torsdag den 26. august 2010

Fup-historier fra fiktivt æventyrland

Politiken afslører falskheder i Fantasi-land
Billed-bladet har skrevet en "fup-historie" om et "royalt bryllup i Grækenland", kan vi lære i Politiken. Hvorfor i alverden skulle vi dog bekymre os om det? kan man så spørge. Alt der står i Billedbladet er jo fiktion og handler om fiktive mennesker i en fantasi-verden. Det er historier skrevet for folk, der gerne vil drømme sig væk fra denne verden, ikke "journalistik".

Derfor kan man for det første undre sig over, at et "seriøst dagblad" som Politiken overhovedet giver det så meget spalteplads (tre artikler!) at et ugeblad, der er jævnligt er fuldt af fup og fiktion, har skrevet en novelle om en begivenhed, der ikke havde fundet sted endnu. I det mindste burde en sådan historie vel højst være pladseret i avisens kultur-sektion. Men hvorfor skriver jeg nu om det?


Det gør jeg fordi Politikens håndtering af denne "fup-historie" i et fup-ugeblad er endnu mere mystisk end spørgsmålet om hvorfor de overhovedet beskæftigert sig med den. Politikens to udsendte "journalister" har nemlig begivet sig ind i Billedbladets fiktive fup-univers og trækker Politikens læsere med derind, så det i Politikens artikel bliver svært at skelne mellem fiktion og virkelighed. For at skrive om fup-historien fra det fiktive univers har journalisterne åbenbart været nødt til at leve sig så meget ind i universet, at de ikke længere var bevidste om at selve udgangspunktet for deres historie - det fiktive univers - også er det rene fup og fiktion. Det betyder, at de kommer til at repræsentere Billedbladets fup-univers i sine artikler i Politiken.

Politikens Michelle Arrouas skriver blandt andet:
Det skriver Billed-Bladet, der udkommer i morgen, torsdag, i en stor reportage om dagens royale bryllup i Grækenland.
Og Tommy Grøn supplerer med følgende:
Billed-Bladet udkommer i dag med en tvivlsom reportage fra onsdagens royale bryllup mellem prins Nikolaos og Tatiana Blatnik. Artiklen er fri fantasi, idet den er skrevet mindst et døgn før brylluppet af hensyn til avisens deadline. 
Og hvad er der så galt med det?

Når man bevæger sig ned i kanin-hullet og ind i Æventyrland kan det godt være svært at kende forskel på fantasi og virkelighed. 
Jo, godt nok handler artiklerne om, at Billedbladet havde opdigtet en rapportage fra en begivenhed, men Politikens to udsendte rapportere misinformerer læserne, idet de præsenterer præmisset for fup-historien som om det var virkeligt. Politikens egne historier rummer nemlig også en høj grad af "fri fantasi".

Der er nemlig slet ikke noget "royalt bryllup" i Grækenland! Politiken klandrer Billedbladet for at have skrevet om "begivenheden" dagen før den fandt sted, men Politikens journalister fremstiller stadig begivenheden selv som om den er virkelig. Men "det græske royale bryllup" er fri fantasi! Selve "den græske kongefamilie" er fri fantasi. Grækenland afskaffede monarkiet i 1973! Der findes altså ingen græske royale *! Det hele er fup og fiktion!

Det er den verden Politikens journalister har begivet sig ind i - Billedbladets verden, hvor intet er virkeligt. Og det er den verden, de desværre er kommet til at videregive til Politikens læsere. Hvis Politikens redaktion havde været lidt smartere, så havde de næppe anset det som nyhedsværdigt at et ugeblad, der skriver fiktion om en fiktiv verden, havde en enkelt "fup-historie" - hvis man mener, at det er relevant, så må man jo betragte resten af ugebladets fantasifulde skriverier som værende "ikke-fup" og altså acceptere og anerkende at deres fiktion generelt er sandt. Politikken er hoppet på bedraget og tror at de afslører en lille løgn mens de er dykket direkte ned i og har accepteret et univers, der er ét stort bedrageri. At fact-checke Billedbladets historier er ikke bare en tåbelig og uoverkommelig opgave - det er også en misforståelse af hvad Billedbladet og "facts" er for nogen størrelser.



* Faktisk er den såkaldt "græske kongefamilie" slet ikke prinser af Grækenland, og de vil aldrig kunne blive hverken konger eller noget andet i Grækenland (med mindre Grækenland genindfører monarkiet). Grækenland er idag en parlamentarisk republik uden aristokrati og monarki.Til gengæld er de faktisk medlemmer af den danske konge-familie - Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg-slægten - flere af dem er "prinser af Danmark" og de kan opnå politiske positioner i Æventyr-landet Danmark: Landet hvor hverken politik eller journalistik har noget at gøre med virkeligheden.


Hat-tip til: Lasse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar