fredag den 18. marts 2011

Menneskesyn? Det bruger vi ikke her. Heller ikke ordbøger

En lidt ældre sag, som jeg gerne ville kommentere på dengang jeg så den, men som altså har ligget i rodeskuffen i et stykke tid:

For at lave konsistent politik må man have en politisk ideologi. For at have en politisk ideologi må man have et menneskesyn. De politiske ideologier bygger nemlig på forskellige menneskesyn, som fører dem til deres respektive samfunds- og statsopfattelser. Politik handler jo om hvad "det gode samfund er", og da et samfund består af mennesker, må man nødvendigvis starte med at have en idé om hvad "mennesket" er, og hvad der er godt for det.

Det her burde ikke være provokerende eller kontroversielt for nogen. Men det er det åbenbart for Dansk Folkeparti, som officielt ikke har noget menneskesyn. Ifølge partiet er alt det, jeg skrev ovenfor, i det hele taget løgn, for deres officielle politik er, at begrebet "menneskesyn" slet ikke findes. Tværtimod, mener de, er det et ord, som er opfundet for nylig af venstrefløjen alene for at drille Dansk Folkeparti.

I et brev fra Dansk Folkepartis Pressetjeneste oplyser Kenneth Kristensen Berth således, at:
"Begrebet menneskesyn er opfundet til lejligheden for at kritisere Dansk Folkeparti for vores holdning til udlændinge- og indvandrerområdet. Begrebet er lanceret af venstrefløjen og er fuldstændig tomt for mening."
Nå for søren. Så skal jeg åbenbart have skolepengene igen, for jeg har ellers bl.a. haft et fag på universitetet, hvor vi havde en bog, der hed "Syv teorier om den menneskelige natur", hvor vi netop lærte om forskellige menneskesyn igennem tiden. Men det var altså bare venstreorienteret propaganda om et begreb, der er fuldstændigt tomt for mening. Måske var faget endda udelukkende udbudt for at kritisere Dansk Folkeparti (selvom jeg ikke erindrer at vi beskæftigede os med dem).

Dansk Folkeparti har da ellers været glade for at samarbejde med regeringspartierne Venstre og Konservative, men de to partier er åbenbart også en del af den venstrefløj, som har opfundet et tomt begreb alene for at kritisere DF. I hvert fald kan man i partiet Venstres principprogram bl.a. læse om "det liberale menneskesyn" og andre steder kan man læse konservative forklare hvad "det konservative menneskesyn" går ud på. Men det er altså bare venstreorienteret propaganda fra de liberale og konservative.

Men det er ikke kun i politik, man opererer med menneskesyn. Overalt kan du finde dette - ifølge DF propagandistiske, løgnagtige og meningsløse - begreb. Både KFUK og Blå Kors fortæller f.eks. at de bygger på "det kristne menneskesyn", ligesom muslimer kan fortælle om "Islams menneskesyn". Andre steder kan man læse om "Freuds menneskesyn" og Wikipedia nævner både "det dualistiske", "det naturalistiske" og "det eksistentialistiske menneskesyn".

"Fuldstændig tomt for mening" kan det altså ikke være. Hvis man slår ordet op i ordbogen, så får man da også en længere tekst, som forklarer dets betydning.


Uvidenhed som politisk ideologi
Det skulle press Kenneth Kristensen Berth nok have gjort inden han skrev det brev - altså slå op i ordbogen.

For det viser sig, at han slet ikke aner hvad ordet "menneskesyn" betyder, og at han altså ikke har noget grundlag for at udtale sig om, hvorvidt det er meningsløst eller opfundet af venstrefløjen. Til Politiken uddyber han nemlig sit standpunkt:
"Jeg har ikke noget menneskesyn. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg har aldrig forstået det begreb og mener ikke, at det findes som begreb"
At Dansk Folkeparti officielt ikke mener at begrebet "menneskesyn" findes, det har vi allerede slået fast, så det interessante i Kenneths uddybning er altså "jeg ved ikke hvad det betyder". Nej, det gør du nok ikke...

... og dog.

Udover at være specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste er Kenneth Kristensen Berth altså også uddannet i historie og sociologi på Københavns Universitet. Han kan altså forhåbenligt ikke være så uvidende og uoplyst, som han giver udtryk for. Han må vide, at "menneskesyn" er et begreb, som faktisk findes og har mening - og går meget længere tilbage end både Dansk Folkeparti og venstrefløjens kritik af partiet.

Det ved han da i virkeligheden også godt. Han fortæller nemlig, at:
"Jeg svarer på spørgsmålet som specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste, og ikke som en person, der har læst sociologi på Københavns Universitet på et tidspunkt, for så kunne jeg sagtens begynde at ridse filosofiske og vidensteoretiske overvejelser op fra ende til anden".
 Aha! Du ved altså udemærket godt hvad ordet betyder! Du har lært om det på universitetet! Du kan endda ridse filosofiske overvejelser op fra ende til anden om det begreb! Hvorfor sagde du så lige, at du "aldrig har forstået det begreb"? Du mener altså slet ikke det du skrev i dit brev, da du udtalte dig på vejne af dit parti? Det var bare ... hvad? Meningsløse ord? Noget du opfandt til lejligheden?

Det er især interessant, synes jeg, at han her gør opmærksom på og understreger, at der er forskel på den Kenneth Kristensen Berth, som har læst på universitetet og godt ved hvad ordene betyder, og den Kenneth Kristensen Berth, som er specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste. Den belæste og uddannede mand er ikke den mand, som er aktiv i det politiske parti. Dem må man skelne imellem. Det er akademikeren Kenneth Kristensen Berth, som kan "ridse overvejelser op fra ende til anden" om et begreb, og DF-eren Berth, som siger "Jeg ved ikke, hvad det betyder".

Det er en politisk beslutning, at Dansk Folkeparti ikke anerkender ordet "menneskesyn" - sandsynligvis fordi de ikke bryder sig om at diskutere åbent, hvilket menneskesyn, der ligger til grund for partiets politik. Kenneth Kristensen Berth er en belæst mand, som godt ved hvad ordet betyder. Men når han optræder i sin politiske rolle som talsperson for Dansk Folkeparti, så er han nødt til at lade som om han er uvidende og ubegavet. 

Det siger vel egentlig en del om partiets menneskesyn.

3 kommentarer:

  1. Infomedia afslører også, at Kenneth Kristensen godt vidste hvad "menneskesyn" betød tilbage i 2003, da han i et læserbrev i Jyllands-Posten kritiserede menneskesynet hos nogle muslimer:

    "Netop for at modvirke dette forkvaklede menneskesyn er det absolut nødvendigt, at tilknytningsforholdet til hjemlandet skal være afgørende i sager om familiesammenføring, så naturligvis skal Rola og Nabila aldrig have en fremmed muslimsk ægtemand til landet."

    Måske har han sidenhen glemt hvad det betyder :-)

    SvarSlet
  2. Interessant. Tak for den oplysning Polyb.

    SvarSlet
  3. Hehe.
    De er sku sjowe.

    SvarSlet