fredag den 29. august 2014

Politikens dobbelt- og trippel-standarder

Kan du forestille dig at denne tekst blev bragt som leder i Politiken?
POLITIKEN MENER: Jødiske foreninger i Danmark bør styrke kampen mod ekstremisme

Jødiske organisationer i USA og Sydafrika demonstrerer mod uhyrlighederne. Indtil videre har de større foreninger for det lille trossamfund herhjemme afholdt sig fra at tage tilsvarende offentlige initiativer.

Ifølge Det Mosasiske Trossamfund skyldes tavsheden, at det er »et grænseløst irritationsmoment, når man som dansk jøde gang på gang og fuldstændig under bæltestedet skal stilles til ansvar og stå ’skoleret’ i forbindelse med udenlandske fænomener såsom Yisrael Beiteinu, HaBayit HaYehudi, Kahane Chai, IDF, JDL og lignende sygeligheder, blot fordi de angiveligt skulle være ens trosfæller«.

Sandt nok. Vi kan og skal ikke stille den enkelte jøde til ansvar for handlinger begået af andre i jødedommens navn.

Men de jødiske organisationer, der hævder at tale på vegne af større eller mindre grupper blandt de 5-6.000 herboende jøder, kan styrke kampen mod ekstremismen ved at træde synligt op mod uhyrlighederne.

Det vil styrke organisationerne og respekten for dem at inddrage resten af samfundet i deres protest og demonstrere, at afskyen for volden forener os på tværs af politik og religion. 
Næppe!

Men hvad så med den her: 

POLITIKEN MENER: Kristne foreninger i Danmark bør styrke kampen mod ekstremisme

Kristne organisationer i Uganda og Norge demonstrerer mod uhyrlighederne. Indtil videre har de større foreninger for det største trossamfund herhjemme afholdt sig fra at tage tilsvarende offentlige initiativer.

Ifølge Folkekirken skyldes tavsheden, at det er »et grænseløst irritationsmoment, når man som kristen gang på gang og fuldstændig under bæltestedet skal stilles til ansvar og stå ’skoleret’ i forbindelse med udenlandske fænomener såsom Army of God, Orange Volunteer Force, The Lord's Resistance Army, Anti-balaka, Anders Behring Breivik og lignende sygeligheder, blot fordi de angiveligt skulle være ens trosfæller«.


Sandt nok. Vi kan og skal ikke stille den enkelte kristne til ansvar for handlinger begået af andre i kristendommens navn.
Men den kristne organisation, der hævder at tale på vegne af danske kristne og er en del af den danske stat, kan styrke kampen mod ekstremismen ved at træde synligt op mod uhyrlighederne.

Det vil styrke folkekirken og respekten for den at inddrage resten af samfundet i deres protest og demonstrere, at afskyen for volden forener os på tværs af politik og religion.
 Nej slet ikke!
Men den her - stort set identiske - leder kan de sagtens bringe?

tirsdag den 19. august 2014

Legalisering og institutionalisering = Opløsning af fællesskab?

Sporadiske strøtanker foranlediget af en artikel i dagens Information:
Lovliggørelse kan forhindre at hashpenge går til legepladser
At penge fra illegalt hashsalg på Christiania ender i projekter til gavn for fællesskabet på Fristaden ændrer ikke ved, at det er ulovligt og derfor skal stoppes, siger venstrefløjspolitikere og peger på lovliggørelse som et svar

Denne artikel kan være anledning til en efter min mening morderligt interessant diskussion (som jeg godt er klar over at det ikke er alle der finder interessant): Er det i virkeligheden staten - det såkaldte "fællesskab" - som underminerer og ødelægger mere eller mindre sociale fællesskaber ved at tvinge sociale relationer ind i institutioner og markedsgørelser og så videre? Kan det være at lovliggørelse faktisk fører til mere grådighed og egoisme end kriminalitet?

Selvfølgelig søger den kriminelle egen vinding, men han er samtidig nødt til at pleje sin kontakt til sociale netværker som bygger på gensidig tillid og respekt. En legalisering vil derimod omforme den tidligere kriminelle til en forretningsmand som pludselig kan skide højt og flot på den slags og kun fokusere på profit. Han vil nu blive beskyttet af politiet og kan flytte sin forretning rundt uden at være afhængig af at kende folk i nabolaget.

Tilsvarende med andre ting der ofte italesættes som "anti-sociale" og "imod fællesskabet" (hvormed kritikerne som regel mener "staten"). Sort arbejde for eksempel. Det kommer i mange former, men én er den hvor naboer og venner udfører tjenester for hinanden - et grundlæggende element i de sociale relationer som et velfungerende fællesskab bygger på - eventuelt med udveksling af diverse erkendtligheder. Disse gensidige tjenester kan være kriminelle, men en legalisering vil samtidig forandre det sociale element og instrumentalisere vennetjenesterne så de pludselig bliver rendyrkede forretningsrelationer, hvor fællesskabet er underordnet, og det vil flytte naboernes fokus fra deres fællesskab til et forhold mellem den enkelte køber/sælger og staten.

Kriminalitet kan sagtens være mere socialt og fællesskabsorienteret end lovlige, og dermed institutionaliserede og instrumentaliserede, forretninger og forhold.


Tag for eksempel dette citat. Er der ikke noget interessant i Øs holdning her?
Sagen bliver ifølge Pernille Skipper udelukkende diskuteret, fordi det nuværende system med politi og straf er den forkerte løsning.
»Det danske folketing har ikke ryggrad nok til at tage fat om det egentlige problem. Nemlig at pengene fra hashhandel ender hos de kriminelle i stedet for på legal vis at finansiere børnehaver og lignende gennem statskassen,« siger hun.
Hvad er forskellen på den nuværende situation, hvor pengene går direkte til kriminelle OG til finansiering af legepladser og infrastruktur, og den Pernille Skipper ønsker, hvor pengene går til kriminelle/politikere OG til finansiering af børnehaver og infrastruktur og krigsmateriel gennem statskassen?

Forskellen er vel blot ordene "gennem statskassen". Altså at man ønsker at ophæve de direkte menneskelige kontakter og institutionalisere dem så folk kun har kontakter GENNEM en institution. Men det er jo netop opløsning af fællesskaberne! Staten er altså ikke "fællesskabet" - den er dets modsætning. Den overtager, medierer og institutionaliserer de relationer som mennesker i et fællesskab har direkte med hinanden.


NB. Disse tanker skal ikke forstås som en glorificering af voldelige og hierarkiske bander, der har flere fælles stræk med staten. Det er blot nogle strøtanker inspireret af en artikel.

onsdag den 13. august 2014

Dagens Vanvid

Her et lille, fascinerende men også ganske uhyggeligt, indblik ind i vanvidsprædikanten Iben Tranholms teokratisk-fascistiske febervildelser. Fra Kristeligt Dagblad, 9. august 2014:
Det er Ruslands åndelige opvågnen, der får Vesten til at se rødt. Vesten lever i et ateistisk mørke, et oprør imod alle kristne værdier, og tåler ikke, at morgenstjernen er ved at stige op i Øst. Derfor også det irrationelle, ja, dæmoniske had, som medierne er eksponent for, og som forhekser alle til at foragte russerne uden en egentlig god grund.

En markant forskel på Rusland og Vesten er, at russerne ikke har behov for et religiøst forhold til demokratiet, som vi har. I Vesten er man egentlig ikke demokrater, men man tror på demokratiet. I Rusland tror man på Gud. Demokrati er Vestens nye religion uden Gud. Vestlige magthaveres agenda er ikke kun geopolitisk, men handler om at udbrede et nyt hegemonisk antikristent værdisystem. Det er det, som Putin ikke vil være med til. Han ønsker en multipolær verden med et kristent fundament. Derfor bliver han straffet og dæmoniseret. Sammenstødet mellem Vest og Øst i Kijev er sigende, for det var netop stedet, hvor prins Vladimir for 1026 år siden lod russerne bliver kristne.

Hvis en kultur skal blomstre, er det afgørende ikke, om landet er demokratisk, men om dets værdigrundlag er kristent. Det har russerne forstået oven på kommunismen. Et demokrati, der værdimæssigt er baseret på et oprør imod, hvad der kommer fra Gud, frelser ikke verden, men opløser den. Uanset hvor Vesten har bombet et land til demokrati, hersker kaos, død og ødelæggelse, og i egne lande vokser totalitære tanker frem. Hvad der tæller er ikke, om magthavere er demokratiske, men om de er kristne.

Hvad skal man sige? Hvad kan man sige, når man stirrer ind i galskabens mund?

  


PS. Se også dette indlæg om vanvidspræsten Tranholms opfordring til flere krigeriske korstog