lørdag den 12. marts 2011

Boganmeldelse: 'Anarkismens ABC'

Denne boganmeldelse er skrevet til Kontradoxa, i forbindelse med den nye udgivelse af den anarkistiske klassiker 'Anarkismens ABC', som blev skrevet af Alexander Berkman i 1929. Teksten blev sendt til Kontradoxa for flere uger tilbage, men da der har været så meget andet og mere aktuelt i mellemtiden (et par dødsfald, oprør i Mellemøsten m.v) så er den ikke blevet bragt endnu.

Derfor bringer jeg den altså her - i klade-udgaven uden korrektur og redigering. Min tekst her er sikkert for lang, men hvis nogen skulle have lyst til at læse lidt om hvad jeg synes er det vigtigste i denne bog, så kan de læse med fra nu af.




Anmeldelse
Alexander Berkman og Emma Goldman, 1917
Alexander Berkmans ‘Anarkismens ABC’ er mere end bare en introduktion til den anarkistiske teori og ideologi. Lad mig ændre det; ‘Anarkismens ABC’ er efter min mening dén bedste og klareste introduktionstekst til anarkismen, som nogensinde er udgivet. Og det er i sig selv en hel del.

Berkman, der havde tilbragt det meste af sit liv i USA men var blevet sendt i eksil i Europa, skrev ‘Anarkismens ABC’ på opfordring fra amerikanske jødiske arbejdergrupper på et tidspunkt, hvor den radikale arbejderbevægelse i USA efter hånden var ved at blive udryddet efter de totalitære angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden under og efter Første Verdenskrig.


Let læselig og stadig aktuel
Den er skrevet til en arbejder, der er interesseret i at ændre tingenes tilstand, men som ikke nødvendigvis har anden viden om anarkismen end hvad magthavernes propaganda har fortalt ham. Den taler direkte til læseren i et let forståeligt sprog, som hverken er nedladende eller højtravende, men heller ikke forsimpler emnet eller viger udenom nogle af de svære spørgsmål.

Bogen kommer godt rundt om mange af de væsentligste emner: klasseanalyse og spørgsmålet om økonomisk retfærdighed, emner som vold og magt, strejker og faglig organisering, arbejdsfordeling i det nuværende og i det socialistiske samfund, samt noget så usædvanligt som spørgsmålet om hvordan dette fremtidige samfund vil kunne se ud og hvordan det kan opnås.

Dette gør den i en så tilgængeligt sprog, at den er bogen, som jeg altid vil anbefale, hvis nogen skulle spørge mig om råd til, hvad de skal læse, hvis de vil vide noget om anarkismen men ikke har lyst til at studere lange og tunge værker. Faktisk vil jeg også anbefale denne lille bog til de, der har mod på større værker. Det behøver jo nemlig ikke at være tør og indviklet teori for at være oplysende og interessant. En kortfattet diskussion med simple argumenter kan være lige så egnet til at få en til at tænke ny tanker.

Men selvom den er skrevet til en læser, der ikke nødvendigvis er velbevandret i socialistisk teori, så er den mere en bare en introduktionstekst for begyndere. Den er en af den slags bøger, som både taler til den person, som intet ved om emnet, og samtidigt også er interessant for de, der tror de allerede ved alt om hvad det går ud på. Og selvom du måske allerede er overbevist anarkist eller socialist, så har den stadig potentiale til at få dig til at overveje argumenterne fra en ny vinkel samt at provokere dig til at genoverveje enkelte idéer.

For selvom denne klassiker har mere end 80 år på bagen, rummer den analyser og argumenter, der er lige så relevante for socialismen i det 21. århundrede, som de var da bogen blev skrevet. Samtidig rummer den en kritik og diskussion af mange venstreorienterede – også anarkistiske – strategier, opfattelser og ideologiske blindgyder, som i høj grad er lige så aktuel idag.



Tro på menneskene
For det første beder Berkman os til at overveje de institutioner og principper, som er bærende for det nuværende samfund. Her er han ikke bare teoretisk kritisk, men tager fat på mange af de konkrete spørgsmål, som andre anarkistiske værker viger udenom.

Mange værker nøjes med en rent principiel kritik af det politiske og økonomiske hierarki, men forholder sig ikke alvorligt til det praktiske spørgsmål om hvordan tingene dog kan fungere uden de institutioner, mange idag betragter som nødvendige og samfundsbærende. Når man er vant til at få at vide, at ejendomsret og ulighed, politisk autoritet og vold, er det eneste, der kan sikre “lov og orden”, så er det nemlig svært at forestille sig, at et andet samfund faktisk er muligt.

Og før vi begynder at forestille os muligheden af et radikalt andet samfund, som bygger på helt andre værdier, så vil vi ikke være i stand til at bryde med den herskende tilstand og dens institutioner. Som Berkman siger, hviler det nuværende samfundssystem på “folkets tro på, at det er godt og nyttigt”, og “en ny social struktur” må derfor baseres på nye idéer (61).

Selvom vi måske ønsker det rent principielt, så har mange af os, når det kommer til stykket, ikke nok tiltro til os selv og hinanden til at tro på, at mennesker godt kan fungere sammen og samarbejde som ligeværdige uden politisk vold, topstyring og privilegier. Den første opgave er altså, at tage den praktiske skepsis, som langt de fleste har, alvorligt.

Berkman addresserer derfor spørgsmål som “jamen, hvis folk får lige meget, hvad så med dem der ikke gider at arbejde?” og “hvis der ikke er politi og fængsler, hvem skal så sørge for at folk ikke slår hinanden ihjel?”. Det er ikke trivielle spørgsmål, selvom de udspringer af en beklagelig mistillid til menneskeheden og en problematisk tro på de herskende institutioners evner og funktioner.

Berkman argumenterer for, at de herskende institutioner, som staten og kapitalismen, ikke skaffer hverken økonomisk eller social retfærdighed – de forhindrer hverken vold eller lediggang. Tværtimod, mener han, er det snarere dem, der skaber de strukturer, som forårsager de ting, de siger, de er til for at beskytte os imod. Det er de herskende strukturer, som fremmer og sågar belønner asocial opførsel, og det er disse strukturer, som de politiske og økonomiske institutioner er til for at opretholde (32).

I et samfund med lige frihed og lige muligheder vil disse institutioner ikke være nødvendige, og for at opnå et sådant samfund, er vi nødt til at have tillid til os selv og hinanden som sociale væsner, der både kan og vil samarbejde og yde en indsats, når vi oplever at forholdene er retfærdige. Først når vi har begyndt at skille os af med de nuværende måder at forholde os til hinanden, kan vi begynde “grundlæggelsen af nye menneskelige værdier og samfundsforhold” (72).



Revolution kræver forberedelse og mål
Det andet budskab er, at vi er nødt til at gøre os en forestilling om disse nye værdier og samfundsforhold. Man kan ikke kæmpe for noget, hvis man ikke ved hvad det er, man kæmper for. Kun ved at have en idé om det samfund, vi ønsker os, og kæmpe fokuseret og tålmodigt for dette mål kan vi opnå grundlæggende forandring.

Alt for mange revolutioner er kørt af sporet, fordi de revolutionære masser ikke var klar over hvad det var, de ville. De vidste hvad de var imod – de undertrykkende magtforhold – men de vidste ikke, hvad de ville bygge op efter at have knust de herskende institutioner. De gjorde revolutionen åben for afsporinger, hvor andre tog magten og de gamle magthavere blev erstattet af nye og de uretfærdige forhold blot skiftede navn og karakter (67).

Dette er en kritik, som i lige så høj grad rammer nutidens venstreorienterede. Det er en fejl at tro, at man kan opnå forandring ved blot at angribe de institutioner, som repræsenterer det herskende system. De økonomiske og politiske forhold er netop forhold, og de “nedbrydes ikke ved at “ødelægge og smadre ting” (70). At være frustreret over de undertrykkende og udbyttende forhold og vred på deres institutioner er ganske forståeligt, men “blindt oprør uden bestemt mål er ikke revolution” (64).

Revolutionen – det vil sige en “fundamental økonomisk, moralsk og kulturel” forandring – kan ikke være destruktiv alene, og den kan ikke foregå uden overvejelser om, hvad der er målet, og grundige og tålmodige forberedelser mod dette mål. Det er ikke gjort ved blot at knuse de herskende forholds institutioner. Denne nedbrydende fase svarer blot til det at “smøge ærmerne op som forberedelse til det egentlige arbejde” (71) – opbygningen af et nyt samfund, som bygger på helt andre principper.

Et sådant samfund kommer ikke af sig selv – heller ikke selv om man har ryddet de gamle magthavere af vejen. Det må opbygges, og for at virkelig at kunne opbygge et samfund som bygger på andre principper, er det nødvendigt at udbrede bevidstheden om og tiltroen til disse principper allerede nu ved gradvis omformning af den måde vi fungerer sammen på idag.

Det vil sige, at “hvis målet er at sikre frihed”, at “leve i fred og harmoni med sine medmennesker” og at “arbejde sammen til hinandens fordel” (72), så må man opbygge mellem-menneskelige forhold og organisationer, som bygger på disse principper idag. For kun ved at praktisere det, kan man lære enighed, samarbejde og frihed.

Kritikken af det “blinde oprør”, der angriber magtens repræsentanter og institutioner uden at opbygge en folkelig revolutionær bevidsthed, er lige så aktuel i vor tid, hvor “nihilistiske anarkister” i bl.a. Sydeuropa sender bomber til politikere og politi uden andet resultat end at styrke statens magt og svække folkets tiltro til revolutionære forandringer. Denne tendens og kritikken af den har eksisteret lige så længe som den socialistiske arbejderbevægelse har eksisteret.

Berkmans kritik af denne hovedløse strategi udspringer da også af bitter erfaring. Som ung russisk immigrant, inspireret af den russiske nihilisme, forsøgte Berkman selv at “hjælpe” strejkende arbejdere i USA ved at udføre et attentat på kapitalisten Henry Clay Frick. Selvom Frick brutalt nedkæmpede arbejderne, var der ikke mange, som havde forståelse for Berkmans “solidaritetsaktion”. Tværtimod blev mange arbejdere blev fremmedgjorte overfor anarkismen og Berkman selv tilbragte 14 år i fængsel.

I fængslet gennemgik han en ideologisk modning (som i øvrigt er beskrevet i hans fremragende selvbiografi ‘Prison Memoirs of an Anarchist’). Her fik han en dybere forståelse for hvordan magtforholdene først og fremmest opretholdes via socialisering – selv de mest asociale kriminelle i statens fængsler har egentlig en dyb tro på staten og dens “nødvendighed”. Når magtforholdene således sidder i folks bevidsthed, så kan de ikke knuses ved bomber og lignende. De  de revolutionæres primære opgave må derfor være at ændre folks bevidsthed ved oplysningsarbejde og dannelse af nye sociale strukturer.


Mod klasse-sekterisme

Bogen kan også fungere som indlæg i andre nutidige debatter på blandt andet den danske venstrefløj. Blandt andet har Berkman også nogle kritiske ord til de “tåbelige og forbryderiske” kræfter (80), der også idag forsøger at splitte venstrefløjen og arbejderklassen ved at ophæve en bestemt og snæver gruppe af arbejdere til den eneste sande arbejderklasse med patent på at have venstreorienterede interesser.

Den anarkistiske kommunisme, som Berkman står for, går netop ud på, at eftersom al produktion er samfundsmæssig og social, så giver det ingen mening at forsøge at fastsætte værdien af hver enkelt persons arbejde (35). Den samfundsmæssige produktion har lige så meget brug for transportarbejderen, landmanden, arkitekten, lægen og læreren, som den har for maskinarbejderen osv. Alle, der udfører nyttigt arbejde, er nødvendige for at samfundet kan fungere. Derfor bør alle nyde godt af frugterne af de samfundsmæssige goder.

Men det er også fordi arbejdet er socialt og vi alle har brug for hinanden, at den sekteriske fjendtlighed mellem forskellige arbejdergrupper er tåbelig. Det er kun magthaverne, der har interesse i, at en sådan fjendtlighed består, og hvis vi skal opnå grundlæggende forandringer, så må vi kæmpe sammen for et fælles mål i stedet for at konkurrere mod hinanden.

I forlængelse af dette foreslår Berkman i øvrigt, at fagforeningerne opgiver deres fag-opdeling, og istedet kæmper for at samle arbejderklassen med henblik på at bevidstgøre den om hvordan produktionen foregår, så den en dag kan overtages og drives demokratisk.

Dette kan ikke gøres så længe man er organiseret efter fag på tværs af arbejdspladser. I stedet foreslår Berkman, som de syndikalistiske fagforeninger har gjort før ham, at alle, der arbejder sammen, organiserer sig og kæmper samlet, uanset hvilken faggruppe de tilhører (90).


Visioner for frihed
Bogen slutter af med en beskrivelse af nogle af de principper et frit socialistisk samfund må bygge på, og en beskrivelse af hvordan det kan opbygges. Den tager fat på spørgsmål som overtagelsen af produktionsmidlerne, organiseringen af arbejdet, fordelingen af ressourcerne, og meget mere. Berkman insisterer på, at alt i denne proces skal foregå efter de principper, som revolutionen skal opbygge: frihed, lighed, solidaritet og fredelighed.

Selv forsvaret af revolutionen mod udefrakommende angreb, bør baseres på princippet om minimal anvendelse af vold og tvang, udfra idéerne om, at brutalitet mod ens fjender brutaliserer en selv, og at venlighed er den bedste måde at overbevise andre på. Udover at være grundlaget for den anarkistiske filosofi, er det også baseret på Berkmans egne erfaringer fra den russiske revolution, hvis afsporing til totalitært diktatur, han selv var vidne til og beskrev i bogen ‘The Bolshevik Myth’.

Det er muligt at nogen vil hævde, at en sådan beskrivelse af hvordan revolutionen kan foregå og hvordan et nyt samfund kan opbygges, er utopisk og irrelevant for de konkrete kampe, som venstrefløjen står overfor i hverdagen. Men pointen er jo netop, at man er nødt til at gøre sig nogle forestillinger om, hvad man vil på længere sigt, for at vide hvad hvordan man skal kæmpe de daglige kampe.

Under alle omstændigheder, så er det forfriskende at læse et værk fra en person, der tør at tænke videre end parolen “Et andet samfund er muligt” og kommer med konkrete bud på, hvordan dette samfund kan se ud, hvordan det eventuelt kan opnås, hvordan det kan fungere, og ikke mindst hvorfor det vil være bedre end det nuværende. Den slags visioner kunne man godt savne lidt på den danske venstrefløj.


Forkortet udgave

Jeg behøver næppe at sige, at jeg synes det er fantastisk og virkelig tiltrænkt, at ‘Anarkismens ABC’ endelig er udkommet igen på dansk. Den blev udgivet sidst i Danmark i 1973, men har ikke været til at opdrive i mange år.

Den nye udgave baserer sig på den tidligere danske oversættelse, men forlaget har givet den en sproglig redigering, så den nye version er skrevet på et lidt mere moderne og mere læsevenligt dansk. Det har de gjort godt, og der er ingen meningsforstyrrende korrektur-fejl eller dårlige oversættelser.

Til gengæld kunne jeg næsten godt tænke mig, at de havde smidt den gamle danske tekst ud og lavet en fuldstændig ny oversættelse til moderne dansk, da der hist og her stadig er nogle lidt pudsige sætningskonstruktioner – det er dog ikke noget der forstyrrer.

Jeg blev dog en smule skuffet, da jeg først gik igang med at læse den nye danske udgave og opdagede at den er meget kortere end min engelske version af bogen. Det skyldes at bogen aldrig er blevet oversat til dansk i sin fulde længde.

Berkmans værk blev oprindeligt skrevet i 1929 som en række artikler til det amerikansk-jødiske arbejder-tidsskrift ‘Freie Arbeiter Stimme’, og har siden været udgivet i forskellige versioner med titler som ‘The ABC of Anarchism’, ‘What Is Communist Anarchism?’ og 'Now and After'.

Den engelske version er inddelt i sektionerne ‘Now’ og ‘After’ – ‘Nu’ og ‘Efter’ – og den danske udgave er desværre kun en oversættelse af den del af det oprindelige værk, som beskæftiger sig med visionerne for det fremtidige samfund. Denne forkortede udgave blev udgivet i England i 1942 og er altså en slags “krigs-udgave”.

Det er da også denne del af bogen, der er mest interessant, da det er her den anarkistiske filosofi bedst beskrives og visionerne udfoldes, mens den første del af det oprindelige værk er mere historisk.

Ønsker man at læse om Berkmans kritik af kapitalismen, reformistisk parlamentarisme, fagforeningernes pamperisme, den autoritære kommunisme og det sovjetiske parti-diktatur, så må man stadig have fat i en udgave på et andet sprog.

Måske bliver denne del også oversat en dag, så dette hovedværk indenfor anarkistisk litteratur endelig kan læses i sin fulde længde på dansk.





Alexander Berkman: ‘Anarkismens ABC’, oprindeligt skrevet i 1929, genudgivet på dansk, december 2010 af Hydra Bøger. Første oplag (der var meget lille) er allerede udsolgt fra forlaget, men jeg har ladet mig fortælle, at der bliver trykt flere. Bogen kan i øvrigt downloades gratis (og lovligt) her (pdf)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar