mandag den 16. april 2012

Når frygt bliver til kærlighed

Ekstrabladet kan idag fortælle læserne noget, der sikkert kommer som en overraskelse for mange: Nemlig at de elsker Mærsk Mc-Kinney Møller. Ja, elsker! Kærlighed er ikke ligefrem det, jeg kommer til at tænke på, når jeg overvejer mit forhold til Danmarks mest magtfulde mand, men ifølge EB, så elskede vi ham alle sammen!

Den påstand styrker avisen ved at sætte det magiske ord "ekspert:" foran i overskriften, og så er der jo ligesom ikke så meget at diskutere. Hvis en "ekspert" siger at jeg har et kærlighedsforhold, så må jeg jo have det (også selvom min umiddelbare følelse for manden minder mere om foragt).

Hvad er det så for en person, der er "ekspert" i alle menneskers følelser? En psykolog? Nej, det er minsandten en såkaldt "kommunikationsekspert" - altså en nær fagslægtning til journalisten. Her kunne den aktive læser måske spørge sig selv, om ikke det ville have været mere oplagt at finde en ekspert fra et fagområde, der var mere ... relevant? Eller i det mindste at have spurgt en, som havde beskæftiget sig med emnet - det er der nemlig ikke noget i artiklen, som antyder at kommunikationseksperten Henrik Byager har gjort. Men hvorfor dog det?

Er det ikke nok at de har sat ordet "ekspert" i sin overskrift? Så har os læsere da bare at kende vores plads - vi er jo ikke "eksperter". Eksperten har talt. Ellere rettere: journalisten har talt.

For hvad var det egentlig, den såkaldte ekspert, sagde om vore følelser? Der er kun ét sted i artiklen, hvor han udtaler sig generelt om befolkningens følelsesmæssige forhold til den nu afdøde Hr. Møller. Her siger han:
Samtidig har Mærsk kolossale magt skabt en hvis frygt hos danskerne.
- Danmark er et lille land, her er vi vant til, at mennesker er meget lige, og han var ikke ligesom alle andre, det var stenhårdt arbejde og dedikation.
Altså: Danskerne frygter Mærsk Mc-Kinney Møller, og føler desuden at han udfordrer vores lighedsværdier.

Eksperten har talt: Danskerne frygtede Mærsk Mc-Kinney Møller.
Ekstrabladet skriver: Danskerne elskede Mærsk Mc-Kinney Møller.

Måske er frygt og kærlighed det samme inde på Ekstrabladets redaktion?

Personligt foretrækker jeg at holde mit kærlighedsliv frit for frygt, og i stedet basere det på gensidig tillid. Men hvad ved jeg? Eksperten har talt. Eller nej, det gjorde han jo ikke, men han er i hvert fald blevet citeret for det, uanset om han så har sagt det eller ej.

Ekstrabladet: Skriver hvad ingen siger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar