onsdag den 10. november 2010

"Den første bli'r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"

Oprindeligt bragt på Modkraft 27. april 2010
»Jeg levner ingen dråber til tåber uden evner
Der bevidst laver pis til den laveste fællesnævner
Det hævner sig, for jeg har hørt for mange, der sagde
"Den første bli’r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"
Men når I snildt ku’ ha’ lavet det for vildt
Må I desværre lære, jeres karriere er spildt«

- Kongehuset: "Chauførende"
Dette stykke poesi handler om musik - eller mere specifikt om hiphop (som er meget mere end musik), Men lad os bare sige, at det handler om kunst og kultur generelt.

Original og nytænkende kunst er som regel - netop i kraft af sin originalitet - ikke populært og mainstream fra starten. Når man skaber noget fuldstændig nyt, så vil det adskille sig fra det, der hidtil er blevet defineret som "god smag" og "rigtig kunst". "God smag" kan være særdeles konservativt, og de, der har opnået succes ved at gøre tingene på en bestemt måde, vil næppe støtte at andre kommer og udfordrer opfattelsen af hvad "kvalitet" kan være og hvordan kunst skal gøres. Hvis man altid skulle forsøge at leve op til den etablerede smag, så ville der altså aldrig komme noget nyt.

Men det rejser jo lidt af et dilemma, for hvis god kunst er nytænkende og original, men nytænkende og original kunst ikke har den store chance for at blive etableret, da det per definition ikke lever op til de etablerede normer for hvad “rigtig kunst” skal være, så lader det til, at det er nærmest umuligt at påvirke kulturen i nye retninger. Der findes dog én mulig løsning, og det er den Henning Winther fra Kongehuset omtaler i den ovenfor citerede raptekst.


Taktisk udsalg

Hvis siger efter at lave noget, der kunne blive populært med det samme, så ville den umiddelbart letteste taktik være at efterligne det, der allerede findes "på markedet", da det er det, publikum og industrien (pladeselskaber, kunsthuse, anmeldere m.v.) er vant til. De ved hvordan det skal sælges, markedsføres, analyseres, og hvordan man danser til det m.v. De ved allerede, at noget, der lyder (eller ser ud) på denne måde, er at betragte som godt.

Ved at læne sig op af andre, der allerede har fået succes, og studere deres opskrift, kan man altså selv med lidt held (og talent) få succes og etablere sig et navn i branchen.

Når man så har etableret sin karriere og er blevet et anerkendt navn, så kan man måske tage sig lidt større kunstnerisk frihed og begynde at lave den kunst, man i virkeligheden brænder for. Når man er blevet fast pladseret i kategorien "god smag", så kan man begynde at ændre sin stil, for industrien, anmelderne, publikum m.v. vil være mere tilbøjelige til at anerkende noget nyt, der kommer fra en etableret og godkendt kunstner, end hvis det kommer fra en fuldstændig ukendt og marginaliseret person.

Henning Winther afviser i ovenstående citat denne taktiske indfalsvinkel, hvor man starter med at gøre noget, man egentlig ikke selv brænder for eller regner for sin rigtige kunst, for derved at etablere sig en position, hvorfra man sige og gøre det, man egentlig mener. Han mener tilsyneladende, at en kunstnerisk karriere, der er grundlagt på populistiske og kommercielle hensyn, er forspildt, og at man altså skal “lave det for vildt” fra starten.

Hvorfor er ens karriere spildt, hvis man først fører sig frem ved at lave noget underlødigt men måske stor-sælgende "pis til den laveste fællesnævner"? Hvorfor skulle man ikke kunne gøre dette, og så senere - når man har en sikker position på markedet og måske en fast pladekontrakt - "komme tilbage" og lave noget rigtig kunst? Hvorfor er hele ens karriere spildt, hvis man grundlægger den på noget ikke-autentisk?

Hvorfor holde det ægte??

Jeg kan kun gætte på, hvad Henning Winther mon mener. Jeg vil tro, at hans begrundelse er principiel: Kunst - og deriblandt også hiphop - bliver typisk betragtet som noget autentisk og ægte - noget der "kommer fra hjertet" og er personligt. Hvis en kunstner giver sig til at lave meter-vare-produktioner og sælger ud som led i sin kunstneriske karriere, så har han altså forrådt sin indre "kunstner", idet det ikke længere er autentisk. Som det lyder i DJ AOKs mellemstykke i samme nummer: »Hva’ så med din selvrespekt?«

Måske er Winthers pointe bare, at en kunstner - eller i hvert fald en hiphopper - sgu skal holde det ægte og autentisk fra starten, hvis hun skal kunne respektere sig selv og få respekt af andre - og så er forklaringen ikke længere. Det ville i så fald være et pligt-etisk argument – det vil sige, at handlingen (i dette tilfælde det at sælge ud) er forkert i sig selv uanset resultatet.

Men man kan også give en mere instrumentel forklaring. Altså én, hvor det at sælge ud er noget skidt, fordi det fører til noget andet som er skidt. Man kan for eksempel argumentere for, at når du som "kunstner" har etableret dig og fået succes ved at lave “pis til den laveste fællesnævner”, så har du fået et incitament til at blive ved med at gøre dette. Det er dét der gav dig succes - hvorfor skulle du pludselig afvige fra den kurs og den opskrift, du ved virker?

Du er aldrig bedre end dit seneste værk, og vil aldrig have den fuldstændige sikkerhed, der gør det muligt at lave hvad der passer dig, så hvis du bekymrer dig om salgstal idag og derfor laver marketingsanalyseret pop, så vil du nok også gøre det imorgen. Hvis du derimod grundlagde din karriere på at være den, der altid var original og autentisk, så ville du have en større chance for at kunne blive ved med det.
Man kan også hævde, at du dermed sender et signal til omverdenen, der bekræfter den laveste fællesnævner og forstærker opfattelsen af, at det er sådan "god kunst" skal være. Ved at læne dig op af de etablerede kunstneres opskrift til succes, istedet for at tvinge folk til at tage stilling til nye måder at gøre det på, har du gjort det endnu sværere for både dig selv og for andre at komme igennem med noget ægte og originalt. Du har nemlig bekræftet overfor alle, at den etablerede smag er den eneste rigtige, og det vil gøre det endnu sværere at udfordre den i fremtiden.

At starte fra neden

Og her på falderebet må jeg også pointere, at dilemmaet ikke nødvendigvis er uløseligt. Ifølge en anden linie i samme tekst, som det indledende citat stammer fra, er det nemlig muligt at få anerkendelse og respekt uden at sælge ud:
»Der er ingen bløde pakker mellem mine talegaver
Vi går ik’ på kompromis, så folk kan li’ det vi laver«
"Folk" kan altså godt lide, når de kan mærke, at noget er autentisk og ægte. Måske er det ikke alle, der synes om det - som når man laver "pis til den laveste fællesnævner" - men til gengæld kan de, der virkelig kan lide det, respektere det og blive både inspirerede og begejstrede af det. Det kan føre til, at ens »talent er anerkendt fra undergrund til over alt

Det kan godt være, at det er sværere at få en pladekontrakt og positive anmeldelser, hvis det man laver er helt nyt og originalt og derfor ikke passer ind i marketingsanalyserne. Men der er også andre måder at sprede idéer på og etablere sig som et navn. Man kan - som hiphop-kunstnere som f.eks. Kongehuset gjorde - starte med at demonstrere sit talent og få sig en fanbase i den såkaldte "undergrund" og skabe sine egne organisationer, hvor man kan producere sine værker på sine egne betingelser.

Original og nyskabende kunst kan florere etablere sig i "undergrunden" - som bare er et andet ord for "udenom den etablerede industri" - hvor det breder sig og derefter langsomt bobler op og presser sig på, så de etablerede institutioner er nødt til at anerkende det. Det er altså muligt at få succes med noget originalt, men det kræver dels at ens udgangspunkt er "ægte", og at man træder varsomt og styrer udenom det etablerede systems fælder - for selvom du får en pladekontrakt ved at være orginal, og altså har vist, at din stil kan sælge, så vil industrien stadig forsøge at få dig til at rette ind, så du minder mere om de andre.
Rapgruppen Kongehuset oplevede selv på den hårde måde, at det at blive en del af den etablerede industri og få en fast pladekontrakt, ikke nødvendigvis udgør nogen sikkerhed for, at man så kan gøre hvad man vil. Tværtimod kan der følge en masse begrænsninger med, når man pludselig skal spille med de officielle og etablerede regler, og så opdager man måske - som Kongehuset - at så er det slet ikke så sjovt længere og at succesen ikke er dét værd. De valgte at stoppe mens legen var god og de kunne respektere sig selv, istedet for at fortsætte den uendelige jagt på kommerciel succes.

Og moralen er?

Egentlig deler jeg ikke opfattelsen af ’Kunstneren’ som noget særligt ophøjet og autentisk, der altid laver dybtfølte ting “fra hjertet”. En kunstner - selv en rapper - skal også have smør på brødet, og der er masser af fantastiske og dybt originale kunstnere, der fra tid til anden har måttet leve af at lave pis til den laveste fællesnævner eller produktioner, der er tilpasset til bestemte markeds-segmenter. Det betyder ikke, at de ikke også kan producere noget ægte og autentisk. Men de ovennævnte betragtninger og argumenter er nu alligevel værd at tage i betragtning.

Det skal også siges, at hvis det man vil, det man godt kan lide og brænder for, tilfældigvis er "pop", som minder om alt det andet, der i forvejen er på markedet og som sælger godt, så er der jo aldeles intet galt i, at det er det man laver. Men hvis det man vil, er at lave noget helt nyt og måske forandre kulturen, så er det et relevant spørgsmål, hvorvidt man virkelig kan opnå det ved at lægge ud med at lave det samme som alle andre. Det er dette spørgsmål, jeg synes er mest interessant: Hvilke mål kan man opnå med hvilke midler?

Oprindeligt havde jeg skrevet meget mere. Noget om hvordan hele denne diskussion og dens argumenter kan overføres til andre emner - herunder politik og politisk strategi. Men egentlig går jeg ud fra, at i godt kan se, hvor jeg vil hen, så jeg vil lade jer drage jeres egne konklusioner herfra.

Og lad os så få dét musik!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar