søndag den 4. november 2012

Nogle menneskeliv er intet værd i danske medier

Hvis man kun læser danske medier, så kan man let få det indtryk, at Orkanen Sandy kun har hærget i USA, at det kun er amerikanske byer, der er blevet ødelagt, og at det kun er amerikanere, der er døde.

Hvis man f.eks. søger på "Sandy" på Politikens hjemmeside, så er den fuld af artikler om stormens rasen i USA, og hvordan amerikanerne forholder sig til det - men der er ikke én eneste (i hvert fald ikke i de første 20 artikler), der handler om stormens konsekvenser i lande udenfor USA. Her er to screenshots (klik for større format):



Som sagt: Man kunne let få det indtryk, at USA er det eneste sted, der blev hårdt ramt af orkanen. Hvis man læser Politiken er der i hvert fald intet, der oplyser om, at den også har ramt andre steder. Men det har den altså!

Stormen startede i ved kysten af Nicaragua. Før den kom til USAs østkyst havde den bevæget sig hen over Det Caribiske Øhav med lande som Jamaica, Den Dominikanske Republik, Haiti, Cuba og Bahamas. Selvom det ikke har været dækket i de danske medier, så forårsagede orkanen altså også store ødelæggelser i disse noget fattigere lande. Selvom de måske får alle deres nyheder ved at kopiere amerikanske medier, så burde det da ikke være så svært for danske journalister at foretage en almindelig Google-søgning, hvorved de kunne se billeder af ødelæggelserne i bl.a. Cuba og Haiti.

Der var faktisk en enkelt af artiklerne på Politiken.dk, der nævnte Cuba. Den er - som de fleste andre - skrevet af Ritzau og har manchetten (den tekst under overskriften, som opsummerer det vigtigste i artiklen): "Orkanen Sandy er blevet forstærket hen over Cuba og er nu på vej mod Bahamas og USA's østkyst."

Det at en kraftig orkan hærger Cuba bliver altså udelukkende brugt som en anledning til at fortælle læserne, at den er på vej mod USA. Selvom ødelæggelserne i Cuba nævnes, så giver det det indtryk at de ikke rigtig er væsentlige i forhold til de mulige fremtidige konsekvenser, når den når frem til det land, hvor det virkelig er relevant.

Det indtryk forstærkes af en af de senere artikler fra efter orkanen var landet i USA. Nu oplyser Ritzau, at: "Superstormen Sandy gik omkring klokken 01 dansk tid i land ved den amerikanske østkyst i det sydlige New Jersey. Siden da har uvejret trukket et dødeligt spor gennem flere delstater - 13 mennesker er indtil videre meldt dræbt i både USA og Canada."

Bemærk sætningen: "13 mennesker er indtil videre meldt dræbt i både USA og Canada."

13 mennesker i USA og Canada. Det er alt vi får at vide om orkanens ofre. Men på det tidspunkt havde den allerede forårsaget 69 dødsfald i de caribiske lande! Det er menneskeliv, som slet ikke tælles i Ritzaus og de danske mediers dækning af katastrofen!



Forstå mig ret: Jeg kan godt forholde mig til at det der sker i USA får større dækning i de danske medier end begivenheder i mindre østater, som danskere ikke har samme nære forhold til. Jeg kan f.eks. godt forstå, hvorfor danske medier dækker amerikansk politik mere end f.eks. parlamentsvalget i Bahamas.

Men en orkan er en transnational begivenhed, der dræber og ødelægger uden hensyn til nationale, politiske eller kulturelle forhold, og det forekommer mig altså lidt grotesk, at det ifølge de danske medier udelukkende er relevant hvilke konsekvenser, den har haft for én bestemt nation. Her er ikke blot tale om at nogle mennesker er mere værd end andre - det er som om nogle menneskeliv slet ikke er værd at tale om.

Det er jo ikke ligefrem fordi avis-redaktionerne af pladshensyn har måttet nedprioritere nogle orkan-nyheder frem for andre - netmedierne er proppet med både relevante og tynde artikler om alt fra de alvorlige ødelæggelser i USA til hvad, en enkelt dansker laver nu hvor det lokale maraton-løb i New York er blevet aflyst, og lokalstof uden dansk relevans om, at der stadig er skuespil på Broadway.

USA blev rigtig hård ramt af orkanen Sandy, og det er en katastrofe, som amerikanerne stadig lider under. Men de 55 omkomne amerikanere er vel ikke mere værd end de 52 omkomne i Haiti? Og hvor new yorkerne nok kommer sig over strømafbrydet og oversvømmelserne, så kommer stormen altså til at forsætte med at tage liv i Haiti, fordi den har forstærket kolera-epidemien og andre alvorlige problemer, haitianerne stadig lider under efter det tragiske jordskælv i 2010 (som i øvrigt også blev dækket med kraftige racistiske undertoner i medierne).

Jeg siger aldeles ikke, at de enkelte journalister er racister i den forstand, at de "hader" befolkningen i de caribiske lande. Men jeg mener, det er en form for racisme, når denne befolkning overhovedet ikke er relevant ifølge de danske medier - når den slet ikke eksisterer i det danske mediebillede af Verden, og når katastrofer og dødsfald ikke lever op til redaktionernes "væsentlighedskriterier" med mindre, de går ud over bestemte kulturer og nationer.

Jeg tror på ingen måde, der er tale om nogen "ond vilje" eller bevidst udeladelse, men tværtimod en journalistisk dovenskab og snæversyn, som er forbundet med at langt det meste af den danske udenlandsdækning består af afskrifter fra amerikanske medier, hvilket både resulterer i, at danske avislæsere ikke får lov til at høre om at der eksisterer andre mennesker i verden, og i at aviserne proppes med amerikanske lokal-nyheder, som egentlig ikke er særligt interessante eller relevante.

Det er et strukturelt problem, som skyldes, at de danske medier typisk får sit indhold fra meget få og geografisk bestemte kilder. De har intet globalt udsyn. Men ikke desto mindre betyder det, at mange danske medier har et slags racistisk verdenssyn, hvor kun bestemte kulturer og befolkninger er relevante, og at de viderebringer et billede af verden til de danske avislæsere, hvor nogle mennesker er vigtige, mens andre er ligegyldige og ikke-eksisterende.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar