fredag den 25. maj 2012

Politiske tæsk

Her er et næsten en måned gammelt indlæg, som jeg skrev til Modkraft og ikke har fået delt med de eventuelle læsere, jeg måtte have her på bloggen:

Igår havde jeg min første fuld-kontakt (thai-) boksekamp. Jeg fik selvfølgelig tæsk, hvilket så sandelig også var, hvad jeg havde forventet, men jeg gav alt, hvad jeg havde, og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra en enkelt skade, som jeg gerne ville have været foruden (en smadret storetå), har kroppen det fint. Selvfølgelig er jeg øm over det hele, og kan mærke, at jeg har brugt mine muskler og fået slag, men det er faktisk en dejlig følelse at kunne mærke sin krop.

Hvad der er mere relevant er, at den kropslige følelse - efter at have overvundet den instinktive angst overfor at blive slået og sparket på og have gjort sit bedste i en hård fysisk kontaktsport - fører til en særlig mental følelse: Den fysiske energiudladning bliver til en mental energi. Efter kampen er kroppen slidt, men mentalt rider man på en bølge af energi - en følelse af, at man satme gjorde det, og at man kan gøre det igen! Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg festede igennem bagefter, men i de få timer, jeg var oppegående efter kampen, var jeg fuld af energi og glæde.


Og den følelse fortsætter dagen efter. Jeg har et smil på læben, når jeg tænker tilbage på modstanderens sidste spark, der gik rent ind i maven på mig, og mine ar i ansigtet minder mig om, at jeg sagtens kan tage imod slag uden at gå ned. Følelser, der er så nært knyttet til kroppen, og foranlediget af en kropslig oplevelse, sidder i lang tid, og kan (på godt og ondt) hentes frem og ”genfremkaldes” senere i livet - også længe efter at arene er helet.

Hvorfor er det så interessant for Modkrafts læsere?

Det er det, fordi jeg tror, dette kan - og bør - overføres til politik. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi anerkender, at kropslige oplevelser er vigtige for holdningsarbejde, værdidannelse og politisk og social forandring. Det at have været aktivt deltagende og mærket ”suset” ved en politisk eller social relevant begivenhed sidder i kroppen langt længere og dybere end det at have udført en mere eller mindre passiv og ikke-kropslig handling, som måske nok er politisk relevant (man kan slå mennesker ihjel alene ved at trykke på en knap), men som ikke påvirker en selv i samme grad.

Der er mange måder politik kan være ”kropslig” på. Når man deltager i en stor demonstration og er sammen med tusinder af andre, der råber de samme paroler, og man føler den fælles enighed og styrke, så kan det give en massiv følelse af sammenhold og kampgejst, som man ikke glemmer lige med det samme. Det er ikke det samme som at læse i en meningsmåling, at der er et flertal, der mener det samme som en selv.

Når man deltager i en blokade og bruger sin krop til at gennemtvinge en - om end nok så lille - politisk sejr, så giver det også en sejrsfølelse, som man kan bygge videre på, og sige til sig selv: ”vi gjorde det satme! Og vi kan gøre det igen!” Det er ikke det samme som at udlicitere arbejdet og få noget gennemført ved at henvende sig til en trediepart (f.eks. en myndighed).

Og når man sammen med sine naboer eller andre i et fællesskab bygger en legeplads, en by-have eller noget helt andet, så har man en glæde ved at have gjort det sammen, at have realiseret et projekt fra start til slut, som gør, at man dels føler, at man faktisk har større evner end man ellers kunne tro, og dels at man ved at sammen kan vi realisere meget mere end vi kan hver for sig. Det, at det faktisk ér vores fælles projekt, gør også, at man i fremtiden vil sætte mere pris på det, og forsvare det overfor de, der vil ødelægge det (om det så måtte være lokale vandaler eller kommunens bulldozere). Og endelig så giver det jo en fællesskabsfølelse og et naboskab, som kan have betydning i mange flere sammenhænge end det konkrete projekt. Det er noget helt andet end at opleve en velmenende myndighed bygge noget i ens kvarter uden at man selv var involveret.

Det gælder selvfølgelig også omvendt: Det at blive tortureret på grund af sine politiske holdninger, det at få tæsk at politiet for at have deltaget i en demonstration, eller det at opleve på sin egen krop at blive diskrimineret på grund af sin etnicitet, køn, seksualitet m.v. giver en følelse af afmagt, bitterhed og vrede, som ikke kan sammenlignes med det at læse om at den slags sker - og som måske ikke engang kan forstås af de, der udelukkende har haft den sidste type ”oplevelse” af undertrykkelsen. Det er også følelser, som man ikke kan lægge bag sig sådan lige med det samme.

Hvor vil jeg hen med det her?

Tjoh, det er vel noget med at den ”repræsentative” parlamentarisme, og den velmenende velfærdsstat og den slags har sine begrænsninger. Direkte aktion, udenomsparlamentarisme, demonstrationer, gør-det-sammen-projekter, og lokale fællesskaber har nogle kvaliteter, som ikke kan erstattes af bureaukratisme, stemmesedler eller stedfortræderpolitik. Hvis man virkelig skal brænde for noget, så må man involvere sig selv og sin egen krop (i det omfang man kan: Hermed min uforbeholdne undskyldning til handicappede, som naturligvis godt kan brænde for noget, selvom deres krop ikke kan involveres på samme måde som andres).

Det er muligt, at man ville kunne opnå nogle af de samme resultater ved at bruge mindre kropslige midler - underskriftsindsamlinger, skrive en ansøgning til kommunen, ringe til politiet, stemme på et parti osv - men disse midler kan ikke give den oplevelse, at man faktisk selv har styrke (sammen med andre) og vil ikke sætte sig de samme varige spor.

Politiske og sociale værdier skabes ved oplevelser - altså ved at man deltager i noget, som former en (måske) for livet. Solidaritet, fællesskab og social retfærdighed er ikke rent teoretiske begreber, men kropslige følelser, som kun kan skabes og realiseres ved konkrete, praktiske handlinger. Alle disse er følelser, der sidder fast i kroppen, fordi de er skabt af kropslige oplevelser, og som kan hentes frem senere og give energi og inspiration til fremtidige projekter.

Med andre ord: en politisk forandring, der ikke er foranlediget af befolkningens aktive deltagelse og kamp, vil måske ikke være lige så stabil, da den kan omgøres ved de samme ”passive” handlinger uden at det giver anledning til stærke følelser og vækker modstandsviljen hos befolkningen. Man er mere tilbøjelig til at forsvare det, man selv har skabt ved fælles kamp, end det, nogen andre har lavet og ladet en benytte så længe det varede.

Blandt andet derfor (men ikke kun derfor) er det vigtigt for venstrefløjen ikke at glemme aktiviteten på gaden, i lokalsamfundet og alle de andre steder udenfor parlamentet, kommunekontoret og statsapparatet. At sætte et kryds på en stemmeseddel har politiske konsekvenser, men det giver ikke samme varige følelse som det selv at gøre noget mere med sin krop.

Derfor: Politisk forandring starter i kroppen. Det er ikke bare teoretiske og strategiske overvejelser, meningsmålinger og stemmesedler, men også muskler, hjerne, adrenalin, glæde, vrede, sejre og nederlag - oplevelser og følelser, som kan mærkes i kroppen og som derfor, på godt og ondt, mærker én for livet og giver inspiration og entusiasme til den videre kamp. Hvis vi kun fokuserer på mandater og ord, og på at vælge nogen som skal gøre noget for os, så får vi ikke entusiasmen med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar