onsdag den 10. november 2010

Te-bevægelsen og midtvejsvalget i USA

Denne artikel er oprindeligt bragt på Modkraft den 28. oktober 2010.
Læs desuden min efterfølgende evaluering af te-bevægelsens valgresultat på Modkraft.


Den 2. november 2010 afholdes det såkaldte “midtvejsvalg” i USA. Det vil sige det valg af parlamentsmedlemmer, som ikke falder samtidigt med præsident-valget. Det amerikanske parlament, The Congress, består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, og det kommende valg drejer sig om 36 ud af de 100 pladser i Senatet og samtlige pladser i “Huset”.

Valget er interessant fordi det afgør Demokraternes evner til at få ting igennem uden at blive blokeret af Republikanerne, der forsøger at udsætte og nedlægge veto mod nærmest alle lovforslag, og fordi det vil være en symbolsk tillidserklæring til enten Obamas reformer eller Republikanernes obstruktionspolitik. Men i dette indlæg skal vi se på en anden faktor, der gør dette valg særdeles interessant.

Te-bevægelsen

Hvis du har fulgt med i amerikansk politik i løbet af det sidste års tid, så har du nok hørt noget om den såkaldte "tea party"-bevægelse, der opstod blandt frustrerede og vrede ultra-konservative amerikanere i kølvandet på Obamas valgsejr og den økonomiske krise i 2008. Te-bevægelsen er kompleks og rummer mange forskellige politiske og sociale elementer, så det ville ikke være fair at lave nogen absolutte generaliseringer om hvad den står for.

Te-bevægelsen bygger dels på frustrationen over det økonomiske kollaps og politikernes økonomiske støtte til de virksomheder, der forårsagde det, og på frustrationen over, at en sort demokrat blev valgt som præsident. De to faktorer forstærker hinanden og har vækket en latent angst for at miste privilegier blandt især dele af den hvide middelklasse.

Selvom te-bevægelsen er kompleks og man ikke kan skære dem alle over én kam, er det ikke nogen overdrivelse at sige at den er med til at trække det Republikanske parti endnu længere til højre, og at den har givet et talerør til de mere ekstremistiske tendenser, som altid har eksisteret i USA, men som normalt har levet en skyggetilværelse uden den store politiske indflydelse.

Godt hjulpet på vej af de mest højre-populistiske republikanere og sensationslystne tv-værter på Fox News har te-bevægelsen givet en landsdækkende organisatorisk platform til de bevægelser og politiske teorier, som tidligere var forbeholdt "landsbytosserne" – de såkaldte "wingnuts" som ingen i officiel politik tog alvorligt.
Denne skyggeside af amerikansk politik har som sagt altid eksisteret men sjældent været så "mainstream" og så samlet som den er nu.

Den historiske baggrund

Vi taler ikke kun om de højre-libertarianske skattenægtere, som mener at det offentlige (evt. pånær militæret) nærmest helt skal afskaffes, og at myndighederne ikke skal blande sig i ting som hvilke giftstoffer de private virksomheder må putte i maden og vandet.

Eller om arvtagerne til borgerkrigens og borgerrettighedskampens racistiske konføderalister, som mener at de enkelte delstater suverænt skal kunne føre den politik de vil, uden at være begrænset af forfatningens og højesterettens insisteren på lighed og borgerrettigheder.

Heller ikke om de antidemokratiske ultra-religiøse fundamentalister, som ønsker indførelse af teokrati og mener at forfatningen bør erstattes med det gamle testamente og at alt "amoralsk" skal kriminaliseres.
Disse tre tendenser eksisterer og trives allerede i det Republikanske partis bagland og top.

Men i tillæg til disse har te-bevægelsen og mainstream-højrefløjens omfavnelse af ekstremisterne også etableret en platform og samlingspunkt for antisemitiske konspirationsteoretikere, revolutionsromantiske milits-folk og andre undergrundsbevægelser med og uden fascistiske tendenser.

Vi taler bl.a. om antisemitiske galninge, som mener at indførelsen af den amerikanske centralbank i 1913 var led i en sammensværgelse, der førte til jødisk-kommunistisk kontrol over den amerikanske finanspolitik, racister der mener at indførelsen af borgerrettigheder til sorte i 1960erne var led i et sovjet-kommunistisk komplot, tosser der tror at en hemmelig elite arbejder for at FN skal besætte USA og indføre en verdensregering (alternativt: at det allerede er sket), og mange flere af den slags artigheder (som iøvrigt alle kan kombineres til én altomfattende konspirationsteori). Det er teorier, der har sine rødder i gamle anti-semitiske, anti-katolske og anti-kommunistiske hvidmagtsorganisationer som Ku Klux Klan m.v.

Disse tendenser har som sagt eksisteret så længe USA har været en nation, og de har haft politisk indflydelse af og til - blandt andet via det notoriske John Birch Society, som blev oprettet i det paranoide og intolerante klima, der fulgte med senator John Mccarthys totalitære heksejagt i 1950erne, og som mente at hele USAs regering var infiltreret af kommunister. John Birch Society eksisterer i øvrigt endnu og er også ved at blive rehabiliteret af det Republikanske parti efter at have tilbragt årtier uden indflydelse eller respekt.

Men generelt har de altså levet mere en skyggetilværelse på landet og i mindre byer, hvor de har dannet militser, samlet på våben og bygget bunkere og generelt forberedt sig på den kommende invasion / borgerkrig / undtagelsestilstand, mens de kommunikerer med hinanden via kortbølgeradio og drikker steriliseret vand og pulvermælk uden rigtig at have noget med resten af samfundet at gøre.

Af og til har de dog gjort sit indtog i offentlighedens bevidsthed, når den paranoide stemning og voldsfokusering i de isolerede sekter og militser afføder katastrofer som massakren i Waco, Texas, og terroristersom Timothy McVeigh og Byron Williams, der bliver trætte af at vente og beslutter sig for at realisere vanviddet.

Alle disse og mange andre vanvittige konspirationsteorier og ubehagelige bevægelser krydret med forskellige racistiske (både antisemitiske, anti-sorte og mere moderne islamofobiske/anti-orientalistiske) og religiøse (indsæt "Antikristus" som den øverste leder af Sammensværgelsen, og gør de få, der ved besked om Sandheden til en religiøs sekt, der forbereder sig på Dommedag) elementer er nu blevet samlet i én bevægelse med et fælles fjendebillede: Præsident Barack Obama.

Valget af Obama som katalysator for ekstremismen

Nu er det ikke fordi de kun hader Obama, men det, at han blev valgt, har været som en prop, der sprang af en champagneflaske, hvorefter alt det gamle had og vrede væltede ud med fornyet kraft. Og det, at han er sort, har uden tvivl været med til at forstærke reaktionen. Præsidentvalget i 2008 var altså en katalysator for vreden og Obama-administrationen bliver af ekstremisterne set som en "indre fjende", der er igang med at realisere alle konspirationsteoriernes fantasier og i al hemmelighed er ved at indføre det islamistisk-satanistisk-fascistisk-kommunistiske FN-diktatur.

Det er i den sammenhæng, at plakater med Obama som Hitler og beskyldningerne om, at han ikke er indfødt amerikaner eller rigtig kristen, men i virkeligheden er en hemmelig indonesisk-kenyansk muslimsk socialist, og de endnu mere vanvittige påstande om, at han skulle være en reinkarnation af både Hitler og Lenin og Satan, eller den rablende gale teori om at den yderst beskedne reform af sundhedsforsikringsreglerne er en hemmelig plan om at oprette “dødspaneler”, skal forstås. Det er i øvrigt også samme tendens, der mener at klima-forskningen er et kommunistisk komplot, at regeringen benytter naturkatastrofer til at oprette koncentrationslejre og at 9-11 var et "inside job".

De er alle nye varianter af gamle højreekstremististiske konspirationsteorier, som pludselig er blevet “mainstream” og bæres frem af indflydelsesrige demagoger (som Sarah Palin, Michelle Bachmann, Glenn Beck, Rush Limbaugh og mange flere), der puster til vanviddets flammer for at fremme hadet til Obama og Demokraterne.

Resultatet er en legitimering af de mest ekstreme, voldsberedte og anti-demokratiske elementer i det amerikanske samfund, som gør at de nu føler at de kan komme ud af deres bunkere og milits-træningslejre og ind i samfundet, hvor de kan være med til at sætte en politisk dagsorden. Te-bevægelsen er en kompleks størrelse, og det er ikke alle dens aktivister, der er lige ekstreme, men den giver en platform hvor ekstremisterne for første gang i lang tid er velkomne og kan manøvrere offentligt.

Radikalisering

Denne legitimering af hadet medfører ikke bare angreb mod Obama og Demokraternes politik men også mod liberale, venstreorienterede og minoritetsgrupper generelt.

Allerede kort efter valgkampen udkom det nationale terrorbekæmpelse-koordineringsorgan “Homeland Security” med en rapport, der advarede om at antallet af ekstremistiske “hate-groups” havde været stadigt stigende igennem en længere periode og at det politiske klima under og efter valgkampen var med til at fremme rekrutteringen til dem.

Denne rapport fra sikkerhedstjenesten bekræftede lignende rapporter udgivet af liberale organisationer som Southern Poverty Law Center, der også har advaret om at den volds- og terror-beredte milits-bevægelse er på vej tilbage.

Det nys opblussede (men gamle) had har allerede medført adskillige voldelige begivenheder i forbindelse med te-selskaberne, og det politiske klima har medført en bølge af terroristiske anslag fra det yderste højre (jeg lover hermed at forsøge at give et overblik over nogle af de værste terror-begivenheder i USA de seneste par år ved en anden lejlighed). Disse begivenheder er stort set konsekvent blevet bagatelliseret og negligeret af den mainstream-konservative bevægelse, ledelsen af det Republikanske parti og - især - af den højreorienterede TV-station Fox News.

En rapport, der blev udgivet for nylig af borgerrettighedsorganisationen NAACP, afslører, at de seks mest aktive tea-party-organisationer alle har tætte organisatoriske forbindelser til racistiske og fascistiske organisationer og højre-ekstreme milits-bevægelser. Rapporten konkluderer, at te-bevægelsen har givet en platform til antisemitter, racister og andre intolerante grupper, og at hardcore racistiske grupperinger benytter den til at rekruttere og til at skubbe bevægelsen i en mere bevidst race-ideologisk retning.

Og det er ikke kun blandt ekstremisterne indenfor bevægelsen, at bekymringen for den økonomiske og politiske situation hænger sammen med racemæssige forestillinger. Meningsmålinger har vist, at der er større tendens blandt folk, der identificerer sig som tea-party-sympatisører end blandt befolkningen generelt, til at mene, at den mere udbredte fattigdom blandt den sorte befolkning skyldes at de sorte er dovne og at der ikke findes diskrimination, samt at tea-party-folket generelt er mere tilbøjelige til at mene at landets problemer skyldes immigranter.

Statistik som dette fortæller ikke, hvad hver enkelt tea-party-medlem mener, og de kan ikke alle skæres over én kam, men tendensen er altså, at man generelt finder flere med et anstrengt forhold til racespørgsmål end blandt den øvrige befolkning.

Det ses også i bevægelsens forhold til immigrationspolitik. På trods af de påståede "libertære" principper støtter adskillige af te-bevægelsens formelle organisationer lovforslag, som skal øge statens og regeringens magt og forhindre mennesker i at bosætte sig og arbejde i landet. Voldelige, anti-migrant-, selvtægtsorganisationer som the Minutemen, har også ladet sig omskole til nu at være organisationer indenfor te-bevægelsen.

Det er således ikke overraskende, at dele af tea-party-bevægelsen også overlapper med de anti-muslimske bevægelser på den nationalistiske og religions-chauvinistiske højrefløj. Disse islamofober, der vil bekæmpe muslimers rettigheder, er i sig selv er et fænomen, der fungerer som rekruttering- og radikaliseringsforum for mere voldsberedte racistiske grupperinger, der også allerede har udøvet terror-handlinger. De udgør en voksende bevægelse, som overlapper kraftigt med te-bevægelsen - der altså ikke er mere forfatnings-konservativ, end at man godt kan se stort på religionsfriheden.

Værd at bemærke er også de internationale forbindelser til bl.a. organisationer som den voldelige, racistiske bevægelse English Defence League.

Legitimering af hadet - og volden

Det er værd at gentage, at der ikke er tale om en politisk bevægelse, hvor alle mener det samme, og alle te-bevægelsens aktivister kan næppe holdes ansvarlige for alle tendenser i den landsdækkende bevægelse. Den rummer også amerikanere, der med god grund er frustrerede over den politiske og økonomiske situation og ikke ved, hvor de ellers skal henvende sig.

Men det står dog også klart, at te-bevægelsen ikke kun er en populistisk protest-bevægelse imod skatter, bankpakker og sundhedsreformer. Den er også en bevægelse, som giver platform og legitimitet til de mest ekstremistiske og voldsberedte elementer i det amerikanske samfund - elementer, som normalt ikke ville have nogen alvorlig indflydelse på amerikansk politik, men som nu er ved at blive gjort "stueren" og mainstream og allerede er en magtfuld faktor i det kommende valg.

Det er denne, den sidstnævnte tendens, som promoveres af inflydelsesrige aktører fra landsdækkende TV-værter som Glenn Beck, der benytter sin plads på Fox News til at genoplive og legitimere de mest racistiske konspirationsteorier fra før borgerrettighedsæraen. Og den får generelt også støtte fra resten af Fox’s politiske værter, som blandt andet opreklamerer og deltager som aktive aktører i te-bevægelsens manifestationer.

Det er også i denne form, bevægelse modtager økonomisk støtte fra højreorienterede millionærer og mere kyniske forretningsfolk, og det er i denne form bevægelsen - på trods af protester og advarsler fra mere anstændige og mindre populistiske (nogen ville sige: ægte) konservative - bliver omfavnet af det Republikanske parti.

Te-bevægelsen går til valg

Det er også denne bevægelse, der har fået så meget medvind, at den kan opstille og vælge sine egne modkandidater som opposition til de traditionelle konservative internt i det Republikanske parti. Det er altså en bevægelse som nu kan blive repræsenteret i det amerikanske parlament efter midtvejsvalget i november 2010.

I løbet af efteråret blev flere traditionelle konservative politikere afsat af det ultra-konservative bagland, der havde mobiliseret for at opstille disse mere ekstreme modkandidater internt i det Republikanske parti. Andre steder har både de traditionelle Republikanske og mere usikre Demokratiske politikere omfavnet te-bevægelsen og dens politiske retorik for at ride med på den højre-populistiske bølge.

Te-bevægelsen er altså en faktor, der presser det Republikanske parti og det politiske klima stadigt længere til højre, mens den legitimerer vanvittige konspirationsteorier og voldelige ekstremister.

Te-bevægelsens kandidater tæller ikke bare ultra-konservative, religiøse fundamentalister som Sharron Angle i Nevada og Christine O’Donnell i Delaware, der ønsker fuldstændig kriminalisering af abort, afskaffelse af alle offentlige ydelser og miljø-love samt afskaffelse af forfatningens adskillelse af stat og religion. Den er også repræsenteret af folk som Rand Paul i Kentucky og Joe Miller i Alaska, der begge har tætte forbindelser til den højre-ekstreme militis-bevægelse og har benyttet militsfolk som vagtværn imod nysgerrige journalister.

Og mens flere politiske kandidater har omfavnet te-bevægelsens aggressive retorik har både Sharron Angle og Stephen Broden (Texas) taget skridtet videre og direkte talt om voldelig revolution, hvis demokraterne bevarer sit flertal efter midtvejsvalget. De lægger sig altså åbent op ad af den anti-demokratiske militsbevægelse og dens terroristiske historie. Dette er relativt nye toner i Amerikansk politik.

Midtvejsvalget i november 2010 er således ikke kun en tillidserklæring til henholdsvis Republikanerne og Demkraternes politik, men også et valg mellem to tendenser i den Republikanske parti og den konservative bevægelse.

Te-bevægelsens kandidater er ikke kun relevante på grund af den begrænsede politiske indflydelse de får i Kongressen, men langt mere fordi de vil være afgørende for hvilken retning det Republikanske parti vil bevæge sig i i den efterfølgende periode. Hvis te-bevægelsens kandidater bliver valgt ind vil det være en erklæring om, at partiet fuldt ud skal omfavne den alleryderste højrefløj, hvilket vil være et nederlag til de mere traditionelle og besindige konservative, som ikke ønsker at partiet følger denne kurs.

Te-bevægelsen vil dermed få en mere generel indflydelse og det kommende midtvejsvalg vil sandsynligvis påvirke amerikansk politik i flere år frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar