fredag den 10. september 2010

Bogafbrænding og bogforbud: Proportioner, tak

I oktober sidste år (jeg husker tidspunktet fordi jeg så det på TV i et motel på turen fra Alaska til Norge) var der en gal kristen ekstremist-præst et sted ude på bøhlandet i USA, som fik sine 15 sekunders berømmelse på CNN, da han annoncerede, at han ville afholde en bogafbrænding på den sataniske helligdag Halloween.

Nu er bogafbrænding faktisk ikke noget usædvanligt blandt de amerikanske, konservative fundamentalister (eller blandt ligesindede galninge andre steder i verden) - der er med jævne mellemrum en eller anden religiøs tosse eller fascistoid "family values" forkæmper e.l., som arrangerer rituel afbrænding af et eller andet stykke kultur, som de mener ikke bør eksistere i deres version af det Gode og Rene samfund: Fra Beatles- og andre rock-plader, Harry Potter- og andre fantasifulde ungdomsbøger (hekse og troldmænd er sataniske), romaner der kan tolkes som "kommunistisk propaganda" eller som "perverteret og umoralsk" (f.eks. af homoseksuelle forfattere e.l.), videnskabelige værker, der modsiger Biblen (f.eks. Darwin) eller heteronormativiteten (f), og så videre i én lang uendelighed.

Der er næppe det stykke kultur som ikke på et eller andet tidspunkt har været forsøgt sat i brand et eller andet sted af en eller anden mere eller mindre magtfuld eller totalt perifær organisation i Amerika, fordi det blev anset som værende syndigt, kættersk og samfundsnedbrydende (ofte det hele på én gang).

Den omtalte præst måtte derfor finde på noget usædvanligt for at få opmærksomhed. Han måtte være endnu mere ekstremt fundamentalistisk og ultra-ultra-konservativ for at få komme på landsdækkende TV.


Brænd det hele
Han havde derfor annonceret at han ville brænde alt, der ikke hørte til hans ekstremt snævre definition af religiøs og politisk korrekthed - det vil sige, ikke bare alle de ovennævnte ting, men også samtlige tekster forfattet af folk, der ellers bliver betragtet som værende langt ude på det konservative og fundamentalistiske amerikanske overdrev. Hans liste over bøger, der skulle brændes, inkluderede således blandt andet bøger af den ekstremt højreorienterede og evangelisk kristne forfatter, James Dobson og... samtlige versioner af Biblen, som ikke er den hellige King James-udgave skrevet på det guddommelige sprog: tidligt 1600-tals-engelsk (det er en udbredt opfattelse blandt mange kristne i USA, at denne er den eneste autoriserede version af Biblen).

Med så usædvanlig en Index Librorum Prohibitorum (liste over forbudte/kætterske bøger) fik denne tosse-præst altså sine 15 sekunders "berømmelse" (hans "aktion" blev godt nok et flop, men det er hverken relevant denne historie eller for ham selv). Landsby-tossers annoncering af afbrænding af bøger er altså så dagligdags et fænomen i USA, at der normalt skal noget ret ekstremt til, før de får national opmærksomhed - og selv denne galning fik ingen notits i danske medier eller blandt danske politikere og kommentatorer.


Timing, timing og tidsånd
Eller også skal timingen og den populistiske beregning være helt på plads. Således kan man godt få lidt opmærksomhed, hvis man for eksempel arrangerer en større afbrænding af Harry Potter-bøger (eller iPhones eller Twilight) lige midt i en Potter-frenzy, hvor alle medier i forvejen er blevet hjernevasket og skriver hvad som helst om dette pop-fænomen. Ved en sådan begivenhed kan selv danske aviser godt finde på at samle historien op - fordi de altså ikke skelner mellem relevant og ikke-relevant stof, når det drejer sig om det seneste hysteriske medie-fænomen.

Hvis man er heldig kan man kombinere begge faktorer og ride med på en bølge af ekstremistisk vanvid såsom nu eskalerende (og voldelige) racistiske sunami, der blev iværksat af politiske aktører i forbindelse med planerne om at bygge et muslimsk kulturcenter i New York. Denne lejlighed benyttede en anden amerikansk ultra-konservativ og fundamentalistisk ekstremist sig af. Mens de anti-muslimske had-bølger gik højest annoncerede han således, at han ville afholde offentlig afbrænding af Koranen (i skrivende stund fortæller radioen mig, at han har aflyst begivenheden - det er igen irrelevant for han har opnået af få opmærksomheden). Og kunne det ellers nok være, at han kunne få ikke bare national men international opmærksomhed!

Det væsentlige er altså timing: Man kan ikke få succes med en hvilken som helst bogafbrænding. Den skal komme lige på det rigtige tidspunkt og ramme midt ind i den gældende debat, så man kan hælde benzin på et bål der i forvejen er tændt.


International succes
Det gælder også og især i Danmark. I Europa - eller i hvert fald i Danmark - har medier og politikere og lignende nemlig stort set ikke beskæftiget sig med andet end muslimer, islam og så videre siden slutningen på sidste årtusinde. Alt der handler om eller medvirker til dæmonisering af muslimer har været et permanent hot topic i over et årti, og hvis man vil have - eller aflede - mediernes opmærksomhed, skal man bare sige "muslim" og finde på en ny og mere ekstrem hetz-kampagne eller totalitært forbudsforslag. Se for eksempel på det forestående svenske valg, som stort set ikke bliver dækket af af de danske medier, fordi de kun interesserer sig for et perifært ultra-nationalistisk og racistisk parti.

Hvis man i udlandet vil have danske mediers opmærksomhed, så er opskriften altså den samme som i Danmark. Hvis man introducerer et anti-muslimsk element, så kan det overskygge selv væsentlige begivenheder - som et parlamentsvalg i nabo-landet. Og hvis bare der er tale om noget, der passer ind i den  anti-muslimske dagsorden, så kan man få international og især dansk opmærksomhed om selv den mest ligegyldige begivenhed, og enhver politisk kommentator er nødt til at finde på eller kopiere en eller anden "holdning" til situationen, som ellers ikke egentlig har nogen relevans for danske forhold.

For virkeligheden er jo, at den tossede korsfarer i USA og hans trussel om koran-afbrænding ville være flintrende ligegyldig og ikke have nogen som helst effekt, hvis ikke den blev blæst så stort op af medier og politikere - og den bliver kun blæst så stort op, fordi den passer ind i et af de absolut mest populære og populistiske diskussionsemner. Her er der virkelig tale om en situation, hvor virkeligheden formes af beskrivelsen af den.


Reaktioner ude af proportioner
Jeg ville altså ikke hverken gide eller orke at skrive om dette trivielle emne (som hænger mig langt ud af halsen), hvis ikke det var fordi, det har ført til noget helt usædvanligt: Jeg er enig med Morten Messerschmidt!

For det første fordi han mener [link til original artikel virker ikke], at bogafbrænding generelt er usmagligt noget, som giver "kedelige associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser" (i modsætning til Messerschmidt finder jeg ikke handlingen i sig selv usmaglig men de totalitære bevægelser, som både den og Messerschmidt er aktive aktører i, og som bestemt ikke er begrænset til "tidligere tider" - mere om det herunder).

Men for det andet - og mere væsentligt - fordi han mener, at reaktionerne på begivenheden er ude af proportioner.

Som jeg har været inde på, er dette et event, som skabes ved omtalen af det og reaktionerne på det. Uden den megen opmærksomhed ville det være ligegyldigt; ja det ville faktisk ikke eksistere, da dets primære indhold består i netop omtalen af det. Reaktionerne ér begivenheden. Den eneste grund til at politiske aktører (inklusiv mediernes politiske kommentatorer) som ham selv har nogen grund til at tage afstand fra det, er altså at de selv som gruppe har været med til at skabe det. Så langt er vi forholdsvis enige, Morten Messerschmidt og jeg.

Men jeg vil gerne tilføje nogle flere punkter, hvor reaktionerne er ude af proportioner. For at tale om proportioner er det ofte praktisk at sammenligne med noget andet, så man kan se om reaktionerne på de to ting er proportionale.

Og her er det, når jeg sammenligner reaktionerne på denne og andre sammenlignelige begivenheder, at jeg finder det fuldstændigt ude af proportioner, at Morten Messerschmidt kalder koran-afbrændingen "uklædelig" og drager paraleller til historiske totalitære bevægelser. Det samme gælder når hans partifælle Søren Espersen kalder det noget "svineri" og drager de samme paraleller. Og det er helt ude af proportioner, når hans parti- og kampfæller, fra to andre anti-muslimske organisationer, Lars Hedegaard og Anders Gravers, tilsvarende tager afstand fra begivenheden.

Det er fuldstændigt ude af proportioner, at disse politiske aktører fordømmer en idiotisk præsts trussel om afbrænding af en stak bøger, fordi: De har alle sammen selv støttet personer, som agiterer for at den selvsamme bog skal være forbudt!


Definitionen på totalitarisme
Morten Messerschmidt, Søren Espersen, Lars Hedegaard og Anders Gravers har alle på et eller andet tidspunkt givet udtryk for politisk støtte til totalitære ekstremister som den hollandske politiker Geert Wilders, der ønsker, at de europæiske stater (eller i det mindste hans egen stat) skal forbyde koranen (til de, der har hørt myten om, at det ikke var noget han virkeligt mente og at han bare drog en sammeligning, så er her et link til en anti-muslismsk hjemmeside med en engelsk oversættelse af et af Wilders hadske smædeskrifter, hvor han entydigt gentager sin agitation for statslige bogforbud). Morten Messerschmidt har sågar udtrykt ønske om at indgå i en politisk alliance sammen med Wilders, hvor de kan gøre hans totalitære projekt til et pan-europæisk projekt.

Lad os lige slå én ting fast: Der er enorme kvalitative forskelle på at en enkelt person brænder nogle af hans egne bøger (som en symbolsk handling, der måske nok opfordrer til had og totalitarisme) og at en politiker arbejder for at indføre statslige forbud mod bøger.

Den første handling er beskyttet under ytringsfriheden (uanset hvor usmagelig den end måtte være), mens den anden er en afskaffelse af ytringsfriheden!

Javist. Rituel afbrænding af en bog - især en religiøs minoritets identitetsskabende bog - giver bestemt "associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser". Statslige forbud mod disse bøger vil derimod være en tilbagevending til de totalitære regimers praksis.

Når en racistisk idiot brænder nogle af sine egne bøger, så kan andre blive fornærmede og sure, men hvis det resterende samfund reagerer fornuftigt, så er der ingen andre end ham selv, der mister noget. Når staten forbyder en bog - noget Messerschmidt altså ikke tager afstand fra - så vil alle miste retten til at læse den bog. Den enkelte bogafbrænding er partikulær - det statslige forbud er... totalitært.

Når Messerschmidt, Espersen & co taler om "associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser", så ville det være passende, hvis de huskede på, at det totalitære ved de tidligere totalitære regimer ikke var det, at de brændte nogle få eksemplarer af de forbudte bøger, men selve det at de forbød bøgerne, dvs alle eksemplarer på den forbudte liste. Det er ikke i sig selv totalitært at brænde nogle bøger. Det er totalitært at arbejde for at staten skal bestemme hvilke bøger der må trykkes (uanset hvordan staten så vælger at destruere de forbudte bøger). Det er forbuddet der er totalitært,  - altså det som Messerschmidt og co går ind for!

Hvor de danske anti-muslimske aktører fordømmer en symbolsk handling, som giver nogle kedelige associationer, så har de altså selv udtrykt politisk støtte til en person og bevægelse, der arbejder for netop det, som handlingen er et symbol på og som den giver assiationer til.  Det er eddermame ude af proportioner (og hykleri så det batter)!


"Tilbagevending til totalitære bevægelser"
Udover en racistisk hjemmeside er der i ovenstående et link til en artikel i avisen Politiken - eller rettere: et stykke politisk mikrofonholderi og politisk propaganda. Ikke alene bliver racistiske islamofober og religionskrigere beskrevet som "islamkritikere" (en upolitisk betegnelse, der betegner stort set hvem som helst), journalisten omtaler også Lars Hedegaard, som "en indædt forsvarer for ytringsfriheden", hvilket er en lodret politisk løgn fra journalistens egen hånd.

Lars Hedegaard og hans religiøst motiverede forening har ved adskillige lejligheder arbejdet og agiteret for indskrænkninger af ytringsfriheden. Ikke bare i form af støtte til folk, der ønsker forbud mod bøger, men også ved selv at ønske forbud mod tegninger, ved at arbejde for berufsverbot (fyringer eller ansættelsesforbud) for folk, der har ytret sig.

Det samme gælder de tre andre danske "islamkritikere", som har tager afstand til bogafbrændingen i USA, mens de samarbejder med folk, der går ind for bogforbud. De er alle aktive i en bevægelse, som har udvist adskillige tegn på totalitære tendenser - også i sin egen organisationsstruktur - ved utallige gange at have arbejdet for menings- og ytringsundertrykkelse. Du kan se en delvis men lang liste her.

Hykleriet opnår nye højder, når man holder sig for øje, at de selvsamme personer alle har modarbejdet og arbejdet for forbud imod opførelsen af moskéer i Danmark (ligesom de går ind for forbud mod andre muslimske praksisser - bl.a. muslimsk klædedragter, muslimske skoler m.v.). De mener altså at det er forargeligt at et individ i USA brænder nogle koraner, men de vil selv gerne forbyde muslimer at have et sted, hvor koranen bliver læst (tak til John Steward).

At tage afstand fra "totalitære bevægelser" er spild af ord og luft, hvis det kun drejer sig om "tidligere tiders" bevægelser. Messerschmidt og jeg er altså stadig bund-uenige om fordømmelsen af totalitarisme.


Den afgørende forskel
NB. Banned Books Week
Hvert år afholdes Banned Books Week i USA, hvor folk opfordres til at læse de bøger, som har været udsat for forsøg på censur og forbud. I år starter den den 25. september.

Læs mere om begivenheden (og se de kontroversielle bøger) hos den amerikanske bibliotekarforening eller på bannedbooksweek.org
Hvad kan forklare de så forskellige reaktioner på de to begivenheder - bogafbrændingen i USA og bogforbudet i Europa? Hvorfor får den ene fordømmelse og den anden støtte fra de samme personer? Hvad er forskellen?

Forskellen synes at være den, at det i USA drejer sig om et individ og dermed noget, som ikke er kontrolleret af staten og ikke er påtvunget andre. De 4 danske politiske aktører går ind for statslig kontrol og statens eneret til at vurdere og regulere religiøse og etniske forhold og bryder sig måske derfor ikke om individer, der forstyrrer den statslige orden.

Det kunne altså tyde på, at deres motivation for at tage afstand fra denne handling først og fremmest er, at den netop {ikke} er et udtryk for den totalitarisme, som de går ind for. Statslig kontrol er nemlig den eneste faktor, der adskiller de to situationer, og altså den, der kan forklare de manglende proportioner mellem deres reaktion på hhv. den amerikanske bogafbrænder og den hollandske bogforbyder. De støtter forslag om statslig kontrol men tager afstand fra individers egne handlinger, som ikke er underlagt en sådan kontrol.

Så skyldes de 4 danske religionskrigeres fordømmelse af den amerikanske religionskriger virkelig at de er mere totalitarister end racister og derfor kun går ind for statskontrolleret minoritetshetz?

Eller skyldes det snarere, at de - som så mange andre politikere - er rygradsløse populister, som lader sin "holdning" afgøre af hvad der er politisk korrekt, og har luret, at der for øjeblikket ikke lader til at være stemning for bifaldelse af den amerikanske bogafbrænding?

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om andre væsentlige forskelle mellem den amerikanske præst, som vil brænde en bog, og den hollandske politiker, som vil forbyde den. Altså kan jeg ikke få øje på andre faktorer, som kan forklare de uproportionale forhold i de fire danske politiske aktørers reaktioner på de to. Enten er de drevet af totalitære tendenser eller af politisk korrekt populisme (eller noget tredie som jeg ikke kan få øje på - det kunne f.eks. være nationalisme, hvor det er okay at europæere begår en handling, som ikke må begås af amerikanere.... men det tror jeg nu ikke er grunden).


Opsummering:
At brænde bøger er dybt usmageligt. At forbyde bøger er derimod totalitært. Det ene er noget man principielt har ret til (uanset hvor dumt det er). Det andet er en afskaffelse af en rettighed. Det er fuldstændigt ude af proportioner at fordømme bogafbrændingen i USA, hvis man samtidig støtter forbudstilhængere i Europa.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar