fredag den 20. januar 2012

"Med krigsbegejstring de os fylder..."

Når Islam gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær Islam, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer. Krig er, hvad enten vi kan lide det eller ej, et vilkår i verden, og at lukke Allah ude fra disse områder er en misforståelse af, hvad tro drejer sig om.
(..)
Den muslimske verden vakler mere og mere, fordi den fornægter sit eget åndelige fundament, og muslimernes øverste ledere er desværre medvirkende til, at Islam synker i knæ ved at formene den adgang til frontlinjen.
Nej, der er ingen, der har sagt disse ord. Men prøv at forestille dig, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis en dansk imam og konvertit havde udtalt dem.

Forestil dig, hvis en dansk imam havde skrevet en kronik i en dansksproget muslimsk avis om, at krigen i Afganistan er en ren religionskrig, og at den i virkeligheden handler om slatten gudløshed mod standhaftig gudsfrygt. Forestil dig endvidere, at kronikken blev indledt med en henvisning til religiøse og historiske myter om hvordan muslimske krigsførere fik kraft og inspiration fra deres religion og ledte deres hære og nationer til sejr over de vantro, og at vi muslimerne bør vende tilbage til disse tider, hvor krigsbegejstring og religiøs begejstring hængte sammen, og at islam må være mere voldsbekræftende og maskulin, hvis den muslimske verden ikke skal lide nederlag - ikke bare i dens krig mod "Vesten" men som kultur.

Du ved godt, at der ikke ville gå længe, fra den historie blev kendt til 90% af de danske politikere, meningsmagere, avis-ledere osv ville have råbt og skrevet op og taget afstand og krævet at andre, der ikke har noget med den voldsforherligende tåbes synspunkter at gøre, også skal tage formelt afstand. Nogle ville endda have krævet statsindgreb og censur og forbud mod skribentens organisation eller menighed. Og hvis galningen endvidere var ansat i en offentlig institution - for eksempel Danmarks Radio - så ville der i hvert fald have kommet politiske krav om fyringer og statsindgreb mod denne institution.

Come on, du ved det godt, hvis du skal være ærlig.

Derfor er det, jeg spørger: Hvor bliver den samme forargelse af, når en dansk teolog - og katolsk konvertit - skriver en sådan kronik i et større dansk religiøst tidsskrift? Det vil sige, kronikken handler selvfølgelig ikke om Islam og muslimer, men om kristendommen, som ifølge radioværten på DRs religionsprogram bør tage sig sammen og blive mere maskulin og krigsbegejstrende. Ovenstående "citat" er med nogle få ændringer hentet fra hendes kronik i Kristeligt Dagblad, og beskrivelsen er ikke en beskrivelse af en imams kronik om krigen mellem muslimer og det "gudløse Vesten" men et lettere omskrevet resumé af hendes kronik om samme emne. Hun mener som sagt, at det er kristendommen, som bør blive mere krigsbegejstret og voldsforherligende, hvis den skal vinde krigen mod muslimerne og bestå som kultur.

Nu jeg bede mig undskyldt, mens jeg kortvarigt udbryder et: Føj for helvede!

Iben Thranholms kronik er eddermame ulækker og hendes religions- og kultur-opfattelse er hamrende sindsyg og dødsensfarlig. Så er det sagt.

Men det er jo så hvad det er. Der er også plads til vanvittige fundamentalister som Iben Thranholm, og hun skal have lov til at skrive kronikker til danske dagblade og sågar forkynde sit had i offentligt financerede radiostationer. Jeg vil aldeles heller ikke holde nogen danske katolikker til ansvar for hendes udgydelser og eller kræve indgreb mod dem, hvis de ikke tager afstand fra hendes voldsretorik. Som sagt skal der være plads til hendes slags, og hendes rabiate holdninger må stå helt for hendes egen regning.

Men som sagt kan man godt undre sig over, at der ikke har været det mindste "pip" fra hysteriske politikere og meningsmagere, over radioværtens tilskynding til voldsreligion. Hvor er kravene om afstandstagen, indgreb, fyringer, censur, grundlovsindgreb osv? Hvor er demonstrationerne hvor alle Folketingets partier står sammen om at udtrykke deres forargelse? Hvor længe skal vi vente på at Villy Søvndal beder Iben Thranholm og andre kristne om at "skride ad helvede til", sådan som han bl.a. har gjort det overfor muslimer, der ikke er tilfredse med den "vestlige gudløshed"?

Men man undrer sig jo ikke længere. Man er jo efterhånden blevet godt vant til hykleriet i den danske debat. Vi ved alle sammen godt, at hvis Iben Thranholms kronik var blevet skrevet af en kendt og offentligt ansat muslim, så havde det vækket et ramaskrig. Vi ved også godt, at det offentlige Danmark ikke bekymrer sig det mindste om at der findes kristne, som prædiker lige så rabiate holdninger.

Vi må altså konkludere, at de forargede politikere ikke egentlig er så inkarnerede modstandere af voldelige religioner eller voldsforherligende religiøs retorik, som de gerne vil give indtryk af. Forargelsen bliver nemlig kun igangsat, når de religiøse galninge er muslimer - tilhængere af kristendommen kan opfordre nok så meget til religiøs krig uden at nogen politiker løfter et øjenbryn af den grund.

Nu må du have mig undskyldt én gang til mens jeg igen udbryder et "Føj for helvede!"

Føj, hvor er jeg dog efterhånden træt og kvalm over hykleriet og dobbelstandarderne i den såkaldte "kulturkamp". Så er det sagt.... og det lettede lidt.

Tegning: Don Addis, St. Petersburg Times
Men jeg er ikke færdig.

Forestil dig, at en dansk imam skrev en bog om dengang han tog til Afganistan og tog aktivt del i kamphandlingerne. Forestil dig, at han åbent skrev om, hvordan han havde lavet hjemmelavede bomber og brugt dem mod danske soldater, og hvordan han havde sneget sig ind i fjendens lejre og hørt dem skrige i smerte og hvor stolt han var over at have kæmpet side om side med rigtige soldater.

Forestil dig, at dette var et uddrag af hans bog:
"Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en kalashnikov og håndgranater."
Jeg tvivler stærkt på, at den eneste reaktion ville have været, at man havde "bedt ham om en redegørelse" og påpeget, at den slags altså ikke er helt tilladt ifølge nogle konventioner. Det vil sige: ikke hvis der virkelig var tale om en muslimsk præst.

Det er der dog ikke. Det er nemlig en kristen, dansk præst - en officiel og statsansat repræsentant for den danske statskirke - der begejstret har beskrevet sine æventyr som illegal kombatant i Afganistan. Det er feltpræsten Victor Greve, der i dag er sognepræst i Haderslev Stift, der af egen drift har henvendt sig til en avis for at fortælle om hvordan han tog til Afganistan og besluttede sig for at kæmpe aktivt i krigen og sågar har deltaget i angreb og dermed vel har slået folk ihjel.

Vi ved alle sammen godt - hånden på hjertet - at hvis der havde været tale om en dansk imam, så havde der straks kommet krav om strafforfølgelse fra adskillige danske politikere, og det ville have været et "debat-emne" i de fleste danske aviser (dvs der ville ikke have været megen debat, for "debattørerne" ville have været stort set enige om fordømmelsen). Men en dansk folkekirkepræst, der gør sig skyldig i det andre ryger i koncentrationslejren Guantanamo for? Det bliver højest til et par små avis-artikler og en intern redegørelse. Ingen forargede politikere dér - han er jo kristen.

Denne religiøse og voldelige galning har måske været opflammet af samme fundamentalistiske ideologi som Iben Thranholm åbent agiterer for i sin kronik i Kristeligt Dagblad. Begge er offentligt ansatte. Begge arbejder som religiøse forkyndere og bliver altså betalt af den danske stat for at påvirke folks tanker, følelser og verdenssyn.

Deres holdninger og handlinger illustrerer med al tydelighed, hvor klam og hyklerisk dansk politik egentlig er.

1 kommentar:

  1. Lettere omskrevet/redigeret version er nu lagt på Modkraft: http://modkraft.dk/blogs/ole-sandberg/article/med-krigsbegejstring-de-os-fylder

    SvarSlet