torsdag den 22. december 2011

Opgøret med 'ekspertvældet' fortsætter

Her er et ikke utypisk eksempel på hvordan forholdet mellem politikere og fagfolk kan forløbe:

1: Folk med faglig, videnskabelig baggrund skriver en videnskabelig rapport til regeringen, som skal bruges til at give politikerne en faglig viden, de kan handle ud fra. Det er regeringen selv, der har bedt forskerne om at skrive denne rapport.

2: Inden rapporten overhovedet er færdig og offentliggjort, får en minister nys om en lille del af indholdet og skynder sig at tage affære og kræve forbud på baggrund af hvad hun tror hun ved.

3: En af forskerne, der har skrevet rapporten, fortæller ministeren, at hun har misforstået konklusionen, og at hendes reaktion er forhastet.

4: Ministeren fortæller forskeren - som jo er den person, der har lavet den rapport, som skulle give ministeren faglig viden, som hun skulle kunne handle ud fra - at han tager fejl, og at hun ved langt mere om emnet, end han gør.

Spørgsmål: Hvorfor bestiller ministerierne og politikerne så overhovedet den slags rapporter? Hvorfor lader de som om, de er indstillet på at lytte til videnskaben, hvis de alligevel tror, at de ved, at de selv ved bedre, end dem som faktisk ved noget om emnet, og derfor ikke har tænkt sig at lytte til dem? Hvorfor så ikke bare skære alle bånd mellem videnskab og politik og droppe forestillingen om at politikere handler ud fra nogen form for faglig viden?


Forløbet i denne historie er jo ikke enestående. Men bemærk alligevel den absurde "samtale", hvor ministeren udråber sig selv til større ekspert end den ekspert hun selv har bedt om at lave en ekspert-vurdering. Det drejer sig som sagt om en rapport, som endnu ikke er offentliggjort, men som ministeren alligevel bruger til at kræve en række politiske forbud og indgreb:

Til dette siger forskeren bag rapporten bl.a.:
Ministeren er for hurtig på aftrækkeren. (..) Meget tyder på, at det ikke har den store betydning (..) Risikoen er ukendt. (..) Sagen er mere kompliceret, end at man skal komme med en ministersmart udmelding. 
Ministeren svarer så forskeren med ordene:
Vi ved...
Jeps. Ministeren "ved". Misteren ved - det vil sige hun har en overbevisning, som hun ikke har det mindste tvivl om rigtigheden af. Det er mere end hvad videnskabsmanden har. Han har bare teorier, som først må afprøves og testes. Ministeren ved at der må handles. Forskeren ved at der må laves mere forskning. For forskeren er verden kompliceret, for politikeren er det et spørgsmål om at stemme "ja" eller "nej". Det er nærmest to uforenelige verdenssyn.

Nu drejer denne historie sig om et emne, hvor det måske godt kan være på sin plads, at handle uden sikker viden, fordi det når det drejer sig om visse ting, er bedre at være på den sikre side. Hvis noget måske er giftigt, og det ikke er strengt nødvendigt, så kan man sagtens argumentere for, at det kan forbydes indtil man har fundet ud af om det er sikkert eller ej. Det er ikke det jeg argumenterer mod her. Det er derimod ministerens påstand overfor videnskabsmanden, at hun "ved" - hvilket hun så åbenbart ikke mener, at han gør. Men hvorfor har hun så bedt ham om at lave en videnskabelig rapport?


Som sagt er denne historie ikke enestående. Tværtimod forekommer den slags jo hele tiden. Politikere kan beslutte sig for at noget er sandt, og så nytter alverdens forskning ikke. Andre eksempler er de politiske beslutninger om at "fængselsstraf virker kriminalitetsforebyggende", at "liberalisering fører til lavere priser", at "klimaforandringerne ikke er menneskesskabte" og lignende påstande, hvor politikerne har besluttet sig for, at de simpelthen bare "ved" noget, som ellers går stik imod alt hvad de, der har forsket fagligt i emnet. Disse eksempler, og flere til, skrev jeg om i dette indlæg.

Men når man har det sådan, hvorfor så overhovedet lade som om, at man tager udgangspunkt i noget videnskabeligt? Hvorfor så ikke bare droppe alle forestillingerne om at politiske beslutninger bliver truffet ud fra saglig viden? Hvorfor ikke bare erklære, at regeringsførelse er noget rent normativt som udelukkende foregår ud fra politikernes "værdier" og ideologi?

Eller med andre ord: Hvorfor holder politikerne ikke bare op med at bruge udtrykket "vi ved", når det de i virkeligheden mener, er "vi mener" og "vi føler"? Det ville da ligesom være mere ærligt, og ikke nødvendigvis værre, synes jeg.

2 kommentarer:

  1. VHS: »Hvorfor holder politikerne ikke bare op med at bruge udtrykket "vi ved", når det de i virkeligheden mener, er "vi mener" og "vi føler"?«

    Jammen, det gør de såmændt også, sommetider:

    BRIAN MIKKELSEN: »Vi har valgt at tage en politisk beslutning som siger at vi vil sætte den ned til fjorten år, fordi at vi vil stoppe ungdomskriminaliteten. Så sætter vi hårdt ind. Vi er uenige med mange af de kriminologer der mener at straf ikke hjælper, og der har vi jo en holdning i den borgerlige regering til, at straf hjælper!«

    Kilde: www.youtube.com/watch?v=n7kmq19Vpxg

    SvarSlet
  2. Så. Nu lader det til at ministeren har taget skridtet til at kriminalisere al tatovering i Danmark (med mindre det udføres med ren blåbærsaft):
    http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/sygdom/ECE2001313/nye-regler-kan-goere-alle-tatoveringsfarver-ulovlige/

    SvarSlet