fredag den 24. februar 2012

Dansk filosof bliver internationalt kendt... for sexistisk populisme

Indenfor logik, metafysik og teoretisk fysik har "københavnerskolen" været kendt i mange år, men siden Niels Bohr har København - eller Danmark - ikke mig bekendt været kendt for sine bidrag til logikken. Men nu har en logik-professor ved Københavns Universitet endelig sørget for, at folk i hele verden igen snakker om dansk filosofi. Eller rettere: Om forholdene i faget filosofi og om en vis professor på KU.

Jeg kender ikke Vincent F. Hendricks, som underviser i formel logik på KU. Jeg har aldrig hørt om ham før, men hans wiki-side antyder, at han er en væsentlig person indenfor sit område. På trods af hans mange kvalifikationer er altså alligevel svært at blive kendt. Logik er tydeligvis ikke det mest "sexede" emne, som man måske ville sige indenfor reklame-branchen.

Lige præcis dét, er der nok nogen indenfor netop reklamebranchen, der har sagt. Desværre var der ingen, der kunne bede dem om at holde mund og sige noget andet - heller ikke logik-professoren Vincent F. Hendricks, som villigt gik med på at promovere sin undervisning ved en serie af opstillede reklame-billeder, der sikkert skulle fremstille logik som noget "sexet".

Allerede her burde en intelligent filosof jo nok have trukket i nødbremsen og insisteret på en mere sober og relevant fremstilling af sit fag, men reklamen for professor Hendricks undervisning nøjedes ikke med at være almindelig reklame-plat. Den befinder sig under niveauet for idiotiske Axe- og Carlsberg-reklamer og fremstiller professor Hendricks som hovedrolleindehaveren i en lummer porno-film.


På billederne fremtoner han som en over-maskulin men intelligent professor, der er iklædt akademisk modeteøj og dyre ure, mens han skriver formler på tavler og løfter sine moderigtige briller, så han samtidig virker som en arketypisk "akademiker" og som en anden Pierce Brosnan i et magasin for eksklusiv herremode. Udover at skrive på tavler og holde briller står han også med overlagte arme og kigger nærmest truende mod "læserne" af reklamen - nøjagtigt hvordan denne trussel skulle lokke folk til hans logik-kursus, går over min forstand (mange studernede er i forvejen rigeligt intimiderede af deres professorer).

Mens han poserer i alle disse stillinger er han omgivet af fire langt yngre kvinder, hvis iklædning og posering er fuldstændigt forskellig fra hans. De letpåklædte kvinder, der fremstår som statister i et helt andet form for herre-magasin, er hverken selvsikre eller maskuline - de poserer i stillinger hvor de enten vender røven til den maskuline professor, tilbyder ham andre frugter, ser op til og beundrer ham, og generelt altså opfører sig som statister i en lummer drenge-fantasi. På alle billederne skuler professoren selvsikkert og truende mod "læseren", mens de fire kvinder derimod ser på ham og laver "andefjæs" og andre mindre modne og selvsikre ansigter.

Budskabet er klart: Vi skal helt klart forestille os professoren som dominerende hovedrolleindehaver i en pornofilm, der involverer ham - med styr på tingene - og en flok "dumme bimbos", der forguder ham og hans maskuline intellekt....

Hvordan pokker kunne det falde en ellers intelligent (formoder jeg!) filosofi-professer ind at deltage i den slags? Han har ikke alene gået med på reklamefotografens imbecile forslag - han syntes sågar så godt om resultatet, at han selv har brugt billederne på sin egen hjemmeside som præsentation af hans undervisningstimer på Københavns universitet! Sig mig... gik der overhovedet ingen tanker forud for den slags overvejelser?

Hvis formålet var at gøre logik mere interessant, så har billederne jo ingen relevans, for de siger intet om logik. Hvis formålet var at tiltrække flere kvindelige studerende, så har billederne næppe andet end den modsatte effekt: Hvem fanden ville få lyst til at deltage i et kursus, der fremstiller kvinder på den måde og som fremstiller underviseren som en seksuelt agressiv, dominerende og selvcentreret gris? Og hvis formålet er at tiltrække flere mandlige studerende (for at få rykket kønsbalancen op over de 90% den allerede er omkring), så er jeg ikke sikker på at fantasier fra Ugens Rapport er måden at tiltrække studerende, som faktisk er interesseret i faget og i at bestå det, når de finder ud af hvad det drejer sig om.

Hvis formålet derimod var at sætte professoren og Københavns Universitet på det internationale landkort, så er det lykkedes. Der snakkes nu om logik-professoren og hans sexistiske reklame-billeder overalt i og udenfor de fagspecifikke akademiske kredse.

Den første kommentar var fra bloggen Feminist Philosophers, der sarkastisk skrev:
Wow. Just. . .wow. (..) Not that we’re trying to reinforce stereotypes of logic being for men or anything. Now go put on your schoolgirl outfit and hand your manly logic teacher an apple. You are a sexy accessory to his awesomeness.

En anden akademisk blog skrev om hvordan filosfi i forvejen er blandt de fag med den mest forskruede kønsfordeling, og at Hendricks logik-reklame cementerer den tendens:
Among the challenges to recruiting and retaining women listed by Haslanger, it is perhaps most difficult to get a bead on climate. How exactly does one study something as vague as disciplinary or institutional climate? What makes a climate inhospitable?
And how is it possible to adduce evidence that inhospitable climates affect how many women end up in a discipline. Well, Vincent Hendricks, the editor-in-chief of Synthese, one of Philosophy’s most distinguished journals, has just made that task a little bit easier. Want an example of ways to cultivate a climate that’s inhospitable to women? Just check out Hendricks’s website for his latest logic course.
En anden filosofi-blog, der handler om logik, konstaterede tørt:
This is no way to get women into logic. The “naughty schoolgirls” Vince Hendricks, an editor of Synthese, probably the most prestigious epistemology journal, anticipates in his logic class will surprise the rest of us.  The kinderwhore fashion is ten years out of date and provides too little clothing for Copenhagen.

Og det amerikanske feministiske magasin, Jezebel, skrev:
Ever wish your college course websites looked more like lad mags? No? Well, philosophy prof Vincent Hendricks apparently did, because he posed for pics with ladies in sexy schoolgirl outfits — and then splashed them all over the site for his spring logic class.
Det blev også omtalt kraftigt på filosoffen Brian Leiters indflydelsesrige blog, som professor Hendricks derefter bad om at bringe hans egen undskyldning. Efter at have modtaget kritiske henvendelser fra folk rundt om i verden har Hendricks opdaget, at det ikke var verdens mest logiske eller smarte reklamefremstød og han har nu fjernet billederne fra sin hjemmeside - først delvist så helt.

Det må selvfølgelig respekteres, at han nu har opdaget, hvor komplet tåbelig og grotesk kontraproduktiv og stødende den foto-serie var, og selvfølgelig kan man tage imod hans undskyldning og komme videre i livet. Men tilbage står nu spørgsmålet, som Jezebel stiller:
Why he thought the photo shoot was a good idea in the first place remains somewhat unclear.
For helt ærligt: Det virker vanvittigt, at han ikke på noget tidspunkt i processen har spurgt sig selv, om det her nu også var så god en idé, som reklame-fotografen påstod. Det viser vel bare, at selvom man er professor i logik, så behøver man ikke altid at være i besiddelse af almindelig sund fornuft og kritisk intelligens.

7 kommentarer:

  1. Den hører nok mere under kategorien pastice-over-sexisme end decideret sexisme. Selvfølgelig bliver borgerskabet opskræmt at at se sexismen placeret et uvant sted, i stedet for indenfor pornoindustrien hvor de er vant til at finde den.

    Det ville være bedre hvis folk rettede skytset mod problemerne indenfor mainstream i stedet for at hidse sig op over enkeltsager der falder udenfor. Men man risikerer selvfølgelig at blive slemt til grin hvis man kritiserer pornofilm for at være sexistiske.

    SvarSlet
  2. Jeg kan ikke helt se noget i billedserien, som giver anledning til at tolke den som en nytænkende og tanke-provokerende "pladsering af elementer fra et medie i en situation de elementer ikke normalt forekommer i". For mig ser det mere bare ud til at være "sex sælger - det har vi lært på reklameskolen, så den formular kan vi vel overføre til alle de produkter vi skal sælge".

    Men det kan da godt være at der er et eller andet intellektuelt i foto-serien, som jeg ikke kan få øje på (og som Vincent Hendricks altså ved nærmere eftertanke heller ikke kunne forsvare).

    Jeg kan ikke se hvorfor man skal beskyldes for at være en de af "borgerskabet" eller for at være "opskræmt" blot fordi man problematiserer det at sælge universitetskurser ved at fremstille dem som om de er en magtfuld professors sexskapader med unge letklædte piger. Jeg er ikke opskræmt (og i øvrigt ikke sport borgerskabsagtig) men jeg kan ikke se pointen. Kan du?

    I øvrigt: Det kan godt være at man bliver slemt til grin i visse kredse, men personligt kan jeg ikke se hvorfor man ikke skulle kritisere pornofilm for at være sexistiske (du bliver altså ikke til grin for det her hos mig). Der findes faktisk feministisk porno, og det er da ikke noget grotesk ønske at håbe på at både logik-undervisning og porno-film kan være mere inkluderende?

    SvarSlet
  3. Hej, tak for svaret!

    Du skrev: "fremstiller professor Hendricks som hovedrolleindehaveren i en lummer porno-film." og "letpåklædte kvinder, der fremstår som statister i et helt andet form for herre-magasin"

    Det betyder vel at du selv fik øje på en kulturel reference? Jeg siger ikke at reklamen er voldsomt intelligent, men jeg syntes den er så demonstrativ i sin retro-sexisme, at den mere handler *om* sexisme end at den *er* sexistisk i sig selv.

    Reklamen minder mig lidt om Triers fatale Nazisme-joke til Cannes. Både Trier og reklamen her prøver at være ironisk-morsomme, og fejler totalt. Der er noget direkte ubehageligt over reklamen. Jeg syntes der har været rigeligt med tilfælde af reel racisme, men det folk forarges over er at Trier ter sig åndssvagt.

    Jeg vil gerne undskylde ordene "opskræmt" og "borgerskabsagtig". Det jeg prøvede at udtrykke var at der er en del der kritiserede reklamen, ikke fordi den var udtryk for en tendens men derimod fordi den skilte sig ud.

    Jeg mener ikke ikoner som (citat) "sexy schoolgirl outfits" normalvis blive benyttet udenfor pornografien, og sjældent forbindes med logik, metafysik og teoretisk fysik. Det er det jeg mener med at de er placeret et "uvant sted". Tilmed tilhører de oven i købet en anden tid.

    Porno er et mainstream-produkt. Da det er mainstream, er det ikke nogen nyhed. Derfor bliver der ikke skrevet om det. Men en enkelt mislykket reklame er en nyhed, netop fordi den skiller sig ud. Så det bliver der skrevet om. Til trods for at det er en enkeltstående pastiche over hvordan sexisme så ud for 30 år siden, og derfor ikke voldsomt relevant.

    SvarSlet
  4. Omkring en måned efter begivenheden og ca 2 uger efter at alle er holdt op med at tale om den bringer Politiken nu også historien: http://politiken.dk/indland/ECE1565671/filosofiprofessor-smykker-sig-med-sexede-babes/

    Dagbladet Politiken: For dig som lever under en sten.

    SvarSlet
  5. Havde det været en kvindelig lærer omringet af footballjocks havde det med sikkerhed ikke fremprovokeret så meget som et løftet øjenbryn, men nu hvor det er omvendt, er det sexistisk, altså et decideret forsøg på at undertrykke hele kvindekønnet. LMAO.

    SvarSlet
  6. Billederne er jo slet ikke taget til en reklamekampagne for manden kan man læse på politikken, de er taget til magasinet Connery.dk i forbindelse med at sætte fokus på noget velgørenhed og med professoren i midten som "månedens mand" at flytte billederne ud af kontekst virker helt skørt, og misforstået af den person som har skrevet denne artikel...

    SvarSlet
  7. så vidt jeg har forstået (via artikler der ikke var Politiken), så er det "mandebladet" Connery, der har taget billederne, og professoren har så selv anvendt nogle af dem som reklame for hans undervisning på sin egen hjemmeside. Det er det at billederne var på hans egen hjemmeside og fungerede som reklame for hans logik-kursus, der gav anledning til den internationale furore. Tjek selv billederne via linket, her i artiklen, hvor der står "På billederne" (det er sjovt nok et link til billederne). Ellers brug dette: https://www.skitch.com/kjhealy/8d7uk/vincent-hendricks-makes-an-ass-of-himself

    :)

    SvarSlet