lørdag den 25. april 2009

Sikken noget rod

Dansk parlamentarisk politik er altså forvirrende. Det parti, der kalder sig "Danmarks liberale parti", siger, at det "deler værdier" med Danmarks afgjort mest anti-liberale parti, og det anti-liberale parti er enig og taler om fælles "værdikamp" med det påståede liberale parti. Det anti-liberale parti hævder at ville "værne om danske traditioner" og er altså konservativt, men samtidig er det i "åbent opgør" med det konservative parti, som det efter eget udsagn ikke deler "værdier" med.

Det skyldes måske, at det konservative parti er mere liberalt end det "liberale" parti, der slet ikke er liberalt. Måske mener det konservative parti nemlig, at liberalismen ikke er en værdi i sig selv, men noget der skal bevares, fordi den hører ind under de traditionelle danske værdier, og derfor hører til de konservative værdier. Omvendt arbejder det anti-liberale parti, der hævder at ville "bevare danske værdier", for at afskaffe de traditionelle liberale værdier, og er således både anti-liberalt og anti-konservativt, da det jo netop ønsker at forandre samfundet. Men hvor stiller det så det påståede "liberale parti", hvis værdier er de samme som det anti-liberale partis, men er i regering med det konservative parti, der ikke deler "værdier" med det anti-liberale? Og hvorfor er det ikke de to partier, der deler "værdier", der er i regering sammen - altså det "liberale" og det anti-liberale, der begge ønsker at afskaffe de traditionelle (liberale) "værdier"?

Under alle omstændigheder er det noget rod!

fredag den 24. april 2009

Anti-Durban: En ægte censur-konference

I februar mødtes 125 parlamentsmedlemmer fra 40 forskellige lande i London til en konference, der blev sponsoreret af den engelske regering. Konferencens navn var "The London Conference on Combating Antisemitism". Denne konference fandt sted samtidig med forberedelserne til FN's Durban II-konference om racisme, men har ikke fået megen omtale i hverken danske eller internationale medier. Det kan undre, da den dels var en forberedelses-konference for at lægge de deltagende landes strategi overfor Durban-konferencen, og især fordi dens slut-erklæring og formål på alle måder var langt mere ekstremt end forslagene op til FN-konferencen.

That's reporting

Radio-stationen Democracy Now idag:
Secretary of State Hillary Clinton has renewed US vows to boycott the Palestinian government unless Hamas meets US-Israeli demands. Clinton testified Wednesday before the House Foreign Affairs Committee.

Secretary of State Hillary Clinton: “We will not deal with nor in any way fund a Palestinian government that includes Hamas, unless and until Hamas has renounced violence, recognized Israel, and agreed to follow the previous obligations of the Palestinian Authority. And that is our policy, and that is exactly what is guiding us, but we want to leave open the door that that can happen.”

The policy of opening the door to Hamas’s acceptance marks a slight rhetorical deviation from Bush administration policy, which unequivocally rejected any dealings with Hamas. But it continues the Bush policy of imposing conditions on Palestinians not imposed on Israel. Israel has long refused to renounce violence, recognize Palestine or agree to uphold prior agreements.

Så kort, så præcist og nøgternt, kan hykleri og diskrimination rapporteres. Det kræver ikke nødvendigvis mange ord at berette kendsgerninger. Så kom ikke og påstå, at mediernes sandhedskrise skyldes økonomiske forhold eller mangel på tid - de fleste journalister har tid nok til at finde på løgne og opbygge myter og skrive propaganda, hvilket må tage længere tid end kort og godt at gengive kendsgerninger og sætte dem op mod relevante andre kendsgerninger. Her er hvad de siger - her er hvad de gør. Sådan! Amy Goodman styrer!

torsdag den 23. april 2009

Obama og "race-spørgsmålene"

I dette indlæg nævnte jeg de to emner, der var afgørende for, at Obama-administrationen nægtede at deltage i FN's konference om racisme: at den transatlantiske slavehandel blev benævnt som den forbrydelse mod menneskeheden, den vitterligt var, og at det kolonialistiske apartheid-regime, Israel, blev kritiseret. Disse emner er ikke særlige for hverken Durban II-konferencen eller Obama-administationen. USAs regeringer har i årtier modarbejdet at racisme, etnisk fordrivelse og kolonialisering skal addresseres som et menneskerettighedsspørgsmål. Som sagt boykottede Obama da heller ikke Durban II på grund af nogle af de nye emner eller udtalelser, men fordi det ikke lykkedes at få erklæret den 62 sider lange udtalelse fra Durban I ugyldig.

Sammenhænge

Jeg vil lige binde to tidligere indlæg sammen: historien om AIDS-epidemien i USA's hovedstad, og historien om den bizarre "kamp mod sex", der føres af den amerikanske højrefløj. De to ting hænger nemlig i allerhøjeste grad sammen.

De magtfulde stjerne-psykoser på fornuftens yderste overdrev i USA har i flere stater og distrikter - herunder især staten Texas og distriktet Columbia (som er det officielle navn på USA's hovedstad) - afskaffet basal biologi- sundheds- og seksual-oplysning i skolerne, og erstattet det med obligatorisk og dødsensfarlig vildledning. Istedet for saglig oplysning får de mindreårige ofre for den konservative amerikanske taleban nu at vide, at kondomer og anden form for prævention ikke har nogen som helst effekt - tværtimod vil deres eksistens fungere som en opfordring til at dyrke sex - og at "sikker sex" ikke findes. Dette har stået på i omkring 10 år og foregår med økonomisk støtte fra den amerikanske regering - en støtte, der går til de fundamentalistiske lovreligiøse organisationer, som står for denne "undervisning", og som altså sætter den amerikanske folkesundhed i fare.

Som nævnt har især Texas og Washington D.C. været laboratorier for denne dødsensfarlige politik. Politikerne i Texas, har af en eller anden grund selv valgt det, men som forklaret i mit indlæg om AIDS-epidemien i Washington, så har indbyggerne i distriketet med landets hovedstad ikke megen politisk indflydelse over deres egne forhold - de regeres af en kongres, de ikke selv har stemmeret til, og over 90% af hovedstadens indbyggere ønsker faktisk, at deres børn modtager en saglig og omfattende sexual-oplysning, der fortæller om andet og mere end blot "afholdenhed", istedet for at blive misbrugt i et religiøst og vanvittigt eksperiment.

Og misbrug, det er det. Der er intet, der tyder på, at den seksuelle aktivitet er gået i stå blandt de unge, der har modtaget den vildledende "seksual-oplysning" og skræmmekampagner. Men budskabet om, at prævention ikke virker og at kønssygdomme ikke kan forhindres, og den generelle forvirring og fordummelse omkring sex, som "abstinence-only"-kampagnerne står for, har slået sig fast. De unge i D.C. er altså lige så seksuelt aktive som før de fundamentalistiske tossers indtog i skolerne, men nu er de aktive uden viden og uden beskyttelse.

Resultatet: På blot fire år - fra 2003, hvor skolerne i D.C. blev gjort til laboratorium for "abstinence-only"-vildledning, til 2007 - steg antallet af unge mellem 15 og 24, der var smittet med syfilis, med 233%, og antallet af klamydia-smittede blev forøget med 94%. Og som tidligere nævnt er HIV/AIDS-raten i hovedstaden nu af epidemiske proportioner. Den amerikanske højrefløjs "kamp mod sex" er ikke blot et spørgsmål om kontrol og magt - den er decideret sundhedsskadelig og dødbringende.



Bonus-spørgsmål: Er det mon dette, danske politikere og "journalister" og andre meningdannere hentyder til, når de taler om det "kulturelle fællesskab" og de "fælles værdier" mellem Danmark og USA? Eller er det det, at biologi- og sundhedslære-bøger censureres væk fra skolebibliotekerne og skolernes internet i flere amerikanske stater?

onsdag den 22. april 2009

Derfor deltog USA ikke i Durban II

Som tidligere nævnt (mange gange) har de danske medier været fulde af det pureste opspind, løgne og fantasier, når de har skrevet om Durban-konferencen i Geneve. Som bosiddende i USA har det især undret mig, at de danske "journalister" og kommentatorer gang på gang har bildt de danske læsere historier på ærmet om at der skulle være fælles begrundelser for ikke at deltage i den anti-racistiske konference mellem de forskellige "vestlige" lande, der var imod den. De danske propagandister har især opbygget en myte om, at USA skulle være imod konferencen af nøjagtigt de samme grunde, som at de danske meningsdannere var imod den. Det er som sagt det rene løgn. Ja, jeg har efterhånden skrevet om det et par gange, men disse løgne og myter bliver åbenbart gentaget adskillige gange dagligt i denne tid i samtlige danske medier, så jeg tager det lige én gang til, hvor jeg forsøger at skære det ud i pap.

tirsdag den 21. april 2009

Danske fantasi-forestillinger

Endnu et eksempel på Politikens fantasier om "global enighed" og "fælles værdier". Idag har de minsandten unavngiven også en artikel uden afsender, der postulerer, at Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller, valgte "at trodse traditionelle allierede som USA, Israel, Tyskland og Holland, der alle valgte at boykotte konferencen, inden den var kommet i gang." Man skal godt nok være en meget ung "journalist" eller bare ikke kompetent og interesseret i sit job, hvis man ikke kan enten huske tilbage til 2001 eller i det mindste lige tjekke op på kendsgerningerne før man skriver sådan noget vås.

