søndag den 30. december 2012

Danskernes Parti (uddrag af en jammerligt kedsommelig tale)

Jeg faldt tilfældigvis lige over formand Lars Løkke Rasmussens tale Lars Løkke Rasmussens tale ved Venstres landsmøde den 17. november 2012.

Den er interessant i sin kedsommelighed og mangel på politisk ideologi eller vision. De idéer og værdier, der trods alt præsenteres, lyder ærligt talt som god gammeldags konservatisme. Der er ikke meget liberalistisk frihedskamp, individualisme, markedsideologi eller fokus på politiske rettigheder i formandstalen på årsmødet for det parti, der kalder sig "Danmarks Liberale".

Tværtimod blev der lagt vægt på traditionelt konservative dyder som sparsommelighed og mådehold, talen var en hyldest til den konservative anti-ideologiske ideologi og pointerede, at det er ligegyldigt om det er markedet eller det offentlige som leverer en ydelse, så længe "det virker". Der blev gjort kraftig brug af kollektivistisk og korporativistisk tænkning, som ellers normalt ligger liberalismen fjernt, men bestemt ikke er fremmed for konservatismen - blandt andet i følgende passage, som jo lige så godt kunne være udtalt af en formand fra et parti der ligger længere til højre og/eller længere oppe af den totalitære akse (mine fremhævninger):

Jeg forstår, at der er partier, som er optaget af en ny version af klassekampen, af at dele danskerne på kryds og på tværs. At nogle vitterlig mener, at buschaufføren og bankdirektøren per definition er hinandens fjender. Og som end ikke kan forestille sig, at smeden og sygeplejersken kan have noget til fælles med advokaten og overlægen. Men de tager fejl. For alle har de Danmark til fælles!

Så, når vi siger vi er det som i vi – og ikke som i vi og de andre. Vi deler ikke danskerne op i ven og fjende. Vores drivkraft er hverken misundelse over for dem, der gør det godt, eller ligegyldighed over for dem, der har det svært. Nej. Vores drivkraft er kærligheden til det fællesskab, vi kender som Danmark, og respekten for dem, der yder det, de kan, til fællesskabet.

[.. passage med fiktive eksempler på personer...]

Kort sagt: Alle dem, der yder det, de kan. Alle dem der derved holder Danmark i gang og får samfundets hjul til at snurre. Dem har vi respekt for.

Venstre tager deres – danskernes – parti. Venstre er danskernes parti!

Venstres slogan er altså ikke længere "Danmarks liberale parti", men "Danskernes Parti"? Det navn er altså allerede taget! ... af et parti der nok godt kunne skrive under på ovenstående nationalromantiske pladder.



Nå. Talen fortsætter:
Derfor vægter vi gamle dyder som sparsommelighed og mådehold. Fordi vi ved, at orden i økonomien har stor betydning for danskernes hverdag. For renten. For skatterne. Og ikke mindst for arbejdspladserne.

Derfor vægter vi valgfrihed højt. Fordi vi ved, at danskerne er bedst til at træffe valg for dem selv og at stive systemer ofte spænder ben. Vi går ikke op i, om lægen, der opererer hoften, er privat eller offentligt ansat. Vi går ikke op i, om der står ”Horsens Kommune” eller ”Hansens hjemmeservice” på uniformen, når vores ældre skal have praktisk hjælp. Vi går op i, at tingene virker!



... "Ideologier er noget bras," sagde den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti i Danmark, Poul Schlütter.

... "Det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid, så længe den fanger mus," sagde den tidligere formand for Det Kommunistiske Parti i Kina, Deng Xiaoping.

... "Vi går ikke op i, om der står Horsens Kommune eller Hansens hjemmeservice på uniformen," sagde Lars Løkke Rasmussen.


... "Gab!" sagde jeg.


3 kommentarer:

  1. Det er i almindelighederne ideologien ligger gemt..

    Anywho, hvem har også brug for nytænkning, når man kan være sikker på at den samme politik bliver gennemført uafhængigt af folketingssammensætning.

    SvarSlet
  2. Har du i øvrigt læst denne blog-post: Against pragmatism
    http://www.prospectmagazine.co.uk/blog/against-pragmatism-blair-cameron-clegg/

    Den er glimrende synes jeg. En god pointe er, at denne invokering af pragmatisme, og bare ville gøre "det der virker" forudsætter en fastfrysning af den herskende moralske orden, som noget uangribeligt.

    Det går meget godt i spænd med din pointe med Løkkes kedsommelige konservatisme.

    SvarSlet
  3. Det var en god og interessant artikel, Rutger. Tak for linket.

    SvarSlet