lørdag den 12. marts 2011

Boganmeldelse: 'Tankekrimi'

Nu er jeg er igang med at bringe boganmeldelser, så kommer der lige én til. En ældre sag, nemlig min anmeldelse af den danske oversættelse og remix 'Days of War Nights of Love', der er skrevet af det amerikanske Crimethink-kollektiv. Den danske udgave har fået titlen 'Tankekrimi'. Herunder følger min anmeldelse, som blev bragt på Kontradoxa med overskriften "Apolitisk hedonisme" (ikke en overskrift jeg selv valgte, men bevares - den udtrykker nogenlunde mine pointer).


Anmeldelse: Apolitisk hedonisme
Bogen Tankekrimi er en dansk udgave af det amerikanske, anarkistiske kollektiv CrimeThink’s Days of War Nights of Love, som udkom i 2000, og som bestod af en række filosofiske og kultur-kritiske essays om alt fra lønarbejde og politisk aktivisme til hygiejne og seksualitet.

Den danske udgave er ikke identisk med den amerikanske. Nogle af de originale kapitler er blevet skåret fra eller forkortet, og til gengæld har de danske udgivere indsat enkelte egne essays, hvilket gør den danske udgave til et selvstændigt og personligt.

At oversætte hele Days of War.. og beholde den oprindelige form ville da også være en enorm stor opgave. Udover de filosofiske essays indeholder den oprindelige udgivelse en mængde grafiske kollager (inspireret af og til tider direkte hugget fra situationisternes kultur-kritiske kollager, der gør brug af reklame-verdenens billedsprog), digte og løsrevne strøtanker samt en serie mere eller mindre sandfærdige beskrivelser af historiske begivenheder, der har til hensigt at illustrere oprør og anti-konformisme.

Det er efter min mening denne lettere kaotiske blanding af form og indhold, der gjorde Days of War.. interessant, men der er desværre lagt langt mindre vægt på dette aspekt i den danske udgave, der er langt mere tekstbaseret og «lineær«, selvom den stadig rummer en del grafik – også grafiske værker, som det danske udgiver-kollektiv selv har stået for.

Som med den originale udgave er der ingen copyrights på det danske værk, og læserne opfordres til at kopiere både tekst og grafik og bruge det til sine egne formål – ganske som forfatterne selv har hugget materiale og idéer fra tidligere værker.

Tankekrimi er desværre ikke er særligt godt oversat, og sproget forekommer langt fra naturligt og glidende.
At oversætte kræver ikke bare, at man er nogenlunde god til det sprog, der skal oversættes fra – det kræver først og fremmest at man er god til det sprog, man skal oversætte til, så man er i stand til at tage en sætning og oversætte den til noget, man faktisk selv ville sige på ens eget sprog. Men med denne bog kan man simpelthen mærke, at man læser en oversættelse fra engelsk.

Det giver dele af bogen et stift og unaturligt sprog, med vendinger og ord, der hist og her ikke giver mening på dansk eller er alt for højtravende og knudret, hvilket er ærgerligt, da bogen er skrevet som en indføring i tanker, der handler om at dyrke det autentiske og naturlige uden komplicerede begreber eller analyser.
Dette gælder dog ikke hele oversættelsen, der tydeligvis er lavet af forskellige personer med forskellige sproglige evner.

Jeg tager hatten af for det store arbejde, de danske udgiver – der så vidt jeg ved ikke er professionelle – har gjort, men bogen kunne godt have brugt en ekstra omgang redigering.

Det går langt bedre i de kapitler, som de danske udgivere selv har skrevet. De er udtryk for skribenternes egne, personlige tanker og følelser, hvilket ikke alene gør dem mere interessante, men også gør at sproget naturligvis glider langt bedre.

I det hele taget synes jeg, at de nye danske essays er nogle af de bedre bidrag, der gør værket til mere end en oversættelse af noget, man måske allerede har læst.

Da den danske udgave ikke er sat op på samme måde som den amerikanske, og kapitlerne ikke har samme overskrifter, er det svært at få overblik over, hvad der er nyt. Men der er i hvert fald tilføjet nye essays med tanker om køn, seksualitet, børneopdragelse og moral, og afsnittet om arbejde er blevet redigeret, så nogle af de amerikanske stemmer er blevet flettet sammen med tanker fra Danmark, hvilket fungerer glimrende. Fornuftigt er det også, at bl.a. afsnittet om religion, der indgår i den amerikanske udgave, er blevet fjernet, da det ikke har så megen relevans for danske aktivister.

Den danske udgave ender således med at have essays om autoritet og hierarki, kapitalisme og lønarbejde, forelskelse, seksualitet og kønsroller, opdragelse, kultur, medier, propaganda og socialisering, kunst, forbrug, butikstyveri og meget mere.

Kapitlerne og analyserne er af svingende kvalitet, men med de mange forskellige emner rummer bogen noget for de fleste.

Jeg vil ikke forholde mig til de konkrete essays, men i stedet give min personlige kritiske vurdering af værkets gennemgående idéer. Kritikken skal ikke forstås som en afvisning, men som en vurdering af begrænsninger og problematiske aspekter.

Kritisk gennemgang

CrimeThink-fænomenet er udpræget »post-modernistisk«. Postmodernismen karakteriseres ofte som afvisning af «de store fortællinger«, blandt andet de politiske ideologier og forsøg på at lave sammenhængende analyser og grundlæggende forandringer af samfundet.

I stedet dyrkes ofte en opgivende holdning eller ironisk distance til drømmen om et radikalt andet og mere retfærdigt samfund eller – som i tilfældet CrimeThink – en indstilling om, at eftersom revolution og masse-bevægelse er omsonst og hverken samfundet eller befolkningen generelt kan forandres, så bør de frigjorte individer løsrive sig og leve deres liv, som de har lyst til, uden at søge at organisere større forandringer i det økonomiske og politiske system.

Det kan resultere i en apolitisk, hedonistisk individualisme, hvor det »frigjorte« individ forfølger sine egne lyster på trods af den herskende elendighed (uden at forsøge at forandre den) eller i mere konstruktive forsøg på at danne små »modstandslommer«, dvs. mindre samfund, der udgør alternativer til og frirum fra det herskende samfund (der måske kan give inspiration og etablere spirer til et andet samfund).
Begge strategier findes og anbefales af CrimeThink-fænomenet, men desværre er det den førstnævnte, der er dominerende i bogen.

Days of War Nights of Love – og den danske Tankekrimi – virker mest af alt som en lommepsykologisk selvhjælpsbog til den frustrerede teenager, der er ramt af eksistentiel angst og meningsløshed.

Selvom der bestemt er tiltag til politiske og sociale analyser, så er projektet først og fremmest en moralsk og psykologisk søgen efter autenticitet i en verden, der opfattes som kunstig og uautentisk.

Værket beskæftiger sig meget med kapitalismen, men rummer ingen analyse af det økonomiske system, eller hvordan man kommer det til livs. Kritikken drejer sig ikke om kapitalismens indbyggede udbytning, fattigdom og ulighed, men fokuserer i stedet på en foragt for reklame-verdenens ensretning, forbruger-kulturen, lønarbejdet, den rutine-prægede »småborgerlige« livsform og andre »uautentiske« relationer og aktiviteter.

Selv kolonialismen begrædes primært fordi den medfører et tab af »unikke kulturer«.
Det kapitalistiske system er altså kort sagt »kedeligt« – ordet forekommer omkring et dusin gange i den forkortede danske udgave af bogen.

I stedet for den »kedsommelige« kapitalistiske livsform sættes et æstetisk, psykologisk og socialt ideal, hvor den enkelte opfordres til at opsøge spænding, autenticitet og lidenskab.

Det »anarkistiske« menneske nægter, ifølge CrimeThink, at spilde sin tid med kedeligt og fremmedgørende lønarbejde og ensformig underholdning. Hun vælger i stedet at male graffiti og stå på skateboard i byens parkeringspladser, finder sin mad blandt kapitalismens overproduktion i supermarkedernes containere eller stjæler den direkte fra supermarkederne for ikke at deltage i og lade sig begrænse af det økonomiske eller juridiske system.

Alt dette kan gøres indenfor kapitalismens rammer, hvis blot man nægter at lade sig begrænse af de kulturelle normer og de økonomiske forhold. Selvom der er tale om et liv, der ikke bidrager til opretholdelsen af det økonomiske system, burde det dog også være klart, at der er tale om en total afhængighed af det selvsamme system, og at det er en strategi, der ikke på nogen måde forandrer systemet.

Det giver anledning til en række modsigelser, der ikke adresseres i værket. På den ene side ophøjes denne drop out-strategi som »den mest effektive protest«, og på den anden side anerkendes det i bogen, at ingen butikstyveri-kampagne e.l. nogensinde kan tvinge kapitalismen i knæ – det er handlinger, som er indkalkuleret i systemet, og som det sagtens kan leve med.

Hvorfor er de så så vigtige ifølge forfatterne? Simpelthen fordi et liv »på kanten« af samfundet giver mere spænding og dermed mere autenticitet – det giver anledning til at »leve mere intenst«. Det autentiske liv behøver ikke at vente på »det fremtidige samfund«, men kan realiseres her og nu, hvis bare man tør tage springet ud på de »70.000 favne« og ind i det lovløse liv.

At det ikke er alle – endsige de fleste – der har mulighed for at leve dette »frigjorte« liv, da de fleste på denne jord jo er tvunget til at arbejde for at kunne overleve og brødføde deres familier, er ikke et spørgsmål, der synes at bekymre de kulturelle rebeller. Det giver hele projektet en bismag af elitær avangardisme – eller slet og ret et ungdomsoprør, der nok skal falde til ro en dag.

Ind imellem kammer det sågar over i en arrogant og hånlig foragt for den »konforme« middelklasse og de håbløse lønarbejdere, der ikke har taget livet i egne hænder eller valgt at leve deres liv på en anden måde – som når det påstås, at alle vi, der lever i monogame parforhold (eller i ægteskabets »kedelige og livløse rammer«), umuligt kan opleve ægte »kærlighed og seksuel lidenskab«, eller når arbejdsløshed og fattigdom gøres til en morsom udfordring, der giver livet krydderi.

I overensstemmelse med værkets generelle form fortælles det ikke, at de »70.000 favne« er et citat af Søren Kierkegaard, men værket har faktisk mange ligheder med Kierkegaards eksistentialistiske forfatterskab.
Kierkegaard foragtede også den uautentiske »småborger«, der bare lever sit liv uden at tage stilling til det, og ligesom CrimeThink-forfatterne længtes han (eller hans litterære figur) også efter det mere »intense liv«, som bl.a. kunne findes i Det Gamle Testamentes drabelige fortællinger og i Shakespeares værker.

Tankeforbryderne forbliver dog på det stadie, Kierkegaard ville kalde »æstetisk« – de søger spænding og konstant nye intense oplevelser, men ifølge Kierkegaard vil den evige og desperate søgen efter nydelse uden plan eller sammenhæng efterhånden resultere i et tab af mening. At leve i trods og gøre alt det, der er forbudt, er nok at nægte at leve konventionelt, men det er stadig ikke at tage ansvar for sit eget liv.

Det individuelle drop out-oprør er heller ikke at tage ansvar for at analysere og forandre samfundet i solidaritet – ikke foragt – med andre.

CrimeThinks »radikale« opfordring om, at alle bør leve en boheme-livsstil, hvor man ikke bidrager til kapitalismen, og deres reduktion af kapitalismen til et »kedeligt« samfundssystem, er i værste fald en hån mod de millioner af mennesker, der ikke har andet valg end at slide sig ihjel – eller alternativt: at organisere sig og kæmpe med livet som indsats.

I bedste fald er det bare ligegyldigt. Forfatterne ved godt, at det ikke vil ændre kapitalismen, hvis nogle mere eller mindre privilegerede personer i den vestlige verden »dropper ud« i et par år. Desværre har de bare ikke andre løsninger.

Den post-modernistiske og anti-ideologiske frygt for at virke »dogmatisk« sætter dem ude af stand til at turde at forsøge at foretage systematiske analyser, at kæmpe for grundlæggende forandringer og at komme med dristige visioner for en radikalt anderledes verden.

Frygten for »konformitet« og »massebevægelse« gør, at de afholder sig fra at beskæftige sig med kollektive og organiserede kampformer, der kan udfordre og ændre magt-forholdene.

Revisionisme

Dertil kommer, at opfattelsen af den individuelle løsrivelse er decideret historisk revisionistisk, når denne holdning tilskrives anarkismen som ideologi og bevægelse.

I bogen påstås det, at ingen »kan (..) forestille sig hvordan det virkelig ville være, eller for den sags skyld hvordan man opnår anarki - ikke engang anarkisterne selv,« men dette er jo kun en halv sandhed.
Det er muligt, at nogle anarkister ikke kan forestille sig, hvordan deres samfundsideal kan realiseres, men det har langt fra altid været sådan.

Anarkismen var i hvert fald engang en bevægelse, der hverken var bange for at foretage en systematisk analyse af de politiske og økonomiske forhold eller at gøre sig forestillinger om, hvordan en bedre samfundsorden kunne se ud, og hvordan den kunne realiseres.

Det er meget muligt, at man ikke i dag i detaljer kan planlægge, hvordan samfundet skal se ud i morgen, men det er ingen undskyldning for ikke at gøre sig forestillinger om hvordan det kunne være og hvilken retning man selv ønsker at det skulle tage.

På den anden side er der ikke noget nyt i den »post-modernistiske« modstand mod omfattende filosofiske systemer og ideologier – den går lige så langt tilbage som de filosofiske systemer og ideologier. Den anarkistiske bevægelse har da også altid rummet individer, som insisterer på, at ingen kan diktere eller planlægge fremtiden, og at det slet ikke er det væsentlige i forhold til at starte med at opbygge nye mellem-menneskelige relationer, der bygger på andre principper end de herskende autoritære og fremmedgørende forhold.

Dermed har forfatterne altså ret, når de påpeger, at anarkismen også er det, de kalder »en individuel måde at orientere sig på og forholde sig til sig selv og andre«. De har bare ikke ret, når de reducerer anarkismen til dette aspekt.

Som sådan er CrimeThink-fænomenet egentlig udmærket. På trods af de til tider usammenhængende analyser og de individuelle og ikke særligt revolutionerende strategier fungerer de mange personlige essays udmærket som en påmindelse om, at et andet samfund kun er muligt, hvis vi selv begynder at forholde os anderledes til hinanden og – ikke mindst – os selv.

Tankekrimi er ikke til megen hjælp, hvis man søger efter grundige analyser af kapitalismen eller efter revolutionære strategier, men den giver et indblik ind i frustrationen over de herskende samfundsforhold og i nogle flygtige idéer om, at ting godt kan være anderledes.

Hvis den dermed kan give inspiration til analyser og samfundsforandrende kampformer, så kan den godt anbefales – især til yngre folk, der endnu ikke har snuset til så megen politisk teori og ikke kan overskue at kaste sig over de mere »tørre« værker. Bogens personlige stil gør netop, at den kan tale til folk, der deler nogle af de samme følelser, uden endnu at have artikuleret dem i en dybere samfundsanalyse.

Jeg er ikke bekymret for, at den leder »ungdommen på afveje« og skaber en generation af skateboardene og grafitti-malende butikstyve, der tror, at det er en erstatning for organiseret kollektiv kamp for grundlæggende samfundsforandringer. Den slags vil der nok altid være, og de gør hverken politisk skade eller gavn.
Tankekrimi har derimod potentiale til at være et springbræt, der åbner læsernes lyst til at drømme og giver dem blod på tanden til at til at lære mere om, hvad anarkistisk teori og organisering egentlig går ud på.

Under alle omstændigheder, så er Days of War... efterhånden – på godt og ondt – blevet en moderne »klassiker« blandt den samfundskritiske ungdom, og det er altid godt at få flere politiske værker oversat til dansk.

NB. Da værket ikke opererer med sidetal kunne den forudgående kritik ikke give specifikke citat-henvisninger.
Værket kan til gengæld downloades gratis i sin fulde længde på www.tankekrimiminalitet.tk, hvor det er muligt at søge i teksten.
Ellers koster bogen kun 100 kroner og kan bl.a. købes på revoshop.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar