torsdag den 28. januar 2010

Når de vilde slipper løs

Det frygtelige jordskælv i Haiti den 12. januar 2010 har udløst en international (eller måske blot "vestlig") tsunami af noget af det mest ækle og både implicit og eksplicit racistiske sensationsjournalistik *. Jeg tænker her på de utallige rapporter om "plyndringer" og "anarki" i kølvandet på katastrofen, som de fleste vestlige medier har bragt stort set dagligt de sidste par uger. Fokuseringen på "lov og orden" og frygten for "de farlige indfødte" - ofrene - er simpelthen så langt ude af proportioner, med tanke på, at der er tale om en af de værste naturkatastrofer i nyere tid med fem til seks-cifret antal døde, tusinder der stadig er fanget og døende under ruinerne, og et helt samfund, der mangler livsfornødenheder.


Et billede og 800 ord
Mediernes insisteren på at fokusere på vold, kaos og plyndringer nærmer sig en besættelse. Fra starten har disse ord været plantet i nærmest alle artikler om Haiti - selv de, der handler om andre aspekter af tragedien - og "frygten for plyndringer" genlød i de internationale mediers ekko-kammer, før der overhovedet var journalister, der var i stand til at observere noget som helst i området. Det var fra starten svært at dokumentere rapporterne, men billeder af kaos, murbrokker og fortvivlede (sorte) mennesker, kan gøres til hvad som helst med lidt kreativ billedtekst og tiltro til læsernes indgroede frygt for det utrygge og uberegnelige.

Billedet ovenfor var således illustration til New York Times' sensationalistiske artikel med titlen "Looting Flares Where Authority Breaks Down". Artiklen fortæller om "pockets of violence and anarchy, reports of looting and ransacking", og både artiklen og billedteksten vil fortælle os, at der er tale om vilde horder, der plyndrer butikker og slås mellem hinanden om rovet. Hvis man ignorerer teksten ser billedet dog anderledes ud. Det, vi reelt kan se - og altså det eneste, avisen kunne dokumentere - er en gruppe af overlevende, der leder i ruinerne efter brugbare ting, og vi kan tydeligt se, at de deler dem med hinanden (bemærk fyren med de opstrakte arme, klar til at gribe noget, en anden kaster ned til ham). Billedteksten fortæller om våben, men på billedet kan der kun ses en enkelt person med en form for stav, og han ser ud til at befinde sig ganske fredeligt omgivet af folk, der ikke lader til at være det mindste bange for ham. En lang stav kan jo forøvrigt også bruges til at grave ting - eller overlevende - ud af ruinerne.

Der er lidt over 800 ord i artiklen, så hvis et billede virkelig siger "mere end 1.000 ord", burde redaktionen nok have valgt et billede, der bedre kunne illustrere det indtryk, artiklen forsøger at fremmane. Men jeg tror, at man kan få et billede til at sige snart sagt hvad som helst, hvis man placerer det sammen med de rigtige ord, og kender lidt til sit publikums psykologiske og kulturelle dispositioner.


Et spørgsmål om perspektiv
Selvfølgelig har der været "plyndringer" - hvis man da virkelig kan kalde det, at overlevende efter en så enorm katastrofe, forsøger at skaffe redskaberne til sin egen videre overlevelse og til at redde andre i en situation, hvor butikkerne og infrastrukturen er styrtet sammen, for "plyndringer". Eller kan det med rette kaldes "plyndringer", når sultne folk bryder ind i FN-lagerbygninger, som er fuld af mad, der skulle have været fordelt til de sultne, men ikke er blevet det på grund af bureaukrati og sikkerhedsbekymringer?

Det er det ikke alle, der mener, man kan. Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit er i hvert fald godt træt af de sensationalistiske og kyniske medie-overskrifter og billedtekster, der med dette ordvalg gør overlevende ofre for en katastrofe, som gør hvad de kan for at kunne overleve et par dage til, til gemene forbrydere. Ord som "plyndring" og "tyveri" er simpelt hen ikke passende i en situation som denne. Det samme skriver den danske journalist Lea Wind-Friis, som desuden spørger, om "vi" - dvs medier og borgere - også ville være så hurtige til at tale om (og fordømme) de såkaldte "plyndringer", hvis det samme kaos opstod i et land tættere på os, hvor vi bedre kunne genkende os selv i billederne af ofrene:
Jeg tror det ikke. I stedet ville vi formentlig skrive, at nødhjælpen var så langsom om at nå frem, at folk ‘blev nødt til at handle i deperation’. Og jeg frygter, at vi er for hurtige til at udstille haitianerne som ’gale vilde’, der med hævet machete og vilde, blodskudte øjne raser og hærger Port-au-Prince. Lidt som vi så det i New Orleans efter Katrina, hvor nogle medier hurtigt portrætterede byens indbyggere – ofrene for katastrofen – som gale voldsmænd, der skulle holdes i kort snor af tilrejsende politi og militær.
Og hun har i, at der er forskel på den måde katastrofeofre fremstilles i medierne. De amerikanske medier reagerede efter samme model i dækningen af kaoset, der opstod efter, at orkanen Katrina smadrede New Orleans i 2005. De to naturkatastrofer har bl.a. det til fælles, at de primært ramte fattige sorte, og at mediedækningen har handlet om de overlevendes "plyndringer" og generelle "vildskab", mens hjælpeindsatsen prioriterede at sikre "orden" og myndighedernes kontrol. De samme ordvalg og prioriteringer ikke bliver brugt i samme grad, når katastrofer  rammer folk af europæisk afstamning. Keeanga-Yamahtta Taylor analyserer her lighederne i mediernes og myndighedernes reaktioner på de to begivenheder:
The language that the American media uses to describe conditions in Haiti almost mirrors that which was used to describe New Orleans. In the immediate aftermath of Hurricane Katrina the two main issues that the media were obsessed with was: first, why did so many of the poor "choose" not to evacuate the city, and second, how would the police handle looters and the violence lurking in the streets of New Orleans.
There was the famous contrasting photos showing how the media described whites taking food from an abandoned store as "searching for food" while a photo of an African American couple doing the exact same thing was described as "looting."
Svaret på Lea Wind-Friis' spørgsmål er altså et klart "ja". Selv når der er tale om ofre for nøjagtigt den samme katastrofe, så portrætterer medierne (ikke alle!) ofrene på forskellig vis afhængigt af deres hudfarve (de omtalte billeder kan ses her). Jeg tror dels det skyldes et spørgsmål om hvem redaktørerne og læserne bedst kan relatere til, men der er også et endnu mere problematisk aspekt - nemlig spørgsmålet om hvem, de har en latent frygt for.


Frygten for "naturtilstanden"
Et andet spørgsmål om perspektiv og prioritering er, hvorfor de såkaldte "plyndringer" har fået så megen fokus i medierne, når de også - i mindst lige så stort omfang - kunne have berettet om de utallige eksempler på rigtigt anarki (selvforvaltning), der har været umiddelbart efter jordskælvet: nemlig folk, der udøver gensidig hjælp, og finder sammen for at organisere det, der må gøres, uden at vente på direktiver og statslig eller militær indsats.

I hvert kvarter i hovedstaden blev der umiddelbart efter jordskælvet spontant dannet lokal-komitéer, der organiserde redning- og nødhjælpsarbejdet. Dette er ikke noget nyt for haitianerne, der i århundreder har været vant til at måtte klare sig selv uden hjælp fra hverken sin egen eller andre stater. Men kun sjældent hører vi om den lokale befolknings selvorganisering og deres egen indsats for at hjælpe sig selv og hinanden.

Tværtimod synes disse historier ikke at passe ind i medie-billedet, der netop vil fortælle os alle, at regeringens kollaps og manglen på "lov og orden" er det primære problem, der først og fremmest må løses. Dette valg af fokus afspejler et autoritært og hobbesiansk menneskesyn, som kun kan kommunikeres ved hjælp af selektive beretninger, der ensidigt fokuserer på historier om vold og kaos - den hobbesianske "alles krig mod alle", men ignorerer historier om orden og organisering i fraværet af stat og autoritet. Når det i dette tilfælde, ligesom i New Orleans, drejer sig om fattige, så bliver de priviligeredes frygt for "civilisationens" (dvs politiet og statsmagtens) sammenbrud endnu større, og det er desværre en kendsgerning, at når der både er tale om kombinationen 'fattige og sorte', så reagerer mange i vor kultur instinktivt med frygt og sikkerhedshensyn, uanset om de har bevidst lyst til det eller ej.

Det er ikke så meget de overlevende, der kan beskrives med ord som "paniske" og "irrationelle" - de gør, hvad der giver mening i den situation, de befinder sig i - men os selv, priviligerede i "Vesten", som har en indestængt og som regel uudtalt angst for den anden side af vor civilisation - de udbyttede, de fattige, ofrene for kolonialiseringen og strukturtilpasningsprogrammerne og migrationsmurene. En angst, der slår ud i regulær panik, når deres eksistens pludselig gør sig nærværende.

Jeg har svært ved at forestille mig, at dette generelle billede af lokalbefolkningen som vilde og uciviliserede kan løsrives fra de forestillinger, der fulgte med og legitimerede den klassiske, racistiske kolonialisme, der skabte Haiti: Kulturafhængige forestillinger, hvor "vilde" og "sorte" er ord, der hænger uudtalt sammen, og hvor visse samfund og mennesker ubevidst repræsenterer vor frygt for Hobbes' "naturtilstand" - en tilstand der kun kan kureres, ved at blive underlagt vor "civilisation" i  form af bl.a. central statsmagt, politi og militær.


Første prioritet: "Command and control"
Uanset hvad, så tjener mediebilledet til at legitimere at legitimere, at genopretningen af statslig/militær kontrol - der eufemistisk kaldes "genoprettelse af sikkerhed" - har første prioritet. Det tog tre dage før den amerikanske regerings nødhjælp ankom, og da var det i form af et krigsskib fyldt med soldater. De medbragte ikke megen nødhjælp, og deres mission var først og fremmest at etablere "command and control".

Efter jordskælvet blev Haiti erklæret i undtagelsestilstand og USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, erklærede, at dette ville give regeringen en enorm magt. Sætningen er absurd, eftersom regeringen i Haiti var fuldstændig kollapset og magtesløs, men den giver mere mening, når man hører den efterfølgende sætning: denne ubegrænsede magt skulle gives i hænderne på USAs militære tropper i landet:
The state of emergency creates martial law conditions that will be enforced by the US military. Secretary of State Hillary Clinton had demanded the imposition of the emergency decree during her visit to Haiti on Saturday. “The decree would give the government an enormous amount of authority, which in practice they would delegate to us,” Clinton declared.
Med det historiske forhold mellem USA og Haiti i baghovedet, er det forståeligt, at mange lokale ikke var trygge ved denne situation. Fra slaveoprørene, der førte til Haitis selvstændighed i 1804, men også til at USA og andre koloninationer gik i panik og indførte en embargo mod landet for at vise andre kolonier og slaver, at frihed og selvstændighed ikke betaler sig - til en række af amerikansk støttede militærkup, invasioner og besættelser lige siden, er der ikke noget at sige til, at Haitis befolkning er skeptiske, når den første "nødhjælp", der ankom, var i form af militære tropper, og det første tropperne gjorde var at erobre præsidentpaladset istedet for straks at redde folk og dele mad og medicin ud.

Istedet for at hjælpe forhindrede de militære tropper sågar internationale nødhjælpsorganisationer i at gøre deres arbejde. Først da FN mindede USA om, at de altså ikke var der for at besætte men for at hjælpe Haiti, indvilligede den amerikanske hær i at give prioritet til nødhjælp fremfor militære tropper. Men nu var grundlaget lagt for at sikre, at bekymringerne og hysteriet om "sikkerheden" blev en selvopfyldende profeti. Folk var udsultede og traumatiserede og kunne se nødhjælpen ankomme uden at den blev distribueret, fordi hjælpeorganisationerne var nødt til at vente på at "sikkerheden" var i orden. Det var denne frustration, der sikrede, at sikkerheden brød sammen.


En selvopfyldende profeti
Det at "sikkerhedshensynet" har første prioritet kan nemlig lige så vel betragtes som en årsag til netop sikkerhedsproblemet. Den uproportionale frygt for og rygter om det voldelige kaos, som mediedækningen fra starten var præget af, har ikke blot været en forhindring for at nødhjælpen kunne komme frem, det har også dermed været en selvopfyldende profeti, fordi nødhjælpen først begyndte at blive distribueret efterhånden som folk var blevet virkeligt desperate.

Evan Lyon, der er læge ved det største hospital i Haitis hovedstad Port-au-Prince fortæller her til Democracy Now! om sin frustration over fokuseringen på "sikkerhedsproblemet" og sin bekymring for at den vil - og allerede har - forsinket hjælpeindsatsen:
This question of security and the rumors of security and the racism behind the idea of security has been our major block to getting aid in. The US military has promised us for several days to bring in—to bring in machinery, but they’ve been listening to this idea that things are insecure, and so we don’t have supplies.
I’m living here in the neighborhood with a friend. I’m staying with some of my Haitian doctor colleagues. We’ve been circulating on the roads to 1:00 and 2:00 in the morning, moving patients, moving supplies, trying to get our work done. There is no security. The UN is not out. The US is not out. The Haitian police are not able to be out. But there’s also no insecurity. I don’t know if you guys were out late last night, but you can hear a pin drop in this city. It’s a peaceful place. There is no war. There is no crisis except the suffering that’s ongoing.
The concern for militarization, the concern for occupation is very real. There is capacity that we don’t have that the military will help us with, and that is urgently needed, because we’re losing patients minute to minute. But the first that listeners need to understand is that there is no insecurity here. There has not been, and I expect there will not be.
En anden nødhjælpsarbejder, Mary Finnick, modsiger hans sidste sætning, men giver samme indtryk af de første dage efter jordskælvet og fortæller her, at de voldelige episoder, der reelt foregår, sandsynligvis kunne være undgået, hvis prioriteringen fra starten havde handlet om nødhjælp og reel sikkerhed istedet for genoprettelse af statsmagt og "lov og orden". Men nødhjælpen blev forsinket og tilbageholdt på grund af frygt for den lokale befolkning - hvorefter uroen først for alvor startede.
If we had gotten aid by even Wednesday night - what is now going to take place and what’s going to be on American television are the riots, the shooting, and that’s exciting for people to see, but it should not have happened. It didn’t have to happen. If we had gotten the supplies, people, by now, would be more than likely out of the city of Port-au-Prince. There’s plenty of places in Haiti for them to go to. We didn’t have any fuel. We can’t get them to get their cars out. They wanted to go out.
There was truly a very organized plan on the part of the Haitian people. But what you’re going to see now are the riots. When the food comes in, if you’ve been hungry for a whole week, if your child is dying of malnourishment - over and over again we said we have to have a plan. Well, disasters don’t do well with waiting for a plan. And I’m afraid what I think is going to happen is what the American people will see are undisciplined, horrible Haitian people, who are probably the best in the world with dealing with their adverse poverty. Their spirit is just fantastic. And I’m just sorry that that’s not what’s going to be seen, because nobody was here to film it. Nobody was here to watch how they organized themselves. What they’re going to see is how they are disorganized, and that’s such shame.
Begge udtalelser stemmer overens med det indtryk af situationen i Haiti og mediedækningen i "vesten", som den engelske journalist for BBC News, Matthew Price, beskrev efter at have tilbragt en uge i katastrofe-området:
During the last week in Haiti, I was left with one overwhelming impression - it is the survivors who are helping themselves. They are pulling together, not tearing themselves apart.
Much has been made of the potential for violence, but I did not feel unsafe. Not once did I think the crowds might turn on me. When I gave some food and water to a family we had been filming, others who had nothing stood silently by, glad that at least someone was getting a little help.
Some of the aid agencies say they fear riots may start if they start to distribute supplies in the hundreds of makeshift camps where people have gathered. I fear riots in the long-term if they do not start distributing supplies right now.
Nu er profetien gået i opfyldelse. Sikkerhedshensynet forhindrede hjælpen i at nå hurtigt frem, og da den begyndte at komme, blev den ikke delt ud til alle, fordi visse områder ikke var under tilstrækkelig kontrol. Desperate og udsultede overlevende forsøger derfor at tage noget mad, hvilket resulterer i, at haitiansk politi og det udenlandske militær skyder og slår folk ihjel. Herefter bliver folk endnu mere desperate og kommer til at betragte de bevæbnede "hjælpere" som en fjende.


De farlige fanger
Et andet emne, der har været berettet igen og igen i medierne, er det, at det lykkedes nogle af fangerne i hovedstadens fænglser at overleve jordskælvet og grave sig ud af de sammenstyrtede bygninger, hvorefter de nu er "på fri fod" og ligesom alle andre forsøger at overleve i kaoset. Dette beskrives ikke som den lykkelige "mirakel-historie", det ellers bliver beskrevet som, når andre har sluppet ud af de dødbringende murbrokker, men som endnu en tragedie i tragedien. Udover at være en kynisk foragt for liv afspejler dette også, at journalisterne enten ikke har noget kendskab til den politiske situation i det land, de skriver om.

Tag for eksempel denne historie fra telegram-bureauet Ritzau (der skriver, at de har sine oplysninger fra BBC, men ikke fortæller noget om, hvor man kan se de originale artikler), som bl.a. har været bragt i Berlingske Tidende:
Kriminelle, der er sluppet ud af fængsler efter jordskælvet i Haiti, plyndrer slumområder i hovedstaden Port-au-Prince. Politi appellerer om hjælp.
Politiet i Port-au-Prince appellerer om hjælp til at indfange kriminelle, som er sluppet ud af fængsler under det kraftige jordskælv i Haiti for 10 dage siden. De kriminelle har dannet bander, som plyndrer og hærger fattige slumkvarterer i hovedstaden. Det rapporterer BBC.
Omkring 5000 forbrydere slap ud af fængsler i Port-au-Prince under og umiddelbart efter jordskælvet. Lokale medier siger, at flere hundrede af de undslupne fanger tidligere har været med i bander eller tilhører lokale mafiagrupper, og at de har genoptaget deres kriminelle virksomhed.
Det forekommer mig lidt fantastisk - mildest talt - at i et land, der er fuldstændig smadret, og hvor ingenting fungerer som før, der kan overlevende sammenstyrtningen af statsfængslet i Port-au-Prince straks vende tilbage til tilsyneladende intakte kriminelle strukturer - de såkaldte "forbryderbander" og "mafiagrupper" - og rask væk genoptage sin virksomhed. Og vi kan da også konstatere - hvis vi opsøger lidt saglig information - at telegrambureauets fantastiske æventyr er netop det: et fantastisk æventyr, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Det ved vi, fordi de uden blusel bruger ord som "forbrydere" og "kriminelle" om hele gruppen af fanger, der overlevede og altså er sluppet ud i ødelæggelserne. Vi bliver ikke oplyst om retssystemet i landet, hvor politiske ledere traditionelt udskiftes ved statskup, og hvor politisk undertrykkelse er den eneste måde at bevare magten. De oplysninger er vi nødt til at få andet steds fra - og blot et lille indblik i situationen antyder, at Ritzau-telegrammet aldeles ikke har belæg for sine påstande. En smule overfladisk kendskab til Haiti afslører faktisk, at Ritzau ikke blot er fulde af almindelig løgn men ondskabsfuld og diktatur-forherligende løgn.

For hvem er det egentlig der sad indespærret i statsfængslet? Det er bl.a. flere af de 1.000 politiske fanger - herunder tilhængere af den (nok knap så demokratisk) valgte præsident Aristide - som blev fængslet efter militærkuppet i 2004. Den nye "demokratisk valgte præsident" overtog styringen efter af landet efter et militærkup, der havde smidt den gamle præsident på porten og fængslet politiske modstandere, og han har således også arvet de politiske fanger. På trods af enkelte symbolske løsladelser, er det langt fra de fleste af de, der blev fængslet af kup-regeringen som politiske modstandere, som har fået sin frihed - før fængslet kollapsede altså.

Når Ritzau og andre medier stempler politiske fanger - der i øvrigt ikke er dømt for noget - som "kriminelle" og forbrydere, så kunne det opfattes som en implicit støtte til diktatur og politisk undertrykkelse. Men det kunne selvfølgelig også blot være et resultat af, at journalisterne ikke kender noget til det emne, de skriver om: retstilstanden i Haiti. Jeg gætter på, at det er den sidste mulighed, men må derfor undre mig over, at disse uvidende Ritzau-skribenter, kan få sine uresearchede misinformationer bragt i andre medier.

Men hvad med alle de andre fanger, der overlevede fængslet og nu er på fri fod? Igen kræver det blot et minimalt kendskab til det, man skriver om, for at finde ud af, at selv hvis man ignorerer eksistensen af de politiske fanger (og altså hvidvasker regimet), så er det en noget løsagtig omgang med relevante kendsgerninger, at omtale de overlevende, tidligere fanger, som "kriminelle". En "kriminel" er som bekendt i juridisk forstand en person, der er dømt for at have begået en kriminelt handling, og kendsgerningerne er, at op mod 80% af de indsatte i fænglserne i Haiti ikke er dømt for noget som helst!

Haiti har ikke ligefrem et "liberalt" retssystem, og folk kan sidde uskyldigt fængslet uden anklage i årevis. Dr. Evan Lyon gendriver her Ritzaus historie og saglighed ord for ord i et interview til Democracy.now:
The National Penitentiary held 4,000 prisoners. We know that 60 to 80 percent of them are not convicted of anything. They’re in prolonged pretrial detention. The average pretrial detention is a year. So, between time of arrest and accusation to the time you see a judge, the average is a year. Sometimes that’s out to two, and sometimes that’s out to three. It’s a fairly common practice in Haiti. If someone who’s accused can’t be found, a family member will be picked up. So the lies that criminals have been released into the street is a lie. Sixty to 80 percent of these people are not convicted of anything.
Lad mig citere ham igen: Historien, der har været bragt i adskillige medier, om at Haitis gader skulle være fulde af "kriminielle" på grund af fængslets sammenstyrtning, "is a lie"! Der er givetvis "ægte" og farlige forbrydere blandt de overlevende, men som sagt er langt størstedelen af fangerne ikke dømt for noget som helst, nogle er samlet op som tilfældige syndebukke uden anklager, andre har begået mindre og relativt harmløse lovovertrædelser og siddet indespærret i det overfyldte fængsel i årevis, og adskillige af dem er politiske fanger, der ikke i noget demokratisk land bør kaldes "kriminelle". Men derudover er der altså tale om, at det er mennesker, der har undsluppet en dødbringende katastrofe med livet i behold. Det er langt ude af proportioner og en enorm mangel på respekt for både juridisk retfærdighed og menneskeliv at udelukkende at omtale deres overlevelse og frihed som et alvorligt problem.


* Angående ordet 'racisme':
Støt Haiti
Intet i denne tekst bør afholde dig fra at støtte hverken det akutte nødhjælpsarbejde eller den langsigtede genopbygning. For den akutte nødhjælp kan du f.eks. donere til Dansk Røde Kors, Læger Uden Grænser, UNICEF eller FNs katastrofefond. Se flere forslag her.
Med "racisme" mener jeg ikke, at hver enkelt journalist og redaktør, der har bidraget til dette hysteri, nærer et hverken bevidst eller ubevidst "had" til sorte, hvilket udover sandsynligvis at være falsk ville være en tåbelig og forsimplet opfattelse af begrebet "racisme". Det, jeg mener med ordet, er, at historierne dels indgår i og bekræfter og dels er produkter af historiske racistiske strukturer og relationer samt de kulturelle forestillinger de bar med sig - herunder forestillingerne om "de vilde", der ikke kan styre sig selv, og de civiliserede europæere, der må bære den tunge byrde, at frelse resten af verden fra sig selv ved at underlægge sig den.

Utallige lande er forblevet under europæisk eller amerikansk overherredømme med den paternalistiske begrundelse, at de jo har brug for at blive styret af os - ofte koblet sammen med mere direkte racistiske påstande såsom, at det slet ikke ligger til deres "natur" eller "kultur" at kunne tage vare på sig selv. Jeg anbefaler det sidste afsnit i Richard Seymours artikel "The Humanitarian Myth" for nogle eksempler på denne argumentation igennem historien.

Disse og andre forestillinger er en del af vor kultur og internationale relationer, og er ikke sådan lige til at ryste af sig (især hvis man ikke er bevidst om den) - og det er bl.a. denne mentalitet, der legitimerer og reproducerer racisme ved sin implicitte mytedannelse om "de andre", der er "uciviliserede", "vilde" eller slet og ret "ikke-vestlige". Disse forestillinger er som regel blot underliggende og implicitte i vor kultur gennem århundreder af europæisk militær og økonomisk dominans over især de afrikanske lande og befolkninger. De præger hvordan vi ser på et billede, hvad vi tænker, når vi hører om andre lande og meget mere. For de fleste af os, er det ikke noget, vi er hverken bevidste om eller ønsker - de er ikke motiver eller intentioner men kulturelt betingede associationer.

Men at der også er reelle racistiske motiver - af den gamle imperialistiske slags - i diskussionen og dannelsen af mediebilledet er der desværre ingen tvivl om. Lad os ignorere notoriske og vulgære racister på den yderste amerikanske højrefløj som Rush Limbaugh, Pat Robertson og Bill O'Reily, hvis dagsorden ikke har noget med Haiti at gøre. De henvender sig til sin egen lytterskare og benytter blot katastrofen i Haiti som endnu et redskab til at skabe uro og splittelse på den hjemlige front. Men der er fremtrædende og "respektable" meningdannere, hvis racistiske dagsorden retter sig mod Haiti.

Den amerikanske konservative opinionsdanner og skribent, Eric Margolis, agiterer for eksempel for klassisk imperialisme og en gentagelse af enten den franske koloni-tid eller den amerikanske besættelse af Haiti (1914-1934) - naturligvis kun fordi den stakkels befolkning ikke kan regere sig selv. Og den konservative journalist David Brooks har svært ved at skjule sin racisme, når han giver skylden for befolkningen på Haitis lidelser på befolkningen selv og deres "fremskridtsmodstandsdygte kulturelle indflydelser" - et begreb, der kun kan tolkes som et finere udtryk for "primitive". Også i Danmark har der lydt enkelte lignende udtalelser fra kendte journalister og kommentatorer, hvilket ikke kan undre, eftersom den danske mediedækning generelt blot er et ekko af den amerikanske. Her er formålet og retorikken simpelthen klassisk: en umyndiggørelse af en befolkningsgruppe for at legitimere et reelt økonomisk, socialt og politisk overherredømme over den - altsammen, naturligvis, "for deres eget bedste".

Gennem hele sin historie, siden de gjorde oprør mod slaveriet og den franske kolonialisme og blev den første selvstændige nation i Latinamerika, er Haiti blevet invaderet og besat adskillige gange og gjort genstand for utallige vestligt støttede militærkup - altsammen begrundet i argumenter om, at etablere "sikkerhed" og "orden" eller at "civilisere" dem. Derudover er landet fra sin første selvstændighed og til vor tid blevet bragt i gæld og fattigdom af "vestlige" stater, der reellt og helt bogstaveligt har plyndret landet igen og igen. I stedet for at få erstatning for slaveriet og kolonialismen har Haiti lige siden været tvunget til at betale erstatning for sin "selvstændighed" og er idag en af verdens fattigste nationer. Den manglende "udvikling" og infrastruktur hænger direkte sammen med vores - dvs de velstillede tidligere kolonimagters - udplyndring og destabilisering af landet, støtte til diktatorer og kupforsøg helt op til vor tid, for ikke at forglemme "strukturtilpasningsprogrammerne" dikteret af IMF og USA, der har undermineret landets infrastruktur og økonomi og skabt grobund for den fortsatte udplyndring via moderne og FN-sanktioneret slaveri ved krav om omdannelsen af hele landet til en stor sweatshop.

Når Haiti så rammes af en gigantisk naturkatastrofe, så kræver det enten en umådelig mangel på historisk og politisk viden eller ikke mindre end en klassisk imperialistisk racisme, når kommentatorer forsøger at bebrejde ofrene selv for deres situation. Og når man endvidere agiterer for vestlig underlæggelse af befolkningen igen med begrundelse i den elendighed, der er forårsaget af den hidtidige vestlige indblanding, så indgår denne "blame the victim"-retorik helt tydeligt i et projekt, der handler om re-etablering eller forstærkelse af et kulturchauvinistisk overherredømme. Det er tragisk og dybt forkasteligt - men i grunden ganske forventeligt - at en katastrofe af dette omfang bringer den slags forestillinger og forslag ud i fuldt flor. De har været en fast del af europæisk og "vestlig" kultur i århundreder, så det ville være naivt at tro, at de helt var forsvundet.

3 kommentarer:

  1. Jeg synes at forfatteren af den blog (som forresten har no life) er alt for hård mod medierne. Jeg kan ikke forstå hvorfor han mener at de ord de bruger, er alt for hårde eller overdrivende, det er klart at de må gøre det på den måde, ellers for de jo ikke solgt noget. Det der sælger er vold, død,og sex, og hvis det ikke fortjener hårde ord, ved jeg ikke hvad gør.

    Det kan være noget om, at man ikke skal lade sig manipulerer af medierne, også selvom de er blevet den 4 statsmagt. Derudover skal det siges, at medierne oplyser os om ting ude i verden, og de skal har lov til at fortælle om det på en farverig måde.

    Nu vil jeg altså slutte af, med den kommentar til forfatteren, at "kort er godt" (:

    SvarSlet
  2. Jeg synes, det er rigtigt, at medierne overdriver med hensyn til forvrængelser af den sandhed, der i øjeblikket er: Haiti.
    Jeg kiggede på CNNs hjemmeside for updates omkring Haiti, og 1 ud af de 60 billeder, jeg kiggede gennem , indeholdt en pistol eller nogen form for vold.
    Når jeg læser nyheder i avisen, forventer jeg, at, hvad der står, er sandt. At "overdrivelse fremmer forståelse" skal ikke blive til en forvrængning af sandheden, og denne skal i så fald ikke udgives i aviser med det formål at bringe folk nyheder.
    Jeg er desuden enig i, at det er umenneskeligt at skrive om overlevende (fra fængsler) som en trussel i stedet for et mirakel, når de ikke en gang i første sted er dømt retfærdigt.

    Medierne skal informere - ikke fortolke.

    SvarSlet
  3. I don't know what to say. All i want is to never let it happen again.

    SvarSlet