordomsfri"... og det gjorde det da også engang ifølge ordbogen. Eller som der står på partiet Venstres hjemmeside om det liberale menneskesyn:
"Frisind er en vigtig del af det liberale tankesæt. Frisind betyder, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale og til frit at vælge sin livsform."
Sådan mente jeg bestemt også det hang sammen, men i Politiken står der intet om, at det skulle være friheden til at gå klædt som man vil, dyrke sin egen kultur og den slags, der gør El Salvador til en "liberal bastion".

Der står til gengæld noget om et land, "hvor 35 pct. af indbyggerne lever i fattigdom, hvor produktionsapparatet er gået i stå, hvor et gigantisk handelsunderskud finansieres af migranter i USA – og en voldelig virkelighed, der gør El Salvador til Latinamerikas farligste land." Er det virkelig sådan en "liberal bastion" ser ud nu om dage?

Enten har nogen kidnappet ordet og fået det til at betyde noget nær det modsatte af dets oprindelige betydning, eller også har det slet og ret ingen betydning længere, og kan altså bruges om hvad som helst uden at det gør hverken til eller fra.


Et meningsløst ord?
Det sidste ville forklare, hvordan det kan lade sig gøre for partiet Venstre, at have den ovenfor citerede tekst i sit grundlag og samtidig gøre en person som Karen Jespersen, der står for det direkte modsatte menneskesyn, til minister.

Det ville også forklare hvordan partiet kan skrive, at det ikke er "statens opgave at bestemme, hvordan vi skal leve sammen, spise, dyrke vores religion, bruge vores penge eller klæde os" samtidig med, at partiets regeringspolitik er netop at lade staten diktere disse ting.

Det ville også forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at der i partiets grundlag står, at "liberale lægger afgørende vægt på den personlige frihed, privatlivets ukrænkelighed..." samtidig med at partiet indfører censur og overvågning og statslig indgriben og snagen i netop folks privatliv.

Ordet "liberal" betyder tilsyneladende alle disse ting - og deres modsætninger! I hvert fald ifølge Danmarks regeringsparti.

Hvad som helst er nu "liberalt", hvis bare man kalder det "liberalt". Ordet er altså dødt og indholdsløst, selvom alle mulige forsøger at begå semantisk nekrofili og smykke sig i dets ligklæder.

Eller ... er det mon stadig muligt at redde det? Kan det genoplives og reddes fra misbrugerne og sykofanterne? I så fald må det først have masser af hvile og fred og ro. De der virkelig bekymrer sig om ordene 'liberal' og 'liberale værdier', bør måske først og fremmest undgå at bruge dem indtil de igen betyder noget.

Profetfornærmelse

Engang for flere år siden skrev Demokraten og miljø-juristen David J. Hayes en artikel om, hvad det demokratiske parti i USA bør gøre, for at vinde stemmer i de sydvestlige stater - i cowboy-land. Analysen handlede mest om, at kyst-Demokraterne bør forstå og respektere kulturen i de mere landlige stater og udfærdige en politik og retorik, hvor beskyttelse af miljøet, ressourcer og dyrearter ikke virker som noget, der presses ned ovenfra, men faktisk er i overensstemmelse med befolkningens interesser.

Idag er David Hayes blevet udvalgt til at blive "vice-indenrigsminister" i den ny regering. "Deputy Secretary of Interior" er den amerikanske betegnelse, og det svarer egentlig ikke helt til en post i det danske indenrigsministerium, for i USA handler "the Interior" mest om miljø-, og naturforvaltning, mine- og bore-rettigheder og den slags. Jeg kender ham ikke, men han virker som et oplagt valg til sådan en post, for ifølge hans Wikipedia-opslag har han ikke beskæftiget sig med andet hele sit liv.

Men nu har han og Obama-administrationen alligevel problemer, og især Obamas konkurrent under præsidentvalget, John McCain, forsøger at forhindre, at David Hayes får en post. I den nævnte artikel fra 1996 opfordrede han ikke blot sit parti til at ændre retorik overfor landbefolkningen i det amerikanske vest. Han gav også en meget rammende beskrivelse af Republikanernes retorik overfor befolkningen i disse stater. Jeg kan iøvrigt bevidne, at denne beskrivelse også er generelt dækkende for den politiske retorik i Alaska (som minder en hel del om Texas). Jeg kopierer hele afsnittet, så kan du imens se, om du kan gætte, hvad det kontroversielle i teksten er:
"The conservative political agenda in the West is grounded in hoary stereotypes about the region and its people. In their world view, the West’s natural resources are inexhaustible, exploiting them will produce a bonanza of dollars and jobs (never mind the West’s sad history of “boom and bust” cycles), and federal bureaucrats with title to the land are the only thing blocking that utopian vision from becoming reality. Out of this conservative world view emerges the stereotypical Western man (and it is unquestionably a “he”) — a rugged, gun-toting individualist who fiercely guards every man’s right to drill, mine, log, or do whatever he damn well pleases on the land; he hates government, taxes, regulations, environmentalists, and anyone or anything else that tries to tell him what to do (provided, of course, that federal subsidies for mining, logging, grazing, and the like continue unabated).

Like Ronald Reagan before him, President Bush has embraced the Western stereotype to the point of adopting some of its affectations — the boots, brush-clearing, and get-the-government-off-our-backs bravado. Indeed, the Bush administration has pushed the conservative agenda in the West harder than many of its strongest supporters ever dreamed. It has worked relentlessly to remove constraints on logging, mining, drilling, and grazing by erasing federal wilderness area designations; broken its promise to maintain protections for roadless areas in national forests; short-circuited environmental reviews that can impede unbridled development of public lands; refused to let conservation groups buy grazing permits to retire overly stressed public lands; and cut acquisition to add pristine lands to the public estate. Simultaneously, the administration has approved permits for new oil and gas drilling, mining, and grazing at a record pace, often over local objections."

Nej, det kontroversielle er ikke, at han kritiserer Republikanerne for at spille på nedladende stereotyper om befolkningen i Vesten, eller at han nævner, at George W. Bush bevidst forsøgte at ligne og tale som en cowboy. Det ved de godt, og i Texas gør befolkningen skam også grin med overklasse-prinsens ynkelige forsøg på at virke som én af dem ("he's all hat, no cattle"). Problemet er heller ikke, at David Hayes kritiserer Republikanerne for i bund og grund at være ligeglade med landbefolkningens velbefindende, idet de - med brug af disse stereotyper - nægter at udvikle en infrastruktur i disse distrikter, der gør det muligt at opbygge en selvstændig og bæredygtig økonomi, men istedet gør dem en bjørnetjeneste ved at appellere til det forældede håb om rigdom via massiv udvinding af magiske ressourcer, der bare venter på at blive fundet. Det kan McCain ikke have noget imod, for det var et centralt elememt i hans valgkampagne, at alting kunne løses hvis bare vi borede overalt i naturen og fandt de nye uudtømmelige olie-ressourcer ("drill baby, drill" var sloganet).

Næh... det virkeligt fornærmende - det eneste fornærmende - i den artikel er, at David Hayes vovede at nævne den konservative helgen, ikon og martyr, Ronald Reagan, i samme sætning som George W. Bush. Dét er for frækt! I Kongressen forsøger John McCain nu at forhindre, at David Hayes får en post i den ny administration på grund af hans "stærkt fornærmende" udtalelser om Ronald Reagan i den 3 år gamle artikel. David Hayes undskyldte i Kongressen, og sagde, at hans retorik nok var en smule for svulstig (igen: som beboer i en af de omtalte stater, der lever af subsidier og olie mens infrastruktur er en by i Rusland kan jeg forsikre jer, at det er en aldeles rammende beskrivelse). Det var ikke godt nok for John McCain: "Du skulle absolut nævne Reagan, hva?" svarede han fornærmet.

Det er så trist, at man næsten får ondt af den gamle, bitre taber. Ingen i USA har ret til at nævne Ronald Reagan, hvis ikke de selv er erklærede og loyale konservative - og i så fald kun med ærbødighed og respekt. Ihvertfald hvis de står til folk som John McCain, for hvem Sankt Reagan - krigsforbryderen, terrorstøtten og skuespilleren Ronald Reagan står som en slags profet for den sande konservatisme. Han er symbolet på den gang, hvor konservatismen var sejr-rig i hele den vestlige verden, og ikke kunne udfordres. Den gang hvor ham og Thatcher smadrede fagforeninger, privatiserede alt, tog fra de fattige og gav til de rige, invaderede andre lande, og afsatte og indsatte regeringer overalt i verden, mens Den Kolde Krig var ved at være overstået og Verdenshistorien kom til sit endemål. Kort sagt: De gode gamle dage - en uskyldig tid, hvor man vidste hvad der var godt, fordi det var det eneste der var, og hvor det var meget lettere at være konservativ. Reagan er et symbol på denne tid, og det er den tid, mange af de konservative i USA længes tilbage til. Reagan ér konservatismens moderne forfader - en profet, et ikon, en helgen... ihvertfald en figur, man ikke må kritisere, endsige nævne, uden den rette ærbødighed.


(Design: Melissa McEwan)

mandag den 16. marts 2009

AIDS-epidemi i USA bagatelliseres af dansk presse

Skal der virkelig ikke andet til for at blive "journalist" på Ritzau end et overfladisk kendskab til dansk og engelsk? Er deres arbejde virkelig blot at skimme et par engelsk-sprogede net-aviser, udvælge et par tilfældige historier og så lave et halvhjertet resumé på en slags dansk? Er der virkelig ikke andet i det? Hvad er formålet med Ritzau - og hvorfor bringer stort set samtlige af Danmarks medier disse telegrammer uden i det mindste selv at gøre noget ud af videre journalistisk arbejde?

I denne artikel er det nu ikke så meget indholdet, jeg studser over, men overskriften, som kan være valgt af Berlingske tidendes redaktion: Hvilke hovedstæder er ikke regeringshovedstæder? Er det ikke netop definitionen på en hovedstad, at det er dér regeringen er placeret? Og mere alvorligt: Hvad er en AIDS-"epidemi"? Jeg ved, at der er en AIDS-epidemi i Washington DC (USA's hovedstad), og det handler artiklen skam også om. Men hvorfor står det så i gåseøjne i overskriften? Er problemet i virkeligheden bare et fup-nummer?

Alvorligt talt - dette er et alvorligt emne (altså ikke Ritzaus/Berlingskes manipulation - omend det skam også er alvorligt). Det er alvorligt, og derfor er der ingen grund til at gøre grin med det, ved at sætte det i gåseøjne i overskriften. Jeg ved ikke om det er Berlingske eller Ritzau, der har lavet de gåseøjne, men vedkommende troede åbenbart ikke rigtig på artiklen, for den handler om en virkelig epidemi uden gåseøjne eller andet pjank. De - danskere - der har lavet den overskrift mente vel, at man ikke rigtig kan bruge ordet "AIDS-epidemi" om noget, der foregår i det mægtige og civiliserede USA. Det er jo den slags der kun foregår i det mørke Afrika, ikke? Da ikke i det land, der er Vestens og alle anstændige menneskers store forbillede? Det ville ikke være "politisk korrekt" at bruge det ord om USAs "regeringshovedstad".

Nu om dage er det heldigvis muligt for enhver med sprogkundskaber og adgang til internettet selv at læse udenlandske medier. Og mindstandten om ikke der faktisk er tale om en regulær epidemi ifølge den avis, Ritzau har hugget sin artikel fra. Washington Post skriver:
One in 20 city residents is thought to have HIV and 1 in 50 residents to have AIDS, the advanced manifestation of the virus.

Almost 12,500 people in the District were known to have HIV or AIDS in 2006, according to the report. Figures suggest that the number of new HIV cases began declining in 2003, but the administration said the drop more likely reflects underreporting or delayed reporting. A quarter-century into the epidemic, the city's cumulative number of AIDS cases exceeds 17,400.

"HIV/AIDS in the District has become a modern epidemic with complexities and challenges that continue to threaten the lives and well-being of far too many residents," the report states.

Frekvensen af AIDS-smittede i Washington DC er næsten 10 gange større end gennemsnittet for hele USA, og det er steget med 22% siden målingerne begyndte for blot få år siden! DC har ikke haft noget seriøst forsøg på at håndtere AIDS-epidemien, og der var sågar intet koordineret forsøg på at kende problemets omfang før dette årtusinde.

At det er så få år siden, at D.C. begyndte overhovedet at registrere problemet (i 2000), er symptomatisk. Den halve million indbyggere i USAs hovedstad har ingen politiske repræsentanter og ingen stemmeret til USAs parlament, Kongressen. De har heller ikke nogen delstat, som de kan vælge repræsentanter til, og som kunne udfærdige en selvstændig politik. Istedet er de under administration af Kongressen, som består af politikere, der ikke er valgt til at tjene befolkningeninteresser, og som ikke kan holdes ansvarlige af befolkningen i DC. Mens USAs mest magtfulde politiske institutioner er placeret i byen, har byens indbyggere altså ingen politisk indflydelse på disse eller egne institutioner. Mens hele verden med jævne mellemrum retter blikket mod regeringsbygningerne i Washington DC, er der ingen, der bekymrer sig om befolkningen i byen, som både rummer de mest magtfulde og de mest magtesløse amerikanere.

AIDS-epidemien i Washington DC er på samme niveau som Ugandas - et af de hårdest ramte områder i Afrika. Det er ikke det eneste område, hvor distriktet minder om en kriseramt tidligere koloni. Udover at befolkningen i DC ikke har stemmeret (det har de i det mindste fået i Uganda), så er fattigdommen og uligheden i byen blandt de absolut højeste i USA: Ligesom DC rummer de mest politisk magtfulde og de mest magtesløse, har byen også både de fattigste og de rigeste af USAs indbyggere. Firmaer placerer deres hovedsæder i DC for at kunne udøve lobby-arbejde på landets politikere (og IMF og de andre magt-institutioner, der har hovedsæde der), mens en femtedel af den del af befolkningen, der hverken har stemmeret eller lobby-grupper, lever under USAs fattigdomsgrænse. Vold og mord begås tre gange oftere i byen end i USA som helhed, og mens de rige og magtfulde i byen er fortrinsvis "hvide", er størstedelen (over 50%) af befolkningen efterkommere af afrikanske slaver.

Washington DC er kontrasternes og ulighedens hovedstad. Et monument over centraliseret politisk og økonomisk magt.

- Link: Prevention Works!



søndag den 15. marts 2009

Rune bander

Jeg ved udmærket, at rockerne er lige så brutale og afstumpede. Men det ændrer ikke på, at vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land!

Tjah... hvad skal man sige? Dette er Danmarks nye "justitsminister"? Virkelig? JUSTITS? Som i "retfærdighed"? Som i "lighed for loven"? Og nu taler han som om han er krigsminister for et land under angreb af fremmede stater - og altså ikke vil stå for "justits". For pokker hvor er det godt, jeg er flyttet! Jeg må hellere tie, og lade den ellers så besindige Rune Engelbreth Larsen føre ordet:
Udtalelsen afslører, at Brian Mikkelsen en ualmindelig stupid populistisk politiker, der på værste propaganda-manér her gør sig fuldkommen uværdighed til at beklæde et embede som landets justitsminister. Der er tale om at misbruge en betydelig magtposition til at fortegne en banal bandekrig til et angreb på Danmarks suverænitet, idet han uden skyggen af sagligt belæg hævder, at det er “Danmark”, som er under angreb, som var der tale om en krig mod landet.

Der er åbenbart en særlig skelnen mellem TO slags banderelaterede mord og vold: 1) der er den type, som begås af “udlændinge” IMOD “vores land”, og så er der 2) den anden type vold og mord, som … Ja, som hvad? Som ikke begås imod “vores land”, men “bare” imod borgere af anden etnicitet end dansk?
(..)

Lad mig sige, det som det: Føj for helvede et vanvittigt og afstumpet kulturracistisk forsøg på at score billige politiske point på allerlaveste niveau. Så er det sagt.

Og siges, det skal det!


lørdag den 14. marts 2009

Hva' så, gringo?

Det skånske magasin Gringo har kåret Europas 5 mest racistiske og magtfulde politikere. Førstepladsen går til Pia Kjærsgaard, der ikke blot bare har udgydt sit had i Danmark, men også forsøgt at kolonialisere den politiske debat i Sverige. Her følger en fordansket udgave af teksten til kåringen af førstepladsen. Jeg har oversat den til fynsk for de danskere, der har svært ved at læse andre dialekter:

Europas mest magtfulde og racistiske politikere ifølge Gringo.se:
1. Pia Kjaersgaard, Danmark
2. Geert Wilders, Holland
3. Siv Jensen, Norge
4. Jean-Marie Le Pen, Frankrike
5. Silvio Berlusconi, Italien
Ingen regering indenfor EU udgyder så systematisk islamofobi og fremmedfjendlighed som den danske, der blandt andet udfærdiger "udlændingelove" i samarbejde med det højrepopulistiske og truende Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti anføres af Pia Kjærsgaard. Hun vil have, at Danmark skal have totalt forbud mod muslimsk tøj. Hun har intet imod at se kristne kors eller jødiske kalotter. For et par år siden foreslog Pia Kjærsgaard, at alle familiemedlemmer af "unge kriminelle indvandrere" skulle sendes tilbage til "hjemlandet". Det er hendes parti, som har skabt sindsyge love med krav om troskabsed og vanvittige danskhedstests. Og det er hendes parti, som har skabt en hadsk stemning i Danmark, hvor politikere sætter dagsordenen med udtalelser som "alle flygtninge bør tage de mest beskidte jobs, for eksempel som svinepassere".

"De truer freden i Nordeuropa via sin indvandringspolitik". De ord kommer fra Pia Kjærsgaard, og de handler bizart nok om Sverige. Hvis der er noget land, der truer en betragtelig del af både danskerne og svenskerne, så er det desværre Danmark. Pia Kjærsgaard har endda forsøgt at fordanske den svenske debat - blandt andet med en helsides annonce i Dagens Nyheter til 290.000 svenske kroner. Hun tror, at svenskerne går rundt og er bange for at blive til et mini-Beirut, og at det er helt forbudt for os at sige, hvad vi synes og føler. Pia Kjærsgaard har - i bedste George Bush-ånd - bygget sig en politisk karriere ved konstant at forsøge at overbevise folk om trusler fra alle mulige retninger. Først og fremmest fra "indvandrere og flygtninge".

Pia Kjærsgaard og alle de andre top-racister, der er med på denne liste, er beviset på en bølge af racisme og had, der spredes indenfor europæisk politik, og politikere, der skaffer sig magt på bekostning af udsatte mennesker. Sverigesdemokraterne er også en del af den bølge.

Men langt mere interessant er Gringos afsløringer om dansk apartheid: etnisk adskilte skoler, hvor børnene deles efter hudfarve op i et A- og et B-hold, og med klare racistiske grundelser, og skoledistrikter, hvor ikke-hvide er stavnsbundne. Afsløringer om dansk racediskrimination, som ingen dansk presse har fundet det værd at skrive om, og først får konsekvenser, når det tages op af et svensk tidsskrift. Danmark er tilsynelandende ikke kun førende i racisme, men også i at ignorere det.