For hvordan kan USA og Israel være Danmarks "traditionelle allierede" i forbindelse med FN's racisme-konferencer, når de i modsætning til Danmark aldrig har deltaget i dem? USA og Israel valgte helt efter traditionen at blive væk, mens Danmark i overensstemmelse med sine traditioner valgte at deltage. Per Stig Møller har altså ikke brudt med nogen "fælles værdier" eller "traditionelle alliancer", for de har aldrig været der - det er noget helt nyt at det skulle være sådan, og det er et produkt af en fantasi, der omskriver historien til at passe ind i en myte. Det er ikke nogen "trods" eller noget "brud" med andet end et imaginært fællesskab, som hele Politikens redaktion åbenbart har forestillet sig. Tilsyneladende er der ikke én eneste ansat på Politikens hus, som er gammel nok til at være gået ud af Folkeskolen.

NB. Jeg beklager hetzen mod Politiken i dette indlæg. Den nævnte artikel er nemlig kolporteret fra Ritzau og altså ikke skrevet af en Politiken-journalist. Det er tilsyneladende den samlede danske journalist-stand, der ikke kan finde ud af at skelne mellem dansk politisk selvopfattelse og internationale interesser.

Et propaganda-cirkus

Apropos Politikens ikke-journalister. Idag gentager de fordummelsen af sine læsere med ordene: "Israel og USA vil ikke være med, fordi slutdokumentet for konferencen vil indeholde et krav om en begrænsning af det, de muslimske lande kalder opfordring til religiøst had." Det er så godt nok en løgn, men pyt dog med det - det ved folk der bor i Danmark og kun læser danske propaganda-medier vel ikke.

"Journalisten", Lea Wind-Friis, gengiver vel blot, hvad hendes politiske redaktør eller én eller anden ande politisk figur har fortalt hende, men det gør hende ikke til journalist - det kræver at man faktisk opsøger kilder, og det har hun ikke gjort (ligesom hun i sin "artikel" heller ikke begiver sig ud i emnet "dokumentation"). Ovennævnte sætning har nemlig intet hold i virkeligheden. "Religiøst had" og den slags er i særdeleshed et ømtåleligt emne i USA og kan blive udsat for adskillige censur-foranstaltninger. Det er da aldeles heller grunden til at USA boykotter konferencen. De amerikanske modstanderne havde aldrig tænkt sig, at USA skulle deltage i konferencen, og det skyldes ikke udtalelser om religionhetz, men kritikken af den racisme, som Politiken kun omtaler i gåseøjne og dermed afviser. Det kunne Politikens såkaldte "journalist" for så vidt have fundet ud af ved blot at læse de amerikanske medier, der er frit tilgængelige på internettet. Iøvrigt er det de samme pressionsgrupper og personer i USA, der knægter ytringsfriheden med henvisning til netop "religiøst had", som har presset på her for at USA skulle boykotte denne konference. Artiklens påstande er altså det rene løgn og nonsens.

Nå... det er åbenbart meget svært for en dansk journalist at bruge internettet og finde ud af, hvad amerikanske politikere mener og gør. Det er da meget lettere at finde på historier om, at de nok mener det samme som de danske politikere - så bliver verden så simpel.

mandag den 20. april 2009

USA melder sig ud af tortur-konventionen (igen)

Ja-ja, det er længe siden, at USAs tidligere præsident, George W. Bush annoncerede officielt, at amerikanske soldater og det hemmelige politi officielt ikke behøver at overholde hverken geneve-konventionerne for krigsførsel og behandling af krigsfanger eller FN's konvention imod brugen af tortur mod fanger. Det er bl.a. derfor, at USAs hær er nødt til at være en selvstændig enhed i krigen i Afganistan og ikke en del af NATO-samarbejdet, som er nødt til at overholde krigskonventionerne. Dermed satte præsidenten den dagsorden som førte til tortur-scenarierne i Abu Graib-fængslet i Irak, Guantanamo-lejren, samt hemmelige og ulovlige kidnapninger via CIA-fly til tortur-fængsler rundt om i verden.

Langsomt og gradvist over de sidste 8 år har den amerikanske højesteret dog truffet en række afgørelser, som slår fast, at den tidligere præsident ikke havde ret til at erklære disse konventioner ugyldige: fanger kan ikke tilbageholdes uden retssag, "tilståelser" frembringet ved tortur er ugyldige m.v.

Durban V: Så fik de sin vilje

De sidste par måneder har de såkaldte "vestlige" stater, politikere og medier virkelig nydt at lade som om, at de er "ytringsfrihedens forkæmpere" og at "Vesten" udgør én monolitisk enhed med "demokrati og uindskrænket ytringsfrihed" mens "de andre" (herunder Mellemøsten, Sydamerika, Afrika) er en anden monolitisk enhed, som udelukkende består af formørkede og uciviliserede lande, der enten bør ignoreres eller modtage en omgang kløgtig "vestlig" oplysning og "dialog". Dette verdensbillede skal man enten være rabiat propagandist eller slet og ret uintelligent og uvidende for at opretholde, men ikke desto mindre har det været gentaget til kvalmegrænsen og stort set uudfordret af utallige medier - selv på lederplads - som har banket sig selv på brystet og klappet hinanden på skuldrene, mens jeg personligt har brækket mig over denne selvfedme. Folk, der ellers burde være forholdsvis uddannede og oplyste, har skrevet klummer, lederspalter, og såkaldte "journalistiske artikler", hvor enhver nuance og uenighed ignoreres, og kilder citeres, med det ene formål at fremmane denne propagandistiske og nar-agtigt forsimplede opdeling i "de gode" (os) og "de onde/dumme" (de andre).

Som jeg tidligere har skrevet, er det løgn, når det i Danmark hævdes, at der er nogen dybere "vestlig enighed" (eller "østlig") om noget emne - altså at verden kan inddeles i to blokke med bestemte "værdier". For at fremmane dette falske verdensbillede har medier som Politiken været nødt til at lyve om de egentlige diskussioner og uenigheder, ligesom de har nægtet at citere de egentlige kilder, men istedet har fundet på indhold, som de respektive "blokke" så skulle være enige om - i Politikens verden. Det er således blevet hævdet, at der ikke er nogen grund til at være bekymret for ny antisemitisme i vesten (som jo er "god" og derfor ikke kan have elementer, der kan kritiseres), og at "de andre" med deres kritik bare er ude efter at censurere alt og alting - hvilket "journalisterne" selvsagt ikke har kunnet bakke op med konkret dokumentation.

søndag den 19. april 2009

Lev og lad leve

Danmark har to partier. Det alt-dominerende Forbudspartiet, som både er i regering og til højre og venstre for den, og et meget lille liberalt oppositionsparti. Forbudspartiet mener, at det er Statens opgave at definere hvad der er Godt, Sandt, Moralsk og Naturligt og at regulere alle aspekter af den menneskelige tilværelse, så de uoplyste, dumme, unaturlige og syndige mennesker kan ledes ind på Den Rette Vej. Forbudspartiet mener, at den bedste strategi til at lede pøblen (dig og mig) ind på Den Rette Vej, er at forbyde alting - menneskene er fødte syndere og kriminelle, og som sådan har de ingen mulighed for selv at leve moralsk. Når alting er forbudt, så kan Staten som udgangspunkt betragte alle borgere som kriminelle (og dermed indføre visitationszoner, overvågning og alt muligt andet) og slå ned på de værste tilfælde, mens de andre slipper med skrækken og bevidstheden om, at selvom de ikke straffes i denne omgang, så betyder det ikke at de er udenfor mistanke eller er "uskyldige".

Det liberale oppositionspartis tankegang er, at det er borgerne selv, som definerer hvordan de vil leve deres liv, så længe de ikke skader andre, og at det blot er statens opgave at sikre, at alle har mulighed for dette. Den stammer fra 1700- og 1800-tallet og dens indflydelse i nutidens politik er forsvindende lille og bliver stadigt mindre. Langt de fleste politikere idag ved, at borgerne ikke er istand til at tage vare på sig selv, og at politikerne i Forbudspartiet er de eneste, der ved, hvad der er godt og sandt. De ved også, at det er de færreste borgere, som ikke vil have, at Statens ypperstepræster fortæller dem, hvad der er Sandt og Godt, og at de fleste accepterer, at Staten ved bedst, og at det kun er de, der ikke følger Den Rette Vej, og netop ønsker at leve amoralsk, unaturligt, og falsk, som ønsker at være fri for Forbudspartiets dekreter og reguleringer. De forældede og forstokkede fjolser, som stadig taler om "frihed" og andre idéer fra det forrige århundrede, kan altså med lethed afvises af såvel ypperstepræsterne i Forbudspartiet som befolkningen i al almindelighed: hvis de ønsker frihed, og er imod Statens dekreter, så er det jo fordi de vil have frihed til at leve amoralsk og altså netop ikke bør have denne frihed. Ethvert forbud legitimerer således sig selv, og enhver kritik af magten kan afvises som kritik af Sandheden og Det Gode og Moralske.

Der er ikke det emne, som ikke kan reguleres af Forbudspartiet. Der er intet skel mellem "det private og personlige" og "det offentlige og statslige". Det personlige er politisk, sagde venstrefløjen engang, og det har højrefløjen for så vidt altid ment - forskellen er, hvad dette betyder for de to fløje. Indenfor Forbudspartiet er de enige om, at det betyder, at der ikke er noget, der hedder "privatlivets fred" eller en "personlig sfære", og at Staten kan trænge ind og regulere alle aspekter af samfundet og livet. Indenfor Forbudspartiet strides de to fløje blot om, hvad i den "personlige sfære", der skal forbydes - ikke om hvorvidt det er Statens opgave og privilegie overhovedet at trænge ind i det, der engang blev betragtet som "den personlige sfære".

Som sagt er den klassiske liberalistiske tankegang om statens rolle for længst sat udenfor indflydelse. De færreste idag ved overhovedet hvad den gik ud på. Agger fra Modspil.dk minder os om, hvad essensen i den ideologi, som engang i sidste århundrede blev betragtet som grundpillen i demokratiet, går ud på, i dette indlæg. Indlægget handler om et bestemt emne, men i det uddrag, jeg citerer her, har jeg fjernet henvisningerne til det konkrete emne, for princippet, der kommer til udtryk i citatet her, er nemlig essensen af et generelt og universelt princip, der engang var hovedkernen i det, der gik under navnet "liberalisme":

Det korte af det lange er vel, at jeg kke behøver at bryde mig om tanken om (det). Der er mange ting, jeg ikke bryder mig om at tænke på, og jeg håber sandelig ikke, at nogen nogensinde vil finde på at forbyde dem alle.

Hvis vi ikke personligt bryder os om tanken om (noget), kan vi lade være med selv at gøre noget sådant, eller vi kan lade være med at omgås folk, der gør - men vi kan ikke med nogen forestilling om et “frit samfund” i hånd insistere på, at samfundet skal blande sig i, hvad voksne mennesker gør med hinanden under fuldt gensidigt samtykke og uden skade for tredjepart.


Paranteserne er indsat af mig, hvor jeg har fjernet det konkrete emne, for at fokusere på princippet - dét, der er kernen i de gamle "liberale værdier". Tænk: denne besynderlige tankegang var faktisk slet ikke ualmindelig engang - og det er faktisk ikke så længe siden endda, selvom den virker helt kættersk og absurd i dagens Danmark.

lørdag den 18. april 2009

Mammons tempel?

Jeg tager det tilbage. Danske journalister kan jo godt gengive virkeligheden og ikke blot citere meninger. Blot ikke når det drejer sig om politik. Men når det kommer til religion og overtro, så skal du sandelig høre journalister skrive som om, det var objektive kendsgerninger de beskrev - helt uden at citere andre eller opgive nogen kilder:
"Danmarks Nationalbank, som beskytter den danske økonomi, bliver fredet som den yngste bygning i landet," skriver Politikens religiøse arkitekturredaktør

Danmark har åbenbart en gigantisk bygning, som er en slags guddom - ikke et tempel for en guddom, bygningen selv er guddommen! - som beskytter den danske økonomi. Det anede jeg ikke. Jeg troede at "den danske økonomi" var et begreb, der dækker over en masse forhold, som består af mange forskellige transaktioner, gæld og handel, valuta-reserver og den slags, samt at den var forbundet til og påvirket af ØMU'en og de internationale markeds- og spekulationsforhold. Men nej. Mens resten af verden synker i økonomisk krise, så står Den Danske Økonomi sikkert, for den er nemlig beskyttet af et magisk bygningsværk, som nu skal fredes. Og det forstår man jo godt - altså at den skal fredes - når nu det er den bygning, som beskytter Økonomien, her midt i krisen. Bygningen blev oprettet i 1970 og har beskyttet Økonomien lige siden (mine forældres arbejdsløshed og migration i 70'erne samt de såkaldte "fattigfirsere" må altså være det pure opspind - selvfølgelig har der ikke været noget galt med Økonomien, når Bygningen jo har beskyttet den).

Politikere og økonomer forgår, men bygninger består. Nationalbankens Bygning bevare os.

fredag den 17. april 2009

Journalistiske sandhedsværdier II: Opgør med postmodernismen

Tilbage i november skrev jeg et indlæg om de besynderlige sandhedsværdier, som journalister (og politikere) benytter sig af. Den klassiske logik - og almindelig dagligt sprogbrug - kan skelne mellem sætninger, der korrekt beskriver virkeligheden og derfor kaldes "sande", og sætninger der er i modstrid med virkeligheden og derfor kaldes "falske". Derudover er det i normal sprogbrug normalt at kalde en sætning, hvis falskhed udtaleren er bevidst om, for en "løgn". Dette er der ikke noget odiøst eller kompliceret i. Men hvis en person, der er flasket op med dette helt normale verdenssyn, pludselig begiver sig ind i journalistikkens verden, og benytter de dagligdags sandhedskriterier, så kan det let gå galt. Hvis man taler dansk i danske medier og derfor kalder en udtalelse, der er bevidst i modstrid med sandheden, for en "løgn", så bliver man nemlig retsforfulgt.

Hvis vi vender os mod indholdet i de journalistiske medier, så fungerer verden og sproget nemlig pludselig helt anderledes. Så er det ikke længere muligt at skelne mellem sandt og falsk eller løgne og sandheder. Som regel er der kun "meninger" og "holdninger" og meget sjældent præsenteres læserne for kendsgerninger. Kendsgerninger findes nemlig ikke ifølge dele af den mere primitive postmodernistiske filosofi, som kommende journalister tilsyneladende undervises i ifølge en indsigtsfuld kommentar, jeg modtog på omtalte indlæg. Der er kun forskellige subjektive måder at anskue verden på - den objektive verden eksisterer altså ikke "an sich" - og hvis én politiker synes at klokken er 3 om natten i Danmark mens en anden synes at klokken er 5 om aftenen samme tid og sted, så er det åbenbart mediernes opgave at viderebringe begge "synspunkter" uden at fortælle læserne, hvad klokken "faktisk" er (for "faktisk" findes jo ikke - faktuel journalistik hører fortiden til).

Måske er dette en medvirkende faktor til, at det ikke længere er moderne at tale om politik som noget mere eller mindre objektivt. I gamle dage handlede politik om forholdsvis identificérbare ting som økonomi og rettigheder, men i vore dage er den slags pjat passé. Næh, idag handler politik om "værdier". Det forklares aldrig hvad "værdi-politik" egentlig er - jeg har ihvertfald ikke forstået det - men det er sikkert, at disse (subjektive) "værdier" er mere vigtige end de forældede (objektive) rettigheder og økonomiske muligheder. Det er idag helt accepteret at staten afskaffer rettigheder for at fremme bestemte men sjældent uddybede "værdier".

Den postmoderne kritik af objektivismen og realismen havde oprindeligt progressive rødder. Den kritiserede den såkaldt "objektive" videnskab og politik, hvis "sandheder" som regel "tilfældigvis" altid var i overensstemmelse med magthavernes interesser og værdier og fungerede som påstået "objektiv" og "videnskabelig" legitimering af de herskende forhold. Den kritiske teori insisterede på, at underrepræsenterede og marginaliserede stemmer, oplevelser og synspunkter skulle inkluderes og høres, og at de udgør en anden version af "sandheden" og "virkeligheden", som er afhængig af deres situation (situerethed). Visse "sandheder" er altså sociale konstruktioner, skabt af de herskende interesser, og det er vigtigt at legitimere de andre opfattelser af virkeligheden som værende mindst lige så vigtige og "sande". Herfra kan man gå videre og hævde at magthavernes "værdier" (overklassens kultur, mandlige normer m.v.) og måske hele deres virkelighedsopfattelse blot er ét sæt af subjektive oplevelser, som ikke er mere sande eller objektive end andres.

Dette er efter min mening ganske udemærket og til en vis grad korrekt, men det kan altså også føres for vidt. At en sociologi, psykologi eller politologi ikke er fuldstændig, hvis den ikke tager undgangspunkt i mennesker i forskellige situationer men istedet ignorerer de data, der ikke passer ind i magthavernes fortælling, er efter min mening ikke et brud med de videnskabelige og rationalistiske sandhedskriterier. Tværtimod er det at gøre opmærksom på, at den herskende videnskab, politologi m.v. selv ikke har levet op til dem. Der er efter min mening ingen grund til fuldstændigt at forkaste idéen om sandt og falsk, objektivitet og realitet - tværtimod er det magthavernes rationaliseringer og mytologier, der skal afsløres som de subjektive interesser og "værdier", de nu engang er.

Det postmoderne mantra, "alt er relativt", er ikke noget entydigt progressivt redskab. I de seneste år er det snarere blevet approprieret af de magthavere, det engang kritiserede, så det nu er subjektivismen, som legitimerer magten. Den radikale og kritiske filosofi kritiserede tidligt liberalismens retfærdighedsbegreb, der byggede på formaliserede og "objektive" juridiske rettigheder, som ikke tog højde for, at forskelligt "situerede" (socialt placerede) individer ikke havde lige gavn af eller adgang til dem. Liberalismens rettigheder var altså primært til for de, der allerede havde opnået magt nok til at kunne holde dem i hævdt, mens de, der ikke har samme muligheder faktisk holdes nede af det selvsamme retfærdighedsbegreb (jævnfør: når ubevæbnede folk kæmper for sine rettigheder, så kaldes det over én kam for vandalisme og terrorisme, mens statsligt politi og militær vold generelt er legitimt så længe det holder sig indenfor visse konventioner, som de ubevæbnede ikke har mulighed for at holde sig indenfor).

Men efterhånden er mindre kampe er blevet vundet ved netop at påpege det hykleriske i magthavernes fortællinger eller i de liberalistiske rettigheder, som ofte er blevet brugt til at nægte folk ligestilling - man har altså brugt magthavernes diskurs imod dem selv og skabt stadigt mere inklusive rettigheder og fortællinger, der tager højde for forskellige situationer og stemmer. Kvinder (og sorte i USA) fik for eksempel gradvist stemmeret og juridisk ligestilling ved at påpege, at de respektive samfund ikke levede op til deres egne påståede kriterier for formel lighed. Istedet for at kræve principperne afskaffet krævede man dem fuldt realiserede og udvidede. Helt ubrugeligt er oplysningsidealet altså ikke (omend det naturligvis krævede kampe, som ikke var "legitime" ifølge de "liberale" principper).

De vi nu ser, er en reaktion fra de herskende magthavere, hvor de opdager, at deres hykleriske "objektive" principper bliver brugt af folk, det aldrig var meningen skulle nyde gavn af dem, og de derfor forkaster dem. Idag er det de progressive og marginaliserede, som insisterer på overholdelse af formelle rettigheder baseret på objektive kriterier, mens magthaverne og de priviligerede har droppet dén diskurs og istedet taler om "værdier" og "bevarelse af kulturer" og argumenterer med "det synes jeg" eller "sådan oplever jeg virkeligheden", mens de afviser at der findes objektive kriterier for noget som helst. Således er det idag de, der kalder sig fortalere for "liberalismen" og "vestlige værdier", som begrunder politiske handlinger slet og ret i deres egen vilje eller i en subjektiv trang til magt, mens de afviser at viljen eller magten kan eller bør begrundes i noget objektivtivt og offentligt tilgængeligt.

At magthaverne hypper deres egne kartofler og blæser på sine egne principper, når de ikke længere passer dem, er ikke noget nyt. Men at de helt afviser at begrunde eller rationalisere deres handlinger og åbent vedkender sig, at de handler ud fra noget rent subjektivt eller udfra sine egne interesser, det er så vidt jeg ved noget forholdsvis nyt.

Tilbage står så journalisterne, som skal dække magthavernes handlinger og udtalelser, og er flasket op med det, at de blot skal viderebringe forskellige fortællinger i en given sag og ikke beskrive sagen faktuelt. De står nu i den situation, at politikerne ikke længere føler det nødvendigt at forsøge at begrunde (eventuelt ved at lyve) hvorfor en given beslutning vil være god for befolkningen, men istedet blot fortæller, at den repræsenterer deres "værdier" - altså at den smager godt, og at de, der er imod den, har dårlig smag. Der er ingen, der forklarer hvad disse "værdier" går ud på, men ethvert politisk - og nu også juridisk - spørgsmål drejer sig nu om en "værdi-kamp" og ikke om at finde ud af hvad der vil være i overensstemmelse med de formelle rettigheder eller hvem det er til gavn for.

I nogle tilfælde vil journalisten så kunne henvende sig til en "tredie" person - en såkaldt "neutral ekspert" - som så kan give sin beskrivelse af den givne sag, men disse eksperter afvises jo med let hånd som "smagsdommere" eller "aktivistiske jurister", der også blot udtrykker deres subjektive mening. Med andre ord kan vi ikke stole på noget som helst. Når der ikke længere formelt findes objektive sandheder eller i det mindste økonomiske interesser i politik og journalistik, så bliver det hele til et spørgsmål om, hvem der kan få en historie eller sag til at se bedst ud, lyde bedst, få modparten til at virke "grim", hvem der er mest sympatisk osv. Dette er ikke til gavn for de underpriviligerede og marginaliserede, endsige de, der lugter, lyder og ser anderledes ud.

Vi skal kritisere magthavernes "værdier", interesser og handlinger. Det kræver at vi har et grundlag at kritisere ud fra. Jeg mener, at et udemærket redskab i denne kritik er den objektive virkelighed og dagligsprogets mulighed for at skelne mellem sandt og falsk. Det skal være muligt for journalister at beskrive indholdet i en given lov, skattereform, politisk dokument m.v. Naturligvis vil man kunne kritisere deres beskrivelse for ikke at tage højde for alle interesser, for at være for ensidige, for at lave falske beskrivelser m.v. men er alternativet virkelig, at de så blot gør det hele til et spørgsmål om subjektive meninger, og blot lader magthaverne fortælle, hvad de synes, uden at vi har nogen som helst bare nogenlunde objektive kendsgerninger at forholde os til?

Der findes en virkelighed - love, økonomi, politiske udtalelser, trafik-uheld osv. har en objektiv eksistens, som det er muligt at beskrive. Den radikale kritik bør ikke angribe forsøget på at beskrive virkeligheden men istedet den ensidige og subjektive fortælling som benægter dele af virkeligheden, ignorerer andres eksistens og altså netop ikke er objektiv eller fuldstændig. Det skal være desuden være muligt med denne virkelighed som reference-punkt, at fortælle at denne og hin politiker ikke bare "taler usandt" men decideret lyver. Det er ikke altid til at vide, hvornår en person er bevidst om, at hendes udtalelser strider mod sandheden, men vi må i det mindste antage, at der findes en sandhed, og at denne person har nogenlunde samme tilgang til den som vi andre. Hvis vi antager, at vi alle blot lever i vor egen lille virkelighed, som kan være helt forskellig fra alle andres, så er der jo ingen grund til overhovedet at have aviser og andre kommunikationsmedier andet end som underholdning og historie-fortælling.

Det er ikke godt nok at fortælle, at den ene politiker synes at klokken er 3 og den anden at klokken er 5. Journalisten har mulighed for at kigge på et ur, at sammenholde det med et andet ur, og så fortælle dels hvad klokken faktisk er og dels at den ene (eller begge) politiker(e) enten er fuld af løgn eller lever i en alternativ virkelighed, der ikke har noget med min at gøre. Jeg har ikke lige så meget brug for at vide, hvad en given politiker synes, hvilken smag eller hvilke "værdier" han har, som jeg har for at vide, hvad de gør og hvad de vil gøre. Det er journalisters opgave at oplyse os om dette - ikke blot at gengive magthavernes subjektive fortællinger.


PS. Jeg ved godt, at der er økonomiske og produktionsmæssige forhold, som spiller ind på journalisternes muligheder for at lave reel informativ - kendsgernings-opsøgende - journalistik, og at de derfor ofte må ty til blot at bringe "sound bites" fra magthaverne. Dette er dog noget ganske andet end ligefrem at promovere en filosofi, der antager at virkeligheden ikke eksisterer, som et journalistisk ideal. At man er fattig betyder ikke, at man behøver at opdrage sine børn til at have sult som ideal.

fredag den 10. april 2009

Kulturrevolution i USA

Dagens meningsmåling: Blot 53% af de spurgte amerikanere idag mener, at "kapitalisme er bedre end socialisme".

Det er ret vildt, for jeg vil gætte på, at omkring 90% af amerikanerne ikke ved, hvad ordet 'socialisme' betyder. Det har indtil for nylig betydet noget i retning af "sataniske baby-spisende forræddere, der skal henrettes og brændes i helvede" - og altså noget, ingen ville kalde sig ud over de få, der faktisk ved hvad det betyder. Men efter John McCains valgkamp, hvor han desperat forsøgte at stemple Obama som sådan en ond "socialist", betyder det nu også "det Obama står for" - det vil sige en tilhænger af kapitalisme med et minimum af ansvarlighed. Obama er naturligvis ikke socialist, men hvis 'socialisme' nu betyder en person, som (i modsætning til McCain) faktisk anerkender, at der er problemer med den nuværende økonomi, så er det i det mindste ikke noget skældsord længere.

Ikke overraskende er ordet 'kapitalisme' mere positivt for de, der er aktie-spekulanter. Når de fraregnes, så er der kun 40%, som mener, at "kapitalisme er bedre end socialisme" - hvad ordet socialisme så end betyder for dem.

Meningsmålingen siger intet om, hvor mange der faktisk går ind for socialisme i ordets egentlig forstand. Den fortæller nemlig ikke, hvad folk lægger i ordet 'socialisme', og den har ikke forsøgt at afklare dette spørgsmål (det er åbenbart ikke vigtigt). Derimod afslører den, at befolkningen generelt er langt mere positive overfor begrebet 'fri markedsøkonomi', end de er overfor ordet 'kapitalisme'. Det antyder måske, at befolkningen generelt ikke mener, at det nuværende system, er et egentligt frit marked, og at de forbinder ordet 'kapitalisme' med det nuværende system, hvor gigantiske og magtfulde firmaer kontrollerer både den politiske og den økonomiske sfære. Noget kunne tyde på det, hvilket jeg vender tilbage til.

Anddelen af folk, der er sympatisk indstillede overfor statskontrolleret økonomi er iøvrigt mindre end anddelen af folk, der er sympatiske overfor ordet "socialisme". Det skyldes nok, at ordet 'socialisme' i USA som sagt tillægges alle mulige forvrøvlede betydninger, men måske afslører det også nogle anarkistiske tendenser, som både vender sig mod kapitalisme og statsstyring?

Noget kunne tyde på det, for en anden meningsmåling (også refereret i ovenstående link) har afsløret, at to ud af tre amerikanerne mener, at kapitalistiske firmaer og den politiske statsmagt ofte er allierede og deler samme interesser på bekostning af forbrugere og arbejdere, hvilket er nøjagtigt hvad anarkismen altid har ment.

Statistik kan bruges til meget - men ikke til at finde entydige svar.

onsdag den 8. april 2009

Kampen mod sex

De er altså mærkelige, de amerikanere. Ikke alle selvfølgelig, men en pæn og desværre indflydelsesrig portion er skizofrene og autoritære - en kombination, der gør endnu mere skade end hvis de blot havde haft ét af disse træk. Én ting er at få en ordre om at gå til højre selvom du ikke har lyst. Men hvis en vanvittig magtperson giver dig en ordre om at gå til højre OG til venstre samtidig, så er du virkelig på røven. Amerikanske teenagere udsættes konstant for modsatrettede ordrer, når det gælder sex.

Tag for eksempel de utallige institutioner, der forsøger at seksualisere og erotisere børn i en stadigt yngre alder - for eksempel sælger Burgerking børnemenuer ved hjælp af erotik - og børn og deres forældre får at vide fra en tidlig alder at de skal leve op til idealer, der stammer fra seksualitetens verden. Samtidig kriminaliseres teenagere, der er sexuelt aktive eller blot udforsker erotikkens verden og straffes som "pædofile". Det kan måske forklares med, at det er forskellige institutioner, som trækker i hver sin retning, men dels er effekten på det ramte individ den samme, og dels er begge tendenser integrerede dele af den samme skizofrene kultur.

Men tag et andet eksempel: de højre-rabiate, totalitære, konservative og fundamentalistiske abort-modstandere. De er sjældent egentligt alvorligt bekymrede for aborter, for deres politik inkluderer sjældent nogen af de instrumenter, man ved nedbringer antallet af aborter. De skandinaviske lande har samtidig nogen af de mest liberale abort-lovgivninger og de laveste abort-statistikker - at forbyde og forhindre abort gør nedbringer altså ikke antallet af udførte aborter. Hvis det er det man er interesseret i, så ville man snarere skabe de rammer, som gør det til et virkeligt frit valg: oplysning om seksualitet, prævention og graviditet, tilgængelig prævention, økonomisk ligestilling, børnepasning, sikring mod at blive fyret på grund af graviditet, hjælp til enlige mødre og fattige forældre osv - alle disse ting er fraværende i USA, og ville gøre valget om abort eller fødsel til et virkeligt frit valg, hvor man ikke bliver straffet for at være seksuelt aktiv eller for at blive gravid, og de ville desuden (som en bonus) mindske antallet af aborter. Istedet kæmper "abort-modstanderne" imod alle disse ting og altså imod deres påståede dagsorden. Det eneste et forbud mod aborter gør, er at forhindre sundhed og sikkerhed, mens aborterne stadig finder sted.

De konservative abort-modstanderne i USA er for de flestes vedkommende snarere modstandere af oplysning og frihed - deres dagsorden er at kontrollere andre menneskers valg og liv ned til mindste detalje. Det gør man blandt andet ved at sende modsatrettede ordrer og signaler for derved at gøre folk usikre på sig selv - ved at sørge for, at de skammer sig uanset hvad de gør. Oplysningsmodstanderne har ikke holdt deres egne moralske kvababbelser for sig selv, men tvunget dem ned over hovedet på millioner af mennesker i og udenfor USA. Der er utallige kampagner og lobbygrupper, som forsøger at forhindre og forbyde aborter i adskillige af USA's delstater, men de stopper ikke med forsøget på at kontrollere amerikanske kvinders kroppe - indtil i år dikterede disse fundamentalister den amerikanske udenrigspolitik og forhindrede sundhedsarbejde på globalt plan: De har bevidst forhindret kampen mod AIDS og andre sygdomme i USA og globalt.

Hvis de vitterligt blot var imod aborter, og altså vil bestemme over kvindens krop og frihed hvad det angår, så var der vel ingen grund til at ønske at bestemme over alt muligt andet - og da i særdeleshed ikke at forbyde ting, der ville forhindre uønskede graviditeter (og mindske kønssygdomme). Men det er ikke blot valget om abort eller ej, de ønsker at bestemme over - de vil have fuldstændig kontrol over individernes seksualitet - fra følelserne omkring det til viden om det - og sørge for, at ingen har mulighed for at træffe rationelle valg. De konservative frihedsmodstandere udviser sjældent sympati eller støtte til de unge forældre, som har fulgt deres råd og beholdt barnet på trods af besværlige omstændigeder, eller for ansvarlige unge, der bruger beskyttelse. Tendensen er snarere, at det er de samme kontrolmennesker, som forbander seksuelt aktive unge og udstiller enlige mødre som uansvarlige "snyltere".

Således er det de samme mennesker og grupper, som kæmper for at afskaffe seksualitetsoplysning og sundhedslære i skolerne - eller sågar lobbyer for decideret vildledende og psykisk og fysisk skadelig misinformation om sex, graviditet og kønssygdomme. Tusindvis af amerikanske skolebørn er således i de seneste år blevet indoktrineret at kondomer og p-piller ikke virker - i offentlige skoler og betalt af regeringen.

Når nu religiøse autoritære tosser og totalitaristiske politikere i alliance forsøger at sprede løgne, sygdomme og elendighed, så må oplyste og rationelle private personer og organisationer jo træde til for at sprede information og oplysning. Men selvom man skulle være kommet igennem det amerikanske vildledningssystem, der går under navnet "skoler" og alligevel har et minimum af oplysning om seksualitet og sundhed - og har bevaret sit mentale helbred på trods af de skizofreni-skabende budskaber, der fortæller unge, at de både skal skamme sig, hvis de har en seksual-drift og skamme sig, hvis de ikke har - så kan det være svært, at gøre det nødvendige.

De samme kontrol-freaks, som vil forbyde abort, har nemlig også påvirket detail-handelen, til at gøre det så svært som muligt, at beskytte sig selv mod uønsket graviditet og kønssygdomme: Såkaldte "apoteker" nægter at sælge p-piller og kondomer, og højrefløjstosserne har sågar fået tv-stationer til at forbyde reklamer for prævention. De er altså næppe imod aborter som sådan, men mere præcist imod individers kontrol over sin egen seksualitet.

Kontrollen over individet udstrækker sig altså til store dele af samfundet i både det offentlige og det private (og på internettet, hvor oplysningssider censureres af såkaldte "porno-filtre"). Selv højere "uddannelsesinstitutioner" er underlagt den religiøse kontrol. Således rissikerer studenter-organisationer, der giver praktisk oplysning om seksualitet at blive bortvist med den begrundelse, at seksualoplysning er det samme som "pornografi". Studerende er nødt til at oprette undergrundsnetværker, der kan gøre kondomer tilgængelige på Campus - med fare for deres frihed: enkelte er blevet anholdt for at uddele kondomer.

Selv når man ikke forsøger at modvirke systemet, men blot tager vare på sig selv, slår den kristne taleban-milits til: Den seneste historie fra den amerikanske krig mod sikker sex kom for et par dage siden, hvor en high-school-elev blev bortvist for at tage p-piller. Denne gang var begrundelsen, at prævention falder ind under forbuddet mod "narkotiske stoffer" på skolen.

Er der noget at sige til, at nogle amerikanere har et lidt anstrengt forhold til sin egen og andres seksualitet? Det kræver en mental kraftanstrengelse at bevare sundheden og forstanden i et sådant klima. Højrefløjen i USA forsøger ikke blot at forbyde bestemte handlinger, men at ødelægge enhver form for oplysning, rationalitet og selvstændighed. Ved at skabe forvirring og misinformation og ved at sørge for, at folk skammer sig uanset hvad de gør, hvis de gør det selvstændigt, så er grunden lagt for den totale kontrol over menneskers psyke og handlinger. Først og sidst, så handler det om kontrol og magt - primært over kvinder, som er fordømt uanset hvad de gør, med mindre de indordner sig under en mand og gør hvad han siger. Det er sjældent mænd eller drenge, der udsættes for skam over sin egen seksualitet, som de jo antages ikke at have kontrol over, hvorimod kvinder skal tvinges til at have det dårligt med sig selv og sin egen autonomi. I mellemtiden er ikke blot kønssygdomme men også seksuelle overgreb og hustruvold højere i de mest konservative stater.

For mere information om kontrollen om folks seksualitet og befrielsesbevægelsen imod denne tendens se bl.a.: Amplify Your Voice, Reproductive Health Reality Check, Advocates For Youth, Planned Parenthood, International Women's Health Coalition, Population Action International og Yes Means Yes.

tirsdag den 7. april 2009

Endnu en Karen Jespersen

Den anti-liberale "velfærds- og ligestillingsminister", Karen Jespersen, meldte sin afgang samme dag, som Anders Fogh Rasmussen meldte sin afgang som statsminister. Det har medført nogen spekulation, men jeg tvivler på, at gisningerne om, at det skulle skyldes forventede uenigheder med den nye statsminister om den grundlæggende politik. Han har nemlig udpeget en ny anti-liberal politiker, hvis holdninger og udtalelser til forveksling ligner Karen Jespersens, i nogenlunde den samme stilling - denne gang er ansvaret for "ligestilling" blot koblet sammen med "beskæftigelse".

Inger Støjbjerg er medlem af partiet Venstre, som kalder sig et "liberalt" parti, men der er ikke meget der tyder på, at hun overhovedet ved hvad det ord betyder, eller har læst partiets eget program - på trods af at hun har været partiets politiske ordfører. Tværtimod har hun udvist stort set lige så megen foragt for de liberale grundprincipper, som sin forgænger. Som politisk ordfører for Venstre skrev hun af og til nogle af sine holdninger på Politikens blog. Ligesom Karen Jespersen - og Pia Kjærsgaard - var der kun ét emne, der interesserede hende: kampen mod de "knap så danske" danskere.

Liberalismen opstod oprindeligt blandt andet som idéen om, at politisk identitet er grundlagt i statsborgerskabet, og ikke har noget med etnicitet, religion eller kultur at gøre. Det er idéen om, at alle borgere er lige meget borgere i statens øjne, og at der kun eksisterer én form for statsborgerskab med lige rettigheder. Det var moderne statsopfattelse, som liberalisterne i bl.a. Tyskland i 1800-tallet stod for under debatten om hvordan man skulle opfatte jøderne under dannelsen af de moderne nationalstater - var jøderne ægte "tyskere", eller var de først og fremmest "jøder". Den liberalistiske løsning på "jøde-problemet" var, at der i statens øjne ikke findes "jøder" eller andre nationale/etniske identiteter, men blot borgere, som alle i statens øjne har lige rettigheder og pligter. Liberalismen går ud på, at staten skal være neutral overfor kulturelle, etniske og religiøse tilhørsforhold. Den skal sikre, at der er lighed for loven, at magtens tredeling bliver overholdt, at de grundlæggende rettigheder sikres - den skal ikke føre "kultur-" eller "værdi-politik".

Dette er langt fra Karen Jespersens / Inger Støjbergs holdninger. Støjberg og andre benytter den politisk korrekte demagogi og taler om "vestlige værdier", "frihedsrettigheder" m.v. men de bruger dem netop til det modsatte af den oprindelige liberalisme. De misbruger liberalismen til at skelne mellem "etniske danskere" og "de andre". De liberalistiske værdier er netop at staten sikrer rettighederne for alle borgere uden at skelne til deres etnicitet m.v. og altså netop ikke skelner mellem statsborgere og gør dem "mindre" statsborgeragtige. Og ganske som man kunne forvente, er Inger Støjbergs første udmelding som minister, at hun netop ikke vil arbejde for generel ligestilling og være alle borgeres "ligestillingsminister", men istedet vil fokusere på en bestemt etnisk gruppe, hvormed denne gruppe fremstilles som værende i konflikt med hendes politiske projekt, imens projektet om universel ligestilling sjofles og gøres til endnu et "udlændingespørgsmål". Hun adskiller sig altså ikke grundlæggende fra sin anti-liberale forgænger.

Siden jøde- og nationaltstats-debatten i 1800-tallet har liberalismen indkoopereret begrebet om menneskerettigheder, som gør det muligt, at fastslå ikke-borgeres status overfor staten. Også hvad angår disse er det et liberalt grundprincip, at staten ikke skelner mellem deres kulturelle tilhørsforhold, men udelukkende fastslår spørgsmålet om deres statsborgerskab for at fastslå hvilke rettigheder de har. Rettigheder er i liberalismen noget individet har overfor staten, som fastslår hvad staten "må" gøre mod individet for at bevare sin "legitimitet". De skal dels sikre statens legitimitet og sikre borgerne mod regeringsmagtens arbitrære luner ved at garantere, at alle behandles lige.

Men det er ikke kun denne bagvedliggende tankegang i det liberalistiske demokrati, Inger Støjberg er imod. Hun har agiteret for afskaffelse af adskillige af de mekanismer og principper, som demokratiet og retsstaten bygger på. Inger Støjberg bryder sig hverken om liberalismen, borgerrettighederne eller menneskerettighederne - og heller ikke om retsstatens og demokratiets grundpiller.

Hun har talt for brud på menneskerettighederne ved at gøre visse ikke-borgeres liv "utåleligt". Det drejer sig om gruppe ikke-borgere, der ikke har mulighed for at tage andre steder hen, og altså i princippet bør behandles som borgere, eftersom det liberale grundlag for at skelne mellem ikke-borgere og borgere netop er, at ikke-borgere som regel kan forlade denne stat og opnå borger-rettigheder i sin egen stat. Uanset hvad, er der er intet i liberalismen som forsvarer at gøre menneskers liv utåleligt - uanset om de har et valg eller ej eller om de har statsborgerskab eller ej. I liberalismen kan man kun straffes, hvis man har begået noget kriminelt, og er blevet dømt ved en retfærdig og uafhængig rettergang - og i så fald skal straffen være fastsat, begrænset og proportional med forbrydelsen. Det går stik imod de "liberale værdier", at agitere for at mennesker, der ikke har begået nogen forbrydelse, skal straffes uden retssag - og oven i købet straffes for livet. Ingen liberalist kan i øvrigt gå ind for at nogen straf skal være "utålelig".

Støjberg har også talt for afskaffelse af magtens tre-deling og princippet om straffens proportionalitet ved at agitere for politisk fastsatte (og drakoniske) minimumsstraffe, og for afskaffelse af grundlæggende (liberale) retsprincipper, som er til for at beskytte borgerne mod statsmagten. Heriblandt vil hun afskaffe princippet om at politiet skal indhente dommerkendelser og have begrundet mistanke før de kan chikanere og mistænkeliggøre befolkningen. Retsstaten og borgernes tryghed skal afskaffes og politiet skal istedet have mulighed for at tilbageholde enhver når som helst og hvor som helst uden tungtvejende begrundelser. Det er en klar afvisning af princippet om at enhver som udgangspunkt betragtes som uskyldig og klart anti-liberalt.

Og nu, hvor vi er ved politistatstankegangen, så har Støjberg - i hvad jeg antager var fuldt alvor - påstået, at det hemmelige politi er hævet over loven og "demokratiet": "Det er PET, der er øverst ansvarlige for Rigets sikkerhed" skrev hun for et års tid siden! En liberalist - eller en hvilken som helst tilhænger af demokrati og retssikkerhed - ville nok mene, at det var landets regering med ansvar overfor det parlamentariske flertal i Folketinget, som var "øverste ansvarlig" for rigets sikkerhed. Men Støjberg går ind for, at det hemmelige politi skal have mulighed for at anklage og dømme udvalgte indvider uden at behøve at fremlægge beviser og uden ansvar overfor Folketinget eller domstolene. Vi taler altså om den totale afskaffelse af individets retssikkerhed. Med en sådan indstilling vil ingen kunne føle sig trygge.

Derudover er det så som så med hendes "forsvar for ytringsfriheden", for i Inger Støjbergs totaltstats-ideologi, må man ikke diskutere statens udenrigspolitik, når fædrelandet er i krig (og krigstilstanden er som bekendt permanent). At stille spørgsmål ved statens linie er - ligesom i Stalins og andre diktatorers regimer - i Inger Støjbergs øjne, det samme som at alliere sig med statens fjender (som der altid er nok af). Og hvis man er "allieret" med statens fjender, så har det hemmelige politi i Inger Støjbergs dystopia som bekendt mulighed for at få en dømt uden retssag, og regeringen har mulighed for at gøre resten af ens liv "utåleligt".

Om man er politisk enig med nogle eller alle Inger Støjbergs visioner og udtalelser er ikke det vigtige her. Det væsentlige er, at man på ingen måde kan betegne dem som "liberale". Inger Støjberg er ligesom Karen Jespersen en modstander af de liberale kerne-værdier. Hvis folk, der kalder sig selv "liberalister" eller "liberale", vil bevare noget af sin troværdighed og respekten for det ord, så må de altså se at protestere mod denne misbrug af navnet på deres ideologi - dvs hvis de da selv har nogen respekt for den.

mandag den 6. april 2009

Stop pressen!

"Hold the press" (stop trykke-maskinen) råber den fiktive redaktør eller journalist i den mytologiske verden, hvor medierne laver alvorlig og samfundsvigtig journalistisk. Den hårdtarbejdende redaktør, der altid har har journalistikkens gyldne "væsentlighedskriterier" i baghovedet, har nemlig - i fantasiens verden - netop modtaget en historie, der er så væsentlig for læserne, at selvom morgendagens avis allerede er gået i trykken, så må det hele laves om, for at denne sensationelle artikel, der afslører magthaverne kan komme på forsiden.

Sådan forestiller vi (der har fået lidt romantisk forhold til medie-verdenen gennem for megen populær-litteratur) os gerne livet på et større dansk dagblad, der for nylig har modtaget cavling-prisen for afslørende journalistik. Måske er det idag historien om, at landets nye statsminister engang aktivt støttede den afganske taleban-milits, som Danmark nu fører krig mod, der endelig er havnet i redaktionslokalet. Måske er det nyheden om, at landets regering netop har afskaffet retsstaten og indført hemmelige retssager á la dem, man kender fra Kafkas roman "Processen" eller de guantanamo-sager, som USA's højesteret har kendt ulovlige. Det er ikke til at vide på forhånd - det er jo ikke for sjov, det hedder "afsløringer".

Under alle omstændigheder er det en brandvarm historie, som ikke kan vente, men simpelthen må afsløres her og nu, inden magthaverne får tid til at sætte spin-maskinen igang eller andre medier får fært af historien. Det foregår ofte således: En journalist vender tilbage til bladhuset sent om natten med sin gennemresearchede og kritiske artikel, redaktøren skimmer den igennem med nerverne udenpå kroppen og tager beslutningen - det er farligt, men det skal afsløres! Han styrter igennem bladhuset og ned i trykkeriet, mens han råber: "Stop pressen! Det her skal på forsiden!"

Sådan er livet dagligt i romanernes medie-verden, og sådan forestiller jeg mig også, at stemningen have været på Berlingske Tidende, da den hårdtarbejdende og evigt system-kritiske journalist, Søs Lykke Sloth, vendte hjem til redaktionen efter flere dage og nætter i marken med den sensationelle afsløring:

LARS LØKKE RASMUSSENS KONTRAFEJ PRYDER NU STATSMINISTERIETS HJEMMESIDE I STEDET FOR FOGH!

Mens resten af landets medier i månedsvis har spekuleret om, at landets regeringsleder var på vej ud, men ikke har haft andre kilder end hinanden, har Søs Lykke Sloth bevæget sig rundt i samfundets underverden for at afhøre lyssky kilder. Hun har stort set ikke sovet i ugevis, mens hun har arbejdet på sin afsløring. Idag er det dog ikke længere nødvendigt, at bevæge sig ud for at arbejde på sine magt-kritiske afsløringer. Men man skal ikke undervurdere, hvor hårdt det kan være, at sidde isoleret fra sine kolleger og alle andre dag ud og dag ind i et mørkt rum, mens man surfer på internettet!

Jovist, man kan klandre vor heltinde for ikke at have opdaget - som alle andre ellers havde - at landets statsminister havde været til jobsamtale i en lokal militær-alliance og derfor havde givet sin post som regeringsleder videre. Der var altså hverken tale om et statskup internt i ministeriet eller om et hacker-angreb på dets hjemmeside, men en simpel opdatering med de nye kendsgerninger - informationer alle andre end Søs Lykke Sloth allerede kendte til. Men sådan er livet som journalist i "marken". Når man lever livet i samfundets skyggeside, så har man ikke altid tid til at følge med i de samme historier, som de andre journalister. Søs Lykke Sloth er en journalist af den gamle skole og har kun hån til overs for de af hendes kolleger, som får deres informationer fra officielle telegrammer og magthavernes egne udtalelser. Hun ved at sand journalistik kræver hårdt benarbejde, masser af kaffe og utallige timer på internettet.

Hendes sensationelle afsløring af, at statsministeriets hjemmeside var blevet opdateret, fortsætter i ét væk. Nu hvor sagen ruller, og hun fik overbevist sin redaktør om, at hendes hårde arbejde var det hele værd, bringer hun den ene magt-kritiske afsløring efter den anden - hun har også fundet spor af den nye statsminister andre steder på internettet! Idag kan Berlingske Tidende således bringe den sensationelle historie, om den nye regeringsleder, der åbenbart boltrer sig i alle mulige lyssky "sociale netværker" - på skatteydernes regning naturligvis!

Blot en time efter dette stykke kritiske og samfundsvigtige journalistik blev offentliggjort på Berlingske Tidendes hjemmeside ruller historien i alle landets medier. Politikens Christine Cordsen er også en hårdtarbejdende journalist, som ligesom Søs lever og ånder for de virkelige historier, men hun er træt af at stå i skyggen af Søs, som altid lige er ét skridt foran. Hun har også fået øje på, at statsministeren har en hjemmeside, men desværre kommer hendes afsløring en hel time efter, at den allerede har været offentliggjort i Berlingeren. Sådan er livet som journalist: Der er benhård konkurrence, og det er derfor, det er så vigtigt, at redaktøren kan råbe "stop pressen!", når en af hans mest betroede journalister kommer ind med en afsløring af denne kaliber. Nu er det eneste, de andre medier kan gøre, at bygge videre på Søs' afsløringer, og Politiken fokuserer derfor på Christines afsløring af, at den nye statsminister ikke er den eneste af landets ministre, som er på internettet.

Hvor er det godt, at vi stadig har journalister som Søs Lykke Sloth (og Christine Cordsen - bedre held næste gang!) på medier, der virkelig kan udfylde rollen som samfundets vagthund - folk der sætter fokus på det, det borgerne har krav på at vide, og som magthaverne prøver at skjule. Hvordan skulle vi dog finde ud af, at statsministeriet havde en hjemmeside eller at politikere benyttede internettet ligesom alle andre, hvis ikke det var for disse modige presse-folk?

søndag den 5. april 2009

Korttidshukommelse

"Anders Fogh Rasmussen (V) bliver efter sin udnævnelse til NATO's kommende generalsekretær den højest internationalt placerede dansker nogensinde," skriver Berlingske Tidende idag.

Det er noget af en tilsnigelse. Både hvad angår det provinsialistiske syn på begrebet "nogensinde", som åbenbart kun dækker over den umiddelbare historie, og med hensyn til opfattelsen af, hvor "højt placeret" posten som NATO's generalsekretær er. NATO's generalsekretær er en diplomat-post - ikke en leder-post. Ganske vidst er han formand og ordfører for adskillige udvalg og øverste ansvarlige for den daglige administration, men det politisk ledende organ er altså det såkaldte "Nord-atlantiske råd", som består af repræsentanter for NATO-landendes regeringer, og den militære ledelse er placeret hos the "Supreme Allied Commander Europe", som styres af den amerikanske hær. Posten som generalsekretær er ikke nogen stor og prestige-fyldt post. Udover Javier Solana, der senere forsøgte at blive EU's "udenrigsminister", er der ikke mange på listen over NATO's generalsekretærer, der senere hen er gået over i historien.

Det er ikke fordi, jeg vil forklejne, Anders Foghs nye stilling, men at kalde den "den højeste" nogensinde, er ligegodt at tage munden for fuld. Hvad med Svend Tveskæg, der regerede over Danmark (inklusiv det oprindelige Danmark: Skåne), England og Norge? Han var ikke alene tæt på at være enevældig politisk leder, men også øverstbefalende for en enorm militær-alliance. En noget højere international placering end en diplomat, skulle jeg mene! Eller hvad med Dronning Margrethe den første, som oprettede Kalmar-unionen og regerede over Danmark, Sverige, Norge, Grønland, Orkney-øerne, Færøerne, Shetlandsøerne, og det halve af Finland? En langt mere indflydelsesrig post! Eller hvis vi skal tale militær-magter og bruge ordet "nogensinde", så kan vi vel også gå helt tilbage til den varangiske garde, der var den østromerske kejsers elitesoldater og bestod af skandinavere. Der må på et eller andet tidspunkt have været en dansk viking som anfører for denne hær under det byzantinske imperium.

Endelig vil jeg da også indvende, at Mærsk Mc-Kinney Møller, som øverstbefalende for et verdensomspændende imperium, der vitterligt kan - og gør - bestemme placeringen af havne, fastsætte priser og lønforhold for millioner, påvirke krige og international økonomi for slet ikke at tale om lokale og nationale politiske forhold, besidder en noget højere international top-post, end en ordstyrer for en lille militær-alliance, der har udspillet sin historiske rolle.

Tilføjelse: En ældre navnefælle har gjort mig opmærksom på, at Poul Hartling - endnu en tidlige statsminister og venstre-formand - var FN's flygtningehøjkommissær fra 1978-1985. Det er eddermame en "højere" international post end diplomat for en regional militær-alliance! Og det er altså ikke så længe siden, at der er nogen undskyldning for at ignorere det. Journalisten kunne vel bare have spurgt en af sine ældre kolleger om der egentlig havde været andre danskere med internationale stillinger, inden han skrev sådan noget vrøvl.

Måske vil man helst ikke mindes om dengang Danmark faktisk var en international aktør (eller at der var engang hvor venstremænd blev ansvarlige for menneskerettigheder istedet for angrebskrig, hvis de søgte internationale poster), fordi det sætter nutiden i et lidt ubehageligt perspektiv, hvis man mener at krig, magt og "ære" er det, man skal vurderes på. Men ærligt talt, så må man lade være med at tage så store ord i sin mund som "nogensinde" og "den højeste". Kan vi lige få noget perspektiv og ro på, inden vi går helt i provinsagtigt selvsving, tak!

lørdag den 4. april 2009

Pinds magt-filosofi

Den tidligere rådmand i Københavns Kommune, radiovært og meget andet, Søren Pind, er nu blevet blogger i Berlingske Tidende, hvor han erstatter terror-sympatisøren Michael Jalving, som er rykket over til Jyllandsposten. Søren Pind har ikke nået at skrive særligt meget endnu - der er et indlæg om, at magtens tre-deling ikke betyder, at der ikke kan være kritik henover de tre etater; et farvel-brev til Ritt Bjerregaard, som mest er en klagesang over andre københavnske politikere; en hyldest til sig selv; en kærlighedserklæring til Anders Fogh Rasmussen - og så dette mystiske filosofiske indlæg, som jeg gerne vil have hjælp til at analysere.

Numerologi

Danske statsministrenavne fra 1982 til idag:
Poul (1982-1993) → Poul Rasmussen (1993-2001) → Rasmussen (2001-2009) → Rasmussen (2009-)

Hvad er sandsynligheden for at den næste kan blive en "Thorning-Schmidt"? Min numerologiske statistik giver det ikke megen chance.

Sudan: Historie og international retfærdighed

Sudans præsident, den tidligere oberst i hæren Omar al-Bashir kom til magten i 1989 på den traditionelle måde: Han tog den ved et militærkup. Siden England opgav sin besættelse af landet havde der været adskillige af den slags magtudskiftninger begået af forskellige fraktioner støttet af henholdsvis den ene eller den anden side i Den Kolde Krig. Den Kolde Krig var nemlig ikke spor "kold" - der blev ganske vidst ikke udkæmpet nogen slag direkte mellem de to aktører, USA og USSR, men millioner af mennesker blev dræbt i stedfortræder-krige, som blev udkæmpet i Asien og Afrika på foranledning som led i de to supermagters globale magtspil.

Efter næsten et århundrede under europæisk koloni-magt opnåede de fleste Afrikanske stater "selvstændighed" i 1950erne og -60erne for at blive kastet ind i skiftende borgerkrige og statskup støttet af nationer på andre kontinenter. Sudan er ingen undtagelse. Strategisk beliggenhed samt forekomsten af olie-, guld, uran og andre ressourcer har gjort regionen til en brik i et globalt spil længe før staten overhovedet blev dannet.

onsdag den 1. april 2009

Politisk vulkan-udbrud

Det Republikanske parti i USA er i krise. Partiet er splittet mellem to modstridende fraktioner og tendenser. Den ene består af de politikere og politiske meningsdannere, der udelukkende vil appellere til de mest anti-liberale og anti-demokratiske segmenter af befolkningen, nægter at løse problemer eller at tage dem seriøst, og udelukkende kommunikerer med frygt, had og populisme. Det er de, der konstant ytrer foragt for alt - for hele befolkningen på henholdsvis øst- og vestkysten af Nordamerika, for befolkningen i midten af Amerika, for akademikere, for journalister, for videnskabsfolk, for "Hollywood", for arbejdere, for sorte, for latinoer, for migranter, for kvinder, for homoseksuelle, for ugifte kvinder og seksuelt aktive teenagere, for tilhængere af menneskerettigheder og af forfatningen, og selvfølgelig også for alle politikerne og lobbyisterne i Washington DC med undtagelse af dem selv. Det er meningsdannere som Rush Limbaugh og det er politikere som Sarah Palin, der er på vej til at omdanne det Republikanske parti til et minoritetsparti for en uddøende gruppe af hvide, fundamentalistisk kristne, antidemokratiske, vrede mænd i mindre byer, mens alle andre potentielle vælgere stemples som tilhørene "eliten".

Og på den anden side, er der en lang række konservative, som dels ser denne tendens som ødelæggende for partiets mulighed for at komme til magten igen, og desuden vitterligt er fundamentalt uenige med den. I årevis har de højtråbende og hadske landsbytosser sat dagsordenen i partiet og ført krig mod alt der lugter af fornuft, oplysning og liberalisme og andre "ukristeligheder", mens de konservative, der ikke kan se hvorfor, man absolut skal være imod intelligens og rationalitet for at være konservativ, har været enten tavse eller overdøvede. John McCain skulle have stået for en ny retning, men hans populistiske valgkamp og især hans valg af Sarah Palin som vicepræsident skabte et opbrud i partiet, hvor adskillige konservative meldte ud, at nu var bunden nået - man kan ikke blive ved med at vinde ved at håne og foragte befolkningen og da slet slet ikke ved at frastøde sine egne.

Partiet vakler stadig mellem de to tendenser og fraktioner, og magtkampen raser stadig mellem for eksempel den nyvalgte partiformand, som skal repræsentere en ny stil, og den fuldstændigt rabiate radiovært Rush Limbaugh, der mener, at hans kryptofascistiske råberier repræsenterer Den Sande Konservatisme, og at han faktisk er den egentlige leder af Partiet. Ingen af fraktionerne har endnu vundet. Efter det katastrofale valg af Sarah Palin som vicepræsidentkandidat, forsøgte partiet sig med en helt ny slags formand, men vaklede derefter et skridt tilbage og gjorde endnu en rabiat tosse med direkte kontakt til Gud og ingen kontakt til virkeligheden til kronprins. Bobby Jindal, guvernøren af Louisiana, er Rush Limbaugh-fløjens topkandidat i partiet, og han blev udvalgt til at repræsentere partiets holdning til "Den Økonomiske Redningsplan" i februar i år. Her gav han en tale, der var fuld af vrøvl og lige så mange åbenlyse løgne, som Sarah Palins taler var (og stadig er nu hvor hun blot er dronning af Alaska).

Det, der var mest bizart, var dog det eksempel, han fremhævede som "waistful government spending": "Noget, der kaldes 'overvågning af vulkaner'". Dette var et forstærket og forvrænget ekko af McCain-Palin-valgkampagnen, som konstant forsøgte at dæmonisere "Washington" og "eliten" ved at latterliggøre forskellige statsstøttede forskningsprojekter. Palin nævnte for eksempel forskning på bananfluer, hvilket vel godt kan virke latterligt, hvis ikke man ved, at bananfluer på grund af deres korte levetid er væsentlige for evolutionsbiologisk, medicinsk og toxikologisk forskning, og dermed ret væsentlige for menneskelig sundhed og udvikling.

Men med latterliggørelse af vulkan-overvågning er der virkelig sat et nyt lavdepunkt for respekten for den amerikanske befolkning - selv de mest højreorienterede med intelligens nok til at udfylde en stemmeseddel, kan vel næppe se det latterlige i, at eksperter holder øje med landets vulkaner, der kan gå i udbrud når som helst. Bobby Jindals tale fik altså en hel del konservative rundt om i landet til at krumme tæer - endnu en gang - på deres partis og vælgeres vejne.

Hans tale fremstod endnu mere idiotisk en måneds tid senere, da Mount Redoubt i Alaska - ca. 150 kilometer fra statens eneste storby - gik i udbrud. Vulkanen har været i udbrud i 2 uger nu med adskillige eksplosioner og gasudslip til følge. Det er ikke selve eksplosionerne, der er det farlige, da der ikke er beboelse i umiddelbar nærhed af denne vulkan, men det er heller ikke grunden til at forskerne (heriblandt min ægtefælle) overvåger vulkaner, eller til at folk, der tænker før de taler, mener at det er en samfundsmæssig vigtig opgave. Vulkaner i udbrud udslipper en masse gasarter og partikler, som kan transporteres over enorme afstande og forurene alt. Den absolut primære grund til at Alaskas vulkaner overvåges nøje for offentlige midler er dog faren for flysikkerheden. Et fly, der bevæger sig ind i en luftstrøm med vulkanske partikler kan pludselig blive sat fuldstændigt ud af drift - støvet blokerer flyets motorer og flyet styrter til jorden. Det kræver en enorm anstrengelse at overbevise folk om, at det er spild af penge at holde øje med vulkaner for at sørge for at dette ikke sker.

Efter Dum og Dummeres udveksling af platheder er det rart at se, at der også er intelligente konservative i USA - og at nogen af dem endog repræsenterer Alaska. Jeg ved ikke om Alaskas repræsentant i USA's Senat, republikaneren Lisa Murkowsky, krummede tæer over Sarah Palins tåbeligheder, men jeg er sikker på, at hun krummede tæer over Bobby Jindals tale. Herunder er en video, hvor hun overfor Kongressen yderst fremragende og forståeligt præsenterer situationen med det nuværende vulkanudbrud, hvilke konsekvenser det har, samt hvorfor forskernes arbejde er vigtigt. Naturligvis har hun fået hjælp af forskere til at skrive denne tale, og det er der givetvis intet galt i. Tværtimod nævner jeg det fordi, det i sig selv viser en respekt for saglighed, og søgen efter viden og reelle løsninger, som adskiller Lisa Murkowsky fuldstændigt fra populister som Sarah Palin og Bobby Jindal.

Det vil være fantastisk, hvis det nuværende vulkanudbrud her syd for Anchorage vil være katalysator for opbruddet i det republikanske parti og fremme den rationalistiske fløj, som bl.a. repræsenteres af Lisa Murkowsky. Under alle omstændigheder er det virkelig svært for et parti at rumme to så modsatte tendenser.

Nå, politik til side: Se videoen, for det er faktisk en god præsentation af, hvad vulkaner gør, og hvorfor de overvåges.



- Information om Redoubt og andre vulkaner i Alaska samt vulkan-overvågning kan findes hos the Alaska Vulcano Observatory