mandag den 8. marts 2010

Hvorfor brokke sig, når man har sit på det tørre?


I lørdags bragte Berlingske Tidende en artikel med et så sexistisk sprogbrug og indhold, at jeg spekulerede i, om der måtte være tale om en officiel meddelelse fra avisens redaktion om, at de gerne ser sig fri for at have kvindelige læsere. Denne mistanke bekræfter redaktionen til fulde idag - på kvindernes internationale kampdag - ved at bringe en kronik, der erklærer kampen for ligestilling for død og overflødig.

Kronikken er skrevet af en Anne Sophia Hermansen, der udover at have været professionel smagsdommer også er pressechef og bl.a. har været kommunikationsrådgiver og presseansvarlig for adskillige virksomheder i finansindustrien (forsikringsselsskaber, banker, pensionsopsparing, kapitalinvestering og den slags). Hun benytter som sagt 100-årsdagen for den 8.marts som kvindernes internationale kampdag til at erklære dagen og kampen for død og ligegyldig. At den ikke er død vidner den mangfoldighed af aktiviteter, der foregår idag, om. Når Berlingske Tidendes kronikør finder det nødvendigt således at håbe på dens snarlige dødsfald, skyldes det altså, at hun i modsætning til hundredvis af organisationer og tusindvis af individer mener, den er ligegyldig, og at der ikke er noget at kæmpe for.


Privilegier forblinder
Anne Sophia Hermansen kan først ikke rigtig komme i tanke om, hvad det nu var, dagen egentlig går ud på (hvilket kunne være et tegn på, at hun ikke er den mest egnede til at udtale sig om emnet), men hun gætter på, at det i første omgang må være noget med "flere kvinder i magtfulde stillinger og i bestyrelserne". Hvor i alverden hun har fået dén idé fra, aner jeg ikke, for det er ikke ligefrem et særligt dominerende emne i de forskellige 8.marts-aktiviteter, ligesom det da i øvrigt heller ikke er et emne, der er relevant for særligt mange andre end netop folk, der i forvejen er tæt på magtens tinder - altså folk som Anne Sophia Hermansen selv. Først dernæst kommer hun i tanke om, at ting som ligeløn og lige muligheder på arbejdsmarkedet måske også kunne være noget, der optager nogen kvinder rundt omkring i landet - men kun kvinder, der ikke er Anne Sophia Hermansen selv.

For Anne Sophia Hermansen har det nemlig godt. Hun har en strålende karriere i nogle af de mest indflydelsesrige institutioner i samfundet. Hun beskriver sig selv som en "veluddannet storby-kvinde i 30erne", der ligesom andre kvinder i samme situation "har en enestående mulighed for at trykke den max af, hvis vi vil og har talentet". De kvinder, der ikke er i samme situation, eksisterer slet ikke i Anne Sophia Hermansens univers. Hun har nået toppen, og når hun kigger ned ser hun ingenting, for hun er nemlig klatret så højt op, at hun er over skyerne og ikke kan se de, der befinder sig længere nede og stadig klatrer op ad bakke.

Fra hendes position går det godt, så hun forstår ikke hvorfor andre brokker sig - når hun selv ikke har nogen problemer, så må det være fordi, der ikke findes nogen problemer. Hun kan altså trygt erklære kvindekampen for død og ligegyldig, fordi den ikke (længere) er relevant for hende selv og fordi alle andre end hende selv er ligegyldige. Når det lykkedes hende at "trykke den max af", så må det være alle andre kvinders egen skyld, hvis de har problemer.


Oprah-liberalismen og samfundsanalysens død
Den ulige løn mellem mænd og kvinder, der findes i stort set alle brancher samt på arbejdsmarkedet som helhed, afvises af den succesrige pressechef som noget, der må skyldes den enkelte - hver enkelt - kvindes egen mangel på enten vilje eller talent. Der findes ingen samfundsmæssige strukturer - ingen kultur, ingen økonomi, ingen politik - i dette Oprah-liberalistiske univers. Der findes kun individer, der enten trykker den max af eller ikke tager sig sammen og derfor selv er skyld i sine egne problemer. Kvindekamp såvel som andre sociale og politiske kampe er således reduceret til et ego-centreret selvrealiseringsprojekt, hvor samfundet ikke eksisterer, og hvor politik således er ligegyldigt.

Anne Sophia Hermansen indrømmer, at det da måske godt kan være, at mænd og kvinder generelt ikke får lige løn - selv ikke i hendes super-selvrealiserende, Sex & the City-agtige, højtbetalte og indflydelsesrige topkarriere. Men hvis det er tilfældet, så må det være fordi, kvinderne generelt - hver for sig og hver og en - selv har truffet et valg om, at det skal være sådan. De har simpelthen prioriteret noget andet, som de får glæde af, fremfor en højtbetalt karriere. I en analyse, hvor strukturer ikke eksisterer og hvor hvert individ selv realiserer og skaber sin egen tilværelse er den eneste mulige forklaring på generelle (strukturelle) forskelle nemlig det individuelle og totalt løsrevede "valg".

Det er i øvrigt pudsigt, at denne fokusering på det samfundsløse og isolerede individ, der helt frit vælger alting, kun gælder for kvinder af en bestemt social og etnisk samfundsgruppe, mens den samme borgerlige avis gerne fremstiller andre kategorier af kvinder som værende viljesløse og fuldstændigt determinerede af omverdenen i en sådan grad, at man må tvinge dem til at være fri. Dette inkonsistente menneskesyn, hvor viljens frihed kun tilskrives mennesker, der tilhører bestemte sociale grupper, er desværre ikke ualmindeligt, og er ikke forbeholdt nogen politisk fløj. Det er nok snarere et udtryk for priviligerede gruppers egen snævertsynethed, der kommer til udtryk ved holdningen om, at "hvis andre ikke er ligesom mig, så kan de vel ikke være fri, for jeg har jo truffet mine valg helt frit, så frihed det er at være ligesom mig".

Anne Sophia Hermansens konklusion er den samme som Oprah-liberalismens svar på alle samfundsmæssige problemer: Der er intet der holder dig tilbage, du skal bare tage dig sammen og tage ansvar for dit eget liv, så kan du blive lige hvad du vil - og fyre den maks af. Hermansen konkluderer, at den eneste "kvindekamp", der giver mening idag "handler om, at kvinder skal holde op med at klynke og betragte sig selv som ofre for alt muligt. At vi skal tage ansvar for vores valg". Det er altså ikke blot kvindekampen, der er død og ligegyldig i dette verdenssyn - det er også enhver form for politik og samfundsanalyse.


Uden strukturer, ingen forklaringer
For hverken Anne Sophia Hermansens eller Oprah Winfreys apolitiske og strukturløse verdenssyn kan forklare, hvorfor der stadig er en generelt indkomstforskel mellem mænd og kvinder i Danmark, eller hvorfor denne forskel er steget fra 11 pct. til næsten 18 procent siden 1994 - i en periode, hvor den generelt er mindsket i vore nabolande. Skyldes det, at flere kvinder i Danmark i denne periode har fundet andre værdier og er blevet tilfredse med ikke at tjene lige så meget som deres mandlige kolleger? Hvorfor gælder det kun kvinder, og hvorfor lige i denne periode, og hvorfor er denne bevægelse ikke foregået i andre lande? Sådanne spørgsmål kan vi ikke få svar på, når det eneste, vi må se på, er det løsrevede individ, som handler frit og upåvirket af andre faktorer.

Lønforskellene mellem mænd og kvinder er især tydelige, når man ser på samfundet som helhed, hvor der er en kraftig korrelation mellem lønniveauet i forskellige brancher og hvor domineret det er af det ene eller det andet køn. Dette kan en selvcentreret type som Anne Sophia Hermansen jo selvfølgelig bortforklare med henvisningen til, at flere kvinder bare må tage sig sammen og få et godt arbejde i kommunikationsbranchen istedet for at uddanne sig til sygeplejersker og den slags pjat. Som hun selv siger, så er det vigtigt at være opmærksom på, at man efter endt uddannelse skal "betale samfundet tilbage", og dét samfundet har brug for, det er naturligvis flere spindoktorer og reklamefolk - ikke flere sygeplejersker, rengøringsdamer, skolelærere og pædagoger. (NB. Der forekom ironi i den sidste sætning)

Men selv når vi begrænser vores analyse til den enkelte brance, er der stadig uforklarlige lønforskelle mellem mænd og kvinder - i den samme branche og med samme type job og uddannelse. En undersøgelse bestilt af Dansk Magisterforening - der jo er blandt de højtuddannede i landet - viser for eksempel, at de mandlinge medlemmers bruttoindkomst udgjorde 126% af kvindernes i 2001. Omregnet til håndgribelige kroner betyder det, at de kvindelige akademikere "havde en bruttoindkomst pr. år, der var næsten 85.000 kr. lavere". Også i denne branche er indkomstforskellene mellem mænd og kvinder vokset siden halvfemserne - udviklingen angående ligeløn er altså gået baglæns i Danmark!

Forskellene kan ikke forklares alene ved henvisning til individuelle valg og forskellige prioriteringer. Undersøgelsen for Dansk Magisterforening havde til formål at afdække lønforskelle mellem kvinder og mænd med lige arbejdsforhold og -vilkår, og den tog derfor højde for forskelle med hensyn til familieforhold (der kan lede til forskellige prioriteringer), alder, anciennitet, arbejdstid, uddannelse m.v. Selv efter at have afskrevet forskelle, der kunne skyldes disse faktorer, er der stadig et kønsbaseret løngab, der ikke kan forklares. Dette gælder ikke bare blandt akademikere - undersøgelsens resultater ligner de, der kan findes i utallige andre undersøgelser fra andre brancher. (Adskillige af disse kan bl.a. læses på hjemmesiden www.løngab.dk)


Det drejer sig slet ikke om dig, Anne Sophia!
Alt dette kan Anne Sophia Hermansen ikke give nogen forklaring på, men det er også ligegyldigt. Det drejer sig jo om kvinder, der ikke er Anne Sophia Hermansen og derfor er ligegyldige i det hermansenske univers. Det går dog over min forstand, hvorfor hun dog føler sig kaldet til at skrive en kronik om, hvor ligegyldig kvindekampen og den 8.marts er for hende. Kan hun dog ikke bare have nok i sig selv uden at føle det nødvendigt at fortælle alle andre om, hvor nok hun har i sig selv?

Anne Sophia Hermansen kan ikke se hvilken relevans kvindernes internationale kampddag har for hende selv - og derfra konkluderer hun, at den ikke kan have nogen relevans for nogen overhovedet. Hvad hun i midlertid ikke har forstået er, at denne dag aldrig var tiltænkt hende specifikt. Den 8. marts blev ikke oprettet som en dag til overklassekvinders selvrealisering og hoveren over sine egne privilegier. Den blev erklæret den 27. august 1910 på den 2. internationale konference for arbejderkvinder, og formålet var at sætte fokus på forbedring af arbejderkvindernes vilkår.

Siden har den fået et noget bredere fokus, hvilket der ikke er noget galt i, men når en priviligeret og selvtilstrækkelig overklassekvinde som Anne Sophia Hermansen erklærer dagen og kampen for ligegyldig, fordi den ikke appellerer til hende selv, så viser det ikke andet end at hun ikke har fattet, at det faktisk heller ikke er det, den nødvendigvis skal gøre. Der er stadig masser at kæmpe for med hensyn til "arbejderkvindernes vilkår", og hvis Anne Sophia Hermansen ikke synes det er interessant, så gør det faktisk hverken til eller fra i forhold til hvorvidt kvindekampen og kvindekampdagen i sig selv er relevant, da hun ikke er en af de kvinder, dagen oprindeligt var tiltænkt.

Andre kvinder - bl.a. de, der for 100 år siden var med til at erklære den 8.marts for "kvindernes internationale kampdag" - har via deres kampe sørget for, at Anne Sophia Hermansen idag kan have en samfundsmæssig position og karriere, hvor hun føler, der ikke længere er noget at kæmpe for - for hende selv. Det kunne de kun gøre ved at være solidariske med hinanden og ikke blot have nok i sig selv. Altså ved at anlægge det modsatte verdens- og menneskesyn, og den modsatte etik, af Anne Sophia Hermansen. Den 8. marts er først og fremmest en solidaritetsdag, hvor man understreger vigtigheden af at løfte i flok. Derfor appellerer den naturligt nok ikke til folk, der har nok i sig selv. Og det er såmænd heller ikke meningen.


Jeg vil slutte med et relevant citat fra den amerikanske socialist, rettighedsforkæmper og feminist, professor i filosofi i Santa Cruz, Angela Yvonne Davis:
We must strive to ’lift as we climb’. In other words, we must climb in such a way as to guarantee that all of our sisters, regardless of social class, and indeed all of our brothers, climb with us. This must be the essential dynamic for our quest for power - a principle that must not only determine our struggles as Afro-American women, but also govern all authentic struggles of dispossessed people. Indeed, the overall battle for equality can be profoundly enhanced by embracing this principle.



...God kampdag!


PS. Som ved forrige indlæg gælder det, at jeg ikke har linket til Anne Sophia Hermansens kronik af respekt for Berlingske Tidendes ønske om ikke at have nogen indtjening fra kvinder eller deres allierede. Hvis du har Adblock eller lignende installeret, så kan du dog roligt trykke her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar