fredag den 26. marts 2010

Britisk kortlægning af terror-blogs

Den engelske regering har en plan for bekæmpelse og forebyggelse af terrorisme. Det vigtigste, ved den slags planer, er at de har et smart navn, og det lever denne plan helt op til. Den hedder CONTEST - et akronym for "COunter TErrorism STrategy". En anden vigtig ting er, at man kan opstille nogle formålserklæringer i punktform med bogstavrim. CONTEST består derfor af følgende fire elementer med hvert deres "clear objective":
Pursue - To stop terrorist attacks.
Prevent - To stop people becoming terrorists or supporting violent extremism.
Protect - To strengthen our protection against terrorist attacks.
Prepare - Where an attack cannot be stopped, to mitigate its impact.
Dette er den britiske regerings mål og strategi, og det lyder jo altsammen fint nok. Men smarte navne og rim og remser er jo ikke nok alene. Staten lever ikke af ånd alene. Der skal også oprettes institutioner og organisationer, der kan udføre det praktiske arbejde og gøre poesien til virkelighed.

mandag den 22. marts 2010

Nyheds-hælere: snyltere i mediebranchens økosystem?

Lisbeth Knudsen har et hårdt og utaknemmeligt arbejde. Nej, hun har to af slagsen. Hun er nemlig både chefredaktør for avisen Berlingske Tidende og koncernchef for virksomheden Berlingske Media. Hvis man skal dømme efter hvor meget energi, hun bruger på at klynke, så går det ikke godt i nogen af de to funktioner. Dels går det ikke så godt med det journalistiske indhold i den avis, hun er journalistisk ansvarlig for som redaktør, og dels går det ikke så godt rent økonomisk for den virksomhed, hun er ansvarlig for. Men intet af det er Lisbeth Knudsens skyld - i hvert fald ikke ifølge Lisbeth Knudsen. Det er altid alle andres skyld.

Først var det den private ejendomsrets skyld. Den giver nemlig computer-ejere ret og mulighed for selv at bestemme hvad de vil downloade til deres computer via deres browser. Det betyder, at Berlingske ikke kan tvinge internet-læserne til at se på reklamer. Derfor ændrede avisen sin hjemmeside, så den blev endnu mindre brugervenlig, for tvinge folk til at se på reklamerne. Det virkede (naturligvis) ikke - det er generelt ikke nogen god forretningsfidus at irriterere sine kunder. Hjemmesiden blev derfor bragt tilbage til sin oprindelige form, men koncernen kan stadig ikke finde ud af at tjene penge nok. Eller: de kan stadig ikke levere et produkt, som der er nok, der gerne vil betale for.

Det er stadig internettets skyld ifølge Lisbeth Knudsen. Denne gang er det ikke det, at brugerne selv har kontrol over sine browsere, der er problemet, men det at alle mulige andre også kan putte indhold på internettet. Det er altså selve internettet som princip og fænomen, der er skyld i Lisbeth Knudsens mange lidelser. I chefredaktørens klumme i denne uge klynker hun nu over, at der findes bloggere, som leverer links til hendes avis. Dette - at andre henviser til artikler i hendes medie - mener hun nu, er årsagen til, at hendes forretning ikke rigtig kører rundt.

tirsdag den 16. marts 2010

Bøsser er ligesom... [indsæt hvad som helst]

Man skal finde sig i at blive sammenlignet med meget, hvis man er homoseksuel og gerne vil have de samme rettigheder som heteroer. I USA (og af og til i Danmark) må homoseksuelle således affinde sig med at blive ikke bare sammenlignet med men sidestillede med zoofile, pædofile, bigamister m.v. Det holder aldrig til syneladende aldrig op med at være et "gyldigt" politisk (læs: tåbeligt) argument, at sige, at, hvis man giver en mand ret til at gifte sig med eller have sex med en anden mand, så er der intet, der forhindrer, at en mand også skulle have ret til at gifte sig med eller have sex med f.eks. en hund, en hest, eller en slange.

Der er altså ingen grænser for, hvad man kan sammenligne homoseksuelle med, når man gerne vil forhindre dem i at have almindelige rettigheder i samfundet. Tricket er at antyde, at hvis ens modstander går ind for den ene slags rettigheder, så går de også ind for alle andre former - derunder retten til at gøre ting, som vi ikke bryder os om.

mandag den 15. marts 2010

Hvornår tager de din stemmeret?

Af alle nederdrægtige, totalitære og menneskeforagtende tiltag kan man mene, at det at fratage folk deres stemmeret ikke er det værste. Hvad er den symbolske ret til at sætte et kryds på på et stykke papir mod f.eks. retten til mad, husly, liv, sikkerhed og frihed? - ting der længe har været under angreb, hvis man er flygtning eller migrant i Danmark. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at det repræsenterer noget symbolsk skelsættende, at regeringen i Danmark idag har besluttet at fratage folk deres stemmeret til kommunalvalgene.

Jeg bekymrer mig ikke stort over ikke selv at have udfyldt nogen stemmesedler de sidste mange år, men stemmeretten er jo af enorm symbolsk værdi i et såkaldt demokrati. Og det føles altså beskæmmende og ildevarslende, at den danske stat nu har frataget en gruppe mennesker alle andre rettigheder, så der nu kun er dette det allerhelligste tilbage: selve demokratiets symbolske fundament. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan argumentere for, at det er et godt tegn og en god udvikling, når et lands regering begynder at fratage folk stemmeretten. Det er ganske vidst en harmløs og nærmest symbolsk handling at stemme til et kommunalvalg, men i princippet er det jo selve demokratiet, der her er under direkte angreb, og den symbolske betydning er altså enorm.

Enhver der gør sig nogen forestillinger om "demokrati" og den slags, bør være stærkt bekymrede. Bør det forbløffe nogen, at medierne og "oppositionen" lader til at være stort set uinteresserede?
(Jeg har allerede brugt flere ord på dette helt reelle angreb på demokratiet end nogen af de danske medier og de to største "oppositionspartier" ser til syneladende intet problem i at rulle demokratiet tilbage)


En filosofisk føljeton om landets frihedsminister

For en uges tid siden havde jeg et indlæg på Modkraft.dk, der bl.a. blev indledt med følgende ord:
En af de mest fascinerende personligheder i dansk politik er efter min mening Han er noget så sjældent som en dansk politiker med en ideologi. Dette synes alle at være enige om. Spørgsmålet er så blot: hvilken ideologi
Jeg har bl.a. fulgt hans skriverier igennem et års tid, fordi det er min professionelle og personlige interesse at forsøge at forstå politiske og sociologiske tankesystemer og ideologier - og et sådant udgør Søren Pind. Jeg har efterhånden samlet nok materiale til at kunne gå igang med at skrive en slags analyse af Søren Pinds ideologiske udgangspunkt, med udgangspunkt i hans forfatterskab, og jeg har besluttet mig for at dele mine overvejelser med Modkrafts læsere. Den filosofiske analyse af pindismen vil blive bragt som en serie her på Modkraft - jeg gætter på at jeg vel kan præsentere et kapitel med et nyt aspekt en gang om ugen.
Dette indlæg blev bragt på Modkraft den 4. marts. Der står også en masse andet i det, men det var primært en slags introduktion, hvor jeg bød Søren Pind velkommen til sit nye "Frihedsministerium" og opridsede nogle af de udfordringer, han muligvis kan møde i sit fremtidige arbejde - samt de udfordringer, der er for os, der ønsker at forstå hans filosofiske og ideologiske udgangspunkt.

Det sidste tager jeg fat på idag med det første egentlige kapitel i den filosofiske føjleton om "Frihedsministeren". Søren Pind har erklæret, at han vil bruge sit nye embede til at kæmpe for "demokrati og menneskerettigheder", så derfor ser vi i dette kapitel nærmere på den filosofiske ministers eget forhold til netop begrebet 'rettigheder'. "Frihedsministeren" Kapitel 1: Forholdet til rettighederne kan altså læses på Modkraft.

Der vil som sagt komme flere kapitler i denne føljeton, hvor jeg vil forsøger at komme ind til kernen af frihedsminsterens filosofiske udgangspunkt og undervejs sammenholde hans filosofi med en anden ideologi, nemlig liberalismen. Når føljetonen en dag bliver færdig - dvs når jeg ikke gider at skrive mere på den - så vil jeg sikkert samle alle kapitlerne og lægge dem ind her, men indtil da, må du følge med på min blog på Modkraft.

søndag den 14. marts 2010

Gå da lige amok i nationalistisk selvfedme

Politikens redaktion: "Fantastisk idé! Hvad hvis vi f.eks. tager den nye forsvarsministers udtalelse om, at det efter hendes mening ser ud som om, det går nogenlunde med krigen i Afghanistan, og laver det om til: »Danmark vinder i Afghanistan«?

Jeg undskylder på forhånd: Jeg har ikke nogen saglige kommentarer eller analyser her. Det ville være uoverskueligt at slå ned på alt det vrøvl, der forekommer i medierne, men den her er altså så langt ude, at jeg var nødt til at udbryde:
"Hvad fanden i helvede sker der dog for jer, derinde på redaktionen? Er i da komplette imbecile idioter, der har opgivet enhver journalistisk selvrespekt? Hvordan kan noget intelligent menneske dog finde på sådan en overskrift? Ved i overhovedet hvad Afghanistan er for noget? Her er et hint: Det er ikke nogen sport, og hvis det var, så ville 'Danmark' ikke være den, der modtog sejr-pokalen. Fjolser! I er fyret!"

lørdag den 13. marts 2010

Giver deskriptive politiske beslutninger mening?

Politik er normalt noget normativt / præskriptivt. Men ind imellem tager politiske beslutninger og ideologiske holdninger karakter af rent deskriptive udsagn. Det er et interessant og lidt besynderligt fænomen. Inden eksemplerne må jeg dog først lige uddybe, hvad der menes med disse fagbetegnelser.


Ordforklaring
Normativt betyder, at det er nogle holdninger om, hvordan verden bør være - altså om, hvad der ville være mere retfærdigt, godt, moralsk, økonomisk rentabelt * m.v. Det normative sættes i modsætning til det deskriptive, som er udtalelser om hvordan, verden faktisk er. Præskriptive udsagn minder om normative, idet de handler om hvordan, noget bør være, og ikke blot om hvordan, det er, men præskriptive udsagn har som regel mere karakter af ordrer eller handlingsanvisninger, mens et normativt udsagn godt kan være en ren tilkendegivelse af en værdi uden nogen anvisning på hvordan, den bedst realiseres.

torsdag den 11. marts 2010

Hvem er 'Danskeren'?

Agger har været der. Amila har været der. Søren Thomsen har beklaget sig over det. Suzanne Brøgger har gået i dybden med det. Tendensen med at journalister ophæver alt, hvad nogle partikulære danskere gør (uanset hvor få, de er), til et universelt træk ved "danskerne".

Dette gør det lettere for os at finde ind til kernen af den "essentielle danskhed". Alt vi behøver at gøre for at finde den ægte og mest danske dansker, er at lave et klassisk venn-diagram, hvor mængderne er baseret på avisernes overskrifter om de væsentligste essentielle træk ved den monolitiske enhed "danskerne". Baseret på Amilas lille samling af avis-overskrifter har jeg lavet følgende delvise kortlægning af den nationale identitet, kaldet "danskheden".

mandag den 8. marts 2010

Hvorfor brokke sig, når man har sit på det tørre?


I lørdags bragte Berlingske Tidende en artikel med et så sexistisk sprogbrug og indhold, at jeg spekulerede i, om der måtte være tale om en officiel meddelelse fra avisens redaktion om, at de gerne ser sig fri for at have kvindelige læsere. Denne mistanke bekræfter redaktionen til fulde idag - på kvindernes internationale kampdag - ved at bringe en kronik, der erklærer kampen for ligestilling for død og overflødig.

Kronikken er skrevet af en Anne Sophia Hermansen, der udover at have været professionel smagsdommer også er pressechef og bl.a. har været kommunikationsrådgiver og presseansvarlig for adskillige virksomheder i finansindustrien (forsikringsselsskaber, banker, pensionsopsparing, kapitalinvestering og den slags). Hun benytter som sagt 100-årsdagen for den 8.marts som kvindernes internationale kampdag til at erklære dagen og kampen for død og ligegyldig. At den ikke er død vidner den mangfoldighed af aktiviteter, der foregår idag, om. Når Berlingske Tidendes kronikør finder det nødvendigt således at håbe på dens snarlige dødsfald, skyldes det altså, at hun i modsætning til hundredvis af organisationer og tusindvis af individer mener, den er ligegyldig, og at der ikke er noget at kæmpe for.

lørdag den 6. marts 2010

Nej tak, vi har læsere nok som det er

Når man indleder en artikel med sætningen:
Kvinder på hele jorden er frygtet for deres skingre, skrappe og til tider hysteriske anfald.
Og når en avisredaktion godkender dén sætning.

Hvordan kan det så tolkes som andet end, at den redaktionelle holdning er:
Berlingske Tidende er tilfreds med at være en smal avis. Udover vore klare partipolitiske sym- og antipatier har vi desuden på forhånd afskrevet halvdelen af landets befolkning som vore potentielle læsere. Vi skriver hverken for eller til de kvindelige avislæsere eller nogen andre, der måtte have nogen som helst sympati med kvindekønnet. Vi har læsere nok, som det er - faktisk vil vi gerne have endnu færre! Vi vil gerne frabede os kvindelige læsere, og vi vil under ingen omstændigheder tage imod jeres penge, så lad være med at købe vores avis!
?
Kvinder - "på hele kloden" - har forhåbenligt bedre selvværd end at støtte et politisk "nyhedsorgan", der mener de alle til hobe er en flok uligevægtige hystader, der ikke læser avis.

PS. Jeg har fjernet linket til den pågældende artikel, da Berlingske jo helst ikke vil have reklameindtægter fra de pro-feministiske, rationelle og/eller kvindelige læsere, jeg eventuelt måtte have, og derfor helst ikke vil have, at i besøger deres hjemmeside. Hvis du har Adblock eller lignende installeret, så kan du dog roligt trykke her.

fredag den 5. marts 2010

Censur / selvcensur - Danmark / USA

Politikens oversete og racistiske karikatur-tegning - eller: negere må man godt gøre grin med?

USA fremhæves ofte af naive og barnlige sjæle som "ytringsfrihedens højborg". Selv folk der efter sigende skulle have forstand på noget, lever i en fantasiverden, hvor det mytologiske USA ikke har nogen censurforanstaltninger mod fornærmende eller vulgær tale - eller videre: hvor USA ikke har langt flere af den slags foranstaltninger end Danmark har, for slet ikke at tale om en meget mere udbredt "selvcensur", hvor man gerne overholder visse rammer for sober debat (ikke at jeg er enig i rammerne, men man kan ikke have brugt megen tid i eller på USA, hvis man ikke er klar over, at de eksisterer).

Dette er så åbenlyst i strid med alle kendsgerninger, at jeg ikke gider at bringe dokumentation for det her og nu. Det ville svare til at spilde tid på at bevise, at Jorden er rund eller at ting generelt falder nedad... Det er udemærket og selvfølgelig skal det bevises, men det er nok lidt spild af tid at give sig til det overfor folk, der aktivit benægter disse elementære kendsgerninger, som de uden videre selv ville kunne få dokumentation for, hvis de gad. Det, at de holder fast i en sådan fantasisk forestilling, mens de lever i en verden, der modsiger den fuldstændigt, tyder på, at de nok vil være svære at overbevise.

Det eneste jeg vil slå fast her, det er, at, hvis et større landsdækkende dagblad i USA bragte en racistisk tegning som den, Politiken bragte igår af Mette Dreyer, så ville "helvede bryde løs" mod det dagblad, og de ville meget hurtigt bringe en slags beklagelse overfor sine læsere. Især, hvis det drejede sig om et såkaldt "liberalt" dagblad, som Politiken nok hører ind under.

Jeg ved ikke hvad det betyder, med hensyn til ytringsfriheden og debatklimaet eller race-relationer i hhv. USA og Danmark. Og jeg siger ikke at Mette Dreyers racistiske karikatur-tegning i Politiken nødvendigvis er fordømmelsesværdig (Det er ikke relevant for emnet, men efter min mening er den dum og kedelig - det er jo en 150 år gammel racistisk vittighed, som altså ikke er sjov eller original længere. Hvis man bruger racistiske elementer i sin humor, så skal man eddermame være sjov, for ellers er det jo bare talentløst dovenskab, hvor man i mangel på originale idéer sparker til nogen og regner med, at publikum vil synes det er sjovt fordi det ikke er dem selv. Hvis den racistiske vittighed ikke i det mindste er sjov, så er den vel bare... racistisk?).

Jeg konstaterer blot, at i USA ville den blive fordømt i vide kredse og vække national harme - det er en kendsgerning! Det ville være i alle medier i løbet af ingen tid, hvis et landsdækkende og indflydelsesrigt dagblad gjorde som Politiken og fremstillede afrikanere som primitive og overtroiske stammefolk, der ikke hører til i et moderne "vestligt" samfund. Også selvom det "bare" var satire. Hvis nogen er i tvivl om dette, så kender de ikke meget til forholdene i USA.

Jeg siger ikke hermed, at det er hverken værre eller bedre i USA end i Danmark. Men det er da bemærkelsesværdigt, at i Danmark bliver der ikke løftet et øjenbryn over den slags. Og selv "liberale" og "humanistiske" dagblade smider gerne tankeløst om sig med ældgamle (og kedelige) racistiske karikaturer, uden at nogen overhovedet finder det problematisk - hverken på avisens egen redaktion eller i andre medier.

Snakken om "censur" og "selvcensur" i Danmark kontra USA rammer altså fuldstændigt ved siden af virkeligheden. Der ér kraftige forskelle på Danmark og USA hvad dette emne angår - men forskellene er de omvendte af hvad mange til syneladende går og tror.

onsdag den 3. marts 2010

Sexarbejderes - og alle andres - rettigheder

Den 3. marts er den internationale dag for sexarbejderes rettigheder, erfarer jeg bl.a. gennem Modkrafts kalender. Det er med rette en international dag, for der findes næppe et eneste land, hvor der ikke er love, der på den ene eller anden måde enten kriminaliserer prostitution og andet sexarbejde direkte eller indirekte ved at kriminalisere forskellige aspekter af fænomenet.

Men hvorfor skulle jeg dog bekymre mig om det? Jeg har mig bekendt ikke noget at gøre med hverken det ene eller det andet aspekt af sexarbejde og har således ikke noget i klemme i forhold til nogen lovgivning på det område... Sludder og vrøvl! Kriminaliseringen af sexarbejde indgår i en generel stigmatisering af sex generelt, der især rammer kvinder, der er "løse på tråden" (eller kontrollerer sin egen sexualitet), og desuden har de mange absurde love konsekvenser for andre end "bare" folk der indgår i sex-branchen.

Min interesse i dette emne er den samme som min interesse i tendensen til at bekæmpe og kriminalisere migration eller forsøgene på at marginalisere og undertrykke andre medborgere. Interessen skyldes ikke, at det er "synd" for disse "andre" (bortset fra, at jeg er og altid har været migrant, er jeg på den "sikre side" mht de fleste andre kategorier af mennesker, der jævnligt forsøges underkuet). Nej, jeg er interesseret i, hvad kriminaliseringstendensen betyder for samfundet som helhed og dermed for os alle sammen. Når et samfund vælger, at kriminalisere, undertrykke og forfølge udvalgte befolkningsgrupper, så påvirker det alle i samfundet, uanset om de tilhører den udsatte gruppe eller ej, for vi skal også leve i det samfund, hvor det er normen at forfølge andre. Vi er naive, hvis "vi" - os der tror vi er på den sikre side - tror, at vi ikke også rammes af kriminaliseringen af "de andre".

Dette skal ikke blive en lang analyse af hvordan, forskellige folks rettigheder og vilkår hænger sammen, eller et detaljeret studie i de utallige groteske love og tiltag, som kriminaliserer aspekter af sexarbejde rundt om i Verden. Jeg vil blot nævnet nogle få eksempler på kriminaliseringstiltag, der har åbenlyse konsekvenser for mange andre end de, tiltagene er vendt imod, såvel som for samfundet som helhed. Eksemplerne er fra USA, men lignende love findes mange andre steder.

tirsdag den 2. marts 2010

Filosofisk konsekvent hjemmeside

Jeg var et eller andet sted på internettet, hvor jeg trykkede på et link, der pegede på adressen http://www.nihilist.dk. Hvad mon man kan finde der? Nøjagtigt hvad linket lover:

'Nihil' er som bekendt latin for 'intet', så det giver god mening, at det er lige præcis hvad man finder på en nihilistisk hjemmeside.

Det er iøvrigt ikke fordi, adressen ikke har en ejer. Går man ind på http://nihilist.dk (altså uden "www"), kommer man nemlig til endnu en pudsighed.