lørdag den 30. april 2011

Se nu hvad i har gjort!

For et par dage siden skrev jeg et længere indlæg om et statsligt kommuniké, som ukritisk blev viderebragt i de fleste af landets medier, selvom enhver burde have lært nok historie i skolen til at vide, at indholdet var løgn og vildledende propaganda. Det var som sagt et stykke statsligt propaganda, som konstruerede en nationalistisk myte om, at:
.. danskerne er et særligt etnisk og genetisk ensartet folkeslag, som altid har beboet dette område og kun har fået børn med hinanden, således at alle "rigtige danskere" kan spore sine genetiske rødder tilbage til en eller anden oprindelig "ur-danskhed" - mens invandring på den anden side er et særligt nyt fænomen. Alle elementer i denne myte er som bekendt falske.
2 dage efter ser jeg så en nyhed, som bekræfter, hvor langt ude det er, når staten og journalisterne går sammen om at konstruere propagandistiske myter for nationalistiske formål.

Idag bringer Ekstrabladet et interview med celebrity-nazisten, Daniel Carlsen, som har ambitioner om at blive parlamentarisk politiker. Hans politisk mål er blandt andet at alle "ikke-danskere" skal smides ud af Danmark. Hvordan definerer han så "ikke-danskere"? Her et citat:
Vi skal have alle ikke-danskere ud af landet. Politikerne kalder alle mulige mennesker for danskere, hvis de har fået statsborgerskab, men det gør vi ikke. Man er kun dansker, hvis man biologisk set er dansker.
At en erklæret nazist er en fatsvag ignorant med gevaldige huller i sin historiske og biologiske viden bør næppe overraske. Men hans debile idé om, at der er et særligt "dansk gen" eller at man på nogen måde meningsfuldt kan tale om en "biologisk dansker", bliver jo desværre bekræftet af regeringens - og mediernes - lige så debile og ignorante nationalistiske myter om, at der skulle eksistere en særlig unik og ubrudt biologisk folke-genealogi fra nutidens danskere og langt tilbage i fortiden.


Løgnagtig regeringspropaganda bekræfter nazistisk race-teori
Nazisten Daniel Carlsen ved en demonstration i Aalborg (fra Modkraft.dk)
Nazisten Daniel Carlsen har ifølge Ekstrabladet "endnu ikke taget stilling til, hvor mange generationer tilbage i sin familie, man skal kunne påvise rene, danske gener, for at få lov til at blive i landet," men hvis han skulle basere sit racerenhedsprogram på statens løgnagtige propaganda, så kan han trygt vælge, at man skal have dansker-blod" i årene mange generationer tilbage for at tælle som en "biologisk dansker". For ifølge regeringen og dens villige stab af journalister er det jo kun omkring 10% som er "indvandrere eller efterkommere af indvandrere".

Hvis han derimod skulle basere sine planer om etnisk udrensning på elementær saglig og faktuel viden, så ville han være nødt til at vælge et meget lavt tal, hvis han ikke har tænkt sig at udrense størstedelen af Danmarks befolkning. For sandheden er jo, at det er de færreste i Danmark, som kan som kan spore sin slægt mere end 3-5 generationer tilbage, før de støder på en "indvandrer" i stamtræet - alle danskere er altså "efterkommere af indvandrere".

Det er bare ikke den sandhed som fremgår af den statslige propaganda - tværtimod bekræfter regeringens løgnagtige kommuniké jo Daniel i hans forskruede opfattelse om, at der er et biologisk element i det at være dansk.

Daniel Carlsen baserer næppe sin nazistiske ideologi på noget som helst sagligt grundlag. Men det er sgu da for dumt, at statens ministerielle pressemeddelelser har et så løsagtigt forhold til saglighed og faglighed, at de ligefrem kan fungere som grundlag for nazistiske programmer for race-renhed. Og det er da for dumt, at medierne ukritisk viderebringer den slags usaglige vås uden at stille et eneste spørgsmål til det.


PS. Læs mere om Daniel Carlsen på Redox.dk

1 kommentar:

  1. "Dansker-blod", jøsses. Man tænker uvilkårligt på blodtransfusioner. Kan en eller anden ikke grave i nazistens egen familie og finde de indvandrere, han selv stammer fra? Når nu almindelig skolelærdom ikke lader til at trænge igennem.

    SvarSlet