vhs

'Liberal': Et ord uden mening? Part 2 (Bahrain-edition)

2012-02-01T02:52:00.003-09:00

Jeg var ved at søge efter noget information om demokrati-bevægelsen i Bahrain, da jeg faldt over denne hjemmeside. Det er den engelske regerings udenrigsministeriums vejledning til folk, der vil rejse til Bahrain. Der er masser af interessante oplysninger, men så er der også den her, der fik mig til at rive mig i håret:

Ifølge den engelske regering skulle Bahrain altså være en "liberal stat"! Sig mig har de spist søm? Der er en god sandsynlighed for at den bureaukrat, der har skrevet det, har gået på universitetet i Oxford, og dermed burde være bekendt med Oxford-ordbogen, som bl.a. giver følgende definitioner på ordet "liberal":

willing to respect or accept behaviour or opinions different from one’s own;
respectful of individual rights and freedoms;

Oxford-ordbogen har ingen definition på begrebet "en liberal stat", men man må kunne konkludere, at det bl.a. er en stat, som respekterer at borgerne har forskellige holdninger og har ret til at være uenige med staten, samt at den anerkender og håndhæver forskellige grundlæggende rettigheder og friheder såsom ytringsfrihed, demonstrationsfrihed, retten til retfærdig retssag m.v. Ikke?

Okay. En regeringsbureaukrat, der sandsynligvis har gået på et fint universitet, har vel adgang til en masse rapporter og detaljerede oplysninger om det land, han skriver vejledning til. Vi andre må nøjes med Wikipedia.

Wikipedias artikel om rettighedssituationen i Bahrain indledes med ordene:

Bahrain's record on human rights has been described by Human Rights Watch as "dismal", and having "deteriorated sharply in the latter half of 2010".

Forholdene for menneskerettighederne i kongeriget Bahrain er altså "triste" ("dismal" betyder egentlig noget endnu mere trist end ordet "trist") og de er kun blevet værre siden!

Hvis man ønsker at gå i detaljer, så kan man læse videre om ting som tortur, etnisk diskriminering og apartheid, omfattende censur og trusler mod journalister, manglende forsamlingsfrihed, og hemmelige retssager hvor politiske modstander bliver henrettet.

Lyder det som en "liberal stat"? Det synes jeg godt nok ikke! Faktisk undrer jeg mig over, hvad det i det hele taget er ved Bahrain, som den engelske regering mener er "liberalt"? At dele af befolkningen kan stemme til parlamentsvalgene er jo ikke noget, der er unikt for en liberal stat.

Generelt har det engelske udenrigsministerium skrevet hele deres vejledning således, at det fremstår som om det er befolkningen der er farlige, kriminelle og konservative kræfter. I virkeligheden lader det til, at det i højere grad er staten, der udgør en fare - især overfor befolkningen (der ikke uden grund har demonstreret og protesteret mod regeringens overgreb). Hvidvaskningen af en brutal og autoritær stat og dæmoniseringen af en undertrykt befolkning - hvilket jo på en måde er det, den engelske regering er ude i - er ikke ligefrem noget, der bør kendetegne liberale. Man må altså både konkludere, at den engelske regering ikke ved hvad ordet 'liberal' betyder, og at de ikke selv er tæt på at være liberale.

Spørgsmålet er igen: Er ordet 'liberal' helt dødt og drænet for al mening? For den debat, se første indlæg i serien: "Liberal: Et ord uden mening? (El Salvador Edition)"

Søren Espersen & Benedikte Kjær: Antisemitter?

2012-01-30T09:24:00.005-09:00

Dagens store "afsløring" (dvs ligegyldige medie-sludder) er at hele syv medlemmer af den danske regering ikke er kristne medlemmer af den danske statskirke. Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor det overhovedet er noget at skrive om, for det er vel naturligt nok at en regerings demografiske sammensætning nogenlunde afspejler den i befolkningen. Men det mener medierne og vrøvlehovederne i Folketinget, som gerne selv vil være kaliffer i stedet for kaliffen, og så er det jo noget at skrive om...

Det vil sige: Jeg vil hellere skrive om vrøvlehovedernes reaktion. Ifølge Søren Espersen (DF) & Benedikte Kiær (K) er det åbenbart, at det er helt forfærdeligt, at man kan blive politiker i Danmark selvom man ikke er medlem af en bestemt kristen sekt. Det kan ikke tolkes som andet end at de to politiker, at de ikke går ind for demokrati - helt basalt, så simpelt - for hvis politisk indflydelse skal betinges af medlemsksab af en religiøs institution, så taler vi altså ikke om demokrati i nogen moderne "vestlig" forstand. Det burde være så åbenlyst at det er helt grotesk, at det er nødvendigt at skrive det.

Benedikte Kjær siger godt nok, at "det er op til en selv, om man vil være medlem af Folkekirken eller ej," men hun synes også, "at det er ærgerligt", at der er ministre, som ikke er betalende medlemmer af hendes religiøse forening, og at "det er vigtigt", at en regering "bakker op om" en bestemt religiøs institution.

Samtidig begiver hun sig ud i klassisk hadsk konspirationsteori, i det hun skyder regeringen skumle motiver i skoen, og gør nogle ministres religiøse forhold til årsagsforklaring på regeringens politik. Det at regeringen går ind for at homoseksuelle skal have rettigheder kan ifølge Benedikte Kjær forklares med dens tvivlsomme loyalitet overfor statskirken.

Dette er klassisk konspirationsteori, der i mange generationer også har været brugt mod jøder og andre ikke-kristne: man sætter tvivl ved deres loyalitet og moral på baggrund af deres religiøse tilførsforhold, og gør dem samtidig ansvarlig for hvad man selv betragter som samfundsmæssige problemer, for at holde dem ude fra politisk indflydelse.

Søren Espersen gør det samme. Han kalder det "betænkeligt", og får i sædvanlig konspirationsteoretisk virkelighedsbenægtelse gjort 7 ministre, der ikke er medlemmer af folkekirken, til at "vi har en regering, der er fyldt med folk, som ikke er medlem" - det er jo vanvid på linie med teaparty-tossernes konspirationsteorier om at Obama-regeringen er fuld af radikale socialister. Også han begiver sig ud i konspirationsteoretiske spekulationer om at de syv ministere må betyde, at hele regeringen loyalitet kan drages i tvivl og at de aktivt planlægger at ødelægge hans egen religiøse institution.

Vi befinder os her på det laveste Fox News-niveau, med deres imaginære "War on Christmas" og konstante idioti om at kristendommen og den heteroseksuelle kernefamilie er under angreb af en ondsindet regering, hvis loyalitet ikke tilhører den hjemlige nation og dominerende religion.

Benedikte Kjær og Søren Espersens udsagn er klassisk antisemitisme. Det er også mere end det, for det er naturligvis alle, der ikke er betalende medlemmer af den dominerende religion, som de ønsker at holde ude af politik - det vil sige både muslimer, katolikker, ateister, og alle mulige andre, som jo egentlig i et demokrati burde have nøjagtigt samme politiske rettigheder og mulighed for indflydelse, som folkekirkekristne.

Men lad os nøjes med at fokusere på det antisemitiske element i denne omgang: Der har været flere jøder, som har været aktive i dansk politik - også i nyere tid (og der har sågar været en jødisk minister engang). Mener Benedikte Kjær og Søren Espersen, at det ville være "ærgerligt" og "betænkeligt", hvis de var blevet tilbudt en ministerpost? Ville i også drage deres loyalitet i tvivl og antage, at deres jødiskhed var årsag til de politiske holdninger, i er uenige i, og spekulere i at de planlagde ødelæggelsen af de institutioner i holder af?

Hvis partierne Konservative og Dansk Folkeparti virkelig mener, at det er "betænkeligt" og "ærgerligt" at man kan blive minister i Danmark selvom man ikke er medlem af Folkekirken, så er de jo antisemitiske partier, for så mener de jo at jøder skal holdes udenfor politisk indflydelse og nægtes politiske rettigheder.

Det er også mere end antisemitisme. Men antisemitisme, det er det.

"Den frie presses" troskabsed

2012-01-22T02:18:00.004-09:00

På hjemmesiden for selskabet Berlingske Media under "Redaktionelle Principper" finder man Berlingskes redaktørerklæring fra 1948, som stadig gælder for alle redaktører på Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen. Her er et uddrag (mine fremhævninger med fed):

Gennem to hundrede år har Det Berlingske Hus udgivet blade, som skulle kunne finde plads i danske hjem, bringe hurtige og pålidelige oplysninger om begivenheder i ind- og udland og yde redelig vejledning i drøftelsen af tidens spørgsmål.

I overensstemmelse med disse traditioner ledes de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.

Bladenes grundsyn er konservativt. De er ikke og bør ikke være bunden af tilslutning til noget politisk parti.

Det forklarer jo en del.

Jeg vidste godt, at Berlingske var en ærkekonservativ avis, som forherliger kristendom og går i tabloid-mode når der er noget om "de kongelige". Det kan man jo ligesom ikke undgå at lægge mærke til, hvis man læser avisen. Men jeg vidste ikke hvorfor. Det vil sige, jeg troede nok at det bare var noget med at sådan har det altid været eller noget. At det ligefrem var formelt nedskrevet i deres ansættelseskontrakt og redaktionelle principper, at koncernens medier er forpligtet til "troskab" og "ærbødighed" overfor konservative institutioner og "grundsyn", det var jeg faktisk ikke klar over.

Det kunne de da godt tage at skrive lidt mere tydeligt i deres kolofon eller noget, så læserne ved hvilket kvalitetsprodukt, de køber.

Løb til håndvasken!

2012-01-21T13:17:00.004-09:00

Billede 1 (til venstre): En artikel fra Berlingerens hjemmeside, hvor 2 SFere er vrede over at være blevet fejlciteret i en artikel på DR.dk, som de opfatter som manipulerende og utroværdig. De mener ikke, at de har sagt, det de blev citeret for, og synes desuden, at det er manipulerende tabloid-journalistik at omtale et møde, der har været planlagt i lang tid, som et "krisemøde". De er blevet beskrevet som "rasende", hvilket de begge slet ikke selv mener de er. (Jeg håber at jeg ikke misrepræsenterer de to SFere her, men jeg tror det ikke). Det har Berlingeren skrevet en artikel om. Fair nok.

Billede 2 (til højre): En artikel fra Berlingerens hjemmeside bragt cirka en time før den anden artikel. Denne artikel handler om, at der er to SFere som er "rasende", og at deres parti derfor har indkaldt til "krisemøde". Ja! Det er den samme artikel, som de to SFere kalder "lodret løgn" og tabloid-agtig, i den første artikel. Berlingske har altså selv bragt den artikel, som var løgnagtig, og nu kan de så også bringe den artikel, hvor ofrene for tabloid-journalistikken brokker sig.

Men læg mærke til, at i det første billede - altså i "dementi-artiklen" sørger Berlingeren for at distancere sig langt væk fra den første "løgnagtige" artikel, ved at understrege, at det altså er DR, som bliver kritiseret, og at det var DR, som fejlagtigt beskrev et møde som et "krisemøde".

Smart! Jeg kan godt se, hvad i gjorde der! Og det er skide smart. I vil gerne både have kagen og spise den. I vil gerne sælge lorten, men i vil ikke have beskidte fingre. I vil gerne viderebringe tabloid-journalistikken, men når den kritiseres, så vil i ikke kendes ved den.

Og det er da også rigtigt nok, at i den først offentliggjorte artikel - den med "krisemødet" - der skrev i da også: "Det skriver DR Nyheder." I har altså bare citeret et andet medie - eller kopieret deres artikel, så i kan sælge jeres egen avis fuld af copy-paste-artikler. Det er altså ikke jer, der har "startet det".

Men hvem er værst? Løgneren eller den der er så dum at han spreder løgnehistorien uden først at undersøge om den er sand? Skal i ikke forestille at være journalister? Hvorfor laver i så ikke selvstændig journalistisk research og fakta-check inden i viderebringer andres historier? Hvorfor laver i ikke fakta-check inden i spreder måske løgnagtige oplysninger?

Og hvorfor vedkender i jer ikke, at kritikken ikke bør gå på det medie der startede historien alene, men i lige så høj grad burde gælde jer, der har opgivet enhver forestilling om at bedrive journalistik, og i stedet straks og ukritisk viderebringer hvad som helst, der har været i et andet medie? Det er jo også jer, der har lavet sjusket journalistik - i har viderebragt en historie uden at tjekke dens sandhedsværdi eller noget som helst andet journalistisk.

Dette gælder jo ikke bare DR - eller Berlingske for den sags skyld - det er det meste af medie-maskineriet i Danmark, der fungerer på den måde: En enkelt journalist kan skrive en ikke-underbygget historie (som han måske har fundet i et udenlandsk medie), og så snart den historie er i ét medie, så havner den også i alle de andre. Det er som om de større danske aviser i virkeligheden bare kunne lægge sig sammen og udkomme som én avis, for deres nyheder er jo for det meste bare copy-paste fra de andre.

Og så klager jeres redaktør over at det er svært at sælge aviser og kræver statsblåstempling af hendes avis som et officielt anerkendt "seriøst medie"? Vorherrebevares...

"Med krigsbegejstring de os fylder..."

2012-01-20T08:25:00.004-09:00

Når Islam gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær Islam, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer. Krig er, hvad enten vi kan lide det eller ej, et vilkår i verden, og at lukke Allah ude fra disse områder er en misforståelse af, hvad tro drejer sig om.
(..)
Den muslimske verden vakler mere og mere, fordi den fornægter sit eget åndelige fundament, og muslimernes øverste ledere er desværre medvirkende til, at Islam synker i knæ ved at formene den adgang til frontlinjen.

Nej, der er ingen, der har sagt disse ord. Men prøv at forestille dig, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis en dansk imam og konvertit havde udtalt dem.

Forestil dig, hvis en dansk imam havde skrevet en kronik i en dansksproget muslimsk avis om, at krigen i Afganistan er en ren religionskrig, og at den i virkeligheden handler om slatten gudløshed mod standhaftig gudsfrygt. Forestil dig endvidere, at kronikken blev indledt med en henvisning til religiøse og historiske myter om hvordan muslimske krigsførere fik kraft og inspiration fra deres religion og ledte deres hære og nationer til sejr over de vantro, og at vi muslimerne bør vende tilbage til disse tider, hvor krigsbegejstring og religiøs begejstring hængte sammen, og at islam må være mere voldsbekræftende og maskulin, hvis den muslimske verden ikke skal lide nederlag - ikke bare i dens krig mod "Vesten" men som kultur.

Du ved godt, at der ikke ville gå længe, fra den historie blev kendt til 90% af de danske politikere, meningsmagere, avis-ledere osv ville have råbt og skrevet op og taget afstand og krævet at andre, der ikke har noget med den voldsforherligende tåbes synspunkter at gøre, også skal tage formelt afstand. Nogle ville endda have krævet statsindgreb og censur og forbud mod skribentens organisation eller menighed. Og hvis galningen endvidere var ansat i en offentlig institution - for eksempel Danmarks Radio - så ville der i hvert fald have kommet politiske krav om fyringer og statsindgreb mod denne institution.

Come on, du ved det godt, hvis du skal være ærlig.

Derfor er det, jeg spørger: Hvor bliver den samme forargelse af, når en dansk teolog - og katolsk konvertit - skriver en sådan kronik i et større dansk religiøst tidsskrift? Det vil sige, kronikken handler selvfølgelig ikke om Islam og muslimer, men om kristendommen, som ifølge radioværten på DRs religionsprogram bør tage sig sammen og blive mere maskulin og krigsbegejstrende. Ovenstående "citat" er med nogle få ændringer hentet fra hendes kronik i Kristeligt Dagblad, og beskrivelsen er ikke en beskrivelse af en imams kronik om krigen mellem muslimer og det "gudløse Vesten" men et lettere omskrevet resumé af hendes kronik om samme emne. Hun mener som sagt, at det er kristendommen, som bør blive mere krigsbegejstret og voldsforherligende, hvis den skal vinde krigen mod muslimerne og bestå som kultur.

Nu jeg bede mig undskyldt, mens jeg kortvarigt udbryder et: Føj for helvede!

Iben Thranholms kronik er eddermame ulækker og hendes religions- og kultur-opfattelse er hamrende sindsyg og dødsensfarlig. Så er det sagt.

Men det er jo så hvad det er. Der er også plads til vanvittige fundamentalister som Iben Thranholm, og hun skal have lov til at skrive kronikker til danske dagblade og sågar forkynde sit had i offentligt financerede radiostationer. Jeg vil aldeles heller ikke holde nogen danske katolikker til ansvar for hendes udgydelser og eller kræve indgreb mod dem, hvis de ikke tager afstand fra hendes voldsretorik. Som sagt skal der være plads til hendes slags, og hendes rabiate holdninger må stå helt for hendes egen regning.

Men som sagt kan man godt undre sig over, at der ikke har været det mindste "pip" fra hysteriske politikere og meningsmagere, over radioværtens tilskynding til voldsreligion. Hvor er kravene om afstandstagen, indgreb, fyringer, censur, grundlovsindgreb osv? Hvor er demonstrationerne hvor alle Folketingets partier står sammen om at udtrykke deres forargelse? Hvor længe skal vi vente på at Villy Søvndal beder Iben Thranholm og andre kristne om at "skride ad helvede til", sådan som han bl.a. har gjort det overfor muslimer, der ikke er tilfredse med den "vestlige gudløshed"?

Men man undrer sig jo ikke længere. Man er jo efterhånden blevet godt vant til hykleriet i den danske debat. Vi ved alle sammen godt, at hvis Iben Thranholms kronik var blevet skrevet af en kendt og offentligt ansat muslim, så havde det vækket et ramaskrig. Vi ved også godt, at det offentlige Danmark ikke bekymrer sig det mindste om at der findes kristne, som prædiker lige så rabiate holdninger.

Vi må altså konkludere, at de forargede politikere ikke egentlig er så inkarnerede modstandere af voldelige religioner eller voldsforherligende religiøs retorik, som de gerne vil give indtryk af. Forargelsen bliver nemlig kun igangsat, når de religiøse galninge er muslimer - tilhængere af kristendommen kan opfordre nok så meget til religiøs krig uden at nogen politiker løfter et øjenbryn af den grund.

Nu må du have mig undskyldt én gang til mens jeg igen udbryder et "Føj for helvede!"

Føj, hvor er jeg dog efterhånden træt og kvalm over hykleriet og dobbelstandarderne i den såkaldte "kulturkamp". Så er det sagt.... og det lettede lidt.

Tegning: Don Addis, St. Petersburg Times

Men jeg er ikke færdig.

Forestil dig, at en dansk imam skrev en bog om dengang han tog til Afganistan og tog aktivt del i kamphandlingerne. Forestil dig, at han åbent skrev om, hvordan han havde lavet hjemmelavede bomber og brugt dem mod danske soldater, og hvordan han havde sneget sig ind i fjendens lejre og hørt dem skrige i smerte og hvor stolt han var over at have kæmpet side om side med rigtige soldater.

Forestil dig, at dette var et uddrag af hans bog:

"Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en kalashnikov og håndgranater."

Jeg tvivler stærkt på, at den eneste reaktion ville have været, at man havde "bedt ham om en redegørelse" og påpeget, at den slags altså ikke er helt tilladt ifølge nogle konventioner. Det vil sige: ikke hvis der virkelig var tale om en muslimsk præst.

Det er der dog ikke. Det er nemlig en kristen, dansk præst - en officiel og statsansat repræsentant for den danske statskirke - der begejstret har beskrevet sine æventyr som illegal kombatant i Afganistan. Det er feltpræsten Victor Greve, der i dag er sognepræst i Haderslev Stift, der af egen drift har henvendt sig til en avis for at fortælle om hvordan han tog til Afganistan og besluttede sig for at kæmpe aktivt i krigen og sågar har deltaget i angreb og dermed vel har slået folk ihjel.

Vi ved alle sammen godt - hånden på hjertet - at hvis der havde været tale om en dansk imam, så havde der straks kommet krav om strafforfølgelse fra adskillige danske politikere, og det ville have været et "debat-emne" i de fleste danske aviser (dvs der ville ikke have været megen debat, for "debattørerne" ville have været stort set enige om fordømmelsen). Men en dansk folkekirkepræst, der gør sig skyldig i det andre ryger i koncentrationslejren Guantanamo for? Det bliver højest til et par små avis-artikler og en intern redegørelse. Ingen forargede politikere dér - han er jo kristen.

Denne religiøse og voldelige galning har måske været opflammet af samme fundamentalistiske ideologi som Iben Thranholm åbent agiterer for i sin kronik i Kristeligt Dagblad. Begge er offentligt ansatte. Begge arbejder som religiøse forkyndere og bliver altså betalt af den danske stat for at påvirke folks tanker, følelser og verdenssyn.

Deres holdninger og handlinger illustrerer med al tydelighed, hvor klam og hyklerisk dansk politik egentlig er.

Beinov / Berlingske

2011-12-29T09:11:00.002-09:00

Apropos den konservative og kristne Berlingske-blogger, Jesper Beinov, så var det også ham der for en uges tid siden kom med følgende forslag til nyt slogan for avisen:

Skærmbillede fra B.dk (klik for større billede)

PS. Mere fra samme skuffe her

Elendighedens "Halleluja!"

2011-12-29T08:23:00.006-09:00

Dette skærmfoto fra Berlingskes hjemmeside, taget den 29. december 2011, kunne godt se ud som om Jesper Beinov indenfor få timer har både aflyst den økonomiske krise og konstateret at de hårde tider fortsætter.

Men i virkeligheden handler hans to blogindlæg om to - tilsyneladende - helt forskellige ting.

"Hårde tider" handler om at det stadig går helt ad helvede til med verdensøkonomien, og at det derfor ifølge den konservative Beinov fortsat vil være nødvendigt at reducere de sociale ydelser til de, der har mindst, samt at give skattelettelser til de, der allerede har meget.

Den krise, der aflyses i "Krisen er aflyst" handler derimod om den danske statskirke, som ifølge den kristne Beinov har det strålende. Her glæder han sig over, at der stadig er masser af danskere, som er medlemmer af statskirken, hvilket han på mystisk vis ser som en garant for sekularisme.

Men hænger de to ting mon sammen? Altså ikke Beinovs vrøvl om sekularisme og religion, som ikke hænger det mindste sammen*. Men det med religionens succes og den økonomiske elendighed?

Jeg ved det ikke, men det forekommer mig, at Beinov uforvarende med sine to indlæg har leveret en konservativ-kristen bekræftelse af salig Karl Marx' udtalelser om samme emne. Økonomisk elendighed og religiøs tilflugt er jo ikke to forskellige og adskilte emner - Beinovs to indlæg skal læses sammen!

De fleste kender Marx' sætning: "Religion er folkets opium", men de færreste kender konteksten. Den er nemlig ikke entydigt afvisende overfor religion. Selvom Marx mente religion var en falsk trøst og falsk bevidsthed, så forstod han for så vidt godt, hvorfor folk havde behov for det. Religion er nemlig ikke bare noget menneskene selv skaber; det er noget menneskene skaber på grund af den sociale virkelighed, de lever i. Når man har det elendigt på grund af økonomiske vilkår, som man ikke føler man selv er herre over, så har man brug for at finde trøst et eller andet sted.

Her er citatet (som jeg ikke har kunnet finde i en ordentlig dansk oversættelse, hvorfor jeg tager det på engelsk, selvom det naturligvis oprindeligt blev skrevet på tysk):

Religious suffering is, at one and the same time, the expression of real suffering and a protest against real suffering. Religion is the sigh of the oppressed creature, the heart of a heartless world, and the soul of soulless conditions. It is the opium of the people.

Altså: Religion er ikke bare en falsk bevidsthed. Det er også et udtryk for fortvivlelse over den jordiske elendighed. I denne sammenhæng er det vel ikke så underligt, hvis folk ikke fravælger religionen midt i en økonomisk krise?

Jeg tvivler på, at det var tilfældigt, at Jesper Beinov valgte at poste de 2 indlæg på Berlingske så kort tid efter hinanden, at han måtte vide, at de kunne og ville blive læst som om de havde noget med hinanden at gøre. Det har de nemlig!

Beinovs hensigt er dog muligvis den modsatte af Marx'. Hvor Marx ønskede at overflødiggøre religion ved at ændre de sociale vilkår og vise at folk faktisk kan tage kontrol over den økonomiske virkelighed istedet for at lade den determinere vore liv, så mener Beinov at de økonomiske forhold ikke er noget vi dødelige kan have indflydelse på, hvorfor han giver os den åndelige verdens fremgang som et eksempel på noget, der dog kan "binde tilværelsen sammen" for os nu hvor vi mister både arbejde og socialt sikkerhedsnet. Men dermed bekræfter han jo sådan set bare hvad gamle Marx sagde og mente om det emne.

* (i øvrigt kan han umuligt at have sat sig særligt meget ind i Martin Luthers lære, eftersom han fremfører påstanden, at "Luthersk kristendom adskiller det religiøse fra det politiske", hvilket Luther aldeles ikke gjorde - tværtimod forenede Luther det politiske og det religiøse, hvor det før havde været to adskilte magter. Luther gjorde staten til kirken og gav den politiske autoritet status som hellig i sig selv. Men det er noget helt andet.)

Opgøret med 'ekspertvældet' fortsætter

2011-12-22T02:53:00.002-09:00

Her er et ikke utypisk eksempel på hvordan forholdet mellem politikere og fagfolk kan forløbe:

1: Folk med faglig, videnskabelig baggrund skriver en videnskabelig rapport til regeringen, som skal bruges til at give politikerne en faglig viden, de kan handle ud fra. Det er regeringen selv, der har bedt forskerne om at skrive denne rapport.

2: Inden rapporten overhovedet er færdig og offentliggjort, får en minister nys om en lille del af indholdet og skynder sig at tage affære og kræve forbud på baggrund af hvad hun tror hun ved.

3: En af forskerne, der har skrevet rapporten, fortæller ministeren, at hun har misforstået konklusionen, og at hendes reaktion er forhastet.

4: Ministeren fortæller forskeren - som jo er den person, der har lavet den rapport, som skulle give ministeren faglig viden, som hun skulle kunne handle ud fra - at han tager fejl, og at hun ved langt mere om emnet, end han gør.

Spørgsmål: Hvorfor bestiller ministerierne og politikerne så overhovedet den slags rapporter? Hvorfor lader de som om, de er indstillet på at lytte til videnskaben, hvis de alligevel tror, at de ved, at de selv ved bedre, end dem som faktisk ved noget om emnet, og derfor ikke har tænkt sig at lytte til dem? Hvorfor så ikke bare skære alle bånd mellem videnskab og politik og droppe forestillingen om at politikere handler ud fra nogen form for faglig viden?

Forløbet i denne historie er jo ikke enestående. Men bemærk alligevel den absurde "samtale", hvor ministeren udråber sig selv til større ekspert end den ekspert hun selv har bedt om at lave en ekspert-vurdering. Det drejer sig som sagt om en rapport, som endnu ikke er offentliggjort, men som ministeren alligevel bruger til at kræve en række politiske forbud og indgreb:

Til dette siger forskeren bag rapporten bl.a.:

Ministeren er for hurtig på aftrækkeren. (..) Meget tyder på, at det ikke har den store betydning (..) Risikoen er ukendt. (..) Sagen er mere kompliceret, end at man skal komme med en ministersmart udmelding.

Ministeren svarer så forskeren med ordene:

Vi ved...

Jeps. Ministeren "ved". Misteren ved - det vil sige hun har en overbevisning, som hun ikke har det mindste tvivl om rigtigheden af. Det er mere end hvad videnskabsmanden har. Han har bare teorier, som først må afprøves og testes. Ministeren ved at der må handles. Forskeren ved at der må laves mere forskning. For forskeren er verden kompliceret, for politikeren er det et spørgsmål om at stemme "ja" eller "nej". Det er nærmest to uforenelige verdenssyn.

Nu drejer denne historie sig om et emne, hvor det måske godt kan være på sin plads, at handle uden sikker viden, fordi det når det drejer sig om visse ting, er bedre at være på den sikre side. Hvis noget måske er giftigt, og det ikke er strengt nødvendigt, så kan man sagtens argumentere for, at det kan forbydes indtil man har fundet ud af om det er sikkert eller ej. Det er ikke det jeg argumenterer mod her. Det er derimod ministerens påstand overfor videnskabsmanden, at hun "ved" - hvilket hun så åbenbart ikke mener, at han gør. Men hvorfor har hun så bedt ham om at lave en videnskabelig rapport?

Som sagt er denne historie ikke enestående. Tværtimod forekommer den slags jo hele tiden. Politikere kan beslutte sig for at noget er sandt, og så nytter alverdens forskning ikke. Andre eksempler er de politiske beslutninger om at "fængselsstraf virker kriminalitetsforebyggende", at "liberalisering fører til lavere priser", at "klimaforandringerne ikke er menneskesskabte" og lignende påstande, hvor politikerne har besluttet sig for, at de simpelthen bare "ved" noget, som ellers går stik imod alt hvad de, der har forsket fagligt i emnet. Disse eksempler, og flere til, skrev jeg om i dette indlæg.

Men når man har det sådan, hvorfor så overhovedet lade som om, at man tager udgangspunkt i noget videnskabeligt? Hvorfor så ikke bare droppe alle forestillingerne om at politiske beslutninger bliver truffet ud fra saglig viden? Hvorfor ikke bare erklære, at regeringsførelse er noget rent normativt som udelukkende foregår ud fra politikernes "værdier" og ideologi?

Eller med andre ord: Hvorfor holder politikerne ikke bare op med at bruge udtrykket "vi ved", når det de i virkeligheden mener, er "vi mener" og "vi føler"? Det ville da ligesom være mere ærligt, og ikke nødvendigvis værre, synes jeg.

Titel: »Ekspert: Udsagn«

2011-12-07T05:21:00.005-09:00

Journalistik er sådan lidt en allround-uddannelse, hvor man ikke rigtig specialiserer sig i noget bestemt *. Egentlig skulle man jo gerne lære et håndværk (informationssøgning, kildekritik, interview-teknik, formidling og den slags), men den slags hører vist en fortid til, hvor det ikke blev forventet at en journalist skulle kunne ~~producere~~ copy-paste 13-16 artikler om dagen.

Der var engang, hvor der var journalister, der faktisk havde en specialiseret viden om et bestemt emne, og derfor skrev om det emne, men den slags er der mig bekendt ikke mange tilbage af længere. I stedet kræver uddannelsen og professionen som sagt en mere all-round-viden, hvor man ikke rigtig er ekspert i noget bestemt, selvom man skal udtale sig om hvad som helst.

Måske er det derfor, avis-redaktører er så benovede, når de møder en person, der faktisk har specialiseret sig og ved noget om det emne, de udtaler sig om. For avis-redaktører hører de, der har taget en specialieret uddannelse, alle ind under samme kategori: folk der ved noget om et eller andet - og det er en sjælden race for journalister, der mest plejer omgang med andre journalister samt de af deres kolleger, der har valgt at gå over i politik. For avis-redaktører er det derfor ikke relevant om en person med special-viden er arkæolog, historiker, økonom, oceanograf, astrofysiker, jurist eller entomolog - det er alt for specialiseret et kategoreringssystem for en avisredaktør, for hvem alle med specialviden kan pladseres i kategorien "eksperter".

Som allerede nævnt har mange journalister et urimeligt arbejdspres, da det kræves af dem, at de kan producere utallige artikler, der i teorien skal være oplysende, uden at de får tid til at sætte sig ind i stoffet eller lave ordentlig research. Det er så her artikler af typen »Ekspert: Udsagn« kommer ind.

Hvis der er en aktuel sag, og man manger stof til at opfylde sin daglige kvote af artikler, så kan man altid lire en artikel af ud fra den skabelon. Man kan som regel godt finde en "ekspert" i et eller andet (det behøver ikke strengt nødvendigt at være en ekspert i det emne, man skriver om), som man kan ringe til at få et eller andet udsagn fra. Så behøver man blot at fjerne alle de steder hvor "eksperten" gør opmærksom på alle sine forbehold - som at der kun er tale om en mulig fortolkning, at det ikke kan siges med sikkerhed, at det er en blandt flere teorier, at det er noget han egentlig ikke er sikker på, osv - og så er den artikel skrevet (eventuelt kan man lige runde af med en udtalelse fra en politiker eller en "manden på gaden" for at vise, at der er tale om noget, der berører folk / er kontroversielt). Derefter giver man den skabelon-overskriften, som indledes med ordet "Ekspert:" efterfulgt af en udtalelse som journalisten har presset ud af en eller anden person med en akademisk titel.

Forskellige medier bruger denne skabelon på forskellig vis. Her er for eksempel et lille udpluk fra de mange artikler Politiken har skrevet ud fra denne skabelon igennem tiden:

Som du kan se, så kan Politiken godt lide at pifte sine overskrifter op med en lidt mere detaljeret men stadig "folkelig" og letforståelig version af skabelonen. De citerer således ikke bare "eksperter" men får af og til også fat på en "-ekspert" såsom en "Gadget-ekspert" eller en "USA-ekspert".

Den slags avangardistisk og elitært pjat holder Berlingske sig dog fra. Som den konservative avis, de er, holder redaktionen sig strengt til skabelonen »Ekspert: Udsagn«. Se her:

Avisen information kan også være med, men hvis man kigger efter på URL'en kan man se, at de fleste af den avis' artikler med denne skabelon-overskrift er pladseret under "telegrammer". De er altså ikke skrevet af avisens egne journalister men er bragt direkte fra telegram-bureauerne. Om det er også er tilfældet hos de andre aviser, er ikke til at sige, for avisen information er nemlig den eneste, der pladserer telegrammerne i sin egen sektion og ikke forsøger at få det til at se ud som om, de er produceret af avisen selv.

Det er naturligvis ikke kun aviser. TV-stationerne kan også være med; når de skal formulere sig på skrift, så anvender de nøjagtigt samme journalistiske skabelon, som alle andre. Her er nogle eksempler fra henholdsvis DR.dk og TV2.dk:

Jeg har intet imod journalister generelt (men en del imod deres branche generelt), og der er absolut god grund til at få en saglig og faglig vurdering fra en "ekspert" ved langt de fleste emner. Det burde der måske endda være i langt flere artikler.

Men måske kunne det fagligt baserede indhold integreres mere ind i det journalistiske stof generelt i stedet for at være isoleret til sin helt egen journalistiske/redaktionelle artikel-type med dertil hørende skabelon? For der bliver eddermame skrevet mange artikler med stort set identiske overskrifter ud fra denne skabelon - samtidig med at der bliver produceret endnu flere artikler, hvor politikere eller andre uvidende tosser får lov til at komme med udtalelser, der er helt hen i vejret, om ting de ikke aner noget om, uden at journalisterne bryder sig om at balancere det med noget saglig fakta fra virkeligheden.

Desuden er der jo ikke ret mange af de artikler, der får overskriften "Ekspert: udsagn", hvor den såkaldte eksperts udsagn er ret meget andet end et gæt eller en personlig (måske politisk) mening. Det kunne man måske oplyse læserne om? Eventuelt kunne man tale med mere end én ekspert for at være sikker på at der er nogenlunde videnskabelig konsensus omkring udtalelsen? For overskriften antyder jo overfor læserne, at der er tale om noget videnskabeligt baseret - hvorfor skulle man ellers putte ordet "ekspert" i overskriften?

Og måske kunne man præsentere folk ved at fortælle hvorfor, det er relevant at interviewe lige netop dem - hvilket vel er fordi de er eksperter i noget bestemt og ikke bare en tilfældig "ekspert". Altså oplyse de interviewede personers relevante titler eller forskningsområder i stedet for konsekvent at benytte den generiske og intet-sigende titel "ekspert". Mange personer er "eksperter" i et eller andet, men det gør jo ikke deres vurderinger relevante i forhold til hvad som helst.

Og så kunne man måske afvige lidt fra den skabelon? Når man som overskriftsredaktør har lavet hundredvis af artikler med næsten-identiske overskrifter, så kunne man måske overveje om ikke det var på tide at lave noget nyt inden man gror fast?

Bare en tanke...

*Note:
I Danmark er journalistik-uddannelsen da vist også den eneste uddannelse, hvor et af adgangskriterierne er, at man kan bestå en "multiple choice"-test, hvor alle svarene er banale ting, som enhver kunne slå op i Wikipedia eller et andet leksikon - og hvor alle landets medier sågar offentliggør denne fantastiske "almen viden"-test hvert år, som om der var tale om Sankt Peters adgangsprøve ved Perleporten eller den rettighedsgivende statsborgerskabstest (endda med overskrifter der hævder at journalister er en særlig klog befolkningsgruppe, fordi de engang tilbragte en uges tid med at indlære sig ubrugelig paratividen, som de har al grund til at glemme igen bagefter). Jeg tager hatten af for de journalister, der kan - og stadig får lov til at udøve - deres oprindelige håndværk, men jeg har aldrig forstået hvorfor en test i spørgsmål hvis svar, enhver kan slå op, skal være adgangsgivende til en uddannelse, eller hvad man skal bruge den til i forbindelse med det håndværk, man forhåbenligt lærer på uddannelsen.

Hvorfor redaktører ikke bør redigere avisen

2011-12-01T03:46:00.004-09:00

Overskriften er fjollet. Hvem skulle ellers redigere aviser, hvis ikke redaktører? Men af og til så kan man nu godt få det indtryk, at hvem og hvad som helst ville være bedre egnet og mere journalistisk-fagligt rustet til at redigere aviser end netop avisernes redaktører. For eksempel læserne.

Overskriften er hugget fra "Læsernes redaktør" på Politiken, som den 29. oktober skrev en klumme med titlen "Hvorfor læserne ikke bør redigere avisen". Her skrev han bl.a. følgende - utroværdige - sætning:

Må jeg minde om, at vi tjener millioner og atter millioner på annoncer, uden at det præger vores journalistik.

Ja, det skrev han sgu! Det har ingen som helst indflydelse på deres arbejde, vinklinger og prioriteter at deres levebrød er afhængigt af millioner og atter millioner af annonce-kroner fra kunderne (som jo er de firmaer der annoncerer i avisen) ... Det skal vi som læsere tro på?

Hvis du selv tror på den, så håber jeg virkelig ikke at du er journalist. For hvis du er journalist så håber jeg da, at du for eksempel vil være i stand til at tænke "Hm. Gad vide om ikke virksomhedernes donationer til politikerne på en eller anden måde præger politikken". Som journalist har du forhåbenligt et instinkt der siger "follow the money" som gør dig istand til og giver dig lyst til at analysere samfundsmæssige institutioners økonomiske interesser, og som giver dig blod på tanden, hvis du finder en økonomisk forbindelse mellem forskellige samfundsmæssige aktører, der burde være uafhængige. Hvis du ikke har det, så synes jeg egentlig at du bør stoppe som journalist - i hvert fald som journalist på politiske og samfundsrelevante spørgsmål.

Men hvis vi skal tro på "Læsernes redaktør", så er den slags ikke-eksisterende blandt politikens journalister og redaktion. Virkelig? Jeg håber ikke, han har ret. Og egentlig så tror jeg det heller ikke.

Eller tror han at det bare er alle andre, som potentielt kan lade sig påvirke af den penge-strøm som udgør deres livsgrundlag? Er det sådan, at mens det kan være interessant at undersøge når, politikere og alle andre modtager penge, så skal vi tro at lige præcis avis-redaktører og -journalister, de er immune overfor at lade sig påvirke? Yeah, right. Den må du sgu længere ud på landet med, Bjarne.

Nå. Det var egentlig slet ikke det, jeg ville sige. Egentlig så havde jeg bare stødt på to artikler i Politiken, som fik mig til at græmme mig over avis-mediets bedrøvelige tilstand. To artikler som på ingen måde kan karakteriseres som "journalistik". Men Bjarne Schillings utrolige påstand om, at Politikens redaktion er fuldstændig uberørt af de "millioner og atter millioner af annonce-kroner, de får fra kommercielle virksomheder, er nu relevant i hvert fald for den første, så jeg vil dvæle lidt mere ved den.

Det er jo nemlig ikke nødvendigvis sådan, at en virksomhed betaler en redaktør et bestemt beløb for at få en bestemt positiv historie i næste uges avis. Sådan fungerer korruption ikke nødvendigvis - hverken i journalistisk eller i politik. Man behøver ikke at købe et bestemt produkt i en klart defineret handel for at påvirke den anden person. Korrumpering kan også foregå mere indirekte.

Hvis man for eksempel indgår i et længerevarende økonomisk forhold, hvor de to parter bliver afhængige af hinanden (eller hvis blot den ene bliver afhængig af den anden), så vil der naturligvis opstå en slags interesse-fællesskab, som gør, at man, når lejligheden byder sig og måske helt uden at tænke over det, arbejder for den "fælles sag". Ved at pumpe penge i aviser og partier og dermed gøre dem økonomisk afhængige af disse bidrag kan virksomhederne præge journalister og politikeres interesser og dermed påvirke hvad de har lyst til at skrive om og tage op - de har allerede identificeret sig selv med virksomheden og gjort dens interesser til sine egne interesser. Når man har etableret sådan et interesse-forhold, så behøver man slet ikke at købe en konkret ydelse ved et direkte bidrag. Hvorfor betale en person for at gøre noget, han måske ikke har lyst til, når man i stedet kan købe sig til hans bevidsthed, så han arbejder for dig af egen drift?

Pointen er altså, at når du ser en artikel som den herunder, som ikke har noget journalistisk indhold men er ren copy-paste fra en virksomheds reklame-pressemeddelelse, så er det ikke nødvendigvis sådan, at virksomheden har betalt avisen direkte for at bringe den reklame skjult som en artikel. Men det er en klar indikation på at virksomheden har købt avis-redaktionens bevidsthed og smidt dens journalistiske integritet ud som et overflødigt spildprodukt.

Det jeg taler om er denne artikel:

Hvis du ikke kan se billedet, så følg linket. Der er tale om en "artikel" pladseret i det redaktionelle indhold, som ikke er tydeligt markeret så man kan se at der er tale om en betalt annonce, og virksomheden MacDonalds har sandsynligvis heller ikke betalt avis-redaktionen direkte for at skrive netop denne artikel. Men der er tale om en reklame - ikke nogen journalistisk eller redaktionel artikel. Der er intet journalistisk i "artiklen" selvom den er underskrevet af en journalist. Hele artiklen er ren afskrift fra den pressemeddelelse, som MacDonalds eget reklame-bureau har sendt ud, komplet med billeder fra reklame-bureauet etc. Der er ikke én eneste sætning, der er skrevet af en journalist; selv citaterne i artiklen stammer også fra pressemeddelelsen, så journalisten har ikke engang behøvet at interviewe nogen. Reklame-bureauet har altså gjort alt arbejdet, og alt redaktionen har gjort er at trykke på "copy" og "paste".

Skal vi lige tage påstanden fra "Læsernes redaktør" på avisen én gang til?

Må jeg minde om, at vi tjener millioner og atter millioner på annoncer, uden at det præger vores journalistik.

Bull! Shit! Bjarne! Hvis MacDonalds ikke har betalt jer direkte for at skrive den artikel, så er det fordi de ikke behøver at gøre det, fordi i netop er så afhængige af reklamekroner at i helt af egen drift bringer den slags reklamer og tror det er journalistik. De behøver ikke at betale jer for hver enkelt artikel, hvis de kan give jer så mange gratis pap-burgere, at i selv synes det er fantastisk og dybt nyhedsværdigt, når de lancerer et nyt reklame-stunt.

Hvis i blev betalt direkte for at gøre noget i egentlig ikke brød jer om, så ville i i det mindste være hæderlige arbejdere, men hvis du virkelig tror på din egen påstand, så har du solgt ikke bare din arbejdskraft men også din egen bevidsthed og dømmekraft.

Lad os ikke spilde mere tid på den påstand. Der er næppe mange - ud over dem selv måske - der virkelig tror på, at det overhovedet ikke påvirker avis-redaktionen at den er afhængig af reklame-indtægter fra virksomheder, der har egne dagsordener.

Sammenfaldende interesser og indirekte korrumpering kan forklare hvorfor avis-redaktionerne er stoppet med at bedrive uafhængig journalistik og istedet agerer som frivillige reklame-bureauer for andre virksomheder.

Men hvad i alverden kan forklare denne artikel?

Her ér der rent faktisk tale om at en journalist har udført et stykke arbejde, der kan minde om journalistik. Hun har lavet research og fundet historier fra andre kilder, hun har fakta med og hun har interviewet forskellige personer...

Men alligevel så er der noget der gør, at det ikke rigtig virker som journalistik. Altså der er helt sikkert udøvet journalistisk håndværk, men der er intet der tyder på at det er foregået et sted med en egentlig nyheds-redaktion. I hvert fald er der noget i den historie, der får mig til at tro, at der ikke er nogen redaktion på den avis, som er interesseret i at sørge for at deres produkt fremstår som en saglig og troværdig kilde til nyheder og samfundsrelaterede emner.

Måske er det det, at artiklens "ekspert-kilde" er en såkaldt "numerolog", som snakker om magi? Måske er det det, at den handler om at det tilfældigvis var en dato, hvilket det jo er hver eneste dag? Måske er det det, at den såkaldte "research", som skal underbygge påstanden om at denne dato er særlig "magisk" og "ekstraordinær" består i, at et i forvejen fuldstændigt utroværdigt engelsk tabloid-medie har skrevet, at der på en anden dato engang et sted i verden var noget vejr - hvilket der jo som bekendt er på hver eneste dato et eller andet sted i verden. Måske er det det, at journalisten viderebringer disse absurde og egentlig ret debile påstande uden så meget som et kritisk spørgsmål til deres relevans eller troværdighed eller blot overvejer hvad de egentlig har med virkeligheden at gøre?

Eller også er det det, at avisens redaktør ren faktisk har givet grønt lys til, at en af deres betalte journalister kunne bruge tid på at interview folk og lave research til denne groteske fantasi-historie, mens de sætter en anden journalist til at kopiere pressemeddelelser fra reklame-bureauer. Det er to uddannede og lønnede journalister, som begge kunne have brugt - og sikkert hellere selv ville bruge - deres tid og krafter på at udføre rigtig journalistik, men som nu spilder deres uddannelse og arbejdskraft på at udføre idiot-arbejde, der ikke gør læserne hverken klogere eller gladere eller mere oplyste eller bedre rustede til noget som helst.

En avis-redaktions opgave er at foretage nyhedsrelevante prioriteringer og kvalitetssikre avisens indhold; det er at sørge for at alle journalisterne på avisen udfører deres bedste arbejde. Hvis det er det arbejde Læsernes Redaktør hentyder til i sin klumme, så tror jeg faktisk at hvem som helst ville være bedre til at redigere avisen end netop avis-redaktører.

Forbudspositionen i én sætning

2011-11-05T06:29:00.000-08:00

Ccenterleder på Reden i Odense, Tove Nielsen, har et forslag om et tiltag, hvis formål skal være at gøre dagligdagen mere sikker og tryg for prostituerede i byen. Jeg er ikke helt inde i hvad forslaget helt nøjagtigt går ud på eller om det er en god idé eller ej, men selvom jeg har været ude efter Reden før, så virker det da som om der er gode intentioner bag det. I hvert fald ifølge denne artikel, som er alt jeg har læst om det.

Idéen er som sagt at skabe mere trygge rammer for de prostituerede og gøre deres hverdag mere sikker. Men det er ikke alle, der synes det er en god idé. Der er nemlig de, der mener, at den altovervejende prioritet må være at bekæmpe prostitution (og dermed prostituerede) og så skal man jo ikke forbedre de prostitueredes vilkår. Funktionsleder i Odense Kommune, Annette Blynell, formår i artiklen at opsummere størstedelen af forbuds- og anti-prostitutions-holdningen i én sætning. Hun udtaler følgende:

Risikoen er, at sikkerheden bliver så stor, at det svækker motivationen til at komme ud af prostitution.

Denne udtalelse illustrerer vel ret klart, hvad den paternalistiske forbudsposition går ud på og er motiveret af? Eller rettere: den illustrerer klart, at den ikke er motiveret af en interesse og bekymring for de prostitueredes liv og velfærd.

Tværtimod: det er et problem for Annette Blynell, hvis prostituerede får større tryghed, for så kan hun ikke opnå sit eget mål om, at de skal holde op med det, de gør. At større tryghed måske kunne være en forudsætning for et bedre liv og være et skridt på vejen for at de, der vil holde op, kan holde op, er ikke gået op for den autoritære hattedame i kommunen. Hovedsagen for hende er at man ikke skal hjælpe nogen, som gør noget, man ikke vil have at de skal gøre - tværtimod skal det være svært for dem at gøre det... det er jo for "deres eget bedste".

Det er sandsynligvis ikke kun prostitutionsdebatten, hvor den paternalistiske position kan opsummeres med nogenlunde samme sætning.

Frivillige, autoritære fællesskaber?

2011-10-13T02:29:00.004-08:00

Den konservative politiker Rasmus Jarlov, der mest er kendt for sin aktive modstand mod det frivillige fællesskab Ungdomshuset, har taget initiativ til en konservativ konference og lavet et udkast til en ny profil for De Konservative. Han mener at partiets dramatiske nedgang ved sidste folketingsvalg skyldes, at det har været lidt for meget over det hele, og at det ikke har haft en klar profil med nogle få entydige mærkesager. Det vil han blandt andet rette op på med oplægget ”12 konservative principper”, hvilket han forklarer i dette interview.

Nu kan man mene, at 12 principper ikke ligefrem lever op til kravet om "nogle få grundprincipper". Rasmus Jarlov sagde jo selv, at hans parti er "nødt til at have to-tre ting, som alle skal kende os for" - og så kom han med en liste med 12 principper. Men derudover er budskaberne er altså heller ikke ligefrem klare eller entydige. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel.

Jarlovs 4. princip siger blandt andet: "frivillige fællesskaber skal styrkes."

Det er jo helt klart noget jeg kan gå ind for. Frivillige fællesskaber er jo en kerne i anarkismen. Det er jo faktisk det jeg allermest går ind for - opbygningen og styrkelsen af frivillige fællesskaber er noget jeg interesserer mig meget for og mener er et nødvendigt element i opbygningen af et andet samfund. Kun ved at styrke frivillige fællesskaber og lade dem overtage flere funktioner i vores liv kan vi svække de autoritære institutioner - forudsat at de altså er ægte fællesskaber, hvor alle indgår og deltager direkte, og ikke blot insitutioner hvor man er passive medlemmer. Det mener jeg altså.

Men så kommer Jarlovs 8. princip pludselig og siger: "Pligter og autoriteter skal styrkes."

Og så er det at jeg bliver forvirret om hvad i alverden Jarlov dog mener! Autoriteter er folk der kan udstede ordrer, alene i kraft af sin position som autoritet, og disse ordrer skal adlydes alene fordi autoriteten udsteder dem. Der er ingen frivillighed for den, der er underlagt en autoritet, og der er intet fællesskab mellem den autoriteten og dens undersåt. Autoritære forhold fungerer jo ikke sådan at man sammen i et fællesskab finder ud af hvad man skal gøre - tværtimod. En autoritær institution bygger på at der er forskel på folk, og at de altså ikke indgår i et ligeværdigt fællesskab. Autoriteter er anti-tesen til "frivillige fællesskaber". De er hinandens modsætninger. Mener jeg altså.

Så hvad er det, der skal styrkes? Er det frivillige fællesskaber eller er det autoriteter? Efter min mening er det et enten-eller. Når man styrker den ene så svækker man den anden. At styrke autoriteter er at fremme en tendens, som svækker tendens til at indgå i frivillige fællesskaber. At styrke frivillige fællesskaber er at fremme en tendens til selvforvaltning som underminerer den autoritære tendens. Jeg mener altså, at Jarlovs "konservative principper" er selvmodsigende.

Ordet "pligter" har jeg ikke som sådan noget imod, men det er vel heller ikke ligefrem noget der harmonerer med "frivillighed"? Man kan dog godt indgå i et frivilligt fællesskab, hvor man påtager sig pligter - det mener jeg ikke der er noget konfliktfyldt over. Men man kan vel i hvert fald ikke have pligt til at indgå i et bestemt fællesskab, hvis dette fællesskab samtidig skal være frivilligt?

Men Jarlov mener faktisk, at alle har pligt til at indgå i et bestemt fællesskab. Hans 7. princip lyder nemlig: "Danmark er et fællesskab, som alle skal være del af."

Alle skal være en del af "fællesskabet Danmark". Lad mig gentage: Alle! Skal! Der er ingen undtagelser. Ingen frivillighed. Kun absolutte krav og ufravigelige pligter til at indgå i en stat, som per definition er en institution, der bygger på autoritet. Hvad blev der af styrkelsen af de frivillige fællesskaber?

Jeg vil ikke beskæftige mig yderligere med resten af Jarlovs konservative principper, som er lige så floskel-agtige og intetsigende, som dem, jeg allerede har nævnt. Der er vist ikke noget der tyder på, at dette konservative udspil vil løse problemet med partiets manglende entydige og skarpe profil. De 12 principper har ikke gjort mig det mindste klogere på hvad Jarlov eller hans version af konservatismen står for.

NB. Jarlovs 12 konservative principper, samt en diskussion om hans visioner for partiet, kan læses på det borgerlige forum 180grader.dk, hvor det heller ikke lader til at hverken journalisten eller læserne synes budskabet fremstår særligt klart og entydigt.

Sexisme som patriotisme?

2011-09-08T06:20:00.005-08:00

Folketingskandidaten for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, har et indlæg på Saxobanks forum 180grader.dk, hvor han angiveligt erklærer sin "kærlighed" til landet Danmark. Ved en nærmere læsning viser det sig dog hurtigt, at hans kærlighed slet ikke er så "betingelsesløs", som han ellers påstår, for det er ærligt talt ikke pæne ting, han har at sige om det land, han vil være med til at bestemme over.

Jeg vil ikke her beskæftige mig med de politiske forslag i hans indlæg eller med hans forsøg på at appellere til national-følelser, for det mest interessante ved indlægget er efter min mening helt klart det, det siger om forfatterens syn på kvinder.

Indlægget er en beskrivelse af et gammelt kærlighedsforhold, som er ved at gå i opløsning, og som forfatteren gerne vil redde med denne opsang til den udkårne. Den udkårne er naturligvis en metafor for Danmark, som beskrives som en kvinde, forfatteren har haft et forhold til, samtidig med at han dog har haft adskillige sidespring. Nu er forholdet dog ved at knirke, og han er ved at blive træt af den udkårne. Det han skriver om, er naturligvis, den politiske lovgivning, som han ikke bryder sig om, men det er interessant at lægge mærke til de metaforer, han bruger, når han beskriver hvorfor, han har et anstrengt forhold til "Kvinden Danmark".

Joachim B Olsen beskriver nemlig Danmark, som en kvinde, hvis fejl er, at hun er blevet en "fed matrone", der "har for en ansigtsløftning", fordi hun "er blevet grimmere og grimmere". Hun er tillige "en sur gammel mokke" og svadaen afsluttes med advarslen om at, der snart er udsigt til at "kællingen er så grim", at det kun er de, "der alligevel ikke kan score", som vil have noget med hende at gøre.

Det er jo mildt sagt ikke noget særligt respektfuldt syn på kvinder, han lægger for dagen dér. Et land med en politik, han er uenig i, beskrives som en tidligere elskerinde, som han nu synes er blevet for gammel og grim, og hans egen politik, som skal bringe landet på ret køl igen, og redde forholdet, beskrives som en "ansigtsløftning" - altså en kosmetisk operation, der på kunstig vis skal gøre hende værdig til hans begær. Det er klart udfra Joachim B Olsens politiske metafor, at kvinder kun fortjener respekt og begær, hvis de føjer manden, og ikke opfører som en "sur mokke", i så høj en grad, at de er villige til at lægge sig under kniven og få plastik-operationer. Kunstig skønhed er den eneste måde at sikre sig hans "respekt".

Men det er jo en noget tynd "respekt", og det er et noget underligt syn på "kærlighed". Kærlighed er vel netop at elske den anden ikke bare på trods af, men med de rynker vedkommende har fået igennem et langt liv sammen. At gøre sin kærlighed betinget af at den anden ikke ældes har intet med kærlighed at gøre.

Og at svine kvinder til for at blive rynkede, have selvstændige meninger (som gør dem til "sure mokker") og hvad der nu ellers ryger af fadet i de "liberale" folketingskandidats sexistiske svada, er et udtryk for mandschauvinisme af værste skuffe - også selvom det "bare" er en metafor for en politisk udvikling.

Faktisk gør metaforen det endnu værre: Kvindens politiske kompetencer reduceres til et spørgsmål om hendes seksuelle udseende - den "grimme kælling", som Danmark er blevet til, ifølge Joachim B Olsen, har ikke fortjent hans politiske respekt. Kvinden - som metafor for det politiske "Danmark" og som levende kønsligt menneske - eksisterer kun for at tilfredsstille hans begær, hvilket hun kun kan gøre ved at fastholde sig ungdommelige udseende. Kan hun ikke længere det, så er forholdet forbi, og den stærke mand må se sig om efter en anden.

Det falder ham ikke ind, at kvinden - eller landet - måske er ganske godt tilfreds med sit udseende, og ikke føler at hun kun lever for at tilfredsstille Joachim B Olsen. Det falder ham ikke ind, at hun måske slet ikke er interesseret i at lave om på sig selv alene for hans skyld. Det falder ham ikke ind, at hun måske faktisk har det ganske fint og klarer sig selv uden ham.

Hvordan pokker læserne af dette dybt sexistiske indlæg kan se det som en respektfuld kærlighedserklæring til enten Danmark eller nogen kvinder, er mig en gåde, men de brugere, der har efterladt kommentarer på det "liberalistiske" forum, er ellevilde med teksten. De er så også primært af den mandlige overbevisning, og man må nærmest antage, at Joachim B Olsen og hans parti slet ikke er interesserede i at få stemmer fra den anden halvdel af befolkningen.

Dette indtryk bekræftes også af, at Joachim B Olsen ikke er den første fra Liberal Alliance, der har gjort eklatant foragt for kvinder til en del af sin politiske ideologi. En anden folketingskandidat, Ole Birk Olesen, har også luftet dybt, dybt mandschauvinististiske synspunkter, i et andet indlæg, hvor han ligeledes degraderer kvinders evner til at agere som selvstændige politiske væsner.

Hvis partiet "Liberal Alliance" virkelig baserede sin politik på klassisk liberalisme, så ville det nok være på sin plads at gøre dem opmærksomme på, at en af liberalismens grundlæggere, John Stuart Mill, for næsten 150 år siden i ’The Subjection of Women’ skrev et forsvar for kvinders ret til at blive betragtet som selvstændige og kompetente politiske aktører - vendt imod den slags primitive mandschauvinisme, som de moderne "liberalister" i Liberal Alliance desværre gør sig til talsmænd for.

Med den historiske viden virker LA-kandidaternes udtalelser om kvinder og politik dog hverken særligt liberale eller særligt moderne.

PS. Se dette indlæg, om Ole Birk Olsens syn på kvinder og på moral.

Individuelle rettigheder på barselsorlov?

2011-09-06T03:10:00.004-08:00

Der er meget jeg ikke forstår. Én af de ting, er hvorfor selv-erklærede liberalister i Danmark er imod at retten til barselsorlov følger den enkelte forælder. Det forstår jeg ikke, for liberalister plejer da at være for individuelle rettigheder og imod kollektive rettigheder.

I det nuværende danske system - som blev indført af den nuværende regering - er barselsorlov en kollektiv rettighed: Det er en ret, som det samlede forælder-par har sammen. Venstrefløjspartierne vil gerne have et barselssystem baseret på individuelle rettigheder, hvor hver forælder hver i sær har ret til en mængde barselsorlov - det er da et forslag liberalister netop burde støtte. I hvert fald hvis de mener, at rettigheder er noget, der følger individer og ikke grupper.

Venstrefløjen er imod det nuværende kollektivistiske og konservative system, fordi det har strukturelle og sociale bivirkninger, der bevarer den kønsmæssige ulighed i samfundet. Med det nuværende arbejdsmarked, den danske kultur osv. er det nemlig sådan, at den kollektive barselsorlov betyder, at det i langt højere grad er kvinder, der tager orloven, mens fædrene fortsætter med at arbejde. Det betyder at kvinder får en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, at arbejdsgivere er mindre interesserede i at ansætte kvinder, at kvinder få lavere livsløn og pension og den slags, samt at mænd, der gerne vil have tid med deres børn, har sværere ved at tage barsel fordi deres arbejdsgiver ikke tager dem seriøst, hvilket kan gå ud over deres karrieremuligheder.

Det er jo fint nok, hvis man ønsker at bibeholde et system, hvor kvinders arbejde ikke værdsættes så højt, og hvor mænd forventes at skulle pleje sin karriere på bekostning af sine børn, men det er jo netop det, venstrefløjen og feminismen ønsker at ændre på. Derfor mener de, at barselsorlov bør gøres til en individuel ret, hvor hver forælder enten kan tage sin barsel eller lade være, men hvor de ikke kan lade den ene forælder (hvilket i langt de fleste tilfælde er kvinden) tage det hele, mens den anden plejer karriere. Håbet er, at det vil gøre det mere almindeligt for mænd at tage barselsorlov, hvilket vil føre til strukturelle forandringer, der vil øge ligestillingen også på andre områder i samfundet.

Det kan godt være, at der er liberalister, som er ligeglade med kønsmæssig ligestilling på arbejdsmarkedet - liberalismen har en mærkelig tendens til at være ligeglad med ulighed udenfor den formelt politiske sfære. Men dette er jo ikke bare et arbejdsmarkedsmæssigt eller "civil-sfære"-spørgsmål. Der er tale om en politisk rettighed - det er staten, der sætter reglerne for hvem der kan få barselsorlov, hvornår og hvor længe og den slags.

Dermed er det jo et formelt politisk spørgsmål, hvor liberalisterne burde insistere på at rettigheder skal være ens for alle og følge individet. Den eneste måde retten til barsel kan følge individet, er vel ved, at hver forælder har en portion barselsorlov, som vedkommende så kan bruge eller lade være. Det burde være åbentlyst, at liberalister går ind for denne model. Men det gør de åbenbart ikke, og jeg forstår ikke hvorfor. Jeg kan ikke se nogen rationelle grunde til at individualistiske liberalister skulle gå ind for at en rettighed tildeles en familie i stedet for et individ.

Screenshot fra 180grader.dk

Liberalisten "T Larsen" skriver på 180grader.dk, at han er imod venstrefløjens forslag om individuelle rettigheder, fordi han er imod at "staten bør diktere" hvordan familierne håndtererer fordeling af barsel. Han tror også, at forslaget betyder, at "at nybagte fædre skal holde 12 ugers barsel" (min fremhævning). Men det er jo noget vås. At man har en rettighed betyder ikke, at man er forpligtet til at bruge den. Hvis staten siger at fædre har ret til 12 ugers barsel, betyder det aldeles ikke, at de så skal tage 12 ugers barsel - det er stadig op til dem selv om de vil bruge dem. Sådan er det også med alle andre rettigheder, og det er helt på linie med hvordan liberalisterne normalt ser på rettighederne generelt.

Det er jo heller ikke sådan (i Danmark), at stemmeretten betyder, at man har stemme-pligt. Faktisk var det jo før i tiden sådan, at stemme-retten ikke var en individuel ret, men istedet noget som tilfaldt en familie eller husstand (hvilket inkluderede tyende), og som så blev administreret af husfaderen - patriarken - på vejne af hele husstanden. Sådan et system med kollektivistiske gruppe-rettigheder er liberalisterne da normalt imod. Men åbenbart ikke når det drejer sig om retten til barselsorlov. Hvorfor?

Screenshot fra 180grader.dk

"T Larsen" skriver om sig selv, at han er medlem af Liberal Alliance, og mener, at "kollektivisme i alle former (..) er samfundsskadelig virksomhed," og at "Individet og dets ret står over både Gud, kongen og fædrelandet." Men når det gælder barselsorlov, så er han altså for kollektivisme i form af tildeling af rettigheder til den kollektive enhed, en familie jo er, og han mener ikke at individet, den enkelte forælder, bør have en individuel ret til barsel - en umistelig ret, det ikke kan kan give eller sælge til andre individer, og som det ikke får i kraft af at tilhøre et kollektiv, der "administrerer" retten internt, men i kraft af sine egne relevante egenskaber og status.

I et spørgsmål, som klart er formelt politisk og altså tilhører den politiske sfære, som liberalisterne bekender sig til, mener "T Larsen" og andre danske "liberalister" altså, at 'Familien' er den politiske enhed, der kan tildeles rettigheder, ikke borgeren eller individet, og at kollektivet 'Familien' skal "håndtere" og "fordele" denne rettighed internt i kollektivet.

Hvis det er tilfældet med famillier, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne bryde liberalismens individualistiske rettighedstænkning på andre punkter. Hvis 'Familien' kan gøres til en rettighedsbærende enhed, så kan andre kollektiver vel også: f.eks. fagforeninger, sociale klasser, kulturelle mindretal, sproggrupper, 'fædrelandet' osv. Og hvis man skulle følge argumentet, så ville det også være "tvang", hvis staten afskaffede denne kollektivisme og insisterede på at hvert individ har samme rettigheder.

Det ville være et totalt brud med den rettighedsindividualisme, som "T Larsen" og andre liberalister hævder, de står for.

Liberal Alliances politik på dette område virker altså ikke særlig liberal. Tværtimod ser den ud til at gå stik imod de politiske principper, de ellers teoretisk bekender sig til. Det forstår jeg ikke. Men sådan er der jo så meget.

Sten og glashuse; diktaturer og demokratier

2011-08-01T03:23:00.001-08:00

Politiken, 9. juli 2011:

USA stævner syriske diplomater for skjult kamera
Det amerikanske Udenrigsministerium stævner nu den syriske ambassadør i USA, Imad Moustapha. Ministeriet har nemlig modtaget rapporter om, at syriske diplomater skulle have filmet folk, der protesterer fredeligt mod Syrien i USA.

Forfærdeligt, ikke? En udenlandsk ambassade, der misbruger sin pladsering i et fremmed land til at spionere mod indbyggerne i dette land. Ækelt! Kun et usselt diktatur - som f.eks. det syriske - kunne finde på sådan noget. Ikke?

Lad os hoppe cirka et halvt år tilbage og kigge lidt på de hjemlige, skandinaviske aviser...

Svenske Expressen, 6. november 2010:

USA spanar i Sverige
USA har sedan 2000 övervakat människor och bilar som har befunnit sig runt den amerikanska ambassaden i Stockholm eller kring amerikanska intressen i Sverige, bekräftade justitieminister Beatrice Ask i Expressen.se:s direktsändning på lördagen

Norske Aftenposten, 4. november 2010:

USAs ambassade drev ulovlig overvåkning av nordmenn
TV2 Nyhetene avslørte onsdag kveld at den amerikanske ambassaden har drevet ulovlig overvåking av flere hundre nordmenn.

Og - surprise! - danske Politiken, 5.december 2010:

USA's ambassade overvågede autonome i København
Amerikansk overvågning og registrering af danske borgere rækker længere tilbage, end det hidtil har været kendt.

Hvis der var nogen moral i international politik, så ville moralen måske være noget i retning af at, hvis man vil kritisere diktaturer, så skal man selv lade være med at gøre det, man kritiserer dem for. Men der er næppe nogen moral, så det er nok ikke det, man kan lære af denne historie.

PS. Dette indlæg "sad fast" i bloggen inden jeg tog på ferie og skulle egentlig have været offentliggjort for flere uger siden.

'Rebelskhed' ifølge Politiken

2011-06-24T04:55:00.001-08:00

Rebelske SF’ere varsler protest før afstemning

Sådan lyder overskriften på en artikel på Politikens netavis, og det lyder godt nok spændende.

"Rebel" - det er et ord, der smager af James Dean, Manal al-Sharif, Ché Guevara, Spartacus, Thomas Paine, Robin Hood, Aung San Suu Kyi, Scott Hastings, Asmaa Mahfouz og andre historiske, nulevende og fiktive personer, der har sat sig op imod autoriteterne og rystet den herskende orden.

Det er folketingsmedlemmerne Grete Holmsgaard, Pernille Frahm, Kamal Qureshi og Özlem Cekic (alle SF), dagbladet Politiken giver denne betegnelse. De har nemlig valgt ikke at stemme "Ja" til assimilationsminister Søren Pinds seneste forslag om at pålægge landets dommere at "gå til kanten" af menneskerettighedskonventionerne og "vende bevisbyrden om" i udvisningssager.

De fire politikere er dog ikke som sådan imod lovforslaget. I hvert fald har de ikke tænkt sig at stemme imod det. De har tværtimod henvendt sig til sin partiledelse og bedt om lov til at undlade at stemme. De har tænkt sig, at lave folketingsmedlemmets version af at "melde sig syg" - det vil sige: simpelthen lade være med at møde op til afstemningen.

Det kan de gøre uden at det ændrer på udfaldet, for det parlamentariske system er indrettet således, at partierne bare aftaler, at hvis der er nogen fra den ene blok, som ikke er til stede, så er der bare en tilsvarende mængde fra den anden blok, som også udebliver. Og så går det lige op.

"Rebeller" ifølge Politiken
Man kan være for eller imod en rebels dagsorden og handlinger, men ordet giver altså associationer til noget, der på en eller anden måde er modigt og i hvert fald indebærer trods og oprør. Det er en betegnelse for en person, der trodser overmagten og står fast på sine principper - ofte med en hvis rissiko for sig selv.

Ordet stammer fra latin og betyder slet og ret "oprører". Gyldendals Leksikon føjer også ordet "urostifter" til definitionen, og Wikipedia tilføjer, at det mere generelt kan stå for en person, som "modsætter sig autoritet og kontrol".

Det forekommer mig mildest talt at være noget af en overdrivelse, når Politiken bruger dette ord om nogle politikere, der a) har bedt sine autoriteter om lov til at udføre en handling, som b) de har sikret sig ikke vil ændre på noget som helst i den pågældende dagsorden og ikke skaber nogen uro.

Det samme gælder valget af ordet "protest". Det stammer også fra latin, og betyder ifølge Gyldendal "indsigelse; modsigelse; moderklæring".

En modsigelse er at sige "nej". Det er det modsatte af hvad de fire SFere gør. De siger ganske vist ikke "ja" (men har alligevel sørget for at sikre sig at udfaldet bliver "ja"), men at tie stille og undlade at fremsætte sin moderklæring, det er eddermame ikke nogen "protest".

Det svarer jo til at Luke Skywalker havde sagt til sin far: "Nej, jeg vil ikke slutte mig til ’The Dark Side’, men jeg lover at jeg heller ikke vil slutte mig til oprørerne. Kan vi ikke finde en løsning, hvor Det Onde Imperium fortsætter med at regere uden at jeg fremstår som en skurk, og så holder vi op med at slås?" ... Det ville altså ikke være en særligt spændende film.

Kedeligt og konsensuspræget
Come on, Politiken! Mangler i spænding siden i sådan har brug for at fremstille uro og oprør, hvor det faktisk ikke findes?

Det forstår jeg godt, for dansk parlamentarisme er jo ufatteligt kedeligt og konsensuspræget, og der er ikke mange der taler magthaverne og den herskende dagsorden imod indenfor Christiansborgs mure. Men det er da vel ingen grund til at overdrive og mishandle det danske sprog på den måde?

Eller er det virkelig sådan, at det at indgå parlamentariske studehandler, så man kan vaske hænder og undlade at stemme imod et lovforslag, som man ikke kan stå inde for, uden at det får nogen konsekvenser, er et udtryk for "rebelskhed" ifølge de nervøse herrer på Politikens redaktion? Sidder de virkelig og føler spænding og dramatisk konflikt, når de får øje på sådan en historie?

Hvis det er sådan de opfatter "rebelskhed", så bliver det alt andet end spændende at se, hvordan de definerer karaktertræk som "skarp, visionær, nytænkende, fræk" i deres valg af en "yngre, venstreorienteret skribent".

P.S.
Politiken har fundet deres historie hos DR-Nyheder, men som sædvanlig kan avisen ikke få sig selv til at linke til den oprindelige kilde. Jeg har nu fundet artiklen på DRs hjemmeside, og der står overhovedet ikke noget om "rebeller".

Tværtimod bruger DR den noget mere afdæmpede beskrivelse: "Stille protest i SF". Stille og roligt - uden at rokke båden. Intet oprør, ingen modsigelse. Det er netop hvad der er tale om her. Det er alt andet end rebelsk.

[Indlægget har også været bragt på Modkraft.dk]

Peter Skaarups "udanske" mundheld

2011-05-19T12:42:00.006-08:00

“Mit hjem er mit slot” lyder et gammelt mundheld. For danskerne er vores hjem ukrænkeligt, vores trygge rede.

så har man da også lige valgt at se totalt bitter ud på sit presse-billede

Sådan starter Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, et indlæg på Politiken.dk, hvor han forklarer hvorfor, hans parti sammen med de to regeringspartier og Kristendemokraterne netop har vedtaget en forøgelse af straffen for hjemmerøverier.

Vi skal ikke her beskæftige os med det juridiske eller kriminologiske aspekt af denne stramning, eller ved de psykologiske gener ved hjemmerøverier. Istedet vil vi dvæle ved Peter Skaarups brug af det engelske mundheld. For ordsproget "Mit hjem er mit slot" stammer nemlig fra England, og er altså ikke særligt dansk.

At Peter Skaarup benytter et engelsk ordsprog til at indlede sit indlæg, om at hjemmets ukrænkelighed er noget særligt dansk, er et ret typisk eksempel på hans partis forvrøvlede tilgang til politik og historie. At han var nødt til at bruge et engelsk mundheld viser vel for pokker, at det netop ikke er en særlig dansk mentalitet, det beskriver. Det er tværtimod nok en ganske universal indstilling, at man gerne vil føle sig tryg i sit eget hjem. Det er første fejl.

Udtrykket "Mit hjem er mit slot" stammer fra England og er altså eksempel på en udefrakommende påvirkning på det danske sprog og kultur - et resultat af globalisering og mellem-folkelig udveksling. Altså præcis den slags, som Peter Skaarup og hans parti er sat i verden for at modarbejde. Det var anden fejl.

Men det er også mere end det. Udtrykket er nemlig ikke bare et mundheld. Det er et juridisk princip - et ganske "udansk" juridisk princip. Den oprindelige version lyder "An Englishman's home is his castle", og går langt tilbage. Det blev etableret som juridisk princip i den engelske common law i 1600-tallet.

"Udansk" retssystem
Common Law er et helt og igennem "udansk" retssystem. I et Common Law system er det i høj grad op til dommerne og juristerne at fortolke lovene baseret på præcedens (hvordan tidligere dommere har dømt i tilsvarende sager), og hvis der ikke er nogen tidligere tilsvarende sager, så er det op til den enkelte dommer at lave sin egen fortolkning af hvad, der er retfærdigt i den pågældende sag, hvorefter hans afgørelse og begrundelse bliver præcedens og dermed "landets lov" fremover. I "Common Law" kan dommeres afgørelser og juristernes argumenter altså have en lovgivende funktion.

Common Law adskiller sig altså fra det danske retssystem, som kaldes "Civil Law" (eller "romersk lov"), hvor det er politikerne, der laver lovene, som skal være så præcist formulerede, at der ikke er alt for megen rum til fortolkning i afgørelserne. Pointen med dette lovsystem er dels at sikre at den lovgivende magt ligger hos den lovgivende forsamling - i Danmark er det Folketinget - og dels at sørge for at loven er ens for alle.

Det danske retssystem bygger altså på "Civil Law" ikke "Common Law", og Dansk Folkeparti har ofte meget højlydt gjort sig til fortaler for at de danske dommere i hvert fald ikke skal have nogen som helst mulighed for at fortolke lovene - heller ikke i strafudmålinger. Peter Skaarups eget parti er altså stærkt imod de retsprincipper, som det ordsprog han benytter, stammer fra. Det var fejl nummer 3.

Beskyttelse mod myndigheder
Men hvad betyder det juridiske princip om at en "engelskmands hjem er hans slot"? Det har været brugt flere gange i engelsk Common Law.

Princippet tilskrives ofte den engelske jurist Edward Coke, som i 1628 erklærede at "a man's house is his castle". Det drejede sig om en sag, hvor sheriffen i London havde brudt en dør ned for at komme ind i et hus, hvor han skulle konfiskere nogle egendele. Ejeren af huset klagede, og udtrykket "a man's house is his castle" blev brugt til at slå fast, at politiet ikke har ret til at bryde ind i folks private hjem uden først at banke på og annoncere sit ærinde til beboerne.

Dette princip blev også anerkendt og fortolket af den engelske premiereminister William Pitt the Elder, som i 1763 gav følgende forklaring på dets betydning: "The poorest man may in his cottage bid defiance to all the forces of the crown. It may be frail - its roof may shake - the wind may blow through it - the storm may enter - the rain may enter - but the King of England cannot enter."

Det amerikanske retssystem bygger på den engelske Common Law, og træffer altså afgørelser baseret på disse århundreder gamle juridiske fortolkninger. Det gælder blandt andet den amerikanske forfatnings 4. tilføjelse, som skal beskytte borgerne mod myndighedernes ransagninger, -aflytninger og konfiskeringer i borgernes private hjem. Den bygger på og fortolkes ud fra de nævnte engelske juridiske afgørelser, og lyder således:

The right of the people to be secure in their persons, houses, papers, and effects, against unreasonable searches and seizures, shall not be violated, and no Warrants shall issue, but upon probable cause, supported by Oath or affirmation, and particularly describing the place to be searched, and the persons or things to be seized.

Det står altså klart, at mundheldet "mit hjem er mit slot" er et engelsk common law-retsprincip, som har til formål at beskytte borgerne mod myndighedernes indtrængen i borgernes hjem. Hverken politiet eller kongen selv har ret til at bryde ind i andres hjem uden først at bede om at komme ind, myndighederne har ingen ret til at læse folks dokumenter, aflytte deres samtaler eller på anden måde krænke boligen og privatlivets fred uden at have specifik og begrundet mistanke samt dommerkendelse. Det er et princip, der handler om borgernes retssikkerhed overfor myndighederne, og som skal begrænse myndighedernes adgang til borgernes hjem.

Dansk Folkeparti er ikke ligefrem kendte for at være stærke fortalere for borgernes retssikkerhed og beskyttelse overfor politiets myndighedsmisbrug. Tværtimod går de ind for hemmelige ransagninger og for at give myndighederne udvidet mulighed for aflytninger af folks private hjem uden dommerkendelser eller advarsler. De går generelt ind for øgede beføjelser til politiet på bekostning af borgernes retssikkerhed og privatlivets fred.

"Mit hjem er mit slot" er altså et engelsk og amerikansk retsprincip, som Dansk Folkeparti er lodret imod og modarbejder i deres daglige politiske virke. Det er ikke noget de går ind for, og er altså ikke et mundheld Peter Skaarup kan bruge uden flere lag af hykleri. Det var fejl nummer 4.

Fransk kvalme

2011-05-17T12:31:00.004-08:00

[advarsel: Dette indlæg indeholder gengivelser og referat af dybt sexistisk voldtægtsapologisme, victim-blaiming, priviligeret magt-arrogance, kvindeforagt, aristokratisk selvfedme og en smule anti-amerikanisme]

Den franske intellektuelle millionær-kendis, Bernard-Henri Lévy, er vred. Han er ikke bare skuffet, han er rasende, og han er bitter og dybt forarget.

Hans gode ven, Dominique Strauss-Kahn, direktøren for IMF, er nemlig blevet anholdt og sigtet for seksuelt overgreb og voldtægtsforsøg i New York. Det er blandt andet det, Bernard-Henri - som i Frankrig går under navnet BHL - er så forbandet vred over. Men det er også langt mere end det - han er forarget over den måde samfundet fungerer på; både det amerikanske retssystem, verdenspressen og de franske illoyale politikere, som alle behandler ærværdige intellektuelle som om de var simple forbrydere.

BHL er vred
[Følgende er en gengivelse af Bernard-Henry Lévys anklageskrift mod Dominique Strauss-Kahns anklagere.]

Hvor vover de simple amerikanere at anholde sådan en nobel franskmand, bare fordi en simpel stuepige på et hotel anmelder ham for at have overgrebet sig på hende? Det er dybt problematisk at det amerikanske retssystem tillader den slags, ifølge BHL - en franskmand kan tydeligvis ikke forvente retfærdighed i sådan et barbarisk system, hvor enhver åbenbart kan blive anklaget. Fatter de ikke at man da ikke bare kan føre retssag mod et medlem af den europæiske elite som om han var en hvilken som helst anden?

Men han er også rasende og forarget over, at den amerikanske - og internationale - presse er så ukultiverede og respektløse, at de skriver om en af verdens mest magtfulde millionærer - BHLs gode ven - som om han var en simpel forbryder. Den amerikanske presse er, ifølge BHL en skændsel for journalist-standen overalt i verden. De er tydeligvis fordrukne på sensationalistisk sladder og motiveret af mystiske hævnmotiver, når de kaster sig over denne tydeligvis hæderlige og stolte mand, som gør verden en tjeneste ved sin blotte eksistens.

Bernard-Henry Lévy anerkender, at han ikke ved, hvad der er sket, men for ham står det klart, at direktøren for verdensbanken - og franskmanden! - umuligt kan være skyldig i gemene overgreb og forbrydelser. Han elsker jo kvinder, så tanken om, at han kunne finde på at forgribe sig på en, er jo absurd.

Istedet må der være tale om en konspiration. Kan det for eksempel være en tilfældighed, at det påståede overgreb fandt sted på et hotel-rum med et nummer, der svarer til datoen for det kommende valg til formandsposten for de franske socialdemokrater, som Dominique Strauss-Kahn var en sikker vinder af, hvorefter han med garanti ville blive Frankrigs næste præsident?

Nej, ved nærmere eftertanke beskæftiger BHL sig naturligvis ikke med den slags pøbelagtige konspirationsteorier... men det er dog alligevel værd at nævne.

Det er dog i hvert fald sikkert, for BHL, at alskens nederdrægtige folk nu benytter lejligheden til at mele deres egne politiske rævekager ved at tage afstand fra den stakkels hædersmand, som er falsk anklaget i en korrupt retssystem i et barbarisk land med en fordrukken presse, der ikke respekterer sande intellektuelle.

Og mystisk er det også, synes han, at stuepigen, der hævder at være offer for franskmandens, nej, verdensmandens, overgreb, sådan gik rundt og udførte sit arbejde alene. Kan der mon alligevel ikke være tale om at Dominique Strauss-Kahn blev sat op? Ja måske endda forført? På en eller anden måde må det være stuepigens skyld det hele. Hvordan kan nogen dog vælge at stole mere på en simpel amerikansk stuepige end på end fransk hædersmand? Mon ikke hun er mere forbryder end offer?

Og når en anden kvinde (en fransk forrædderinde!) pludselig står frem og fortæller ("lader som om" i BHLs egne ord) at hun også har været udsat for overgreb fra den samme mand, så er der jo tydeligvis tale om en iscenesat smædekampagne - mener altså Bernard-Henri Lévy (der ikke føler behov for at nævne at dette hverken er første eller anden gang en kvinde står frem som uvildigt offer for Strauss-Kahns seksuelle tilnærmelser). Hun må jo - som enhver anden kvinde der fremfører anklager mod en mand af en sådan karakter - være fuld af løgn.

Verden burde takke Dominique Strauss-Kahn for hans noble indsats som direktør for den internationale valutafond. Frankrig burde være ham evigt taknemmelig for hans mangeårige samfundstjeneste som minister under diverse administrationer. Og istedet for at slå hånden af ham burde den franske venstrefløj støtte den voldtægtsanklagede millionær, for uden ham mister de deres fyrtårn og eneste håb om magt og vælde.

Men nej. Man kan åbenbart ikke forvente loyalitet eller taknemmelighed her i verden. Ikke engang i Frankrig. Det giver Bernard-Henri Lévy kvalme.

Voldtægtsapologi: Bernard-Henri Lévys metiér
Skulle nogen læse hans hans forsvar for hans gode ven, IMF-direktøren, millionæren og politikeren, Dominique Strauss-Kahn, og mene at han - midt i al det arrogante og selvfede kvindeforagtende voldtægtsapologi og victim-blaiming - dog også har nogle gode pointer (f.eks. om at det er problematisk at blive hængt ud i pressen før man er dømt), så vil jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er første gang han forsvarer voldtægtsmænd.

Jeg ved ikke om Dominique Strauss-Kahn er skyldig, men der er ingen tvivl om, at den franske filminstruktør Roman Polanski bedøvede og voldtog en 13-årig pige i USA i 1977, og derefter forlod landet og søgte tilflugt i Frankrig og siden har gjort hvad han kunne for at undgå en retssag. Da han i 2009 besøgte Schweiz bad de amerikanske myndigheder om at få ham udleveret, og som så mange andre fra den kulturelle verdenselite meldte Bernard-Henri Lévy sig som Roman Polanskis forsvarer.

Bernard-Henri Lévy - og mange andre rige intellektuelle kunstnere, magt-mennesker, politikere etc - mener tilsyneladende, at der gælder ét sæt af regler for "pøblen" mens de selv kan tillade sig hvad som helst. De forarges dybt, når "en af deres egne" bliver anklaget og behandlet som en "almindelig person", så derfor flokkes de om at støtte hinanden selv når de har begået de mest modbydelige gerninger.

Med Roman Polanski var argumentet, at han jo ikke skal behandles som alle andre, for "han er jo en kunstner". Med Dominique Strauss-Kahn er det åbenbart, at han da ikke kan anklages som en gemen forbryder, fordi han jo er en politiker der har "gjort så meget" for Frankrig og for verden.

Med BHLs ord: Det giver mig kvalme...

NB. Dette indlæg handler ikke om hvorvidt Dominique Strauss-Kahn er skyldig eller ej. Det ved jeg vitterligt intet om. Min kvalme er forårsaget af BHLs vamle og sexistiske forsvarsskrift.

PS. Se også: "Hipstere: Når alt er en joke"

Perspektiv-fotografering

2011-05-16T13:55:00.000-08:00

Pressefotografen Paul Hansen, som arbejder for den svenske avis Dagens Nyheter, vandt i år prisen for Årets Nyhedsbillede Udland. Han fik prisen for et billede af liget af den 15-årige pige, Fabienne, som blev dræbt, da politiet i Haiti skød vildt omkring sig i dagene efter jordskælvet i 2010. Dagens Nyheter skriver om udnævnelsen:

Förstapriset till Paul Hansen för bilden på den 15-åriga flickan Fabienne som dödades när polisen sköt vilt i luften under plundringarna i huvudstaden Port-au-Prince efter jordbävningen på Haiti är logiskt.

Paul Hansen fortæller selv, hvad han mener billedet fortæller:

För mig symboliserar bilden hur djupt ett land kan sjunka moraliskt av fattigdom och desperation. Till och med när hon ligger död plundras hon av desperata människor.

Det er altså et billede, som fortæller en historie om et samfund, der er synket dybt og har mistet al moral. Et samfund af desperate, fattige og amoralske mennesker, som benytter enhver lejlighed til at plyndre vildt. Dermed passer det jo perfekt som illustration til den medie-fortælling som gik verden rundt, og fremmanede en fortælling om den haitianske befolkning som "løsslupne vilde".

Perspektiv og historiefortælling
Men vent... ligesom billedet i New York Times, der fungerede som en illustration til en historie om hvordan "pockets of violence and anarchy, reports of looting and ransacking" opstår i kølvandet når "authority breaks down" slet ikke viser de vilde plyndringer og kaos, som artiklen handlede om, så kan vi faktisk heller ikke se nogen desperate mennesker, som plyndrer Fabiennes lig, på Paul Hansens billede i Dagens Nyheter.

Alt vi kan se er liget af den 15-årige pige og nogle personer, som bærer ting væk fra nogle ruiner langt i baggrunden. Der er ingen haitianere i nærheden af liget på Paul Hansens billede! Hvordan kan han så sige, at billedet symboliserer "hvor dybt et land kan synke moralsk", og at det viser at "til og med, når hun ligger død, plyndres hun af desperate mennesker"?

Her er billedet:

Som du kan se, er de eneste haitianere på billedet - udover Fabiennes lig - de to mænd i baggrunden, som ganske fredeligt bærer ting væk fra en ruin efter jordskælvet. Det kunne altså lige så godt fortælle en historie om tragedie, ødelæggelse og overlevelse. Perspektivet gør, at billedet viser en nærmest mennesketom plads i ruinerne efter det ødeæggende jordskælv.

Men så mennesketom var pladsen faktisk slet ikke. Her er et andet billede af den samme scene fra et andet perspektiv:

Dette billede - taget på samme tidspunkt - viser liget af den 15-årige Fabienne, omgivet af "vestlige" fotografer, som alle var optaget af at tage billeder fra det rigtige perspektiv, så de kunne fortælle historien om "vilde plyndringer" og "moralsk forfald" til deres hjemlige medier og befolkninger.

Fra dokumentation til manipulation
Selvfølgelig skal pressefotografer tage billeder i sådanne situationer - også af lig. At være pressefotograf i en katastrofe-situation er givetvis ikke noget let arbejde. Men når billederne bruges til at konstruere historier om hvordan en hel befolkning nærmest er vilde barbarer, hvis dyriske instinkter skal holdes nede af en stærk - og "vestligt" støttet - politisk autoritet, så tager de altså skridtet fra at dokumentere en tragedie til at lukrere på gammel-kolonialistisk frygt for og fryd over "de vilde".

De bekræfter de hjemlige befolkninger i en følelse af at være bedre og mere "civiliserede" - de fremmaner en følelse af "godt det ikke er os - vi er hævet over den slags". Desuden legitimerer de at "katastrofe-hjælpen" først og fremmest drejede sig om at etablere "command and control" fremfor at hjælpe befolkningen med at organisere den videre overlevelse og dagligdag.

I sidste ende er det en fortælling om, at magt og autoritet er det eneste, som forhindrer kaos og samfundets sammenbrud. Kun de færreste journalister på Haiti fortalte historierne om lokalbefolkningens selv-organisering og gensidige hjælp under krisen. Fokus var istedet på nødvendigheden af at indsætte militær og give politiet kontrollen over samfundet - det selvsamme politi som skød og dræbte Fabienne.

Hvilket billede symboliserer "moralsk forfald"?
For mig er det mest af alt det andet billede - det med alle fotograferne - som symboliserer "hvor dybt man kan synke moralsk". Det er det eneste af de to billeder, som faktisk viser mennesker, der "plyndrer" liget af den 15-årige Fabienne. Det viser en klynge presse-fotografer, som ikke bare tjener penge på at dokumentere en tragedie (det er deres arbejde, og det er der ikke noget galt i), men også flokkes omkring et lig for at fortælle en historie, som ikke hjælper ofrene for tragedien og som grænser til kynisk manipulation.

Det andet billede fortæller efter min mening også en yderst relevant historie, og for mig er det mere symbolsk og rammende end det første, som viser en meget redigeret og manipuleret del af virkeligheden. Men det vandt ingen presse-priser, selvom det netop viser pressens arbejde og er meget tættere på at vise, hvordan den pågældende scene så ud i virkeligheden.

Måske viser det ikke ligefrem en flok vestlige fotografer, som er "sunket dybt moralsk", men det giver i hvert fald mere anledning til diskussion og overvejelse om moral og etik end Paul Hansens manipulerende fotografi. Det er således mere symbolsk og tankevækkende.

Det andet billede er taget af den amerikanske fotograf Nathan Weber. Jeg fandt det på hjemmesiden Gwaeron.org (via surrender nuts), som sætter de to billeder sammen under overskriften "De l’hypocrisie des avaleurs d’images". Hver for sig fortæller de to vidt forskellige historier - sat sammen fortæller de en helt tredie:

Én scene, to vinkler.

Øverst: Paul Hansens billede, som vandt den svenske pris for "årets nyhedsfoto udland".

Nederst: Nathan Webers billede af den samme situation fra en anden vinkel.

Det, han sagde

2011-05-10T14:34:00.004-08:00

Hr. K har et forrygende indlæg idag, som falder totalt i min smag. Du bør naturligvis læse det ovre på hans blog, men det er så rammende, at jeg lige ville tage et billede til min egen samling.

Det var altså hr K, som så det først.

Statsborgerskabets usikre status

2011-05-05T14:39:00.037-08:00

For omkring et år siden, besluttede VKO-regeringen helt usædvanligt at fratage en gruppe danske indbyggere deres stemmeret. Dengang skrev jeg bl.a. følgende kommentar:

Nu hvor der er præcedens for at fratage folk deres stemmeret i Danmark, er det altså et påtrængende og reelt spørgsmål: Hvornår kommer de efter dig? Tror du, du er sikker, bare fordi du har dansk statsborgerskab? Har du ikke hørt deres forslag om også at gøre det muligt at fratage danske statsborgere deres statsborgerskab?

Jeg citerede også mig selv for i en universitetsopgave at have skrevet følgende:

Dertil kommer, at statsborgerskab ikke er så stabil en størrelse, som det ofte antages. Den moderne historie har vist, at det er farligt at forlide sig på denne juridiske status, som kan variere med konstruktioner af nationalitet.

Og nu er tiden så kommet til for anden gang uden hoveren eller glæde at sige: "hvad sagde jeg".

For vi er nu kommet til det punkt i danmarkshistorien, hvor et regeringsbærende parti officielt foreslår at gøre det danske statsborgerskab indholdsløst. Okay... Det var godt nok tilbage i november, men jeg har altså først opdaget det idag.

At gøre folk retsløse
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne fremlagde Dansk Folkeparti en lovpakke, som blandt andet rummer forslaget om, at de første 10 års dansk "statsborgerskab" ikke skal være et rigtigt statsborgerskab, med den sikkerhed og de rettigheder som det indebærer, men istedet være en status, som man kan miste. Ifølge TV2:

Udlændinge skal kunne udvises i ti år, efter at de har fået dansk statsborgerskab, hvis de begår alvorlig kriminalitet som drab. Denne karenstid kræver Dansk Folkeparti med ind i forhandlingerne om finansloven. Det oplyser partiets retsordfører, Peter Skaarup.

Hensigten er at gøre det muligt at udvise danske statsborgere. Efter at have opholdt sig i landet i årtier og opfyldt alle krav til statsborgerskab - hvilket inkluderer krav om ikke at have begået grov kriminalitet - skal man altså alligevel ikke kunne vide sig sikker i Danmark. Ens status som dansk rettighedsbærende statsborger vil stadig være til diskussion. Statsborgerskabet vil ikke længere være nogen garant for rettigheder. Det vil sige at sige at danske statsborger alligevel ikke er at betragte som danske statsborgere.

Forslaget rammer kun folk, som er "naturaliserede" statsborgere - dvs folk der har ansøgt om dansk statsborgerskab. Disse vil, hvis Dansk Folkepartis forslag bliver til lov, blive fuldstændigt rettighedsløse mennesker. For at få dansk statsborgerskab efter fødslen kræver den danske stat nemlig, at man fralægger sig sit oprindelige statsborgerskab. Men hvis man derefter stadig kan miste sit danske statsborgerskab, så ender man jo som statsløs - og dermed i vores verden, hvor de fleste rettigheder er knyttet til statsborgerskabet: stort set rettighedsløs.

Man vil ikke have ret til at være i Danmark, men man vil heller ikke kunne udvises, da man ikke er borger i noget andet land. Man havner altså i et juridisk og rettighedsløst limbo.

Tiden er nu kommet til at jeg igen spørger: "Hvor sikker tror du du er?"

Er du sikker? Er du nu helt sikker på det?
"Ja-ja", kan du jo nu sige. "Det rammer jo kun folk som begår alvorlig kriminalitet - den slags har da også fortjent at miste alle sine rettigheder." Eller måske føler du dig sikker, fordi du jo alligevel er født med dit statsborgerskab og mener, at det er fair nok, at de, som ikke er så heldige som dig, ikke har samme rettigheder. Men som jeg sagde sidst: "Tror du, du er sikker, bare fordi du har dansk statsborgerskab?"

Hvis du lader dem lave denne lov, og altså lader dem slå fast, at et dansk statsborgerskab ikke er en sikker ting, men noget man kan miste, hvorfor skulle du dog så være sikker i fremtiden?

Tror du virkelig at det kun er drabsmænd som vil blive gjort rettighedsløse? Mon ikke listen over forbrydelser på et tidspunkt - igen og igen - vil blive udvidet, så man til sidst kan miste sit statsborgerskab for mindre ting - såsom at fuske lidt med selvangivelsen eller modtage lidt for mange offentlige ydelser (hvis du ikke tror på det, så lad mig gøre opmærksom på, at det allerede har været foreslået)?

Tror du virkelig at karensperioden, hvor statsborgerskabet ikke er sikkert, altid "kun" vil være 10 år? Tror du ikke den vil blive udvidet igen og igen, så man på et tidspunkt aldrig vil kunne føle sig sikker på sit statsborgerskab? Og hvorfor skulle det kun gælde indvandrere og naturaliserede statsborgere? Så kender du altså ikke dansk politik.

Er du i øvrigt stensikker på at dette forslag ikke også på et tidspunkt kan blive udvidet til folk, der er født med dansk statsborgerskab? Hvorfor dog det? Hvis du åbner for at politikerne kan gøre danske statsborgere statsløse, hvad i alverden skulle dog så garantere at de ikke kan gøre det ved alle danske statsborgere?

Du kan hovere nok så meget over "udlændinge" og "kriminelle", og tro at du er på den sikre side af både loven og indfødsretten, men på et eller andet tidspunkt, så rammer det også dig.

Nej, jeg skriver ikke dette ud af nogen sympati er for drabsmænd eller andre forbrydere. Det handler ikke engang specifikt om indvandrere og deres retssikkerhed.

Ret for alle eller sikkerhed for ingen
Jeg skriver dette af bekymring for retssikkerheden for alle borgere - også de, der stemmer på Dansk Folkeparti og ikke kan få øje på problemet i at underminere statsborgerskabets status som ukrænkeligt. Jeg mener virkelig, at det er naivt at tro, at man selv er på den sikre side, bare fordi man er født med sine privilegier og rettigheder.

Det er altså ikke et led i "indvandrer-debatten". Det er et led i debatten om Danmark og hvilket demokrati og retssikkerhed, du mener landet skal bygge på. Din juridiske status kan altid blive ophævet, hvis du tillader at den bliver gjort usikker for nogen. Enten er en rettighed noget der gælder for alle, eller også er det et privilegie som magthaverne kan tildele og fratage folk som de har lyst til.

Hvis den danske stat kan tage statsborgerskabet fra folk, som har opfyldt alle kriterier for statsborgerskab og aflagt sig sit gamle statsborgerskab, så kan den naturligvis også gøre andre folk stats- og rettighedsløse. "Andre folk" - det kan altså også blive dig en dag.

Jeg afslutter med fortsættelsen af ovenstående citat fra mig selv:

Enten må vi anse grundlæggende rettigheder som noget, staten skal respektere for alle mennesker indenfor dens område, eller som værende afhængige af skiftende ideologier og magtforhold, hvormed vor juridiske sikkerhed kan vise sig at være en illusion.

... Det er i hvert fald de to muligheder jeg sådan umidelbart kan se indenfor rammerne af den liberal-demokratiske og statscentriske tankegang. Der findes givetvis flere end de to.

[Indlægget er også bragt på min blog på Modkraft.dk]

Synsk journalistik

2011-05-01T10:56:00.000-08:00

Klokken er nu 11:30 om formiddagen, søndag den 1. maj 2011. Jeg befinder mig i staten Washington på den amerikanske vestkyst. Jeg er ved at drikke min "morgenkaffe" og læser nyheder, mens jeg lader op til resten af dagen, som jo først er ved at være begyndt herovre. Jeg slår op på Berlingskes hjemmeside og ser følgende skærmbillede:

What the fuck? "Sådan var 1. maj over hele verden" skriver de. Men dagen er jo knap nok startet herovre i denne del af verden!

Er Tante Berlingeren blevet synsk? Har de sendt journalister ind i fremtiden for at rapportere tilbage til fortiden om hvordan 1. Maj gik i hele verden? Hvorfor vælger de at bruge denne fantastiske teknologi på at rapportere om 1. Maj-arrangementer? Ville det ikke være mere oplagt at rapportere om udfaldet af det kommende folketingsvalg eller lignende?

Eller er det mon et udslag af anti-amerikanisme og anti-vestlighed, når Berlingeren lader som om hele den vestlige verden (dvs den vestlige halvkugle) ikke eksisterer?

Se nu hvad i har gjort!

2011-04-29T16:21:00.004-08:00

For et par dage siden skrev jeg et længere indlæg om et statsligt kommuniké, som ukritisk blev viderebragt i de fleste af landets medier, selvom enhver burde have lært nok historie i skolen til at vide, at indholdet var løgn og vildledende propaganda. Det var som sagt et stykke statsligt propaganda, som konstruerede en nationalistisk myte om, at:

.. danskerne er et særligt etnisk og genetisk ensartet folkeslag, som altid har beboet dette område og kun har fået børn med hinanden, således at alle "rigtige danskere" kan spore sine genetiske rødder tilbage til en eller anden oprindelig "ur-danskhed" - mens invandring på den anden side er et særligt nyt fænomen. Alle elementer i denne myte er som bekendt falske.

2 dage efter ser jeg så en nyhed, som bekræfter, hvor langt ude det er, når staten og journalisterne går sammen om at konstruere propagandistiske myter for nationalistiske formål.

Idag bringer Ekstrabladet et interview med celebrity-nazisten, Daniel Carlsen, som har ambitioner om at blive parlamentarisk politiker. Hans politisk mål er blandt andet at alle "ikke-danskere" skal smides ud af Danmark. Hvordan definerer han så "ikke-danskere"? Her et citat:

Vi skal have alle ikke-danskere ud af landet. Politikerne kalder alle mulige mennesker for danskere, hvis de har fået statsborgerskab, men det gør vi ikke. Man er kun dansker, hvis man biologisk set er dansker.

At en erklæret nazist er en fatsvag ignorant med gevaldige huller i sin historiske og biologiske viden bør næppe overraske. Men hans debile idé om, at der er et særligt "dansk gen" eller at man på nogen måde meningsfuldt kan tale om en "biologisk dansker", bliver jo desværre bekræftet af regeringens - og mediernes - lige så debile og ignorante nationalistiske myter om, at der skulle eksistere en særlig unik og ubrudt biologisk folke-genealogi fra nutidens danskere og langt tilbage i fortiden.

Løgnagtig regeringspropaganda bekræfter nazistisk race-teori

Nazisten Daniel Carlsen ved en demonstration i Aalborg (fra Modkraft.dk)

Nazisten Daniel Carlsen har ifølge Ekstrabladet "endnu ikke taget stilling til, hvor mange generationer tilbage i sin familie, man skal kunne påvise rene, danske gener, for at få lov til at blive i landet," men hvis han skulle basere sit racerenhedsprogram på statens løgnagtige propaganda, så kan han trygt vælge, at man skal have dansker-blod" i årene mange generationer tilbage for at tælle som en "biologisk dansker". For ifølge regeringen og dens villige stab af journalister er det jo kun omkring 10% som er "indvandrere eller efterkommere af indvandrere".

Hvis han derimod skulle basere sine planer om etnisk udrensning på elementær saglig og faktuel viden, så ville han være nødt til at vælge et meget lavt tal, hvis han ikke har tænkt sig at udrense størstedelen af Danmarks befolkning. For sandheden er jo, at det er de færreste i Danmark, som kan som kan spore sin slægt mere end 3-5 generationer tilbage, før de støder på en "indvandrer" i stamtræet - alle danskere er altså "efterkommere af indvandrere".

Det er bare ikke den sandhed som fremgår af den statslige propaganda - tværtimod bekræfter regeringens løgnagtige kommuniké jo Daniel i hans forskruede opfattelse om, at der er et biologisk element i det at være dansk.

Daniel Carlsen baserer næppe sin nazistiske ideologi på noget som helst sagligt grundlag. Men det er sgu da for dumt, at statens ministerielle pressemeddelelser har et så løsagtigt forhold til saglighed og faglighed, at de ligefrem kan fungere som grundlag for nazistiske programmer for race-renhed. Og det er da for dumt, at medierne ukritisk viderebringer den slags usaglige vås uden at stille et eneste spørgsmål til det.

PS. Læs mere om Daniel Carlsen på Redox.dk

Er du lidt kongelig?

2011-04-28T10:44:00.003-08:00

Det er du, ifølge Berlingskes overskriftsredaktør. Avisen skriver nemlig: "Vi er vel alle sammen lidt royale":

Og nej, det giver jo ingen mening. "Artiklen" giver i øvrigt heller ingen mening - den er en eller anden slags vævende tankestrøm uden nogen rød tråd eller formål. Men i det mindste er den ikke lige så grotesk dum som overskriften.

Vi kan af gode grunde ikke "allesammen" være "lidt royale". Royal betyder jo kongelig - som i: Den person, der er født til at blive konge i et monarki. Det er vi bestemt ikke allesammen. Det er faktisk kun én person, som kan være konge i et monarki. Mono betyder jo "én". Hvis vi alle var "royale" så ville der ikke være nogen royale, for royale er netop folk der har særlige privilegier, som andre ikke har. Skal vi virkelig skære det ud i pap? Har i ingen ordbøger derinde på redaktionen? Monarki er ikke noget gradvist - vi er ikke alle "lidt" kongelige. Sikken noget pjat.

...Imbecile tåber.

Artiklen selv giver i øvrigt ikke megen mening - den er knap nok læselig. Men den smule indhold, der dog er i den, er en direkte modsigelse af den idiotiske overskrift, som en klaphat af en redaktør har valgt. Forfatter-aspiranten, Sarah Skarum, skriver nemlig følgende pseudo-filosofiske og lomme-psykologiske ordskvalder om en persons begrundelse for at ville se den britiske kronprins' bryllup ("fordi det er kongeligt"):

"For hende er det svar nok. Er det det for andre? For dig? For mig? Måske. De er kongelige, vi ser på dem, og vi ser op til dem, for de er alt det, vi ikke selv er." [min fremhævelse]

"De er alt det, vi ikke selv er." Det er noget af en overdrivelse. "De" - dvs de kongelige - er mange ting, som "vi" også er (dødelige, for eksempel). Men der er i hvert fald én ting, som de er og vi overhovedet ikke er: royale. Den væsentlige forskel på "os og dem" har Sarah Skarum trods alt fanget. Men det har de åbenbart ikke inde på Berlingskes redaktion.

Ideologi & Demografi: Danmark

2011-04-27T15:06:00.012-08:00

Hvad kaldes det når et ministerium udsender løgnagtige pressemeddelelser, som ukritisk udbredes i de fleste af landets medier - inklusiv de statslige? Hvad hvis denne propaganda har til hensigt at fremme en bestemt (selv-)opfattelse og identitet blandt landets indbyggere - statens undersåtter - ved at udslette historiske kendsgerninger og forskelligheder og konstuere en mytologi om et fælles nationalt "ophav", der giver visse af landets indbyggere et mere "oprigtigt" tilhørsforhold til den pågældende stat end andre af landets indbyggere?

Det er der nok nogle betegnelser for. Men jeg ved ikke lige hvad det hedder. Til gengæld ved jeg, at følgende historie, som var bragt i samtlige større danske dagblade og æter-bårne medier og stammer fra et dansk ministerium, er ren manipulation og mytologi:

For første gang er flere end en tiendedel af indbyggerne i Danmark indvandrere eller efterkommere, viser en officiel opgørelse fra Integrationsministeriet.

Den blev også bragt på engelsk via det statslige medie:

For the first time ever, more than 10 percent of citizens in Denmark are immigrants or descendants of immigrants, a new estimation from the Integration Ministry shows.

Ikke at det er decideret løgn, det der står. For det er jo helt og aldeles korrekt, at "flere end en tiendel" (og "more than 10 percent") af indbyggerne i Danmark er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Sandheden er jo, at samtlige landets indbyggere er "indvandrere eller efterkommere af indvandrere".

Folkevandringerne er børnelærdom

Enhver der har fulgt en smule med i almindelig skolelærdom ved da for pokker, at Danmark i alle dage har været beboet af folk, som har rejst rundt og bosat sig forskellige steder. Der er næppe nogen seriøse forskere, som mener, at omkring 90% af danskerne nedstammer direkte fra den nordgermanske stamme "danerne" - og selv hvis de gjorde, så bestod denne stamme altså også af folk, som rejste rundt og selv var kommet fra andre steder.

Det er børnelærdom at Europa blev beboet af stammer som igennem historien vandrede rundt og byttede plads og smeltede sammen og splittedes op osv.

Men selv hvis vi sætter stregen ved den "post-migratoriske etnogenese" (dvs perioden efter "de store folkevandringer", hvor nogle af de moderne sprog-stammer blev udskilt fra hinanden, herunder de nordiske), og siger at dér blev danskerne dannet, så er der altså ingen i nutidens Danmark, som udelukkende nedstammer fra disse ur-danskere. For selv derefter fortsatte folk med at flytte rundt og få børn med hinanden. Fortidens danskere stammede altså fra alle mulige steder, og historisk har Danmark været befolket af folk, der kom fra fjerne egne - hvilket kan ses i forfædrenes gener.

Men så langt tilbage behøver man slet ikke at gå. Der er næppe mange i Danmark, som ikke har en "indvandrer-forfader" i sit stamtræ et sted alene indenfor de seneste få århundreder, for selv i nyere tid har folk flyttet rundt og bosat sig nye steder og fået børn med hinanden - også i Danmark. Der er således næppe mange danskere, som kan spore sin slægt mere end 3-5 generationer tilbage, før de støder på en "indvandrer" i stamtræet.

Alle landets indbyggere har altså forfædre, som på et eller andet tidspunkt ikke kom fra det geografiske område, der idag hedder Danmark. Alle danskere er altså "efterkommere af indvandrere" - forskellen er udelukkende, hvor langt tilbage man er nødt til at gå i sit stamtræ for at finde sin "indvandrer-forfader".

Men det er jo ikke ligefrem denne sandhed, som regerings-kommunikéet har til hensigt at formidle med den teknisk korrekte meddelelse om at "flere" end 10% er efterkommere af indvandrere. Det er tværtimod den løgn, at det kun skulle være omkring 10% af indbyggerne som er "indvandrere eller efterkommere af indvandrere".

Nationalistisk mytologi
Regeringens historier til pressen fortæller ikke hvor langt tilbage man skal gå i sit stamtræ for at tælle som en person, der ikke er "efterkommer af indvandrere" - og tilsyneladende var der ingen kritiske journalister, som spurgte ind til de statslige definitioner eller metoden i opgørelsen. Men jeg vil godt vædde med at de ikke har talt de tusindvis af danskere med, hvis forfædre for eksempel kom til Danmark efter 1864 for at tage et næsten tilfældigt årstal.

Hvis man skulle lave en definition på en dansker, der ikke er efterkommer af indvandrere, så ville man jo være nødt til at beslutte sig for at udpege et historisk tidspunkt, som udgjorde Danmarks grundlæggelse - "nationens fødsel" - og dernæst sige, at kun de, hvis forfædre i lige linie tilbage til denne begivenhed og alle har boet i området Danmark (et geografisk område der har skiftet størrelse og grænser igennem tiden), kan betegnes som "etniske" danskere. Alle andre (og det ville være flertallet med mindre man valgte en begivenhed af relativt ny dato) ville være "efterkommere".

Men hvilket årstal? Hvilken begivenhed skulle det være? Hvordan udnævner man "nationens fødsel" for Danmarks vedkommende, uden at det vil være baseret på ren ideologi og mytologi? Og som vi skal se, så vil det give definitoriske problemer uanset hvilket årstal man vælger.

I stedet kunne man også - og det er nok snarere noget i den retning regeringen har gjort - vælge at sige noget i stil med: "Alle der ikke har 2 danske forældre og 4 danske bedsteforældre tæller i denne undersøgelse som 'efterkommere af indvandrere', selvom vi godt ved at alle andre også er efterkommere hvis man går længere tilbage. Denne undersøgelse tæller altså udelukkende '1. 2. og 3.-generationsindvandrere' og ikke alle efterkommere."

Men så burde man fortælle, at det er det man har gjort, istedet for at konstruere nationalistiske myter om en særlig unik og ubrudt folke-genealogi. Begrebet "efterkommere" er fuldstændigt meningsløst, når man ikke fortæller præcist hvordan har defineret det. Og definitionen vil altid være fuldstændigt arbitrær og - i hvert fald i dette tilfælde - politisk valgt.

I dette tilfælde tjener det det politiske formål at skabe en myte om, at danskerne er et særligt etnisk og genetisk ensartet folkeslag, som altid har beboet dette område og kun har fået børn med hinanden, således at alle "rigtige danskere" kan spore sine genetiske rødder tilbage til en eller anden oprindelig "ur-danskhed" - mens invandring på den anden side er et særligt nyt fænomen. Alle elementer i denne myte er som bekendt falske.

Efterskrift: Hvad er jeg?
Jo længere tilbage i historien man valgte at pladsere "nationens fødsel" des færre ville kunne betegne sig som "danskere uden indvandrer-forfædre". Men der ville også være udlændinge, som pludselig ville blive danskere.

Jeg er for eksempel selv indvandrer (og udvandrer), da jeg er født i Sverige. Dette på trods af, at min moders familie har boet i Jylland så langt tilbage som slægtsforskerne kan spore (og det er ikke særligt langt for folk som primært nedstammer fra jydske bønder). Men min far er født i Skåne og det er jeg også, og derfor er jeg ikke dansker.

Men hvis vi mener, at nationen Danmark eksisterede før Roskildefreden i 1658, så er jeg faktisk måske ganske dansk, eftersom mine svenske aner måske var danske dengang Skåne, Halland og Blekinge var danske områder.

Faktisk - hvis vi går langt nok tilbage, så er det mine sydsvenske aner, som gør mig til "rigtig dansker", mens min mors jydske slægt slet ikke er dansk, for "danerne" kom fra Sydsverige og Vestdanmark (efter at de i sin tid var indvandret fra Centraleuropa sammen med de andre germanere), mens Jylland var beboet af andre stammer som teutonerne, kimbrerne og de senere jyder, som tog til England.

Desuden er der nok en statistisk sandsynlighed for at der er en tysker eller to i det jydske stamtræ (men tyskerne kan også have været danskere alt efter hvilket årstal man beslutter sig for, for diverse områder i Nordtyskland har jo også været danske på forskellige tidspunkter.)

... og sådan kunne man blive ved... folk flytter rundt, landegrænser skifter og folk bytter plads og sådan har det altid været, og det vil det nok blive ved med.

En KU-vending?

2011-04-27T10:42:00.001-08:00

I generationer har De Konservative i Danmark haft som mærkesag, at "Fristaden Christiania" skulle lukkes, nedlægges, ryddes og det der er værre (og altså været modstandere af "bevarelse", som jo egentlig er hvad konservatisme står for). Det har især været en mærkesag for Konservativ Ungdom, som har skrevet sange om at tæske hippier ihjel og lavet adskillige kampagner om at hele området skulle destrueres - med vold og (stats)magt om nødvendigt.

Igår besluttede beboerne og butikkerne i Christiania så pludselig selv at lukke Fristaden og sætte alle aktiviteter i bero. Så skulle man vel tro at de konservative - unge og gamle - var glade... men nej.

Idag er den (relativt unge) konservative politiker, Jakob Næsager, gudhjælpemig citeret i alle landets medier for at kræve, at Christiania skal åbnes! Han har henvendt sig til de københavnske myndigheder og kræver at politiet skal sættes ind for at genåbne Fristaden - med vold og (stats)magt om nødvendigt!

Berlingeren:

Politiken:

Tilføjelse: Jeg er ikke den eneste, som har lagt mærke til det finurlige i denne KU-vending. En talsmand for Christiania udtaler til Berlingske:

Vi synes, at det er enormt dejligt, at de Konservative har foretaget en kovending, og nu vil holde Christiania åbent. De er de Konservative, som i størst grad har talt for at lukke fristaden, og derfor er det da rart at høre, at de nu vil åbne den igen.

Hvis du får dine USA-nyheder fra danske medier...

2011-04-08T12:55:00.007-08:00

Hvis du får dine USA-nyheder fra danske medier, så er der god grund til at du måske er forvirret. Ikke at der ikke er grund til at være forvirret, for amerikansk politik er ikke let at forstå - heller ikke for amerikanere. Men når man tillige får sine nyheder fra danske medier, som selv ikke har forstået emnet, så er det jo umuligt at være bare nogenlunde informeret.

Et eksempel. Politiken har idag talt med en "USA-ekspert" (det tvivler jeg ikke på at han er), som siger, at det er "småting", som adskiller parterne (de to partier) i den amerikanske budgetforhandling.

Det har han på sin vis ret i, al den stund, at Demokraterne faktisk er gået med på at lave nedskæringer for mange milliarder og der dermed ikke rigtig er så meget tilbage at være uenige om rent økonomisk. Men hvis man tror budgetforhandlingen kun handler om økonomi, så har man ikke forstået amerikansk politik (eller politik generelt).

It's not about the economy, stupid
Selvom Demokraterne er gået med på hele Republikanernes oprindelige nedskæringskrav, så er det ikke nok, for det handler jo ikke om økonomi. Det handler om politik. Om at vinde stemmer. Om at tilfredsstille sit politiske bagland. Om at vise at man er hård og uforsonlig og stærk. Det handler om at komme ud af forhandlingerne så man dels ligner en vinder, der smadrede sin modstander, og dels at ligne en statsmand som er god til at forhandle.

Republikanerne har det "problem", at de har valgt at fremme og identificere sig med en politisk bevægelse og retorik, der går ud på at Demokraterne skal modarbejdes for enhver pris, og at ethvert samarbejde eller forhandlingsresultat med regeringen er et udtryk for svaghed. For at tilfredsstille det hardcore ultra-konservative bagland, der ser Obama som en fjende og en trussel mod deres identitet, er Republikanerne altså nødt til konstant at finde på nye krav, og forhindre at noget nogensinde bliver vedtaget. Resultatet af dette kan blive at dele af regeringsapparatet fra imorgen lukker ned og omkring 800.000 offentligt ansatte ikke får udbetalt sin løn (og teknisk set bliver fyret).

På den anden side er de naturligvis også nødt til at virke bare nogenlunde interesserede i at nationen og statsapparatet fungerer, da de jo også vil være nødt til at få stemmer fra det overvejende flertal af den amerikanske befolkning, som ikke er teaparty-ekstremister. Derfor er det stadig muligt at det stærkt barberede budget bliver vedtaget. De står i den situation at de dels kan blive set som svage og eftergivende af det mest ekstreme bagland, hvis de stemmer for budgettet, og som uansvarlige og regeringsuduelige, af de mere moderate, hvis de bliver ved med at sige nej uanset hvor mange indrømmelser de får fra Demokraterne.

Derfor vil Republikanerne blive ved med at stille krav. Krav som ikke har noget med den nationale økonomi at gøre. Krav der kan tilfredsstille deres ideologiske bagland.

Det er for eksempel ikke for at redde nationaløkonomien, at de har krævet at de institutioner, som holder opsyn med og regulerer bank-sektoren og finans-verdenen, skal nedlægges (eller skæres så meget ned at de reelt ikke kan fungere). Det vil tværtimod være til skade for national-økonomien, men til glæde for de finans-grupper, som forårsagede og scorede kassen på det seneste økonomiske kollaps.

Det er heller ikke for at redde nationaløkonomien, at de kræver at den institution, som laver miljø-vurderinger, holder øje med at de bliver overholdt, og desuden beskytter truede dyrearter, skal nedlægges (eller skæres så meget ned at den reelt ikke kan fungere). At forgifte naturen er på længere sigt ikke økonomisk rentabelt, selvom det vil glæde de firmaer som kan vinde på det her og nu.

Voldtægt på spil i budgetforhandlingerne
Og det havde intet med økonomi at gøre, når de i budgetforhandlingerne forsøgte at omdefinere begrebet 'voldtægt', så det kun skulle gælde situationer med fysisk vold, mens størstedelen af voldtægter så pludselig ikke længere ville være omfattet af den nationale juridiske definition.

Grunden til den sidstnævnte manøvre (som de gik væk fra efter massiv kritik) er, at de tidligere har fået Demokraterne til at gå med på et kompromis, som siger at selvom abort er og bliver lovligt i USA (det har højesteretten taget stilling til), så kan det ikke blive støttet eller betalt af føderale midler - med den undtagelse at det kan være nødvendigt i tilfælde af voldtægt eller incest eller hvis kvindens liv er i fare. I disse situationer bliver abort set som en medicinsk og moralsk nødvendighed, som man altså godt kan få dækket af sin sygeforsikring med støtte fra det offentlige (sygeforsikringer o.l. kan trækkes fra i skat og bliver dermed støttet).

Republikanernes ultra-konservative og religiøse bagland vil helst gerne have abort helt og holdent forbudt. Det er deres politiske mærkesag nummer ét. Det er en mærkesag, som dominerer utallige valg både lokalt og nationalt for den kristne højrefløj, som Republikanerne skal tilfredsstille. Hvis Republikanerne kan få endnu et angreb på kvinders ret til abort gennemført, så vil de altså have vundet en politisk sejr, som måske vil kunne tilfredsstille det ekstreme bagland.

Derfor kom de med forslaget om at omdefinere voldtægt. For at komme udenom dele af undtagelsen i loven om at abort-operationer ikke må udføres med økonomisk støtte fra regeringen, forsøgte Republikanerne at omdefinere begrebet voldtægt, så størsteparten af de voldtagne kvinder ikke længere kunne få abort, idet de nu ikke længere var blevet voldtaget rent juridisk.

Det har som sagt intet med økonomi at gøre. Det er ideologi og religion. Og det er valgkamp.

Kampen mod kvinders sundhed
Det samme gælder det, der nu er et stridsspørgsmål. Det seneste krav fra Republikanerne går ud på, at den private men offentligt støttede organisation Planned Parenthood skal have fjernet sin offentlige støtte. Planned Parenthood er en organisation som tilbyder - især fattige - kvinder billige sundhedsydelser i form af gynekologer, kræft-test, livmoderundersøgelser og mange andre livsnødvendige ydelser.

De er også mange steder det eneste sted, hvor fattige kvinder kan få adgang til abort (hvilket dog ikke udføres for offentlige midler). Og som om det sidste ikke var nok til at gøre Planned Parenthood til et fjendebillede for den yderste religiøse højrefløj i USA, så tilbyder Planned Parenthood minsandten også seksualoplysning og hjælper med adgang til prævention - endnu to ting, som fundamentalisterne ikke kan fordrage.

Derfor er Planned Parenthood et oplagt fjendebillede for de ultra-konservative kræfter, som mener, at folk ikke skal have sex med andet formål end det at få børn, og at kvinder (og mænd) ikke må have mulighed for at tage kontrol over sin egen seksualitet og fertilitet. Derfor vil det være en enorm sejr for Republikanerne og en luns til det ultra-konservative bagland, hvis de kan få stoppet den offentlige støtte til Planned Parenthood.

Som sagt får Planned Parenthood offentlig økonomisk støtte fordi de udfører et arbejde, som er absolut nødvendigt for tusindvis af kvinders liv og helbred, men denne støtte kan ikke bruges til abort - deres abort-afdelinger er financeret med andre midler og er økonomisk adskilte fra resten af organisationen. Det gør dem dog ikke mindre til et fjendebillede for abortmodstanderne, som helst ser den organisation lukket - af ideologiske og religiøse, ikke økonomiske, grunde.

Hvis du får dine USA-nyheder fra danske medier...
Tilbage til udgangspunktet: Det er sandsynligvis ikke USA-ekspertens skyld, men det er altså helt helt forkert, når Politiken skriver, at "de centrale stridspunkter er republikanernes forslag om ikke at øremærke penge til abort".

Der er nemlig ingen penge på budgettet som er "øremærket abort". Tværtimod! Alt i budgettet - selv de ting som går til sundhed og svangerskabsrelaterede ting er anti-øremærkede, så de netop ikke må bruges til abort. Politiken har altså fået det omvendt galt i halsen.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Amerikansk politik ér svært at forstå - selv for amerikanere. Men det bliver ikke lettere, hvis man som dansk avis-læser får sine informationer fra en avis, som ikke selv er særligt godt inde i amerikansk politik.

NB. Jeg er ikke selv "USA-ekspert", selvom jeg befinder mig herovre lige for tiden, og jeg har ikke selv nogen større indsigt i og fortåelse af amerikansk politik. Men jeg ved dog nok til at jeg kan se, at politikens påstand om føderale øremærkede abortmidler er helt hen i vejret. Der er to kontroversielle love (Hyde-tilføjelsen og Stupak-tilføjelsen), som forbyder føderal støtte til abort, og de har været meget omdiskuterede i forbindelse med bl.a. den sundhedsreform, som blev forhandlet i omkring et år og blev dækket i danske medier. Disse love burde man kende, når man dækker emnet.

Fri og offentlig videnskab

2011-03-21T14:11:00.005-08:00

Videnskabelig forskning er en offentlig og social beskæftigelse. Med det mener jeg ikke bare, at det vi i Danmark kalder "det offentlige" - dvs de skattefinancerede institutioner - bedriver og betaler for meget eller det meste af grundforskningen. Nej, jeg taler om den kendsgerning, at videnskab trives bedst i en offentlig debat hvor teorier lægges ud til almen beskuelse og almen kritik, efterprøvelse og diskussion. Ingen videnskab eller forskning er privat, da det altid skal afprøves offentligt og da det altid bygger på de resultater, teorier og diskussioner, som har gået forud.

Det er i et sådant klima - med mest mulig offentlig debat - at videnskaben trives bedst. Det er her folk kan blive inspireret af hinanden, forbedre hinandens teorier, bruge hinandens resultater og metoder med nye vinkler og på nye områder, og så videre. Det er i et sådant klima, at forskningen er bedst, da det er her, den kan blive udsat for mest mulig kritik, alternative vinkler, afprøvning og modbevisning. Jo større en offentlighed der har adgang til at deltage i den videnskabelige praksis, dets bedre bliver denne videnskab. Jo mere man holder sine resultater for sig selv, dets mindre pålidelige er de.

Offentligt tilgængelig videnskab
Derfor skal forskningsresultater og videnskabelige teorier naturligvis, så vidt muligt, være offentligt tilgængelige. Det betyder ikke bare at de skal være tilgængelige for en lukket kreds af andre forskere i det samme felt, eller at de skal være tilgængelige for dem, som betaler for det. Det betyder at de skal være offentligt tilgængelige. Dvs frit tilgængelige for alle!

Ikke alene vil det give bedre forskning. Det vil også muliggøre en langt mere oplyst offentlighed, idet lægfolk - de, som ikke er forskere - vil have mulighed for at følge med i den løbende videnskabelige diskussion, sætte sig ind i de(n) videnskabelige metode(r), og generelt holde sig informeret om forskningens fakta og teorier.

Derfor nytter det ikke noget, at det meste forskning stadig "offentliggøres" i utilgængelige tidsskrifter, som offentligheden ikke har adgang til med mindre de arbejder på en forskningsinstitution, som betaler for et abonnement. Abonnementer på de snævre fagtidsskrifter er dyre og næppe noget man holder, hvis ikke man selv arbejder indenfor det respektive område. Selv de forskere og universiteter, der befinder sig indenfor det akademiske område, har ikke altid råd til at abonnere på de relevante fagtidsskrifter - det gælder f.eks. fattigere universiteter i "udviklingslande" m.v.

Men selv hvis det var billigere, er det stadig en enorm barriere, at man skal betale for at få adgang til de artikler, som fortæller om den "offentlige" forskning, da det gør at man som menigmand ikke bare lige kan gå til kilden og se hvad videnskaben faktisk siger om et eller andet emne. Hvis videnskabelige artikler blev lagt ud på nettet uden betalingsfiltre og medlemsbarrierer, så ville enhver kunne finde faglig og saglig viden ved blot at foretage en simpel internetsøgning. Internettet ville blive en sand vidensbase, som alle havde adgang til (forudsat at de har adgang til internettet).

Klynk og virkelighed
Det er med andre ord en rigtig god idé, når EU og det danske Videnskabsministerium foreslår, at de danske universiteter og andre forskningsinstitutioner indfører en bevidst "Open Access-strategi, der så vidt muligt skal give fri adgang til offentligt finansierede forskningsresultater i Danmark."

Idag er det nemlig sådan, at det meste forskning bliver offentliggjort i private tidsskrifter, som ikke er offentligt tilgængelige. Disse tidsskrifter får således copyright - dvs eneret - på den viden og den debat, som ellers burde være offentlig.

Det strider som sagt ikke bare mod det videnskabelige ideal om offentlig debat - det er også økonomisk hul i hovedet. Forskningen er som sagt en social og offentlig beskæftigelse, og i Danmark er forskning hovedsageligt financeret af "det offentlige". Derfor giver det ikke megen mening, at resultaterne af denne offentlige praksis udgives i lukkede tidsskrifter, som man skal betale til private firmaer for at få adgang til.

Men de private forskningstidsskrifter i Danmark er ikke glade for denne udmelding. Der har været klynk fra en række af disse - både i de naturvidenskabelige og de humanistiske dicipliner - som råber op om at en sådan bevidst politik om at tilstræbe offentlig tilgængelig videnskab vil føre til de akademiske tidsskrifters død. De mener, at deres eksistensgrundlag vil forsvinde, hvis ikke de kan tilbageholde viden og holde den akademiske debat indenfor en lukket kreds af betalende læsere.

Dette er noget hysterisk vrøvl. Eller i hvert fald et udtryk for at de danske tidsskrifter ikke har fulgt med i den internationale udvikling. For virkeligheden idag er, at over 20% af de peer-reviewede videnskabelige artikler udgives som Open Access - altså med offentlig adgang - og der er idag over 6.000 akademiske og videnskabelige tidsskrifter, som udgivet under en Open Access-licens. Selv forlaget Springer, som er det største forlag for videnskabelige tidsskrifter i verden, tilbyder forskerne at udgive deres resultater på en Open Access-licens.

Det er altså fuldt ud muligt for videnskabelige tidsskrifter at overleve - og tjene penge - på at gøre deres artikler frit tilgængelige for hele det videnskabelige og det menneskelige samfund.

Lad forfatterne betale
Hvordan det? Primært fordi forskerne og forskningsinstitutionerne jo selv er interesserede i at de videnskabelige tidsskrifter findes og at deres artikler kan blive offentliggjort. Sagen er nemlig den, at det vigtigste for en forsker og en forskningsinstitution ikke er at have mulighed for at læse om andres forskning, men at de har mulighed for at skrive om sin egen forskning.

At læse om andres forskning er naturligvis vigtigt for at man kan holde sig selv opdateret, men hvis man vil gøre karriere eller være et anset universitet, så er det antallet af de artikler, man selv har offentliggjort, som er penge værd. At skrive videnskabelige artikler og få dem offentligjort er den måde, man gør sig selv mere værd på, indenfor den internationale forskning idag. Groft sagt skriver man ikke videnskabelige artikler for at glæde et tidsskrift eller andre forskere, men for at pleje sin egen karriere. Jo flere artikler, du har skrevet, dets mere kan du forlange i løn, når du søger nyt job eller lønforhøjelse.

Det åbner for hvad der måske for udenforstående virker som en absurd situation: At man sagtens kan tilbyde alle gratis at læse artiklerne, mens man kræver penge fra forfatterne for at trykke deres artikler!

De danske tidsskriftsredaktører klager sin nød og siger at det jo koster penge at læse korrektur og lave peer-review på videnskabelige artikler. Det har de helt ret i. Men hvem er det, de gør dette arbejde for? Det er jo for den forsker, som har indsendt dem en artikel, som skal rettes til, skrives om, og så videre. Det er forskeren selv, som har en interesse i at artiklen bliver trykt.

Det er altså ikke så ulogisk som det måske lyder: Man kan sagtens kræve pengene fra forfatteren og derefter gøre artiklen frit tilgængelig for læserne. Det er faktisk sådan tusindvis af videnskabelige tidsskrifter fungerer. Og det fungerer fint!

I virkeligheden er det jo ikke forfatteren som personligt betaler. Han eller hun har jo fået en sum penge til at lave sin forskning og det er naturligt at en lille del af de penge kan sættes af til at få resultaterne offentliggjort. Ligeledes er det naturligvis noget arbejdsgiveren - altså forskningsinstitutionen - vil betale for, da offentliggørelsen af forskningsresultater er en del af den ansattes arbejdsopgaver. Det går altså ikke ud over den enkelte forskers privatøkonomi.

En anden mulighed er at forskningsinstitutionerne betaler for medlemsskab og abonnement på de videnskabelige tidsskrifter. Altså ligesom idag, men omvendt: De betaler ikke for at deres ansatte skal kunne læse artiklerne, men for at deres ansatte kan offentliggøre artikler. Et universitet eller en anden forskningsinstitution er nemlig interesseret i, at så mange af dets ansatte som muligt får offentliggjort artikler, fordi institutionen dermed stiger i prestige blandt det internationale forskningsmiljø og dermed også deres mulighed for at få flere midler.

Det er altså ikke så absurd at kræve betaling fra forfatterne eller deres arbejdsgiver, da offentliggørelsen af deres artikler, er i deres egen økonomiske interesse. Det er det videnskabelige miljø, som har den største interesse i at deres resultater bliver offentliggjort og kommer ud til offentligheden. Dels fordi det giver den bedste forskning, og dels fordi offentliggørelse af egne artikler er "cool cash" i den akademiske verden idag.

Stop klynkeriet
Så, til de mange danske redaktører rundt omkring, som klager og klynker over at i bliver bedt om at komme ind i det 21. århundrede: Se jer omkring, kig ud i verden og se hvordan andre gør. Det er tydeligvis ikke så umuligt som i giver udtryk for - massevis af videnskabelige tidsskrifter klarer sig fint, selvom de udgiver under open access. I har bare ikke forstået hvad det er i gør og kan, hvem i gør det for. Det er forskerne i arbejder for, og det er dem i kan kræve betaling fra.

Men jeg er heller ikke sikker på at ministeriet eller EU har forstået hvordan tingene hænger sammen. Da forskningen i Danmark jo primært foretages og financeres af "det offentlige", og da det er dem, som bedriver forskningen der har interesse i at få udgivet sine artikler, så vil det naturligvis være "det offentlige" som skal betale for udgivelsen af videnskabelige artikler - mod at offentligheden får adgang til at læse dem. Skal tidsskrifterne overleve med Open Access, så kræver det betaling fra forskningsinstitutionerne - og det vil jo i høj grad sige: fra staten. Bare lige så vi har det på rene.

Open Access kan ikke "dræbe forskernes tidsskrifter". Det kan tværtimod gøre dem bedre og give bedre forskning. Det vil også gøre det mere attraktivt at udgive sine artikler i jeres tidsskrifter - da stadigt forskere nemlig selv vælger kun at offentliggøre sine artikler i tiddskrifter der er offentligt tilgængelige.

Menneskesyn? Det bruger vi ikke her. Heller ikke ordbøger

2011-03-17T17:02:00.003-08:00

En lidt ældre sag, som jeg gerne ville kommentere på dengang jeg så den, men som altså har ligget i rodeskuffen i et stykke tid:

For at lave konsistent politik må man have en politisk ideologi. For at have en politisk ideologi må man have et menneskesyn. De politiske ideologier bygger nemlig på forskellige menneskesyn, som fører dem til deres respektive samfunds- og statsopfattelser. Politik handler jo om hvad "det gode samfund er", og da et samfund består af mennesker, må man nødvendigvis starte med at have en idé om hvad "mennesket" er, og hvad der er godt for det.

Det her burde ikke være provokerende eller kontroversielt for nogen. Men det er det åbenbart for Dansk Folkeparti, som officielt ikke har noget menneskesyn. Ifølge partiet er alt det, jeg skrev ovenfor, i det hele taget løgn, for deres officielle politik er, at begrebet "menneskesyn" slet ikke findes. Tværtimod, mener de, er det et ord, som er opfundet for nylig af venstrefløjen alene for at drille Dansk Folkeparti.

I et brev fra Dansk Folkepartis Pressetjeneste oplyser Kenneth Kristensen Berth således, at:

"Begrebet menneskesyn er opfundet til lejligheden for at kritisere Dansk Folkeparti for vores holdning til udlændinge- og indvandrerområdet. Begrebet er lanceret af venstrefløjen og er fuldstændig tomt for mening."

Nå for søren. Så skal jeg åbenbart have skolepengene igen, for jeg har ellers bl.a. haft et fag på universitetet, hvor vi havde en bog, der hed "Syv teorier om den menneskelige natur", hvor vi netop lærte om forskellige menneskesyn igennem tiden. Men det var altså bare venstreorienteret propaganda om et begreb, der er fuldstændigt tomt for mening. Måske var faget endda udelukkende udbudt for at kritisere Dansk Folkeparti (selvom jeg ikke erindrer at vi beskæftigede os med dem).

Dansk Folkeparti har da ellers været glade for at samarbejde med regeringspartierne Venstre og Konservative, men de to partier er åbenbart også en del af den venstrefløj, som har opfundet et tomt begreb alene for at kritisere DF. I hvert fald kan man i partiet Venstres principprogram bl.a. læse om "det liberale menneskesyn" og andre steder kan man læse konservative forklare hvad "det konservative menneskesyn" går ud på. Men det er altså bare venstreorienteret propaganda fra de liberale og konservative.

Men det er ikke kun i politik, man opererer med menneskesyn. Overalt kan du finde dette - ifølge DF propagandistiske, løgnagtige og meningsløse - begreb. Både KFUK og Blå Kors fortæller f.eks. at de bygger på "det kristne menneskesyn", ligesom muslimer kan fortælle om "Islams menneskesyn". Andre steder kan man læse om "Freuds menneskesyn" og Wikipedia nævner både "det dualistiske", "det naturalistiske" og "det eksistentialistiske menneskesyn".

"Fuldstændig tomt for mening" kan det altså ikke være. Hvis man slår ordet op i ordbogen, så får man da også en længere tekst, som forklarer dets betydning.

Uvidenhed som politisk ideologi
Det skulle press Kenneth Kristensen Berth nok have gjort inden han skrev det brev - altså slå op i ordbogen.

For det viser sig, at han slet ikke aner hvad ordet "menneskesyn" betyder, og at han altså ikke har noget grundlag for at udtale sig om, hvorvidt det er meningsløst eller opfundet af venstrefløjen. Til Politiken uddyber han nemlig sit standpunkt:

"Jeg har ikke noget menneskesyn. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg har aldrig forstået det begreb og mener ikke, at det findes som begreb"

At Dansk Folkeparti officielt ikke mener at begrebet "menneskesyn" findes, det har vi allerede slået fast, så det interessante i Kenneths uddybning er altså "jeg ved ikke hvad det betyder". Nej, det gør du nok ikke...

... og dog.

Udover at være specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste er Kenneth Kristensen Berth altså også uddannet i historie og sociologi på Københavns Universitet. Han kan altså forhåbenligt ikke være så uvidende og uoplyst, som han giver udtryk for. Han må vide, at "menneskesyn" er et begreb, som faktisk findes og har mening - og går meget længere tilbage end både Dansk Folkeparti og venstrefløjens kritik af partiet.

Det ved han da i virkeligheden også godt. Han fortæller nemlig, at:

"Jeg svarer på spørgsmålet som specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste, og ikke som en person, der har læst sociologi på Københavns Universitet på et tidspunkt, for så kunne jeg sagtens begynde at ridse filosofiske og vidensteoretiske overvejelser op fra ende til anden".

Aha! Du ved altså udemærket godt hvad ordet betyder! Du har lært om det på universitetet! Du kan endda ridse filosofiske overvejelser op fra ende til anden om det begreb! Hvorfor sagde du så lige, at du "aldrig har forstået det begreb"? Du mener altså slet ikke det du skrev i dit brev, da du udtalte dig på vejne af dit parti? Det var bare ... hvad? Meningsløse ord? Noget du opfandt til lejligheden?

Det er især interessant, synes jeg, at han her gør opmærksom på og understreger, at der er forskel på den Kenneth Kristensen Berth, som har læst på universitetet og godt ved hvad ordene betyder, og den Kenneth Kristensen Berth, som er specialkonsulent i Dansk Folkepartis pressetjeneste. Den belæste og uddannede mand er ikke den mand, som er aktiv i det politiske parti. Dem må man skelne imellem. Det er akademikeren Kenneth Kristensen Berth, som kan "ridse overvejelser op fra ende til anden" om et begreb, og DF-eren Berth, som siger "Jeg ved ikke, hvad det betyder".

Det er en politisk beslutning, at Dansk Folkeparti ikke anerkender ordet "menneskesyn" - sandsynligvis fordi de ikke bryder sig om at diskutere åbent, hvilket menneskesyn, der ligger til grund for partiets politik. Kenneth Kristensen Berth er en belæst mand, som godt ved hvad ordet betyder. Men når han optræder i sin politiske rolle som talsperson for Dansk Folkeparti, så er han nødt til at lade som om han er uvidende og ubegavet.

Det siger vel egentlig en del om partiets menneskesyn.

DF: Ja og Nej - samtidig!

2011-03-17T13:14:00.002-08:00

To pressemeddelelser fra Dansk Folkeparti. To identiske emner. To vidt forskellige overskrifter:

Ritzau, 1.feb. 2011: "DF vil sikre psykologers tavshedspligt"

Ritzau, 23. dec. 2010: "DF kræver, at psykologer bryder tavshedspligt"

Bemærk at der kun er lidt over en måned imellem de to erklæringer. Der er altså næppe tale om at partiet har skiftet personer og holdninger i løbet af den tid. Partiet stiller altså to modsatrettede krav indenfor den samme periode - ét der skal garantere psykologers tavshedspligt, og ét der skal afskaffe den. Hvordan skal det lige præcis fungere i praksis? Ja, jeg spørger bare.

Boganmeldelse: 'Tankekrimi'

2011-03-11T15:11:00.001-09:00

Nu er jeg er igang med at bringe boganmeldelser, så kommer der lige én til. En ældre sag, nemlig min anmeldelse af den danske oversættelse og remix 'Days of War Nights of Love', der er skrevet af det amerikanske Crimethink-kollektiv. Den danske udgave har fået titlen 'Tankekrimi'. Herunder følger min anmeldelse, som blev bragt på Kontradoxa med overskriften "Apolitisk hedonisme" (ikke en overskrift jeg selv valgte, men bevares - den udtrykker nogenlunde mine pointer).

Anmeldelse: Apolitisk hedonisme
Bogen Tankekrimi er en dansk udgave af det amerikanske, anarkistiske kollektiv CrimeThink’s Days of War Nights of Love, som udkom i 2000, og som bestod af en række filosofiske og kultur-kritiske essays om alt fra lønarbejde og politisk aktivisme til hygiejne og seksualitet.

Den danske udgave er ikke identisk med den amerikanske. Nogle af de originale kapitler er blevet skåret fra eller forkortet, og til gengæld har de danske udgivere indsat enkelte egne essays, hvilket gør den danske udgave til et selvstændigt og personligt.

At oversætte hele Days of War.. og beholde den oprindelige form ville da også være en enorm stor opgave. Udover de filosofiske essays indeholder den oprindelige udgivelse en mængde grafiske kollager (inspireret af og til tider direkte hugget fra situationisternes kultur-kritiske kollager, der gør brug af reklame-verdenens billedsprog), digte og løsrevne strøtanker samt en serie mere eller mindre sandfærdige beskrivelser af historiske begivenheder, der har til hensigt at illustrere oprør og anti-konformisme.

Det er efter min mening denne lettere kaotiske blanding af form og indhold, der gjorde Days of War.. interessant, men der er desværre lagt langt mindre vægt på dette aspekt i den danske udgave, der er langt mere tekstbaseret og «lineær«, selvom den stadig rummer en del grafik – også grafiske værker, som det danske udgiver-kollektiv selv har stået for.

Som med den originale udgave er der ingen copyrights på det danske værk, og læserne opfordres til at kopiere både tekst og grafik og bruge det til sine egne formål – ganske som forfatterne selv har hugget materiale og idéer fra tidligere værker.

Tankekrimi er desværre ikke er særligt godt oversat, og sproget forekommer langt fra naturligt og glidende.
At oversætte kræver ikke bare, at man er nogenlunde god til det sprog, der skal oversættes fra – det kræver først og fremmest at man er god til det sprog, man skal oversætte til, så man er i stand til at tage en sætning og oversætte den til noget, man faktisk selv ville sige på ens eget sprog. Men med denne bog kan man simpelthen mærke, at man læser en oversættelse fra engelsk.

Det giver dele af bogen et stift og unaturligt sprog, med vendinger og ord, der hist og her ikke giver mening på dansk eller er alt for højtravende og knudret, hvilket er ærgerligt, da bogen er skrevet som en indføring i tanker, der handler om at dyrke det autentiske og naturlige uden komplicerede begreber eller analyser.
Dette gælder dog ikke hele oversættelsen, der tydeligvis er lavet af forskellige personer med forskellige sproglige evner.

Jeg tager hatten af for det store arbejde, de danske udgiver – der så vidt jeg ved ikke er professionelle – har gjort, men bogen kunne godt have brugt en ekstra omgang redigering.

Det går langt bedre i de kapitler, som de danske udgivere selv har skrevet. De er udtryk for skribenternes egne, personlige tanker og følelser, hvilket ikke alene gør dem mere interessante, men også gør at sproget naturligvis glider langt bedre.

I det hele taget synes jeg, at de nye danske essays er nogle af de bedre bidrag, der gør værket til mere end en oversættelse af noget, man måske allerede har læst.

Da den danske udgave ikke er sat op på samme måde som den amerikanske, og kapitlerne ikke har samme overskrifter, er det svært at få overblik over, hvad der er nyt. Men der er i hvert fald tilføjet nye essays med tanker om køn, seksualitet, børneopdragelse og moral, og afsnittet om arbejde er blevet redigeret, så nogle af de amerikanske stemmer er blevet flettet sammen med tanker fra Danmark, hvilket fungerer glimrende. Fornuftigt er det også, at bl.a. afsnittet om religion, der indgår i den amerikanske udgave, er blevet fjernet, da det ikke har så megen relevans for danske aktivister.

Den danske udgave ender således med at have essays om autoritet og hierarki, kapitalisme og lønarbejde, forelskelse, seksualitet og kønsroller, opdragelse, kultur, medier, propaganda og socialisering, kunst, forbrug, butikstyveri og meget mere.

Kapitlerne og analyserne er af svingende kvalitet, men med de mange forskellige emner rummer bogen noget for de fleste.

Jeg vil ikke forholde mig til de konkrete essays, men i stedet give min personlige kritiske vurdering af værkets gennemgående idéer. Kritikken skal ikke forstås som en afvisning, men som en vurdering af begrænsninger og problematiske aspekter.

Kritisk gennemgang

CrimeThink-fænomenet er udpræget »post-modernistisk«. Postmodernismen karakteriseres ofte som afvisning af «de store fortællinger«, blandt andet de politiske ideologier og forsøg på at lave sammenhængende analyser og grundlæggende forandringer af samfundet.

I stedet dyrkes ofte en opgivende holdning eller ironisk distance til drømmen om et radikalt andet og mere retfærdigt samfund eller – som i tilfældet CrimeThink – en indstilling om, at eftersom revolution og masse-bevægelse er omsonst og hverken samfundet eller befolkningen generelt kan forandres, så bør de frigjorte individer løsrive sig og leve deres liv, som de har lyst til, uden at søge at organisere større forandringer i det økonomiske og politiske system.

Det kan resultere i en apolitisk, hedonistisk individualisme, hvor det »frigjorte« individ forfølger sine egne lyster på trods af den herskende elendighed (uden at forsøge at forandre den) eller i mere konstruktive forsøg på at danne små »modstandslommer«, dvs. mindre samfund, der udgør alternativer til og frirum fra det herskende samfund (der måske kan give inspiration og etablere spirer til et andet samfund).
Begge strategier findes og anbefales af CrimeThink-fænomenet, men desværre er det den førstnævnte, der er dominerende i bogen.

Days of War Nights of Love – og den danske Tankekrimi – virker mest af alt som en lommepsykologisk selvhjælpsbog til den frustrerede teenager, der er ramt af eksistentiel angst og meningsløshed.

Selvom der bestemt er tiltag til politiske og sociale analyser, så er projektet først og fremmest en moralsk og psykologisk søgen efter autenticitet i en verden, der opfattes som kunstig og uautentisk.

Værket beskæftiger sig meget med kapitalismen, men rummer ingen analyse af det økonomiske system, eller hvordan man kommer det til livs. Kritikken drejer sig ikke om kapitalismens indbyggede udbytning, fattigdom og ulighed, men fokuserer i stedet på en foragt for reklame-verdenens ensretning, forbruger-kulturen, lønarbejdet, den rutine-prægede »småborgerlige« livsform og andre »uautentiske« relationer og aktiviteter.

Selv kolonialismen begrædes primært fordi den medfører et tab af »unikke kulturer«.
Det kapitalistiske system er altså kort sagt »kedeligt« – ordet forekommer omkring et dusin gange i den forkortede danske udgave af bogen.

I stedet for den »kedsommelige« kapitalistiske livsform sættes et æstetisk, psykologisk og socialt ideal, hvor den enkelte opfordres til at opsøge spænding, autenticitet og lidenskab.

Det »anarkistiske« menneske nægter, ifølge CrimeThink, at spilde sin tid med kedeligt og fremmedgørende lønarbejde og ensformig underholdning. Hun vælger i stedet at male graffiti og stå på skateboard i byens parkeringspladser, finder sin mad blandt kapitalismens overproduktion i supermarkedernes containere eller stjæler den direkte fra supermarkederne for ikke at deltage i og lade sig begrænse af det økonomiske eller juridiske system.

Alt dette kan gøres indenfor kapitalismens rammer, hvis blot man nægter at lade sig begrænse af de kulturelle normer og de økonomiske forhold. Selvom der er tale om et liv, der ikke bidrager til opretholdelsen af det økonomiske system, burde det dog også være klart, at der er tale om en total afhængighed af det selvsamme system, og at det er en strategi, der ikke på nogen måde forandrer systemet.

Det giver anledning til en række modsigelser, der ikke adresseres i værket. På den ene side ophøjes denne drop out-strategi som »den mest effektive protest«, og på den anden side anerkendes det i bogen, at ingen butikstyveri-kampagne e.l. nogensinde kan tvinge kapitalismen i knæ – det er handlinger, som er indkalkuleret i systemet, og som det sagtens kan leve med.

Hvorfor er de så så vigtige ifølge forfatterne? Simpelthen fordi et liv »på kanten« af samfundet giver mere spænding og dermed mere autenticitet – det giver anledning til at »leve mere intenst«. Det autentiske liv behøver ikke at vente på »det fremtidige samfund«, men kan realiseres her og nu, hvis bare man tør tage springet ud på de »70.000 favne« og ind i det lovløse liv.

At det ikke er alle – endsige de fleste – der har mulighed for at leve dette »frigjorte« liv, da de fleste på denne jord jo er tvunget til at arbejde for at kunne overleve og brødføde deres familier, er ikke et spørgsmål, der synes at bekymre de kulturelle rebeller. Det giver hele projektet en bismag af elitær avangardisme – eller slet og ret et ungdomsoprør, der nok skal falde til ro en dag.

Ind imellem kammer det sågar over i en arrogant og hånlig foragt for den »konforme« middelklasse og de håbløse lønarbejdere, der ikke har taget livet i egne hænder eller valgt at leve deres liv på en anden måde – som når det påstås, at alle vi, der lever i monogame parforhold (eller i ægteskabets »kedelige og livløse rammer«), umuligt kan opleve ægte »kærlighed og seksuel lidenskab«, eller når arbejdsløshed og fattigdom gøres til en morsom udfordring, der giver livet krydderi.

I overensstemmelse med værkets generelle form fortælles det ikke, at de »70.000 favne« er et citat af Søren Kierkegaard, men værket har faktisk mange ligheder med Kierkegaards eksistentialistiske forfatterskab.
Kierkegaard foragtede også den uautentiske »småborger«, der bare lever sit liv uden at tage stilling til det, og ligesom CrimeThink-forfatterne længtes han (eller hans litterære figur) også efter det mere »intense liv«, som bl.a. kunne findes i Det Gamle Testamentes drabelige fortællinger og i Shakespeares værker.

Tankeforbryderne forbliver dog på det stadie, Kierkegaard ville kalde »æstetisk« – de søger spænding og konstant nye intense oplevelser, men ifølge Kierkegaard vil den evige og desperate søgen efter nydelse uden plan eller sammenhæng efterhånden resultere i et tab af mening. At leve i trods og gøre alt det, der er forbudt, er nok at nægte at leve konventionelt, men det er stadig ikke at tage ansvar for sit eget liv.

Det individuelle drop out-oprør er heller ikke at tage ansvar for at analysere og forandre samfundet i solidaritet – ikke foragt – med andre.

CrimeThinks »radikale« opfordring om, at alle bør leve en boheme-livsstil, hvor man ikke bidrager til kapitalismen, og deres reduktion af kapitalismen til et »kedeligt« samfundssystem, er i værste fald en hån mod de millioner af mennesker, der ikke har andet valg end at slide sig ihjel – eller alternativt: at organisere sig og kæmpe med livet som indsats.

I bedste fald er det bare ligegyldigt. Forfatterne ved godt, at det ikke vil ændre kapitalismen, hvis nogle mere eller mindre privilegerede personer i den vestlige verden »dropper ud« i et par år. Desværre har de bare ikke andre løsninger.

Den post-modernistiske og anti-ideologiske frygt for at virke »dogmatisk« sætter dem ude af stand til at turde at forsøge at foretage systematiske analyser, at kæmpe for grundlæggende forandringer og at komme med dristige visioner for en radikalt anderledes verden.

Frygten for »konformitet« og »massebevægelse« gør, at de afholder sig fra at beskæftige sig med kollektive og organiserede kampformer, der kan udfordre og ændre magt-forholdene.

Revisionisme

Dertil kommer, at opfattelsen af den individuelle løsrivelse er decideret historisk revisionistisk, når denne holdning tilskrives anarkismen som ideologi og bevægelse.

I bogen påstås det, at ingen »kan (..) forestille sig hvordan det virkelig ville være, eller for den sags skyld hvordan man opnår anarki - ikke engang anarkisterne selv,« men dette er jo kun en halv sandhed.
Det er muligt, at nogle anarkister ikke kan forestille sig, hvordan deres samfundsideal kan realiseres, men det har langt fra altid været sådan.

Anarkismen var i hvert fald engang en bevægelse, der hverken var bange for at foretage en systematisk analyse af de politiske og økonomiske forhold eller at gøre sig forestillinger om, hvordan en bedre samfundsorden kunne se ud, og hvordan den kunne realiseres.

Det er meget muligt, at man ikke i dag i detaljer kan planlægge, hvordan samfundet skal se ud i morgen, men det er ingen undskyldning for ikke at gøre sig forestillinger om hvordan det kunne være og hvilken retning man selv ønsker at det skulle tage.

På den anden side er der ikke noget nyt i den »post-modernistiske« modstand mod omfattende filosofiske systemer og ideologier – den går lige så langt tilbage som de filosofiske systemer og ideologier. Den anarkistiske bevægelse har da også altid rummet individer, som insisterer på, at ingen kan diktere eller planlægge fremtiden, og at det slet ikke er det væsentlige i forhold til at starte med at opbygge nye mellem-menneskelige relationer, der bygger på andre principper end de herskende autoritære og fremmedgørende forhold.

Dermed har forfatterne altså ret, når de påpeger, at anarkismen også er det, de kalder »en individuel måde at orientere sig på og forholde sig til sig selv og andre«. De har bare ikke ret, når de reducerer anarkismen til dette aspekt.

Som sådan er CrimeThink-fænomenet egentlig udmærket. På trods af de til tider usammenhængende analyser og de individuelle og ikke særligt revolutionerende strategier fungerer de mange personlige essays udmærket som en påmindelse om, at et andet samfund kun er muligt, hvis vi selv begynder at forholde os anderledes til hinanden og – ikke mindst – os selv.

Tankekrimi er ikke til megen hjælp, hvis man søger efter grundige analyser af kapitalismen eller efter revolutionære strategier, men den giver et indblik ind i frustrationen over de herskende samfundsforhold og i nogle flygtige idéer om, at ting godt kan være anderledes.

Hvis den dermed kan give inspiration til analyser og samfundsforandrende kampformer, så kan den godt anbefales – især til yngre folk, der endnu ikke har snuset til så megen politisk teori og ikke kan overskue at kaste sig over de mere »tørre« værker. Bogens personlige stil gør netop, at den kan tale til folk, der deler nogle af de samme følelser, uden endnu at have artikuleret dem i en dybere samfundsanalyse.

Jeg er ikke bekymret for, at den leder »ungdommen på afveje« og skaber en generation af skateboardene og grafitti-malende butikstyve, der tror, at det er en erstatning for organiseret kollektiv kamp for grundlæggende samfundsforandringer. Den slags vil der nok altid være, og de gør hverken politisk skade eller gavn.
Tankekrimi har derimod potentiale til at være et springbræt, der åbner læsernes lyst til at drømme og giver dem blod på tanden til at til at lære mere om, hvad anarkistisk teori og organisering egentlig går ud på.

Under alle omstændigheder, så er Days of War... efterhånden – på godt og ondt – blevet en moderne »klassiker« blandt den samfundskritiske ungdom, og det er altid godt at få flere politiske værker oversat til dansk.

NB. Da værket ikke opererer med sidetal kunne den forudgående kritik ikke give specifikke citat-henvisninger.
Værket kan til gengæld downloades gratis i sin fulde længde på www.tankekrimiminalitet.tk, hvor det er muligt at søge i teksten.
Ellers koster bogen kun 100 kroner og kan bl.a. købes på revoshop.dk

Boganmeldelse: 'Anarkismens ABC'

2011-03-11T14:24:00.001-09:00

Denne boganmeldelse er skrevet til Kontradoxa, i forbindelse med den nye udgivelse af den anarkistiske klassiker 'Anarkismens ABC', som blev skrevet af Alexander Berkman i 1929. Teksten blev sendt til Kontradoxa for flere uger tilbage, men da der har været så meget andet og mere aktuelt i mellemtiden (et par dødsfald, oprør i Mellemøsten m.v) så er den ikke blevet bragt endnu.

Derfor bringer jeg den altså her - i klade-udgaven uden korrektur og redigering. Min tekst her er sikkert for lang, men hvis nogen skulle have lyst til at læse lidt om hvad jeg synes er det vigtigste i denne bog, så kan de læse med fra nu af.

Anmeldelse

Alexander Berkman og Emma Goldman, 1917

Alexander Berkmans ‘Anarkismens ABC’ er mere end bare en introduktion til den anarkistiske teori og ideologi. Lad mig ændre det; ‘Anarkismens ABC’ er efter min mening dén bedste og klareste introduktionstekst til anarkismen, som nogensinde er udgivet. Og det er i sig selv en hel del.

Berkman, der havde tilbragt det meste af sit liv i USA men var blevet sendt i eksil i Europa, skrev ‘Anarkismens ABC’ på opfordring fra amerikanske jødiske arbejdergrupper på et tidspunkt, hvor den radikale arbejderbevægelse i USA efter hånden var ved at blive udryddet efter de totalitære angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden under og efter Første Verdenskrig.

Let læselig og stadig aktuel
Den er skrevet til en arbejder, der er interesseret i at ændre tingenes tilstand, men som ikke nødvendigvis har anden viden om anarkismen end hvad magthavernes propaganda har fortalt ham. Den taler direkte til læseren i et let forståeligt sprog, som hverken er nedladende eller højtravende, men heller ikke forsimpler emnet eller viger udenom nogle af de svære spørgsmål.

Bogen kommer godt rundt om mange af de væsentligste emner: klasseanalyse og spørgsmålet om økonomisk retfærdighed, emner som vold og magt, strejker og faglig organisering, arbejdsfordeling i det nuværende og i det socialistiske samfund, samt noget så usædvanligt som spørgsmålet om hvordan dette fremtidige samfund vil kunne se ud og hvordan det kan opnås.

Dette gør den i en så tilgængeligt sprog, at den er bogen, som jeg altid vil anbefale, hvis nogen skulle spørge mig om råd til, hvad de skal læse, hvis de vil vide noget om anarkismen men ikke har lyst til at studere lange og tunge værker. Faktisk vil jeg også anbefale denne lille bog til de, der har mod på større værker. Det behøver jo nemlig ikke at være tør og indviklet teori for at være oplysende og interessant. En kortfattet diskussion med simple argumenter kan være lige så egnet til at få en til at tænke ny tanker.

Men selvom den er skrevet til en læser, der ikke nødvendigvis er velbevandret i socialistisk teori, så er den mere en bare en introduktionstekst for begyndere. Den er en af den slags bøger, som både taler til den person, som intet ved om emnet, og samtidigt også er interessant for de, der tror de allerede ved alt om hvad det går ud på. Og selvom du måske allerede er overbevist anarkist eller socialist, så har den stadig potentiale til at få dig til at overveje argumenterne fra en ny vinkel samt at provokere dig til at genoverveje enkelte idéer.

For selvom denne klassiker har mere end 80 år på bagen, rummer den analyser og argumenter, der er lige så relevante for socialismen i det 21. århundrede, som de var da bogen blev skrevet. Samtidig rummer den en kritik og diskussion af mange venstreorienterede – også anarkistiske – strategier, opfattelser og ideologiske blindgyder, som i høj grad er lige så aktuel idag.

Tro på menneskene
For det første beder Berkman os til at overveje de institutioner og principper, som er bærende for det nuværende samfund. Her er han ikke bare teoretisk kritisk, men tager fat på mange af de konkrete spørgsmål, som andre anarkistiske værker viger udenom.

Mange værker nøjes med en rent principiel kritik af det politiske og økonomiske hierarki, men forholder sig ikke alvorligt til det praktiske spørgsmål om hvordan tingene dog kan fungere uden de institutioner, mange idag betragter som nødvendige og samfundsbærende. Når man er vant til at få at vide, at ejendomsret og ulighed, politisk autoritet og vold, er det eneste, der kan sikre “lov og orden”, så er det nemlig svært at forestille sig, at et andet samfund faktisk er muligt.

Og før vi begynder at forestille os muligheden af et radikalt andet samfund, som bygger på helt andre værdier, så vil vi ikke være i stand til at bryde med den herskende tilstand og dens institutioner. Som Berkman siger, hviler det nuværende samfundssystem på “folkets tro på, at det er godt og nyttigt”, og “en ny social struktur” må derfor baseres på nye idéer (61).

Selvom vi måske ønsker det rent principielt, så har mange af os, når det kommer til stykket, ikke nok tiltro til os selv og hinanden til at tro på, at mennesker godt kan fungere sammen og samarbejde som ligeværdige uden politisk vold, topstyring og privilegier. Den første opgave er altså, at tage den praktiske skepsis, som langt de fleste har, alvorligt.

Berkman addresserer derfor spørgsmål som “jamen, hvis folk får lige meget, hvad så med dem der ikke gider at arbejde?” og “hvis der ikke er politi og fængsler, hvem skal så sørge for at folk ikke slår hinanden ihjel?”. Det er ikke trivielle spørgsmål, selvom de udspringer af en beklagelig mistillid til menneskeheden og en problematisk tro på de herskende institutioners evner og funktioner.

Berkman argumenterer for, at de herskende institutioner, som staten og kapitalismen, ikke skaffer hverken økonomisk eller social retfærdighed – de forhindrer hverken vold eller lediggang. Tværtimod, mener han, er det snarere dem, der skaber de strukturer, som forårsager de ting, de siger, de er til for at beskytte os imod. Det er de herskende strukturer, som fremmer og sågar belønner asocial opførsel, og det er disse strukturer, som de politiske og økonomiske institutioner er til for at opretholde (32).

I et samfund med lige frihed og lige muligheder vil disse institutioner ikke være nødvendige, og for at opnå et sådant samfund, er vi nødt til at have tillid til os selv og hinanden som sociale væsner, der både kan og vil samarbejde og yde en indsats, når vi oplever at forholdene er retfærdige. Først når vi har begyndt at skille os af med de nuværende måder at forholde os til hinanden, kan vi begynde “grundlæggelsen af nye menneskelige værdier og samfundsforhold” (72).

Revolution kræver forberedelse og mål
Det andet budskab er, at vi er nødt til at gøre os en forestilling om disse nye værdier og samfundsforhold. Man kan ikke kæmpe for noget, hvis man ikke ved hvad det er, man kæmper for. Kun ved at have en idé om det samfund, vi ønsker os, og kæmpe fokuseret og tålmodigt for dette mål kan vi opnå grundlæggende forandring.

Alt for mange revolutioner er kørt af sporet, fordi de revolutionære masser ikke var klar over hvad det var, de ville. De vidste hvad de var imod – de undertrykkende magtforhold – men de vidste ikke, hvad de ville bygge op efter at have knust de herskende institutioner. De gjorde revolutionen åben for afsporinger, hvor andre tog magten og de gamle magthavere blev erstattet af nye og de uretfærdige forhold blot skiftede navn og karakter (67).

Dette er en kritik, som i lige så høj grad rammer nutidens venstreorienterede. Det er en fejl at tro, at man kan opnå forandring ved blot at angribe de institutioner, som repræsenterer det herskende system. De økonomiske og politiske forhold er netop forhold, og de “nedbrydes ikke ved at “ødelægge og smadre ting” (70). At være frustreret over de undertrykkende og udbyttende forhold og vred på deres institutioner er ganske forståeligt, men “blindt oprør uden bestemt mål er ikke revolution” (64).

Revolutionen – det vil sige en “fundamental økonomisk, moralsk og kulturel” forandring – kan ikke være destruktiv alene, og den kan ikke foregå uden overvejelser om, hvad der er målet, og grundige og tålmodige forberedelser mod dette mål. Det er ikke gjort ved blot at knuse de herskende forholds institutioner. Denne nedbrydende fase svarer blot til det at “smøge ærmerne op som forberedelse til det egentlige arbejde” (71) – opbygningen af et nyt samfund, som bygger på helt andre principper.

Et sådant samfund kommer ikke af sig selv – heller ikke selv om man har ryddet de gamle magthavere af vejen. Det må opbygges, og for at virkelig at kunne opbygge et samfund som bygger på andre principper, er det nødvendigt at udbrede bevidstheden om og tiltroen til disse principper allerede nu ved gradvis omformning af den måde vi fungerer sammen på idag.

Det vil sige, at “hvis målet er at sikre frihed”, at “leve i fred og harmoni med sine medmennesker” og at “arbejde sammen til hinandens fordel” (72), så må man opbygge mellem-menneskelige forhold og organisationer, som bygger på disse principper idag. For kun ved at praktisere det, kan man lære enighed, samarbejde og frihed.

Kritikken af det “blinde oprør”, der angriber magtens repræsentanter og institutioner uden at opbygge en folkelig revolutionær bevidsthed, er lige så aktuel i vor tid, hvor “nihilistiske anarkister” i bl.a. Sydeuropa sender bomber til politikere og politi uden andet resultat end at styrke statens magt og svække folkets tiltro til revolutionære forandringer. Denne tendens og kritikken af den har eksisteret lige så længe som den socialistiske arbejderbevægelse har eksisteret.

Berkmans kritik af denne hovedløse strategi udspringer da også af bitter erfaring. Som ung russisk immigrant, inspireret af den russiske nihilisme, forsøgte Berkman selv at “hjælpe” strejkende arbejdere i USA ved at udføre et attentat på kapitalisten Henry Clay Frick. Selvom Frick brutalt nedkæmpede arbejderne, var der ikke mange, som havde forståelse for Berkmans “solidaritetsaktion”. Tværtimod blev mange arbejdere blev fremmedgjorte overfor anarkismen og Berkman selv tilbragte 14 år i fængsel.

I fængslet gennemgik han en ideologisk modning (som i øvrigt er beskrevet i hans fremragende selvbiografi ‘Prison Memoirs of an Anarchist’). Her fik han en dybere forståelse for hvordan magtforholdene først og fremmest opretholdes via socialisering – selv de mest asociale kriminelle i statens fængsler har egentlig en dyb tro på staten og dens “nødvendighed”. Når magtforholdene således sidder i folks bevidsthed, så kan de ikke knuses ved bomber og lignende. De de revolutionæres primære opgave må derfor være at ændre folks bevidsthed ved oplysningsarbejde og dannelse af nye sociale strukturer.

Mod klasse-sekterisme
Bogen kan også fungere som indlæg i andre nutidige debatter på blandt andet den danske venstrefløj. Blandt andet har Berkman også nogle kritiske ord til de “tåbelige og forbryderiske” kræfter (80), der også idag forsøger at splitte venstrefløjen og arbejderklassen ved at ophæve en bestemt og snæver gruppe af arbejdere til den eneste sande arbejderklasse med patent på at have venstreorienterede interesser.

Den anarkistiske kommunisme, som Berkman står for, går netop ud på, at eftersom al produktion er samfundsmæssig og social, så giver det ingen mening at forsøge at fastsætte værdien af hver enkelt persons arbejde (35). Den samfundsmæssige produktion har lige så meget brug for transportarbejderen, landmanden, arkitekten, lægen og læreren, som den har for maskinarbejderen osv. Alle, der udfører nyttigt arbejde, er nødvendige for at samfundet kan fungere. Derfor bør alle nyde godt af frugterne af de samfundsmæssige goder.

Men det er også fordi arbejdet er socialt og vi alle har brug for hinanden, at den sekteriske fjendtlighed mellem forskellige arbejdergrupper er tåbelig. Det er kun magthaverne, der har interesse i, at en sådan fjendtlighed består, og hvis vi skal opnå grundlæggende forandringer, så må vi kæmpe sammen for et fælles mål i stedet for at konkurrere mod hinanden.

I forlængelse af dette foreslår Berkman i øvrigt, at fagforeningerne opgiver deres fag-opdeling, og istedet kæmper for at samle arbejderklassen med henblik på at bevidstgøre den om hvordan produktionen foregår, så den en dag kan overtages og drives demokratisk.

Dette kan ikke gøres så længe man er organiseret efter fag på tværs af arbejdspladser. I stedet foreslår Berkman, som de syndikalistiske fagforeninger har gjort før ham, at alle, der arbejder sammen, organiserer sig og kæmper samlet, uanset hvilken faggruppe de tilhører (90).

Visioner for frihed
Bogen slutter af med en beskrivelse af nogle af de principper et frit socialistisk samfund må bygge på, og en beskrivelse af hvordan det kan opbygges. Den tager fat på spørgsmål som overtagelsen af produktionsmidlerne, organiseringen af arbejdet, fordelingen af ressourcerne, og meget mere. Berkman insisterer på, at alt i denne proces skal foregå efter de principper, som revolutionen skal opbygge: frihed, lighed, solidaritet og fredelighed.

Selv forsvaret af revolutionen mod udefrakommende angreb, bør baseres på princippet om minimal anvendelse af vold og tvang, udfra idéerne om, at brutalitet mod ens fjender brutaliserer en selv, og at venlighed er den bedste måde at overbevise andre på. Udover at være grundlaget for den anarkistiske filosofi, er det også baseret på Berkmans egne erfaringer fra den russiske revolution, hvis afsporing til totalitært diktatur, han selv var vidne til og beskrev i bogen ‘The Bolshevik Myth’.

Det er muligt at nogen vil hævde, at en sådan beskrivelse af hvordan revolutionen kan foregå og hvordan et nyt samfund kan opbygges, er utopisk og irrelevant for de konkrete kampe, som venstrefløjen står overfor i hverdagen. Men pointen er jo netop, at man er nødt til at gøre sig nogle forestillinger om, hvad man vil på længere sigt, for at vide hvad hvordan man skal kæmpe de daglige kampe.

Under alle omstændigheder, så er det forfriskende at læse et værk fra en person, der tør at tænke videre end parolen “Et andet samfund er muligt” og kommer med konkrete bud på, hvordan dette samfund kan se ud, hvordan det eventuelt kan opnås, hvordan det kan fungere, og ikke mindst hvorfor det vil være bedre end det nuværende. Den slags visioner kunne man godt savne lidt på den danske venstrefløj.

Forkortet udgave
Jeg behøver næppe at sige, at jeg synes det er fantastisk og virkelig tiltrænkt, at ‘Anarkismens ABC’ endelig er udkommet igen på dansk. Den blev udgivet sidst i Danmark i 1973, men har ikke været til at opdrive i mange år.

Den nye udgave baserer sig på den tidligere danske oversættelse, men forlaget har givet den en sproglig redigering, så den nye version er skrevet på et lidt mere moderne og mere læsevenligt dansk. Det har de gjort godt, og der er ingen meningsforstyrrende korrektur-fejl eller dårlige oversættelser.

Til gengæld kunne jeg næsten godt tænke mig, at de havde smidt den gamle danske tekst ud og lavet en fuldstændig ny oversættelse til moderne dansk, da der hist og her stadig er nogle lidt pudsige sætningskonstruktioner – det er dog ikke noget der forstyrrer.

Jeg blev dog en smule skuffet, da jeg først gik igang med at læse den nye danske udgave og opdagede at den er meget kortere end min engelske version af bogen. Det skyldes at bogen aldrig er blevet oversat til dansk i sin fulde længde.

Berkmans værk blev oprindeligt skrevet i 1929 som en række artikler til det amerikansk-jødiske arbejder-tidsskrift ‘Freie Arbeiter Stimme’, og har siden været udgivet i forskellige versioner med titler som ‘The ABC of Anarchism’, ‘What Is Communist Anarchism?’ og 'Now and After'.

Den engelske version er inddelt i sektionerne ‘Now’ og ‘After’ – ‘Nu’ og ‘Efter’ – og den danske udgave er desværre kun en oversættelse af den del af det oprindelige værk, som beskæftiger sig med visionerne for det fremtidige samfund. Denne forkortede udgave blev udgivet i England i 1942 og er altså en slags “krigs-udgave”.

Det er da også denne del af bogen, der er mest interessant, da det er her den anarkistiske filosofi bedst beskrives og visionerne udfoldes, mens den første del af det oprindelige værk er mere historisk.

Ønsker man at læse om Berkmans kritik af kapitalismen, reformistisk parlamentarisme, fagforeningernes pamperisme, den autoritære kommunisme og det sovjetiske parti-diktatur, så må man stadig have fat i en udgave på et andet sprog.

Måske bliver denne del også oversat en dag, så dette hovedværk indenfor anarkistisk litteratur endelig kan læses i sin fulde længde på dansk.

Alexander Berkman: ‘Anarkismens ABC’, oprindeligt skrevet i 1929, genudgivet på dansk, december 2010 af Hydra Bøger. Første oplag (der var meget lille) er allerede udsolgt fra forlaget, men jeg har ladet mig fortælle, at der bliver trykt flere. Bogen kan i øvrigt downloades gratis (og lovligt) her (pdf)

"Det lyder bare så meget bedre på engelsk"

2011-03-08T12:25:00.003-09:00

Ovenstående (altså overskriften på dette indlæg) kan man af og til få at vide af - måske især yngre - folk, som ikke er så gode til at formulere sig, hvorfor de foretrækker at kommunikere på et sprog, som de alligevel ikke er så gode til. Pyt med om man kommunikerer forståeligt og præcist - hvis det siges på det sprog som de seje musikere og filmstjerner (eller hvad det nu ellers er man ser op til; det kan også være de seje akademikere) også taler, så må det jo være sejt - uanset om det så giver mening eller ej.

Men ovenstående kan også være den helt konkrete og rammende kommentar til DRs engelske oversættelser af sine egne nyheder. De lyder bare så meget bedre på engelsk. Altså, de får virkeligheden til at lyde så meget bedre, end den egentlig er. Sådan er det i hvert fald med den her:

Denmark mediocre at integration
Denmark is pretty good at providing immigrants access to jobs and education. But when it comes to family reunification, approval of citizenship, and protection against discrimination, Denmark is considerably behind most other countries. This is the conclusion of a new MIPEX-study on integration policies in 31 countries.

Hvis vi lige oversætter tilbage til dansk, så siger overskriften, at Danmark er "middelmådig til integration" ('mediocre' betyder 'middelmådig'). Noget der er middelmådigt er noget, der er omkring gennemsnittet eller lidt under, ikke særligt godt, men heller ikke helt i bund, måske sådan et lidt kedeligt 7-tal på den gamle karakter-skala.

Men hvad står der i den rapport som artiklen refererer til? Det kan vi også læse i artiklen:

Denmark was ranked 30 out of 31 countries when it comes to possibilities of family reunification. Approval of citizenship is more difficult in Denmark than in most other European and North American countries, and action against discrimination is far less prevalent.

Danmark er altså pladseret på en 30.-plads ud af 31 lande - dvs helt i bunden! Det konkluderes endvidere, at Danmark ligger under "de fleste andre lande", når det gælder indvandreres rettigheder (af de 31 lande der blev sammenlignet), og at tiltag mod diskrimination er meget mindre ("far less") udbredte i Danmark end i de andre lande.

Det kan næppe siges at være "omkring eller lidt under gennemsnittet". Det er altså ikke "middelmådigt". Det er elendigt. Det kan kun siges at være middelmådigt, hvis Danmark havde forsøgt at være den mest elendige i klassen, for ikke engang dét kunne Danmark finde ud af - nej, Danmark må nøjes med en flov og kedelig plads som næstsidst.

En mere korrekt engelsk artikel burde altså have overskriften "Denmark sucks at integration".
Det ville også lyde meget sejere på engelsk.

Tak til This Indonesian

Updatering: Jeg har fundet denne artikel på The Copenhagen Post, som er langt mere uddybende og nuanceret end DR.dks artikel. Af den kan man lære, at Danmark faktisk er "middelmådig" til integration generelt, da visse andre faktorer også gør sig gældende. Udover at være en mere oplysende artikel har den også den mere korrekte engelske overskrift: "Worst in the West for family reunification". Læs den artikel hvis du vil have mere dybtgående information (på engelsk altså. Jeg har ikke set noget dybdegående om det på dansk).

Grafiti: En del af dansk kulturarv

2011-02-22T06:39:00.004-09:00

Karen Jespersen har begået en helt hysterisk skrivelse i Berlingske i anledning af at en jydsk knægt har begået noget graffiti på en af Jellingestenene. Selvom hun idag er medlem af et parti, der kalder sig "liberalt", er hendes kronik en fremvisning i reaktionær, nationalistisk ultra-konservatisme, hvor hun får kædet denne begivenhed sammen med alt, der åbenbart er galt med det danske samfund: Fra respektløs humor, ungdomsoprøret i 1970erne (som hun vist selv var en del af), pjæk, "manglende disciplin" og for få undervisningstimer i skolerne (der glemte hun vist at nævne noget om de nedskæringer hun selv har været med til at lave), indvandring og kulturel forandring, generel slendrian, manglende autoritetstro og meget meget mere.

Alt sammen er det eksempler på, at det danske samfund er i forfald, og det er åbenbart dét, der er grunden til at en 15-årig dreng er blevet forvirret og har tagget på en sten af kulturhistorisk betydning. Graffitien er intet mindre end "et udtryk for opløsning af normer, kultur og fællesskab". Verden er kort sagt af lave og sæderne er i forfald og det hele er noget møj i Danmark, og Dybbyl Mølle maler også helt af helvede til. Det er derfor der er bandekrig, svineinfluenza og graffiti.... eller noget. Jeg er ikke sikker på hvordan det alt sammen hænger sammen, men det gør det altså.

En nationalist, der foragter sin nation?
I det hele taget virker hun ikke som en person, der bryder sig særligt meget om landet Danmark og dets kultur, på trods af at det ellers er én af hendes anklager mod det danske samfund - at der ikke er nok, som "glæder sig over Danmark" og over "dansk kultur, historie og det danske sprog".

Selvom hendes projekt altså er klassisk konservativ nationalisme, hvor vi skal have "de gamle" værdier "tilbage" og dyrke Fædrelandet & Forfædrene og det mytologiske ensartede "kultur-fællesskab", så er Karen Jespersens bitre skrivelse absolut ikke skrevet af en person som "glæder sig over Danmark", og hun har ingen respekt for de sidste 40 års danske historie. Tværtimod mener hun jo tydeligvis at dansk kultur de sidste årtier er lige til at lukke op og skide i.

Som så mange andre bitre gamle folk har gjort igennem hele menneskehedens historie, ønsker hun sig tilbage tilbage til dengang hun selv var ung, og hvor de unge havde andre værdier og mere respekt for de ældre og for traditionerne (selvom de ældre på det tidspunkt sikkert sagde det samme som hun gør idag - og sådan har det vel altid været).

Men det kuriosum at en person, der er så bitter over sit land, anklager andre for ikke at værdsætte sit land nok, lægger vi lige til side. Modsat Karen Jespersen mener jeg nemlig godt at man må kritisere sit land og dets kultur, og jeg har absolut intet imod at kulturer og værdier forandrer sig. Jeg vil ikke tilbage til hendes uhyggelige samfund med "kæft, trit og retning og "respekt for autoriteterne" og traditioner som ikke må forandres.

På dét punkt er jeg nok en hel del mere liberal end Karen Jespersen nogensinde har været.

Jellingestenen repræsenterer en graffiti-kultur!
Istedet vil jeg dvæle ved Karen Jespersens manglende respekt for og kendskab til den relevante danske historie. Hovedsageligt hendes manglende respekt og kendskab til den del af den skandinaviske historie, som netop Jellingestenen repræsenterer: Vikingetiden.

Jellingestenen kan godt nok siges at symbolisere afslutningen på vikingetiden, da den er et monument for en konge, der løgnagtigt påstår at have vundet både Danmark og Norge og "kristnet danerne". Hvis dette var sandt, så ville Harald Blaatand have været den der endegyldigt afsluttede vikingetiden. Men det var altså bare pral - vikingetiden varede lidt endnu, og Danmark var endnu ikke den kristne nationalstat med enevælde og statsreligion, som det senere skulle blive til.

Det kan man også se af det, at praleriet på Jellingstenen netop er skrevet med runer og ikke det latinske alfabet, som kom med den sydeuropæiske indvandrer-religion, der blev så populær blandt den danske elite senere. Vikingerne skrev med runer, og vikingerne havde ingen nationalstat - de rejste rundt over en stor del af Jorden, og de bosatte sig overalt hvor de kom frem, tog arbejde i fremmede områder, hentede koner (og måske også mænd) med tilbage til Skandinavien, eller slog sig ned permanent, og satte dermed sit aftryk på andre kulturer rundt om i Verden.

Og det med at de satte deres "aftryk", det mener jeg helt bogstaveligt. For noget andet vikingerne gjorde, det var at skrive graffiti overalt hvor de kom frem. Overalt hvor der har været vikinger, der kan man finde deres hærværk i form af runer på stene, mure og statuer. De skrev ting som "Her var jeg" og "Mig og min ven skrev det her" og og så pralede de overfor hinanden om hvad de havde gjort og den slags. Jellingestenen er netop selv sådan et stykke vikinge-graffiti.

Piræus-løven i Venedig er overmejslet med vikinge-grafiti.

Og det var altså ikke bare tomme sten ude i naturen, som de skrev på. Det var som sagt både kunstværker og bygninger, som blev over-mejslet med vikingernes graffiti-runer. Og vikingerne vidste godt, at det ikke var alle der ville sætte pris på det, men de gjorde det alligevel, for det var en del af deres kultur, og de syntes selv at det var fedt.

Det kan man bl.a. se på Piræus-løven i Venedig, som blev over-mejslet af de skandinaviske vikinger, som arbejdede for Kejseren af Konstantinopel. Der skrev de skandinaviske vikinger bl.a. noget så flabet som:

"Asmund skar disse runer sammen med Asgeir og Thorleif, Thord og Ivar, på anmodning fra Høje Harald, selvom grækerne overvejede og forbød det."

De var altså udemærket godt klar over, at de ikke skulle skrive på den statue, men det var de ligeglade med. Det er bl.a. det der er med til at gøre statuen speciel idag. Piræus-løven er ikke den eneste kultur-skat, som har vikinge-graffiti på sig. De kunne bl.a. heller ikke holde sig fra at tagge på murene hos deres arbejdsgivers pallads Hagia Sofia i Konstantinopel.

Graffiti var altså en del af vikingernes kultur og altså en del af den kultur, som netop Jellingestenen repræsenterer. Hvis Karen Jespersen vil respektere Jellingestenen og den kultur og de traditioner, som den symboliserer, så må hun altså også anerkende, at graffiti er en del af den. For uden vikingernes graffiti-kultur ville der slet ikke være en Jellingesten!

Historie-løse Karen
Dette indlæg er ikke skrevet som nogen generel opfordring til eller forsvar for at lave graffiti på kulturhistoriske klenodier eller andre ting, som andre mennesker sætter pris på. Bare fordi vikingerne rejste rundt i verden og skrev på mure, sten og statuer, så betyder det jo ikke at vi andre absolut også skal gøre det. Man må nemlig godt forholde sig kritisk til sine forfædres traditioner!

Men der kan ikke være nogen tvivl at grafiti er en del af skandinavisk kultur som går meget længere tilbage end både Karen Jespersen, monarkiet, kristendommen og Jellingestenen. Graffiti er en dansk tradition og en del af dansk kultur på både godt og ondt. Det er altså ikke noget der er kommet med hverken 68-oprøret, indvandrere, skolereformen eller noget andet af det Karen Jespersen vrøvler om.

Det ville hun vide, hvis hun faktisk havde den smule respekt for sit lands historie, at hun havde sat sig lidt ind i den. Men det har hun ikke. Alligevel forlanger hun af andre, at de skal respektere og interessere sig for "dansk historie, kultur og sprog" - selvom hun altså ikke selv gør det.

Selvom hun både har læst historie og arkæologi på universitetet, så er det tydeligvis ikke historie, der interesserer Karen Jespersen. Det ser man både af hendes manglende viden om Jellingestenen og vikinge-tiden og af hendes forskruede opfattelse af hvor godt det var i "gamle dage". Så godt var det nemlig slet ikke dengang med spanskrør og discipling og alt det der. Det er faktisk godt at vi er sluppet af med det. Det ville hun også vide, hvis hun havde sat sig ind i og haft lidt respekt for de sidste 40 års dansk historie.

Never underestimate the power of popular rage

2011-02-21T05:33:00.002-09:00

Ja, jeg ved ikke hvorfor den overskrift skulle være på engelsk, men det blev den. Tjek de her to artikler fra Politiken - skrevet med blot 2 dages mellemrum.

19. feb. 2011: Ekspert: Gaddafi regerer med barsk undertrykkelse
De folkelige protester i Libyen vil måske være forgæves. Det er usandsynligt, Gaddafi går af, siger forsker.

21. feb. 2011: Ekspert: Demonstranter kan vælte Gaddafi
Urolighederne i Libyen kan vælte landets diktator, Muammar Gaddafi, vurderer ekspert.

Ja, det er altså den samme ekspert, der udtaler sig i begge artikler. Stor respekt til Peter Seeberg fra Center for Mellemøststudier på SDU for at være klar til at skifte mening efter en forhastet analyse. Tingene går stærkt i Nordafrika og Mellemøsten lige nu, og selv ikke en mellemøst-ekspert kan regne med, at det han vidste igår også vil være sandheden i morgen. Alle "Mellemøst-studier" og -eksperter er ved at få opdateret alt sit stof i disse dage.

Det kan godt være at Gadaffi (med støtte fra EU) regerer Libyen med en jernhånd, men jo stærkere undertrykkelsen er, des større bliver eksplosionen, når folkets vrede endelig koger over. Man skal aldrig undervurdere folkets vrede - intet regime kan i længden opretholdes ved brutalitet alene. Når selv Ægyptens præsident, der er på top-3 over de største modtagere af amerikansk militærstøtte ikke kan holde sig selv ved magten, når folket gør oprør, så kan du godt glemme al tale om "stabilitet i Mellemøsten".

"Stabilitet" har vi prøvet de sidste 30 år - det kunne kun opretholdes med økonomisk og militær støtte fra det såkaldte "Vesten", og det eneste der var "stabilt" var lokalt diktatur og global dominans. Nu er det tid til lokalt oprør og global forandring.

»Voldsporno«?

2011-01-21T03:23:00.005-09:00

Politiken.dk 21. januar 2011:

»Det er helt fint at være imod krigen i Afghanistan, men når man laver annoncer med billeder af kister indhyllet i Dannebrog, er der tale om voldsporno«, siger Lars Aslan Rasmussen.

Den socialdemokratiske politiker, Lars Aslan Rasmussen, henviser i ovenstående citat til denne flyer (pdf) fra Hizb-ut-Tharir, som illustreres med følgende grafik:

Lad os lige gentage det: "billeder af kister indhyllet i Dannebrog, er voldsporno"... Er du med? Okay, så se her....

Politiken.dk 21. januar 2011 (altså samme dag):

Ville det ikke have været i Politikens egen interesse at spørge den socialdemokratiske politiker - nu de alligevel havde fat i ham - om han virkelig mener at avisen Politiken, som han lader sig interviewe af, udgiver "voldsporno"?

PS.
Jeg synes ikke at billeder, der illustrerer, at danske soldater dør i krigen, kan kaldes "voldsporno". Især ikke, når der som i begge de ovenstående eksempler er tale om ganske sobre billleder, som er blottet for blod og rædsel. Det er altså en fuldstændigt absurd udtalelse fra Lars Aslan Rasmussen, som hvis man tog den seriøst ville gøre journalistisk dækning af krigens realiteter umuligt.

"Voldsporno" må være noget der er voldsforherligende og fremstiller mord og drab på en måde hvor det virker underholdende, erotisk, spændende eller på anden måde lysteligt. Som for eksempel når man laver krigsrekrutteringsvideoer med rockmusik, nøgne overkroppe og andre lystbetonede associationsmekanismer. Det vil sige - "voldsporno" det er for eksempel videoer som denne, der udgives af det danske militær og som skal rekruttere unge mænd til at deltage i den besættelse som HUTs arrangement vender sig imod.

Strøm & Sabel

2010-12-13T09:01:00.004-09:00

Fra Politiken.dk idag:

Elitestyrke befrier børn fra 17-årig gidseltager med sabel

17-årig gidseltager med sabel lader 14 børn gå

Og endelig (breaking news!!!): Gidseltager blev stoppet med strømpistol

... det er åbenbart meget vigtigt og af stor nyhedsværdi præcis hvilke våben de forskellige aktører benytter sig af. Af den første overskrift kunne man ellers få det indtryk at "elitestyrken" befriede børnene ved hjælp af en sabel. Og af den sidste kunne man godt forledes til at tro at den 17-årige blev stoppet for ulovlig besiddelse af strømpistol. Men nej, det var den 17-årige som havde sablen, og det blev der så sat en stopper for med en strømpistol. Hvorom alting er, så er det vigtigste dog ikke så meget hvad der skete, men hvilke våben der blev brugt.

Sabel og Strømpistol er hovedaktørerne på Politikens hjemmeside idag. Man skulle næsten tro der var tale om en dansk udgave af Guns & Ammo.

Fetichisme-journalistik

2010-11-30T01:21:00.006-09:00

Definitioner på ordet 'illoyal':

Den Store Danske: uhæderlig; ikke loyal; utro mod aftale el. forpligtelse; ukammeratlig; ukollegial.

Den Danske Ordbog: som svigter eller bryder en (moralsk) forpligtelse over for en ven, en gruppe personer, en foresat el.lign.

Den Danske Netordbog: som ikke er til at stole på, og som handler uhæderligt eller vildleder andre

Altså dét at bryde en juridisk eller moralsk aftale eller forpligtelse overfor andre mennesker, at svigte andre menneskers tillid. Altså noget ret alvorligt og moralsk. Hvad er det for en virkelighedsopfattelse, der giver anledning til at bruge dette ord til at beskrive folk, der ikke føler sig moralsk forpligtet til at købe den samme telefon to gange i træk? Hvordan er det i det hele taget nyhedsværdigt? Der burde da ikke være noget usædvanligt i det, eller hvad?

Måske har den medie-koncern, der står bag artiklen, en stærk moralsk eller økonomisk forpligtelse overfor de elektronik-koncerner, de får deres teknologiske udstyr fra. Og måske føler journalisterne, der har skrevet artiklen, selv, at det at købe en telefon fra et andet firma end det der har sponsoreret deres nuværende udstyr, er sammenligneligt med at svigte en kollegas eller en nær vens tillid. Men det er tydeligvis ikke en opfattelse, de deler med resten af befolkningen. Heldigvis da!

"Illoyalitet" forudsætter at der først er en formodning om loyalitet - altså at parterne føler sig forpligtet overfor hinanden. Folk er normalt ikke forpligtede til at købe alle sine produkter fra det samme firma, og naturligvis er der intet "illoyalt" ved ikke at gøre det, da der altså ikke var nogen forudgående formodning om loyalitet.

Kære "smartphone-ejere",
I er ikke "illoyale" eller dårlige mennesker bare fordi i køber en anden telefon næste gang. I har ingen moralsk eller juridisk forpligtelse overfor det firma, der har lavet jeres nuværende telefon. Det betyder ikke at i så også vil være psykologisk eller moralsk disponerede til at have sidespring eller ikke er til at stole på generelt. Det er ikke jer der er noget galt med. Det er de journalister, der skriver om jer, der har et problem, når de tillægger moralske og menneskelige egenskaber til ting og firmaer. Det kaldes iøvrigt "fetichisme".

PS. I er slet ikke noget "smartphone-segment". At have et stykke elektronik er ikke en personlig eller social identitet. Igen er det journalisterne der har en forskruet menneskeopfattelse. I er altså heller ikke forpligtet overfor denne falske gruppe-identitet.

Nyhedskriterier?

2010-11-15T06:40:00.003-09:00

Hvorfor er det her nyheder i danske aviser?

Fra Berlingske.dk:

Og fra Politiken.dk:

Hvorfor?

Hvorfor er det relevant at oplyse danske avis-læsere om, at en engelsk avis har skrevet noget om, at en amerikansk dyreværnsorganisation har påpeget, at en tidligere guvernør og nuværende celebrity fra Alaska har opført sig fjollet i et amerikansk reality-program?

Hvorfor? Er det fordi der ikke skete andet relevant i hele Verden den dag?

Uhrskovs kamp for den "hvide race " "vestlige civilisation"

2010-11-12T03:14:00.011-09:00

Jyllandspostens tågehorn og en af Dansk Folkepartis "intellektuelle", ultra-nationalisten, monokulturalisten og - nu tør jeg godt sige det: racisten - Morten Uhrskov Jensen, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Partiet havde ellers betalt ham for at han kunne dandere den på et halvt års orlov mens han skrev sit xenofobiske kampskrift, 'Et delt folk', men nu har han altså meldt sig ud, fordi han ikke mener at partiet går langt nok i opdelingen af Danmarks befolkning.

Han er bl.a. blevet sur på DF og Pia Kjærsgaard, fordi det ikke er lykkedes dem at få indført ægte racistisk inddeling af befolkningen, så rettigheder tildeles folk på baggrund af deres etniske og geneologiske afstamning. Om den seneste aftale mellem regeringen og DF skriver han således:

»Pia Kjærsgaard udtaler, at nu er det blevet umuligt for somalieren at få familiesammenføring med en fra Somalia. Det passer simpelthen ikke. Hvis somalieren er dansk statsborger med somaliske rødder, så kan vedkommende gøre det efter EU-reglerne. Det er massivt vælgerbedrag efter min bedste vurdering.«

Lad os lige tage den igen. Morten Uhrskov skriver: "Hvis somalieren er dansk statsborger..."

Ja, for helvede Morten, hvis "somalieren" er dansk statsborger, så er han jo ikke somalier ifølge dansk lovgivning og "vestlige" rettighedstraditioner - så er han dansk statsborger! Uhrskovs problem er altså ikke, at danske statsborgere generelt har nogle rettigheder. Hans problem er, at danske statsborgere med bestemte forfædre - afrikanske - har de samme rettigheder som andre danske statsborgere, og at de i det hele taget kan blive danske statsborgere. Kunne han ikke lige så godt melde klart ud og sige, at han er sur over, at negere kan være danskere og få samme rettigheder som de hvide?

Morten Uhrskov Jensen er et pragteksemplar på den hvide races kulturelle overlegenhed.
NB. Billedet er manipuleret

I et moderne "vestligt" demokrati er en statsborger naturligvis en statsborger og alle statsborgere er ligestillede i statens øjne og har derfor samme rettigheder. Men for Morten Uhrskov Jensen er en person med afrikanske forfædre altid en afrikaner og kan ikke blive dansker og bør derfor ikke have samme rettigheder som danskere, uanset hvor meget dansk statsborgerskab han end har.

Uhrskov mener selv, at han forsvarer "den vestlige kulturkreds og dens muligheder for fortsat at hævde sig som en selvstændig civilisation." Her ser vi altså et eksempel på, hvad der også kan menes, når folk taler om de såkaldte "vestlige værdier". For Uhrskov er "vestlige værdier" ikke noget med demokrati, rettigheder og statsborgerskab, men noget med medfødte og nedarvede privilegier, der giver forskellige juridiske rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

Det har han jo for så vidt ret i - denne racistiske tankegang og samfundsmodel er også en del af den vestlige kulturarv. Begrebet "den vestlige kulturkreds" er - ikke tilfældigt - sammenfaldende med det, der historisk blev kaldt "den hvide race", som igennem flere hundrede år håndhævede sin globale dominans med vold, mord og undertrykkelse. "Vestlige værdier" er ikke udelukkende demokratiske, og det er Morten Uhrskov Jensen et strålende eksempel på.

PS. Et vittigt ordspil om at Uhrskov ikke bryder sig om folk fra urskoven ville være oplagt, men også lidt for plat, så det har jeg undladt.

Tvang og ægteskab

2010-11-10T06:49:00.003-09:00

Også bragt på Modkraft, 5. november 2010

Først en personlig bekendelse: Jeg er gift og det var ikke noget jeg selv helt frit har valgt. Min kæreste og jeg blev gift af den mest traditionelle grund af dem alle - den samme grund som har fået adskillige millioner af par igennem historien til at få papirer på sit forhold: Uden statens anerkendelse af vort forhold ville vi ikke have lov til at leve sammen.

Da vi naturligvis ønsker at leve sammen var vi tvunget til at gifte os. Længere er den ikke. Hvis ægteskabet ikke var juridisk påtvunget os, så ville vi næppe have følt noget behov for at få papirer på vort forhold. Jeg har ikke noget imod at være gift, men det er ikke noget jeg selv har valgt. Jeg har valgt at leve sammen med min kæreste, og for at kunne dette var ægteskabet et juridisk krav.

Det traditionelle ægteskab

: Nej, det er ikke et billede af min hustru og jeg. Det er et billede fra den skotske kunstner Roderick Buchanans udstilling "Mixed Marriage".

Sådan har det været i århundreder - uden at formalisere sit romantiske og erotiske forhold og få omgivelsernes godkendelse kunne unge par ikke få lov til at bo sammen, stifte hjem og familie. Ofte måtte de sågar sørge for at de ikke blev set sammen, for ikke at blive mødt med alvorlige repressalier fra sin egen familie, fra lokalsamfundet og fra kirken og andre institutioner.

Der var altså et voldsomt (bogstaveligt talt) pres på unge forelskede par for at de skulle gifte sig. Dette pres eksisterede stadig, da mine forældre var unge. I 1960erne var det ikke let for et ungt par at leje en lejlighed sammen, hvis de ikke havde papir på deres samliv. I USA, hvor min kæreste er fra, er det i øvrigt stadig sådan, at man har flere rettigheder, hvis man har papirer på ens forhold – det gælder ikke kun for par, hvor den ene part er udlænding.

Det er altså en moderne idé, den der med, at det at blive gift har noget med romantik at gøre. Det kunne det selvfølgelig have i den forstand at med indgåelse af ægteskabet kunne unge par endelig få lov til at udleve sine romantiske og erotiske følelser, og når nu man er nødt til at gøre det, så kan man lige så godt gøre det romantisk. Men selve ægteskabet var altså noget man var tvunget ind i. Det var ikke valgfrit.

Typisk var det ikke engang sådan, at man bare kunne forelske sig i hvem som helst og så blive gift for at få lov til at leve sammen. Nej - der ville jo ikke være megen fidus i ægteskabet som institutionaliseret anerkendelse af et parforhold, hvis ikke det netop var for at kontrollere hvem der kunne indgå parforhold.

I de fleste samfund har det været sådan, at omgivelserne - familien, samfundet, kulturen, staten og kirken m.v - har bestemt hvem der kunne blive gift og dermed hvem der kunne leve sammen. Der har blandt andet været kulturelle tabuer og statslige love, som har forbudt ægteskab mellem individer fra forskellige samfundsklasser, religioner, racer og etniciteter. Og overalt i verden har især forældre ønsket at sørge for, at deres sønner og døtre kun indgik forhold med en partner, som kunne sikre - eller hæve - deres økonomiske og sociale status.
Mange romantiske forhold er altså blevet opløst, fordi den ene part ikke var velhavende nok, ikke talte de rette sprog, ikke havde en fin universitetsuddannelse eller anden titel eller lignende. Forbud mod ægteskab - eller forbud mod at par lever sammen - adskiller sig ikke væsentligt fra tvangsægteskab.

Det siger sig selv, at hvis man ikke kan blive gift med den man elsker, og man er nødt til at blive gift, så vil man være tvunget til at gifte sig med én man ikke elsker. Selv hvis man ikke var romantisk interesseret var de fleste nødt til at gifte sig, da der mange steder blev set ned på enlige "pebbermøer", og da det desuden var nødvendigt for at sikre ens økonomiske fremtid. Men alene det, at man er forbudt at leve sammen med den, man gerne vil, er jo et tvangselement.

Tvangsægteskab har altså mere eller mindre været normen i de sidste flere hundrede år, og har været reguleret af religiøse, statslige, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner. Selvom mange har været så heldige at finde en person, som omgivelserne kunne godkende, eller været så heldige at de efterhånden satte pris på den person, omgivelserne havde valgt for dem, så ændrer det ikke på at der altid var et element af tvang i selve ægteskabet.

Tvang og ægteskab i dag

Sådan er det ikke idag, tror du måske - det er der i hvert fald nogen der tror. Sådan er det heller ikke i dag for alle.

I Danmark kan de fleste forelske sig uden at bekymre sig stort over, hvad omverdenen mon vil sige til deres valg af partner, og de fleste forældre i Danmark er idag blot glade for at deres børn er glade og sætter ikke nogen krav om til deres sviger-sønner og -døtres sociale og økonomiske status. Hvis det skulle ske, at forældrene ikke bryder sig om deres børns valg, så er det faktisk muligt at leve sammen alligevel, da man ikke længere har brug for sine forældres "velsignelse" for juridisk at kunne gifte sig eller bo sammen. I det hele taget er der heller ikke det store pres for at folk skal blive gift. I Danmark i 2010 kan de fleste sagtens leve sammen hele livet uden at indgå ægteskab, og de fleste, som ikke er gift, har stort set de samme rettigheder som de, der er.

De fleste!

For det er endnu ikke virkeligheden for alle. For nogle par er der stadig krav om, at de skal blive gift, hvis de vil leve sammen. Der er ikke bare tale om kulturelle krav og socialt pres, men om juridiske krav og statslige forbud. For nogle par er det forbudt at leve sammen, hvis de ikke er gift, og det er ikke alle danskere, som har ret til at leve sammen med sin udkårne uden statens anerkendelse.

Det gælder for eksempel for en dansker, som forelsker sig i en person, som ikke har dansk statsborgerskab (eller statsborgerskab fra et andet EØS-land). Hvis de ønsker at leve sammen, så er de tvunget til at blive gift. Sådan er det i mange lande - par med forskellig nationalitet er nødt til at blive gift og få statens anerkendelse af deres forhold, for at kunne leve i det samme land. Det var den situation jeg og min kæreste befandt os i - da vi har forskellig nationalitet, måtte vi gifte os for at kunne leve sammen.

Men typisk er det ikke engang sådan, at man bare kan forelske sig i hvem som helst og så blive gift for at få lov til at leve sammen. Nej - der ville jo ikke være megen fidus i ægteskabet som institutionaliseret anerkendelse af et parforhold, hvis ikke det netop var for at kontrollere, hvem der kan indgå parforhold.
Således er det ikke nok, at du indgår ægteskab, hvis du gerne vil leve sammen med din udkårne. Staten kræver ikke bare at du registrerer og formaliserer dit parforhold hos staten - den vil også kontrollere, at du gifter dig med den rigtige. Den vil altså bestemme hvem du må leve sammen med, og stiller en række krav, som skal opfyldes, før dit forhold kan blive godkendt og tilladt. Opfylder i ikke disse krav, så kan i ikke få tilladelse til at leve sammen - i må ikke engang bo i samme land.

Staten kan altså stadig opløse romantiske forhold, fordi den ene eller begge parter ikke er velhavende nok, ikke taler det rette sprog, ikke har en fin universitetsuddannelse eller titel eller lignende. Staten kan ikke bestemme hvem du skal gifte dig med, men den kan bestemme hvem du ikke må stifte familie med. Hvis staten ikke anerkender et parforhold af blandet nationalitet, så er parret i bedste fald nødt til at flytte til et andet land med en mindre formynderisk stat, og dermed måske opgive andre af sine livsplaner. I værste fald vil deres liv sammen være umuligt.

Statslig tvang er stadig tvang

Forbud mod ægteskab - eller forbud mod at par lever sammen - adskiller sig ikke væsentligt fra tvangsægteskab. Forbud er også tvang - det er at tvinge folk til ikke at gøre noget - og i dette tilfælde er der tale om et forbud, der drastisk påvirker de involveredes livskvalitet, drømme og inderste følelser. Staten tvinger dig ikke til at leve sammen med nogen, men den forbyder dig at leve sammen med dem, du gerne vil.
Der er altså stadig et kraftigt element af tvang i ægteskabet, når det drejer sig om par, der ikke er født med samme nationalitet. Denne tvang kommer fra staten og loven - de institutioner, som egentlig skulle beskytte folk imod den slags overgreb og sikre deres ret til at træffe sine egne livsvalg.

Det er altså vrøvl og hykleri af de værste dimensioner, når de statslige forbud, der regulerer, kontrollerer, tvinger og forbyder folks personlige og romantiske forhold, præsenteres som tiltag, der skal forhindre tvangsægteskab. Staten forhindrer ikke-statslige instanser - som f.eks. forældre - i at tvinge par til at blive gift, ved selv at tage magten over deres muligheder for et liv sammen. Den bryder sig ikke om andres tvang fordi den selv vil kontrollere tvangen.

Hvis det så fungerede således at staten blot sikrede sig, at de par, som ønskede at leve sammen, virkelig selv havde valgt det, så kunne man måske tale om en kontrol-mekanisme, der skulle sikre friheden. Men i Danmark er det jo således, at staten forbyder og regulerer folks muligheder for at leve sammen uden at tage det mindste hensyn til hvorvidt de faktisk ønsker det eller ej. Masser af frit og inderligt indgåede parforhold er umulige eller særdeles besværlige på grund af den danske stats tvang.

Lad os altså stoppe med at lade som om, at den statslige tvang i folks parforhold er noget, der skal forhindre elementet af tvang i folks parforhold. Det er ikke bedre, at staten forbyder et ægteskab, end at familien eller omgivelserne gør det. Begge dele er tvang!

Det er danskere der umyndiggøres

Noget andet forbandet vrøvl er, når disse statslige overgreb præsenteres som "udlændingestramninger" (i det hele taget er det noget vrøvl når svækkelser af rettigheder præsenteres som stramninger). Den statslige tvang påvirker jo lige så meget den part i det forbudte parforhold, som er dansk statsborger eller indbygger.
Hvis dine forældre forbød dig at være sammen mecd med den, du var forelsket i, så ville du vel ikke blot tænke på det som som en indskrænkelse af din partners frihed? Det er lige så meget dit liv, der påvirkes, og dine valg, der annulleres - det er dig, der umyndiggøres af dine forældre.

Det samme gælder når staten opfører sig som en formynderisk forælder, der vil forbyde sine børn - indbyggerne i Danmark - at leve sammen med deres udkårne, hvis den udkårne ikke har den rette nationalitet og ikke lever op til en række andre krav. Det rammer ikke kun den part, der ikke er dansk statsborger. Det rammer lige så meget den dansker, som ikke kan få lov til at leve sammen med sit livs kærlighed på grund af den formynderiske stat.

Det er altså danskeres ret til selv at vælge sin partner, der er på spil her! Det er danskeres ret til at få sin ægtefælle til Danmark, der bliver reguleret af den danske stat, og det er danskeres parforhold, der kan blive ødelagt af den danske lovgivning. Det er danskere der ikke længere har ret til at træffe sine egne valg og som altså umyndiggøres af den danske stat.

Lovene er altså ikke bare indskrænkninger af udlændinges ret til at bo i Danmark. Det er en indskrænkning af danskeres ret til at gifte sig og leve sammen med hvem de vil. Det er danske rettigheder, der undergraves! Og fra et dansk juridisk, politisk og journalistisk perspektiv burde dét være udgangspunktet for diskussionen.

Hvilket Danmark ønsker du?

Hvis du er ligeglad med udlændinge og derfor ikke bekymrer dig om disse overgreb, så har du altså det forkerte fokus – det er dig, som dansker, der har mistet en rettighed. Hvis du er ligeglad med andre danskere, fordi du allerede lever sammen med dit livs udkårne, så spørg dig selv, om ikke du ønsker, at dine børn selv skal kunne vælge, hvem de forelsker sig i og vil tilbringe sit liv med uden at skulle flygte fra Danmark?

Hvis dit barn under en rejse eller et studieophold blev forelsket i en kinesisk skuespiller, en elektriker fra Chile, en skolelærer fra Libanon, en sygeplejerske fra Kenya eller en af de milliarder af andre mennesker i verden, som ikke opfylder den danske stats krav om titel, sprog og økonomisk status, ville du så ikke glæde dig over deres lykke og støtte dem i deres forhold? Hvis du ikke selv vil bestemme, hvem dine børn må gifte sig og stifte familie med, så kan det vel ikke være din hensigt at lade den danske stat gøre det?

Og det er jo ikke kun den udenlandske partner, der skal godkendes af staten, før parret kan få ret til familie-liv. Retten til at blive gift og leve sammen med sin partner i Danmark afhænger jo også af om den danske borger har fuld beskæftigelse, egen bolig og en spækket bank-konto. Har du været arbejdsløs, er du på invalidepension eller kan du ikke stille med en medgift på 100.000kr til den danske stat, så har du ikke ret til at blive gift med en udlænding i Danmark.

Ægteskab og familieliv er altså ikke længere en rettighed - noget der gælder for alle borgere - men et privilegie for de rigeste og dem ved fuldt helbred. Ønsker du ikke et Danmark, hvor dine børns lykke og kærlighed - deres mest personlige beslutninger og følelser - er uafhængigt af deres helbred og hvor mange penge de tjener?

Ønsker du et Danmark, hvor dine børn kan blive nødt til at forlade landet, hvis de forelsker sig i en person, som staten ikke har godkendt, eller hvis de selv ikke befinder sig i en højre skatte-klasse? Eller ønsker du et Danmark, hvor hverken staten eller nogen andre forsøger at forhindre dine børns lykke og kærlighed?

Misbrug af rettigheder?

2010-11-10T06:46:00.000-09:00

»Problemet opstår, når de grundlæggende frihedsrettigheder bruges på en måde, som de ikke oprindeligt var tiltænkt.«

Det sagde Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, den 3. november 2010. Mere konkret mente han, at det er problem, når landets indbyggere "får deres informationer fra andre steder end Danmark" (det indrømmer jeg straks, at jeg selv gør - men jeg er heller ikke indbygger i Danmark).

Men dette interessante forhold til rettighedsbegrebet (især for en statsleder, der kalder sig "liberal"), hvor det er problematisk, at en rettighed bliver brugt til noget, det åbenbart ikke var meningen, at den skulle bruges til, har jo vidtgående konsekvenser og kan bruges i mange flere situationer.

Hvilke rettigheder mener du, bliver brugt på en måde, som de ikke oprindeligt var tiltænkt? Hvad skal der gøres ved det?

Vi kan også gøre spørgsmålet mere principielt: Er det en holdning, der kan udgøre et solidt grundlag for det (liberale) demokrati og de såkaldte frihedsrettigheder? Er der noget nyt i denne indstilling, eller er det bare nyt at det bliver sagt så direkte? Har han ret i at rettighederne kan misbruges? Hvis ja, hvad skal det så have af konsekvenser for deres juridiske status?

Jeg kommer ikke med nogen konklusioner i denne omgang, men undrer mig bare og håber at denne interessante politiske udmelding vil blive diskuteret. Bl.a. her på Modkraft, men sandelig også blandt de borgerlige kommentatorer, der er så glade for at tale om de ukrænkelige og ubøjelige "frihedsrettigheder". Er det nu pludselig tilladt igen at sige "men" efter ordet "ytringsfrihed"?

Indlægget har også været bragt på Modkraft

Te-bevægelsen og midtvejsvalget i USA

2010-11-10T06:42:00.001-09:00

Denne artikel er oprindeligt bragt på Modkraft den 28. oktober 2010.
Læs desuden min efterfølgende evaluering af te-bevægelsens valgresultat på Modkraft.

Den 2. november 2010 afholdes det såkaldte “midtvejsvalg” i USA. Det vil sige det valg af parlamentsmedlemmer, som ikke falder samtidigt med præsident-valget. Det amerikanske parlament, The Congress, består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, og det kommende valg drejer sig om 36 ud af de 100 pladser i Senatet og samtlige pladser i “Huset”.

Valget er interessant fordi det afgør Demokraternes evner til at få ting igennem uden at blive blokeret af Republikanerne, der forsøger at udsætte og nedlægge veto mod nærmest alle lovforslag, og fordi det vil være en symbolsk tillidserklæring til enten Obamas reformer eller Republikanernes obstruktionspolitik. Men i dette indlæg skal vi se på en anden faktor, der gør dette valg særdeles interessant.

Te-bevægelsen

Hvis du har fulgt med i amerikansk politik i løbet af det sidste års tid, så har du nok hørt noget om den såkaldte "tea party"-bevægelse, der opstod blandt frustrerede og vrede ultra-konservative amerikanere i kølvandet på Obamas valgsejr og den økonomiske krise i 2008. Te-bevægelsen er kompleks og rummer mange forskellige politiske og sociale elementer, så det ville ikke være fair at lave nogen absolutte generaliseringer om hvad den står for.

Te-bevægelsen bygger dels på frustrationen over det økonomiske kollaps og politikernes økonomiske støtte til de virksomheder, der forårsagde det, og på frustrationen over, at en sort demokrat blev valgt som præsident. De to faktorer forstærker hinanden og har vækket en latent angst for at miste privilegier blandt især dele af den hvide middelklasse.

Selvom te-bevægelsen er kompleks og man ikke kan skære dem alle over én kam, er det ikke nogen overdrivelse at sige at den er med til at trække det Republikanske parti endnu længere til højre, og at den har givet et talerør til de mere ekstremistiske tendenser, som altid har eksisteret i USA, men som normalt har levet en skyggetilværelse uden den store politiske indflydelse.

Godt hjulpet på vej af de mest højre-populistiske republikanere og sensationslystne tv-værter på Fox News har te-bevægelsen givet en landsdækkende organisatorisk platform til de bevægelser og politiske teorier, som tidligere var forbeholdt "landsbytosserne" – de såkaldte "wingnuts" som ingen i officiel politik tog alvorligt.
Denne skyggeside af amerikansk politik har som sagt altid eksisteret men sjældent været så "mainstream" og så samlet som den er nu.

Den historiske baggrund

Vi taler ikke kun om de højre-libertarianske skattenægtere, som mener at det offentlige (evt. pånær militæret) nærmest helt skal afskaffes, og at myndighederne ikke skal blande sig i ting som hvilke giftstoffer de private virksomheder må putte i maden og vandet.

Eller om arvtagerne til borgerkrigens og borgerrettighedskampens racistiske konføderalister, som mener at de enkelte delstater suverænt skal kunne føre den politik de vil, uden at være begrænset af forfatningens og højesterettens insisteren på lighed og borgerrettigheder.

Heller ikke om de antidemokratiske ultra-religiøse fundamentalister, som ønsker indførelse af teokrati og mener at forfatningen bør erstattes med det gamle testamente og at alt "amoralsk" skal kriminaliseres.
Disse tre tendenser eksisterer og trives allerede i det Republikanske partis bagland og top.

Men i tillæg til disse har te-bevægelsen og mainstream-højrefløjens omfavnelse af ekstremisterne også etableret en platform og samlingspunkt for antisemitiske konspirationsteoretikere, revolutionsromantiske milits-folk og andre undergrundsbevægelser med og uden fascistiske tendenser.

Vi taler bl.a. om antisemitiske galninge, som mener at indførelsen af den amerikanske centralbank i 1913 var led i en sammensværgelse, der førte til jødisk-kommunistisk kontrol over den amerikanske finanspolitik, racister der mener at indførelsen af borgerrettigheder til sorte i 1960erne var led i et sovjet-kommunistisk komplot, tosser der tror at en hemmelig elite arbejder for at FN skal besætte USA og indføre en verdensregering (alternativt: at det allerede er sket), og mange flere af den slags artigheder (som iøvrigt alle kan kombineres til én altomfattende konspirationsteori). Det er teorier, der har sine rødder i gamle anti-semitiske, anti-katolske og anti-kommunistiske hvidmagtsorganisationer som Ku Klux Klan m.v.

Disse tendenser har som sagt eksisteret så længe USA har været en nation, og de har haft politisk indflydelse af og til - blandt andet via det notoriske John Birch Society, som blev oprettet i det paranoide og intolerante klima, der fulgte med senator John Mccarthys totalitære heksejagt i 1950erne, og som mente at hele USAs regering var infiltreret af kommunister. John Birch Society eksisterer i øvrigt endnu og er også ved at blive rehabiliteret af det Republikanske parti efter at have tilbragt årtier uden indflydelse eller respekt.

Men generelt har de altså levet mere en skyggetilværelse på landet og i mindre byer, hvor de har dannet militser, samlet på våben og bygget bunkere og generelt forberedt sig på den kommende invasion / borgerkrig / undtagelsestilstand, mens de kommunikerer med hinanden via kortbølgeradio og drikker steriliseret vand og pulvermælk uden rigtig at have noget med resten af samfundet at gøre.

Af og til har de dog gjort sit indtog i offentlighedens bevidsthed, når den paranoide stemning og voldsfokusering i de isolerede sekter og militser afføder katastrofer som massakren i Waco, Texas, og terroristersom Timothy McVeigh og Byron Williams, der bliver trætte af at vente og beslutter sig for at realisere vanviddet.

Alle disse og mange andre vanvittige konspirationsteorier og ubehagelige bevægelser krydret med forskellige racistiske (både antisemitiske, anti-sorte og mere moderne islamofobiske/anti-orientalistiske) og religiøse (indsæt "Antikristus" som den øverste leder af Sammensværgelsen, og gør de få, der ved besked om Sandheden til en religiøs sekt, der forbereder sig på Dommedag) elementer er nu blevet samlet i én bevægelse med et fælles fjendebillede: Præsident Barack Obama.

Valget af Obama som katalysator for ekstremismen

Nu er det ikke fordi de kun hader Obama, men det, at han blev valgt, har været som en prop, der sprang af en champagneflaske, hvorefter alt det gamle had og vrede væltede ud med fornyet kraft. Og det, at han er sort, har uden tvivl været med til at forstærke reaktionen. Præsidentvalget i 2008 var altså en katalysator for vreden og Obama-administrationen bliver af ekstremisterne set som en "indre fjende", der er igang med at realisere alle konspirationsteoriernes fantasier og i al hemmelighed er ved at indføre det islamistisk-satanistisk-fascistisk-kommunistiske FN-diktatur.

Det er i den sammenhæng, at plakater med Obama som Hitler og beskyldningerne om, at han ikke er indfødt amerikaner eller rigtig kristen, men i virkeligheden er en hemmelig indonesisk-kenyansk muslimsk socialist, og de endnu mere vanvittige påstande om, at han skulle være en reinkarnation af både Hitler og Lenin og Satan, eller den rablende gale teori om at den yderst beskedne reform af sundhedsforsikringsreglerne er en hemmelig plan om at oprette “dødspaneler”, skal forstås. Det er i øvrigt også samme tendens, der mener at klima-forskningen er et kommunistisk komplot, at regeringen benytter naturkatastrofer til at oprette koncentrationslejre og at 9-11 var et "inside job".

De er alle nye varianter af gamle højreekstremististiske konspirationsteorier, som pludselig er blevet “mainstream” og bæres frem af indflydelsesrige demagoger (som Sarah Palin, Michelle Bachmann, Glenn Beck, Rush Limbaugh og mange flere), der puster til vanviddets flammer for at fremme hadet til Obama og Demokraterne.

Resultatet er en legitimering af de mest ekstreme, voldsberedte og anti-demokratiske elementer i det amerikanske samfund, som gør at de nu føler at de kan komme ud af deres bunkere og milits-træningslejre og ind i samfundet, hvor de kan være med til at sætte en politisk dagsorden. Te-bevægelsen er en kompleks størrelse, og det er ikke alle dens aktivister, der er lige ekstreme, men den giver en platform hvor ekstremisterne for første gang i lang tid er velkomne og kan manøvrere offentligt.

Radikalisering

Denne legitimering af hadet medfører ikke bare angreb mod Obama og Demokraternes politik men også mod liberale, venstreorienterede og minoritetsgrupper generelt.

Allerede kort efter valgkampen udkom det nationale terrorbekæmpelse-koordineringsorgan “Homeland Security” med en rapport, der advarede om at antallet af ekstremistiske “hate-groups” havde været stadigt stigende igennem en længere periode og at det politiske klima under og efter valgkampen var med til at fremme rekrutteringen til dem.

Denne rapport fra sikkerhedstjenesten bekræftede lignende rapporter udgivet af liberale organisationer som Southern Poverty Law Center, der også har advaret om at den volds- og terror-beredte milits-bevægelse er på vej tilbage.

Det nys opblussede (men gamle) had har allerede medført adskillige voldelige begivenheder i forbindelse med te-selskaberne, og det politiske klima har medført en bølge af terroristiske anslag fra det yderste højre (jeg lover hermed at forsøge at give et overblik over nogle af de værste terror-begivenheder i USA de seneste par år ved en anden lejlighed). Disse begivenheder er stort set konsekvent blevet bagatelliseret og negligeret af den mainstream-konservative bevægelse, ledelsen af det Republikanske parti og - især - af den højreorienterede TV-station Fox News.

En rapport, der blev udgivet for nylig af borgerrettighedsorganisationen NAACP, afslører, at de seks mest aktive tea-party-organisationer alle har tætte organisatoriske forbindelser til racistiske og fascistiske organisationer og højre-ekstreme milits-bevægelser. Rapporten konkluderer, at te-bevægelsen har givet en platform til antisemitter, racister og andre intolerante grupper, og at hardcore racistiske grupperinger benytter den til at rekruttere og til at skubbe bevægelsen i en mere bevidst race-ideologisk retning.

Og det er ikke kun blandt ekstremisterne indenfor bevægelsen, at bekymringen for den økonomiske og politiske situation hænger sammen med racemæssige forestillinger. Meningsmålinger har vist, at der er større tendens blandt folk, der identificerer sig som tea-party-sympatisører end blandt befolkningen generelt, til at mene, at den mere udbredte fattigdom blandt den sorte befolkning skyldes at de sorte er dovne og at der ikke findes diskrimination, samt at tea-party-folket generelt er mere tilbøjelige til at mene at landets problemer skyldes immigranter.

Statistik som dette fortæller ikke, hvad hver enkelt tea-party-medlem mener, og de kan ikke alle skæres over én kam, men tendensen er altså, at man generelt finder flere med et anstrengt forhold til racespørgsmål end blandt den øvrige befolkning.

Det ses også i bevægelsens forhold til immigrationspolitik. På trods af de påståede "libertære" principper støtter adskillige af te-bevægelsens formelle organisationer lovforslag, som skal øge statens og regeringens magt og forhindre mennesker i at bosætte sig og arbejde i landet. Voldelige, anti-migrant-, selvtægtsorganisationer som the Minutemen, har også ladet sig omskole til nu at være organisationer indenfor te-bevægelsen.

Det er således ikke overraskende, at dele af tea-party-bevægelsen også overlapper med de anti-muslimske bevægelser på den nationalistiske og religions-chauvinistiske højrefløj. Disse islamofober, der vil bekæmpe muslimers rettigheder, er i sig selv er et fænomen, der fungerer som rekruttering- og radikaliseringsforum for mere voldsberedte racistiske grupperinger, der også allerede har udøvet terror-handlinger. De udgør en voksende bevægelse, som overlapper kraftigt med te-bevægelsen - der altså ikke er mere forfatnings-konservativ, end at man godt kan se stort på religionsfriheden.

Værd at bemærke er også de internationale forbindelser til bl.a. organisationer som den voldelige, racistiske bevægelse English Defence League.

Legitimering af hadet - og volden

Det er værd at gentage, at der ikke er tale om en politisk bevægelse, hvor alle mener det samme, og alle te-bevægelsens aktivister kan næppe holdes ansvarlige for alle tendenser i den landsdækkende bevægelse. Den rummer også amerikanere, der med god grund er frustrerede over den politiske og økonomiske situation og ikke ved, hvor de ellers skal henvende sig.

Men det står dog også klart, at te-bevægelsen ikke kun er en populistisk protest-bevægelse imod skatter, bankpakker og sundhedsreformer. Den er også en bevægelse, som giver platform og legitimitet til de mest ekstremistiske og voldsberedte elementer i det amerikanske samfund - elementer, som normalt ikke ville have nogen alvorlig indflydelse på amerikansk politik, men som nu er ved at blive gjort "stueren" og mainstream og allerede er en magtfuld faktor i det kommende valg.

Det er denne, den sidstnævnte tendens, som promoveres af inflydelsesrige aktører fra landsdækkende TV-værter som Glenn Beck, der benytter sin plads på Fox News til at genoplive og legitimere de mest racistiske konspirationsteorier fra før borgerrettighedsæraen. Og den får generelt også støtte fra resten af Fox’s politiske værter, som blandt andet opreklamerer og deltager som aktive aktører i te-bevægelsens manifestationer.

Det er også i denne form, bevægelse modtager økonomisk støtte fra højreorienterede millionærer og mere kyniske forretningsfolk, og det er i denne form bevægelsen - på trods af protester og advarsler fra mere anstændige og mindre populistiske (nogen ville sige: ægte) konservative - bliver omfavnet af det Republikanske parti.

Te-bevægelsen går til valg

Det er også denne bevægelse, der har fået så meget medvind, at den kan opstille og vælge sine egne modkandidater som opposition til de traditionelle konservative internt i det Republikanske parti. Det er altså en bevægelse som nu kan blive repræsenteret i det amerikanske parlament efter midtvejsvalget i november 2010.

I løbet af efteråret blev flere traditionelle konservative politikere afsat af det ultra-konservative bagland, der havde mobiliseret for at opstille disse mere ekstreme modkandidater internt i det Republikanske parti. Andre steder har både de traditionelle Republikanske og mere usikre Demokratiske politikere omfavnet te-bevægelsen og dens politiske retorik for at ride med på den højre-populistiske bølge.

Te-bevægelsen er altså en faktor, der presser det Republikanske parti og det politiske klima stadigt længere til højre, mens den legitimerer vanvittige konspirationsteorier og voldelige ekstremister.

Te-bevægelsens kandidater tæller ikke bare ultra-konservative, religiøse fundamentalister som Sharron Angle i Nevada og Christine O’Donnell i Delaware, der ønsker fuldstændig kriminalisering af abort, afskaffelse af alle offentlige ydelser og miljø-love samt afskaffelse af forfatningens adskillelse af stat og religion. Den er også repræsenteret af folk som Rand Paul i Kentucky og Joe Miller i Alaska, der begge har tætte forbindelser til den højre-ekstreme militis-bevægelse og har benyttet militsfolk som vagtværn imod nysgerrige journalister.

Og mens flere politiske kandidater har omfavnet te-bevægelsens aggressive retorik har både Sharron Angle og Stephen Broden (Texas) taget skridtet videre og direkte talt om voldelig revolution, hvis demokraterne bevarer sit flertal efter midtvejsvalget. De lægger sig altså åbent op ad af den anti-demokratiske militsbevægelse og dens terroristiske historie. Dette er relativt nye toner i Amerikansk politik.

Midtvejsvalget i november 2010 er således ikke kun en tillidserklæring til henholdsvis Republikanerne og Demkraternes politik, men også et valg mellem to tendenser i den Republikanske parti og den konservative bevægelse.

Te-bevægelsens kandidater er ikke kun relevante på grund af den begrænsede politiske indflydelse de får i Kongressen, men langt mere fordi de vil være afgørende for hvilken retning det Republikanske parti vil bevæge sig i i den efterfølgende periode. Hvis te-bevægelsens kandidater bliver valgt ind vil det være en erklæring om, at partiet fuldt ud skal omfavne den alleryderste højrefløj, hvilket vil være et nederlag til de mere traditionelle og besindige konservative, som ikke ønsker at partiet følger denne kurs.

Te-bevægelsen vil dermed få en mere generel indflydelse og det kommende midtvejsvalg vil sandsynligvis påvirke amerikansk politik i flere år frem.

X politiske teser

2010-11-10T06:29:00.001-09:00

Oprindeligt bragt på Modkraft 15.juli 2010

Først: Det er længe siden, jeg sidst har skrevet et indlæg her (eller andre steder). Det beklager jeg.
Dernæst: Nu hvor det “agurke-tid” / sommerferie, og der derfor i følge etableret mytologi ikke “sker noget” af betydning, tænkte jeg, at vi måske kunne tage en diskussion om noget, der ikke er aktuelt her-og-nu, men er af mere principiel og generel karakter.

Jeg har nedskrevet nogle generelle og abstrakte “teser” om politisk og social forandring. De har alle noget at gøre med den “mål og midler”-diskussion, der af en eller anden grund altid gav anledning til dybe suk og og konflitksky angst hos de fleste ældre aktivister, da jeg som knægt sluttede mig til den venstreradikale bevægelse. Jeg synes ikke diskussionen er så farlig igen. Under alle omstændigheder er den dybt nødvendig: Hvis vi vil forandring, er vi nødt til at overveje hvad vi vil og hvordan vi kan opnå det.

Følgende betragtninger er formuleret i meget generelle vendinger. De repræsenterer mine egne konklusioner og overvejelser baseret på egen erfaring, samtaler og studier (en del af dem er opsummeringer af ting, jeg har følt var problematiske i forbindelse med nogle af mine med-bloggeres og –debattørers indlæg og kommentarer her på Modkraft). Adskillige af dem er forhåbenligt rene banaliteter for enhver venstrefløjser, mens andre måske vil være provokerende for nogle.

I det omfang vi er dybt uenige i teserne, tror jeg godt man kan sige, at det afspejler nogle grundlæggende ideologiske forskelle mellem forskellige venstrefløjsretninger samt forskellige opfattelser af, hvad der egentlig er væsentligt.

Dermed ikke sagt, at jeg mener de alle er absolutte regler og den eneste “sande lære”. Der er tale om teser, som jeg kaster ud til debat (en anden tese kunne være, at der ikke findes absolutte regler, som ikke er til debat). Men de er alle noget, jeg mener, er vigtigt at få sagt og at have med i overvejelserne angående venstreorienteret strategi - uanset om der er tale om udenomsparlamentariske venstreradikale aktivister, parlamentariske politikere eller måske identitetsbaserede enkeltsagslobbyister.

Som sagt er hver og én af dem til debat. Du er også mere end velkommen til at give dine forslag til andre teser for venstreorienteret strategi, som du mener er vigtige. Indlægget her hedder “X politiske teser”, fordi der naturligvis altid kan lægges flere til eller trækkes fra.

Udover at de er formuleret generelt og abstrakt og så kort som muligt (mange kræver sikkert yderligere uddybning og diskussion), så vil den kvikke læser opdage, at de fleste (hvis ikke alle) egentlig kredser om de samme emner og bare er forskellige formuleringer af det samme budskab.

TESERNE:

1. Du kommer ikke til venstre ved at gå til højre. At gøre eller sige ting, der er i modsætning til dit projekt, fører dig væk fra projektet - ikke tættere på.

2. Det nytter ikke at løse et problem ved at skabe et nyt.

3. Reformer er nødvendige skridt på vejen, men ikke hvis de besværliggør videre fremskridt eller andre kampe.

4. Reformer er bedst, hvis de letter den videre kamp og svækker det system, vi er oppe imod.

5. Kæmp og tal for dig selv og dine interesser, men med solidaritet og respekt for andres perspektiver og kampe - uden at stille dig i vejen for dem.

6. Lyt til andre, men du kan kun tale for dig selv. Lad være med at bilde dig ind, at du kan repræsentere eller tale på andres vejne, eller at du til fulde kan forstå deres situation. Til gengæld kan du hjælpe andre med at blive hørt.

7. Hold øjnene på målet, men pas på med at stirre dig så blind på det, at du ikke kan se, hvor du går nu, eller hvordan man kan komme derhen.

8. ’Godt’ er ikke ’godt nok’. Det gode kan altid blive bedre. Men pas på, at ’Det Bedste’ ikke bliver ’det bedres’ fjende. Lad ikke et forestillet perfekt ’ideal’ stå i vejen for virkelige forbedringer, bare fordi de ikke kan leve op til idealet. Forandringer skal starte et sted i virkeligheden.

9. Kæmp for forandringer her og nu, men uden at glemme mål eller retning.

10. De midler du bruger, vil også bruge dig. De midler du bruger til at skabe politisk forandring vil selv blive en del af den politiske forandring og påvirke hvad du kan gøre i fremtiden. Sørg for at du kan stå inde for dem, og at der er overensstemmelse mellem hvad du vil og hvad du gør.

11. Vi lever alle i det samme samfund, selvom vore situationer, perspektiver, placeringer og muligheder i det er forskellige. Alle kampe hænger sammen på den måde, at dine handlinger påvirker andres muligheder.

12. Vær bevidst om dine egne privilegier og dine muligheder. Andre er ikke i samme situation som dig. Du har et uendeligt ansvar for dine handlinger. Det vil sige: Du kan altid lære mere om hvordan det du tager for givet påvirker andre. Det kræver at du er åben for andres kritik. At begå fejl gør dig ikke til en dårlig person. At nægte at lytte til dem gør dig til en dårlig allieret.

13. Forsøg at praktisere grundløs solidaritet. Vi er alle påvirket forskelligt af det sociale, økonomiske og politiske system og hierarki. Vore kampe og interesser er altså ikke ens, ligesom vor udbytning og undertrykkelse ikke er ens. Glem idéen om at der er ét fælles grundlag for solidaritet. Forskellige kampe med forskellige udgangspunkt kan sagtens understøtte hinanden uden at nogen er vigtigere end andre.

14. Alle mål kan revideres. Alle samfund kan forandres og forbedres. Kampen er aldrig fuldent. Der er intet årtusinderige. Der er ikke én ting, der bare må gøres, så alt bliver godt. ’Revolutionen’ i denne forstand er en verdensfjern utopi.

15. Revolutionen begynder idag eller slet ikke. ’Det kommende samfund’ kan ikke vente på en magisk begivenhed, der aldrig kommer, hvis man ikke går igang med at realisere ’det kommende samfund’ her og nu. Praktisér dit politiske og sociale mål så vidt muligt i alle dine sociale relationer her og nu.

16. Det er ikke vigtigt at du eller dit parti bliver valgt ind eller udnævnt til politiske positioner, hvis du ikke kan bruge dem til at opnå dit mål eller hvis du må opgive eller revidere dit mål for at opnå disse positioner.

17. En organisation eller institution er aldrig vigtigere end de individer, den består af - eller af de invidider den ikke består af. Det fællesskab, som ikke er gavnligt for konkrete individer, har udspillet sin rolle.

18. Hvis du kan løse problemer i fællesskab med andre i stedet for at benytte systemet og bede om indgriben fra oven, så er det at foretrække. Vi kommer ikke tættere på selvstændighed ved at bede vore herskere om at løse vore problemer og vi bryder ikke med magtens system ved at bekræfte dets nødvendighed. Der er dog ingen skam i at bede om hjælp udefra, hvis de rette sociale forhold ikke er til stede – ingen bør lide for ideologisk renhed.

19. Rettigheder gives ikke. De må tages. Den ret eller sejr, som ikke forsvares i dag, kan være væk i morgen. Rettigheder er ikke noget magtens system giver dig af sin gode vilje eller af idealistisk ideologi. Ethvert frirum er et resultat af kamp. Det frirum som ikke forsvares vil blive gen-kolonialiseret og integreret tilbage i systemet.

20. Der er ikke nogen modsætning mellem reform og revolution. Men der er forskel på ’reformisten’, hvis mål er forandringer indenfor det samme system, og ’den revolutionære’ som ønsker reformer, der peger ud over og i sidste ende bryder med systemet.

21. Du kan ikke bryde med systemet ved at reproducere dets mekanismer eller at tænke på samme måde som det, du er imod. Hvis du ønsker noget nyt, så må du finde nye måder at gøre tingene, nye måder at løse problemer, og nye måder at tænke på.

22. Den måde du organiserer dig på og træffer beslutninger sammen med andre, bliver en vane, som vil følge dig i dine andre forhold. Din organisations beslutningsstruktur vil derfor være en mini-model for den retning i vil påvirke samfundet i.

23. Magt korrumperer. At bruge magt for at gøre godt er tiltrækkende, men ekstra farligt, for det gør magten til noget godt. Det er svært at give slip på de midler, der bruges i den gode sags tjeneste.

24. Hvis det, du gør, er sjovt, hvis det føles godt, hvis det gør dig selv og andre gladere, så kan det være tegn på, at det går i den rigtige retning. Det gør det i hvert fald sandsynligt, at i vil fortsætte med at gå i den retning, uanset hvor den fører hen. De fleste vil helst fortsætte med at gøre det, der er rart, og stopper før eller siden med det, der er kedeligt og surt. Det nytter altså ikke at kræve selvopofrelse idag til fordel for “lykke” i et fremtidigt og fjernt samfund.

Som sagt er alt til debat.

"Den første bli'r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"

2010-11-10T06:22:00.000-09:00

Oprindeligt bragt på Modkraft 27. april 2010

»Jeg levner ingen dråber til tåber uden evner
Der bevidst laver pis til den laveste fællesnævner
Det hævner sig, for jeg har hørt for mange, der sagde
"Den første bli’r lidt poppet, men så kommer vi tilbage"
Men når I snildt ku’ ha’ lavet det for vildt
Må I desværre lære, jeres karriere er spildt«
- Kongehuset: "Chauførende"

Dette stykke poesi handler om musik - eller mere specifikt om hiphop (som er meget mere end musik), Men lad os bare sige, at det handler om kunst og kultur generelt.

Original og nytænkende kunst er som regel - netop i kraft af sin originalitet - ikke populært og mainstream fra starten. Når man skaber noget fuldstændig nyt, så vil det adskille sig fra det, der hidtil er blevet defineret som "god smag" og "rigtig kunst". "God smag" kan være særdeles konservativt, og de, der har opnået succes ved at gøre tingene på en bestemt måde, vil næppe støtte at andre kommer og udfordrer opfattelsen af hvad "kvalitet" kan være og hvordan kunst skal gøres. Hvis man altid skulle forsøge at leve op til den etablerede smag, så ville der altså aldrig komme noget nyt.

Men det rejser jo lidt af et dilemma, for hvis god kunst er nytænkende og original, men nytænkende og original kunst ikke har den store chance for at blive etableret, da det per definition ikke lever op til de etablerede normer for hvad “rigtig kunst” skal være, så lader det til, at det er nærmest umuligt at påvirke kulturen i nye retninger. Der findes dog én mulig løsning, og det er den Henning Winther fra Kongehuset omtaler i den ovenfor citerede raptekst.

Taktisk udsalg

Hvis siger efter at lave noget, der kunne blive populært med det samme, så ville den umiddelbart letteste taktik være at efterligne det, der allerede findes "på markedet", da det er det, publikum og industrien (pladeselskaber, kunsthuse, anmeldere m.v.) er vant til. De ved hvordan det skal sælges, markedsføres, analyseres, og hvordan man danser til det m.v. De ved allerede, at noget, der lyder (eller ser ud) på denne måde, er at betragte som godt.

Ved at læne sig op af andre, der allerede har fået succes, og studere deres opskrift, kan man altså selv med lidt held (og talent) få succes og etablere sig et navn i branchen.

Når man så har etableret sin karriere og er blevet et anerkendt navn, så kan man måske tage sig lidt større kunstnerisk frihed og begynde at lave den kunst, man i virkeligheden brænder for. Når man er blevet fast pladseret i kategorien "god smag", så kan man begynde at ændre sin stil, for industrien, anmelderne, publikum m.v. vil være mere tilbøjelige til at anerkende noget nyt, der kommer fra en etableret og godkendt kunstner, end hvis det kommer fra en fuldstændig ukendt og marginaliseret person.

Henning Winther afviser i ovenstående citat denne taktiske indfalsvinkel, hvor man starter med at gøre noget, man egentlig ikke selv brænder for eller regner for sin rigtige kunst, for derved at etablere sig en position, hvorfra man sige og gøre det, man egentlig mener. Han mener tilsyneladende, at en kunstnerisk karriere, der er grundlagt på populistiske og kommercielle hensyn, er forspildt, og at man altså skal “lave det for vildt” fra starten.

Hvorfor er ens karriere spildt, hvis man først fører sig frem ved at lave noget underlødigt men måske stor-sælgende "pis til den laveste fællesnævner"? Hvorfor skulle man ikke kunne gøre dette, og så senere - når man har en sikker position på markedet og måske en fast pladekontrakt - "komme tilbage" og lave noget rigtig kunst? Hvorfor er hele ens karriere spildt, hvis man grundlægger den på noget ikke-autentisk?

Hvorfor holde det ægte??

Jeg kan kun gætte på, hvad Henning Winther mon mener. Jeg vil tro, at hans begrundelse er principiel: Kunst - og deriblandt også hiphop - bliver typisk betragtet som noget autentisk og ægte - noget der "kommer fra hjertet" og er personligt. Hvis en kunstner giver sig til at lave meter-vare-produktioner og sælger ud som led i sin kunstneriske karriere, så har han altså forrådt sin indre "kunstner", idet det ikke længere er autentisk. Som det lyder i DJ AOKs mellemstykke i samme nummer: »Hva’ så med din selvrespekt?«

Måske er Winthers pointe bare, at en kunstner - eller i hvert fald en hiphopper - sgu skal holde det ægte og autentisk fra starten, hvis hun skal kunne respektere sig selv og få respekt af andre - og så er forklaringen ikke længere. Det ville i så fald være et pligt-etisk argument – det vil sige, at handlingen (i dette tilfælde det at sælge ud) er forkert i sig selv uanset resultatet.

Men man kan også give en mere instrumentel forklaring. Altså én, hvor det at sælge ud er noget skidt, fordi det fører til noget andet som er skidt. Man kan for eksempel argumentere for, at når du som "kunstner" har etableret dig og fået succes ved at lave “pis til den laveste fællesnævner”, så har du fået et incitament til at blive ved med at gøre dette. Det er dét der gav dig succes - hvorfor skulle du pludselig afvige fra den kurs og den opskrift, du ved virker?

Du er aldrig bedre end dit seneste værk, og vil aldrig have den fuldstændige sikkerhed, der gør det muligt at lave hvad der passer dig, så hvis du bekymrer dig om salgstal idag og derfor laver marketingsanalyseret pop, så vil du nok også gøre det imorgen. Hvis du derimod grundlagde din karriere på at være den, der altid var original og autentisk, så ville du have en større chance for at kunne blive ved med det.
Man kan også hævde, at du dermed sender et signal til omverdenen, der bekræfter den laveste fællesnævner og forstærker opfattelsen af, at det er sådan "god kunst" skal være. Ved at læne dig op af de etablerede kunstneres opskrift til succes, istedet for at tvinge folk til at tage stilling til nye måder at gøre det på, har du gjort det endnu sværere for både dig selv og for andre at komme igennem med noget ægte og originalt. Du har nemlig bekræftet overfor alle, at den etablerede smag er den eneste rigtige, og det vil gøre det endnu sværere at udfordre den i fremtiden.

At starte fra neden

Og her på falderebet må jeg også pointere, at dilemmaet ikke nødvendigvis er uløseligt. Ifølge en anden linie i samme tekst, som det indledende citat stammer fra, er det nemlig muligt at få anerkendelse og respekt uden at sælge ud:

»Der er ingen bløde pakker mellem mine talegaver
Vi går ik’ på kompromis, så folk kan li’ det vi laver«

"Folk" kan altså godt lide, når de kan mærke, at noget er autentisk og ægte. Måske er det ikke alle, der synes om det - som når man laver "pis til den laveste fællesnævner" - men til gengæld kan de, der virkelig kan lide det, respektere det og blive både inspirerede og begejstrede af det. Det kan føre til, at ens »talent er anerkendt fra undergrund til over alt.«

Det kan godt være, at det er sværere at få en pladekontrakt og positive anmeldelser, hvis det man laver er helt nyt og originalt og derfor ikke passer ind i marketingsanalyserne. Men der er også andre måder at sprede idéer på og etablere sig som et navn. Man kan - som hiphop-kunstnere som f.eks. Kongehuset gjorde - starte med at demonstrere sit talent og få sig en fanbase i den såkaldte "undergrund" og skabe sine egne organisationer, hvor man kan producere sine værker på sine egne betingelser.

Original og nyskabende kunst kan florere etablere sig i "undergrunden" - som bare er et andet ord for "udenom den etablerede industri" - hvor det breder sig og derefter langsomt bobler op og presser sig på, så de etablerede institutioner er nødt til at anerkende det. Det er altså muligt at få succes med noget originalt, men det kræver dels at ens udgangspunkt er "ægte", og at man træder varsomt og styrer udenom det etablerede systems fælder - for selvom du får en pladekontrakt ved at være orginal, og altså har vist, at din stil kan sælge, så vil industrien stadig forsøge at få dig til at rette ind, så du minder mere om de andre.
Rapgruppen Kongehuset oplevede selv på den hårde måde, at det at blive en del af den etablerede industri og få en fast pladekontrakt, ikke nødvendigvis udgør nogen sikkerhed for, at man så kan gøre hvad man vil. Tværtimod kan der følge en masse begrænsninger med, når man pludselig skal spille med de officielle og etablerede regler, og så opdager man måske - som Kongehuset - at så er det slet ikke så sjovt længere og at succesen ikke er dét værd. De valgte at stoppe mens legen var god og de kunne respektere sig selv, istedet for at fortsætte den uendelige jagt på kommerciel succes.

Og moralen er?

Egentlig deler jeg ikke opfattelsen af ’Kunstneren’ som noget særligt ophøjet og autentisk, der altid laver dybtfølte ting “fra hjertet”. En kunstner - selv en rapper - skal også have smør på brødet, og der er masser af fantastiske og dybt originale kunstnere, der fra tid til anden har måttet leve af at lave pis til den laveste fællesnævner eller produktioner, der er tilpasset til bestemte markeds-segmenter. Det betyder ikke, at de ikke også kan producere noget ægte og autentisk. Men de ovennævnte betragtninger og argumenter er nu alligevel værd at tage i betragtning.

Det skal også siges, at hvis det man vil, det man godt kan lide og brænder for, tilfældigvis er "pop", som minder om alt det andet, der i forvejen er på markedet og som sælger godt, så er der jo aldeles intet galt i, at det er det man laver. Men hvis det man vil, er at lave noget helt nyt og måske forandre kulturen, så er det et relevant spørgsmål, hvorvidt man virkelig kan opnå det ved at lægge ud med at lave det samme som alle andre. Det er dette spørgsmål, jeg synes er mest interessant: Hvilke mål kan man opnå med hvilke midler?

Oprindeligt havde jeg skrevet meget mere. Noget om hvordan hele denne diskussion og dens argumenter kan overføres til andre emner - herunder politik og politisk strategi. Men egentlig går jeg ud fra, at i godt kan se, hvor jeg vil hen, så jeg vil lade jer drage jeres egne konklusioner herfra.

Og lad os så få dét musik!

Mere makværk indenfor "radikaliseringsforskning"

2010-10-07T06:35:00.001-08:00

For ét år siden skrev jeg et indlæg om København Kommunes såkaldte "anti-radikaliseringspakke", som blandt andet indebar at pædagoger, lærere og socialarbejdere skulle overvåge unge københavnere og rapportere dem til statens hemmelige politi, hvis de viste tegn på at være utilfredse med eller frustrerede over den herskende orden.

Den pakke er en del af en global udvikling og stater og kommuner rundt om i verden har afsat penge til lignende formål. I foråret skrev jeg for eksempel om den engelske regerings RICU-projekt, der havde financeret en filosofi-professors "forskning" i såkaldte "ekstremist-blogs" på internettet. Hans rapport var fuldstændig ubrugelig, men som jeg skrev dengang er såkaldt "radikaliseringsforskning" et emne som politikerne hælder penge i uden rigtig at vide hvad de vil have, og derfor er det naturligvis et paradis for plattenslagere og pseudo-akademiske svindlere.

Således også i København, hvor en plattenslager, der kalder sig "sociolog", har fået penge af kommunen til at "forske" i højreekstreme bevægelser i København. Det vil sige, forske har han ikke gjort, for det meste af indholdet i rapporten "Højreradikale bevægelser i København - En rapport om radikalisering og racisme" er fri fantasi uden nogen sammenhæng med virkeligheden. Den er fuld af påstande, som ikke bare er opdigtede men fuldkomment urealistiske - han har altså ikke engang forsøgt at få skrive noget der kunne virke seriøst.

Til gengæld er rapporten bygget op fuldstændig som kommunen, staten og PET gerne vil have det. Den bruger samme bizarre kategorier om "radikaleringsprocessen" som tidligere rapporter og den bekræfter vel bare det kommunen og politiet vil have at bekræftet: at der er brug for flere penge og yderligere magtinstrumenter til de relevante myndigheder. Så pyt da med at trusselsbilledet er opdigtet. Forskerens rolle i den slags arbejde er ikke at give saglig information men at bekræfte myndighederne og give dem et akademisk alibi.

Jeg ville egentlig have gennemgået den grinagtige rapport, men som sagt er den så fuld af urealistiske og usaglige påstande at jeg ikke orker. Og når andre med mere forstand på emnet har gennemgået lidt af kritikken, så er der jo ingen grund til at jeg også gør det.

Desuden er rapporten nu officielt trukket tilbage som det skandaløse makværk den er. Efter at flere aktører på den yderste højrefløj har klaget over de misvisende oplysninger om dem i den fantasifulde rapport, er den nu blevet fjernet fra Kommunens hjemmeside. Du kan læse den her, hvis du har lyst, men det er altså ikke noget du bliver klogere på højreekstremisme af.

Får det nogen konsekvenser?
Tilbage står så mere langsigtede spørgsmål, som "hvad kan vi lære af det her?" "Er vi overhovedet villige til at lære noget eller fortsætter vi med at operere med hovedet under armen hver gang nogen siger 'terror' eller 'radikalisering'?" "Vil politikerne begynde at tænke sig om inden de iværksætter hysteriske projekter, som i værste fald er totalitære og i bedste fald er spild af ressourcer?" og "Hvor seriøs forskning kan man få, når man fra politisk hold kaster penge efter forskningsemner udfra rent populistiske kriterier og modeluner?"

Og mere konkret: Hvordan kan man nogensinde tage de kvaksalver-forskere, som har produceret den slags usaglige og useriøse "rapporter" til hysteriske myndigheder, alvorligt igen? Jeppe Lyng, der har begået den usaglige rapport om højreekstremisme i Købehavn, og hans firma "Center for sociologisk analyse", har fungeret som rådgiver for flere offentlige myndigheder - både kommunalarbejdere og politiet. Det er forhåbenligt slut nu, hvor det er klart, at han ikke aner en klap om de ting, han rådgiver om. Eller er det?

Og forhåbenligt har journalister nu også lært noget, så de fremover vil kvalitetsikre sine artikler, istedet for at tage imod hvad som helst af historier, der starter med "en ny rapport viser at..." Hvis den rapport er skrevet af en plattenslager, så kan vi jo ikke vide om for eksempel denne historie, hvor den samme Jeppe Lyng fremstår som "ekspert", har noget hold i virkeligheden. Men det er nok for meget forlangt.

Og til sidst: Forhåbenligt ville Jesper Lyng selv, når han arbejder som censor på sociologistudiet i Ålborg, ikke tøve med at dumpe en studerende, der præsenterede en opgave, der havde samme mangel på metode, analyse og virkelighedsfornemmelse, som hans egen rapport. Der er i hvert fald spørgsmål som Aalborg Universitet må stille sig selv, nu hvor de er blevet sat i forbindelse med akademisk plattenslageri.

Disse spørgsmål gælder ikke kun for Jesper Lyng og AU, men den akademiske verden generelt. Hvilke konsekvenser bør det have når forskere tager offentlige midler til at producere den slags plattenslageri? Pyt med de offentlige myndigheder der spilder deres penge og gør sig selv til grin - den slags sker jo dagligt. Og pyt med journalister, der fylder læserne med halve usandheder. Det er deres job. Men hvordan reflekterer det på forskningsinstitutionens akademiske navn og rygte, når en af deres ansatte bliver afsløret i bedrageri og uhæderlig mens han optræder i rollen som forsker? Burde den slags ikke være en akademisk skandale?

Demokrati kontra idioti: Konspirationsteorierne trives i danske medier

2010-09-17T15:38:00.009-08:00

Nogen påstande er simpelthen for idiotiske, langt-ude og vanvittige til at man burde kommentere dem.

Påstande som at Obama ikke er indfødt amerikaner, at månelandingen ikke fandt sted eller at 9/11 var organiseret af USAs regering er af den type. Selvom de rent teoretisk godt kunne være mulige, så er de så langt ude og usandsynlige, at de i sig selv burde udgøre en anklage mod den mentale sundhed og politiske troværdighed hos dem, der fremsætter dem. Andre påstande er endnu mere vanvittige - for eksempel idéer om at Jorden er flad, at Bornholm i virkeligheden ikke findes, eller at det er umuligt at bygge huse med mere end tre etager. Den sidste slags kan man jo forvisse sig selv om falskheden af ved at undersøge emnet selv - enten ved at studere faglitteraturen eller ved simpelthen bare at gå ud og se sig omkring.

Som sagt burde det ikke være nødvendigt at kommentere eller forsøge at tilbagevise den slags. En person der fremsætter den slags vanvittige teorier burde jo allerede dermed have fordømt sig selv til aldrig mere at blive taget alvorligt af de andre medlemmer af samfundet.

Men hvad nu hvis der faktisk er andre samfundsmedlemmer som tager den slag vanvid alvorligt? Hvad hvis der faktisk er nyhedsmedier og politiske partier, der tager den slags idioti til sig og ligefrem promoverer det? Hvis de "ansvarlige" medier og politikere er med til at sprede tvivl om åbenlyse kendsgerninger, som ingen med en smule fornuft ville tvivle på - og hvis de gjorde, så kunne de få dem bekræftet ved selv at undersøge dem - så kan den slags galninge altså godt blive farlige.

I så fald er det desværre nødvendigt for mennesker med bare en smule intelligens og selv-respekt at sige fra og gøre sit til at begrænse spredningen af dumhed og vanvid i samfundet ved at påpege det åbentlyse. Det nytter måske ikke så meget, for folk der er villige til at tro på langt ude vanvid uden belæg er nok næppe modtagelige for fornuft eller villige til at give slip på sine febervildelser. Men lad os alligevel prøve.

Konspirationsteorien om det svenske diktatur

Jeg ved ikke hvor det stammer fra - andet end at det må være et sted langt ude på højrefløjen, helt derude hvor de knap nok kan finde ud af at spænde sin skrårem, derude hvor de er bange for at regeringen putter fluor i vandet for at kontrollere folks tanker, og hvor Den Ny Verdensorden længe har været virkelighed og frimurerne og jesuitterne i al hemmelighed har dannet en verdensregering - men en eller anden stjerne-tosse fik på et tidspunkt den idé, at Sverige i virkeligheden ikke er noget parlamentarisk demokrati.

Nej, der er ikke tale om den legitime diskussion om, at Sverige som alle andre repræsentativt parlamentariske stater ikke er særligt demokratisk, fordi det parlamentariske parti-system ikke udgør noget egentligt folke-styre, eller fordi valg-konceptet er en slags cirkus, der afholder folk fra at tage stilling til de virkelige magtorganer i samfundet, eller fordi der er indbyggede problemer i systemet som fungerer imod hensigten. Der er ikke tale om nogen filosofisk kritik af den almindelige opfattelse af ordet "demokrati" eller noget ønske om at diskutere alternativer til parlamentarismen.

Der er tale om lallende rablende galninge, som vitterligt mener at Danmark og mange andre lande er fuldt ud demokratiske, mens valgene i lige præcis Sverige er falske og ikke egentligt demokratiske i den normale borgerligt-demokratiske forstand. Altså, konspirationsteoretiske tosser som mener at Sverige - i modsætning til de lande, der ellers minder om Sverige - i virkeligheden er et diktatur.

I et samfund, hvor hjerneskade og skizofrene vrangforestillinger ikke udgør folkesygdomme, ville det ikke være nødvendigt at spilde et eneste ord på at kommentere den slags vrøvl. I et samfund præget af et vist uddannelses- og intelligensniveau ville enhver, der fremsagde sådan en teori, straks blive mødt af overbærende latter, og hvis han insisterede på sin konspirationsteori, så ville han blive forvist til en rolle som "landsbytosse", som ingen længere ville lytte til. I et samfund, hvor medierne har respekt for sig selv og for befolkningen, ville ingen aviser bekræfte en sådan tosse i hans vrangforestillinger eller være med til at sprede hans bizarre teorier og dermed være med til at legitimere dem.

Men sådan et samfund er Danmark altså ikke. Som sagt ved jeg ikke hvem der fandt på det, men nu har denne tosse altså fået spredt sin vanvittige teori - med hjælp fra lige så vanvittige politikere, uvidende og selvhadende journalister og en befolkning, som dels er blevet vildledt så mange gange af løgnagtige spindoktorer og så videre og dels ikke længere orker at sige fra overfor den evindelige strøm af dumhed.

Men nogen er altså nødt til at sige fra overfor vanviddet og dumheden, for det er altså smitsomt og kan være både sundheds- og samfunds-skadende.

Konspirationsteorierne trives i danske medier
For nu disktueres det kraftedeme seriøst i de fleste danske aviser, hvorvidt Sverige mon ikke i virkeligheden er et diktatur, og mon valget på søndag i virkeligheden ikke bare er en farce. Jeg er godt klar over, at Jyllandsposten næppe kan anses som et medie med nogen respekt for journalistiske eller etiske standarder, så det undrer mig ikke, at de bringer denne konspirationsteoretiske omgang vanvid, hvor den eneste sætning med et gran af sandhed er sætningen "det er da løgn".

Men hvis Danmark generelt var et samfund hvor et minimum af fornuft, saglighed og dømmekraft blev respekteret, så ville Ralf Pittelkow da i hvert fald være blevet fordømt vidt og bredt som den stjerne-tosse, han er, og Jyllandsposten ville for altid være afskrevet fra at blive betragtet som noget seriøst medie. Pittelkow ville være henvist til rollen som manden der råber "rumvæsner stjal min baby" og JP som det tabloid-skrift som bringer historien.

Men i Danmark er der ingen forargelse, der er knap nok nogen forbløffelse. Ingen hæver et øjenbryn eller stemmen når galninge fremsætter vanvittige teorier i landsdækkende medier, og disse galninge kan beholde deres rang og anseelse som politiske kommentatorer og "analytikere". Det er altså et tegn på at der er noget, som er galt, i det danske samfund (det er ikke noget der er unikt for det danske samfund, men immervæk noget der er galt. At andre lider af den samme sygdom gør ikke patienten rask).

Politikerne er gale
Og det er ikke bare medierne. Det danske samfund regeres ligefrem af konspirationsteoretiske tosser, som vil benytte deres politiske magt til at handle ud fra deres galematias-forestillinger.

Alle og enhver ved efterhånden at den konservative klaphat, Nasker Khader, ikke ved hvad ordene "demokrati" og "ytringsfrihed" betyder. At han skriver noget vås om, at der ikke er ytringsfrihed i Sverige, fordi den svenske stat ikke har tvunget en privat TV-station til at vise en bestemt politisk reklame, kan derfor ikke undre nogen. Han skriver så meget der ikke giver nogen mening.

Men når hans beskrivelse af Sverige som et "u-land" officielt deles af den danske regering, så er vanviddet altså ikke begrænset til nogle enkelte tosser. Så er det officiel dansk statspolitik! Repræsentanter fra de tre danske regeringspartier vil nu sende valgobservatører til Sverige for at indføre demokrati i nabolandet, og regeringen vil officiel tage emnet op i internationale fora.

Jamen hvad sker der da for jer? Enten regeres Danmark af galninge, der tror på langt-ude konspirationsteorier, eller også er de politiske magthavere villige til at promovere de mest vanvittige teorier - og sågar forsøge at skabe diplomatiske og mellemstatslige kriser - fordi det passer ind i deres politiske planer om at holde den danske befolkning forvirret og uvidende.

Virkeligheden kan observeres
Men forhåbenligt er det ikke kommet så vidt, at danskerne generelt hopper på hvad som helst, bare fordi det promoveres af magt-eliten og af det meste af medie-billedet. Påstanden om at Sverige er et diktatur er så langt ude, at kun en virkelig dum eller virkelig kynisk person kan fremsætte den, og den burde være af den type, som enhver med en smule fornuft bare ville grine af. Men når den støttes af så magtfulde institutioner, og når den gentages ofte, så kan man jo godt komme lidt i tvivl.

Så er det jo så heldigt at der er tale om en af de påstande, som man selv kan studere. Virkeligheden kan faktisk godt observeres af almindelige mennesker. Man kan for eksempel tage til Sverige, se på hvordan et valg fungerer, og tale med nogle svenskere om, hvorvidt de føler at de lever i et diktatur.

Så vil man blandt andet finde ud af at de har en anden måde at udfylde stemmesedler på, men at det ikke rigtig udgør den store kvalitative forskel. Forskellige lande har forskellige valgsystemer uden at de af den grund bliver kaldt "udemokratiske". Man vil også finde ud af at folk brokker sig og går rundt og har nogenlunde de samme problemer som i Danmark.

Man kan også studere sagkundskaben og læse analyser og sammenligninger af verdens stater, og se hvordan Sverige klarer sig på forskellige parametre, som kan betragtes som relevante for at afgøre hvor "demokratisk" et land er.

Hvis man gør det sidste - hvilket enhver journalist og redaktør, der har bare en tøddel af selvrespekt, naturligvis ville gøre, hvis de beskæftiger sig med den tossede påstand - så opdager man noget interessant: Sverige er ikke bare et demokrati på linie med alle de andre repræsentativt-parlamentariske stater, som er relevante at sammenligne med. Sverige er faktisk det mest demokratiske demokrati af dem alle!

Sverige er nummer 1
Ordet "demokrati" har ingen fast betydning og der er naturligvis masser af plads til diskussion omkring hvilke faktorer man bør undersøge for at fastslå hvor "demokratisk" en nation er. Men ingen - ingen! - faglige eller saglige undersøgelser, uanset hvilken definition de opererer med, vurderer Sverige som noget som helst andet end et typisk demokrati. De fleste konkluderer faktisk at Sverige er i toppen blandt verdens demokratiske nationer.

Se for eksempel resultaterne fra The Economist Intelligence Unit’s Index of Democracy 2008: Sverige er nummer 1 som verdens mest demokratiske land:

De fem mest demokratiske stater i Verden i 2008
ifølge the Economist Intelligence Unit (fra Wikipedia)

Hvis vi ser lidt nærmere på de parametre som forskerne har studeret, kan vi se, at Sverige ligger i toppen på dem alle sammen. Sverige har har både et af verdens mest demokratiske og pluralistiske valg-procedurer, mindst korrupte administration, største politiske deltagelse blandt befolkningen, mest demokratiske politiske kultur og de bedst sikrede borgerrettigheder:

Sverige ligger i toppen af alle de 5 parametre i The Economist Intelligence Unit’s
Index of Democracy 2008 (læs rapporten som pdf her)

Det er de faktorer tilsammen - kombineret med den åbenlyse kendsgerning at der er "frie valg" ligesom i de fleste andre parlamentariske demokratier - som gør, at Sverige bliver topscoreren blandt alle verdens nationer, når det angår demokrati.

Spænd hjelmen!
Naturligvis kan man vælge at vurdere andre faktorer mere end dette demokrati-index gør, men man kommer frem til nogenlunde samme resultat. Pointen er ikke at det svenske demokrati er perfekt eller at Sverige ikke kan eller bør kritiseres. Jeg kunne i øvrigt aldeles ikke drømme om, at hævde at definitionen på "demokrati" bør begrænses til den styreform, de har i Sverige eller andre steder. Demokrati er et begreb og et fænomen som kan og skal udvides konstant, og ingen definition bør tages som endegyldig.

Men helt ærligt. Spænd lige hjelmen! Påstanden om at Sverige skulle være væsentligt mindre demokratisk end Danmark, eller at der ikke er hemmelige valg i Sverige, er intet andet end en langt ude konspirationsteoretisk omgang idioti, og ingen, der tager sig selv seriøst, kan tage den slags vrøvl seriøst.

Aviser der trykker den slags vanvid kunne lige så beskæftige sig alvorligt med påstandene om at George Bush stod bag terrorhandlingerne den 11. september 2001, og partier der kræver valgobservatører sendt til Sverige på det grundlag kunne lige så godt kræve en undersøgelse af om månelandingen nu også fandt sted. Medier, politikere og kommentatorer, der spreder den slags idioti, gør sig selv til grin og burde miste enhver form for troværdighed.

For det burde være klart for enhver, at den eneste grund til at sprede denne tåbelige historie er, at visse politiske kræfter i Danmark ikke bryder sig om visse politiske kræfter i Sverige, og for at få magt i Danmark syntes de, at det var belejligt at benytte dæmoniseringen af hele det svenske samfund, som så kan fremstilles som symbolet på deres modstandere i Danmark. Det har intet med Sverige eller det svenske demokrati at gøre men alt at gøre med nogle udemokratiske kræfter i Danmark.

Det er utroligt - utroligt trist - at man overhovedet skal beskæftige sig med den slags. Men nogen er altså nødt til det.

Bogafbrænding og bogforbud: Proportioner, tak

2010-09-10T06:53:00.012-08:00

I oktober sidste år (jeg husker tidspunktet fordi jeg så det på TV i et motel på turen fra Alaska til Norge) var der en gal kristen ekstremist-præst et sted ude på bøhlandet i USA, som fik sine 15 sekunders berømmelse på CNN, da han annoncerede, at han ville afholde en bogafbrænding på den sataniske helligdag Halloween.

Nu er bogafbrænding faktisk ikke noget usædvanligt blandt de amerikanske, konservative fundamentalister (eller blandt ligesindede galninge andre steder i verden) - der er med jævne mellemrum en eller anden religiøs tosse eller fascistoid "family values" forkæmper e.l., som arrangerer rituel afbrænding af et eller andet stykke kultur, som de mener ikke bør eksistere i deres version af det Gode og Rene samfund: Fra Beatles- og andre rock-plader, Harry Potter- og andre fantasifulde ungdomsbøger (hekse og troldmænd er sataniske), romaner der kan tolkes som "kommunistisk propaganda" eller som "perverteret og umoralsk" (f.eks. af homoseksuelle forfattere e.l.), videnskabelige værker, der modsiger Biblen (f.eks. Darwin) eller heteronormativiteten (f), og så videre i én lang uendelighed.

Der er næppe det stykke kultur som ikke på et eller andet tidspunkt har været forsøgt sat i brand et eller andet sted af en eller anden mere eller mindre magtfuld eller totalt perifær organisation i Amerika, fordi det blev anset som værende syndigt, kættersk og samfundsnedbrydende (ofte det hele på én gang).

Den omtalte præst måtte derfor finde på noget usædvanligt for at få opmærksomhed. Han måtte være endnu mere ekstremt fundamentalistisk og ultra-ultra-konservativ for at få komme på landsdækkende TV.

Brænd det hele
Han havde derfor annonceret at han ville brænde alt, der ikke hørte til hans ekstremt snævre definition af religiøs og politisk korrekthed - det vil sige, ikke bare alle de ovennævnte ting, men også samtlige tekster forfattet af folk, der ellers bliver betragtet som værende langt ude på det konservative og fundamentalistiske amerikanske overdrev. Hans liste over bøger, der skulle brændes, inkluderede således blandt andet bøger af den ekstremt højreorienterede og evangelisk kristne forfatter, James Dobson og... samtlige versioner af Biblen, som ikke er den hellige King James-udgave skrevet på det guddommelige sprog: tidligt 1600-tals-engelsk (det er en udbredt opfattelse blandt mange kristne i USA, at denne er den eneste autoriserede version af Biblen).

Med så usædvanlig en Index Librorum Prohibitorum (liste over forbudte/kætterske bøger) fik denne tosse-præst altså sine 15 sekunders "berømmelse" (hans "aktion" blev godt nok et flop, men det er hverken relevant denne historie eller for ham selv). Landsby-tossers annoncering af afbrænding af bøger er altså så dagligdags et fænomen i USA, at der normalt skal noget ret ekstremt til, før de får national opmærksomhed - og selv denne galning fik ingen notits i danske medier eller blandt danske politikere og kommentatorer.

Timing, timing og tidsånd

Eller også skal timingen og den populistiske beregning være helt på plads. Således kan man godt få lidt opmærksomhed, hvis man for eksempel arrangerer en større afbrænding af Harry Potter-bøger (eller iPhones eller Twilight) lige midt i en Potter-frenzy, hvor alle medier i forvejen er blevet hjernevasket og skriver hvad som helst om dette pop-fænomen. Ved en sådan begivenhed kan selv danske aviser godt finde på at samle historien op - fordi de altså ikke skelner mellem relevant og ikke-relevant stof, når det drejer sig om det seneste hysteriske medie-fænomen.

Hvis man er heldig kan man kombinere begge faktorer og ride med på en bølge af ekstremistisk vanvid såsom nu eskalerende (og voldelige) racistiske sunami, der blev iværksat af politiske aktører i forbindelse med planerne om at bygge et muslimsk kulturcenter i New York. Denne lejlighed benyttede en anden amerikansk ultra-konservativ og fundamentalistisk ekstremist sig af. Mens de anti-muslimske had-bølger gik højest annoncerede han således, at han ville afholde offentlig afbrænding af Koranen (i skrivende stund fortæller radioen mig, at han har aflyst begivenheden - det er igen irrelevant for han har opnået af få opmærksomheden). Og så kunne det ellers nok være, at han kunne få ikke bare national men international opmærksomhed!

Det væsentlige er altså timing: Man kan ikke få succes med en hvilken som helst bogafbrænding. Den skal komme lige på det rigtige tidspunkt og ramme midt ind i den gældende debat, så man kan hælde benzin på et bål der i forvejen er tændt.

International succes
Det gælder også og især i Danmark. I Europa - eller i hvert fald i Danmark - har medier og politikere og lignende nemlig stort set ikke beskæftiget sig med andet end muslimer, islam og så videre siden slutningen på sidste årtusinde. Alt der handler om eller medvirker til dæmonisering af muslimer har været et permanent hot topic i over et årti, og hvis man vil have - eller aflede - mediernes opmærksomhed, skal man bare sige "muslim" og finde på en ny og mere ekstrem hetz-kampagne eller totalitært forbudsforslag. Se for eksempel på det forestående svenske valg, som stort set ikke bliver dækket af af de danske medier, fordi de kun interesserer sig for et perifært ultra-nationalistisk og racistisk parti.

Hvis man i udlandet vil have danske mediers opmærksomhed, så er opskriften altså den samme som i Danmark. Hvis man introducerer et anti-muslimsk element, så kan det overskygge selv væsentlige begivenheder - som et parlamentsvalg i nabo-landet. Og hvis bare der er tale om noget, der passer ind i den anti-muslimske dagsorden, så kan man få international og især dansk opmærksomhed om selv den mest ligegyldige begivenhed, og enhver politisk kommentator er nødt til at finde på eller kopiere en eller anden "holdning" til situationen, som ellers ikke egentlig har nogen relevans for danske forhold.

For virkeligheden er jo, at den tossede korsfarer i USA og hans trussel om koran-afbrænding ville være flintrende ligegyldig og ikke have nogen som helst effekt, hvis ikke den blev blæst så stort op af medier og politikere - og den bliver kun blæst så stort op, fordi den passer ind i et af de absolut mest populære og populistiske diskussionsemner. Her er der virkelig tale om en situation, hvor virkeligheden formes af beskrivelsen af den.

Reaktioner ude af proportioner

Jeg ville altså ikke hverken gide eller orke at skrive om dette trivielle emne (som hænger mig langt ud af halsen), hvis ikke det var fordi, det har ført til noget helt usædvanligt: Jeg er enig med Morten Messerschmidt!

For det første fordi han mener [link til original artikel virker ikke], at bogafbrænding generelt er usmagligt noget, som giver "kedelige associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser" (i modsætning til Messerschmidt finder jeg ikke handlingen i sig selv usmaglig men de totalitære bevægelser, som både den og Messerschmidt er aktive aktører i, og som bestemt ikke er begrænset til "tidligere tider" - mere om det herunder).

Men for det andet - og mere væsentligt - fordi han mener, at reaktionerne på begivenheden er ude af proportioner.

Som jeg har været inde på, er dette et event, som skabes ved omtalen af det og reaktionerne på det. Uden den megen opmærksomhed ville det være ligegyldigt; ja det ville faktisk ikke eksistere, da dets primære indhold består i netop omtalen af det. Reaktionerne ér begivenheden. Den eneste grund til at politiske aktører (inklusiv mediernes politiske kommentatorer) som ham selv har nogen grund til at tage afstand fra det, er altså at de selv som gruppe har været med til at skabe det. Så langt er vi forholdsvis enige, Morten Messerschmidt og jeg.

Men jeg vil gerne tilføje nogle flere punkter, hvor reaktionerne er ude af proportioner. For at tale om proportioner er det ofte praktisk at sammenligne med noget andet, så man kan se om reaktionerne på de to ting er proportionale.

Og her er det, når jeg sammenligner reaktionerne på denne og andre sammenlignelige begivenheder, at jeg finder det fuldstændigt ude af proportioner, at Morten Messerschmidt kalder koran-afbrændingen "uklædelig" og drager paraleller til historiske totalitære bevægelser. Det samme gælder når hans partifælle Søren Espersen kalder det noget "svineri" og drager de samme paraleller. Og det er helt ude af proportioner, når hans parti- og kampfæller, fra to andre anti-muslimske organisationer, Lars Hedegaard og Anders Gravers, tilsvarende tager afstand fra begivenheden.

Det er fuldstændigt ude af proportioner, at disse politiske aktører fordømmer en idiotisk præsts trussel om afbrænding af en stak bøger, fordi: De har alle sammen selv støttet personer, som agiterer for at den selvsamme bog skal være forbudt!

Definitionen på totalitarisme

Morten Messerschmidt, Søren Espersen, Lars Hedegaard og Anders Gravers har alle på et eller andet tidspunkt givet udtryk for politisk støtte til totalitære ekstremister som den hollandske politiker Geert Wilders, der ønsker, at de europæiske stater (eller i det mindste hans egen stat) skal forbyde koranen (til de, der har hørt myten om, at det ikke var noget han virkeligt mente og at han bare drog en sammeligning, så er her et link til en anti-muslismsk hjemmeside med en engelsk oversættelse af et af Wilders hadske smædeskrifter, hvor han entydigt gentager sin agitation for statslige bogforbud). Morten Messerschmidt har sågar udtrykt ønske om at indgå i en politisk alliance sammen med Wilders, hvor de kan gøre hans totalitære projekt til et pan-europæisk projekt.

Lad os lige slå én ting fast: Der er enorme kvalitative forskelle på at en enkelt person brænder nogle af hans egne bøger (som en symbolsk handling, der måske nok opfordrer til had og totalitarisme) og at en politiker arbejder for at indføre statslige forbud mod bøger.

Den første handling er beskyttet under ytringsfriheden (uanset hvor usmagelig den end måtte være), mens den anden er en afskaffelse af ytringsfriheden!

Javist. Rituel afbrænding af en bog - især en religiøs minoritets identitetsskabende bog - giver bestemt "associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser". Statslige forbud mod disse bøger vil derimod være en tilbagevending til de totalitære regimers praksis.

Når en racistisk idiot brænder nogle af sine egne bøger, så kan andre blive fornærmede og sure, men hvis det resterende samfund reagerer fornuftigt, så er der ingen andre end ham selv, der mister noget. Når staten forbyder en bog - noget Messerschmidt altså ikke tager afstand fra - så vil alle miste retten til at læse den bog. Den enkelte bogafbrænding er partikulær - det statslige forbud er... totalitært.

Når Messerschmidt, Espersen & co taler om "associationer til tidligere tiders totalitære bevægelser", så ville det være passende, hvis de huskede på, at det totalitære ved de tidligere totalitære regimer ikke var det, at de brændte nogle få eksemplarer af de forbudte bøger, men selve det at de forbød bøgerne, dvs alle eksemplarer på den forbudte liste. Det er ikke i sig selv totalitært at brænde nogle bøger. Det er totalitært at arbejde for at staten skal bestemme hvilke bøger der må trykkes (uanset hvordan staten så vælger at destruere de forbudte bøger). Det er forbuddet der er totalitært, - altså det som Messerschmidt og co går ind for!

Hvor de danske anti-muslimske aktører fordømmer en symbolsk handling, som giver nogle kedelige associationer, så har de altså selv udtrykt politisk støtte til en person og bevægelse, der arbejder for netop det, som handlingen er et symbol på og som den giver assiationer til. Det er eddermame ude af proportioner (og hykleri så det batter)!

"Tilbagevending til totalitære bevægelser"

Udover en racistisk hjemmeside er der i ovenstående et link til en artikel i avisen Politiken - eller rettere: et stykke politisk mikrofonholderi og politisk propaganda. Ikke alene bliver racistiske islamofober og religionskrigere beskrevet som "islamkritikere" (en upolitisk betegnelse, der betegner stort set hvem som helst), journalisten omtaler også Lars Hedegaard, som "en indædt forsvarer for ytringsfriheden", hvilket er en lodret politisk løgn fra journalistens egen hånd.

Lars Hedegaard og hans religiøst motiverede forening har ved adskillige lejligheder arbejdet og agiteret for indskrænkninger af ytringsfriheden. Ikke bare i form af støtte til folk, der ønsker forbud mod bøger, men også ved selv at ønske forbud mod tegninger, ved at arbejde for berufsverbot (fyringer eller ansættelsesforbud) for folk, der har ytret sig.

Det samme gælder de tre andre danske "islamkritikere", som har tager afstand til bogafbrændingen i USA, mens de samarbejder med folk, der går ind for bogforbud. De er alle aktive i en bevægelse, som har udvist adskillige tegn på totalitære tendenser - også i sin egen organisationsstruktur - ved utallige gange at have arbejdet for menings- og ytringsundertrykkelse. Du kan se en delvis men lang liste her.

Hykleriet opnår nye højder, når man holder sig for øje, at de selvsamme personer alle har modarbejdet og arbejdet for forbud imod opførelsen af moskéer i Danmark (ligesom de går ind for forbud mod andre muslimske praksisser - bl.a. muslimsk klædedragter, muslimske skoler m.v.). De mener altså at det er forargeligt at et individ i USA brænder nogle koraner, men de vil selv gerne forbyde muslimer at have et sted, hvor koranen bliver læst (tak til John Steward).

At tage afstand fra "totalitære bevægelser" er spild af ord og luft, hvis det kun drejer sig om "tidligere tiders" bevægelser. Messerschmidt og jeg er altså stadig bund-uenige om fordømmelsen af totalitarisme.

Den afgørende forskel

NB. Banned Books Week

Hvert år afholdes Banned Books Week i USA, hvor folk opfordres til at læse de bøger, som har været udsat for forsøg på censur og forbud. I år starter den den 25. september.

Læs mere om begivenheden (og se de kontroversielle bøger) hos den amerikanske bibliotekarforening eller på bannedbooksweek.org

Hvad kan forklare de så forskellige reaktioner på de to begivenheder - bogafbrændingen i USA og bogforbudet i Europa? Hvorfor får den ene fordømmelse og den anden støtte fra de samme personer? Hvad er forskellen?

Forskellen synes at være den, at det i USA drejer sig om et individ og dermed noget, som ikke er kontrolleret af staten og ikke er påtvunget andre. De 4 danske politiske aktører går ind for statslig kontrol og statens eneret til at vurdere og regulere religiøse og etniske forhold og bryder sig måske derfor ikke om individer, der forstyrrer den statslige orden.

Det kunne altså tyde på, at deres motivation for at tage afstand fra denne handling først og fremmest er, at den netop {ikke} er et udtryk for den totalitarisme, som de går ind for. Statslig kontrol er nemlig den eneste faktor, der adskiller de to situationer, og altså den, der kan forklare de manglende proportioner mellem deres reaktion på hhv. den amerikanske bogafbrænder og den hollandske bogforbyder. De støtter forslag om statslig kontrol men tager afstand fra individers egne handlinger, som ikke er underlagt en sådan kontrol.

Så skyldes de 4 danske religionskrigeres fordømmelse af den amerikanske religionskriger virkelig at de er mere totalitarister end racister og derfor kun går ind for statskontrolleret minoritetshetz?

Eller skyldes det snarere, at de - som så mange andre politikere - er rygradsløse populister, som lader sin "holdning" afgøre af hvad der er politisk korrekt, og har luret, at der for øjeblikket ikke lader til at være stemning for bifaldelse af den amerikanske bogafbrænding?

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om andre væsentlige forskelle mellem den amerikanske præst, som vil brænde en bog, og den hollandske politiker, som vil forbyde den. Altså kan jeg ikke få øje på andre faktorer, som kan forklare de uproportionale forhold i de fire danske politiske aktørers reaktioner på de to. Enten er de drevet af totalitære tendenser eller af politisk korrekt populisme (eller noget tredie som jeg ikke kan få øje på - det kunne f.eks. være nationalisme, hvor det er okay at europæere begår en handling, som ikke må begås af amerikanere.... men det tror jeg nu ikke er grunden).

Opsummering:
At brænde bøger er dybt usmageligt. At forbyde bøger er derimod totalitært. Det ene er noget man principielt har ret til (uanset hvor dumt det er). Det andet er en afskaffelse af en rettighed. Det er fuldstændigt ude af proportioner at fordømme bogafbrændingen i USA, hvis man samtidig støtter forbudstilhængere i Europa.

Sådan manipulerer man medierne: et case-study

2010-08-30T06:00:00.002-08:00

Afrikansk legende er hovednavn på festival i København
Verdensstjerne fra Congo er inviteret til festival i hovedstaden.
Når København er vært for Womex, den store festival for verdensmusik, sker det efter planen med den afrikanske legende, Papa Wemba, som ét af hovednavnene. Den congolesiske Papa Wemba har siden 1970erne været blandt de mest populære musikere på det afrikanske kontinent og hans særegne blanding af rock og "souskous" - congolesisk rumba - har inspireret både populærmusik og verdensmusik globalt.

Sådan kunne der have stået i en artikel i Politiken om at Papa Wemba skal spille på verdensmusik-festivallen WOMEX i København i oktober. Men det gjorde der ikke. I stedet fik vi denne artikel:

Menneskesmugler er hovednavn på festival i København
Tidligere fængslet musiker fra Congo er inviteret til festival i hovedstaden.
Når København er vært for Womex, den store festival for verdensmusik, sker det efter planen med en afrikansk musiker, der er dømt for menneskesmugling, som ét af hovednavnene.

Selvfølgelig er det da relevant at skrive om det, når en verdenskendt musiker dømmes for kriminelle forhold. Men den omtalte begivenhed fandt sted for 10 år siden og Papa Wembas dom i Frankrig faldt i 2004, og artiklen er pladseret i Politikens "koncert"-sektion. I stedet for at skrive om den koncert og festival, som er den journalistiske anledning til artiklen har de altså valgt at angribe festival-arrangørerne for at invitere et åbenlyst oplagt hovednavn, fordi vedkommende for 10 år tilbage var medskyldig i overtrædelse af Frankrigs immigrationslovgivning.

Det kunne give anledning til spørgsmålet: "Hvorfor hader Politiken verdensmusik?" For jeg tvivler på at avisen præsenterede oplysningen om at the Roling Stones skulle spille i København i 2007 med en artikel der havde som hovedfokus, at Mick Jagger er dømt for besiddelse af narkotika (i 1967), og jeg ved at deres overskrift, da "Guns N Roses" sidst kom til Danmark, ikke var "Amerikansk vaneforbryder spiller i hovedstaden". I det hele taget plejer avisen ikke at fokusere så ekstremt på musikeres kriminelle fortid, når den oplyser om kommende koncerter. Hvorfor så denne undtagelse?

Svaret er næppe, at Politiken "hader verdensmusik". Artiklen er i øvrigt slet ikke skrevet af Politiken - den er et telegram fra Ritzau. Men måske er der andre former for had og mere politiske dagsordener på spil i denne sag. Mit gæt er, at Ritzau-telegrammet ikke er baseret på en pressemeddelelse fra festival-arrangørerne, som den slags ellers plejer at være. Det er i stedet foranlediget af en henvendelse fra en politisk og religiøs lobby-organisation, som har et politisk formål med at sætte fokus på den afrikanske musikers gamle straffeattest.

Hvem skriver nyhederne?
Mit gæt er, at pressemeddelelsen til Ritzau er skrevet den kristne politiske organisation "Reden International". Det er nemlig deres leder, Dorrit Otzen, som citeres i artiklen, og det er sandsynligvis hende der har været det første led i den journalistiske nyhedskæde. Når en politisk interesse-organisation udsender en pressemeddelelse til et af telegram-bureauerne, inden andre når at gøre det samme, så kan den nemlig bestemme den journalistiske vinkling. Dorrit Otzen og Reden International er sandsynligvis ligeglade med verdensmusik og er næppe interesserede i Papa Wemba som sådan, men som de fleste andre interesseorganisationer benytter de gerne den journalistiske nyhedsfabrik til at sætte fokus på sig selv og sin politiske dagsorden.

Hvis den slags gøres sagligt, så er der vel i og for sig intet galt i det. Journalister har travlt og det er fint at specialiserede organisationer kan gøre dem opmærksomme på de politiske og sociale aspekter i et eller andet emne. Men når fortravlede journalister samtidig er uvidende om det emne de skriver om, og ikke bruger tid på selvstændig undersøgelse af kendsgerningerne, så kan mindre hæderlige organisationer shanghaje medierne og fylde dem med mere eller mindre tvivlsomme historier uden hold i virkeligheden. Det kan især gøres når det emne man tager op hører under kultur-sektionen, så det behandles af journalister, som ikke er vant til de samme redaktionelle retningslinier og kildekritik som deres kolleger måske er i afdelingen for kriminal-stof eller indlandspolitik.

Reden International er en sådan uhæderlig og usaglig organisation. Det er en kristen politisk organisation, hvis formelle formål er at arbejde for kriminalisering af prostitution (hvad enten man kriminaliserer købs- eller salgsdelen af en transaktion, så kriminaliserer man altså transaktionen og tvinger selve erhvervet under jorden) og til dette formål benytter de gerne manipulation og andre lyssky midler.

For hvorfor pokker reagerer en anti-prostitutionsorganisation dog på at en musiker, som for 10 år siden var medskyldig i at narre de franske myndigheder til at udstedelse af visum til et antal afrikanske migranter? Hvad har det dog med prostitution at gøre?

Manipulation af offentligheden
Det umiddelbare svar, for de der ved en lille smule om emnet, er: "ingenting". Migranter kommer til Europa af alle mulige grunde - migration og prostitution er ikke det samme. Især folk fra det borgerkrigshærgede Congo har alle mulige gode grunde til at søge mod Europa, med eller uden arbejdstilladelse. Det kan man så mene om hvad man vil, men det er ikke formålet at diskutere migrationsregler her.

De, der ved lidt mere end en smule om emnet, ved til gengæld, at svaret er: "en hel del". For de organisationer (politiske interessegrupper, partier, statslige institutioner m.v.), der ønsker at bekæmpe ureguleret migration og uregulerede migranter, benytter ofte den offentlige utryghed ved prostitution som et manipulatorisk trick til at fremme sin egentlige dagsorden. De hævder (i diamentral modsætning til sagkundskaben og virkeligheden), at hvis vi vil have bugt med (ufrivillig) prostitution, så må vi bekæmpe migration og for at få bugt med de prostitueredes bagmænd, så må vi slå hårdt ned på dem, der hjælper folk med at migrere udenom de statslige kanaler. De fremmer altså deres indvandringsfjendske dagsorden ved at sætte lighedstegn mellem den og (ufrivillig) prostitution.

Det samme gør folk med en anden agenda. De organisationer, som ønsker at bekæmpe prostitution, benytter gerne den politiske modvilje mod migration til at fremme deres dagsorden. De hævder således også, at at ureguleret migration og (ufrivillig) prostitution er det samme og fremmer en fabrikeret myte om, at alle papirløse migranter er tvunet til at prostituere sig (ligesom de iøvrigt fremmer myten om at alle prostituerede er tvunget til det) og at folk, der hjælper migranter med at krydse grænser udenom statslig kontrol, er identiske med kriminelle og voldelige bagmænd for tvungen prostitution. Derfor agiterer de ikke bare for kriminalisering af (både frivillig og ufrivillig) prostitution men også for strengere migrationskontrol, mere lukkede grænser og hårdere straf af migranternes bagmænd.

Den indvandringsfjendtlige og den prostitutionsfjendtlige dagsorden går altså hånd i hånd (eller rettere: de kan gøre det og i denne sag gør de). De to ellers forskellige emner bliver brugt til at styrke og bekræfte hinanden. Nolge tror sikkert på denne vildfarelse, at prostitution og migration er det samme og kan bekæmpes med de samme midler, og kan hverken forestille sig at hverken prostituerede eller migranter skulle kunne have nogen selvstændig handlekraft eller fri vilje - de må alle være tvunget, af de samme bagmænd og med det samme formål. Men for det fleste er det nok blot en taktisk alliance, hvor man manipulerer medier, politikere og folkestemning til på opportunistisk vis at fremme sin egen dagsorden ved at gøre den "identisk" med en anden.

Indtil det taktiske samarbejdet og den retoriske manipulation er foregået så længe, at man ikke længere selv kan skelne i mellem de forskellige emner. Måske er det sket for Dorrit Otzen, lederen af den religiøse organisation Reden International. Måske er det derfor hun udsender en pressemeddelelse - som bliver til et Ritzau-telegram, som bliver til en artikel i Politiken - hvor hun udstiller en musiker, der blot er dømt skyldig i at have bedraget de franske myndigheder til at udstede visum til folk, der egentlig ikke var juridiske berettiget til det, som en ondsindet bagmand for organiseret sex-slaveri. Måske tror hun virkelig at der ikke er forskel. Eller måske er hun en kynisk manipulator, som benytter journalisternes uvidenhed til at udhænge en mand for en forbrydelse han ikke har begået for at fremme sin dagsorden, der går ud på at få medierne, politikerne og offentligheden til ikke at kunne kende forskel.

Ukritisk journalistik
For lad os lige slå fast, hvad det er, Papa Wemba, blev dømt for i 2004: Han er leder af et stort band med en kæmpe entourage af musikere, teknikere, dansere og så videre - folk der rejser med ham, når hans band er på tourné, og som skal have visum til de forskellige stater, bandet spiller i. I en sådan stor og blandet forsamling er det relativt let at inkludere nogle personer, som egentlig ikke hører til bandet, på listen over folk, der får udstedt visum. Disse personer har måske til hensigt at blive og arbejde i det pågældende land i stedet for at tage med bandet hjem igen. Selvom han insisterer på ikke personligt at have været vidende om det, blev Papa Wemba blev dømt for på denne vis at have "smuglet" et antal personer fra Congo ind i Frankrig.

Hvis denne virkelige historie er den virkelige grund til, at Dorrit Otzen og hendes organisation mener, at Papa Wemba "ikke bør have lov til at optræde i Danmark", så bør hun tone rent flag som modstander af ureguleret indvandring (og ytringsfrihed) i stedet for at skjule sig bag påstande om at være "en organisation til bekæmpelse af kvindehandel". Der er nemlig intet i den virkelige sag, som fortæller os, at der var tale om organiseret kvindehandel eller sex-slaveri - tværtimod er alt vi ved, at der var tale om folk, der fik udstedt et visum på falske præmisser, hvorefter de var fri til at forsvinde og gøre hvad de ville. Der er altså tale om det modsatte af tvang: Han er dømt for at have hjulpe folk med at omgå myndighedernes tvang. Det er stadig ulovligt, men det har intet med kvindehandel at gøre.

Dårlige arbejdsforhold eller ej: Det er stadig en journalists pligt at spørge ind til sine kilders motiver og for eksempel stille spørgsmålet: "I er en organisation, der arbejder imod prostitution og kvindehandel - hvad i alverden har det med den pågældende sag at gøre? Hvorfor skal vi bruge jer som eksperter i en sag, der udelukkende handler om visum-bedrageri? Hvor er kendsgerningerne som forbinder de to emner?"

Et ord der beskriver mange ting
Problemet er naturligvis, at den uhellige alliance mellem modstandere af migration og modstandere af prostition allerede har vundet en af de kampe, som er vigtigst for politiske manipulatorer: Kampen om sproget. I årtier har statslige organer og andre tilhængere af statslig kontrol kæmpet for at ændre betydningen af det engelske ord "trafficking". "Trafficking" betyder egentlig bare "transport" - altså transport af varer eller mennesker fra ét sted til et andet, måske henover grænser. Som statsligt-juridisk begreb betyder det dog "transport, som ikke er kontrolleret af stater", dvs transport henover grænser udenom de statslige regulationer og kontrol-mekanismer - eller på dansk: "smugling". Det kan være smugling af silke, alkohol, narkotika, elektronik, bøger og andre varer eller altså af mennesker. Hovedsagen er at det er den kriminaliserede transport af noget, som stater ønsker at kontrollere transporten af (eller lægge skat og moms på), udenom de statslige kanaler.

Det siger sig selv, at hvis man ikke er en stat, så er der væsentlige forskelle på at smugle en ekstra flaske alkohol eller noget andet til sig selv eller over grænsen, så man slipper for at betale de afgifter ens egen stat pålægger den slags, og så at smugle halvandet tons heroin ind i landet, som man har tænkt sig at sælge til desperate narkomaner. Ligesom der er forskel på at smugle en bog ind i et land, hvor den er censureret og forbudt, og så at smugle beriget uran ind i et land for at hjælpe med at bygge en atom-bombe. Eller for at sætte den mere på spidsen: Selvom man kan bruge det samme ord om begge parter, så er der fandme forskel på de, der smuglede jøder ud af Danmark under den nazistiske besættelse, og de nazister som illegalt transporterede jøder fra koncentrationslejre til udryddelseslejre i slutningen af krigen.

På samme måde er der væsentlige forskelle (fra det ikke-statslige perspektiv) på at hjælpe folk ind i et land, så de kan gøre hvad de vil dér, og så at tvinge folk ind i et land og holde dem som slaver.

Det er en skændsel at en organisation som Reden ikke er i stand til at skelne mellem de to sidstnævnte fænomener, og det er en større skændsel, at ingen i de forskellige journalistiske og redaktionelle kanaler denne historie har været igennem har rejst spørgsmålet. Men sagen er desværre typisk. Det er som antydet ordet "trafficking", der udgør den afledningsmanøvre, som gør, at manipulatoriske organisationer kan "trylle" den ene sag om til en historie om den anden sag. Begge er eksempler på "trafficking" - altså transport, som omgår den statslige kontrol - men trafficking dækker over en enorm række af ting, som ikke har andet til fælles.

Det manipulatoriske associationstrick
Men for at legitimere sine kontrolinstanser og stadigt mere restriktive politik på diverse områder, har staterne og andre institutioner arbejdet på at skabe forvirring omkring dette ord, så folk (bl.a. journalister og politikere) tror at alle de ting, det dækker over, i virkeligheden er "det samme". De samme ord - "traffcking" og "menneskesmugling" - bliver nu brugt både om idealistiske eller medmenneskelige folk, der hjælper flygtninge til at undgå forfølgelse og tortur, og om kyniske slavehandlere, der mishandler andre. At denne sammenblanding og begrebsforvirring gør det umuligt at forholde sig konstruktivt og positivt til ofrene for henholdsvis statslig forfølgelse og organiseret slaveri, bekymrer tilsyneladende hverken lobby-grupperne, staterne eller de overstatslige institutioner, der også kaster rundt med begrebet i sine konventioner og rapporter.

Det er i så høj grad lykkedes at sætte lighedstegn mellem alle de vidt forskellige fænomener, der kriminaliseres under betegnelsen "trafficking", at journalister ikke længere spørger "hvad har en anti-prostitutionsorganisation dog at gøre med en sag om visum-bedrageri?" Bare de hører ordet "trafficking" så bliver associationerne gjort for dem og deres selvstændige og kritiske tankegang sættes ud af spillet. Hvis man gentager ofte nok, at to ting hører sammen - uanset om man argumenterer for det eller ej - så vil de på et tidspunkt komme til at "høre sammen" i modtagernes bevidsthed. Den menneskelige hjerne er ikke så "rationel" som vi gerne bilder os selv ind - den foregår i høj grad ved associationer og ved at sammenkoble ting, der ofte har vist sig sammen - også selvom der ikke er nogen logisk forbindelse mellem dem.

Heri består det manipulatoriske trick, som en række journalister er blevet udsat for, og som den kristne organisation Reden benyttede sig af. Derfor kan de stille sig op og tale for migrationskontrol og censur uden at nogen i pressen spørger hvad disse emner dog har at gøre med deres erklærede formål om at "hjælpe" prostituerede. Derfor kan en sådan organisation hænge en ganske uskyldig verdensmusik-festival og en musiker, der har udstået sin straf, ud og sætte dem i forbindelse med alverdens afskyelige forbrydelser.

Endvidere kan det hævdes, at de i samme ombæring udfører en praksis, hvor de bevidst eller ubevidst arbejder for at sætte associationer mellem ting som "afrikaner", "illegal indvandrer", "kriminel" og "organiseret sex-slaveri".

Den saglige sammenhæng
Der er naturligvis - desværre - i nogle tilfælde forbindelser mellem "trafficking" som ureguleret migration og "trafficking" som organiseret kvindehandel / sex-slaveri. Det er klart at organisationer, der specialiserer sig i illegal transport af den ene slags "varer" over grænser, også vil kunne have oplagt ekspertise i at transportere andre "varer" udenom den statslige kontrol.

Men for folk, der vitterligt bekymer sig om ofre for tvungen prostitution, er den politiske konklusion den omvendte af hvad statslige og pro-statslige institutioner forsøger at bilde folk ind. Des mere menneskelig migration (hvad enten det drejer sig om flygtninge eller folk, der migrerer for arbejde eller i håb om en bedre tilværelse) kriminaliseres, des mere vil migranter være i hænderne på stadigt mere kriminelle netværker, som kan finde på at misbruge migranterne, der på grund af staternes migrationsfjendtlige politik ikke har nogen vej ud af de kriminelle netværkers greb. Og des sværere det er for migranter at finde lovlige måder at tjene til tilværelsen, des mere må de nødvendigvis beskæftige sig i den uformelle (og nogle steder i sig selv kriminaliserede) sektor - såsom prostitution.

Ønsker man at afskaffe tvungen prostitution vil man altså arbejde for at løsne den tvang og kriminalsering, der er i forbindelse med migration og skabe flere legale måder at migrere og arbejde på. Hvis ens politiske hensigt blot er at få prostitution kriminaliseret uanset hvilke konsekvenser det måtte have for de prostituerede, så kan man selvfølgelig godt gøre som Reden og forsøge at skabe en positiv sammenkædning af indvandrerfjendtlig og prostitutionsfjendtlig politik. Ønsker man derimod at folk skal have frihed og styrke til at komme ud af en situation og få kontrol over sit eget liv, så arbejder man næppe for at de skal kriminaliseres og kontrolleres af stater og gøres afhængige af voldelige bagmænd.

For lidt sagligt funderet læsning om dette emne:
- "Forget Victimisation: Granting Agency to Migrants" af Laura Agustín (se også resten af hendes artikler)
- "Afrikanske drømmer på europeiske gater" - forskningsrapport med interviews med nigerianske prostituerede i Norge og deres drømme og motiver, af Skilbrei, Tveit & Brunovskis
- "Young Woman Seeks Better Life" - forskningsrapport med interviews med østeuropæiske prostituerede i Norge og deres motiver og drømme, af Irina Polyakova
- "Når hjælpen rammer ved siden af" - artikel om Redens praksis overfor migrant-kvinder
- "Kvindernes egne stemmer" - kronik om misforholdet mellem politik og virkelighed for migrante prostituerede i Danmark
- "Når man ikke kan redde sig selv, kan man redde nogle andre" - interview med filminstruktør Annette K. Olesen om hendes research-arbejde blandt afrikanske prostituerede i Danmark
- "Women Are the New Coyotes" - artikel med indblik, på godt og ondt, i nogle amerikanske menneskesmugleres motiver (se også de andre relaterede artikler i bunden)

Og så er der også mine egne:
- "Anti-prostitution som anti-migration" og "SF: Udlændinge har ingen fri vilje", der begge handler om problemerne ved at sætte lighedstegn mellem migranter og slaver, dvs om den kyniske manipulation af kampen mod kvindehandel til legitimering af kampen mod indvandring og andre fænomener.

Fup-historier fra fiktivt æventyrland

2010-08-26T07:03:00.005-08:00

Politiken afslører falskheder i Fantasi-land

Billed-bladet har skrevet en "fup-historie" om et "royalt bryllup i Grækenland", kan vi lære i Politiken. Hvorfor i alverden skulle vi dog bekymre os om det? kan man så spørge. Alt der står i Billedbladet er jo fiktion og handler om fiktive mennesker i en fantasi-verden. Det er historier skrevet for folk, der gerne vil drømme sig væk fra denne verden, ikke "journalistik".

Derfor kan man for det første undre sig over, at et "seriøst dagblad" som Politiken overhovedet giver det så meget spalteplads (tre artikler!) at et ugeblad, der er jævnligt er fuldt af fup og fiktion, har skrevet en novelle om en begivenhed, der ikke havde fundet sted endnu. I det mindste burde en sådan historie vel højst være pladseret i avisens kultur-sektion. Men hvorfor skriver jeg nu om det?

Det gør jeg fordi Politikens håndtering af denne "fup-historie" i et fup-ugeblad er endnu mere mystisk end spørgsmålet om hvorfor de overhovedet beskæftigert sig med den. Politikens to udsendte "journalister" har nemlig begivet sig ind i Billedbladets fiktive fup-univers og trækker Politikens læsere med derind, så det i Politikens artikel bliver svært at skelne mellem fiktion og virkelighed. For at skrive om fup-historien fra det fiktive univers har journalisterne åbenbart været nødt til at leve sig så meget ind i universet, at de ikke længere var bevidste om at selve udgangspunktet for deres historie - det fiktive univers - også er det rene fup og fiktion. Det betyder, at de kommer til at repræsentere Billedbladets fup-univers i sine artikler i Politiken.

Politikens Michelle Arrouas skriver blandt andet:

Det skriver Billed-Bladet, der udkommer i morgen, torsdag, i en stor reportage om dagens royale bryllup i Grækenland.

Og Tommy Grøn supplerer med følgende:

Billed-Bladet udkommer i dag med en tvivlsom reportage fra onsdagens royale bryllup mellem prins Nikolaos og Tatiana Blatnik. Artiklen er fri fantasi, idet den er skrevet mindst et døgn før brylluppet af hensyn til avisens deadline.

Og hvad er der så galt med det?

Når man bevæger sig ned i kanin-hullet og ind i Æventyrland kan det godt være svært at kende forskel på fantasi og virkelighed.

Jo, godt nok handler artiklerne om, at Billedbladet havde opdigtet en rapportage fra en begivenhed, men Politikens to udsendte rapportere misinformerer læserne, idet de præsenterer præmisset for fup-historien som om det var virkeligt. Politikens egne historier rummer nemlig også en høj grad af "fri fantasi".

Der er nemlig slet ikke noget "royalt bryllup" i Grækenland! Politiken klandrer Billedbladet for at have skrevet om "begivenheden" dagen før den fandt sted, men Politikens journalister fremstiller stadig begivenheden selv som om den er virkelig. Men "det græske royale bryllup" er fri fantasi! Selve "den græske kongefamilie" er fri fantasi. Grækenland afskaffede monarkiet i 1973! Der findes altså ingen græske royale *! Det hele er fup og fiktion!

Det er den verden Politikens journalister har begivet sig ind i - Billedbladets verden, hvor intet er virkeligt. Og det er den verden, de desværre er kommet til at videregive til Politikens læsere. Hvis Politikens redaktion havde været lidt smartere, så havde de næppe anset det som nyhedsværdigt at et ugeblad, der skriver fiktion om en fiktiv verden, havde en enkelt "fup-historie" - hvis man mener, at det er relevant, så må man jo betragte resten af ugebladets fantasifulde skriverier som værende "ikke-fup" og altså acceptere og anerkende at deres fiktion generelt er sandt. Politikken er hoppet på bedraget og tror at de afslører en lille løgn mens de er dykket direkte ned i og har accepteret et univers, der er ét stort bedrageri. At fact-checke Billedbladets historier er ikke bare en tåbelig og uoverkommelig opgave - det er også en misforståelse af hvad Billedbladet og "facts" er for nogen størrelser.

* Faktisk er den såkaldt "græske kongefamilie" slet ikke prinser af Grækenland, og de vil aldrig kunne blive hverken konger eller noget andet i Grækenland (med mindre Grækenland genindfører monarkiet). Grækenland er idag en parlamentarisk republik uden aristokrati og monarki.Til gengæld er de faktisk medlemmer af den danske konge-familie - Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg-slægten - flere af dem er "prinser af Danmark" og de kan opnå politiske positioner i Æventyr-landet Danmark: Landet hvor hverken politik eller journalistik har noget at gøre med virkeligheden.

Hat-tip til: Lasse

Medier der gør dig dummere

2010-08-23T06:52:00.008-08:00

Der er medier og nyheder, som ikke gør en klogere - dem, der egentlig ikke rigtig lærer dig noget nyt, og som det egentlig bar er spild af tid at læse. Og så er der medier, som man faktisk bliver dummere af at læse - medier som forsøger at trække dit intelligensniveau lidt ned, at gøre dig lidt mere skeptisk overfor videnskabelighed og rationalitet, samt at give dig "information", der har negativ sandhedsværdi og således trækker din samlede viden nedad (hvis du altså tror på det du læser).

Desværre er det sjældent forsynet med tydelige advarsler, selvom den slags dumhedsskabende "journalistik" vel er mindst lige så farligt som rygning, alkohol, kamphunde og burkaer - tilsammen! Heldigvis kan man ofte kende dem med det samme bare ved at se på de idiotiske overskrifter.

Når Politiken for eksempel bringer en artikel af det diskrediterede tågehorn, Bjørn Lomborg, med den tåbelige overskrift »Stigende vandstand kan være en fordel«, så bør dine advarselslamper blinke med det samme. Alene det at du læste overskriften kan allerede have dræbt et par af dine hjerneceller ved at plante den falske association "Bjørn Lomborg" og "nogen der har noget at sige angående klimavidenskab" samt idéen om at se det profitable i naturkatastrofer. Der er altså ingen grund til at læse "artiklen", med mindre du bare ønsker at få bekræftet grunden til at du holdt op med at abonnere på den avis.

Og når Berlingske Tidende bringer artikler med vanvittige overskrifter som "Vulkanaske blæste på de fysiske love", så ved du, at dette blad har lige så høj oplysningsværdi som "Lær at spå i kaffegrums" og "krystal-healing for begyndere" - det vil sige en rent negativ oplysningsværdi. Og det er altså ikke fordi de bare begik en fejl, når de påstår at vulkaner er overnaturlige fænomener, der bryder med naturlovene. Nej, fladpanderne har sgu bevidst ændret budskabet i den artikel, de citerer fra (naturligvis uden at linke til den). Den oprindelige artikel kunne man lære noget af - og det går jo ikke i en dansk avis som heller vil gøre sine læsere dummere.

... Vafför gör dom på detta viset?

En "konservativ kultur" i selvbedrag

2010-08-23T05:40:00.014-08:00

Still-billede fra filmen: de anatomiske dukker, der vækker forargelse blandt konservative i både Indonesien og USA.

Ja, det går langsomt for tiden her på bloggen. Vi tager lige endnu et eksempel på kultur-forskelle mellem USA og andre dele af verden. I forrige eksempel var budbringeren klar over, hvad de kulturelle forskelle bestod i og brugte kultur-relativismen som undskyldning overfor sit mere konservative bagland, USA, der ikke brød sig om de liberale og progressive tendenser i Europa.

I dette eksempel er situationen til syneladende den omvendte. Her taler budbringeren til det hun opfatter som et liberalt publikum i USA, mens hun fortæller dem om en udvikling i, hvad der præsenteres som en mere kulturelt "konservativ kultur", i Indonesien. Det er tydeligvis meningen, at publikum ikke skal identificere sig med denne fremmede kultur, men alligevel værdsætte den udvikling, programmet handler om - en udvikling, der således præsenteres som et progressivt skridt i retning mod noget mere "vestligt".

Desværre falder resultatet til jorden og fremstår ironisk. Den venligt-menende og sikkert liberale journalist, havde nemlig ikke taget højde for, at hendes opfattelse af sin egen kultur ikke er helt korrekt og at opstillingen af de to kulturer som modsætninger altså er falsk. Efter at journalistens video har været igennem det hjemlige redaktionskontor, har det nemlig fået tilføjet budskaber, der slår fast, at redaktionen bestemt ikke forventer at det amerikanske publikum er mere åbentsindede eller frigjort end den indonesiske "konservative kultur" som indslaget handler om.

Lad os se filmen først. Den er ganske kort og man kan sagtens lære lidt af den:

Hvis du ikke så filmen: Ovenstående video-klip fra CNN den 26. maj 2010 handler om en skole i Indonesien, hvor nogle mindre skolebørn undervises i den menneskelige biologi / anatomi - hvad der på amerikansk kaldes for "seksualundervisning" (selvom det egentlig ikke handler om sex men blot om at gøre børnene bekendt med sin egen krop og dens biologiske udvikling).

Skoleprogrammet er blevet til i samarbejde med den internationale organisation Planned Parenthood, og i undervisningen benytter lærerne nogle kludedukker, som i modsætning til de fleste andre dukker har antydninger af kønsorganer eller kønsbehåring, som kan anskueliggøre ting som "hvor børn kommer fra" og den slags (se billedet foroven).

Ikke så chokerende for en skandinaver, som i børnehaven legede med anatomiske puslespil, men i et land som Indonesien kan den slags sikkert godt være skarp kost. I hvert fald fortælles det i indslaget, at skolen og lærerne har modtaget kritik og trusler. Selve filmen er et fint lille indslag, og jeg har ikke noget at udsætte på den.

Heller ikke når journalisten omtaler Indonesien som "en konservativ kultur" i forbindelse med bevægelsen for at få denne nye og mere direkte biologi-undervisning accepteret. Som sagt er det ikke journalistens fortjeneste, at budskabet om "det konservative Indonesien" som en modsætning til "det progressive USA" falder til jorden. Det er redaktionens - dvs CNN. Eller måske snarere den amerikanske virkelighed som CNN navigerer i.

Budskabet om at Indonesien skulle være en mere "konservativ kultur" fremstår nemlig fuldstændig ironisk og grinagtigt, når man bemærker dels, at nyhedsindslaget indledes med en advarsel om det grafiske materiale og at publikum bør være påpasselig med om de har lyst til at se det. Tryk "play" på videoen igen, hvis du ikke lagde mærke til det. Den starter med følgende advarsel på tekst og tale: "This report includes graphic content. Viewer discretion is adviced."

Hvad var det nu, der var i indslaget, som var så grafisk anstødeligt, at det fortjener en advarsel? Nå jo: billeder af kludedukker med antydninger af kønsorganer! Én ting er at voksne i Indonesien eventuelt kan være bekymrede for at deres små børn undervises med den slags - men at voksne CNN-seere i USA, der ikke advares mod krig, politik og lemlæstelse, har brug for den slags advarsler, så de ikke bliver forfærdet over at se på en dukke, som børn ikke har nogen problemer med at lege med ... hvem er det så lige, der er den mest "konservative kultur"?

Ironien fortsætter: På CNNs hjemmeside, havde linket til nyhedsindslaget beskrivelsen "Tiny tots in sex-ed use explicit dolls", hvilket kan løst oversættes til noget i retning af "Småbørn modtager seksual-undervisning med porno-dukker" ("explicit" bruges i den amerikanske medie-verden om ting, der er frastødende, pornografiske, blasfemiske m.v.). Sådan valgte redaktionen på CNN altså at "sælge" journalistens sobre, lille indslag om en progressiv udvikling i undervisningssektoren i Indonesien: som en chokerende skandalenyhed om sex og småbørn. Hvem var det igen, der var den "konservative kultur"?

Men lad os se lidt på virkeligheden
- det kan jo være, at det bare er redaktionen på CNN, der er en flok krops-forskrækkede konservative. Videoen handler altså om et mindre skoleprogram i Indonesien, hvor børnene undervises i anatomi, seksualitet m.v. - bl.a. ved brug af mere eller mindre "anatomisk korrekte" dukker. Det beskrives overfor det amerikanske publikum som en lille progressiv udvikling i en ellers "konservativ kultur".

Virkeligheden er, at et sådant undervisningsprogram ville være mindst lige så provokerende og skandaløst, hvis det forekom i de fleste skoler i USA. Virkeligheden er, at et sådant program i USA også ville afføde protester, trusler og politiske skandaler. Virkeligheden er, at seksual-undervisning i USA er nærmest ikke-eksisterende og at det er gået drastisk tilbage i løbet af den seneste generation.

For eksempel er virkeligheden den, at kun omkring halvdelen af amerikanske skoler overhovedet har seksual-undervisning. En undersøgelse fra 2002 viste, at kun 58% af landets skoler har "comprehensive sex-ed" på programmet. "Comprehensive sex-ed" vil sige sexual-undervisning, der er baseret i videnskab og virkeligheden, og som bl.a. fortæller om kønssygdomme, graviditet og hvordan man beskytter sig mod det. Over en tredie-del havde derimod kun religiøst baseret "abstinence only"-undervisning, som ikke alene er stærkt mangelfuldt men også decideret misinformerende.

Andre kendsgerninger fra virkeligheden i 2002:

• By 2002, one-third of teens had not received any formal instruction about contraception.[9]
• More than one in five adolescents (21% of females and 24% of males) received abstinence education without receiving instruction about birth control in 2002, compared with 8–9% in 1995.[10]
• In 2002, only 62% of sexually experienced female teens had received instruction about contraception before they first had sex, compared with 72% in 1995.[11]
• Only one out of three sexually experienced black males and fewer than half of sexually experienced black females had received instruction about contraception before the first time they had sex.[12]
• One-quarter of sexually experienced teens had not received instruction about abstinence before first sex.[13]

Det kunne altså virkelig godt se ud som om, at skolerne og de unge i USA kunne have alvorligt brug for en progressiv udvikling i undervisningen, der minder om den i Indonesien. For USA er det nemlig blot gået tilbage i de sidste årtier. Mens Indonesien således er en "konservativ kultur" med mulighed for progressiv udvikling, har USA i nogen tid på det seksuelle område været en "regressiv kultur".

USA er naturligvis ikke noget ensartet land med en monolitisk kultur. Som alle nationer og kulturer er der splittelser, konflikter og uenigheder. Så naturligvis er der også kræfter der trækker i den modsatte retning og forsøger at gå imod den seksuelle fordummelse og forskrækkelse, som har sat undervisningssektoren årtier tilbage i løbet af få år.

Men virkeligheden er også, at mens en skole i en landsby i Indonesien får trusler og protester fra lokal-miljøet, når de indfører seksual-undervisning, så er der steder i USA, hvor lærerne modtager officielle trusler om anholdelse fra statsanklagerne, hvis de følger undervisningsbekendtgørelsen på dette område.

Nej, USA er ikke entydigt en "konservativ kultur" - ligesom hverken Indonesien eller noget andet land er nogen kulturel monolitisk enhed. Nogle steder i USA er liberale og har intet problem med rigtig oplysning i skolerne, mens andre steder er dybt konservative og har fundamentalistisk religiøse kræfter, som ihærdigt bekæmper enhver form for videnskab og saglighed især i skolerne. Ganske som i Indonesien og mange andre steder på kloden. Alle kulturelle og politiske fænomener findes i USA og i forskellige områder har forskellige tendenser mere eller mindre magt. Uddannelsespolitikken og kontrollen over undervisningen er særdeles decentral og udgør en af de vigtigste politiske kampområder i landet. Det er her - i kontrollen over skole-undervisningen - at kulturkampen først og fremmest udspiller sig.

Hvad denne video viser, er først og fremmest, at de forskellige dele af USA til en hvis grad ikke er klar over de andre deles eksistens. Virkeligheden og CNN-redaktionens tilføjelse af "advarsler" på videoen, viser at journalisten ikke selv var klar over, at væsentlige dele af det publikum hun taler til, slet ikke er så frisindede - eller så kulturelt forskellige fra de konservative elementer i Indonesien - som hun antog. Hun havde næppe forventet, at hendes positive lille indslag om seksual-undervisning skulle blive gjort til en moralsk advarsel mod netop seksual-undervisning - eller at hendes egen redaktion skulle advare seerne mod det farlige og anstødelige indhold i en uskyldig solstråle-historier.

... og så er det jo altid morsomt (på den der lidt bitre måde), når medierne retter en fordømmende pegefinger mod andre kulturer, mens de ikke er klar over at håndens fire andre fingre peger ind mod dem selv.

Se også: "Kampen mod sex" og "Sammenhænge"

Tak til: AFY_Urooj på Amplify Your Voice