lørdag den 18. august 2012

Venstre vil afskaffe engelsk-undervisning i folkeskolen

... og tysk og fransk og alle de andre fremmedsprog, der undervises i i landets folkeskoler og gymnasier og andre offentlige uddannelsesinstitutioner.

I hvert fald ifølge Inger Støjberg, som udtaler:
I Danmark taler vi dansk. Man har ret til at lære alle de sprog, man vil, men det skal foregå i fritiden. Det er ikke en offentlig opgave.
Det er jo så godt nok en direkte løgn, når hun siger, at det ikke er en offentlig opgave i dag, for det er det faktisk. Adskillige regeringer og folketingssamlinger har vedtaget gang på gang, at det faktisk er en offentlig opgave at sørge for at børn lærer forskellige sprog ud over dansk. Det hun mener må derfor være, at hun ikke ønsker, at det skal være en offentlig opgave, og at hendes parti, Venstre, altså vil arbejde på at ændre loven, sådan så det ikke længere vil være muligt at blive undervist i ikke-danske sprog i en offentlig institution.

Det er dog stadig en ret grotesk holdning... hun kunne jo lige så godt erklære, at uvidenhed er partiets ideologi og at de helst ikke ser, at andre lærer noget.

... men måske taler Inger Støjberg slet ikke på partiets vejne, når hun siger, at Venstre arbejder for at fremme uvidenhed? Lad os lige vente og se om hun får en reprimande fra partiet i morgen (jeg holder ikke vejret i spænding).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar