lørdag den 13. marts 2010

Giver deskriptive politiske beslutninger mening?

Politik er normalt noget normativt / præskriptivt. Men ind imellem tager politiske beslutninger og ideologiske holdninger karakter af rent deskriptive udsagn. Det er et interessant og lidt besynderligt fænomen. Inden eksemplerne må jeg dog først lige uddybe, hvad der menes med disse fagbetegnelser.


Ordforklaring
Normativt betyder, at det er nogle holdninger om, hvordan verden bør være - altså om, hvad der ville være mere retfærdigt, godt, moralsk, økonomisk rentabelt * m.v. Det normative sættes i modsætning til det deskriptive, som er udtalelser om hvordan, verden faktisk er. Præskriptive udsagn minder om normative, idet de handler om hvordan, noget bør være, og ikke blot om hvordan, det er, men præskriptive udsagn har som regel mere karakter af ordrer eller handlingsanvisninger, mens et normativt udsagn godt kan være en ren tilkendegivelse af en værdi uden nogen anvisning på hvordan, den bedst realiseres.

Et deskriptivt udsagn kunne være: "Det regner," mens et (dårligt) eksempel på et normativt kunne være: "Det er godt at være tør," og et præskriptivt udsagn kan være: "Du skal tage en paraply med, hvis du går ud." Disse er ikke de bedste eksempler, men de burde kunne give en idé om hvad, forskellen er på de tre typer udsagn. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at lave et skarpt skel mellem disse typer, da udtalelser af de tre slags ofte vil rumme lidt af hvert - for eksempel kan man finde det hele i sætningen: "Du skal tage en paraply med, for det regner og man skal passe på sin sundhed."

Politiske beslutninger af den slags politikerne træffer for os andre er i sit væsen præskriptive. De vil som regel bygge på nogle deskriptive antagelser, men da de er beslutninger om, hvad der nu fremover bør gælde, og da de er baserede på politikernes (antager vi) normative holdninger (deres "værdier"), så er de i høj grad normative / præskriptive. Efter at de er blevet vedtaget kan juristerne betragte dem som rent deskriptive udsagn om hvordan, loven faktisk er, men for borgerne generelt fungerer de som præskriptive udsagn om, hvordan de bør/skal opføre sig.


Når politikere definerer historien
Her kommer det, jeg synes er mystisk eller problematisk: Når der træffes politiske beslutninger, der har karakter af rent deskriptive udsagn. Altså når politikere for eksempel stemmer om, hvordan verden faktisk er. Det synes jeg er - i mangel på bedre ord - interessant. Man kunne også hævde, at de måske helt har misforstået hvad, deres rolle i universet er, og at de altså ikke kan omdefinere virkeligheden ved deres ideologiske beslutninger, men lad os nøjes med at kalde fænomenet "interessant".

Et aktuelt eksempel på dette, er at parlamentet i Sverige og en komité under parlamentet i USA for nylig begge har holdt afstemninger, hvor de besluttede, at det ottomanske rige begik et folkemord mod den armenske befolkning i 1915 (Læs om beslutningerne i Politiken, som fejlagtigt giver tyrkerne skylden for folkemordet. Tyrkiet blev først oprettet som stat i 1922 efter at have været den centrale del af det ottomanske rige, som blev opløst efter oprør mod det i netop Tyrkiet. Selvom Tyrkiet har en national selvforståelse som efterkommere til de tidligere tyrkiske folkeslag, så er der altså tale om forskellige folk og forskellige institutioner. Det gør det dog ikke lettere, at politikerne i det moderne Tyrkiet heller ikke er i stand til at skelne).

Der er mange deskriptive, normative og præskriptive forhold, der kan være gældende i en sådan beslutning. Man kan mene, at det er skidt, fordi det skader de diplomatiske forhold imellem forskellige stater - eller at det er godt af samme grund (i USA har en del af motivationen for at vedtage denne beslutning nu været at straffe Tyrkiet for at have distanceret sig fra israel. De samme politiske kræfter, der nu er for resolutionen, har tidligere været modstandere af den, fordi det ville skade forholdet til Tyrkiet, der var Israels nærmeste allierede i Mellemøsten). Dette er politisk-taktiske overvejelser, der intet har at gøre med sandhedsværdien af det deskriptive udsagn: Der forekom et folkemord mod den armenske befolkning i 1915.

Man kan også vedtage en politisk resolution, hvor man fordømmer det historiske folkemord. I så fald er det fordømmelsen man stemmer om - og det er ganske rigtigt noget normativt, som man kan stemme om - ikke det historiske spørgsmål, som man tager for givet som baggrund for fordømmelsen. Eller man kan, som i Sverige, vedtage en præskriptiv lov om, at der fra nu af skal undervises i denne begivenhed i skolerne, hvilket dog er noget usædvanligt (parlamentet stemmer normalt ikke om samtlige historiske begivenheder, der skal indholdes i skole-bøgerne).

Politikerne kan selvfølgelig godt vedtage at der skal forskes eller undervises i en historisk begivenhed, og de kan selvfølgelig sagtens erklære, at de fordømmer eller bifalder visse begivenheder, men der er noget besynderligt i politisk at vedtage en beslutning om, hvorvidt en historisk begivenhed fandt sted. Dette er nemlig ikke et egentligt normativ eller præskriptiv udsagn, og dermed ikke noget der normalt ligger indenfor politiske rammerne af politiske beslutninger. Det er derimod et præskriptivt udsagn, og den slags hører altså normalt fagkundskaben til - i dette tilfælde historikerne og de, der definerer ordet "folkemord" (hvilket er et politisk ladet begreb, men ikke et begreb, der defineres af det svenske eller amerikanske parlament).

Jeg er altså umiddelbart enig med Mogens Lykketoft, der siger: "Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt at stemme om en sådan sag i Folketinget." - ikke af de grunde, han giver efter den sætning, men slet og ret fordi, jeg er i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt at stemme om en sådan sag. Er det virkelig politikerne og statens opgave at stemme om historien? Normalt træffer politikere da afgørelser om fremtiden - altså om hvordan det fremover skal være. Hvilke konsekvenser har det for historikerne, at de svenske politikere, der ikke har nogen relevant faglig uddannelse, nu har afgjort en faglig debat? Hvilke konsekvenser har det generelt? Er der noget præskriptivt i resolutionen andet end at svenske skolebørn nu skal undervises i den politisk vedtagne udgave af historien?


Politiske beslutninger om deskriptive forhold
Et andet aktuelt eksempel er fra USA, hvor politikerne i staten Utahs parlament for nyligt vedtog en lang resolution, som fastslog, at videnskaben tager fejl angående drivhusgasser og deres forhold til den globale opvarmning. Dette var naturligvis heller ikke en rent deskriptiv udtalelse - med resolutionen fulgte også nogle præskriptive udtalelser om, at forbundsregeringen bør holde op med at basere sin politik på videnskaben og altså lade være med at forsøge at reducere CO2-udslippet. Men det interessante i denne sammenhæng er det, at resolutionen var fuld af rent deskriptive udsagn om videnskabelige kendsgerninger - et emne, politikerne altså mente, at de uden videre kan træffe beslutninger omkring.

Eller endnu et fra USA: I 2007 stemte et overvejende flertal den amerikanske Kongres for en resolution, der erklærede, at jul er en højtid, som fejres af mange kristne. Det er måske ikke lige så kontroversielt, som det forrige eksempel (bortset fra det normative og præskriptive indhold i resolutionen, der gik ud på at jul er godt og kristne er endnu bedre, hvorfor regeringen skal forpligte sig på at give særlig omsorg for kristne i og uden for USA), men det forekommer da lidt besynderligt, at politikere stemmer om noget, der er en simpel kendsgerning uafhængigt af om de beslutter det eller ej.


Når ideologi determinerer virkeligheden
De tre ovenstående er nogle oplagte eksempler på politiske beslutninger om deskriptive forhold. Men de er langt fra enestående. Vi vil nu gå bort fra de politisk-parlamentariske beslutninger og se på en anden måde, hvorpå forholdet mellem normative og deskriptive udsagn kan blive rodet rundt.

Politiske holdninger er noget normativt - de handler om værdier og ønsker. Det er ofte en god idé at basere sine normative holdninger på nogle deskriptive forhold. Hvis man for eksempel ved hvad der rent faktisk gør mennesker glade (og man synes, glæde er noget godt), så er det lettere at komme med mere konkrete bud på, hvad der er godt at gøre og hvad der bør gøres. Og et præskriptivt udsagn, som "du skal gå til højre" er ikke meget værd, hvis det ikke er baseret på en viden om deskriptive forhold såsom "bageren ligger til højre".

At lægge fagligt baserede deskriptive udsagn til grund for sine normative holdninger gør det dels lettere at argumentere (sagligt) for dem, og det gør det lettere at være sikker på, at ens anvisninger ikke fører til det modsatte af, hvad man havde tænkt sig. Omvendt kan det at basere sine deskriptive antagelser på ens normative holdninger være decideret farligt og dumt.

Et eksempel på det sidste kunne være Danmarks tidligere justitsminister, Brian Mikkelsen, der afviste sagkundskabens deskriptive udsagn om, at nedsættelse af den kriminelle lavalder og øget straf til mindreårige ikke hjælper i forhold til at nedbringe kriminaliteten, med ordene: "Der har vi en holdning i den borgerlige regering om, at straf hjælper." Samtlige faglige undersøgelser om et rent deskriptivt forhold blev altså afvist med begrundelse i et rent normativt forhold: Grunden til at Brian og hans regeringsfæller gerne vil have mere straf og repression, er at de synes det er godt - ikke at det virker, for det er et deskriptivt og empirisk spørgsmål, ikke et holdningsspørgsmål. Da de har den holdning, at det er godt, så er de også nødt til at holde fast i, at det er sandt, og derfor har de besluttet, at sådan er det bare, uanset hvad erfaringerne så kan fortælle dem.

Brian Mikkelsens svar minder om Utahs resolution, hvor politikerne besluttede at afvise videnskaben for at kunne retfærdiggøre deres politik. Men det er det omvendte forhold mellem normative, præskriptive og deskriptive udsagn. Man kan ikke bare have en værdimæssige holdning om, at noget er på en bestemt måde - det må man altså undersøge. Når man har undersøgt det og er fundet frem til de deskriptive forhold, så kan man have en holdning til hvad der så bør gøres - for eksempel at man har tænkt sig at ignorere det, man netop er kommet frem til.


Værdier er sværere at blive af med end kendsgerninger
Når man har en så fast normativ holdning som f.eks. Brian Mikkelsen, at den determinerer ens opfattelse af virkeligheden, så kan det være svært at blive overbevist om, at man tager fejl. Hvis man ser et otte-kantet tårn på afstand, så kan det godt se rundt ud, men når man kommer tættere på, så opdager man, at det i virkeligheden var otte-kantet, og at det blot var ens øjne, der tog fejl. Men hvis man har den holdning, at tårnet er rundt, fordi det er godt at det er rundt, og hvis det ikke var rundt, så ville jeg tage fejl i mine opfattelser af "godt og ondt", så holder man nok lidt bedre fast i sin tro på at tårnet er rundt - uanset hvad ens øjne fortæller en.

Det sidste eksempel jeg vil give, er en person, hvis deskriptive holdninger - altså holdninger om hvordan verden faktisk er - har været præget af hans normative holdninger - altså holdninger om hvordan den bør være. Hvor Brian Mikkelsen og andre dogmatikere, der er faste i troen, rask væk afviser ethvert tegn på at verden ikke er, som den bør være ifølge deres ideologi, med en håndevending og en beslutning, så er denne person derimod begyndt at vakle lidt i troen. Han er kommet tæt på tårnet og hans øjne er ved at fortælle ham, at det altså ikke er rundt, men han har baseret så megen af sin ideologi på det forhold, at tårnet var rundt, så det tager noget tid at synke ind. Nu står han og glipper med øjnene, og gentager for sig selv: "Tårnet er rundt... det må det da være."

Det var i hvert fald det indtryk jeg fik, da jeg læste afdelingschefen for energiselskabernes interesseorganisation, Torben Pedersens kommentar til den kendsgerning, at "liberaliseringen" af el-markedet har ført til højere priser for forbrugerne, og at markedet er langt mindre effektivt end tidligere. Hans svar til dette er fantastisk i sin charmerende enfoldighed: "Nu er det åbnet op, så der er et marked, og det må i længden være det mest effektive"... det det da... ik'?

Tårnet er stadig rundt... er det ikke? Hvis jeg nu bliver ved med at gentage for mig selv, at det må være sådan, så kan det være at jeg kan overbevise mine øjne om det. Vi skulle jo nødig lave deskriptive udsagn komme i vejen for vore normative og præskriptive præferencer.


Den der sagde, at ideologierne er døde, var fuld af vrøvl. Når ideologier er så faste bestanddele af den måde nogle mennesker (hvis ikke alle?) opfatter virkeligheden, at de enten nægter at lytte til empriske udsagn, der strider imod deres virkelighedsopfattelse, eller simpelthen ikke helt tror sine egne øjne, så er de bestemt ikke døde. Og når politikere benytter ideologiske værdier som eneste udgangspunkt for at træffe beslutninger om ikke blot hvad borgerne bør og skal gøre, men også om hvordan virkeligheden faktisk er, så er de næppe irrelevante. Det kan godt være, de er "noget bras", men hvis man lader som om de ikke eksisterer, så holder man også sig selv for nar.


Tilføjelse: Terrorlister
Efter at have skrevet denne tekst er jeg blevet gjort opmærksom på endnu et eksempel, der er så åbenlyst at jeg burde have tænkt på det: De politisk bestemte terrorlister. Ligesom med sagen om folkedrab, så er der intet problem i f.eks. at have en normativ holdning om, at "terrorisme" (eller "folkedrab") er forkasteligt, og heller ikke i, at politikere beslutter, at den slags skal være ulovligt og at det skal have visse juridiske og politiske konsekvenser.

Og for så vidt er det nok også en en vis grad et politisk emne at definere hvilke handlinger, der karakteriseres som "terror" (eller folkedrab) - ligesom det i øvrigt er med begreber som "mord", "selvtægt", "nødværge" m.v. Ganske vist kan man argumentere for (og jeg vil være enig), at disse begreber er akademiske og faglige, og at politikerne bør tage fagkundskabens definitioner i betragtning, men de er og bliver også omstridte og politiske begreber, hvis definition nødvendigvis vil være præget af normative holdninger og interesser.

Der er altså ikke som sådan noget problem med, at politikere beslutter, at visse typer handlinger skal være ulovlige, eller at de bruger deres nomative holdninger i den juridiske definition af disse handlingstyper. Til gengæld er der et væsentligt problem, når politikere stemmer og forhandler om hvem, der har gjort sig skyldige i at begå disse handlinger. Sådan fungerer en demokratisk retsstat altså ikke! Det er en grov overtrædelse af magtens tre-deling, hvor det er politikernes opgave at foretage normative og præskriptive vurderinger om handlingstyper, mens det er dommernes og fagkundskabens (f.eks. ekspert-vidner i en retssal) opgave at lave vurderinger af de i princippet rent deskriptive spørgsmål om, hvorvidt en person eller gruppe har gjort sig skyldig i de pågældende handlingstyper. Sådan fungerer demokratiet altså ifølge de historier, vi får fortalt.

Men sådan fungerer det altså bare ikke i virkeligheden i den såkaldt "vestlige verden" med dens "liberale demokratier". For i de seneste 10 år har politikere påtaget sig dommernes opgave. De definerer ikke bare hvilke typer af handlinger, der skal være forbudt (en præskriptiv dom), men laver også lister over, hvilke personer og organisationer, de har besluttet, er "skyldige" i at have begået sådanne handlinger (i princippet en deskriptiv dom). Dette er et åbenlyst eksempel på en politisk beslutning om deskriptive forhold, som roder rundt i forholdet mellem normative, præskriptive og deskriptive udsagn. Hvis vi var bedre i stand til at skelne mellem disse typer udsagn, så ville det være åbenlyst, at "Jeg kan ikke lide gruppen X", ikke kan være grund nok til at kriminalisere X. Politikernes opgave er at forbyde typer af handlinger - ikke grupper af individer. Det er en opgave for fagkundskaben og et empirisk, deskriptivt spørgsmål om X har begået den handling, der er kriminel.




* Nogle vil måske indvende, at spørgsmål om hvad der er 'økonomisk rentabelt' er et rent deskriptivt spørgsmål - jeg er uenig, men det er ikke en relevant debat her udover, at det skal tilføjes, at man også kan argumentere for, at samtlige normative emner kan udledes af rent deskriptive komponenter.

1 kommentar:

  1. Virkelig interessant artikel der både gav noget at tænke over og et godt grin. Det er altid rart at få sat ord på ting man godt kan se er underlige og forkerte, men ikke lige er kommet frem til præcist hvorfor - hehe, håber det giver mening.

    Tak for det :-)

    SvarSlet