torsdag den 31. maj 2012

Akademiske sær-regler for politisk teori?

Facebook så jeg forleden et meget surt indlæg fra en (liberalistisk) politisk aktivist, som harcellerede over, at Københavns Universitet havde lagt "lagt lokale og rygte" til en "stærkt politisk" gæsteforelæsning med en amerikansk forsker, hvis forskningsområde netop er politisk retorik. Det var åbenbart "uværdigt for en [sic] universitet" - alene fordi hans forelæsning altså bar præg af hans holdninger.

Som forsker bør man naturligvis være saglig og basere sine argumenter i - velfunderede argumenter - men umiddelbart kan jeg ikke se hvorfor det skulle være forbudt at have og ytre sine holdninger indenfor de forskningsmæssige og akademiske rammer. Eller rettere: Det er det jo heller ikke, når det gælder alle mulige andre akademiske områder end netop det politiske.
Der ville ikke have været det samme "problem", hvis en evolutionsbiolog gav en gæsteforelæsning, der tog parti i debatten mellem Richard Dawkins og Stephen Jay Gould eller lignende debatter indenfor naturvidenskaben. Det er ikke fordi politik er normativt, for det ville næppe give den store forargelse, hvis en professor i etik, som var kritisk overfor utilitarisme og forsvarede deontologi, gav en forelæsning. I det hele taget er det tilladt - ja, af og til nødvendigt - at have holdninger indenfor en masse akademiske områder, og mene at den ene teori er noget vås og at den anden er mere korrekt. Det er ikke altid muligt at lave forskning, hvis man er nødt til at mene, at alle teorier indenfor ens område er lige gyldige.


Som filosofi-studerende på et dansk universitet har jeg haft en underviser i metafysik, som var fremragende, men som ikke lagde skjul på sin holdning til fordel for dualismen. Min underviser i erkendelsesteori var ligeledes ganske åben om, hvilke teorier indenfor dette felt, han var tilhænger af, og hans undervisning var nærmest én lang kritik af enhver form for relativisme og skepticisme. Dette var ikke kontroversielt.

Men da vi havde undervisningsforløbet i politisk filosofi, så blev det klart, at underviseren følte sig presset til at lægge skjul på sine faglige og personlige holdninger til de forskellige teorier. Når den akademiske diskussion begyndte at komme tæt på virkeligheden og konkrete problemstillinger var hun bl.a. flere gange nødt til at bemærke, at hun jo ikke som underviser har lov til at tage politisk stilling - hvilket hænger som en trussel, der gør det besværligt at forholde sig kritisk til de teorier, vi skulle igennem. Det skal siges, at hun endnu ikke var fastansat, men jeg tvivler altså på, at hun ville have været i samme forlegenhed, hvis det havde været et hvilket som helst andet område indenfor de filosofiske grundfag.

Hvorfor er lige præcis politik udvalgt til et farligt og tabubelagt område, som forskere ikke må udtale sig om og have personlige og faglige vurderinger indenfor?

Personligt er jeg p.t. ved at skrive afhandling indenfor politisk filosofi, og det er klart, at jeg forholder mig kritisk til visse teorier, mens jeg erklærer mig mere enig med andre. Sådan er det når man skriver akademiske afhandlinger indenfor et hvilket som helst fag og område. Jeg argumenterer naturligvis for hvorfor jeg finder den ene mere korrekt og relevant end den anden, men valget af teorier, argumenter og - ikke mindst - emnet vil jo unægteligt være præget af mine holdninger. Det kunne ikke være anderledes!

Men selvom det ikke kan være anderledes, og selvom det er ganske ukontroversielt indenfor de fleste andre områder, så er jeg lidt nervøs for at drage politiske konklusioner i en afhandling, der ellers handler om politiske teorier. Jeg har netop skrevet et udkast til konklusion og valgte at fokusere på "hvad kan teorien bruges til i mere jordnær praksis?" - et fokus, der gør det endnu mere "farligt" og potentielt kontroversielt. Min vejleder var som sådan tilfreds nok med det jeg havde skrevet, og mente ikke at det var fagligt problematisk, men advarede mig dog om, at dette muligvis kan give problemer ved bedømmelsen, hvis en af censorerne er helt uenig.

Det er en rissiko, jeg er villig til at tage - hellere skrive det jeg finder mest interessant, så længe det er fagligt i orden, end at læggge bånd på sig selv og skrive noget kedeligt for at tilfredsstille alle. Desuden tror jeg ikke, jeg kommer udenom at rage uklar med nogen, eftersom hele opgaven er kritisk overfor et bredt spektrum af ideologiske teorier - konklusionen gør altså nok hverken til eller fra, hvis læseren allerede er forarget. Jeg må have tillid til, at censorerne er professionelle og kan vurdere opgaven baseret på dens faglige indhold og argumenter. Jeg forventer ikke at det bliver noget problem, og hvis det gør, så må jeg jo bare tage det i stiv arm.

Men som sagt er spørgsmålet: Hvorfor er det særligt i politisk teori, at man skal have den slags overvejelser? Selvfølgelig findes der kontroverser indenfor andre områder også, og der kan man da også rissikere at få en censor, som føler stærkt for lige netop hans yndlingsteori og måske lader sig præge af det. Men der er ingen andre emner, hvor man på samme måde får at vide, at man skal passe på med at have holdninger og drage konklusioner, der netop er relevante for emnet. Hvis jeg skrev om metafysik ville jeg ikke få at vide at jeg skal passe på med ikke at blive "for metafysisk", og det ville ikke have været noget problem, hvis jeg skrev noget om hvordan erkendelsesteoretiske teorier kan bruges i praksis. Men når man skriver om politisk filosofi, så skal man passe på, at man ikke bliver "politisk".

Det kan man ikke. Det kan jeg i hvert fald ikke. Og jeg vil heller ikke. Så længe man kan argumentere sagligt for sine holdninger, mener jeg ikke at man behøver at lægge skjul på dem. De vil jo være der og skinne igennem under alle omstændigheder. Så hellere lægge dem åbent frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar