lørdag den 30. januar 2010

Noget om principper

I moral-filosofien er der to dominerende og konkurrerende retninger: den konsekventialistiske og den deontologiske etik (eller pligt-etikken), bedst repræsenteret ved henholdsvis utilitarismen og kantianismen (en tredie retning er dydsetikken, men den lader vi ligge her). Konflikten mellem de to retninger drejer sig om, hvorvidt en handling bør vurderes på dens konsekvenser eller på det princip, den er udtryk for.

For en tilhænger af den kantianske etik, er det for eksempel forbudt at slå et andet menneske ihjel uanset hvilke konsekvenser, det måtte have, fordi mord simpelthen er en moralsk forkert handling. En utilitarist vil nok være enig i, at mord generelt er forkert, men hævder, at man ikke kan lave en absolut regel om den slags, fordi man er nødt til at vurdere den enkelte situation. Hvis nogen for eksempel havde slået Hitler ihjel tidligt i hans karriere, så ville mange andre have undgået en masse lidelse, og derfor kunne et sådant mord være moralsk godt i en utilitarists øjne. I dette eksempel vil mange nok være enige med utilitaristen, så for at afbalancere tager vi endnu et.

De fleste utilitarister er naturligvis imod slaveri og uretfærdighed, men det er et problem ved deres teori, at de ikke kan være principielt imod det. Hvis man tager teorien alvoligt, så betyder det jo, at det kan være ikke blot acceptabelt men moralsk nødvendigt at holde slaver eller at straffe uskyldige, hvis den nytte resten af samfundet kan få ud af det ikke opvejes af ofrenes lidelse. Utilitarister er nødt til at finde på argumenter for hvorfor det i hver enkelt situation ikke vil være godt at foretage disse handlinger, selvom de umiddelbart kan virke som de utilitaristisk rigtige. Kantianismen og andre pligt-etikker, der har frihed og retfærdighed som sine principper, har ikke dette problem - for dem, er den slags forkasteligt uanset, hvor meget det ellers måtte komme andre til gavn. Begge disse eksempler afslører, at moral-filosofien også har politisk relevans.


Fra etikken til den politiske sfære
Vi er dog nødt til at markere en forskel mellem de to områder. Politik handler bl.a. om at lave regler - herunder love, som alle i et samfund har en juridisk pligt til at følge. Derfor kan den simple handlingsutilitarisme ikke uden videre overføres til den politiske sfære, for den vil jo kræve, at alle skal vurdere hvad, der er rigtigt at gøre, i den enkelte situation. Det kan ikke bruges som råd til statspolitikere, der netop laver love, som siger: "du må ikke ____" (der kan selvfølgelig godt være undtagelser for de politiske regler i særlige tilfælde såsom nødværge m.v.). Pligt-etikken kan derimod uden videre overføres til politik, da det er let at lave love som svarer direkte til de moralske principper om hvilke handlinger, man ikke bør foretage sig (streng kantianisme kunne dog have et problem med al statspolitik, da det er svært at have en regering, der behandler alle som autonome individer, og ikke anvender dem som et middel. Men det er en anden diskussion).

Men utilitarismen er ikke udelukket fra at blive overført til den politiske sfære. Regel-utilitarismen er den, der siger, at det ikke er så meget den enkelte handling, der bør vurderes ud fra dens konsekvenser, men hvilke generelle regler og principper, der fører til de bedste konsekvenser. Dette er ikke nogen særlig brugbar teori i den enkelte situation, for dér vil man enten være nødt til at tage stilling til den konkrete situation og dens konsekvenser og dermed være handlingsutilitarist - eller følge reglen uanset konsekvenserne og dermed slet ikke være utilitarist.

Men regel-utilitarismen kan udemærket fungere, når vi skal vurdere politiske love og ideologiske principper. Regler og ideologier har jo konsekvenser i praksis, som man i det mindste kan lave generaliserede gæt og forudsigelser omkring. En konskvent utilitarist kan derfor godt sige, at selvom den enkelte aktør bør vurdere sine handlinger i hver enkelt situation, så er det noget andet for politikerne, hvis opgave, det er at lave regler, som må vurderes ud fra hvor gode konsekvenserne vil være, hvis alle (eller de fleste) generelt følger disse regler. Det er også muligt for utilitarismen at udarbejde principper for hvilken statsform og politisk retning, der generelt vil have de bedste konsekvenser.

Selvom utilitarismen ikke på det moralske plan kan lave nogen absolutte principper for, hvilke typer handlinger man bør udføre, så kan den altså godt ligesom kantianismen og andre pligt-etikker komme med principper og regler, når den overføres til politisk teori. En forskel er dog, at utilitarismens regler blot er generelle tommelfinger-regler - det er muligt, at der opstår situationer, hvor det var moralsk rigtigt, at en borger brød de politiske love, uden at det betyder, at loven i sig selv ikke var et udtryk for et godt generelt politisk princip. Både uanset om man er pligt-etiker eller konsekvens-etiker, så kan man altså godt operere med generelle principper for handlinger i politiske sammenhænge.


Principper er nødvendige i politik
Uden principper for handlinger ville politik være helt udvandet og absurd. Forestil dig en politiker (det er ikke så svært), der går til valg på det rent utilitaristiske slogan om at ville sikre "så meget lykke og velfærd som muligt til så mange individer som muligt". Det er et udemærket slogan, men også ret tomt i den forstand, at det kunne de jo alle sige - vi vil gerne have lidt mere konkret at vide, hvad politikeren har tænkt sig at gøre: hvilke handlinger han vil foretage sig, hvilke regler han vil lave, og hvilke principper han har for sin politik. De politiske ideologier er efter min mening anvendelige, fordi de netop udgør sammenhængende samlinger af politiske principper - principper man kan være for eller imod, men som man i det mindste kan forholde sig til

Andre hævder, at ideologier er overflødige eller hæmmende, og at politikere i stedet skal gøre, hvad der forekommer praktisk i den enkelte situation. Udover at gøre det umuligt for vælgerne at vide, hvad de kan forvente sig og hvad de stemmer på, mener jeg det er naivt at tro, at politiske beslutninger generelt kan være ideologisk neutrale. Forskellige politikere med forskellige principper vil træffe forskellige beslutninger, og det er derfor godt at være åben om sine principper - også overfor sig selv. Det kan for eksempel være praktisk at vide, om en politiker går ind for princippet om social lighed eller retssikkerhed, er principielt imod overvågning, går principielt ind for ytringsfrihed, har nogle principper om statens rolle overfor borgerne osv. Selvom der kan være enkelte situationer, hvor ens principper opvejes af andre principper eller af tungtvejende konsekvenser, så er det ikke beslutninger, der kan træffes uden først at have gjort sig nogle ideologiske (eller principielle) overvejelser om selve princippet i disse politiske problemstillinger.

I det liberale demokrati er der sågar principper indbygget i selve grundlaget for beslutningerne. Demokratiet er ikke en tom skal, man kan putte hvad som helst ind i, så længe der kan samles flertal for det. Det moderne demokrati har formelt ikke blot principper for hvordan beslutninger kan vedtages, men også for hvad, der kan vedtages. Et flertal kan således ikke bare vedtage at ophæve et mindretals rettigheder, ligesom der er grænser for hvad staten kan vedtage at gøre med hensyn til indtrængen i og reguleren af borgernes privatliv og adfærd. Hvis man anerkender det liberale demokrati, er der altså allerede dér nogle principper, man må arbejde ud fra.

Ifølge Kants moral-filosofi bør man operere ud fra principper, der er så generaliserbare som muligt. Overført til politik betyder det, at love bør udformes, så de er universelle og ikke udpeger enkelte borgere eller samfundsgrupper. Det er således mere principielt at sige: "ingen borgere må gå med våben", end det er at sige: "ingen må gå med krumsabel", ligesom en principiel lovgivning ikke vil kunne forbyde en bestemt type bygning e.l. uden at udforme kriterier, der i princippet påvirker alle arkitekter uanset hvem, de måtte være. Men også utilitarismen kan gå ind for dette, da det sikrer, at ingen borgere udsættes for arbitrære regler eller forfølgelse, og dermed er med til at sikre, at reglerne og den demokratiske beslutningsproces bliver anerkendt af alle. Princippet om universel udformning af love, der er udformet som principper fremfor at bygge på og udvælge enkelte tilfælde, er derfor en essentiel del af den moderne liberale (i bred forstand) tankegang.


Hvad er principper?
Men hvad er et princip egentlig? Et ufuldstændigt bud på en definition af ordet kunne være, at et princip er en mere generel version af en konkret handling eller intention. Der er for eksempel forskel på at sige: "Nej tak, jeg er mæt" og at sige "Nej tak, jeg spiser af princip ikke kød". Den første sætning giver os kun oplysninger om, hvordan du har det i denne konkrete situation, den anden fortæller os noget om, hvordan du vil forholde dig i alle lignende situationer. Endvidere giver den anden sætning os mulighed for at spørge til dine begrundelser og argumenter for at have dette princip, mens det ville være fjollet med hensyn til den første.

Derudover har vi også noget at forholde os til med hensyn til om det du sagde, var sandt. Hvis vi kort efter ser dig spise kød, og du før havde givet det første svar, så ændrer det ingenting, for det kan jo være, at du nu er blevet sulten og føler, at du godt kan klemme lidt mere ned. Men hvis du havde givet det andet svar, så kan vi konkludere, at du jo slet ikke havde det princip alligevel - eller i hvert fald har skiftet det ud. Hvis du så indvender, at "nåeh, men jeg mente bare, at jeg ikke spister lige dén slags kød," så var det stadig falsk, da du påstod, at du principielt ikke spiser kød.

At have et princip betyder, at man vil forholde sig på samme måde i alle situationer. Et princip kan godt komme i konflikt med noget andet - såsom tungtvejende konsekventialistiske hensyn - men det betyder ikke, at man så bare dropper det. Er man f.eks. vegetar af principielle grunde, så kan man jo blive nødt til at spise kød i en hypotetisk situation, hvor det er den eneste mulighed, man har for at overleve eller for at stille sin sult - det kan godt være svært at fastlægge en grænseværdi for, hvornår et princip kan brydes. Men når man reagerer af nød, tvunget af omstændighederne, kan man stadig føle, at man har brudt med et af sine principper. Man kan ønske, at man ikke var i den situation, og arbejde for, at man ikke kommer det igen. Hvis man derimod villigt bryder sine principper, når muligheden byder sig, så var de slet ikke principper til at starte med - så var de i bedste fald en "hobby" eller tom tale og i værste fald selvbedrag.


Nogle eksempler på principper i praksis
Det med vegetarianisme var selvfølgelig blot et eksempel, men det samme kan siges om mere åbenlyst politiske principper. Man kan ikke sige, at man f.eks. har ytringsfriheden som princip, hvis det kun drejer sig om visse ytringer, mens man gerne indfører censur af andre. Selvfølgelig kan der være begrænsninger af visse former for ytringer, idet de konsekventialistiske grunde kan opveje princippet om fri tale (man må således ikke komme med injurier, der kan skade andre, eller råbe "brand!" i et teater, eller lave falsk markedsføring), men hvis man går ind for begrænsning af ytringer ud over dette, så er man ikke ærlig, når man siger, man går ind for ytringsfrihed generelt. Og hvis man forsvarer visse menneskers ret til at komme med en type ytringer, mens man forsøger at lukke munden på andre, hvis de siger noget i samme stil, så er det slet ikke ytringsfriheden, der er ens motivation eller princip, men noget helt andet. Det ville blive alt for langt, at give eksempler på politikere og politiske organisationer i Danmark, der har et sådant forhold til "ytringsfriheden" - det gælder jo stort set dem alle - men det såkaldte "Trykkefrihedsselskab" kunne være eksempel.

Omvendt er der politikere, der står fast på deres principper uanset, hvad konsekvenserne måtte være, og upåagtet, at principperne viser sig slet ikke at have relevans for den konkrete virkelighed. Principfaste politikere er en mangelvare, så derfor var det forfriskende, at se, hvordan Naser Khader for eksempel kæmpede for at få gennemført sit princip om at få forbudt noget, der så godt som ikke eksisterede, til næsten det sidste, som det fremgår af dette citat:
Trods manglen på burkakvinder står politikerne fast på, at der skal lovgives på området.
- Antallet af burkaer er ligegyldigt. Det er et spørgsmål om principper, siger ophavsmanden til burkadebatten, Naser Khader (K), til Information.
Og det er Venstre enig i.
Jeg synes det er et særdeles interessant citat - forudsat at det er gengivet hæderligt af Ritzau - for vi har hørt så mange og modstridende argumenter i løbet af det sidste halve års tomgangsdebat indenfor dette emne. De har primært drejet sig om forskellige konsekvenser, såsom om det er sikkert at køre bil iført denne klædedragt, om man bliver undertrykt af at tage den på, om det er en ret at kunne se alle andres ansigter og så videre. Imens har modstanderne - eller nogle af dem - stået fast på dette ene argument: Uanset om vi bryder os om den enkelte klædedragt eller ej, så er det et princip, at i et demokratisk og frit samfund har borgerne selv ret til at bestemme hvad for noget tøj, de vil have på. Der var altså tale om utallige konsekventialistiske indvendinger på den ene side og et princip på den anden, og den slags kan være svære at veje op imod hinanden.

Derfor er det rart at se den politiker, der startede debatten, melde ud, at det også fra hans side drejer sig om et princip. Og eftersom principper er noget, der skal kunne formuleres, så de dækker over mere end den enkelte konkrete situation, så kan vi konkludere, at Naser Khader her fremfører det modsatte af det liberale princip: Nemlig, at staten har principielt ret til at bestemme og regulere borgernes beklædning.

Jo mere generelt et princip er formuleret, des mere principielt er det. Ægte liberale nøjes selvfølgelig ikke med at mene, at borgerne har ret til selv at bestemme over sit tøj, men mener også, at staten ikke har ret til at diktere over borgerne på en masse andre områder - kun når der er tungtvejende konsekventialistiske grunde, som når handlinger skader andre, bør tvang komme på tale. Jeg ved ikke hvor principiel - dvs generel - Naser Khaders principielle opgør med dette frihedsprincip er, og i hvor høj grad, han går ind for det modsatte princip - at staten kan diktere alting. Men vi kan i hvert fald konkludere, at han ikke er principiel modstander af, at staten skal kunne regulere borgernes adfærd, uanset om denne adfærd har konsekvenser for andre eller ej.

Som sagt kan man godt have et princip, som man med beklagelse må afvige fra ind imellem, når konsekvenserne ved at stå fast på det i en konkret situation viser sig at være alvorlige. Man kan for eksempel mene, at borgerne principielt ikke bør overvåges af staten, men alligevel gøre en undtagelse i en konkret situation - når der for eksempel er konkret og velbegrundet mistanke om, at en given person vil gøre noget farligt. I så fald, så vil den principielle overvågningsmodstander sikre sig, at der netop er principper for, hvornår og hvordan sådan noget kan ske - såsom at der skaffes dommerkendelse og at overvågningen begrænses til den mistænkte og ikke fortsættes i ubestemt tid. Hvis man for eksempel, går ind for registrering og overvågen af borgernes internet-vaner - uden at der foreligger konkret mistanke mod den enkelte overvågede - så kan man altså ikke sige, at man er principiel modstander af overvågning.

Endvidere følger det, at hvis man har et princip, så arbejder man naturligvis for at samfundet så vidt muligt går i den retning, princippet foreskriver. Jeg har nævnt, at der i enkelte situationer kan være tungtvejende grunde til at et princip kan krænkes, men det er ikke dét jeg her har i tankerne. Det jeg mener, er, at det er et noget sølle princip, for eksempel at sige: "jeg går principielt ind for lidt overvågning" - så går man ind for overvågning slet og ret, ligesom en person, der spiser lidt kød, ikke er principielt vegetar. Hvis man har et politisk princip og arbejder for at samfundet går i den retning, så beklager man naturligvis, når det går i den anden retning. Og man gør det principielt, når det starter med at gå i den gale retning, og ikke først, når man synes, at det er gået for langt. Hvis man syntes at det var okay, at det gik halvdelen af vejen i den retning, så var man jo ikke principielt imod den retning.

Derfor giver det ingen mening, som Politiken skriver, at beklage, at nogle ekstreme racistiske udtalelser "går for langt" - i hvert fald ikke, hvis man mener, at racisme slet ikke er den rigtige vej at gå, og man er principiel modstander af den slags (politikeren, der citeres for dette i artiklen, siger også meget mere og skal ikke holdes ansvarlig for avisens valg af overskrift). Er man principiel modstander af noget, så mener man jo, at selv det første skridt i den gale retning er ét skridt for meget. Kritikken af visse personers og organisationers ekstreme racistiske udtalelser er altså ikke en principiel afstandtagen fra racisme, hvis man op til det punkt har været villig til at acceptere alt, hvad de samme aktører har sagt og gjort, der gik i den samme retning.

Konklusion
Flere principielle bekendelser og diskussioner i dansk politik - samt i medierne - ville hjælpe med afklaring af mange konkrete politiske spørgsmål, hvor vi nu tager stilling fra gang til gang uden at have noget konsistent og velovervejet - principielt - grundlag. Det ville gøre det lettere at holde politikerne op på deres ord og programmer, idet man kan vurdere deres handlinger i forhold til de principper, de hævder, de bekender sig til, og det ville dermed også gøre det lettere for befolkningen at vide, hvad de kunne forvente sig fra de politiske kandidater. Men vigtigst af alt: det ville gavne det intellektuelle og politisk bevidste niveau og skabe en kultur, hvor folk var i stand til at tage principielt stilling til samfundet og hvilken retning, de mener de bør bevæge sig i.

Se også: Lidt mere om principper - og om virkeligheden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar