onsdag den 10. november 2010

Tvang og ægteskab

Også bragt på Modkraft, 5. november 2010

Først en personlig bekendelse: Jeg er gift og det var ikke noget jeg selv helt frit har valgt. Min kæreste og jeg blev gift af den mest traditionelle grund af dem alle - den samme grund som har fået adskillige millioner af par igennem historien til at få papirer på sit forhold: Uden statens anerkendelse af vort forhold ville vi ikke have lov til at leve sammen.

Da vi naturligvis ønsker at leve sammen var vi tvunget til at gifte os. Længere er den ikke. Hvis ægteskabet ikke var juridisk påtvunget os, så ville vi næppe have følt noget behov for at få papirer på vort forhold. Jeg har ikke noget imod at være gift, men det er ikke noget jeg selv har valgt. Jeg har valgt at leve sammen med min kæreste, og for at kunne dette var ægteskabet et juridisk krav.

Det traditionelle ægteskab

JPEG - 5.9 kb
Nej, det er ikke et billede af min hustru og jeg. Det er et billede fra den skotske kunstner Roderick Buchanans udstilling "Mixed Marriage".
Sådan har det været i århundreder - uden at formalisere sit romantiske og erotiske forhold og få omgivelsernes godkendelse kunne unge par ikke få lov til at bo sammen, stifte hjem og familie. Ofte måtte de sågar sørge for at de ikke blev set sammen, for ikke at blive mødt med alvorlige repressalier fra sin egen familie, fra lokalsamfundet og fra kirken og andre institutioner.

Der var altså et voldsomt (bogstaveligt talt) pres på unge forelskede par for at de skulle gifte sig. Dette pres eksisterede stadig, da mine forældre var unge. I 1960erne var det ikke let for et ungt par at leje en lejlighed sammen, hvis de ikke havde papir på deres samliv. I USA, hvor min kæreste er fra, er det i øvrigt stadig sådan, at man har flere rettigheder, hvis man har papirer på ens forhold – det gælder ikke kun for par, hvor den ene part er udlænding.

Det er altså en moderne idé, den der med, at det at blive gift har noget med romantik at gøre. Det kunne det selvfølgelig have i den forstand at med indgåelse af ægteskabet kunne unge par endelig få lov til at udleve sine romantiske og erotiske følelser, og når nu man er nødt til at gøre det, så kan man lige så godt gøre det romantisk. Men selve ægteskabet var altså noget man var tvunget ind i. Det var ikke valgfrit.

Typisk var det ikke engang sådan, at man bare kunne forelske sig i hvem som helst og så blive gift for at få lov til at leve sammen. Nej - der ville jo ikke være megen fidus i ægteskabet som institutionaliseret anerkendelse af et parforhold, hvis ikke det netop var for at kontrollere hvem der kunne indgå parforhold.

I de fleste samfund har det været sådan, at omgivelserne - familien, samfundet, kulturen, staten og kirken m.v - har bestemt hvem der kunne blive gift og dermed hvem der kunne leve sammen. Der har blandt andet været kulturelle tabuer og statslige love, som har forbudt ægteskab mellem individer fra forskellige samfundsklasser, religioner, racer og etniciteter. Og overalt i verden har især forældre ønsket at sørge for, at deres sønner og døtre kun indgik forhold med en partner, som kunne sikre - eller hæve - deres økonomiske og sociale status.
Mange romantiske forhold er altså blevet opløst, fordi den ene part ikke var velhavende nok, ikke talte de rette sprog, ikke havde en fin universitetsuddannelse eller anden titel eller lignende. Forbud mod ægteskab - eller forbud mod at par lever sammen - adskiller sig ikke væsentligt fra tvangsægteskab.

Det siger sig selv, at hvis man ikke kan blive gift med den man elsker, og man er nødt til at blive gift, så vil man være tvunget til at gifte sig med én man ikke elsker. Selv hvis man ikke var romantisk interesseret var de fleste nødt til at gifte sig, da der mange steder blev set ned på enlige "pebbermøer", og da det desuden var nødvendigt for at sikre ens økonomiske fremtid. Men alene det, at man er forbudt at leve sammen med den, man gerne vil, er jo et tvangselement.

Tvangsægteskab har altså mere eller mindre været normen i de sidste flere hundrede år, og har været reguleret af religiøse, statslige, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner. Selvom mange har været så heldige at finde en person, som omgivelserne kunne godkende, eller været så heldige at de efterhånden satte pris på den person, omgivelserne havde valgt for dem, så ændrer det ikke på at der altid var et element af tvang i selve ægteskabet.

Tvang og ægteskab i dag

Sådan er det ikke idag, tror du måske - det er der i hvert fald nogen der tror. Sådan er det heller ikke i dag for alle.

I Danmark kan de fleste forelske sig uden at bekymre sig stort over, hvad omverdenen mon vil sige til deres valg af partner, og de fleste forældre i Danmark er idag blot glade for at deres børn er glade og sætter ikke nogen krav om til deres sviger-sønner og -døtres sociale og økonomiske status. Hvis det skulle ske, at forældrene ikke bryder sig om deres børns valg, så er det faktisk muligt at leve sammen alligevel, da man ikke længere har brug for sine forældres "velsignelse" for juridisk at kunne gifte sig eller bo sammen. I det hele taget er der heller ikke det store pres for at folk skal blive gift. I Danmark i 2010 kan de fleste sagtens leve sammen hele livet uden at indgå ægteskab, og de fleste, som ikke er gift, har stort set de samme rettigheder som de, der er.

De fleste!

For det er endnu ikke virkeligheden for alle. For nogle par er der stadig krav om, at de skal blive gift, hvis de vil leve sammen. Der er ikke bare tale om kulturelle krav og socialt pres, men om juridiske krav og statslige forbud. For nogle par er det forbudt at leve sammen, hvis de ikke er gift, og det er ikke alle danskere, som har ret til at leve sammen med sin udkårne uden statens anerkendelse.

Det gælder for eksempel for en dansker, som forelsker sig i en person, som ikke har dansk statsborgerskab (eller statsborgerskab fra et andet EØS-land). Hvis de ønsker at leve sammen, så er de tvunget til at blive gift. Sådan er det i mange lande - par med forskellig nationalitet er nødt til at blive gift og få statens anerkendelse af deres forhold, for at kunne leve i det samme land. Det var den situation jeg og min kæreste befandt os i - da vi har forskellig nationalitet, måtte vi gifte os for at kunne leve sammen.

Men typisk er det ikke engang sådan, at man bare kan forelske sig i hvem som helst og så blive gift for at få lov til at leve sammen. Nej - der ville jo ikke være megen fidus i ægteskabet som institutionaliseret anerkendelse af et parforhold, hvis ikke det netop var for at kontrollere, hvem der kan indgå parforhold.
Således er det ikke nok, at du indgår ægteskab, hvis du gerne vil leve sammen med din udkårne. Staten kræver ikke bare at du registrerer og formaliserer dit parforhold hos staten - den vil også kontrollere, at du gifter dig med den rigtige. Den vil altså bestemme hvem du må leve sammen med, og stiller en række krav, som skal opfyldes, før dit forhold kan blive godkendt og tilladt. Opfylder i ikke disse krav, så kan i ikke få tilladelse til at leve sammen - i må ikke engang bo i samme land.

Staten kan altså stadig opløse romantiske forhold, fordi den ene eller begge parter ikke er velhavende nok, ikke taler det rette sprog, ikke har en fin universitetsuddannelse eller titel eller lignende. Staten kan ikke bestemme hvem du skal gifte dig med, men den kan bestemme hvem du ikke må stifte familie med. Hvis staten ikke anerkender et parforhold af blandet nationalitet, så er parret i bedste fald nødt til at flytte til et andet land med en mindre formynderisk stat, og dermed måske opgive andre af sine livsplaner. I værste fald vil deres liv sammen være umuligt.

Statslig tvang er stadig tvang

Forbud mod ægteskab - eller forbud mod at par lever sammen - adskiller sig ikke væsentligt fra tvangsægteskab. Forbud er også tvang - det er at tvinge folk til ikke at gøre noget - og i dette tilfælde er der tale om et forbud, der drastisk påvirker de involveredes livskvalitet, drømme og inderste følelser. Staten tvinger dig ikke til at leve sammen med nogen, men den forbyder dig at leve sammen med dem, du gerne vil.
Der er altså stadig et kraftigt element af tvang i ægteskabet, når det drejer sig om par, der ikke er født med samme nationalitet. Denne tvang kommer fra staten og loven - de institutioner, som egentlig skulle beskytte folk imod den slags overgreb og sikre deres ret til at træffe sine egne livsvalg.

Det er altså vrøvl og hykleri af de værste dimensioner, når de statslige forbud, der regulerer, kontrollerer, tvinger og forbyder folks personlige og romantiske forhold, præsenteres som tiltag, der skal forhindre tvangsægteskab. Staten forhindrer ikke-statslige instanser - som f.eks. forældre - i at tvinge par til at blive gift, ved selv at tage magten over deres muligheder for et liv sammen. Den bryder sig ikke om andres tvang fordi den selv vil kontrollere tvangen.

Hvis det så fungerede således at staten blot sikrede sig, at de par, som ønskede at leve sammen, virkelig selv havde valgt det, så kunne man måske tale om en kontrol-mekanisme, der skulle sikre friheden. Men i Danmark er det jo således, at staten forbyder og regulerer folks muligheder for at leve sammen uden at tage det mindste hensyn til hvorvidt de faktisk ønsker det eller ej. Masser af frit og inderligt indgåede parforhold er umulige eller særdeles besværlige på grund af den danske stats tvang.

Lad os altså stoppe med at lade som om, at den statslige tvang i folks parforhold er noget, der skal forhindre elementet af tvang i folks parforhold. Det er ikke bedre, at staten forbyder et ægteskab, end at familien eller omgivelserne gør det. Begge dele er tvang!

Det er danskere der umyndiggøres

Noget andet forbandet vrøvl er, når disse statslige overgreb præsenteres som "udlændingestramninger" (i det hele taget er det noget vrøvl når svækkelser af rettigheder præsenteres som stramninger). Den statslige tvang påvirker jo lige så meget den part i det forbudte parforhold, som er dansk statsborger eller indbygger.
Hvis dine forældre forbød dig at være sammen mecd med den, du var forelsket i, så ville du vel ikke blot tænke på det som som en indskrænkelse af din partners frihed? Det er lige så meget dit liv, der påvirkes, og dine valg, der annulleres - det er dig, der umyndiggøres af dine forældre.

Det samme gælder når staten opfører sig som en formynderisk forælder, der vil forbyde sine børn - indbyggerne i Danmark - at leve sammen med deres udkårne, hvis den udkårne ikke har den rette nationalitet og ikke lever op til en række andre krav. Det rammer ikke kun den part, der ikke er dansk statsborger. Det rammer lige så meget den dansker, som ikke kan få lov til at leve sammen med sit livs kærlighed på grund af den formynderiske stat.

Det er altså danskeres ret til selv at vælge sin partner, der er på spil her! Det er danskeres ret til at få sin ægtefælle til Danmark, der bliver reguleret af den danske stat, og det er danskeres parforhold, der kan blive ødelagt af den danske lovgivning. Det er danskere der ikke længere har ret til at træffe sine egne valg og som altså umyndiggøres af den danske stat.

Lovene er altså ikke bare indskrænkninger af udlændinges ret til at bo i Danmark. Det er en indskrænkning af danskeres ret til at gifte sig og leve sammen med hvem de vil. Det er danske rettigheder, der undergraves! Og fra et dansk juridisk, politisk og journalistisk perspektiv burde dét være udgangspunktet for diskussionen.

Hvilket Danmark ønsker du?

Hvis du er ligeglad med udlændinge og derfor ikke bekymrer dig om disse overgreb, så har du altså det forkerte fokus – det er dig, som dansker, der har mistet en rettighed. Hvis du er ligeglad med andre danskere, fordi du allerede lever sammen med dit livs udkårne, så spørg dig selv, om ikke du ønsker, at dine børn selv skal kunne vælge, hvem de forelsker sig i og vil tilbringe sit liv med uden at skulle flygte fra Danmark?

Hvis dit barn under en rejse eller et studieophold blev forelsket i en kinesisk skuespiller, en elektriker fra Chile, en skolelærer fra Libanon, en sygeplejerske fra Kenya eller en af de milliarder af andre mennesker i verden, som ikke opfylder den danske stats krav om titel, sprog og økonomisk status, ville du så ikke glæde dig over deres lykke og støtte dem i deres forhold? Hvis du ikke selv vil bestemme, hvem dine børn må gifte sig og stifte familie med, så kan det vel ikke være din hensigt at lade den danske stat gøre det?

Og det er jo ikke kun den udenlandske partner, der skal godkendes af staten, før parret kan få ret til familie-liv. Retten til at blive gift og leve sammen med sin partner i Danmark afhænger jo også af om den danske borger har fuld beskæftigelse, egen bolig og en spækket bank-konto. Har du været arbejdsløs, er du på invalidepension eller kan du ikke stille med en medgift på 100.000kr til den danske stat, så har du ikke ret til at blive gift med en udlænding i Danmark.

Ægteskab og familieliv er altså ikke længere en rettighed - noget der gælder for alle borgere - men et privilegie for de rigeste og dem ved fuldt helbred. Ønsker du ikke et Danmark, hvor dine børns lykke og kærlighed - deres mest personlige beslutninger og følelser - er uafhængigt af deres helbred og hvor mange penge de tjener?

Ønsker du et Danmark, hvor dine børn kan blive nødt til at forlade landet, hvis de forelsker sig i en person, som staten ikke har godkendt, eller hvis de selv ikke befinder sig i en højre skatte-klasse? Eller ønsker du et Danmark, hvor hverken staten eller nogen andre forsøger at forhindre dine børns lykke og kærlighed?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar