fredag den 4. januar 2013

Hvor dumme tror de mon, vi er?

Jer i Danmark har nok hørt/læst om at Danmarks Radio iscenesatte et teaterstykke, hvor tv-værter og -gæster lod som om de gættede på hvad, statsministeren ville sige i sin nytårstale, uden at fortælle seerne, at både værter og gæster faktisk vidste nøjagtigt hvad, der stod i den tale. Åndsvagt TV og det forringer DRs journalistiske troværdighed, når deres "nyhedsprogrammer" viser sig at være rent teater.

Men så meget interesserer det mig heller ikke. Det gør til gengæld DRs politiske redaktør Ask Rostrups forklaring på, hvorfor de lavede det nummer:
At de så lader som om, at de ikke ved, hvad der står i talen, skyldes ifølge Rostrup et hensyn til seerne.
"For nogle år siden sagde vi til seerne, at vi havde læst talen. Men det virker uforståeligt for de fleste, at vi nævner det, når vi ikke fortæller, hvad vi ved, fordi den er klausuleret."
"Det er en besynderlig formidlingsform, hvor man så skal ud og fortælle om klausuler," siger Ask Rostrup, som helst ville være fri for at lave politisk optakt til nytårstalen.
Han mener til syneladende, at seerne er for ubegavede til at forstå en simpel sætning som:

"Til seerne må vi hellere sige, at vi i studiet faktisk allerede har fået og læst statsministerens tale, men vi har lovet ikke at afsløre indholdet i den, før den kommer live på TV."

Hvor svært kan det være at forklare? Hvor dumme mener de, at deres seere er? Det er da lidt af en fornærmelse af den danske befolknings intelligens, at de mener folk ikke kan forstå noget så simpelt.

Og hvis de virkelig opfatter seerne som så tungnemme, så må de vel takke nej til en hel del programmer, der kræver en forståelsesevne, der ligger over DR-redaktionens forventninger til seerne. Hvis DR hævede sin opfattelse af befolkningen, ville der så blive plads til mere intelligente programmer?


Måske er folk ikke dummere end man gør dem til? (En sætning der også indikerer, at man faktisk godt kan gøre folk dumme - når man nægter at oplyse folk, fordi man betragter dem som for dumme til at tage imod oplysning).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar