tirsdag den 14. maj 2013

"Det forstår jeg ikke. Derfor: Gud"

Sognepræst Aage Møller forsøger i Politiken at fortælle os hvorfor religion er sandt og vigtigt. Han starter med:
Kristendom forkynder, hvad sandt liv er, at vi finder og får sandheden om os selv hos dem, der holder af os.

Medmenneskets kærlighed til os er vores egentlige virkelighed (...)

Ved tragiske dødsfald og ved andre betydningsfulde lejligheder i tilværelsen har vi brug for at bekende os til denne sandhed hinsides vores rationalitet, vilje og følelse, så vi styrker vores tro på sandhedens nærvær på tværs af tidens tilskikkelser, moral og kultur.

Fair nok. Den kan jeg nok godt skrive under på. Men hvad har det med religion at gøre? Samme filosofiske påstand kan man jo også komme med uden at være kristen - og mange gør det (inklusiv mig). Man behøver ingen gud for at anerkende at følelsesmæssige tilknytninger til andre mernnesker er et væsentligt - måske dét væsentligste - element ved det at være menneske eller have et godt liv.

Jeg lægger da også mærke til, at præsten slet ikke bruger ordet "Gud" når han her skal beskrive hvad kristendom er og hvorfor religion er vigtigt. Måske er gudstroen slet ikke nødvendig?

Nå, han fortsætter:
Kristendom har intet med naturvidenskab at gøre. Fysiske og psykiske hændelser kan principielt forklares. At vi forstår hinanden hos hinanden og bliver til uden for os selv hos hinanden, kræver derimod ingen forklaring og kan ikke forklares. 
Vrøvl! Der kan gives masser af plausible naturvidenskabelige forklaringer på hvorfor mennesker har brug for hinanden og hvorfor vi som art er udviklet til at føle omsorg for hinanden. Selvfølgelig kan det forklares - i hvert fald principielt. Hvilket da også følger af hans næste sætning:
Det sker bare som det mest naturlige. 
Prøvnuligeathørher! Hvis det "sker som det mest naturlige", så er det vel for pokker en del af naturen - og dermed ikke af det over-naturlige - og hører derfor bl.a. ind under de ting, som naturvidenskaben principielt kan forklare. Og igen: Hvad har det med Gud at gøre? Svaret skulle forestille at komme i næste sætning:
Vil man forstå denne religiøsitet, må man sætte sig ind i treenigheden, der transcenderer den flade rationalitet.
Vent hvad?? "Denne religiøsitet"? Du har jo ikke nævnt nogen religiøsitet! Vi var ved at snakke om menneskets naturlige behov for at føle noget for andre og blive følt af andre. Du kaldte det endda naturligt! Hvordan kan du pludselig kalde det for "denne religiøsitet"? Du talte om menneskers psykologiske tilknytning til andre virkelige mennesker - ikke om deres forhold til en overnaturlig guddommelig kraft. Du har sprunget adskillige led over i din argumentation, og det er snyd!
 
Og hvordan i alverden er "treenigheden, der transcenderer den flade rationalitet" en forklaring på noget som helst? Det var den sætning der skulle føre os fra det ganske sekulære præmis om menneskets helt naturlige psykologiske og sociale behov for andre mennesker til hvorfor religion er sandt og Gud er nødvendig, men den forklarer jo ingenting.

"treenigheden, der transcenderer den flade rationalitet"... hvad betyder det overhovedet på menneskesprog?

Der kommer ikke noget svar. Præsten har en masse banale (men troværdige og vigtige) pointer om menneskers behov for og tilknytning til hinanden, men teksten har intet med religion at gøre andet end den nonsens-agtige sætning. Jovist har vi brug for hinanden som mennesker - deraf følger intet om religion eller dens sandhed.

Hvis "treenigheden, der transcenderer den flade rationalitet" er kirkens bedste bud på en forklaring på menneskets sociale instinkter og behov, så har sognepræst Aage Møller hermed givet mig fornyet tro på naturvidenskabens overlegenhed. Den har dog en del mere fornuftigt at sige om hvorfor vi som biologisk art er udviklet som sociale væsner med behov for socialitet med vore medmennesker (hvilket jeg bl.a. har beskæftiget mig med her).

Det eneste præsten har gjort er at pege på noget, de fleste af os godt kan se, og så sige "det kan videnskaben ikke forklare, derfor er religion nødvendigt", men det betyder jo i virkeligheden ikke andet end "det forstår jeg ikke, derfor tror jeg at det er overnaturligt, og derfor Gud".

4 kommentarer:

  1. "at vi forstår hinanden hos hinanden og bliver til uden for os selv hos hinanden"
    oversætter du til det noget mere naturaliserede "[at] mennesker har brug for hinanden og hvorfor vi som art er udviklet til at føle omsorg for hinanden".

    Men det er jo noget ganske andet. Jeg synes det er trist, at du laver en så overfladisk og manipulatorisk læsning. Der er vel ting i og områder af menneskers liv, som ikke kan reduceres til fysiske egenskaber eller kausale forklaringer.
    Ting som hvordan man forholder sig til sin egen død og til hvordan man opfatter sig selv og verden omkring én.

    SvarSlet
  2. det er rigtigt nok at jeg laver lidt frie tolkninger, men det var sådan jeg læste det: "at vi bliver til hos hinanden" er jo ikke noget overnaturligt eller over-mennskeligt - det er mellem-menneskeligt. Det kan principielt godt forklares uden at man har brug for noget transcendent, almægtigt eller lignende. Og at henvise til er da i hvert fald ikke nogen sandsyniggørelse af det transcendente almægtige.

    Det gælder lige så meget dine eksempler: "hvordan man forholder sig til sin egen død" er ikke noget over-naturligt, over-menneskeligt eller noget andet der tyder på guddommelig eksistens. Det er psykologi og foregår i det enkelte menneske og imellem menneskene, ikke over dem.

    SvarSlet
  3. Jeg er enig i at forholdet til ens egen død ikke behøver at involvere noget overnaturligt eller guddommeligt. Og jeg er også enig i at videnskaben muligvis kan forklare hvad der sker fysisk, - fx hvor meget oxytocin der udløses, når vi snakker og krammer med hinanden. Men jeg er ikke så sikker på at sådan en forklaring vil være den rigtige når man snakker med en ven i krise eller skal overbevise en sognepræst om at han har lavet verdens dårligste gudsbevis (selvom han måske har i dette tilfælde!)
    Mine eksempler skulle være eksempler på eksistentielle spørgsmål. - Og dér mener jeg ikke, at en historie om synapser og hormoner kan erstatte de, indrømmet, mere metafysisk promiskuøse teorier.

    Når man, som det ofte passer sig, angriber religiøse for at være filosofisk uredelige, så skal man gøre det ordentligt. Og man gør det ikke ordentligt hvis an reducerer livets svære spørgsmål til noget som man kan få svar på hvis man ringer til Panum.
    Det er fint, at du fremhæver at fordi 'vi bliver til hos hinanden' og alt muligt fromt, så beviser det ikke en transcendent guds eksistens. Men man kan sagtens redegøre for disse møder, hvor vi bliver til hos hinanden, uden nødvendigvis at abonnere på en gråskægget fyr i himlen. Og det er netop sådan man skal overbevise folk om at gud mv. er overflødige.

    Faith is not a question of the existence or non-existence of God. It is believing that love without reward is valuable.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik vidst lige trykket send før jeg fik læst mit indlæg igennem. Den her passer ind halvt nede i andet afsnit.

      *man kan sagtens redegøre for disse møder, hvor vi bliver til hos hinanden *på en tilfredsstillende måde, uden at abonnere på en gråskægget gud ELLER at opløse spørgsmålene til noget som videnskaben må tage sig af.

      Slet