søndag den 30. december 2012

Danskernes Parti (uddrag af en jammerligt kedsommelig tale)

Jeg faldt tilfældigvis lige over formand Lars Løkke Rasmussens tale Lars Løkke Rasmussens tale ved Venstres landsmøde den 17. november 2012.

Den er interessant i sin kedsommelighed og mangel på politisk ideologi eller vision. De idéer og værdier, der trods alt præsenteres, lyder ærligt talt som god gammeldags konservatisme. Der er ikke meget liberalistisk frihedskamp, individualisme, markedsideologi eller fokus på politiske rettigheder i formandstalen på årsmødet for det parti, der kalder sig "Danmarks Liberale".

Tværtimod blev der lagt vægt på traditionelt konservative dyder som sparsommelighed og mådehold, talen var en hyldest til den konservative anti-ideologiske ideologi og pointerede, at det er ligegyldigt om det er markedet eller det offentlige som leverer en ydelse, så længe "det virker". Der blev gjort kraftig brug af kollektivistisk og korporativistisk tænkning, som ellers normalt ligger liberalismen fjernt, men bestemt ikke er fremmed for konservatismen - blandt andet i følgende passage, som jo lige så godt kunne være udtalt af en formand fra et parti der ligger længere til højre og/eller længere oppe af den totalitære akse (mine fremhævninger):

tirsdag den 4. december 2012

Konservativ historieløshed

Et interessant aspekt ved politisk ideologi er, at det er de, der er allermest optaget af at "forsvare" de nationalistiske symboler, traditioner og myter, som ved allermindst om dem. Måske er denne uvidenhed en del af forklaringen på deres hysteriske kamp?

Først var der Dansk Folkepartis nye formand, Kristian Thulesen Dahl, der hævdede at kæmpe for at bevare det, der ifølge hans grænseløse historieløshed har været "vores kristne kulturarv gennem 6.000 år". Det er altså godt 5000 år mere, end der har været kristne i Danmark, og godt 4000 år længere end kristendommen har eksisteret på Jorden.

Og idag hævder den lige så historieløse uddannelsesordfører for De Konservative, Mai Henriksen, at "I Danmark har vi været præget af kristendommen i årtusinder."

I årtusinder? Virkelig? 

Det siger hun minsandten som et argument for at ikke at forandre noget i Folkeskolens religionsundervisning. Noget tyder på, at hun selv nok kunne have fortjent en lidt bedre religionsundervisning - og historieundervisning. Og hun er altså ordfører for uddannelse! For et parti, der hævder at gå op i ting som almen dannelse, viden om national kultur og historie m.v. En person, der mangler helt banal viden om kristendommens historie, er undervisningsordfører for et parti, der hævder at have kristendommen som sit holdningsmæssige grundlag? Vorherrebevares...

Det er da interessant, at nationalister er de, der ved mindst om sin egen nation, og konservative er de, der ved mindst om den historie, de ønsker at konservere.

Se også: 
- Harald Blåtand, kristendom og nationalistisk mytedannelse 
- Historierevisionisme som propaganda  
- Ideologi & Demografi: Danmark 
Se nu hvad i har gjort!
- Graffiti: En del af dansk kulturarv

onsdag den 28. november 2012

Al-awda, Søren Pind

At den kulturkonservative nationalist, Søren Pind, ønsker at deportere flygtninge til drab, tortur, fængsel, krig og anden undertrykkelse er hverken nyt eller overraskende. Manden er det modsatte af "liberal", idet han mener, at rettigheder kun er noget man har i kraft af nationalitet og at stater og nationer har forrang overfor individer - statsløse og flygtninge har altså ingen rettigheder og kan ikke vide sig sikre i Søren Pinds verdensopfattelse.

Men Søren Pind kan ikke få sin vilje over hele Verden, bare fordi han har en anden opfattelse end den juridisk gældende. Blot fordi han erklærer, at menneskerettigheder og internationale konventioner er noget pjat, gør ikke hans vision til virkelighed. Så han kan selvfølgelig gentage sine menneske- og frihedsfjendske ønsker alt det han vil - det bliver de ikke realiseret af, for der er ingen, der behøver at adlyde hans såkaldte "krav". Han er ikke længere minister i Danmark og han har slet intet at skulle have sagt over andre lande.

Hans "krav" bliver heller ikke mere relevante af, at han ytrer dem i forbindelse med en afstemning om at give et besat område observatørplads i FN. At politikere fra det Palæstinensiske Selvstyre får en observationsplads og mulighed for at holde taler i New York gør jo ikke området mindre besat i virkeligheden. Opgraderingen i FN gør det ikke mere muligt for flygtningene at vende tilbage til sit hjemland, der stadig er kontrolleret af Israels militær og regering.

søndag den 25. november 2012

Bernard-Henri Lévy er stadig en lallende idiot

Lad os sætte tingene på plads: Voldtægtsapologeten

Lad os sætte tingene på plads: De Israelske hærstyrker forlod Gaza betingelsesløst i 2005 på den daværende premierminister Ariel Sharons initiativ. Siden da har der ikke været nogen israelsk militær tilstedeværelse på området, der således for første gang i historien er under palæstinensisk kontrol.
Hver eneste sætning i det afsnit er løgn. Og det er bare indledningen, men med sådan en start så følte jeg ikke nogen grund til at læse videre [men hvis du er interesseret, og hvis du kan fransk, så gennemgår Alain Gresh de resterende løgne her].

søndag den 4. november 2012

Nogle menneskeliv er intet værd i danske medier

Hvis man kun læser danske medier, så kan man let få det indtryk, at Orkanen Sandy kun har hærget i USA, at det kun er amerikanske byer, der er blevet ødelagt, og at det kun er amerikanere, der er døde.

Hvis man f.eks. søger på "Sandy" på Politikens hjemmeside, så er den fuld af artikler om stormens rasen i USA, og hvordan amerikanerne forholder sig til det - men der er ikke én eneste (i hvert fald ikke i de første 20 artikler), der handler om stormens konsekvenser i lande udenfor USA. Her er to screenshots (klik for større format):

tirsdag den 30. oktober 2012

Sundhedsskadelig psykologi

En af grundene til at jeg spurgte om 'psykolog' var en beskyttet titel, er at hvis det er, så mener jeg,* at nogen bør undersøge, om Anne Knudsen eventuelt bør miste den på grundlag af det hadske vrøvl, hun (hvor ellers?) har skrevet i Politiken om folk med andre seksuelle lyster end hendes egne.

En psykolog bør vel have forståelse for andre mennesker og blandt andet være bevidst om at menneskeheden og den menneskelige psykologi er mangfoldig og kompleks. En psykolog bør møde folk uden fordomme og fordømmelse, hvis hun skal være i stand til at hjælpe dem. Gør hun ikke det, så tvivler jeg på at hun kan være en særligt god psykolog.

En psykolog bør desuden holde sig langt fra at påstå, at folk har voldelige traumer og oplevet sexovergreb i barndommen, hvis vedkommende ikke har klare faglige grunde til at konkludere noget sådant At påstå den slags uden grundlag kan seriøst skade en patient, som er i psykologens mentale magt!

Endvidere bør en psykolog kende forskel på seksuelle overgreb mod børn på den ene side og voksne menneskers frivillige udlevelse af sine seksuelle fantasier og lyster med en bevidst samtykkende partner. Kan hun ikke det, så mener virkelig hun er inkompetent til vitale dele af sit arbejde.

En psykolog bør også kende forskel på grundlæggende forskellige begreber som "tvang" og "frivillighed". Det er komplicerede filosofiske begreber, men en psykolog bør sgu vide, at der er relevant forskel - i det mindste psykologisk.

Anne Knudsens kronik er én lang illustration af at hun ikke besidder nogen af disse kriterier. Hun sidestiller pædofile overgreb mod børn med voksne menneskers samtykkende sexliv. Hun fordømmer disse voksne mennesker og bilder dem (og læserne) ind, at deres seksuelle lyster er usunde ting, der bør undertrykkes, og at de "i virkeligheden" er resultater af, at de alle er blevet udsat for voldelige overgreb fra deres forældre. Endvidere bilder hun dem og os ind, at de slet ikke har nogen fri vilje, og at de uanset hvad de selv tror "i virkeligheden" er hjernevaskede slaver og psykisk syge - altsammen uden at hun på nogen måde har foretaget nogen som helst faglig bedømmelse af sine ofre.

At udvælge citater ville kræve at jeg gengav hele kronikken, for den er én lang omgang had og fordømmelse mod folk med andre seksuelle lyster end Anne Knudsens egne - en fordømmelse, der foregiver at hvile på et fagligt psykologisk grundlag, og derfor er så meget mere skadelig og farlig, end hvis den bare havde været skrevet af en almindelig fordomsfuld idiot. Jeg tager dog lige et enkelt citat:
Alle forsøg på forklaringer om, at det handler om voksne mennesker, der gør det frivilligt og så videre, er kort og godt bullshit. Forestillingen om, at det skulle handle om fri vilje, er en massiv fortrængning af den benhårde realitet.
Bullshit, Anne Knudsen. Det er hvad din kronik er. Og det er hvad din titel som psykolog er. Hvis du imødekommer dine patienter med den fordomsfuldhed, det had, og den fordømmelse og forudindtagede diagnosticering, som du her udviser, så er du en direkte fare for dine patienters helbred, og du bør øjeblikkeligt ophøre med enhver psykologisk praksis. En psykolog har stor magt over sine patienters følelser og selvværd, og Anne Knudsen siger højt og klart, at hun ikke er villig til at tage det ansvar en sådan magt kræver.



*Det mener jeg nok egentlig ikke. Jeg går ikke ind for berufsverbot mod folk bare fordi de skriver noget i en avis, der teknisk set diskvalificerer dem til at varetage sin profession. 

Sexistisk psykologisk sludder

Jeg ved ikke om 'psykolog' er en beskyttet titel i Danmark. Hvis det er, står det skidt til, for en mand, der kalder sig 'psykolog' har skrevet noget værre lommepsykologisk sludder om kvinders mentale begrænsninger i det "senmoderne samfund" (begrænsninger den mandlige psyke ikke har, må man formode, da kronikken vel ellers ville handle om mennesker). Jeg gider ikke at dissekere hans misogyne vås, der blev bragt i Politiken - for det har Tænketanken Mandfjols taget sig tid til - men følgende inkompetente vrøvl illustrerer det intellektuelle niveau:
Der skal ikke meget til for Der er så mange kvinder, der vælger at leve alene i dag, at de bogstaveligt talt kun kan gribe i egen barm.
"Bogstaveligt talt"? Virkelig? Bogstaveligt?

Jeg er ret sikker på, at Jacob Vindbjerg Nissen bogstaveligt talt ikke ved hvad "bogstaveligt talt" betyder.

onsdag den 24. oktober 2012

Politiske løsninger

En masse arbejdsløse i Danmark står til at miste sin indtægt inden længe på grund af regeringens beskæring af dagpengene. Det har regeringen heldigvis en politisk løsning på. Her er to overskrifter fra i dag:


Smart og forudseende!
Så er der aktiveringsprojekter til alle og de arbejdsløse bliver stadig sikret et minimumsgrundlag.

søndag den 2. september 2012

Hmm... homohykleri?

21. august 2012: Dansk Folkeparti kræver, at regeringen stopper ulandshjælpen til Uganda, fordi Uganda har stærkt homofobisk lovgivning.

Blot fire dage før: Dansk Folkeparti sammenligner danske homoseksuelle med hunde, og hævder at det at udvide reglerne om forældremyndighed, så de også beskytter folk, der ikke er i hetero-kerne-far-mor-og-barn-familier, fører til at folk også kan gifte sig med dyr.

Min personlige mistanke: DF er næppe motiveret af en bekymring og respekt for Ugandas homoseksuelle (eller homoseksuelle i det hele taget) så meget som en generel modvilje mod at give penge til folk i Afrika. Deres retorik i kampen for at bevare hetero-kernefamilien som den eneste legitime minder i hvert fald en del om den, der netop også har drevet de ekstreme homofobiske love i Uganda.

torsdag den 30. august 2012

Om maskulin usikkerhed og bureaukrati

Kære sognepræst, Poul Joachim Stender - og alle andre, der lider af kastrationsangst og neurotisk usikkerhed ved samme anledning.

Hvis din "mandighed" afhænger af et enkelt tal, som staten har givet dig (et tal, der for Poul Joachim Stenders vedkommende ikke engang eksisterede da han blev født), så må jeg med beklagelse meddele dig, at du med en vis sandsynlighed allerede ér kastreret. Hvis din selvsikkerhed afhænger, af at staten bekræfter din "mandighed", så er den ikke særligt meget værd. Du bekræfter blot at den netop ér en social (politisk) konstruktion, hvis du tror den forsvinder ved en ændring i det politisk-bureaukratiske registreringsapparat.

Mon ikke du overlever på trods af dine - ærligt talt forholdsvis bagatel-agtige - neurotiske problemer? Andre, med noget mere alvorlige identitetsproblemer, behøver vel ikke at lide på grund af din personlige usikkerhed? Kan du ikke bare være dig selv og lade andre være sig selv?

Jeg anbefaler jer alle at tale med en psykolog om jeres "maskuline usikkerhed".
Det var alt.

Nu tager jeg til queerfestival.

lørdag den 18. august 2012

Venstre vil afskaffe engelsk-undervisning i folkeskolen

... og tysk og fransk og alle de andre fremmedsprog, der undervises i i landets folkeskoler og gymnasier og andre offentlige uddannelsesinstitutioner.

I hvert fald ifølge Inger Støjberg, som udtaler:
I Danmark taler vi dansk. Man har ret til at lære alle de sprog, man vil, men det skal foregå i fritiden. Det er ikke en offentlig opgave.
Det er jo så godt nok en direkte løgn, når hun siger, at det ikke er en offentlig opgave i dag, for det er det faktisk. Adskillige regeringer og folketingssamlinger har vedtaget gang på gang, at det faktisk er en offentlig opgave at sørge for at børn lærer forskellige sprog ud over dansk. Det hun mener må derfor være, at hun ikke ønsker, at det skal være en offentlig opgave, og at hendes parti, Venstre, altså vil arbejde på at ændre loven, sådan så det ikke længere vil være muligt at blive undervist i ikke-danske sprog i en offentlig institution.

Det er dog stadig en ret grotesk holdning... hun kunne jo lige så godt erklære, at uvidenhed er partiets ideologi og at de helst ikke ser, at andre lærer noget.

... men måske taler Inger Støjberg slet ikke på partiets vejne, når hun siger, at Venstre arbejder for at fremme uvidenhed? Lad os lige vente og se om hun får en reprimande fra partiet i morgen (jeg holder ikke vejret i spænding).

mandag den 13. august 2012

Børnearbejdere i Statens tjeneste

Læg lige mærke til den sætning, jeg har fremhævet i følgende citat fra en artikel i Berlingeren (der har den fra Fyens Stiftsidende):
I 2008 blev det gjort obligatorisk for seksårige at begynde i børnehaveklasse. Det koster samfundet mange penge at udskyde børnenes debut på arbejdsmarkedet og holde dem i børnehave et år til, lød en af begrundelserne. Dog har det siden været muligt at udskyde skolegangen ved at søge dispensation.
 Det var godt nok en sætning der gav mig en WTF?-oplevelse. Jeg læste den igen og igen, men den blev ved med at sige det samme. Jeg genlæste hele artiklen, men intet sted står der noget andet end at den nye lov er til for at skubbe børnene hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Det er det eneste argument, avisen skriver om.

Der er intet om børnenes tarv, forældrenes interesser, vigtigheden af at lære noget... Kun: børn skal hurtigt i skole, så de hurtigere kan blive færdige, så de hurtigere kan blive producenter, så staten kan tjene flere penge. Vi taler om 6-årige børn, som udelukkende betragtes som kommende producenter!

WTF?

Demokratisk forår i DF?

Apropos ”nazistister” og anti-demokrater (jeg må godt ifølge Ole Hyltoft): Nu hvor den ubestridte formand for DF, Pia Kjærsgaard, ikke længere ”stiller op til genvalg” (som om der nogensinde var noget, der lignede et egentligt valg i det parti), kan man så fremføre et forsigtigt håb om, at Dansk Folkeparti vil blive et demokratisk parti med fuldt medlemsdemokrati og den slags?

Mig bekendt har der aldrig været mere end én kandidat, som medlemmerne kunne ”stemme” på til formandsvalget, men nu er der jo god tid, så alle medlemmer kan overveje om de vil stille op, og der kan være en seriøs og grundig diskussion internt i partiet og lokalafdelingerne om hvem, der bedst kan repræsentere partiet i fremtiden. Når hun sådan annoncerer det til alle landets medier, så må det vel være for at sikre, at processen for at finde den næste formand bliver så demokratisk som mulig.

Godwins Lov ophævet?

Apropos komplet historieløshed:
Den af Dansk Folkeparti udpegede næstformand for DR, Ole Hyltoft, har gudhjælpemig sammenlignet alle muslimer med Hitlerjugend og sidestiller det, at DR bringer en udsendelse om den muslimske helligdag Eid, der markerer afslutningen af Ramadanen, med det tidligere Dansk Folkepartis glorificering af Hitler-tyskland. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige andet end… NØJ, HVOR ER DET DOG DUMT!!

Hvor ér det dog ubegavet og komplet historieløst! Og desuden fuldstændig respektløst overfor ikke bare danske borgere, der fejrer Eid, men også overfor nazismens ofre. Ole Hyltofts udtalelse er så eklatant stupid, at den springer ud af skærmen og slår mig i hovedet med sin dumhed.

Virkelighedsfjern og historieløs økonomisk teori

Ind i mellem er der noget på internettet, der er så dumt, at det springer ud af skærmen og gør ondt.

Sådan var det blandt andet, da jeg læste Ole Birk Olesens (LA) seneste blogindlæg på Jyllandsposten. OBO har fundet en statistik - en yderst mangelfuld statistik - som illustrerer, at nogle europæiske lande er gået fra at have et relativt lavt bruttonationalprodukt per indbygger til i løbet af 60 år at have halet ind på Danmark og nu ligger på omtrent samme niveau. De har altså haft en kraftig vækst, mens Danmarks økonomi har været nogenlunde stabil.

torsdag den 26. juli 2012

Harald Blåtand, kristendom og nationalistisk mytedannelse

Arkæologer har for nyligt fundet nogle kristne gravpladser i Danmark fra 800-tallet. Det er ca. 100 år før Harald Blåtand lod nogen skrive på Jellingestenen, at han "gjorde danerne kristne".

Det er jo interessant nok i sig selv, men ikke for journalister, der har behov for at fordreje videnskabelige opdagelser, så de passer ind i en eller anden fjollet nutidig kontekst.

onsdag den 25. juli 2012

Pinds magtfilosofi - nu i opposition

Stanken af magt omgærder udenrigsministeriet
Det er titlen af Søren Pinds seneste indlæg på Berlingeren. Indlægget er en forfriskende (fra den side) kritik af USAs krigsforbrydelser, men den primære kritik går på den danske udenrigsminister, som ifølge Pind ikke har taget kraftigt nok afstand fra disse. Indlægget slutter med følgende (fornuftige omend jeg aner en smule hykleri hos forfatteren) ord: "Bvadr. jeg kan godt forstå, venstrefløjen er ved at gå i opløsning i Danmark. Principper er der ingen tilbage af. Alt er kun stanken af magt."

tirsdag den 24. juli 2012

Omvendt bevisførelse fra forbudstilhænger

Søren Mehl Knudsen er læge. Han er også repræsentant for Ateistisk Selskab i noget de kalder "religiøstmedicinske anliggender". Han har skrevet et læserbrev til information, hvor han tordner mod alle, der forsvarer retten til at lade nyfødte drenge omskære (en praksis der foregår i det meste af verden - især i den angelsaksiske). Han mener det skal forbydes, men giver ikke mange argumenter for hvorfor. I stedet påstår han at samtlige argumenter imod et forbud hverken er "gyldige" eller "rationelle".

Det er en noget omvendt argumentationsform, for det er et udbredt princip i demokratiet og retsstaten, at det er de, der vil have at staten skal forbyde noget, som har bevisbyrden. Det kræver stærke argumenter at forbyde folk at gøre noget, mens man som udgangspunkt ikke behøver at forklare sig hvis man bare vil have ret til noget (med mindre der altså er stærke argumenter for et forbud).

onsdag den 11. juli 2012

Sammenhæng mellem skat og moral?

Skattetryk er årsag til manglen på moral

Det er overskriften på et blogindlæg i Politiken skrevet af den politiske ordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll.

Det lyder jo spændende for en der er interesseret i filosofiske emner som moral og etik. Der må her være tale om en teori om, at folk bliver mindre moralske des mere de skal betale i skat - hvilket ærligt talt ikke er noget, jeg har stødt på i de både teoretiske og empiriske ting, jeg har læst om emnet. Kan det virkelig passe at folk bliver mindre villige til at hjælpe andre, jo mere de skal betale i skat, som vel i teorien netop bruges til at hjælpe andre?

Det kommer selvfølgelig an på hvad man mener med ordet "moral". Det lader ikke til at Simon Emil Ammitzbøll har samme definition af ordet, som jeg anvender her.

torsdag den 31. maj 2012

Akademiske sær-regler for politisk teori?

Facebook så jeg forleden et meget surt indlæg fra en (liberalistisk) politisk aktivist, som harcellerede over, at Københavns Universitet havde lagt "lagt lokale og rygte" til en "stærkt politisk" gæsteforelæsning med en amerikansk forsker, hvis forskningsområde netop er politisk retorik. Det var åbenbart "uværdigt for en [sic] universitet" - alene fordi hans forelæsning altså bar præg af hans holdninger.

Som forsker bør man naturligvis være saglig og basere sine argumenter i - velfunderede argumenter - men umiddelbart kan jeg ikke se hvorfor det skulle være forbudt at have og ytre sine holdninger indenfor de forskningsmæssige og akademiske rammer. Eller rettere: Det er det jo heller ikke, når det gælder alle mulige andre akademiske områder end netop det politiske.

fredag den 25. maj 2012

Vrøvl og løgn i medierne om den norske statskirke

Der er grænser for hvor mange gange, jeg kan høre på det samme vrøvl og de samme falske påstande, før jeg må til tasterne og sige "Det passer jo ikke!" Overalt i de danske medier (og nogle af de norske) kan man i disse dage høre at Norge har gennemført en adskillelse af kirke og stat og afskaffet statsreligionen. Dette er ikke bare misvisende og dårlig journalistik - det er decideret og direkte løgn.

Norge har IKKE afskaffet statskirken eller statsreligionen, og Norge har IKKE adskilt kirke og stat. Den norske grundlovsændring kan dårligt være et "eksempel til efterfølgelse" for Danmark, for de ændringer, der nu bliver gennemført i Norge, er ændringer Danmark har gennemført for længe siden.

- Læs resten på Modkraft

Politiske tæsk

Her er et næsten en måned gammelt indlæg, som jeg skrev til Modkraft og ikke har fået delt med de eventuelle læsere, jeg måtte have her på bloggen:

Igår havde jeg min første fuld-kontakt (thai-) boksekamp. Jeg fik selvfølgelig tæsk, hvilket så sandelig også var, hvad jeg havde forventet, men jeg gav alt, hvad jeg havde, og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra en enkelt skade, som jeg gerne ville have været foruden (en smadret storetå), har kroppen det fint. Selvfølgelig er jeg øm over det hele, og kan mærke, at jeg har brugt mine muskler og fået slag, men det er faktisk en dejlig følelse at kunne mærke sin krop.

Hvad der er mere relevant er, at den kropslige følelse - efter at have overvundet den instinktive angst overfor at blive slået og sparket på og have gjort sit bedste i en hård fysisk kontaktsport - fører til en særlig mental følelse: Den fysiske energiudladning bliver til en mental energi. Efter kampen er kroppen slidt, men mentalt rider man på en bølge af energi - en følelse af, at man satme gjorde det, og at man kan gøre det igen! Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg festede igennem bagefter, men i de få timer, jeg var oppegående efter kampen, var jeg fuld af energi og glæde.

fredag den 18. maj 2012

Så bliver det ikke mere mere uliberalt


Som sagt - det bliver ikke mere uliberalt end dettte. Mød Ridder Samuel:

Hvad ville en ægte liberal mon sige til at få tilbudt en aristokrat-titel fra monarken? Lad os spørge P.A. Heiberg:
Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne.
Bonus-idioti: Simon Emil Ammitzbøll fra det samme anti-liberale parti må bestemt også gøre sig fortjent til en kongelig medalje for ubegavethed for sine udtalelser til forsvar for hvorfor den kongelige familie i følge hans parti skal forgyldes med skattekroner. Fra Ekstrabladet:
Mens Liberal Alliance går til valg på at fyre 40.000 offentligt ansatte, vil partiet fortsat frede den kongelige familie, der årligt koser de danske skatteydere 500 millioner kroner
- Er kongehuset et tabu emne for jer, når I ellers vil af med offentligt ansatte?
- Jeg har det med kongehuset som religion. Enhver er salig i sin tro, siger LA's politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll til ekstrabladet. dk.
- Betyder det, at du er lige glad med kongehuset?

- Tja, det det ved jeg ikke. Jeg siger bare, at det er op til den enkelte, om vi skal have et kongehus.
Det er "op til den enkelte" om vi alle sammen skal have og betale for et kongehus? WTF? Jeg ved ikke hvem "Den enkelte" er, ifølge LA, men det er i hvert fald ikke "hver enkelt", eftersom ingen jo kan melde sig ud af det kongehus, som LA jo mener vi alle skal have og betale for. Måske hentyder "den enkelte" til monarken (fra græsk monarchia: 'enevælde', af monos: 'ene')?

Og hvad sker der for sammenligningen med religion? "Enhver er salig i sin tro", siger Simon. Og derfor skal vi alle betale for og bekende os til en bestemt tro og gøre den til statsreligion? Det var søreme liberalt ... Hvis "liberal" altså betyder det stik-modsatte.

mandag den 14. maj 2012

Begrebsudvanding

Jeg bryder mig ikke om udtryk som "facerape" (det at andre skriver på din Facebook-profil når du har glemt at logge ud) eller at sige at man blev "voldtaget" (mere almindeligt på amerikansk) når man har tabt i et spil eller lignende. Disse bagateller er virkelig ikke sammenlignelige med det at blive voldtaget i virkeligheden, og det ord - og den alvor vi ligger i det - bliver udvandet, når det bruges om alt muligt plat.

Det gælder for mange andre ord, som burde reserveres for noget alvorligt. Blandt andet bør man være forsigtig med hvornår man bruger ordet "fascisme". Venstrefløjsere og systemkritikere er af og til med god grund blevet kritiseret for at misbruge det ord og slynge det omkring sig på må og få.

Det skal dog siges, at hensigten med at kalde diverse fænomener for "fascistiske" som regel er at påpege, at selvom de ikke i sig selv udgør en fuldt udviklet fascistisk samfundsmodel, så er de tendenser, som peger i den forkerte retning - altså fænomener som er dele af den fascistiske ideologi. Der kan man så altid diskutere om ikke man burde reservere ordet og anklagen til den situation hvor man faktisk kan tale om en rendyrket fascisme for ikke at udvande begrebet - men på den anden side, så er det vel også nødvendigt at advare om en farlig tendens, inden den har fået lov til at vokse sig stor og sætte sig fast; altså at sige "dette er et skridt på vejen, og derfor bør vi vende om".

Det er som sagt en ærlig diskussion. Men hvad når man bruger ordet om tendenser, som egentlig er de modsatte af hvad fascismen stod og står for? Så må der da være tale om den ultimative begrebsudvanding og trivialisering af et ord, der burde reserveres for noget dybt alvorligt - og dermed trivialisering af det gravalvorlige og dødsensfarlige fænomen som fascismen faktisk er.

torsdag den 10. maj 2012

Politisk ekstremisme?

Tre ting:

1) Der er kommet endnu en såkaldt "ekstremisme-rapport" (pdf) fra endnu en såkaldt "forsker", som skulle tjene nogle lette penge på at skrive noget makværk om et emne han ikke har brugt mere end en eftermiddag på at sætte sig ind i.

Jeg har læst rapporten og må konkludere, at han ikke har gjort noget der kan betegnes som "forskning". Måske vender jeg tilbage til det senere, men i øjeblikket har jeg ikke tid og kan ikke sige andet end: hold da op hvor er den dog noget makværk fuldt af både faktuelle og begrebsmæssige fejl, og hvor er det dog dumt at en akademiker vil sætte sit navn på sådan noget uvidenskabeligt og useriøst vås.

2) Den konservative politiker, Rasmus Jarlov, har skrevet et bittert læserbrev, hvor han hævder, at Enhedslisten er et "ekstremistisk" parti. Ja faktisk er de det eneste "ekstremistiske" parti ifølge Jarlov, og de er også "rabiate" og "stalinister" og alt muligt andet.

mandag den 7. maj 2012

Ikke rigtigt = ?

Som tidligere nævnt opererer journaliststanden med nogle alternative sandhedsværdier, hvor politikere og andre aldrig lyver men altid kun "taler usandt".

Idag har jeg nu også lært, at man ifølge den journalistiske logik heller ikke kan handle forkert - man kan åbenbart kun handle "urigtigt". På normalt dansk er "forkert" ellers det omvendte af "rigtigt", men ikke på journalitisk.

Her kunne man så måske tro at det omvendte af "urigtigt" ville være "rigtigt" (eller "korrekt"), således at det omvendte af, at mene at nogen handlede "urigtigt" (dvs. "forkert" på normalt dansk), ville være at mene, at de handlede korrekt (eller rigtigt). Men sådan forholder det sig ikke. Man må nemlig huske på at politikere, når de omtales i aviserne, sjældent kan mene noget aktivt - de kan kun "ikke-mene". Altså kan man ikke mene, at noget var korrekt, man kan kun ikke-mene at det var "urigtigt". Forvirret?

Her er et citat fra Politiken, hvor du kan se hvordan det fungerer:
Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde, mener ikke, at Skanderborg Kommune har handlet urigtigt i en sag, hvor en institutionsleder står anklaget for seksuelle overgreb mod flere børn.
Jamen ér det da ikke en smuk formulering? Giver det ikke god mening nu?

fredag den 4. maj 2012

DF: Fængselsstraf for blasfemi

Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere af lovgivningen i bl.a. Tyrkiet og vil indføre ekstreme straffe for hån mod de symboler, som de selv tilbeder. Peter Skaarup foreslår, at man skal idømmes 2 års fængsel (!) for at ytre kritiske holdninger om et symbol. Det er altså mere end det normalt giver at udøve vold mod virkeligt eksisterende væsner, og langt mere end det giver at håne levende mennesker:

Ifølge ham vil DF efter påske genfremsætte sit forslag fra 2006 om at forbyde afbrænding af Dannebrog. Forslaget vil gøre det strafbart med op til to års fængsel for offentligt at »forhåne Danmark, Dannebrog eller andet anerkendt nationalitetsmærke«.
[Indsæt selv kommentar om hykleri, ytringsfrihed, totalitarisme, demokratiforståelse, muhammed-tegninger, racisme-paragraf m.v.]

torsdag den 3. maj 2012

Så gør dog noget! Hvad som helst!

Følgende citat fra Eyvind Vesselbo (V) er sådan et glimrende politiker-citat. Det kan jo bruges om hvad som helst - lige meget hvilken politisk problemstilling, det drejer sig om:
Hun kan jo indkalde til møde i morgen. Jeg sagde det for en uge, for tre uger siden, for to måneder siden. Indkald til nogle forhandlinger, så vi kan komme videre, kom med et udspil, eller bare gør et eller andet.
Umiddelbart vil jeg dog godt advare mod den der "bare gør et eller andet"-mentalitet. Den kan alt for let føre til uovervejede, uproportionale og uhensigtsmæssige handlinger. Idéen om at det at gøre noget - hvad som helst - er bedre end at gøre "ingenting" (eller at vente til man har fundet ud af hvad der er det rigtige og smarte), kan godt være decideret farlig.

mandag den 30. april 2012

Pinligt dumt, Ritzau

Hvor det forrige Ritzau-telegram var fantastisk, så er dette til gengæld pinligt ubegavet: 
Sudan indfører nødret ved grænse
Sudan har erklæret grænseområdet mod Sydsudan i undtagelsestilstand efter en række væbnede sammenstød i området i de seneste måneder. Tre delstater er omfattet af nødretten, hedder det i en resolution fra præsident Omar al-Bashir.
Nødret eller undtagelsestilstand? Det er ikke det samme!

Dagens Ritzau-telegram

Det her telegram fra Ritzau er simpelthen en politisk og filosofisk guldgrube!

Alene første linie har så meget potentiale, og er så fantastisk, at jeg bare vil lade den stå for sig selv:
Minister kan ikke udelukke, at Leth-forhold til ung sort kvinde er lykke. Kvinder har fri vilje, siger ekspert
Jamen... wow!

Det sagde han bare ikke?

Jo, det gjorde han åbenbart. Søren Espersen har selv skrevet det indlæg, hvor han hævder, at arabere ikke bør have demokratiske rettigheder fordi deres etnicitet gør, at de automatisk vil vælge sharia. Derfor skal "Vesten" støtte diktatur i Mellemøsten:
Hvis arabere får lov at stemme frit, vælger de til enhver tid sharia. Sådan er det nu engang! Noget helt andet er, hvad der er i Danmarks og Vestens interesse: Er det i vores interesse at Mellemøstens største magt er på vej til at blive islamistisk?
Jeps. Du læste rigtigt! Alle arabere er åbenbart ude af stand til at håndtere demokrati, og derfor skal Danmark aktivt hjælpe diktaturerne med at knuse demokratiske tendenser. Det skal man blandt andet gøre ved at sælge overvågningsudstyr til regimerne. Det er jo deres egen skyld, at de lever under diktatur, og det skal de blive ved med, hvis det står til Søren Espersen:
"Jeg har ingen ideologi om, at vi skal fremme demokrati i andre lande. Jeg mener faktisk, at ethvert folk har de tyranner, som det fortjener. Hvis eksempelvis saudi araberne vil regeres af en middelalderlig konge, så må de selv om det," siger han til Computerworld

Derfor ser han det heller ikke som et problem, når vestlige virksomheder sælger teknologi, som bruges til at censurere internettet og overvåge befolkningen i diktaturstater, der bryder menneskerettighederne.
Hvem er det lige der har anti-demokratiske værdier her?

Det sagde hun bare ikke?

Jo, det gjorde hun åbenbart. Det lader til at være Birthe Rønn Hornbechs helt egne ord - hun har selv skrevet en mail til Berlingeren, hvor hun taler om religionskrig og omtaler muslimer som "fjender", der skal behandles derefter.

Jeg vil i den offentlige debat argumentere imod, at kristne kirker overlades til religionsudøvelse, hvor religionen er direkte fjende af kristendommen, hvad for eksempel islam er. Selvom det ikke nødvendigvis gælder danske muslimer, så er islam fjende af kristendommen, skriver Birthe Rønn Hornbech i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.
Hvem er det lige der er den aggressive og voldsfikserede religiøse galning her?

onsdag den 18. april 2012

Parlamentarisk dans: Et skridt frem, et skridt tilbage, hop på stedet og fald ned

Først to billeder fra det seneste nummer af SFs magasin F! (april 2012, pdf):

Fra artiklen "Årets reformer" (side 15)


mandag den 16. april 2012

Når frygt bliver til kærlighed

Ekstrabladet kan idag fortælle læserne noget, der sikkert kommer som en overraskelse for mange: Nemlig at de elsker Mærsk Mc-Kinney Møller. Ja, elsker! Kærlighed er ikke ligefrem det, jeg kommer til at tænke på, når jeg overvejer mit forhold til Danmarks mest magtfulde mand, men ifølge EB, så elskede vi ham alle sammen!

Den påstand styrker avisen ved at sætte det magiske ord "ekspert:" foran i overskriften, og så er der jo ligesom ikke så meget at diskutere. Hvis en "ekspert" siger at jeg har et kærlighedsforhold, så må jeg jo have det (også selvom min umiddelbare følelse for manden minder mere om foragt).


torsdag den 12. april 2012

Hvordan er Pind blevet lektor i forfatningsret?

Igår viste Søren Pind (V) sig fra sin mest rablende uyggelige og megalomaniske side, da han erklærede, at han som Folketingsmedlem har ret til - sammen med de andre medlemmer af Folketinget - at erklære og føre krig mod (og altså dræbe) hvem som helst af en hvilken som helst grund. Her er udtalelsen i al dens vanvid:
"Grundlovsmæssigt fra Folketingets side har vi ret til at udstede en krigserklæring - om det så er fordi, vi ikke kan lide farven på folks sokker i andre lande."

Altså: Søren Pind mener, at Folketinget har ret til at føre krig mod hvem som helst uden at have nogen begrundelser andet end at de ikke bryder sig om dem. Lad os lige igen slå fast, hvad "føre krig mod" betyder: at slå ihjel. Søren Pind mener altså, at ingen har ret til at forhindre ham og hans kolleger i at slå folk ihjel, og endvidere at ingen har ret til at kræve begrundelser eller undersøge deres motiver for at slå folk ihjel.

fredag den 30. marts 2012

Ritzau og DR-Østjylland savner spænding

Kan du huske dengang, da Søren Astrup dækkede uroligheder for Politikens netavis og savnede spænding, så han opdigtede historier om at alle mulige udenlandske regeringer advarede mod at besøge det ifølge Søren Astrup meget farlige København?

Nu er det Ritzau - og dermed samtlige danske dagblade - der forsøger at piske en stemning op af ingenting (præcisering: det er åbenbart DR-Østjylland der først skrev historien, Ritzau har så kopieret den og sendt den til alle landets medier som så selv har kopieret den fra Ritzau...).

I landets aviser kan man idag læse Ritzau-telegrammet om, at "USA advarer sine borgere mod omstridt Aarhus-demonstration". Det er sådan set rigtigt nok - bortset fra at det er lidt overdrevet.

torsdag den 15. marts 2012

Hvor svært kan det være at tage afstand fra tortur?

Lad os - for et kort øjeblik - lade som om vi tager Tom Behnkes fantasi alvorligt. Lad os gå med på legen og overveje konsekvenserne af at basere lovgivningen på en paranoid politikers urealistiske fantasier og kontraproduktive løsningsforslag. Lad os rent hypotetisk sige: Okay, hvis der er en tidsindstillet bombe i magasin, og politiet har fanget manden med koden, så skal de måske have lov til at torturere vedkommende for at få oplysninger ud af ham. Eller med Tom Behnkes egne ord: »I bliver nødt til at gøre det nødvendige i situationen«. Hvad er de praktiske konsekvenser, hvis vi tager Tom Behnkes fantasier alvorligt?

Det er en del af et blogindlæg, jeg skrev igår på Modkraft, og jeg synes du skal læse det der.

Her vil jeg dog lige bringe en opdatering på udviklingen. 1 time efter at jeg offentliggjorde indlægget, hvor jeg bl.a. skrev "hvor ville jeg dog ønske, at der var en journalist, som ville stille ham nogle spørgsmål for at finde ud af hvad han helt konkret har tænkt sig," var der faktisk en journalist, som stillede et af mine spørgsmål til Tom Behnke.

mandag den 5. marts 2012

Til dem hr Præsident...

I visse kredse hersker der vild forargelse - og forvirring - omkring det, at formanden for Rådet for den Europæiske Union (ikke at forveksle med Europarådet) er blevet genvalgt. Herman Van Rompuy var den første som fik posten i 2009, og hans stilling er altså netop blevet forlænget. Det, folk tilsyneladende er vildt forargede over, er at han ikke er "demokratisk" valgt via en afstemning blandt alle borgerne i EU-landene.

Jeg vil vove de to påstande: 1) at forargelsen skyldes en sproglig misforståelse og en uheldig uvidenhed om bestemte politiske begreber, og 2) at de fleste af de, der er forargede, egentlig slet ikke ønsker sig at stillingen var "folkevalgt".

onsdag den 29. februar 2012

Tal og overskrifter

Avis-overskrifter er jo ikke lige det sted hvor man skal forvente mest sproglig eller matematisk nøjagtighed. Faktisk bør man forvente, at den del af avisen, der har det største blikfang, også er den del, der er mest vildledende. Sådan er det generelt.

Her vil jeg blot have lidt sjov med Politikens hjemmeside. Billedet til højre er et screenshot fra Politiken.dk fra idag (29. februar 2012).

Se på rubrikken øverst til højre: "Hvert 4. forhold starter ikke her", står der, og med "her" mener de "på Dating.dk". Hvad betyder det egentlig? Hvis de antager, at deres læsere kan læse, så antyder overskriften jo at hele 75% af alle forhold starter på Dating.dk. Hvis hvert 4. forhold (25% af alle forhold) ikke starter "her", så efterlader det jo 75% af alle forhold, som man må antage befinder sig i kategorien "starter her". Det er en groft misvisende overskrift, eftersom det artiklen handler om, er at det faktisk er under 25% af alle forhold, som starter på Dating.dk. Men som sagt, så må avis-overskrifter gerne være misvisende, og man skal ikke læse dem bogstaveligt.

Se så på rubrikken nederst. Den om at "Jan fylder 12 år, men er i virkeligheden 48". Hvis Jan i virkeligheden er 48 år, hvad er det så for en uvirkelighed, hvor han fylder 12, og hvorfor har Politiken en historie på forsiden, som handler om noget, der slet ikke er i virkeligheden? Burde et af de journalistiske væsentlighedskriterier ikke være "er det i virkeligheden?" Der står også, at "Dagens fødselarer skal i princippet være 72 år, før de kan tage kørekort". Hvad er det for et princip? I hvert fald ikke det princip, som gælder i virkeligheden, hvor man kan tage kørekort 18 år efter, at man er født. Det er det princip, som gælder i virkelighedens Danmark. Det er altså slet og ret løgn, når artiklen påstår, at der findes sådan et princip, som de skriver om. Men som sagt: Det er ikke i avis-overskrifter (eller deres underrubrikker), at man skal forvente at blive klogere om noget, og man skal naturligvis ikke tage dem alvorligt.

Men se så på rubrikken øverst til venstre: "Kraftigste fald i huspriser i 70 år", står der, og det er alt der står. Når den rubrik er pladseret så tæt på andre rubrikker, hvor redaktøren slår fast, at man ikke skal tage avisens overskrifter og deres brug af tal og matematik alvorligt, så bliver jeg jo alvorligt i tvivl om, hvorvidt man skal kunne stole på denne overskrift og hvad den mener med matematiske begreber som "fald" og "70 år". For det er vel slået fast, at man ikke skal tage avisoverskrifterne bogstaveligt, så det må vel også gælde denne?

fredag den 24. februar 2012

Dansk filosof bliver internationalt kendt... for sexistisk populisme

Indenfor logik, metafysik og teoretisk fysik har "københavnerskolen" været kendt i mange år, men siden Niels Bohr har København - eller Danmark - ikke mig bekendt været kendt for sine bidrag til logikken. Men nu har en logik-professor ved Københavns Universitet endelig sørget for, at folk i hele verden igen snakker om dansk filosofi. Eller rettere: Om forholdene i faget filosofi og om en vis professor på KU.

Jeg kender ikke Vincent F. Hendricks, som underviser i formel logik på KU. Jeg har aldrig hørt om ham før, men hans wiki-side antyder, at han er en væsentlig person indenfor sit område. På trods af hans mange kvalifikationer er altså alligevel svært at blive kendt. Logik er tydeligvis ikke det mest "sexede" emne, som man måske ville sige indenfor reklame-branchen.

Lige præcis dét, er der nok nogen indenfor netop reklamebranchen, der har sagt. Desværre var der ingen, der kunne bede dem om at holde mund og sige noget andet - heller ikke logik-professoren Vincent F. Hendricks, som villigt gik med på at promovere sin undervisning ved en serie af opstillede reklame-billeder, der sikkert skulle fremstille logik som noget "sexet".

Allerede her burde en intelligent filosof jo nok have trukket i nødbremsen og insisteret på en mere sober og relevant fremstilling af sit fag, men reklamen for professor Hendricks undervisning nøjedes ikke med at være almindelig reklame-plat. Den befinder sig under niveauet for idiotiske Axe- og Carlsberg-reklamer og fremstiller professor Hendricks som hovedrolleindehaveren i en lummer porno-film.

mandag den 20. februar 2012

Historierevisionisme som propaganda

Historisk revisionisme som politisk propaganda, der skal legitimere institutioner eller ideologier på et falsk historisk grundlag, er et udbredt fænomen for totalitære ideologier.

Der er for eksempel fundamentalistiske kristne som skriver Det Gamle Testamente om, så det virker som om kristendommen har længere rødder, og at de tusindårigt gamle jødiske overleveringer i virkeligheden alle var trin på vejen til historien om Jesus.

Nationalister skriver også ofte historien om, så det virker som om der går en ubrudt linie mellem tidligere tider (eventuelt mytologiske opfattelser af fortiden) og den nuværende nationalstat. Mussolini forsøgte at skabe en mytologi om at hans regime byggede direkte på det romerske rige, og danske politikere lyver ofte om historien for at skabe et indtryk af, at den danske nation går længere tilbage end den egentlig gør, eller at alle danskere er direkte blodsbeslægtede med folkeslagene, der levede i Danmark for tusind år siden.

Nu gør Politiken så danske malere omkring det forrige århundredeskifte til agitatører for en politisk institution, som først blev skabt en menneskealder efter deres tid. Alene fordi danske malere som P.S. Krøyer og Vilhelm Hammershøi - ligesom de fleste andre kunstnere på den tid - rejste rundt i Europa og havde kontakt til andre kunstnere, så mener Politikens sektion for bizar historieforfalskning åbenbart, at de bør benævnes som "EU-malere". Det er jo grotesk.

Filosofisk bevisførelse og empiriske påstande

Filosoffen Ole Thyssen og sociologen Henrik Dahl har skrevet en kronik om det danske samfund. I den kommer de med nogle kvantitative påstande, som de hverken dokumenterer eller argumenterer for. Det har de fået kritik for af den naturvidenskabeligt uddannede debattør Niels I. Meyer. I et læserbrev svarer Ole Thyssen igen og afviser kritikken med påstanden om, at man som filosof skam ikke behøver at kunne dokumentere eller sandsynliggøre sine påstande med henvisninger til virkeligheden eller empiri.

Jeg synes ikke deres kronik er særligt interessant, men det synes jeg Ole Thyssens svar er. Med fare for at underminere mine fremtidige karrieremuligheder som snart-uddannet fagfilosof vil jeg hævde, at filosofiprofessor Thyssens svar er noget af det værste vrøvl, jeg har hørt, og at den slags ville få mig til at skamme mig over mit fag, hvis professorens opfattelse af, hvad filosofi er, var mere udbredt indenfor faget.

torsdag den 9. februar 2012

Besserwisser FAIL

Ivan Pedersen er sur. Han er også en arrogant "besserwisser", der nedgør andre og kalder dem dumme, uden at kende det mindste til dem. Og så udtaler han sig om lovforslag han ikke aner noget om, selvom han er repræsentant for organisationer, der har disse ting som speciale.

Jeg kender ikke Ivan Pedersen, men jeg kan udtale mig om disse ting udfra hans helt egne udtalelser i dagbladet Politiken.

Han er nemlig sur på Politiken, fordi de har bragt et interview med nogle borgere, der protesterede over en ny international traktat, som den danske regering har underskrevet uden den store debat i eller udenfor Folketinget.

Det skulle Politiken ikke have gjort, mener Ivan Pedersen, for disse borgere er nemlig "uoplyste" og det at en avis spørger om deres mening er ifølge Ivan Pedersen et bevis på at avisredaktøren er "forvirret".

onsdag den 1. februar 2012

'Liberal': Et ord uden mening? Part 2 (Bahrain-edition)

Jeg var ved at søge efter noget information om demokrati-bevægelsen i Bahrain, da jeg faldt over denne hjemmeside. Det er den engelske regerings udenrigsministeriums vejledning til folk, der vil rejse til Bahrain. Der er masser af interessante oplysninger, men så er der også den her, der fik mig til at rive mig i håret:


mandag den 30. januar 2012

Søren Espersen & Benedikte Kjær: Antisemitter?

Dagens store "afsløring" (dvs ligegyldige medie-sludder) er at hele syv medlemmer af den danske regering ikke er kristne medlemmer af den danske statskirke. Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor det overhovedet er noget at skrive om, for det er vel naturligt nok at en regerings demografiske sammensætning nogenlunde afspejler den i befolkningen. Men det mener medierne og vrøvlehovederne i Folketinget, som gerne selv vil være kaliffer i stedet for kaliffen, og så er det jo noget at skrive om...

Det vil sige: Jeg vil hellere skrive om vrøvlehovedernes reaktion. Ifølge Søren Espersen (DF) & Benedikte Kiær (K) er det åbenbart, at det er helt forfærdeligt, at man kan blive politiker i Danmark selvom man ikke er medlem af en bestemt kristen sekt. Det kan ikke tolkes som andet end at de to politiker, at de ikke går ind for demokrati - helt basalt, så simpelt - for hvis politisk indflydelse skal betinges af medlemsksab af en religiøs institution, så taler vi altså ikke om demokrati i nogen moderne "vestlig" forstand. Det burde være så åbenlyst at det er helt grotesk, at det er nødvendigt at skrive det.

søndag den 22. januar 2012

"Den frie presses" troskabsed

På hjemmesiden for selskabet Berlingske Media under "Redaktionelle Principper" (nu "Vores værdier") finder man Berlingskes redaktørerklæring fra 1948, som stadig gælder for alle redaktører på Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen. Her er et uddrag (mine fremhævninger med fed):
Gennem to hundrede år har Det Berlingske Hus udgivet blade, som skulle kunne finde plads i danske hjem, bringe hurtige og pålidelige oplysninger om begivenheder i ind- og udland og yde redelig vejledning i drøftelsen af tidens spørgsmål.

I overensstemmelse med disse traditioner ledes de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.

Bladenes grundsyn er konservativt. De er ikke og bør ikke være bunden af tilslutning til noget politisk parti.
Det forklarer jo en del.

lørdag den 21. januar 2012

fredag den 20. januar 2012

"Med krigsbegejstring de os fylder..."

Når Islam gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær Islam, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer. Krig er, hvad enten vi kan lide det eller ej, et vilkår i verden, og at lukke Allah ude fra disse områder er en misforståelse af, hvad tro drejer sig om.
(..)
Den muslimske verden vakler mere og mere, fordi den fornægter sit eget åndelige fundament, og muslimernes øverste ledere er desværre medvirkende til, at Islam synker i knæ ved at formene den adgang til frontlinjen.
Nej, der er ingen, der har sagt disse ord. Men prøv at forestille dig, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis en dansk imam og konvertit havde udtalt dem.