søndag den 31. januar 2010

Anbefaling: Konservativ Reaktion

Hov! Jeg har lige opdaget den her blog, som åbenbart har eksisteret i lang tid. Selvom jeg aldeles ikke er enig i stort set noget som helst, og det næppe er en, jeg vil vende tilbage til særligt ofte, så vil jeg hermed anbefale den til alle, der måtte være interesserede i at sætte sig ind i, hvad den ideologi og det menneske- og samfundssyn, der går under navnet "konservatisme", egentlig går ud på. Det er nemlig ikke noget, der bliver talt om særlig tit. Faktisk tror jeg, at konservatismen måske er en af de mindst forståede politiske ideologier sådan i al almindelighed.

Det giver også problemer for andre ideologier, når de heller ikke er særligt godt forståede - for eksempel når liberalismen forveksles med dens historiske og ideologiske modsætning, konservatismen, og omvendt. De to ideologier har fuldstændigt forskellige og uforenelige udgangspunkter og politiske implikationer, og det er da bestemt ikke uden grund, at den ene er opstået som reaktion på og modstander til den anden, selvom det idag kan være svært at se forskel på de, der formelt bekender sig til dem.

Hvorom alting er, så er blog-kollektivet "Konservativ Reaktion" skrevet fra et klassisk konservativt standpunkt og insisterer på at forklare og stå fast på konservatismens oprindelige og filosofiske grundlag. Selvom jeg ikke er enig i særligt meget andet, så er jeg meget enig med forfatterne om behovet for at skelne mellem de forskellige ideologier og deres modstridende menneske- og samfundssyn. Og det gør de på bloggen, og de forklarer også hvorfor - og derfor skal den anbefales til de, der måtte være interesserede i at læse om konservatismens filosofi. Jeg kan på ingen måde anbefale konservativ reaktion, men til de der vil vide, hvad det indebærer, er Konservativ Reaktion udemærket.

lørdag den 30. januar 2010

Noget om principper

I moral-filosofien er der to dominerende og konkurrerende retninger: den konsekventialistiske og den deontologiske etik (eller pligt-etikken), bedst repræsenteret ved henholdsvis utilitarismen og kantianismen (en tredie retning er dydsetikken, men den lader vi ligge her). Konflikten mellem de to retninger drejer sig om, hvorvidt en handling bør vurderes på dens konsekvenser eller på det princip, den er udtryk for.

For en tilhænger af den kantianske etik, er det for eksempel forbudt at slå et andet menneske ihjel uanset hvilke konsekvenser, det måtte have, fordi mord simpelthen er en moralsk forkert handling. En utilitarist vil nok være enig i, at mord generelt er forkert, men hævder, at man ikke kan lave en absolut regel om den slags, fordi man er nødt til at vurdere den enkelte situation. Hvis nogen for eksempel havde slået Hitler ihjel tidligt i hans karriere, så ville mange andre have undgået en masse lidelse, og derfor kunne et sådant mord være moralsk godt i en utilitarists øjne. I dette eksempel vil mange nok være enige med utilitaristen, så for at afbalancere tager vi endnu et.

De fleste utilitarister er naturligvis imod slaveri og uretfærdighed, men det er et problem ved deres teori, at de ikke kan være principielt imod det. Hvis man tager teorien alvoligt, så betyder det jo, at det kan være ikke blot acceptabelt men moralsk nødvendigt at holde slaver eller at straffe uskyldige, hvis den nytte resten af samfundet kan få ud af det ikke opvejes af ofrenes lidelse. Utilitarister er nødt til at finde på argumenter for hvorfor det i hver enkelt situation ikke vil være godt at foretage disse handlinger, selvom de umiddelbart kan virke som de utilitaristisk rigtige. Kantianismen og andre pligt-etikker, der har frihed og retfærdighed som sine principper, har ikke dette problem - for dem, er den slags forkasteligt uanset, hvor meget det ellers måtte komme andre til gavn. Begge disse eksempler afslører, at moral-filosofien også har politisk relevans.

torsdag den 28. januar 2010

Når de vilde slipper løs

Det frygtelige jordskælv i Haiti den 12. januar 2010 har udløst en international (eller måske blot "vestlig") tsunami af noget af det mest ækle og både implicit og eksplicit racistiske sensationsjournalistik *. Jeg tænker her på de utallige rapporter om "plyndringer" og "anarki" i kølvandet på katastrofen, som de fleste vestlige medier har bragt stort set dagligt de sidste par uger. Fokuseringen på "lov og orden" og frygten for "de farlige indfødte" - ofrene - er simpelthen så langt ude af proportioner, med tanke på, at der er tale om en af de værste naturkatastrofer i nyere tid med fem til seks-cifret antal døde, tusinder der stadig er fanget og døende under ruinerne, og et helt samfund, der mangler livsfornødenheder.

onsdag den 20. januar 2010

Så er jeg tilbage

Ja, nu har det ventet længe nok. Jeg vil se om ikke jeg kan komme igang med at skrive noget igen. Nej - pausen har ikke noget at gøre med det seneste indlæg. Til de, der ikke har fulgt med her på bloggen i de sidste par måneder (og hvorfor skulle i dog også det?) kan jeg oplyse, at jeg har forladt Alaska til fordel for noget varmere himmelstrøg - nemlig Norge. Jeg er altså ikke bare tilbage til bloggen, men tilbage i Skandinavien.

At pakke alt hvad man har og flytte til et andet kontinent tager noget tid. Hvordan sender man f.eks. alle sine ting halvejs rundt om Jorden? Man skal finde en lejlighed, og så er der jo et hav af bureaukrati, der skal ordnes: den amerikanske opholdstilladelse skal opsiges, man skal oprettes i det norske system, åbne en bank-konto osv.

Dertil kommer det triste fænomen, at hvis man vender blikket lidt væk fra Danmark i et par uger, så finder man først rigtig ud af hvor hurtigt det land kan gå til rotterne. Det er simpelthen for deprimerende at følge den kulturelle og politiske udvikling i det land, jeg er vokset op i, når man knap nok kan nå at skrive et indlæg om det ene demokratiske tilbageskridt, før det næste - og det tredie og det fjerde - er blevet annonceret. Når man så holder blot en kortere pause og sammenligner Danmark "før" og "efter", så får man virkelig et indblik i, hvor hurtigt det går - og får konstateret, at der ikke er nogen stopklods indbygget i "systemet", som eventuelt kunne bremse en udvikling i den gale retning. Det kan godt tage lysten fra én.

Nok om det. De sidste par måneder har jeg tilbragt i Oslo, og jeg er altså nu i færd med at blive nordmand. Det skal dette indlæg ikke handle om. For måneden før, jeg kom tilbage til Skandinavien, tilbragte jeg med at forlade Alaska. Efter den klassiske amerikanske metode: i bil fra kyst til kyst. Herunder følger en billed-reportage med udvalgte portrætter fra en måneds køretur igennem det nordligste USA. Billederne er uden kommentarer, men de er i kronologisk (og dermed geografisk) rækkefølge.