mandag den 21. marts 2011

Fri og offentlig videnskab

Videnskabelig forskning er en offentlig og social beskæftigelse. Med det mener jeg ikke bare, at det vi i Danmark kalder "det offentlige" - dvs de skattefinancerede institutioner - bedriver og betaler for meget eller det meste af grundforskningen. Nej, jeg taler om den kendsgerning, at videnskab trives bedst i en offentlig debat hvor teorier lægges ud til almen beskuelse og almen kritik, efterprøvelse og diskussion. Ingen videnskab eller forskning er privat, da det altid skal afprøves offentligt og da det altid bygger på de resultater, teorier og diskussioner, som har gået forud.

Det er i et sådant klima - med mest mulig offentlig debat - at videnskaben trives bedst. Det er her folk kan blive inspireret af hinanden, forbedre hinandens teorier, bruge hinandens resultater og metoder med nye vinkler og på nye områder, og så videre. Det er i et sådant klima, at forskningen er bedst, da det er her, den kan blive udsat for mest mulig kritik, alternative vinkler, afprøvning og modbevisning. Jo større en offentlighed der har adgang til at deltage i den videnskabelige praksis, dets bedre bliver denne videnskab. Jo mere man holder sine resultater for sig selv, dets mindre pålidelige er de.


Offentligt tilgængelig videnskab
Derfor skal forskningsresultater og videnskabelige teorier naturligvis, så vidt muligt, være offentligt tilgængelige. Det betyder ikke bare at de skal være tilgængelige for en lukket kreds af andre forskere i det samme felt, eller at de skal være tilgængelige for dem, som betaler for det. Det betyder at de skal være offentligt tilgængelige. Dvs frit tilgængelige for alle!

Ikke alene vil det give bedre forskning. Det vil også muliggøre en langt mere oplyst offentlighed, idet lægfolk - de, som ikke er forskere - vil have mulighed for at følge med i den løbende videnskabelige diskussion, sætte sig ind i de(n) videnskabelige metode(r), og generelt holde sig informeret om forskningens fakta og teorier.

Derfor nytter det ikke noget, at det meste forskning stadig "offentliggøres" i utilgængelige tidsskrifter, som offentligheden ikke har adgang til med mindre de arbejder på en forskningsinstitution, som betaler for et abonnement. Abonnementer på de snævre fagtidsskrifter er dyre og næppe noget man holder, hvis ikke man selv arbejder indenfor det respektive område. Selv de forskere og universiteter, der befinder sig indenfor det akademiske område, har ikke altid råd til at abonnere på de relevante fagtidsskrifter - det gælder f.eks. fattigere universiteter i "udviklingslande" m.v.

Men selv hvis det var billigere, er det stadig en enorm barriere, at man skal betale for at få adgang til de artikler, som fortæller om den "offentlige" forskning, da det gør at man som menigmand ikke bare lige kan gå til kilden og se hvad videnskaben faktisk siger om et eller andet emne. Hvis videnskabelige artikler blev lagt ud på nettet uden betalingsfiltre og medlemsbarrierer, så ville enhver kunne finde faglig og saglig viden ved blot at foretage en simpel internetsøgning. Internettet ville blive en sand vidensbase, som alle havde adgang til (forudsat at de har adgang til internettet).


Klynk og virkelighed
Det er med andre ord en rigtig god idé, når EU og det danske Videnskabsministerium foreslår, at de danske universiteter og andre forskningsinstitutioner indfører en bevidst "Open Access-strategi, der så vidt muligt skal give fri adgang til offentligt finansierede forskningsresultater i Danmark."

Idag er det nemlig sådan, at det meste forskning bliver offentliggjort i private tidsskrifter, som ikke er offentligt tilgængelige. Disse tidsskrifter får således copyright - dvs eneret - på den viden og den debat, som ellers burde være offentlig.

Det strider som sagt ikke bare mod det videnskabelige ideal om offentlig debat - det er også økonomisk hul i hovedet. Forskningen er som sagt en social og offentlig beskæftigelse, og i Danmark er forskning hovedsageligt financeret af "det offentlige". Derfor giver det ikke megen mening, at resultaterne af denne offentlige praksis udgives i lukkede tidsskrifter, som man skal betale til private firmaer for at få adgang til.

Men de private forskningstidsskrifter i Danmark er ikke glade for denne udmelding. Der har været klynk fra en række af disse - både i de naturvidenskabelige og de humanistiske dicipliner - som råber op om at en sådan bevidst politik om at tilstræbe offentlig tilgængelig videnskab vil føre til de akademiske tidsskrifters død. De mener, at deres eksistensgrundlag vil forsvinde, hvis ikke de kan tilbageholde viden og holde den akademiske debat indenfor en lukket kreds af betalende læsere.

Dette er noget hysterisk vrøvl. Eller i hvert fald et udtryk for at de danske tidsskrifter ikke har fulgt med i den internationale udvikling. For virkeligheden idag er, at over 20% af de peer-reviewede videnskabelige artikler udgives som Open Access - altså med offentlig adgang - og der er idag over 6.000 akademiske og videnskabelige tidsskrifter, som udgivet under en Open Access-licens. Selv forlaget Springer, som er det største forlag for videnskabelige tidsskrifter i verden, tilbyder forskerne at udgive deres resultater på en Open Access-licens.

Det er altså fuldt ud muligt for videnskabelige tidsskrifter at overleve - og tjene penge - på at gøre deres artikler frit tilgængelige for hele det videnskabelige og det menneskelige samfund.


Lad forfatterne betale
Hvordan det? Primært fordi forskerne og forskningsinstitutionerne jo selv er interesserede i at de videnskabelige tidsskrifter findes og at deres artikler kan blive offentliggjort. Sagen er nemlig den, at det vigtigste for en forsker og en forskningsinstitution ikke er at have mulighed for at læse om andres forskning, men at de har mulighed for at skrive om sin egen forskning.

At læse om andres forskning er naturligvis vigtigt for at man kan holde sig selv opdateret, men hvis man vil gøre karriere eller være et anset universitet, så er det antallet af de artikler, man selv har offentliggjort, som er penge værd. At skrive videnskabelige artikler og få dem offentligjort er den måde, man gør sig selv mere værd på, indenfor den internationale forskning idag. Groft sagt skriver man ikke videnskabelige artikler for at glæde et tidsskrift eller andre forskere, men for at pleje sin egen karriere. Jo flere artikler, du har skrevet, dets mere kan du forlange i løn, når du søger nyt job eller lønforhøjelse.

 Det åbner for hvad der måske for udenforstående virker som en absurd situation: At man sagtens kan tilbyde alle gratis at læse artiklerne, mens man kræver penge fra forfatterne for at trykke deres artikler!

De danske tidsskriftsredaktører klager sin nød og siger at det jo koster penge at læse korrektur og lave peer-review på videnskabelige artikler. Det har de helt ret i. Men hvem er det, de gør dette arbejde for? Det er jo for den forsker, som har indsendt dem en artikel, som skal rettes til, skrives om, og så videre. Det er forskeren selv, som har en interesse i at artiklen bliver trykt.

Det er altså ikke så ulogisk som det måske lyder: Man kan sagtens kræve pengene fra forfatteren og derefter gøre artiklen frit tilgængelig for læserne. Det er faktisk sådan tusindvis af videnskabelige tidsskrifter fungerer. Og det fungerer fint!

I virkeligheden er det jo ikke forfatteren som personligt betaler. Han eller hun har jo fået en sum penge til at lave sin forskning og det er naturligt at en lille del af de penge kan sættes af til at få resultaterne offentliggjort. Ligeledes er det naturligvis noget arbejdsgiveren - altså forskningsinstitutionen - vil betale for, da offentliggørelsen af forskningsresultater er en del af den ansattes arbejdsopgaver. Det går altså ikke ud over den enkelte forskers privatøkonomi.

En anden mulighed er at forskningsinstitutionerne betaler for medlemsskab og abonnement på de videnskabelige tidsskrifter. Altså ligesom idag, men omvendt: De betaler ikke for at deres ansatte skal kunne læse artiklerne, men for at deres ansatte kan offentliggøre artikler. Et universitet eller en anden forskningsinstitution er nemlig interesseret i, at så mange af dets ansatte som muligt får offentliggjort artikler, fordi institutionen dermed stiger i prestige blandt det internationale forskningsmiljø og dermed også deres mulighed for at få flere midler.

Det er altså ikke så absurd at kræve betaling fra forfatterne eller deres arbejdsgiver, da offentliggørelsen af deres artikler, er i deres egen økonomiske interesse. Det er det videnskabelige miljø, som har den største interesse i at deres resultater bliver offentliggjort og kommer ud til offentligheden. Dels fordi det giver den bedste forskning, og dels fordi offentliggørelse af egne artikler er "cool cash" i den akademiske verden idag.


Stop klynkeriet
Så, til de mange danske redaktører rundt omkring, som klager og klynker over at i bliver bedt om at komme ind i det 21. århundrede: Se jer omkring, kig ud i verden og se hvordan andre gør. Det er tydeligvis ikke så umuligt som i giver udtryk for - massevis af videnskabelige tidsskrifter klarer sig fint, selvom de udgiver under open access. I har bare ikke forstået hvad det er i gør og kan, hvem i gør det for. Det er forskerne i arbejder for, og det er dem i kan kræve betaling fra.

Men jeg er heller ikke sikker på at ministeriet eller EU har forstået hvordan tingene hænger sammen. Da forskningen i Danmark jo primært foretages og financeres af "det offentlige", og da det er dem, som bedriver forskningen der har interesse i at få udgivet sine artikler, så vil det naturligvis være "det offentlige" som skal betale for udgivelsen af videnskabelige artikler - mod at offentligheden får adgang til at læse dem. Skal tidsskrifterne overleve med Open Access, så kræver det betaling fra forskningsinstitutionerne - og det vil jo i høj grad sige: fra staten. Bare lige så vi har det på rene.

Open Access kan ikke "dræbe forskernes tidsskrifter". Det kan tværtimod gøre dem bedre og give bedre forskning. Det vil også gøre det mere attraktivt at udgive sine artikler i jeres tidsskrifter - da stadigt forskere nemlig selv vælger kun at offentliggøre sine artikler i tiddskrifter der er offentligt tilgængelige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar