torsdag den 18. februar 2010

Forbud mod tegninger på vej

Politiken bragte den 16. februar en artikel med overskriften "S vil forbyde lovlig børneporno". Hvis vi lige ser bort fra den besynderlige overskrift, og overser den kendsgerning, at de fleste ting, der kræves kriminaliseret vel som udgangspunkt er netop lovlige, inden de forbydes, så er resten af artiklen altså også et slaraffenland af logiske og metafysiske kortslutninger. Det er ikke (kun) journalistens skyld, for artiklen består mestendels af citater fra såkaldte myndighedspersoner - folk med politisk magt over andre - omend citaterne selv illustrerer en manglende evne til at skelne mellem realitet og fantasi, som normalt karakteriserer folk, der netop er blevet erklæret "umyndige".

Vi vil her se på de principielt politiske og praktiske retssikkerhedsmæssige aspekter og problemer ved et sådant forbud og undersøge om det, hvis det vedtages, vil kunne danne retspolitisk præcedens for kriminalisering af andre tegninger og ytringer. Men først er det altså nødvendigt med noget begrebsafklaring, hvis vi skal kunne forholde os rationelt til emnet.

Ud af Platons hule
Sagen tager udgangspunkt i, at Socialdemokraterne har fremsat et politisk lovforslag, som skal forbydde tegninger - både "stillestående" og animerede tegninger - med visse motiver. Og fra allerførste sætning antydes den mentale kortslutning: "Det skal være slut med tegnefilm og animationer af mindreårige, der udsættes for seksuelle krænkelser". Det burde være åbenlyst for et rationelt menneske, at det ikke er muligt - eller i hvert fald ikke er politisk relevant - at udsætte en "animation", dvs en række tegninger, for en "seksuel krænkelse". Man kan tegne noget, som forestiller nogen blive udsat for en krænkelse. Men tegningen selv kan altså ikke blive krænket!

Evnen til at skelne mellem forestillinger af noget og så selve det, der forestilles, er væsentlig for evnen til at fungere som et rationelt, autonomt menneske. Det er over 2.000 år siden, at Platon skrev om evnen til at se forskel på et billede og det, billedet er et billede på, som afgørende for menneskelig erkendelse og oplysning. Det er grotesk, at en så kort artikel rummer citat på citat, der afslører, at ledende danske politikere ikke er i besiddelse af denne mentale kapacitet. Således bliver de ved med at omtale tegninger af børn som "børn" og tegninger, der forestiller seksuelle krænkelser af børn, som om denne forestilling kan udgøre en krænkelse af noget virkeligt.

Det, der er tale om, er ikke krænkelse af virkelige mennesker - det er allerede forbudt. Det, der til syneladende er politisk flertal om, er at forbyde tegninger, som forestiller krænkelser. Det er vigtigt at slå fast, for det er altså vigtigt at kunne skelne mellem virkelighed og forestilling. Ligeledes er det i en politisk debat - især en debat om at kriminalisere noget - naturligvis vigtigt at skelne mellem handlinger og ytringer. Begge dele erkender forslagsstilleren Karen Hækkerup blankt, at hun nægter at gøre.


Det drejer sig altså om ytringer
At lave en tegning er en handling og en ytring. Som handling er det ikke særligt interessant - tegningen er først relevant i og med, at den er en ytring. En seksuel krænkelse af et virkeligt menneske er en handling, som er relevant i sig selv - og kan kriminaliseres uden henvisning til andet end selve handlingen. At tegne noget er ikke i sig selv farligt eller kriminelt. For at kriminalisere tegningen er det nødvendigt at henvise til den ytring, den også er - altså hvad den forestiller og hvad den udtrykker og hvordan den kan blive fortolket af andre. Det er meget muligt, at Karen Hækkerup ikke kan "forstå" dette, eller at hun er "helt resistent" overfor argumenter, der henviser til ytringsfriheden, men for os andre må det stå helt klart, at det, hun og hendes kolleger ønsker at kriminalisere, er og bliver ytringer. De vil ikke gøre det kriminelt at lave tegninger som sådan, men at lave tegninger, som ytrer noget bestemt.

Lad os én gang for alle få det slået på plads, og så endegyldigt konstatere, at de således ikke går ubetinget ind for "ytrings-frihed", altså friheden til at ytre sig som man har lyst. Karen Hækkerup afviser sågar, at det overhovedet skulle være et relevant argument at henvise til ytringsfriheden. Hun mener altså ikke, at denne rettighed er noget relevant politisk princip, som man bør tage udgangspunkt i og principielt respektere.

Det gør Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti heller ikke. Hvor Karen Hækkerup i det mindste henviser til empiriske konsekventialistiske begrundelser for at kriminalisere visse ytringer - om disse er videnskabeligt begrundede eller ej har jeg ikke kompetence til at afgøre - så er det for Peter Skaarup nok til at kriminalisere en ytring, at han selv personligt finder den "ulækker".

Som jeg har skrevet før, så kan man godt have et princip, som man med en vis beklagelse må fravige i visse begrænsede tilfælde, når konsekvenserne vejer tungere end princippet. Det er ikke det Karen Hækkerup gør, for som sagt afviser hun blankt at ytringsfriheden overhovedet er et relevant princip - det er et argument hun er fuldstændig "resistent" overfor. Men rent hypotetisk kunne hun godt stadig gå ind for ytringsfriheden som et tungtvejende princip, og så med beklagelse alligevel mene at det må krænkes i dette tilfælde, hvor der måske kan påvises negative konsekvenser ved at fastholde det dogmatisk. Peter Skaarup viser sig dog som en erklæret og principiel modstander af ytringsfriheden. Det kan aldrig forenes med en principiel bekendelse til ytringsfriheden, at en politiker skal kunne kriminalisere ytringer alene fordi denne finder dem "ulækre". Hvis du finder en tegning "ulækker", så må du kigge den anden vej. Ellers er du fortaler for et moralistisk totalitært samfund.

Hvis visse ytringer derimod kan påvises at skade andre, som Karen Hækkerup mener at have belæg for, jamen så vil jeg ikke nødvendigvis stå fast på at det absolut skal være en ret at ytre dem alligevel. Jeg er ikke "ytringsfrihedsfundamentalist", som det ellers er blevet så moderne at kalde sig. Og det er der jo i virkeligheden heller ikke særligt mange, der er, uanset hvad de kalder sig. Hvis Karen Hækkerup har ret i sine empiriske påstande om, at tegninger, der forestiller børn, som bliver seksuelt krænket, i sig selv kan medføre alvorlige skadelige konsekvenser, så er jeg åben for, at det bør kunne diskuteres at indskrænke ytringsfriheden hvad dette angår. Så længe vi er ærlige om, at det er det, vi gør: Indskrænker ytringsfriheden.

Det betyder dog ikke, at der ikke er andre problematiske aspekter ved et sådant forbud.


Retssikkerhedsmæssige problemer
Problemet med at kriminalisere handlinger, som ikke i sig selv er skadelige, men som måske kan medføre at andre foretager visse kriminelle handlinger, der er skadelige, er dog ikke uvæsentligt. Den animerede og fiktive "børneporno" er ikke kriminel fordi den i sig selv er skadelig (med mindre vi accepterer Peter Skaarups politiske tilgang, og mener at man skal forbyde noget, hvis han mener, det i sig selv er "ulækkert") men fordi den kan forårsage at andre udfører noget andet, som i sig selv er skadeligt - og som allerede er kriminelt. Tegneren kriminaliseres altså på grund af handlinger som andre potentielt kan finde på at udføre. Det er et politisk og retssikkerhedsmæssigt problem, som vi ikke bør være "resistente" overfor.

Et andet retssikkerhedsmæssigt problem er, at det kan være let at skelne mellem to forskellige handlinger, men det er svært at skelne mellem to ens handlinger, som hver i sær har forskellige sekundære konsekvenser. To tegninger kan altså godt have nogenlunde ensartede motiver uden at medføre de samme konsekvenser - dette vil bl.a. afhænge af konteksten og hvordan tegningen bliver opfattet. Det gør svært at afgøre, hvornår noget er kriminelt eller ej. En tegning, der startede som lovlig, kan sågar pludselig blive ulovlig på grund af begivenheder, tegneren ikke selv har haft nogen indflydelse på. Med mindre staten forbyder alt over én kam, med bestemte motiver (med alle de problematiske aspekter mulige fortolkninger af motiver kan give), så taler vi altså om et ikke uvæsentligt retssikkerhedsmæssigt problem. Og løsningen - at kriminalisere enhver brug af bestemte motiver uden skelnen til deres intention eller kontekst (som det er sket i bl.a. England og Australien) - er værre end det problem den skal løse.

Jeg siger ikke, at det ikke kan gøres på en fornuftig måde. Jeg påpeger blot, at der er adskillige seriøse retssikkerhedsmæssige og politisk principielle problemer ved forslaget, og når man ser en artikel hvor flertallet af politiske ordfører i Folketinget rask væk og uden overvejelse stiller sig i kø for at bifalde et sådant forslag, jamen så bliver jeg da lidt bekymret for, om de nu egentlig lægger nogen vægt overhovedet på ting som retssikkerhed og ytringsfrihed.


Et retspolitisk grundlag for forbud mod andre tegninger?
Hvorom alting er, så står det i hvert fald klart nu, at Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti mener, at der ikke er noget principielt problem ved, at staten laver forbud mod tegninger. Deres tidligere ellers så principielle udtalelser om "ytringsfrihed" angående nogle andre tegninger, kan vi altså nu uden videre forkaste som det populistiske hykleri, det nu engang - naturligvis - var. Partierne mener jo, at der ikke er noget principielt problem i at kriminalisere tegninger og forhindre deres udbredelse.

Jeg mener bestemt ikke, at disse tegninger skulle forbydes, men hvis vi er åbne for at forbyde nogle tegninger, så har vi også åbnet for debatten om at forbyde andre tegninger. Lad os derfor - blot for debattens skyld - lige se på hvad, der kunne være forskelle og ligheder mellem de to grupper af tegninger.

At udføre seksuelle overgreb mod et barn, er en handling som er forbudt og skadelig. Børneporno har hidtil været forbudt i den form, hvor der er tale om, at disse virkelige handlinger er foregået som et led i at lave den pågældende film. Det er altså ikke idag filmen som sådan, der er ulovlig, men det at den er blevet til ved ulovlige og skadelige handlinger: Rigtige børn er blevet udsat for overgreb i produktionen af filmen. Nu vil politikerne så gå et skridt videre, og kriminalisere film, hvor ingen er blevet udsat for noget som helst i produktionen af den, udelukkende med henvisning til hvad filmen symboliserer, og hvad den eventuelt kan give andre inspiration til at udføre. Så langt, så godt.

At putte en antændt bombe i hatten på en muslim er vel også en handling, der i sig selv ulovlig idet den er skadelig for et andet menneske. Hvis man lavede en film, hvor man bevidst sprængte rigtige mennesker i luften som led i produktionen af denne film, så ville den film nok også kunne forbydes (er snuff-film forbudt i Danmark?). Men er vi villige til at gå skridtet videre og kriminalisere det at lave en tegning af en muslim med en bombe i hovedet, uden at der er nogen rigtige mennesker involveret? Hvis vi accepterer argumentet om, at "ja, vi kan godt forbyde tegninger, der forestiller ting, som ville være ulovlige at gøre i virkeligheden, fordi de kan give andre inspiration til at udføre handlinger, som er ulovlige", jamen så følger det da, at vi ikke længere kan stå fast på muhammed-tegnernes ytringsfrihed.

Det er mindst lige så empirisk påvist som Karen Hækkerups påstande om pornografiske tegninger, at dehumaniserende og nedgørende/frygtskabende karikaturer og andre propagandistiske ytringer kan være afgørende for dannelsen af visse farlige tendenser i enkelte individer eller en befolkning generelt. Det er sågar en del af den "vestlige" folkeretstradition, at man kan blive holdt kriminelt ansvarlig for via sine ytringer alene at have skabt en stemning, der var grundlaget for andres kriminelle og skadelige handlinger. Selvfølgelig kan ytringer have konsekvenser og forårsage/forandre følelser og overvejelser hos modtagerne (ellers var der jo ikke reklamer og politiske taler). Det er argumentet for at kriminalisere ytringer i form af "børnepornografiske" tegninger. Men det kan sandelig også være et argument for at forbyde mange andre ytringer - inklusiv de, der har til formål at "håne og spotte" en befolkningsgruppe.

Så... er der egentlig de store forskelle på Jyllandspostens propaganda og animeret børneporno? Og hvad er egentlig forskellen på Peter Skaarup, der vil have noget forbudt, hvis han synes det er "ulækkert", og en anden, der kræver noget forbudt, fordi det støder hans religiøse følelser? I begge tilfælde drejer det sig på den ene side "blot" om tegninger og altså om noget, hvor det kun er en fiktiv person, som udsættes for noget symbolsk. Og i begge tilfælde kan man argumentere for, at disse ytringer alligevel kan være sekundært skadelige idet deres modtagere kan føle sig både "krænkede" og sågar "inspirerede" til at udføre skadelige handlinger.

Jeg har ikke svaret. Men jeg har heller ikke nogen som helst tiltro til, at partierne og politikerne i Folketinget, som taler om "Ytringsfriheden", som var den noget helligt og ukrænkeligt i det ene tilfælde, og i det andet blankt afviser at den overhovedet er noget, man behøver at overveje, kan give mig eller vælgerne nogen fornuftig forklaring på, hvad de afgørende forskelle egentlig er.

6 kommentarer:

  1. Velkommen tilbage til skandinavien Vhs! Det er ærligt talt super opgang du skriver igen og skriver så meget.
    Endnu et indlæg der sætter den lille hjerne igang, tak!

    SvarSlet
  2. Jeg vil hermed også anbefale at læse filosoffen Emil Kirkegaards gennemgang af de absurde metafysiske og ulogiske udtalelser, der har været angående dette emne, og hans logiske analyse af begrerne.

    Det korte af det lange er, at "animeret børneporno" er et nonsens-begreb, der ikke betegner noget virkeligt eksisterende - ligesom begrebet "fiktive personer" ikke betegner virkelige personer. Begge er sproglige finurligheder, der ikke kan (eller: ikke bør) udgøre grundlaget for rationelle menneskers lovgivning.

    Der er tale om (rigtige) børn [i rigtig børneporno], ikke animerede børn. Animerede figurer har ingen juridisk alder, da de sjovt nok ikke findes (og ikke er født på noget tidspunkt). Givet den ovenstående definition, så er animeret børneporno ikke børneporno, da der ikke er børn i animeret børneporno.

    Læs hans analyse her

    SvarSlet
  3. Det er en udmærket artikel, som dog er noget mere hård i toneleget (sp?) end min egen. Jeg er generelt enig i det du skriver.

    Jeg bemærkede i øvrigt også det spøjse ved at snakke om, at man vil forbyde noget lovligt. Alle ting man forbyder var jo lovlige før man forbød dem. Det er et mystisk ordvalg!

    -Emil

    SvarSlet
  4. Virkelig god artikel. Fin research og gode pointer. Man må virkelig ikke håbe at Danmark bliver et komplet overvågningssamfund.

    SvarSlet
  5. Det er virkelig rystende ...

    Jeg er en freelancer artist på tegnebordet dk.
    Javist tegner jeg ikke børneporno, men meningen med at leve i dansk samfundt er netop ikke at leve i frygt!

    Jeg sidder konstant og tænker på at jeg nu skal passe på med hvad jeg faktisk tegner?

    Sig mig, jeg forstår kurt vestergårds situation.

    Men Jeg mener bestemt, at den eneste straff man burde få for at ytre sig kunstnerist, er at man er ansvaret selv!

    Hvis du tegner børneporno, vil folk finde dig frastødende, hvis folk tegner muhammed, vil de blive forfulgt!


    Der bliver altså tegnet fiktive figurer her..

    Hvis jeg nu tegner en lille pige i sexuelt aktion. Så er det åbenbart ikke nok til at få folk til at inse at det de kigger på er et par streger og nogle farver..

    Jeg fristes til at tegne en pige hugge hovedet af sig selv og holde det højt, hvorefter hun laver en sukkende grimasse og siger: "Hvis jeg var en virkelig person .. ville jeg jo ikke kunne snakke nu vel .."



    Og hvis vi skal snakke om at det opfordrer til børneporno? Så se jer lige omkring. verden er fyldt med tåbelige opfordringer! Spil. film. noveller?! men nej, tegninger er for strænge...

    Er danmark virkelig et frit land hvis man ikke må styrer fantasier?

    SvarSlet
  6. Skal vi så forbyde Rip, Rap og Rup?
    De har ikke bukser på..

    SvarSlet