tirsdag den 24. juli 2012

Omvendt bevisførelse fra forbudstilhænger

Søren Mehl Knudsen er læge. Han er også repræsentant for Ateistisk Selskab i noget de kalder "religiøstmedicinske anliggender". Han har skrevet et læserbrev til information, hvor han tordner mod alle, der forsvarer retten til at lade nyfødte drenge omskære (en praksis der foregår i det meste af verden - især i den angelsaksiske). Han mener det skal forbydes, men giver ikke mange argumenter for hvorfor. I stedet påstår han at samtlige argumenter imod et forbud hverken er "gyldige" eller "rationelle".

Det er en noget omvendt argumentationsform, for det er et udbredt princip i demokratiet og retsstaten, at det er de, der vil have at staten skal forbyde noget, som har bevisbyrden. Det kræver stærke argumenter at forbyde folk at gøre noget, mens man som udgangspunkt ikke behøver at forklare sig hvis man bare vil have ret til noget (med mindre der altså er stærke argumenter for et forbud).


Nu kan der godt være stærke argumenter for at forbyde omskæring - hvis børnene har stærk smerte, hvis det giver traumer, hvis det er en stærk fysisk ulempe i deres senere liv osv - men det pålægger altså fortalerne for et forbud at komme med argumentet for forbuddet, ikke omvendt. Det er altså ikke nok bare at sige at de andres argumenter ikke holder. De behøver ikke som udgangspunkt at forsvare sig - det er de, der vil forbyde noget, som først skal komme med de stærke argumenter for forbuddet.

Det skal nu ikke her handle om for eller mod omskæring (jeg synes det er en åndssvag praksis, men jeg kan ikke se hvordan man skulle administrere et forbud mod noget der er så udbredt i hele verden).

Jeg vil i stedet se på argumenterne fra Ateisisk Selskab. Jeg er selv ateist, men jeg synes det er relevant og vigtigt at påpege, at ateisme jo ikke er en ideologi og at man derfor ikke har fælles opfattelse af hverken politisk samfundsform eller af argumentation. Søren Mehl Knudsens argumentation halter i hvert fald efter min mening lige så meget som dem, han beskylder for at være "ugyldige" og "irrationelle".

Han går igennem alle forbudsmodstandernes argumenter (i hvert fald dem han kan komme i tanke om) og udsætter dem alle for det retoriske trick, der kaldes "glidebaneargumentet" - det vil sige, at han hævder at hvis man giver nogen ret i én ting, så må man også være enig i nogle helt absurde ting, som ingen (eller kun få) har agumenteret for, mens han fuldstændigt ignorerer alle relevante forskelle, der måtte være imellem de ting han sammenligner.

Det førte argument, han mener er ugyldigt er det, at noget er en traditionel kulturel praksis, og derfor ikke skal forbydes. Hvis man accepterer det, så mener han altså at man må acceptere at alle og enhver form for kulturel praksis skal være tilladt:
Argumenterer man med kultur og tradition, vil man også skulle acceptere fysisk vold mod kvinder og børn, fysisk straf for religiøse overtrædelser osv.
Det er jo mildt sagt noget vrøvl. Blot fordi man accepterer én kulturel praksis er man ikke nødt til at acceptere alle kulturelle praksisser. Der er for eksempel forskel på den indiske tradition med at give børn huller i ørerne og den indiske tradition med at brænde enker ved deres mands begravelse. Vi kan også godt acceptere argumentet om at en person gerne vil have en fridag på juleaften eller ramadanens afslutning eller en anden helligdag, som betyder meget for hende, fordi det er en del af vedkommendes kultur. Det betyder ikke at vi skal acceptere hvad som helst.

Et kriterie man kunne anvende for at skelne mellem traditioner og kulturelle praksisser er hvorvidt de gør skade på nogen. Det kan man mene at omskæringen gør, men det argument bruger Søren Mehl Knudsen desværre ikke. Han hævder altså at vi aldrig må bruge kultur som et argument - jeg antager derfor at han ikke selv holder fri på diverse helligdage, eftersom han jo ikke mener man kan skelne mellem kulturelle praksisser?

Det næste argument er af nøjagtigt samme karakter - det overgeneraliserende glidebaneargument, hvor alt er det samme. Nu argumenterer han for at man ikke kan give mindretal beskyttelse mod flertallet, fordi det vil betyde at alle mindretal altid så vil kunne gøre hvad som helst:
Bruger man argumentet om beskyttelse af mindretal, tillader man, at grupper i befolkningen udnytter deres mindretalsstatus til at etablere sig uden for retsopfattelsen.
Igen: det er noget værre vås. At tillade et mindretal at udføre en praksis som betyder meget for dem betyder ikke at man så er nødt til at tillade en hvilken som helst praksis. Det er ikke bare et dumt argument - det er også udemokratisk og farligt. Det er en fundamental del af det liberale demokrati at flertallet ikke bare kan beslutte hvad som helst og tryne enhver minoritet. Minoriteter har i et rettighedsbaseret demokrati krav på beskyttelse.

Hvis man skulle tage Søren Mehl Knudsens argument for pålydende, så ville det betyde at han må være enig med de mange amerikanere, som ønsker ateisme forbudt, hvis der var flertal for det. Uanset hvor meget flertal man har, så giver det ikke alene én ret til at kriminalisere andre.

Hvilke rettigheder der skal beskyttes og hvornår flertallet skal respektere et mindretals ret til selv at bestemme, det er en debat man konstant kan tage, men den debat den kræver, at man er i stand til at skelne mellem forskellige praksisser og ikke bare kaster dem alle i en og samme bunke. Den skelnen er Søren Mehl Knudsen desværre ikke villig til at foretage.

Når han påstår at det at tillade omskæring betyder at man så også må tillade menneskeofring, så er det virkelig hans argumenter der er irrationelle og ugyldige, for det er jo helt grotesk, hvis en læge ikke kan skelne mellem de to ting.

Og når han påstår at det at tillade en enkelt kulturel praksis vil føre til at mindretallet skaber "et samfund uafhængigt af det samfund og de love, som omgiver" dem, så er han ærligt talt ude i en noget totalitær og absurd argumentation. Selvfølgelig kan man give folk rettigheder uden at det betyder at de sætter sig helt og holdent udenfor loven.


Det tredie argument er fra samme skuffe:
Bruger man argumentet, at forældrene har ret til at bestemme over deres børn, tillader man også fysisk revselse, at børn tatoveres, eller at en forskruet mor lader sin 12-årige datter få indopereret silikonebryster for at klare sig bedre i konkurrencen om at komme med i et talentshow.
Altså ifølge Søren Mehl Knudsen så har ingen forældre nogen ret til at bestemme noget som helst over sine børn - for hvis man giver dem ret til at bestemme én ting, så må man jo også give dem ret til at bestemme alle mulige andre groteske ting. Søren Mehl Knudsen og Ateistisk Selskab har en hård kamp foran sig når de vil afskaffe forældrenes ret til f.eks. at bestemme hvilken skole deres børn skal gå i og så videre. Det er en mærkelig - og "ugyldig" - argumentation, som forudsætter at man ikke kan skelne mellem forskellige handlinger og vurdere dem ud fra om de skader eller ikke skader.


Det fjerde argument er endelig af en anden type. Det er juridisk:
Tillader man omskæring tilsidesætter man den konvention om børns rettigheder, som Danmark har tilsluttet sig.
 Jeg ved ikke om FNs konvention om børns rettigheder forbyder omskæring, men hvis den gør, så er Danmark i hvert fald ikke alene om at bryde den, for der er mig bekendt ingen (eller meget få) af de lande, der har tilsluttet sig den, som har forbudt omskæring. Tværtimod er omskæring en statssantioneret rutine-praksis som udføres af læger i andre underskriver-lande som England, Australien, Canada m.v.

At andre bryder konventionen er selvfølgelig ikke et argument for at man selv skal gøre det, men jeg nævner det fordi det antyder at der næppe er nogen udbredt enighed om Søren Mehl Knudsens fortolkning af konventionens krav.

Derefter hopper han tilbage til "hvis-vi-tillader-én-ting-så-er-alt-tilladt"-argumentationen. Denne gang i en version som jeg forstår, men jeg gætter på at det egentlig bare er en gentagelse af det han allerede har sagt:
Fremfører man det argument, at denne praksis er en normalitet, og at en kultur må definere sin egen normalitet, vil man også kunne argumentere for, at fysisk afstraffelse, modstand mod skolegang, misbrug etc. er en normalitet, som man skal respektere, fordi vi ikke som samfund må blande os i normaliteten hos minoriteter!
Som sagt: Jeg forstår ikke hvad han skriver her. Er der virkelig nogen der har forsvaret noget ved at henvise til at det er en "normalitet"? Men uanset hvad det så end skal betyde, så er argumentet jo det samme tåbelige vås om at man ikke kan skelne mellem forkellige praksisser og hvis man tillader den ene så er man automatisk nødt til at tillade hvad so helst. Det argument er altså både ugyldigt og trættende - også selvom det nu bliver fremfør med fremmedord og råbende udråbstegn.


Og han fortsætter med samme argument:
Argumenter om, at traditionen for at skamfere drenges kønsorganer går langt tilbage i historien, indebærer samtidig en anerkendelse af, at hvis man gennem nogle tusinde år har vundet hævd på en praksis, kan den ikke anfægtes. 
Argumentet forudsætter at man ikke er i stand til at skelne mellem forskellige praksisser ud fra relevante kriterier (f.eks. skade-princippet). Det er trist hvis en læge ikke kan se forskellen på omskæring, hustruvold og slaveri, men det gør det ikke til et godt argument.

... og så videre og så videre og så videre...


På ét tidspunkt kommer Søren Mehl Knudsen tæt på at berøre den relevante problemstilling, som kunne have givet ham argumentet for et forbud - nemlig spørgsmålet om hvorvidt omskræring gør skade på barnet. Men han vælger minsandten at erklære det for ligegyldigt:
Bruger man argumentet om, at det bare er en lille kødflap uden betydning og følelse, så kan man vel også tillade sig at klippe lidt af øreflippen eller andre steder, bare det kan forsvares hygiejnisk, religiøst eller kulturelt?
Ja og nej. Ja: Hvis noget bare er en lille kødflap uden betydning og følelse, så har forbudstilhængerne altså en meget dårlig sag og et meget svagt argument. Hvis man skal forbyde noget, så skal det altså være fordi det har betydning. Og nej: at argumentere for at give børn hul i øret til en ørering betyder altså ikke at man så skal tillade forældre f.eks. at hugge ben og arme af deres børn. Som læge må du altså lære at skelne!

Forskellen er naturligvis om noget har følelse og betydning - om det giver smerte, traumer eller handicaps. Det er et relevant kriterie! De kriterier kunne vi bruge til at vurdere om noget skal være forbudt. Men det kriterie erklærer Søren Mehl Knudsen minsandten for irrelevant. Dermed har han jo også opgivet at fremføre det eneste gyldige argument for et forbud.


Søren Mehl Knudsens meter-lange læserbrev er en fremragende opvisning i uintelligent og manipulerende argumentation. De "gyldige og rationelle argumenter", som han påstår alle andre mangler, er fraværende i hans tekst.

Desuden beskæftiger han sig slet ikke ved det ellers både gyldige og rationelle argument, at det er problematisk at give staten magt og ret til at bestemme alt for meget. Et samfund hvor staten løser alle problemer med tvang og forbud har efter min mening politisk ubehagelige konsekvenser.

Det er klart han ikke forholder sig til det, for han kan slet ikke se noget problematisk i at lade staten diktere borgernes adfærd. Han kræver nemlig "konsekvent lovgivning" fra staten, som skal bekæmpe udvalgte "sekteriske religioners" kulturelle praksisser. Man kan godt høre at tiderne har skiftet, for hvis den slags mere eller mindre totalitære holdninger ikke var blevet bekæmpet af bl.a. tidligere ateister, så ville hans forening og ateismen stadig have være forbudt den dag idag. Jeg ønsker hverken en kristen stat, der kan bestemme alt over borgernes kultur og praksis, eller en ateistisk stat der gør det samme.

Mindretal skal naturligvis beskyttes - uanset om de er religiøse eller ateistiske - og forbud kræver altid argumenter fra tilhængerne af forbuddet, ikke af modstanderne. Når man vil have at staten med magt skal forbyde noget, så er det faktisk én selv, der har bevisbyrden.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan gives gode argumenter for et forbud (som så må tage højde for de gode modargumenter). Søren Mehl Knudsen kommer bare ikke med nogen.

4 kommentarer:

  1. Herlig spids og logisk (for)hudfletning - en fornøjelse, selvom det er dybt alvorligt.

    SvarSlet
  2. Nu ved jeg ikke helt, om det er rimeligt at kalde det "tilhænger af forbud", når det er de religiøse mennesker, der hævder, at omskæringen er nødvendig. De må da komme med et argument for handlingen først.

    Endvidere er det generelt forbudt at udsætte børn for lemlæstelser, med mindre der angives en medicinsk årsag. Vi må ikke skære deres øreflip af eller fjerne et stykke af lillefingeren. Men lige netop én form for fysisk vold må man godt udsætte dem for, alene af religiøse årsager, nemlig omskæring. I stedet for at sige, at man forbyder omskæring, så kan man blot fjerne særtilladelsen og bede de religiøse komme med en god grund til, at den skal eksistere. De kan jo prøve at forklare, hvorfor deres religion går forud for barnets ret til selv at vælge, og de kan prøve at forklare, hvorfor det ikke kan vente, til barnet selv har mulighed for at tage stilling.

    SvarSlet
  3. Som sagt: Der kan godt gives argumenter for et forbud. Det ville have været smart hvis ham repræsentanten for alle os ateister havde gjort det i stedet for at koncentrere sig om en manipulatorisk tilbagevisning af alle de andres argumenter :)

    (okay, den var måske ikke helt til at forstå. ... jeg synes lidt at "Ateistisk Selskab" er noget lidt mærkeligt noget. En forening for folk der har det til fælles at de ikke har noget andet til fælles? Som sagt: Et ateistisk selskab kan umuligt tale på vegne af ateister om andet end "vi tror ikke på nogen Gud". Ateister er hverken enige om omskæring, skattepolitik, morgensang, badeforhæng, multikultur, minoritetsbeskyttelse osv.)

    SvarSlet
  4. min anke mod omskæring af børn er at det er et uigenopretteligt indgreb i deres fremtid

    SvarSlet