mandag den 13. december 2010

Strøm & Sabel

Fra Politiken.dk idag: 
Elitestyrke befrier børn fra 17-årig gidseltager med sabel

17-årig gidseltager med sabel lader 14 børn gå

Og endelig (breaking news!!!): Gidseltager blev stoppet med strømpistol

... det er åbenbart meget vigtigt og af stor nyhedsværdi præcis hvilke våben de forskellige aktører benytter sig af. Af den første overskrift kunne man ellers få det indtryk at "elitestyrken" befriede børnene ved hjælp af en sabel. Og af den sidste kunne man godt forledes til at tro at den 17-årige blev stoppet for ulovlig besiddelse af strømpistol. Men nej, det var den 17-årige som havde sablen, og det blev der så sat en stopper for med en strømpistol. Hvorom alting er, så er det vigtigste dog ikke så meget hvad der skete, men hvilke våben der blev brugt.

Sabel og Strømpistol er hovedaktørerne på Politikens hjemmeside idag. Man skulle næsten tro der var tale om en dansk udgave af Guns & Ammo.

tirsdag den 30. november 2010

Fetichisme-journalistik

Definitioner på ordet 'illoyal':
Den Store Danske: uhæderlig; ikke loyal; utro mod aftale el. forpligtelse; ukammeratlig; ukollegial.

Den Danske Ordbog: som svigter eller bryder en (moralsk) forpligtelse over for en ven, en gruppe personer, en foresat el.lign.

Den Danske Netordbog: som ikke er til at stole på, og som handler uhæderligt eller vildleder andre
Altså dét at bryde en juridisk eller moralsk aftale eller forpligtelse overfor andre mennesker, at svigte andre menneskers tillid. Altså noget ret alvorligt og moralsk. Hvad er det for en virkelighedsopfattelse, der giver anledning til at bruge dette ord til at beskrive folk, der ikke føler sig moralsk forpligtet til at købe den samme telefon to gange i træk? Hvordan er det i det hele taget nyhedsværdigt? Der burde da ikke være noget usædvanligt i det, eller hvad?

mandag den 15. november 2010

Nyhedskriterier?

Hvorfor er det her nyheder i danske aviser?

Fra Berlingske.dk:
 Og fra Politiken.dk:
Hvorfor?

Hvorfor er det relevant at oplyse danske avis-læsere om, at en engelsk avis har skrevet noget om, at en amerikansk dyreværnsorganisation har påpeget, at en tidligere guvernør og nuværende celebrity fra Alaska har opført sig fjollet i et amerikansk reality-program?

Hvorfor? Er det fordi der ikke skete andet relevant i hele Verden den dag?

fredag den 12. november 2010

Uhrskovs kamp for den "hvide race "  "vestlige civilisation"

Jyllandspostens tågehorn og en af Dansk Folkepartis "intellektuelle", ultra-nationalisten, monokulturalisten og - nu tør jeg godt sige det: racisten - Morten Uhrskov Jensen, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Partiet havde ellers betalt ham for at han kunne dandere den på et halvt års orlov mens han skrev sit xenofobiske kampskrift, 'Et delt folk', men nu har han altså meldt sig ud, fordi han ikke mener at partiet går langt nok i opdelingen af Danmarks befolkning.

Han er bl.a. blevet sur på DF og Pia Kjærsgaard, fordi det ikke er lykkedes dem at få indført ægte racistisk inddeling af befolkningen, så rettigheder tildeles folk på baggrund af deres etniske og geneologiske afstamning. Om den seneste aftale mellem regeringen og DF skriver han således:
»Pia Kjærsgaard udtaler, at nu er det blevet umuligt for somalieren at få familiesammenføring med en fra Somalia. Det passer simpelthen ikke. Hvis somalieren er dansk statsborger med somaliske rødder, så kan vedkommende gøre det efter EU-reglerne. Det er massivt vælgerbedrag efter min bedste vurdering.«
Lad os lige tage den igen. Morten Uhrskov skriver: "Hvis somalieren er dansk statsborger..."

onsdag den 10. november 2010

Tvang og ægteskab

Også bragt på Modkraft, 5. november 2010

Først en personlig bekendelse: Jeg er gift og det var ikke noget jeg selv helt frit har valgt. Min kæreste og jeg blev gift af den mest traditionelle grund af dem alle - den samme grund som har fået adskillige millioner af par igennem historien til at få papirer på sit forhold: Uden statens anerkendelse af vort forhold ville vi ikke have lov til at leve sammen.

Da vi naturligvis ønsker at leve sammen var vi tvunget til at gifte os. Længere er den ikke. Hvis ægteskabet ikke var juridisk påtvunget os, så ville vi næppe have følt noget behov for at få papirer på vort forhold. Jeg har ikke noget imod at være gift, men det er ikke noget jeg selv har valgt. Jeg har valgt at leve sammen med min kæreste, og for at kunne dette var ægteskabet et juridisk krav.

Misbrug af rettigheder?

»Problemet opstår, når de grundlæggende frihedsrettigheder bruges på en måde, som de ikke oprindeligt var tiltænkt.«

Det sagde Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, den 3. november 2010. Mere konkret mente han, at det er problem, når landets indbyggere "får deres informationer fra andre steder end Danmark" (det indrømmer jeg straks, at jeg selv gør - men jeg er heller ikke indbygger i Danmark).

Men dette interessante forhold til rettighedsbegrebet (især for en statsleder, der kalder sig "liberal"), hvor det er problematisk, at en rettighed bliver brugt til noget, det åbenbart ikke var meningen, at den skulle bruges til, har jo vidtgående konsekvenser og kan bruges i mange flere situationer.

Te-bevægelsen og midtvejsvalget i USA

Denne artikel er oprindeligt bragt på Modkraft den 28. oktober 2010.
Læs desuden min efterfølgende evaluering af te-bevægelsens valgresultat på Modkraft.


Den 2. november 2010 afholdes det såkaldte “midtvejsvalg” i USA. Det vil sige det valg af parlamentsmedlemmer, som ikke falder samtidigt med præsident-valget. Det amerikanske parlament, The Congress, består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, og det kommende valg drejer sig om 36 ud af de 100 pladser i Senatet og samtlige pladser i “Huset”.

Valget er interessant fordi det afgør Demokraternes evner til at få ting igennem uden at blive blokeret af Republikanerne, der forsøger at udsætte og nedlægge veto mod nærmest alle lovforslag, og fordi det vil være en symbolsk tillidserklæring til enten Obamas reformer eller Republikanernes obstruktionspolitik. Men i dette indlæg skal vi se på en anden faktor, der gør dette valg særdeles interessant.

X politiske teser

Oprindeligt bragt på Modkraft 15.juli 2010

Først: Det er længe siden, jeg sidst har skrevet et indlæg her (eller andre steder). Det beklager jeg.
Dernæst: Nu hvor det “agurke-tid” / sommerferie, og der derfor i følge etableret mytologi ikke “sker noget” af betydning, tænkte jeg, at vi måske kunne tage en diskussion om noget, der ikke er aktuelt her-og-nu, men er af mere principiel og generel karakter.

Jeg har nedskrevet nogle generelle og abstrakte “teser” om politisk og social forandring. De har alle noget at gøre med den “mål og midler”-diskussion, der af en eller anden grund altid gav anledning til dybe suk og og konflitksky angst hos de fleste ældre aktivister, da jeg som knægt sluttede mig til den venstreradikale bevægelse. Jeg synes ikke diskussionen er så farlig igen. Under alle omstændigheder er den dybt nødvendig: Hvis vi vil forandring, er vi nødt til at overveje hvad vi vil og hvordan vi kan opnå det.

Følgende betragtninger er formuleret i meget generelle vendinger. De repræsenterer mine egne konklusioner og overvejelser baseret på egen erfaring, samtaler og studier (en del af dem er opsummeringer af ting, jeg har følt var problematiske i forbindelse med nogle af mine med-bloggeres og –debattørers indlæg og kommentarer her på Modkraft). Adskillige af dem er forhåbenligt rene banaliteter for enhver venstrefløjser, mens andre måske vil være provokerende for nogle.

"Den første bli'r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"

Oprindeligt bragt på Modkraft 27. april 2010
»Jeg levner ingen dråber til tåber uden evner
Der bevidst laver pis til den laveste fællesnævner
Det hævner sig, for jeg har hørt for mange, der sagde
"Den første bli’r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"
Men når I snildt ku’ ha’ lavet det for vildt
Må I desværre lære, jeres karriere er spildt«

- Kongehuset: "Chauførende"
Dette stykke poesi handler om musik - eller mere specifikt om hiphop (som er meget mere end musik), Men lad os bare sige, at det handler om kunst og kultur generelt.

Original og nytænkende kunst er som regel - netop i kraft af sin originalitet - ikke populært og mainstream fra starten. Når man skaber noget fuldstændig nyt, så vil det adskille sig fra det, der hidtil er blevet defineret som "god smag" og "rigtig kunst". "God smag" kan være særdeles konservativt, og de, der har opnået succes ved at gøre tingene på en bestemt måde, vil næppe støtte at andre kommer og udfordrer opfattelsen af hvad "kvalitet" kan være og hvordan kunst skal gøres. Hvis man altid skulle forsøge at leve op til den etablerede smag, så ville der altså aldrig komme noget nyt.

Men det rejser jo lidt af et dilemma, for hvis god kunst er nytænkende og original, men nytænkende og original kunst ikke har den store chance for at blive etableret, da det per definition ikke lever op til de etablerede normer for hvad “rigtig kunst” skal være, så lader det til, at det er nærmest umuligt at påvirke kulturen i nye retninger. Der findes dog én mulig løsning, og det er den Henning Winther fra Kongehuset omtaler i den ovenfor citerede raptekst.

torsdag den 7. oktober 2010

Mere makværk indenfor "radikaliseringsforskning"

For ét år siden skrev jeg et indlæg om København Kommunes såkaldte "anti-radikaliseringspakke", som blandt andet indebar at pædagoger, lærere og socialarbejdere skulle overvåge unge københavnere og rapportere dem til statens hemmelige politi, hvis de viste tegn på at være utilfredse med eller frustrerede over den herskende orden.

Den pakke er en del af en global udvikling og stater og kommuner rundt om i verden har afsat penge til lignende formål. I foråret skrev jeg for eksempel om den engelske regerings RICU-projekt, der havde financeret en filosofi-professors "forskning" i såkaldte "ekstremist-blogs" på internettet. Hans rapport var fuldstændig ubrugelig, men som jeg skrev dengang er såkaldt "radikaliseringsforskning" et emne som politikerne hælder penge i uden rigtig at vide hvad de vil have, og derfor er det naturligvis et paradis for plattenslagere og pseudo-akademiske svindlere.

Således også i København, hvor en plattenslager, der kalder sig "sociolog", har fået penge af kommunen til at "forske" i højreekstreme bevægelser i København. Det vil sige, forske har han ikke gjort, for det meste af indholdet i rapporten "Højreradikale bevægelser i København - En rapport om radikalisering og racisme" er fri fantasi uden nogen sammenhæng med virkeligheden. Den er fuld af påstande, som ikke bare er opdigtede men fuldkomment urealistiske - han har altså ikke engang forsøgt at få skrive noget der kunne virke seriøst.

lørdag den 18. september 2010

Demokrati kontra idioti: Konspirationsteorierne trives i danske medier

Nogen påstande er simpelthen for idiotiske, langt-ude og vanvittige til at man burde kommentere dem.

Påstande som at Obama ikke er indfødt amerikaner, at månelandingen ikke fandt sted eller at 9/11 var organiseret af USAs regering er af den type. Selvom de rent teoretisk godt kunne være mulige, så er de så langt ude og usandsynlige, at de i sig selv burde udgøre en anklage mod den mentale sundhed og politiske troværdighed hos dem, der fremsætter dem. Andre påstande er endnu mere vanvittige - for eksempel idéer om at Jorden er flad, at Bornholm i virkeligheden ikke findes, eller at det er umuligt at bygge huse med mere end tre etager. Den sidste slags kan man jo forvisse sig selv om falskheden af ved at undersøge emnet selv - enten ved at studere faglitteraturen eller ved simpelthen bare at gå ud og se sig omkring.

Som sagt burde det ikke være nødvendigt at kommentere eller forsøge at tilbagevise den slags. En person der fremsætter den slags vanvittige teorier burde jo allerede dermed have fordømt sig selv til aldrig mere at blive taget alvorligt af de andre medlemmer af samfundet.

fredag den 10. september 2010

Bogafbrænding og bogforbud: Proportioner, tak

I oktober sidste år (jeg husker tidspunktet fordi jeg så det på TV i et motel på turen fra Alaska til Norge) var der en gal kristen ekstremist-præst et sted ude på bøhlandet i USA, som fik sine 15 sekunders berømmelse på CNN, da han annoncerede, at han ville afholde en bogafbrænding på den sataniske helligdag Halloween.

Nu er bogafbrænding faktisk ikke noget usædvanligt blandt de amerikanske, konservative fundamentalister (eller blandt ligesindede galninge andre steder i verden) - der er med jævne mellemrum en eller anden religiøs tosse eller fascistoid "family values" forkæmper e.l., som arrangerer rituel afbrænding af et eller andet stykke kultur, som de mener ikke bør eksistere i deres version af det Gode og Rene samfund: Fra Beatles- og andre rock-plader, Harry Potter- og andre fantasifulde ungdomsbøger (hekse og troldmænd er sataniske), romaner der kan tolkes som "kommunistisk propaganda" eller som "perverteret og umoralsk" (f.eks. af homoseksuelle forfattere e.l.), videnskabelige værker, der modsiger Biblen (f.eks. Darwin) eller heteronormativiteten (f), og så videre i én lang uendelighed.

Der er næppe det stykke kultur som ikke på et eller andet tidspunkt har været forsøgt sat i brand et eller andet sted af en eller anden mere eller mindre magtfuld eller totalt perifær organisation i Amerika, fordi det blev anset som værende syndigt, kættersk og samfundsnedbrydende (ofte det hele på én gang).

Den omtalte præst måtte derfor finde på noget usædvanligt for at få opmærksomhed. Han måtte være endnu mere ekstremt fundamentalistisk og ultra-ultra-konservativ for at få komme på landsdækkende TV.

mandag den 30. august 2010

Sådan manipulerer man medierne: et case-study

Afrikansk legende er hovednavn på festival i København
Verdensstjerne fra Congo er inviteret til festival i hovedstaden.
Når København er vært for Womex, den store festival for verdensmusik, sker det efter planen med den afrikanske legende, Papa Wemba, som ét af hovednavnene. Den congolesiske Papa Wemba har siden 1970erne været blandt de mest populære musikere på det afrikanske kontinent og hans særegne blanding af rock og "souskous" - congolesisk rumba - har inspireret både populærmusik og verdensmusik globalt.
Sådan kunne der have stået i en artikel i Politiken om at Papa Wemba skal spille på verdensmusik-festivallen WOMEX i København i oktober. Men det gjorde der ikke. I stedet fik vi denne artikel:
Menneskesmugler er hovednavn på festival i København
Tidligere fængslet musiker fra Congo er inviteret til festival i hovedstaden.
Når København er vært for Womex, den store festival for verdensmusik, sker det efter planen med en afrikansk musiker, der er dømt for menneskesmugling, som ét af hovednavnene.
Selvfølgelig er det da relevant at skrive om det, når en verdenskendt musiker dømmes for kriminelle forhold. Men den omtalte begivenhed fandt sted for 10 år siden og Papa Wembas dom i Frankrig faldt i 2004, og artiklen er pladseret i Politikens "koncert"-sektion. I stedet for at skrive om den koncert og festival, som er den journalistiske anledning til artiklen har de altså valgt at angribe festival-arrangørerne for at invitere et åbenlyst oplagt hovednavn, fordi vedkommende for 10 år tilbage var medskyldig i overtrædelse af Frankrigs immigrationslovgivning.

torsdag den 26. august 2010

Fup-historier fra fiktivt æventyrland

Politiken afslører falskheder i Fantasi-land
Billed-bladet har skrevet en "fup-historie" om et "royalt bryllup i Grækenland", kan vi lære i Politiken. Hvorfor i alverden skulle vi dog bekymre os om det? kan man så spørge. Alt der står i Billedbladet er jo fiktion og handler om fiktive mennesker i en fantasi-verden. Det er historier skrevet for folk, der gerne vil drømme sig væk fra denne verden, ikke "journalistik".

Derfor kan man for det første undre sig over, at et "seriøst dagblad" som Politiken overhovedet giver det så meget spalteplads (tre artikler!) at et ugeblad, der er jævnligt er fuldt af fup og fiktion, har skrevet en novelle om en begivenhed, der ikke havde fundet sted endnu. I det mindste burde en sådan historie vel højst være pladseret i avisens kultur-sektion. Men hvorfor skriver jeg nu om det?

mandag den 23. august 2010

Medier der gør dig dummere

Der er medier og nyheder, som ikke gør en klogere - dem, der egentlig ikke rigtig lærer dig noget nyt, og som det egentlig bar er spild af tid at læse. Og så er der medier, som man faktisk bliver dummere af at læse - medier som forsøger at trække dit intelligensniveau lidt ned, at gøre dig lidt mere skeptisk overfor videnskabelighed og rationalitet, samt at give dig "information", der har negativ sandhedsværdi og således trækker din samlede viden nedad (hvis du altså tror på det du læser).

Desværre er det sjældent forsynet med tydelige advarsler, selvom den slags dumhedsskabende "journalistik" vel er mindst lige så farligt som rygning, alkohol, kamphunde og burkaer - tilsammen! Heldigvis kan man ofte kende dem med det samme bare ved at se på de idiotiske overskrifter.

Når Politiken for eksempel bringer en artikel af det diskrediterede tågehorn, Bjørn Lomborg, med den tåbelige overskrift »Stigende vandstand kan være en fordel«, så bør dine advarselslamper blinke med det samme. Alene det at du læste overskriften kan allerede have dræbt et par af dine hjerneceller ved at plante den falske association "Bjørn Lomborg" og "nogen der har noget at sige angående klimavidenskab" samt idéen om at se det profitable i naturkatastrofer. Der er altså ingen grund til at læse "artiklen", med mindre du bare ønsker at få bekræftet grunden til at du holdt op med at abonnere på den avis.

Og når Berlingske Tidende bringer artikler med vanvittige overskrifter som "Vulkanaske blæste på de fysiske love", så ved du, at dette blad har lige så høj oplysningsværdi som "Lær at spå i kaffegrums" og "krystal-healing for begyndere" - det vil sige en rent negativ oplysningsværdi. Og det er altså ikke fordi de bare begik en fejl, når de påstår at vulkaner er overnaturlige fænomener, der bryder med naturlovene. Nej, fladpanderne har sgu bevidst ændret budskabet i den artikel, de citerer fra (naturligvis uden at linke til den). Den oprindelige artikel kunne man lære noget af - og det går jo ikke i en dansk avis som heller vil gøre sine læsere dummere.

... Vafför gör dom på detta viset?

En "konservativ kultur" i selvbedrag

Still-billede fra filmen: de anatomiske dukker, der vækker forargelse blandt konservative i både Indonesien og USA.
Ja, det går langsomt for tiden her på bloggen. Vi tager lige endnu et eksempel på kultur-forskelle mellem USA og andre dele af verden. I forrige eksempel var budbringeren klar over, hvad de kulturelle forskelle bestod i og brugte kultur-relativismen som undskyldning overfor sit mere konservative bagland, USA, der ikke brød sig om de liberale og progressive tendenser i Europa.

I dette eksempel er situationen til syneladende den omvendte. Her taler budbringeren til det hun opfatter som et liberalt publikum i USA, mens hun fortæller dem om en udvikling i, hvad der præsenteres som en mere kulturelt "konservativ kultur", i Indonesien. Det er tydeligvis meningen, at publikum ikke skal identificere sig med denne fremmede kultur, men alligevel værdsætte den udvikling, programmet handler om - en udvikling, der således præsenteres som et progressivt skridt i retning mod noget mere "vestligt".

Desværre falder resultatet til jorden og fremstår ironisk. Den venligt-menende og sikkert liberale journalist, havde nemlig ikke taget højde for, at hendes opfattelse af sin egen kultur ikke er helt korrekt og at opstillingen af de to kulturer som modsætninger altså er falsk. Efter at journalistens video har været igennem det hjemlige redaktionskontor, har det nemlig fået tilføjet budskaber, der slår fast, at redaktionen bestemt ikke forventer at det amerikanske publikum er mere åbentsindede eller frigjort end den indonesiske "konservative kultur" som indslaget handler om.

torsdag den 17. juni 2010

McDonald's™ om kultur-relativisme

McDonald's er en global virksomhed med omkring 32.000 "restauranter" i omkring 120 lande. Nogle betragter den amerikanske junkfood-kædes globalisering som et symptom på en global kulturel ensretning, men i virkeligheden tilpasser McDonald's sine operationer til de lokale forhold overalt i verden.

Således kan man i Indien få en McPap-burger med kylling i stedet for soya-okse, i Israel kan man få en KosherMac uden ost, og i Alaska er McKinley-burgeren naturligvis (som alt andet) lidt større. Herved kan vi altså se, at de lokale og regionale kulturer bevares og respekteres -  ja nærmest forstærkes - når McDonald's gør sit indtog et nyt sted i Verden. Det er en del af virksomhedens globale forretningsplan at kunne analysere de forskellige kulturer og give de respektive forbrugere lige netop den variant af McD, som passer til dém.

Det er ikke kun produkterne ("maden"), der tager hensyn til og tilpasses de regionale forhold. Det er lige så meget markedsføringen - den måde firmaet vælger at præsentere sig selv på overfor de lokale forbrugere - som nøje tilpasses den lokale kultur. Således kan man lære en masse om de forskellige kulturer ved at studere McDonald's-kulturen i de forskellige lande.

tirsdag den 1. juni 2010

Skyd mig!

IOF: "Pictures of Weapons Found on the Mavi Marmara Flotilla Ship, 31 May 2010":


onsdag den 19. maj 2010

Hipstere: Når alt er en joke

1: Cannes Filmfestival 2010: Den franske film-instruktør Xavier Beauvois holder en t-shirt med ordet "Polanski". Roman Polanski er filminstruktør, og har i over 30 år været på flugt for at undgå straf for sin voldtægt af en 13-årig pige, som han bedøvede og voldtog gentagne gange mens hun protesterede. Han blev anholdt i Schweiz i 2009 og pladseret under hus-arrest mens retten tager stilling til om han kan udleveres til retsforfølgelse i USA. Siden hans anholdelse har stadigt flere kultur-berømtheder tilsluttet sig en kult, der mener at kunstnere bør været hævet over retssystemet og almindelig moral simpelthen fordi de laver kunst.

fredag den 26. marts 2010

Britisk kortlægning af terror-blogs

Den engelske regering har en plan for bekæmpelse og forebyggelse af terrorisme. Det vigtigste, ved den slags planer, er at de har et smart navn, og det lever denne plan helt op til. Den hedder CONTEST - et akronym for "COunter TErrorism STrategy". En anden vigtig ting er, at man kan opstille nogle formålserklæringer i punktform med bogstavrim. CONTEST består derfor af følgende fire elementer med hvert deres "clear objective":
Pursue - To stop terrorist attacks.
Prevent - To stop people becoming terrorists or supporting violent extremism.
Protect - To strengthen our protection against terrorist attacks.
Prepare - Where an attack cannot be stopped, to mitigate its impact.
Dette er den britiske regerings mål og strategi, og det lyder jo altsammen fint nok. Men smarte navne og rim og remser er jo ikke nok alene. Staten lever ikke af ånd alene. Der skal også oprettes institutioner og organisationer, der kan udføre det praktiske arbejde og gøre poesien til virkelighed.

mandag den 22. marts 2010

Nyheds-hælere: snyltere i mediebranchens økosystem?

Lisbeth Knudsen har et hårdt og utaknemmeligt arbejde. Nej, hun har to af slagsen. Hun er nemlig både chefredaktør for avisen Berlingske Tidende og koncernchef for virksomheden Berlingske Media. Hvis man skal dømme efter hvor meget energi, hun bruger på at klynke, så går det ikke godt i nogen af de to funktioner. Dels går det ikke så godt med det journalistiske indhold i den avis, hun er journalistisk ansvarlig for som redaktør, og dels går det ikke så godt rent økonomisk for den virksomhed, hun er ansvarlig for. Men intet af det er Lisbeth Knudsens skyld - i hvert fald ikke ifølge Lisbeth Knudsen. Det er altid alle andres skyld.

Først var det den private ejendomsrets skyld. Den giver nemlig computer-ejere ret og mulighed for selv at bestemme hvad de vil downloade til deres computer via deres browser. Det betyder, at Berlingske ikke kan tvinge internet-læserne til at se på reklamer. Derfor ændrede avisen sin hjemmeside, så den blev endnu mindre brugervenlig, for tvinge folk til at se på reklamerne. Det virkede (naturligvis) ikke - det er generelt ikke nogen god forretningsfidus at irriterere sine kunder. Hjemmesiden blev derfor bragt tilbage til sin oprindelige form, men koncernen kan stadig ikke finde ud af at tjene penge nok. Eller: de kan stadig ikke levere et produkt, som der er nok, der gerne vil betale for.

Det er stadig internettets skyld ifølge Lisbeth Knudsen. Denne gang er det ikke det, at brugerne selv har kontrol over sine browsere, der er problemet, men det at alle mulige andre også kan putte indhold på internettet. Det er altså selve internettet som princip og fænomen, der er skyld i Lisbeth Knudsens mange lidelser. I chefredaktørens klumme i denne uge klynker hun nu over, at der findes bloggere, som leverer links til hendes avis. Dette - at andre henviser til artikler i hendes medie - mener hun nu, er årsagen til, at hendes forretning ikke rigtig kører rundt.

tirsdag den 16. marts 2010

Bøsser er ligesom... [indsæt hvad som helst]

Man skal finde sig i at blive sammenlignet med meget, hvis man er homoseksuel og gerne vil have de samme rettigheder som heteroer. I USA (og af og til i Danmark) må homoseksuelle således affinde sig med at blive ikke bare sammenlignet med men sidestillede med zoofile, pædofile, bigamister m.v. Det holder aldrig til syneladende aldrig op med at være et "gyldigt" politisk (læs: tåbeligt) argument, at sige, at, hvis man giver en mand ret til at gifte sig med eller have sex med en anden mand, så er der intet, der forhindrer, at en mand også skulle have ret til at gifte sig med eller have sex med f.eks. en hund, en hest, eller en slange.

Der er altså ingen grænser for, hvad man kan sammenligne homoseksuelle med, når man gerne vil forhindre dem i at have almindelige rettigheder i samfundet. Tricket er at antyde, at hvis ens modstander går ind for den ene slags rettigheder, så går de også ind for alle andre former - derunder retten til at gøre ting, som vi ikke bryder os om.

mandag den 15. marts 2010

Hvornår tager de din stemmeret?

Af alle nederdrægtige, totalitære og menneskeforagtende tiltag kan man mene, at det at fratage folk deres stemmeret ikke er det værste. Hvad er den symbolske ret til at sætte et kryds på på et stykke papir mod f.eks. retten til mad, husly, liv, sikkerhed og frihed? - ting der længe har været under angreb, hvis man er flygtning eller migrant i Danmark. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at det repræsenterer noget symbolsk skelsættende, at regeringen i Danmark idag har besluttet at fratage folk deres stemmeret til kommunalvalgene.

Jeg bekymrer mig ikke stort over ikke selv at have udfyldt nogen stemmesedler de sidste mange år, men stemmeretten er jo af enorm symbolsk værdi i et såkaldt demokrati. Og det føles altså beskæmmende og ildevarslende, at den danske stat nu har frataget en gruppe mennesker alle andre rettigheder, så der nu kun er dette det allerhelligste tilbage: selve demokratiets symbolske fundament. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan argumentere for, at det er et godt tegn og en god udvikling, når et lands regering begynder at fratage folk stemmeretten. Det er ganske vidst en harmløs og nærmest symbolsk handling at stemme til et kommunalvalg, men i princippet er det jo selve demokratiet, der her er under direkte angreb, og den symbolske betydning er altså enorm.

Enhver der gør sig nogen forestillinger om "demokrati" og den slags, bør være stærkt bekymrede. Bør det forbløffe nogen, at medierne og "oppositionen" lader til at være stort set uinteresserede?
(Jeg har allerede brugt flere ord på dette helt reelle angreb på demokratiet end nogen af de danske medier og de to største "oppositionspartier" ser til syneladende intet problem i at rulle demokratiet tilbage)


En filosofisk føljeton om landets frihedsminister

For en uges tid siden havde jeg et indlæg på Modkraft.dk, der bl.a. blev indledt med følgende ord:
En af de mest fascinerende personligheder i dansk politik er efter min mening Han er noget så sjældent som en dansk politiker med en ideologi. Dette synes alle at være enige om. Spørgsmålet er så blot: hvilken ideologi
Jeg har bl.a. fulgt hans skriverier igennem et års tid, fordi det er min professionelle og personlige interesse at forsøge at forstå politiske og sociologiske tankesystemer og ideologier - og et sådant udgør Søren Pind. Jeg har efterhånden samlet nok materiale til at kunne gå igang med at skrive en slags analyse af Søren Pinds ideologiske udgangspunkt, med udgangspunkt i hans forfatterskab, og jeg har besluttet mig for at dele mine overvejelser med Modkrafts læsere. Den filosofiske analyse af pindismen vil blive bragt som en serie her på Modkraft - jeg gætter på at jeg vel kan præsentere et kapitel med et nyt aspekt en gang om ugen.
Dette indlæg blev bragt på Modkraft den 4. marts. Der står også en masse andet i det, men det var primært en slags introduktion, hvor jeg bød Søren Pind velkommen til sit nye "Frihedsministerium" og opridsede nogle af de udfordringer, han muligvis kan møde i sit fremtidige arbejde - samt de udfordringer, der er for os, der ønsker at forstå hans filosofiske og ideologiske udgangspunkt.

Det sidste tager jeg fat på idag med det første egentlige kapitel i den filosofiske føjleton om "Frihedsministeren". Søren Pind har erklæret, at han vil bruge sit nye embede til at kæmpe for "demokrati og menneskerettigheder", så derfor ser vi i dette kapitel nærmere på den filosofiske ministers eget forhold til netop begrebet 'rettigheder'. "Frihedsministeren" Kapitel 1: Forholdet til rettighederne kan altså læses på Modkraft.

Der vil som sagt komme flere kapitler i denne føljeton, hvor jeg vil forsøger at komme ind til kernen af frihedsminsterens filosofiske udgangspunkt og undervejs sammenholde hans filosofi med en anden ideologi, nemlig liberalismen. Når føljetonen en dag bliver færdig - dvs når jeg ikke gider at skrive mere på den - så vil jeg sikkert samle alle kapitlerne og lægge dem ind her, men indtil da, må du følge med på min blog på Modkraft.

søndag den 14. marts 2010

Gå da lige amok i nationalistisk selvfedme

Politikens redaktion: "Fantastisk idé! Hvad hvis vi f.eks. tager den nye forsvarsministers udtalelse om, at det efter hendes mening ser ud som om, det går nogenlunde med krigen i Afghanistan, og laver det om til: »Danmark vinder i Afghanistan«?

Jeg undskylder på forhånd: Jeg har ikke nogen saglige kommentarer eller analyser her. Det ville være uoverskueligt at slå ned på alt det vrøvl, der forekommer i medierne, men den her er altså så langt ude, at jeg var nødt til at udbryde:
"Hvad fanden i helvede sker der dog for jer, derinde på redaktionen? Er i da komplette imbecile idioter, der har opgivet enhver journalistisk selvrespekt? Hvordan kan noget intelligent menneske dog finde på sådan en overskrift? Ved i overhovedet hvad Afghanistan er for noget? Her er et hint: Det er ikke nogen sport, og hvis det var, så ville 'Danmark' ikke være den, der modtog sejr-pokalen. Fjolser! I er fyret!"

lørdag den 13. marts 2010

Giver deskriptive politiske beslutninger mening?

Politik er normalt noget normativt / præskriptivt. Men ind imellem tager politiske beslutninger og ideologiske holdninger karakter af rent deskriptive udsagn. Det er et interessant og lidt besynderligt fænomen. Inden eksemplerne må jeg dog først lige uddybe, hvad der menes med disse fagbetegnelser.


Ordforklaring
Normativt betyder, at det er nogle holdninger om, hvordan verden bør være - altså om, hvad der ville være mere retfærdigt, godt, moralsk, økonomisk rentabelt * m.v. Det normative sættes i modsætning til det deskriptive, som er udtalelser om hvordan, verden faktisk er. Præskriptive udsagn minder om normative, idet de handler om hvordan, noget bør være, og ikke blot om hvordan, det er, men præskriptive udsagn har som regel mere karakter af ordrer eller handlingsanvisninger, mens et normativt udsagn godt kan være en ren tilkendegivelse af en værdi uden nogen anvisning på hvordan, den bedst realiseres.

torsdag den 11. marts 2010

Hvem er 'Danskeren'?

Agger har været der. Amila har været der. Søren Thomsen har beklaget sig over det. Suzanne Brøgger har gået i dybden med det. Tendensen med at journalister ophæver alt, hvad nogle partikulære danskere gør (uanset hvor få, de er), til et universelt træk ved "danskerne".

Dette gør det lettere for os at finde ind til kernen af den "essentielle danskhed". Alt vi behøver at gøre for at finde den ægte og mest danske dansker, er at lave et klassisk venn-diagram, hvor mængderne er baseret på avisernes overskrifter om de væsentligste essentielle træk ved den monolitiske enhed "danskerne". Baseret på Amilas lille samling af avis-overskrifter har jeg lavet følgende delvise kortlægning af den nationale identitet, kaldet "danskheden".

mandag den 8. marts 2010

Hvorfor brokke sig, når man har sit på det tørre?


I lørdags bragte Berlingske Tidende en artikel med et så sexistisk sprogbrug og indhold, at jeg spekulerede i, om der måtte være tale om en officiel meddelelse fra avisens redaktion om, at de gerne ser sig fri for at have kvindelige læsere. Denne mistanke bekræfter redaktionen til fulde idag - på kvindernes internationale kampdag - ved at bringe en kronik, der erklærer kampen for ligestilling for død og overflødig.

Kronikken er skrevet af en Anne Sophia Hermansen, der udover at have været professionel smagsdommer også er pressechef og bl.a. har været kommunikationsrådgiver og presseansvarlig for adskillige virksomheder i finansindustrien (forsikringsselsskaber, banker, pensionsopsparing, kapitalinvestering og den slags). Hun benytter som sagt 100-årsdagen for den 8.marts som kvindernes internationale kampdag til at erklære dagen og kampen for død og ligegyldig. At den ikke er død vidner den mangfoldighed af aktiviteter, der foregår idag, om. Når Berlingske Tidendes kronikør finder det nødvendigt således at håbe på dens snarlige dødsfald, skyldes det altså, at hun i modsætning til hundredvis af organisationer og tusindvis af individer mener, den er ligegyldig, og at der ikke er noget at kæmpe for.

lørdag den 6. marts 2010

Nej tak, vi har læsere nok som det er

Når man indleder en artikel med sætningen:
Kvinder på hele jorden er frygtet for deres skingre, skrappe og til tider hysteriske anfald.
Og når en avisredaktion godkender dén sætning.

Hvordan kan det så tolkes som andet end, at den redaktionelle holdning er:
Berlingske Tidende er tilfreds med at være en smal avis. Udover vore klare partipolitiske sym- og antipatier har vi desuden på forhånd afskrevet halvdelen af landets befolkning som vore potentielle læsere. Vi skriver hverken for eller til de kvindelige avislæsere eller nogen andre, der måtte have nogen som helst sympati med kvindekønnet. Vi har læsere nok, som det er - faktisk vil vi gerne have endnu færre! Vi vil gerne frabede os kvindelige læsere, og vi vil under ingen omstændigheder tage imod jeres penge, så lad være med at købe vores avis!
?
Kvinder - "på hele kloden" - har forhåbenligt bedre selvværd end at støtte et politisk "nyhedsorgan", der mener de alle til hobe er en flok uligevægtige hystader, der ikke læser avis.

PS. Jeg har fjernet linket til den pågældende artikel, da Berlingske jo helst ikke vil have reklameindtægter fra de pro-feministiske, rationelle og/eller kvindelige læsere, jeg eventuelt måtte have, og derfor helst ikke vil have, at i besøger deres hjemmeside. Hvis du har Adblock eller lignende installeret, så kan du dog roligt trykke her.

fredag den 5. marts 2010

Censur / selvcensur - Danmark / USA

Politikens oversete og racistiske karikatur-tegning - eller: negere må man godt gøre grin med?

USA fremhæves ofte af naive og barnlige sjæle som "ytringsfrihedens højborg". Selv folk der efter sigende skulle have forstand på noget, lever i en fantasiverden, hvor det mytologiske USA ikke har nogen censurforanstaltninger mod fornærmende eller vulgær tale - eller videre: hvor USA ikke har langt flere af den slags foranstaltninger end Danmark har, for slet ikke at tale om en meget mere udbredt "selvcensur", hvor man gerne overholder visse rammer for sober debat (ikke at jeg er enig i rammerne, men man kan ikke have brugt megen tid i eller på USA, hvis man ikke er klar over, at de eksisterer).

Dette er så åbenlyst i strid med alle kendsgerninger, at jeg ikke gider at bringe dokumentation for det her og nu. Det ville svare til at spilde tid på at bevise, at Jorden er rund eller at ting generelt falder nedad... Det er udemærket og selvfølgelig skal det bevises, men det er nok lidt spild af tid at give sig til det overfor folk, der aktivit benægter disse elementære kendsgerninger, som de uden videre selv ville kunne få dokumentation for, hvis de gad. Det, at de holder fast i en sådan fantasisk forestilling, mens de lever i en verden, der modsiger den fuldstændigt, tyder på, at de nok vil være svære at overbevise.

Det eneste jeg vil slå fast her, det er, at, hvis et større landsdækkende dagblad i USA bragte en racistisk tegning som den, Politiken bragte igår af Mette Dreyer, så ville "helvede bryde løs" mod det dagblad, og de ville meget hurtigt bringe en slags beklagelse overfor sine læsere. Især, hvis det drejede sig om et såkaldt "liberalt" dagblad, som Politiken nok hører ind under.

Jeg ved ikke hvad det betyder, med hensyn til ytringsfriheden og debatklimaet eller race-relationer i hhv. USA og Danmark. Og jeg siger ikke at Mette Dreyers racistiske karikatur-tegning i Politiken nødvendigvis er fordømmelsesværdig (Det er ikke relevant for emnet, men efter min mening er den dum og kedelig - det er jo en 150 år gammel racistisk vittighed, som altså ikke er sjov eller original længere. Hvis man bruger racistiske elementer i sin humor, så skal man eddermame være sjov, for ellers er det jo bare talentløst dovenskab, hvor man i mangel på originale idéer sparker til nogen og regner med, at publikum vil synes det er sjovt fordi det ikke er dem selv. Hvis den racistiske vittighed ikke i det mindste er sjov, så er den vel bare... racistisk?).

Jeg konstaterer blot, at i USA ville den blive fordømt i vide kredse og vække national harme - det er en kendsgerning! Det ville være i alle medier i løbet af ingen tid, hvis et landsdækkende og indflydelsesrigt dagblad gjorde som Politiken og fremstillede afrikanere som primitive og overtroiske stammefolk, der ikke hører til i et moderne "vestligt" samfund. Også selvom det "bare" var satire. Hvis nogen er i tvivl om dette, så kender de ikke meget til forholdene i USA.

Jeg siger ikke hermed, at det er hverken værre eller bedre i USA end i Danmark. Men det er da bemærkelsesværdigt, at i Danmark bliver der ikke løftet et øjenbryn over den slags. Og selv "liberale" og "humanistiske" dagblade smider gerne tankeløst om sig med ældgamle (og kedelige) racistiske karikaturer, uden at nogen overhovedet finder det problematisk - hverken på avisens egen redaktion eller i andre medier.

Snakken om "censur" og "selvcensur" i Danmark kontra USA rammer altså fuldstændigt ved siden af virkeligheden. Der ér kraftige forskelle på Danmark og USA hvad dette emne angår - men forskellene er de omvendte af hvad mange til syneladende går og tror.

onsdag den 3. marts 2010

Sexarbejderes - og alle andres - rettigheder

Den 3. marts er den internationale dag for sexarbejderes rettigheder, erfarer jeg bl.a. gennem Modkrafts kalender. Det er med rette en international dag, for der findes næppe et eneste land, hvor der ikke er love, der på den ene eller anden måde enten kriminaliserer prostitution og andet sexarbejde direkte eller indirekte ved at kriminalisere forskellige aspekter af fænomenet.

Men hvorfor skulle jeg dog bekymre mig om det? Jeg har mig bekendt ikke noget at gøre med hverken det ene eller det andet aspekt af sexarbejde og har således ikke noget i klemme i forhold til nogen lovgivning på det område... Sludder og vrøvl! Kriminaliseringen af sexarbejde indgår i en generel stigmatisering af sex generelt, der især rammer kvinder, der er "løse på tråden" (eller kontrollerer sin egen sexualitet), og desuden har de mange absurde love konsekvenser for andre end "bare" folk der indgår i sex-branchen.

Min interesse i dette emne er den samme som min interesse i tendensen til at bekæmpe og kriminalisere migration eller forsøgene på at marginalisere og undertrykke andre medborgere. Interessen skyldes ikke, at det er "synd" for disse "andre" (bortset fra, at jeg er og altid har været migrant, er jeg på den "sikre side" mht de fleste andre kategorier af mennesker, der jævnligt forsøges underkuet). Nej, jeg er interesseret i, hvad kriminaliseringstendensen betyder for samfundet som helhed og dermed for os alle sammen. Når et samfund vælger, at kriminalisere, undertrykke og forfølge udvalgte befolkningsgrupper, så påvirker det alle i samfundet, uanset om de tilhører den udsatte gruppe eller ej, for vi skal også leve i det samfund, hvor det er normen at forfølge andre. Vi er naive, hvis "vi" - os der tror vi er på den sikre side - tror, at vi ikke også rammes af kriminaliseringen af "de andre".

Dette skal ikke blive en lang analyse af hvordan, forskellige folks rettigheder og vilkår hænger sammen, eller et detaljeret studie i de utallige groteske love og tiltag, som kriminaliserer aspekter af sexarbejde rundt om i Verden. Jeg vil blot nævnet nogle få eksempler på kriminaliseringstiltag, der har åbenlyse konsekvenser for mange andre end de, tiltagene er vendt imod, såvel som for samfundet som helhed. Eksemplerne er fra USA, men lignende love findes mange andre steder.

tirsdag den 2. marts 2010

Filosofisk konsekvent hjemmeside

Jeg var et eller andet sted på internettet, hvor jeg trykkede på et link, der pegede på adressen http://www.nihilist.dk. Hvad mon man kan finde der? Nøjagtigt hvad linket lover:

'Nihil' er som bekendt latin for 'intet', så det giver god mening, at det er lige præcis hvad man finder på en nihilistisk hjemmeside.

Det er iøvrigt ikke fordi, adressen ikke har en ejer. Går man ind på http://nihilist.dk (altså uden "www"), kommer man nemlig til endnu en pudsighed.

mandag den 22. februar 2010

At holde hovedet koldt

Jeg debuterer idag som blogger på Modkraft.dk, med dette essay, der er en hyldest til langsomheden og viljen til at sige: "Nej, det gider jeg simpelthen ikke at beskæftige mig med" eller: "Lad os lige givet det et par dage og så se, hvor vigtigt det ser ud". Derudover kommer vi ind på en tendens, der har været her i februar 2010 til at torsdag åbenbart er den ugentlige dag, hvor medier og politikere går i hysterisk selvsving.

Læs "Hurra for de langsomme medier" på Modkraft.

torsdag den 18. februar 2010

Forbud mod tegninger på vej

Politiken bragte den 16. februar en artikel med overskriften "S vil forbyde lovlig børneporno". Hvis vi lige ser bort fra den besynderlige overskrift, og overser den kendsgerning, at de fleste ting, der kræves kriminaliseret vel som udgangspunkt er netop lovlige, inden de forbydes, så er resten af artiklen altså også et slaraffenland af logiske og metafysiske kortslutninger. Det er ikke (kun) journalistens skyld, for artiklen består mestendels af citater fra såkaldte myndighedspersoner - folk med politisk magt over andre - omend citaterne selv illustrerer en manglende evne til at skelne mellem realitet og fantasi, som normalt karakteriserer folk, der netop er blevet erklæret "umyndige".

Vi vil her se på de principielt politiske og praktiske retssikkerhedsmæssige aspekter og problemer ved et sådant forbud og undersøge om det, hvis det vedtages, vil kunne danne retspolitisk præcedens for kriminalisering af andre tegninger og ytringer. Men først er det altså nødvendigt med noget begrebsafklaring, hvis vi skal kunne forholde os rationelt til emnet.

onsdag den 17. februar 2010

Selvbestaltede juridiske instanser og en selvbestaltet politisk leder

"Gårsdagens" (jeg påbegyndte dette essay fredag den 12/2, men valgte at holde lang weekend i mellemtiden) store samtaleemne i det tegneserieland, der kaldes "Danmark" - eller rettere: i det parallel-univers, der er medie- og politik-Danmark - var historien om nogle såkaldt "selvbestaltede juridiske instanser", som angiveligt skulle "bestemme i Vollsmose". Som med så mange andre beslægtede historier i den seneste tid i denne indelukkede og selvopretholdende fantasiverden, viste det sig hurtigt, at der ikke var noget kød på den - den var faktisk en and - så inden dagen var omme, var luften gået ud på også dén ballon. Inden da havde den dog nået at få sit eget liv, og politiske kræfter (som oven i købet udgiver sig for at bedrive journalistik og nyhedsformidling!) uden hverken kompetance, viden om sagen, realitetssans eller nogen form for hæderlighed nåede at blæse den op til ét af de afgørende tegn på at Dommedag er nær.

Det samme skete i sidste uge, hvor desperate og hysteriske dommedagsprædikanter udråbte en lillebitte og fuldstændig harmløs historie, til Danmarks undergang - helt bogstaveligt! - for, efter at have sovet adrenalinrusen ud, at beklage og konstatere, at landet alligevel nok ville overleve. Dette ville næsten være morsomt, men egentlig er det bare tragisk, og man må føle en vis væmmelse ved at overvære disse sidste krampetrækninger fra en selvbestaltet gruppe, der desperat forsøger at fastholde det skræmmebillede, der har givet dem magt de sidste mange år.

Det var det selvsamme medie, som startede historien, der også lagde den i graven igen og beklagede at være løbet med usande rygter - altsammen indenfor det samme døgn. Nu er en del af både dette og andre mediers tekster, derfor blevet trukket tilbage, slettet eller ændret, hvilket er lidt ærgerligt, for der var faktisk nogle formuleringer iblandt dem, som jeg fandt særdeles interessante - filosofisk interessante, naturligvis. Jeg er mindre interesseret i den konkrete historie, end i de reaktioner, der kom på den, og hvad de viser om, hvad der kan siges og ikke siges - og dermed hvad der ikke kan tænkes - indenfor den politiske diskurs.

Mange af de journalistiske formuleringer og prioriteringer viste nemlig, at der er politisk teoretiske og praktiske spørgsmål, der ikke kan diskuteres, fordi svaret simpelthen bliver taget for givet, selvom det på ingen måde er afklaret. Adskillige medier kom i deres selvsving omkring den pågældende (falske) historie til at afsløre, hvad der kun kan betegnes som en blind og autoritær system-tiltro, hvor ingen af de grundlæggende politiske antagelser nogensinde er blevet udsat for den mindste kritisk analyse endsige et forsvar. Jeg vil derfor gerne gå i filosofisk klinch med mediernes skriverier fra igår, selvom de hæderlige af dem altså har trukket dem tilbage og beklaget.

Det følgende bliver en længere og måske lidt rodet samling af tanker afledt af hele denne tåbelige affære.

fredag den 12. februar 2010

Colin Ward in memoriam

Jeg har netop modtaget en email med følgende besked:
We regret to announce that our good friend Colin Ward died last night in hospital, 11 February, after being admitted for 24 hours. A notice will appear in The Guardian with details of the funeral which Harriet Ward does not expect to occur for at least a fortnight.
Til de der ikke måtte vide, hvem Colin Ward er, så var han såmænd bare en af de mest produktive og ihærdige anarkister i det 20. århundrede - både i form af sit forfatterskab, sine teoretiske bidrag og sin aktive deltagelse i sociale kampe.

torsdag den 11. februar 2010

Men i princippet er det rigtigt....

En familie, bestående af far, mor og en 5-årig datter, kørte galt, da en flok hjorte løb ud foran deres bil på motorvejen mellem Kolding og Vejle i juni sidste år. Moderen og barnet slap med skader, men ulykke kostede faderen livet.

Som om dette ikke var tragisk nok, fik de to overlevende endnu et slag, da de danske myndigheder informerede dem om, at de nu skulle gøres hjemløse og udvises af landet, fordi de var blevet familiesammenført med den nu afdøde mand, og deres opholdstilladelse i Danmark altså var afhængig af hans. Når han er død, så har de ikke længere nogen ret til at være i Danmark. Den 5-årige Christina, som er født og vokset op i Danmark, skulle altså udvises til Albanien sammen med sin mor, hvor hun aldrig har været, og ikke har noget forhold til. Ikke bare oveni at hun mistede sin far - men fordi hun mistede sin far.

Sådan er loven. Sådan er den udøvende praksis i Danmark. Og sådan er det princip, som lovene, beslutningerne, administrationen, og diskussionen i Danmark bygger på. Denne tragiske sag er en naturlig og logisk konsekvens af det princip, der er gældende i Danmark, og den er i klar overensstemmelse med de love og det juridisk-politiske system, der er vedtaget på baggrund af dette princip. Mere er der altså ikke være at sige til det, hvis man går ind for dette princip.

mandag den 8. februar 2010

Principielle uenigheder

Det var ikke meningen, at det skulle blive en serie, men lad os bare kalde dette indlæg "Noget om principper Del III" (se Del I og Del II), og så er denne pseudo-serie forhåbenligt også overstået. Jeg vil såmænd blot bringe et uddrag fra kronik Johan Troels Lorentzen og Mads Strarups kronik i Politiken, 4. februar 2010: "Når man formulerer undertrykkelse".

Kronikken handler om meget mere, men dette citat opsummerer meget præcist noget af det, jeg har forsøgt at sige på denne blog det sidste års tid - ikke bare med hensyn til begrebet principper, men også omkring et andet emne, jeg har beskæftiget mig med her; nemlig de principielle forskelle mellem den relativistiske national-konservatisme og den liberal-demokratiske rettighedstænkning og deres principielt uforenelige syn statens rolle og borgernes frihed. Men mere fundamentalt illustrerer den, at der er forskellige praktiske konsekvenser af at tage udgangspunkt i forskellige filosofiske menneske- og samfundssyn.

søndag den 7. februar 2010

Lidt mere om principper - og om virkeligheden

Noget om principper del II (se del I her):
Hvis man mener, at en lov er udtryk for et godt og rigtigt princip, så er det noget fordrukkent vrøvl, at sige, at de konkrete konsekvenser af denne lov eller dette princip, når det udføres i praksis, er "tragiske". Hvis man mener, at lovens virkelige konsekvenser i virkeligheden er tragiske, samtidigt med, at man hylder selve loven og dens princip, så er der jo ingen sammenhæng overhovedet mellem ens opfattelse af lov og virkelighed, teori og praksis, eller stat og mennesker. Gode love er naturligvis ikke love, der medfører tragiske konsekvenser, når de implementeres. Politiske love har konsekvenser i virkeligheden og kan naturligvis ikke adskilles fra den måde, de påvirker menneskers liv. Ellers kunne politik lige så godt være teologi i stedet.

fredag den 5. februar 2010

Politiken afslører metafysisk gennembrud

Min underkæbe var tæt på at ramme bordet, da jeg så denne overskrift i Politiken: "Læger får kontakt til mand uden bevidsthed". Selvom jeg havde en mistanke om, at det var en af de sædvanlige fup-titler, hvor artiklen ikke kan holde, hvad overskriften lover, så var jeg naturligvis nødt til at klikke på den og se, hvad der dog kunne gemme sig bag en så spektakulær overskrift.

Det ville jo ikke bare være et sensationelt gennembrud for metafysikken og bevidsthedsforskningen, hvis det virkelig var sandt, at nogle læger havde fundet en måde at kommunikere meningsfuldt med væsner, der ikke har nogen bevidsthed. Det ville ligefrem være en omdefinering af hvad begrebet 'bevidsthed' indebærer. Pyt med det praktiske spørgsmål om "kontakt til bevidst liv i rummet" - nu har vi en maskine, der kan give os "kontakt" til ikke-bevidst liv! Andre ville også være nødt til at omdefinere begrebet 'kommunikation', da det ikke længere ville være holdbart at antage, at der nødvendigvis er en afsender, en modtager eller intentioner gemt i al kommunikation.

onsdag den 3. februar 2010

This is how it's supposed to be

Det er sådan her, det bør være. KRS-ONE taler her om, hvordan hiphop-kulturen og -industrien burde være - og om hvordan det desværre reelt er. Og som altid, når det drejer sig om læremesteren, rummer de vise ord også en livsfilosfi med kommentarer til, hvordan det burde være generelt, ikke bare med hensyn til hiphop men i livet. KRS-One bruger ikke bare hiphop til at kommentere samfundet og udtrykke noget etisk - for ham er hiphop noget etisk, idet det er en filosofi, der rummer et sæt værdier og dyder, der rækker langt udover de enkelte subkulturelle udtryksformer og danner en hel livsfilosofi.

søndag den 31. januar 2010

Anbefaling: Konservativ Reaktion

Hov! Jeg har lige opdaget den her blog, som åbenbart har eksisteret i lang tid. Selvom jeg aldeles ikke er enig i stort set noget som helst, og det næppe er en, jeg vil vende tilbage til særligt ofte, så vil jeg hermed anbefale den til alle, der måtte være interesserede i at sætte sig ind i, hvad den ideologi og det menneske- og samfundssyn, der går under navnet "konservatisme", egentlig går ud på. Det er nemlig ikke noget, der bliver talt om særlig tit. Faktisk tror jeg, at konservatismen måske er en af de mindst forståede politiske ideologier sådan i al almindelighed.

Det giver også problemer for andre ideologier, når de heller ikke er særligt godt forståede - for eksempel når liberalismen forveksles med dens historiske og ideologiske modsætning, konservatismen, og omvendt. De to ideologier har fuldstændigt forskellige og uforenelige udgangspunkter og politiske implikationer, og det er da bestemt ikke uden grund, at den ene er opstået som reaktion på og modstander til den anden, selvom det idag kan være svært at se forskel på de, der formelt bekender sig til dem.

Hvorom alting er, så er blog-kollektivet "Konservativ Reaktion" skrevet fra et klassisk konservativt standpunkt og insisterer på at forklare og stå fast på konservatismens oprindelige og filosofiske grundlag. Selvom jeg ikke er enig i særligt meget andet, så er jeg meget enig med forfatterne om behovet for at skelne mellem de forskellige ideologier og deres modstridende menneske- og samfundssyn. Og det gør de på bloggen, og de forklarer også hvorfor - og derfor skal den anbefales til de, der måtte være interesserede i at læse om konservatismens filosofi. Jeg kan på ingen måde anbefale konservativ reaktion, men til de der vil vide, hvad det indebærer, er Konservativ Reaktion udemærket.

lørdag den 30. januar 2010

Noget om principper

I moral-filosofien er der to dominerende og konkurrerende retninger: den konsekventialistiske og den deontologiske etik (eller pligt-etikken), bedst repræsenteret ved henholdsvis utilitarismen og kantianismen (en tredie retning er dydsetikken, men den lader vi ligge her). Konflikten mellem de to retninger drejer sig om, hvorvidt en handling bør vurderes på dens konsekvenser eller på det princip, den er udtryk for.

For en tilhænger af den kantianske etik, er det for eksempel forbudt at slå et andet menneske ihjel uanset hvilke konsekvenser, det måtte have, fordi mord simpelthen er en moralsk forkert handling. En utilitarist vil nok være enig i, at mord generelt er forkert, men hævder, at man ikke kan lave en absolut regel om den slags, fordi man er nødt til at vurdere den enkelte situation. Hvis nogen for eksempel havde slået Hitler ihjel tidligt i hans karriere, så ville mange andre have undgået en masse lidelse, og derfor kunne et sådant mord være moralsk godt i en utilitarists øjne. I dette eksempel vil mange nok være enige med utilitaristen, så for at afbalancere tager vi endnu et.

De fleste utilitarister er naturligvis imod slaveri og uretfærdighed, men det er et problem ved deres teori, at de ikke kan være principielt imod det. Hvis man tager teorien alvoligt, så betyder det jo, at det kan være ikke blot acceptabelt men moralsk nødvendigt at holde slaver eller at straffe uskyldige, hvis den nytte resten af samfundet kan få ud af det ikke opvejes af ofrenes lidelse. Utilitarister er nødt til at finde på argumenter for hvorfor det i hver enkelt situation ikke vil være godt at foretage disse handlinger, selvom de umiddelbart kan virke som de utilitaristisk rigtige. Kantianismen og andre pligt-etikker, der har frihed og retfærdighed som sine principper, har ikke dette problem - for dem, er den slags forkasteligt uanset, hvor meget det ellers måtte komme andre til gavn. Begge disse eksempler afslører, at moral-filosofien også har politisk relevans.

torsdag den 28. januar 2010

Når de vilde slipper løs

Det frygtelige jordskælv i Haiti den 12. januar 2010 har udløst en international (eller måske blot "vestlig") tsunami af noget af det mest ækle og både implicit og eksplicit racistiske sensationsjournalistik *. Jeg tænker her på de utallige rapporter om "plyndringer" og "anarki" i kølvandet på katastrofen, som de fleste vestlige medier har bragt stort set dagligt de sidste par uger. Fokuseringen på "lov og orden" og frygten for "de farlige indfødte" - ofrene - er simpelthen så langt ude af proportioner, med tanke på, at der er tale om en af de værste naturkatastrofer i nyere tid med fem til seks-cifret antal døde, tusinder der stadig er fanget og døende under ruinerne, og et helt samfund, der mangler livsfornødenheder.

onsdag den 20. januar 2010

Så er jeg tilbage

Ja, nu har det ventet længe nok. Jeg vil se om ikke jeg kan komme igang med at skrive noget igen. Nej - pausen har ikke noget at gøre med det seneste indlæg. Til de, der ikke har fulgt med her på bloggen i de sidste par måneder (og hvorfor skulle i dog også det?) kan jeg oplyse, at jeg har forladt Alaska til fordel for noget varmere himmelstrøg - nemlig Norge. Jeg er altså ikke bare tilbage til bloggen, men tilbage i Skandinavien.

At pakke alt hvad man har og flytte til et andet kontinent tager noget tid. Hvordan sender man f.eks. alle sine ting halvejs rundt om Jorden? Man skal finde en lejlighed, og så er der jo et hav af bureaukrati, der skal ordnes: den amerikanske opholdstilladelse skal opsiges, man skal oprettes i det norske system, åbne en bank-konto osv.

Dertil kommer det triste fænomen, at hvis man vender blikket lidt væk fra Danmark i et par uger, så finder man først rigtig ud af hvor hurtigt det land kan gå til rotterne. Det er simpelthen for deprimerende at følge den kulturelle og politiske udvikling i det land, jeg er vokset op i, når man knap nok kan nå at skrive et indlæg om det ene demokratiske tilbageskridt, før det næste - og det tredie og det fjerde - er blevet annonceret. Når man så holder blot en kortere pause og sammenligner Danmark "før" og "efter", så får man virkelig et indblik i, hvor hurtigt det går - og får konstateret, at der ikke er nogen stopklods indbygget i "systemet", som eventuelt kunne bremse en udvikling i den gale retning. Det kan godt tage lysten fra én.

Nok om det. De sidste par måneder har jeg tilbragt i Oslo, og jeg er altså nu i færd med at blive nordmand. Det skal dette indlæg ikke handle om. For måneden før, jeg kom tilbage til Skandinavien, tilbragte jeg med at forlade Alaska. Efter den klassiske amerikanske metode: i bil fra kyst til kyst. Herunder følger en billed-reportage med udvalgte portrætter fra en måneds køretur igennem det nordligste USA. Billederne er uden kommentarer, men de er i kronologisk (og dermed geografisk) rækkefølge.