mandag den 13. august 2012

Demokratisk forår i DF?

Apropos ”nazistister” og anti-demokrater (jeg må godt ifølge Ole Hyltoft): Nu hvor den ubestridte formand for DF, Pia Kjærsgaard, ikke længere ”stiller op til genvalg” (som om der nogensinde var noget, der lignede et egentligt valg i det parti), kan man så fremføre et forsigtigt håb om, at Dansk Folkeparti vil blive et demokratisk parti med fuldt medlemsdemokrati og den slags?

Mig bekendt har der aldrig været mere end én kandidat, som medlemmerne kunne ”stemme” på til formandsvalget, men nu er der jo god tid, så alle medlemmer kan overveje om de vil stille op, og der kan være en seriøs og grundig diskussion internt i partiet og lokalafdelingerne om hvem, der bedst kan repræsentere partiet i fremtiden. Når hun sådan annoncerer det til alle landets medier, så må det vel være for at sikre, at processen for at finde den næste formand bliver så demokratisk som mulig.

Nå ikke?

Siger du, at en lille lukket kreds i partiets inderkerne allerede har udpeget den næste formand uden så meget som at orientere lokalkredsene? Siger du, at årsmødet blot rent pro forma skal godkende denne udpegning, og at der altså ikke bliver noget egentligt valg? Okay… øhm… tjah…

… Selv uden Ole Hyltofts tossede udtalelser, så må jeg sige, at det faktisk minder mig lidt om ”præsidentvalgene” i visse knap så demokratiske lande, hvor der kun er én kandidat, som vælgerne kan stemme på, og hvor den afgående præsident selv udpeger sin efterfølger.

At Dansk Folkepart ikke er et demokratisk parti i den forstand, at de ikke har noget egentligt internt medlemsdemokrati, er ikke bare et problem for medlemmerne og noget der ellers ikke rager os andre. Det er faktisk et problem for resten af samfundet.

Jeg skrev engang et blogindlæg, hvor jeg sammenlignede Dansk Folkepartis interne struktur med den lenininistiske model for parti-struktur (uden at sidestille deres politik på andre områder). Det var ikke en skødesløs og ahistorisk sammenligning og ikke et forsøg på at sige ”æv bæv i er dumme”, men en alvorligt ment kritik af centralistiske og topstyrede partier, der ikke tillader intern debat og uenighed (og kritikken kunne for så vidt også rejses mod andre partier).

Man kan ikke forvente, at et parti, der ikke internt har en demokratisk struktur, vil arbejde for at udbrede demokrati i resten af samfundet. Tværtimod: Hvis man tror på demokrati, så starter man jo med at praktisere det i ens egne rækker. Den organisationsstruktur og beslutningsproces, man vælger for sin egen organisation, bliver også den model, man vil tage med sig i sine politiske beslutninger udenfor organisationen. Det er trods alt internt i organisationen, at man først lærer hvordan politiske beslutninger træffes.

Et topstyret og ikke-demokratisk parti vil altså arbejde for at fremme topstyring og modarbejde demokrati i resten af samfundet. Derfor er Dansk Folkepartis manglende interne demokrati et problem for os alle. Det er den klassiske og nok mest primære anarkistiske kritik af de autoritære tendenser på venstrefløjen at man ikke kan fremme værdier gennem institutioner, der ikke selv bygger på de værdier. (For yderligere uddybning henviser jeg igen til mit gamle blogindlæg).


Indlægget er også bragt på Modkraft

Ingen kommentarer:

Send en kommentar