onsdag den 17. februar 2010

Selvbestaltede juridiske instanser og en selvbestaltet politisk leder

"Gårsdagens" (jeg påbegyndte dette essay fredag den 12/2, men valgte at holde lang weekend i mellemtiden) store samtaleemne i det tegneserieland, der kaldes "Danmark" - eller rettere: i det parallel-univers, der er medie- og politik-Danmark - var historien om nogle såkaldt "selvbestaltede juridiske instanser", som angiveligt skulle "bestemme i Vollsmose". Som med så mange andre beslægtede historier i den seneste tid i denne indelukkede og selvopretholdende fantasiverden, viste det sig hurtigt, at der ikke var noget kød på den - den var faktisk en and - så inden dagen var omme, var luften gået ud på også dén ballon. Inden da havde den dog nået at få sit eget liv, og politiske kræfter (som oven i købet udgiver sig for at bedrive journalistik og nyhedsformidling!) uden hverken kompetance, viden om sagen, realitetssans eller nogen form for hæderlighed nåede at blæse den op til ét af de afgørende tegn på at Dommedag er nær.

Det samme skete i sidste uge, hvor desperate og hysteriske dommedagsprædikanter udråbte en lillebitte og fuldstændig harmløs historie, til Danmarks undergang - helt bogstaveligt! - for, efter at have sovet adrenalinrusen ud, at beklage og konstatere, at landet alligevel nok ville overleve. Dette ville næsten være morsomt, men egentlig er det bare tragisk, og man må føle en vis væmmelse ved at overvære disse sidste krampetrækninger fra en selvbestaltet gruppe, der desperat forsøger at fastholde det skræmmebillede, der har givet dem magt de sidste mange år.

Det var det selvsamme medie, som startede historien, der også lagde den i graven igen og beklagede at være løbet med usande rygter - altsammen indenfor det samme døgn. Nu er en del af både dette og andre mediers tekster, derfor blevet trukket tilbage, slettet eller ændret, hvilket er lidt ærgerligt, for der var faktisk nogle formuleringer iblandt dem, som jeg fandt særdeles interessante - filosofisk interessante, naturligvis. Jeg er mindre interesseret i den konkrete historie, end i de reaktioner, der kom på den, og hvad de viser om, hvad der kan siges og ikke siges - og dermed hvad der ikke kan tænkes - indenfor den politiske diskurs.

Mange af de journalistiske formuleringer og prioriteringer viste nemlig, at der er politisk teoretiske og praktiske spørgsmål, der ikke kan diskuteres, fordi svaret simpelthen bliver taget for givet, selvom det på ingen måde er afklaret. Adskillige medier kom i deres selvsving omkring den pågældende (falske) historie til at afsløre, hvad der kun kan betegnes som en blind og autoritær system-tiltro, hvor ingen af de grundlæggende politiske antagelser nogensinde er blevet udsat for den mindste kritisk analyse endsige et forsvar. Jeg vil derfor gerne gå i filosofisk klinch med mediernes skriverier fra igår, selvom de hæderlige af dem altså har trukket dem tilbage og beklaget.

Det følgende bliver en længere og måske lidt rodet samling af tanker afledt af hele denne tåbelige affære.

Den første artikel om emnet, jeg så, var på Danmarks Radios hjemmeside. DR har idag fjernet artiklen (jeg formoder, at det er fordi, den jo viste sig at være usand. DRs dementi kan under alle omstændigheder læses her), men den kan stadig ses via Googles cache. Denne artikel er egentlig blot en opsummering af den oprindelige historie, der blev bragt i Politiken (som også har fjernet den), men den er interessant, fordi en opsummering jo viser, hvad dette medie betragtede som de væsentligste aspekter ved historien.

Det, jeg allerførst hæftede mig ved, i denne opsummering af de væsentligste aspekter i den falske historie, var den meget betydningsfulde sætning:

"Ældrerådet fungerer som en slags selvbestaltet juridisk instans i bydelen"

I de diskussioner om emnet, jeg har overværet, og i de politiske reaktioner, der kom på den, er denne sætning virkelig dét centrale omdrejningspunkt. Det er essensen af det, der bliver set som "farligt". Problemet er ikke den konkrete sag om en mulig seksualkrænker, men det, at sagen efter sigende (hvilket altså var løgn) blev håndteret af en "selvbestaltet juridisk instans" istedet for af en eller anden juridisk instans. Det relevante spørgsmål, som ikke bliver stillet, er selvfølgelig: hvem eller hvad, det er farligt for.

For hvad er en "selvbestaltet juridisk instans" egentlig for noget? Og hvorfor er det så farligt, at den er "selvbestaltet"?

For at besvare dette er vi først nødt til at definere "juridisk instans". Hvad er det? Det vil være alt for langt at gå i dybden med dette spørgsmål, men lad os nøjes med at påpege, at frygten for den pågældende "selvbestaltede" juridiske instans, nok peger på, at skribenterne har en bestemt anden juridisk instans i tankerne: Staten. Staten er - eller vil i hvert fald gerne være - den øverste og suveræne juridiske instans. Den vil faktisk helst gerne have monopol på udfærdigelsen af juridiske direktiver og afgørelser. Det ligger i statens natur. Uden disse interesser, ville den næppe være nogen stat.

Staten er altså et eksempel - det ultimative eksempel - på en juridisk instans. Hvad er det så, staten gør? Igen vil det være for omfattende at gå i detaljer, men det må være ukontroversielt, at konstatere, at en af statens primære opgaver er, at lave juridiske direktiver, love, som alle, der befinder sig indenfor det område, som staten hævder juridisk myndighed over, skal følge. Den kan altså regulere alles adfærd på godt og ondt. Det vil sige: den kan forsøge at regulere alles adfærd.

Det er nemlig ikke alle, der anerkender statens ret til at kræve ubetinget lydighed, og selv blandt de, der i princippet anerkender dens autoritet som legitim, er det langt fra størsteparten, der overholder dens direktiver. Disse dissidenter kan blive tvunget eller truet til at makke ret ved brug af vold, og hvis de ignorerer eller bryder statens direktiver, så kan de få bank af "lovens håndhævere" og blive straffet f.eks. ved frarøvelse af sine økonomiske værdier - livsbetingelsen i det gældende samfund - eller ved indespærring i et område, der bevogtes af statsansatte, der har en statsgiven ret til at bruge vold.

Det er relevant at nævne, at staten ikke kun opretholder sin autoritet ved brug af vold og trusler om vold. En sådan stat ville være særdeles skrøbelig. Statens autoritet som "juridisk instans" er afhængig af, at en ikke uvæsentlig portion af dens undersåtter anerkender og accepterer dens ret til at udstede kommandoer eller i det mindste ikke sætter sig til modstand. Men når det er sagt, så er det også en simpel kendsgerning, at statens myndighed også er baseret på brug af vold og tvang overfor de, der ikke adlyder dens direktiver. Uden truslen om magtanvendelse ville statens autoritet ikke være en statslig autoritet.

Derudover er det en historisk kendsgerning, at langt de fleste stater - hvis ikke alle - har opnået sin anerkendte autoritet ved netop brugen af vold. De territorier staterne kræver enevældig myndighed over, er blevet formet ved erobringskrige og går vi langt nok tilbage, så kan statens dannelse spores tilbage til, hvad der ikke er meget andet end en røverbande, der underlagde sig et område med vold og truede alle dets indbyggere til at adlyde.

Uanset om vi anlægger den historiske vinkel eller om vi hæfter os ved, hvad der sker ved de, der ikke af egen vilje har anerkendt staten som en legitim politisk autoriet, der automatisk bør adlydes, så er det svært at drage anden konklusion end følgende:

Staten er den ultimative, selvbestaltede, juridiske instans!

For når man tvinger andre til at adlyde ens egen vilje og til at efterleve ens juridiske direktiver, så ér ens autoritet altså - i hvertfald i den grad, det er nødvendigt at hånhæve den med magt - "selvbestaltet". Dette gælder for staten mere end det gælder for nogen anden instans. Det er altså ikke dét, at noget er en "selvbestaltet, juridisk instans", der kan udgøre noget problem, for statens forsvarere. Tværtimod har de internaliseret en sådan instans' selvbestaltede hævdelse af autoritet i en sådan grad, at de nu ikke længere er i stand til overhovedet at stoppe op og stille spørgsmålet om, hvor denne autoritet kommer fra. Den er automatisk accepteret og bliver taget for givet som noget "naturligt".

Som sagt eksisterer staten ikke ved vold alene. Den får også sin autoritet ved det, at en vis portion af borgerne har internaliseret statens selvbestaltede myndighed: dens ret til at udstede direktiver og borgernes egen pligt til at adlyde dem. I det omfang dette er tilfældet, kan man måske godt sige, at statens magt ikke længere er helt selvbestaltet. De, der anerkender og adlyder den, er med til at bekræfte dens krav på at blive anerkendt og adlydt og dermed med til at forstærke dens magt og myndighed.

Men hvis det er tilfældet, at staten i den grad, dens myndighed hviler på borgernes anerkendelse heraf, ikke længere er at betragte som "selvbestaltet", så sker der jo noget pudsigt i forhold til den pågældende (falske) historie. Det såkaldte "Ældreråd" i Vollsmose har nemlig ingen af de magtorganer, der kendetegner staten. De har ikke noget politi og ingen fængsler, der kan tvinge deres subjekter til at adlyde. De har intet militær, der kan håndhæve deres territorie overfor andre nabo-instanser. De gør ikke krav på at have universel myndighed indenfor området (jeg har boet i Vollsmose i sammenlagt over 20 år uden nogensinde at være blevet bragt for denne "domstol" eller have fået besked på at følge dens "juridiske direktiver"). Deres myndighed hviler altså alene på det, at andre - de, der angiveligt skulle være deres subjekter - anerkender den. Med andre ord, følger det, at:

Det såkaldte "ældreråd" er slet ikke nogen selvbestaltet juridisk instans!

Okay, det var måske at tage munden lidt for fuld. For det forholder sig jo ikke sådan, at de voldsmekanismer og trusler om samme, som staten gør brug af, er de eneste magtredskaber, der findes. Ældrerådet i Vollsmose har social magt - ikke juridisk magt - men social magt kan også være ganske undertrykkende. De mekanismer den sociale magt kan tage i brug er for eksempel udstødelse fra fællesskaber, ondsindet sladder, latterliggørelse, den kolde skulder og mange andre ubehagelige ting helt op til og med vold fra sine ligemænd. Disse sociale sanktioner kan sandelig gøre ondt og være hæmmende for ens livskvalitet, så det er bestemt ikke nogen tom trussel.

Forskellen er dog, at denne magt i en hvis grad er horisontal - ikke i den forstand, at der ikke er sociale hierarkier og dermed nogle der har mere magt end andre, men i den forstand, at alle i en hvis grad er nødt til at være med på magtudøvelsen, for at den skal virke. Det er ikke ældreråddet selv, der ejer et bevæbnet korps, der kan tæske dissidenter og spærre dem inde i dets egne fængsler. Den slags er forbeholdt staten. Når ældreråddet eller en lignende social instans bringer en afgørelse eller et direktiv, så hviler håndhævelsen af disse på andre parter, som altså selv først skal acceptere afgørelsen. Politiet, derimod, håndhæver statens direktiver uanset om de er enige i dem eller ej - det er deres arbejde og ikke noget de har noget personligt forhold til. Statens håndhævelse af sin autoritet er klart selvbestaltet, mens social magt kun kan eksistere, når andre bestalter den.

Nu er det så, at jeg er nødt til at spørge:

Hvad er der egentlig så galt med lokalt forankrede instanser, hvis eneste magt er social?

I modsætning til statens retssystem, hvor man bliver slæbt hen med vold (eller trusler om vold), er Ældrerådet i princippet noget man selv henvender sig til, hvis man er en del af en konflikt eller har et problem, som man gerne vil have rådgivning omkring. To stridende parter kan henvende sig til en sådan instans med det præmis, at de begge lover at anerkende dens afgørelse. Hvis den ene derefter løber fra den implicitte aftale og ignorerer afgørelsen, så er det op til alle andre at benytte deres sociale sanktioner til at få vedkommende til at makke ret.

Da de stridende parter sandsynligvis vil have alliancer i det lokale samfund, der skal hånhæve afgørelsen, vil en sådan ikke-selvbestaltet instans derfor have en tendens til at træffe afgørelser, der har form af en slags kompromis eller konflikt-afbødning, for hvis dens afgørelser var for kontroversielle, så ville den ikke kunne regne med social håndhævelse fra størstedelen af samfundet. Hvis den vedblivende traf kontroversielle afgørelser, så ville den sågar rissikere, at folk helt holdt op med at betragte den som nogen autoritet - og dermed ville dens myndighed være forsvundet.

Dette er meget forskelligt fra statens selvbestaltede retslige system, hvis afgørelser håndhæves af statens "voldsmonopol", og ikke er afhængigt af at træffe beslutninger, som det civile samfund finder retfærdige og til at leve med. En instans, der er afhængig af, at dens subjekter anerkender dens beslutninger for overhovedet at gøre sig noget håb om, at de bliver fulgt og håndhævet, vil ofte hælde mod at træffe afgørelser, hvis primære formål er at "hele sårene" i samfundet - altså at undgå konflikter og genetablere den sociale sammenhængskraft, som instansens myndighed trods alt hviler på.

Det betyder, at der kan træffes afgørelser, hvor der ikke nødvendigvis er nogen der er mere skyldige end den anden, men hvor begge parter må ofre noget (om ikke andet så sin stolthed) for at få tingene til at fungere igen. Det statslige retssystem har ikke denne afhængighed og har derfor en helt anden indstilling til konflikter - der handler det om at fastlægge skyld hos én part, for derefter at foretage strafudmåling fuldstændigt uberørt af overvejelser om, hvorvidt samfundet eller nogen af dets individer vil få det bedre af det.

Bemærk venligst, at jeg her ikke udtaler mig om nogen af det pågældende "ældreråds" konkrete afgørelser, endsige om det speficikke ældreråd. Jeg har ingen interesse i eller lyst til at give forsvarstaler for en lille gruppe gamle mænd, der sikkert er pisse konservative. Disse generelle overvejelser handler om de forskellige tendenser, der kan være hos disse to forskellige typer af "retsinstanser". Hvorvidt der er noget positivt at sige om det enkelte lokalt forankrede konfliktløsningsråd, hvis myndighed hviler på social magt alene, afhænger af mange andre faktorer, der har noget at gøre med det indhold, der kan være i den pågældende sociale sammenhæng. Men selve formen - konfliktløsningsråd, hvis magt alene er socialt baseret - er jeg altså ikke så sikker på, at man bare kan afvise principielt uden at give det så meget som en overvejelse.

Når medier og politikere og menige borgere hæftede sig så centralt ved selve eksistensen af et sådant råd, så er det, vi er nødt til at spørge:

Hvem eller hvad er det så farligt for?

Og svaret er altså ret ligetil. Den part, alternative "retsinstanser", der kan løse konflikter, først og fremmest er en fare for, det er staten. Staten hævder at være den eneste, øverste, absolutte og suveræne juridiske myndighed. Den kræver at have monopolstatus på dette domæne, og at alle indenfor dens territorie anerkender dens unindskrænkede og uudfordrede myndighed til at træffe afgørelser om skyld og sanktioner.
Endvidere hviler dens myndighed på det, at andre betragter den som noget, der er absolut nødvendigt for at regulere - og håndhæve - ønskværdig adfærd. Statens magt bygger på den forestilling, at uden den, så ville samfundet falde fra hinanden og vi ville alle opføre os som de asociale røvhuller, vi antages at være.

Når alternativer til staten i form af andre konfliktløsningsmodeller og andre adfærdsregulernede mekanismer dukker op, så udgør det altså en dobbelt trussel for staten. Dels fordi det er en krænkelse af statens hævdelse af monopol på disse områder. Og dels fordi det bryder illusionen om at staten skulle være lig med samfundet og at det politiske skulle være lig med det sociale. Eksistensen af noget, der viser, at adfærd kan reguleres og konflikter løses uden brug af statslige magtredskaber og kommandostrukturer, men alene ved hjælp af de sociale relationer, der kan findes i et samfund, hvor folk faktisk har jævnlig og personlig omgang med hinanden, udgør en eksistentiel trussel for staten. Det viser, at ting kan være anerledes, og at staten altså ikke har ret i, at den udgør den eneste og fuldstændigt nødvendige instans, uden hvilken alt ville blive kaos.

Det er det sociale liv, staten ønsker at regulere. Men hvis det viser sig, at det kan regulere sig selv, hvad skal der så blive af staten? Derfor er det vigtigt for bevarelsen af statens autoritet, ikke blot at underlægge sig sådanne "alternative retsinstanser" (eventuelt ved at give dem kaperbrev, så de kan fortsætte men nu formelt ved at få sin myndighed via statens autoritet), men at forhindre at de overhovedet kan dukke op. Dette gøres bedst ved slet og ret at underlægge sig det sociale liv og udrydde det. Ikke bare ved at fjerne dets instanser, men ved at forhindre personlige relationer, der kan udgøre et alternatlivt socialt samfund med fælles værdier, interesser og socialt samkvem ('community' på engelsk. Jeg ville ønske der var et dansk ord for det).


Samfundet mod staten
Når naboer ikke længere taler med hinanden, når to stridende parter ikke længere kan gå til en trediepart i deres lokalsamfund, når folk ikke længere deler hinandens sorger og glæder, og når ingen længere føler, at hvis det går dårligt for naboen, så går det da vist egentlig også lidt dårligere for os alle fordi vi alle er afhængige af hinanden, og når ingen som en selvfølge hjælper hinanden ikke bare med hver sine projekter men med fælles projekter ... så er det klart, at staten er nødvendig med alle dens upersonlige instanser, der kan fastlægge skyld og tvinge folk til at betale erstatning (men ikke til at sige og mene "undskyld", hvilket en socialt indstillet instans kunne have som målsætning). For så er der faktisk ikke længere noget, der kan kaldes "det sociale", og dermed kan der ikke engang være sociale sanktioner endsige fælles værdier. Så er staten alt der er. "Samfundet" er dermed reduceret til ting som love, domstole, fængsler, politi, hvilket egentlig vil sige, at samfundet er dødt og erstattet af noget andet - det er gjort til noget rent "mekanisk" og "åndsløst", som Hegel skriver:
... ligesom der kan ikke være nogen idé om en maskine, kan der ikke være nogen idé om staten, for staten er noget rent mekanisk. Kun det, der er en genstand for friheden, kan kaldes en idé. Vi må derfor gå ud over det statslige. For enhver stat vil nødvendigvis forholde sig til mennesker som hjul i en maskine.
(i Dokumente zu Hegels Entwicklung)
Det sociale og det statslige eller politiske er altså to vidt forskellige ting, som i vid udstrækning er i konflikt med hinanden. Det sociale er det, at folk forholder sig direkte til hinanden og løser sine konflikter og problemer gennem dette forhold, mens det politiske er det, at mellem-menneskelige forhold medieres af en ikke-menneskelig og mekanisk tredie-part, staten, således af hver person forholder sig til staten, som så forholder sig til enhver anden person, og konflikter og mellem-menneskelige relationer "løses" i det politiske retslige "maskineri". Hvis denne tilstand virkelig gennemsyrede samfundet, så ville "idéen om staten" (der altså ifølge Hegel slet ikke er nogen idé, da det er åndsløst og ikke et resultat af frihedens idé) have dræbt alle sociale relationer og dermed det menneskelige samfund - og friheden (som måske ville være erstattet af nogle abstrakte og rent mekanistiske "rettigheder").


Men selvom vi har outsourcet mange af vore sociale relationer til upersonlige statslige instanser, der ikke har det sociale for øje, så betyder det jo ikke at, fællesskaber - 'communities' - ikke længere eksisterer overhovedet. Fællesskaber bestående af personer, der har visse fælles interesser og vilkår, og som har jævnlig omgang med hinanden, eksisterer jo trods alt vidt og bredt på kryds og tværs i det danske og alle andre samfund. Disse er ikke kun lokale og geografisk bestemte, men dannes også på baggrund af faglige og professionelle interesser, politiske værdier, fritidsbeskæftigelser og meget mere.

Og så snart et netværk af personlige relationer opstår, hvor de involverede føler, at de har en interesse i at bevare og styrke dette fællesskab, så vil det også være naturligt at have et ønske om at kunne løse sine interne konflikter selv, for kan man ikke det, så er man ikke noget selvfungerende community. Der er ingen, der vender tilbage til et fællesskab glade og tilfredse og klar til at være en del af det, efter at parter i det selvsamme fællesskab har trukket én ud af det og over i statens skyld-afgørelses-instans. Det vil styrke ethvert fællesskab, hvis det er istand til selv at håndtere kriser og konflikter på en måde, der bevarer fællesskabet og fællesskabsfølelsen.

Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse, at der eksisterer "alternative retsinstanser" på kryds og tværs i samfundet. Ikke kun lokalt forankrede, som i Vollsmose-sagen. Men også blandt faggrupper. Det burde ikke være nødvendigt at henlede Danmarks journalisters opærksomhed på eksistensen af pressenævnet, som ganske vidst er så fornemt, at det har fået kaper-brev og statsautorisation, men altså egentlig ikke er meget andet end en "alternativ retsinstans", hvor folk kan prøve sine sager i stedet for eller inden de går til en "rigtig" domstol. Utallige lignende halvoffentlige instanser eksisterer, såsom mæglingsråd m.v.

Men dertil kommer den underskov af uformelle instanser, som man skal være mere end naiv for at være blind overfor: Forretningsfolk af alle typer, politikere, gangstere, læger, forssikringsselskaber og så videre... alle udgør de interessefællesskaber, som bl.a. har en interesse i selv at håndtere interne konflikter og at sørge for at de forbliver interne istedet for at blive en statslig affære (og når statens forhold til en gruppe er præget af at være i rollen som denne gruppes modstander eller fjende, så er det forståeligt, at det ikke forekommer naturligt i denne gruppe at henvende sig til staten for at få retfærdighed. Noget adskillige sager fra Vollsmose kunne være eksempler på). Og alle har de mere eller mindre formelle instanser og procedurer, hvor den slags afgøres. Dette er på godt og ondt et tegn på, at samfundet stadig lever og staten ikke har overtaget alt.

Disse lokale eller interesse-baserede fællesskaber og deres konfliktløsningsinstanser kan være nøjagtigt lige så reaktionære, patriarkalske, hierarkiske og undertrykkende som den centraliserede stat og dens mekanistiske retsinstanser. De er altså ikke i sig selv socialt emanciperende, og de udgør ingen tilstrækkelig betingelse for noget socialt progressivt. Men jeg vil vove den tese, at de godt kan ses som en nødvendig betingelse, idet deres sociale forankring og afhængighed åbner for nogle radikalt anderledes muligheder, samt at de skal vurderes på deres konkrete indhold og ikke på deres form alene. Dét, at de er alternativer til staten, er ikke i sig selv noget negativt i mine øjne, og det forekommer mig interessant og sigende, at det netop er dette element, alle blev så forargede over, og som medierne og politikerne valgte at fokusere på. Der blev aldrig givet et eneste argument for hvorfor det dog skulle tages som en selvfølge, at kun staten må løse konflikter.

Politiske ideologier: Statsteorier eller samfundsteorier?
Faktisk er det ikke så selvfølgeligt. Der kan både gives konservative argumenter for hvorfor, det kunne ses som positivt at en "retsinstans" var forankret i de konkrete sociale relationer og tog udgangspunkt i lokale behov og værdier, og liberalistiske argumenter for, at det kan anses som godt, at der eksisterer forskellige "parallelle" systemer, som ikke kræver universel myndighed, idet ensretning nødvendigvis vil være en indskrænkelse af muligheder og dermed friheden. Ligeledes er det i overensstemmelse med forskellige ikke-statsfokuserede socialistiske retninger, der vægter det lokale, der er baseret på en større grad af lighed og mere "autentiske" sociale relationer. "Alternative juridiske instanser" kan altså godt forsvares af og rummes i de tre dominerende politiske ideologier.

Men de tre ideologier kan naturligvis også fordømme den slags, når de hver især først og fremmest er blevet til statsteorier. Og det er klart, at politikere og partier, der konkurrerer om at blive forvaltere af statens interesser, vil have en overvejende tendens til at anlægge netop dette perspektiv. Selvom de er uenige om hvilket politisk indhold staten skal have, er de dog alle enige om, at se på det sociale med statens briller og at tage udgangspunkt i statens interesser. Dermed er de nærmest holdt op med at være samfundsteorier. De elementer i samfundet, som ikke kan administreres af staten, anses a priori som noget, der må elimineres og udgør en trussel, uanset hvad dets konkrete indhold måtte være og hvorvidt dette indhold faktisk kunne være i overensstemmelse med de respektive ideologiers oprindelige, ikke-statslige, udgangspunkt.

Således bliver konservatismen som ren statsteori til kravet om, at ethvert element i samfundet tilpasses den kultur, der er bærende og bekræftende for statens funktioner, hvorved kultur er noget, der må reguleres og gennemtvinges ovenfra og "kunstigt" og altså ikke længere udgør de "organiske" og "levende" værdier, som staten burde tage afsæt i. Liberalismen bliver, når den anlægger de rent statslige briller, paradoksalt til en autoritær ideologi, idet dens velbegrundede fokus på ensartede procedurer og rettigheder bliver til en prokrustes-seng, hvor frie og lokalt forankrede initiativer må undertrykkes for at den abstrakte "frihed" og "retfærdighed" kan vedligeholdes. Og socialismen rissikerer enten at blive til den autoritære og perverterede variant, vi alle kender fra historien, eller - igen paradoksalt - som i Line Barfoeds anklageskrift mod en absurd og perfid lederklumme i Berlingske Tidende (som vi vender tilbage til) til et forsvar for det borgerlige retssystem med dets indbyggede sociale uligheder. At anlægge statens perspektiv forandrer enhver ideologi og ideolog.

I virkeligheden drejede det sig om... ?
Men hvorfor så hykleriet? Er det fordi vi alle gør det, mens visse af os samtidig formelt bekender os til den almægtige stat - som så ser i gennem fingre med vore udenomsspring og affærer fordi den er tilfreds med, at vi i det mindste lovsynger dens suveræne autoriet? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selv hvis den konkrete historie, om den såkaldt "selvbestaltede juridiske instans" i Vollsmose, havde været sand, så ville der ikke have været noget særligt at blive forarget over.

De fuldstændigt falske elementer i historien er nemlig slet ikke kontroversielle. Den "selvbestaltede instans" skulle angiveligt have dømt en mistænkt sexforbryder til udvisning fra landet. Det er ikke en dom jeg kan se den store fordel i fra det globale perspektiv, men fra det lokale giver det jo god mening, idet "konfliktens årsag" nu er væk fra det lokale samfund, hvormed konflikten forsvinder. Det interessante er dog ikke i denne ombæring, om der kan findes andre og bedre sanktioner over den slags, men den kendsgerning, at deres dom jo er identisk med de domme, som statens egne instanser ofte idømmer folk!

Der er altså ingen forsvarere af staten og dens gældende retssystem, som kan blive ærligt forargede over selve dommen (som altså kun foregik i en tegneserie-verden. Det var ikke en historie fra virkeligheden!). Indholdet i denne "retslige afgørelse" var jo i overensstemmelse med de værdier, der er bærende i det gældende statslige retssystem.

Det forargelige var altså udelukkende det, at der angiveligt var nogen, der opførte sig ligesom staten - og dermed udfordrede dens autoritet. Eller rettere: Det forargelige var det, at der var nogen der sagde det højt, og som blev udstillet for at gøre det, som alle samfundsgrupper også gør, men som de ikke taler om. Der var altså nogen der trak sløret væk fra den kollektive løgn, som statens myndighed hviler på (at vi alle lader som om, at vi gør hvad den siger). Men heldigvis drejede det sig jo om nogle brune mennesker, med mærkelige kulturer, som vi er vant til at stemple som "fjender af staten" - ellers ville denne historie næppe nogensinde været kommet op. Da det drejede sig om folk, der betragtes som essentielt uforenelige med den danske stat, så kan deres illoyalitet heldigvis affejes og tjener snarere det formål at bekræfte staten, idet den nu endnu engang kan hævde sit krav på absolut lydighed og anerkendelse.

Nå. Det var tegneserie-verdenen, der kaldes "medie-Danmark". I virkeligheden drejede det sig jo slet ikke om, at denne "alternative retsinstans" skulle have forsøgt at forhindre, at de implicerede parter gik til den danske stats retsinstanser. Det var nemlig løgn! Politiet var blevet informeret og havde iværksat en undersøgelse. Alt det såkaldte "ældreråd" havde gjort, var at informere overtræderen om, at det kunne være en god idé at forlade landet indtil sagen var afklaret og sindene var faldet til ro igen i lokalsamfundet. Der var altså tale om, at de forsøgte at undgå magtmisbrug - i form af vrede selvtægtere, der (måske forståeligt) ville hævne sig på forbryderen. Dette er på ingen måde kontroversielt eller noget særligt for Vollsmose. Det sker overalt i samfundet ved den slags sager. Det er trist, at vi ikke har bedre retssystemer, som folk har mere tiltro til, men det kan et ældreråd jo ikke gøre så meget ved. De er jo netop ikke noget alternativt retssystem, men blot et konflikt-afbødningsråd, der forsøger at undgå ballade i lokalsamfundet.

I virkeligheden drejede det sig altså om stort set ingenting. Som så mange andre sager, medier og politikere i den sidste tid har sprunget op og faldet ned på igen. Man kan kun håbe på, at de enten kommer til skade eller i det mindste løber tør for energi af al denne formålsløse og platte gymnastik, hvor de springer ud og griber efter ikke-eksisterende genstande, der ikke har forankring i virkeligheden, og derfor naturligvis falder ned. Det er nemlig ved at være et godt trættende og kedeligt cirkus, hvor vi har set alle numrene på det minimale repertoire adskillige gange før.


Et virkeligt og selvbestaltet parallel-samfund...
Som sagt var der ikke rigtig noget reelt indhold i denne sag, hvis detaljer indenfor det samme døgn viste sig at være falske. Men selv en dårligt researchet historie kan hurtigt få sit eget liv i den interne dynamik, der opstår mellem politiske og "journalistiske" kræfter, og som tilsammen udgør en parallel virkelighed uden rodfæste i den reelle virkelighed. Når en journalist har samlet et par halvsande rygter og løsrevne begivenheder, men endnu ikke har stykket det sammen til en historie, er det således kotymen at henvende sig til en eller anden - gerne flere - politisk personlighed, som så kan komme med nogle forventligt forargede udtalelser, så "historien" ligesom kan få et mere "samfundsrelevant" (dvs partipolitisk og statsrelevant) perspektiv.

Denne politiske personlighed behøver ikke egentlig at kende noget til sagen, for at udtale sig om den, for det er hverken medie-maskinen eller det politiske maskineris opgave at forholde sig til og analysere den reelle virkelighed. Begge parter i denne dynamik har interesse i, at udtale sig om, blive omtalt og få sin omtale hørt og omtalt, og det indebærer at sige det, som forventes i den gældende diskurs, ikke at forholde sig kritisk og analytisk til virkeligheden. Medie-politik-dynamikkenn udgør altså virkelig et "parallel-samfund", og det tragiske og groteske er, at denne alternative og "selvbestaltede" instans presser sig selv og sine værdi-domme ned over resten af samfundet, både i form af værdi-sættende og juridiske domme, som alle mere eller mindre tvinges til at underkaste sig eller i hvert fald forholde sig til.

Asmaa Abdol Hamid, som var en af de første politiske personligheder, der blev bedt om at udtale sig på baggrund af den falske historie, er dog ikke helt uvidende om emnet og dets baggrund. Hun er vokset op i Vollsmose og har været social-politisk aktiv i det lokale, så hun har nok et vist kendskab til det såkaldte "ældreråd" (i modsætning til mig selv, som har boet i bydelen i 2 årtier uden nogensinde at støde på det). Men det betyder ikke nødvendigvis, at hun har kendskab til den konkrete sag. Og desværre var hendes udtalelser med til at bekræfte journalisternes historie, på trods af at hun altså kendte lige så lidt til den som dem. Hun gengiver således den falske historie, som journalisten præsenterede hende for, med ordene:
"Vi kunne have undgået det her, hvis myndighederne var blevet indblandet fra starten. Men det blev de ikke."
Det er som bekendt falsk. Statens myndigheder var blevet indblandet. Der er altså ikke noget at skrive om, hvilket både journalisten og Asmaa kunne have fundet ud af, hvis de havde sat sig grundigt ind i sagen, før de udtalte sig. I stedet fungerede Asmaa med sit kendskab til området som en bekræftelse af den journalistens løse historie, idet hun både optrådte som "faglig kilde" og som "politisk kommentator". I det følgende citat giver hun en præsentation af ældreråddets generelle funktion og rolle i lokalsamfundet, mens hun kommer med en politisk fordømmelse af dets konkrete håndtering af den konkrete sag - som altså slet ikke fandt sted:

"Ældrerådet arbejder uofficielt. De fungerer også som mæglere i bandekonflikter, skilsmissesager, slåskampe og så videre. Det er fint, når de kan hjælpe politiet. Men når de blander sig i hårde straffesager, trækker jeg en streg i sandet."
Bemærk at dette citat er en klar og entydig fordømmelse af ældreråddets fiktive ageren i den fiktive sag. Bemærk også, at det udgør en klar og entydig bekendelse af tiltro til statens retssystem og en principiel erklæring om, at det er staten og ingen andre, der skal tage sig af juridiske konflikter. Selv hvis den konkrete historie havde været baseret i virkeligheden og ikke var ren fiktion, så ville der altså ikke være noget som helst for en statstilhænger at udsætte på dette citat. Der er intet kontroversielt i det med mindre, man da virkelig er tilhænger af en så altomfattende total-stat, at man mener, at den skal have monopol på rådgivning og håndteren af selv mindre sociale konflikter og skærmydsler.



Den mest selvbestaltede politiske instans i denne sag: Berlingske Tidende
Ikke desto mindre lykkedes det en selvbestaltet politisk leder, at vende citatet på hovedet, og gøre det til intet mindre end et forsvar for indførelse af "sharia-lovgivning". "Avisens" leder-klumme, der udgør pejlemærket for denne skrivelses "journalistiske" og politiske standard, fik ikke alene gjort Asmaa Abdol-Hamids principielle støtte til det danske retssystem til det omvendte, idet de hævder, at hun "byder parallelle retssystemer velkommen" - præcis det omvendte af hvad hun gjorde. De får mindsandten også gjort denne groteske løgn til et udtryk for holdningen hos hele det parti, som Asmaa er menigt medlem af. Enhedslisten bliver således hos Berlingske Tidende, som udgiver sig for at være et seriøst nyhedsmedie, gjort til et "islamistisk" parti, som:
"gerne bomber bl.a. ligestillingen af kønnene i ægteskabslovgivningen tilbage til år nul, og hylder sharia-tilstande i ghetto-områder"
Dette perfide vrøvl er skrevet uden at nogen på "avisen" selv havde så meget som læst, hvad de andre aviser havde skrevet om historien. Ingen på Berlingske havde beskæftiget sig med historien journalistisk, og de var tydeligvis heller ikke engang i stand til at læse de kilder, de fejlagtigt citerede. Det er et udtryk for ren fantasi og kan kun være bevidst løgnagtigt. Intet af det idiotiske sludder, der står i den leder-klumme, har noget som helst med hverken virkeligheden, Asmaa Abdol Hamids udtalelser, eller den falske historie at gøre. Avisen har altså tydeligvis ingen interesse overhovedet i så meget som at gøre et forsøg på at skrive noget tilnærmelsesvis sandt. Sandheden bekymrer dem ikke en døjt.

Så mens alle andre medier, der havde skrevet om historien på et falsk grundlag, inden dagen var omme altså måtte komme med beklagelser og dementier, idet den jo viste sig at være en and, har redaktionen på Berlingske ikke set nogen grund til at beklage noget som helst af indholdet i deres vanvittige skriblerier. De havde fra starten ingen interesse i virkeligheden eller i journalistisk hæderlighed, så hvorfor i alverden skulle det dog ændre noget, at alle andre medier nu har opdaget, at virkeligheden ikke var som de rapporterede den?

Alle aviser laver ind i mellem noget elendigt journalistisk arbejde, men med denne leder afskriver Berlingske Tidende sig altså fra at kunne kalde sig "journalistisk". Det er ren politisk propaganda og bevidst løgn uden det mindste forsøg på journalistik. Dette pladserer Berlingske Tidendes "journalistiske" hæderlighed blandt medier som Se&Hør eller den politiske propagandist Glenn Beck på den amerikanske propaganda-station Fox "News", som ligesom den danske "avis" rask væk påstår hvad som helst uden at føle noget behov for at dokumentere sine vanvittige påstande eller for at bringe beklagelser, når løgnene er blevet modbevist. Hvis der er nogen, der optræder som en "selvbestaltet instans" i denne affære, så er det sandhed Berlingske Tidende, der dømmer personer i Danmark uden så meget som at skæve til almindelige retsprincipper eller journalistiske standarder.

Og det er da også Berlingske, der står for det mest reaktionære og undertrykkelsesapologetiske vanvid med deres påstand om, at et konfliktløsningsråd, der mægler og rådgiver angående skilsmisser og lokale stidigheder, skulle være at sidestille med "sharia-lovgivning". Dette er en grotesk fornærmelse og skråt-op-finger til alle virkelighedens ofre for virkelige sharia-systemer rundt om i verden. Det ville svare til at tage en sætning fra en af Berlingskes bloggere (hvor man kan finde mange citater at manipulere lidt med) og så i skrive en artikel med overskriften: "Berlingske Tidende: Nu med nazisme", hvor man hævder at avisen nu officielt og helt bogstaveligt går ind for at alle nazismens ugerninger skal gennemføres i Danmark. En sådan manøvre ville ikke blot være modbydelig overfor redaktionen på Berlingske, men også overfor de virkelige ofre for nazismen. (Og nej, dette er ingen sidestilling af sharia-lovgivning og nazisme. Det er en sammenligning idiotiske påstande. Det er omtrent lige så (u)legitimt at påstå at redaktionen på Berlingske Tidende går ind for nazisme, som det er påstå at Enhedslisten skulle gå ind for Sharia-lovgivning.).

Berlingske Tidende lægger generelt ikke skjul (i så fald gør de det meget dårligt) på sine kraftige ideologiske sympatier, men er dog normalt værd at læse alligevel, da de som regel udfører et ikke uhæderligt stykke journalistik. Men med denne leder, der ærligt talt er mere perfid end nogen af Jesper Langballes udtalelser,
er det svært at betragte bladdet som et tilnærmelsesvis "journalistisk" medie. Lederpladsen er der hvor en avisredaktion sætter et pejlemærke for den journalistiske og politiske standard. Berlingskes standard er åbenbart på niveau med konspirationsteoretiske vanvidsskriverier i Den Danske Forenings medlemsblad.

Okay. Dette sidste afsnit havde ikke så meget med filosofi, idelogi eller statsteori at gøre. Men det hører altså med og burde siges. Om ikke andet, så for at jeg selv fik det ud af systemet.


Er "en anden verden" både umulig og utænkelig?
Tilbage står dog spørgsmålet: Hvad er der egentlig - principielt - galt i at have lokalt forankrede instanser, som kan løse konflikter udenom det centrale og statslige retssystem? Jeg spørger ikke om hvad der er galt med det konkrete "ældreråd" i Vollsmose, som det vel er de færreste af os, der ved noget særligt om, men til det generelle og principielle: Hvorfor skal det tages for givet, at staten nødvendigvis skal have patent på konfliktløsning? Hvorfor mon vi slet ikke opdager, at det er et emne, der da egentlig godt kunne i det mindste diskuteres?

Line Barfoed underdriver, når hun kalder Berlingske Tidendes ultra-perfide, vanvittige og bevidst løgnagtige leder-klumme for "noget gedigent vrøvl" og "langt ude". Den er langt værre end det!

Men jeg er ikke sikker på, at hun taler på alle sine medlemmers vejne, når hun siger, at "Enhedslisten er varm tilhænger af et stærkt retssystem" og slår fast, at partiet ikke mener, at der må være noget alternativ til retssystemet. Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke der er medlemmer af Enhedslisten, som i det mindste kunne være åbne for, at selv strafferetslige konflikter i princippet godt kunne løses uden brug af statsmagten og dens hierarkiske institutioner. I det mindste er det da som sagt en diskussion værd - i hvert fald hvis man skal have nogen mulighed for at vide, hvad man måtte mene om det, og om det kunne lade sig gøre.

Hvis man - som jeg antager at mange i Enhedslisten gør - ønsker at have en debat med udgangspunkt i påstanden om, at "en anden verden er mulig", så forekommer det mig i hvert fald at være en dårlig idé, at insistere på, at denne anden verden nødvendigvis skal bestå i de samme institutioner og løsningsmodeller som den nuværende. Før vi ved, om staten virkelig er den eneste organisationsmodel for et samfund, må vi da i det mindste først diskutere om der kunne være alternativer, hvilket indebærer at være åbne for dem som teoretisk mulighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar